Telefonforkyndelse — en hjælp til at nå mange

¹ Det er tydeligt at vi lever i „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1) Og der er uden tvivl kun begrænset tid tilbage til at forkynde om Riget og gøre disciple. Vi bør derfor hver især gøre vort yderste for at hjælpe andre til at blive godkendte tilbedere af Jehova Gud.

² Apostelen Paulus følte et personligt ansvar for at bekende sin tro offentligt. (Rom. 10:10) Han vidste at Gud „vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Som følge af sin kundskab om sandheden anså Paulus sig for at være forpligtet over for alle. Det fik ham til i endnu højere grad at føle at forkyndelsen af den gode nyhed var presserende. Han sagde: „Jeg [er] for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed . . . For jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror.“ — Rom. 1:14-17.

³ Føler vi os på samme måde forpligtede, og er vi lige så ivrige efter at nå enhver i vort distrikt? Vi foretrækker naturligvis at tale med folk ansigt til ansigt, som når vi går fra hus til hus eller er på gadearbejde, men bør vi lade det være nok? Måske har mange i menighedens distrikt aldrig talt med et af Jehovas vidner. Hvordan kan det være?

⁴ Urørt distrikt: Findes der i jeres distrikt boligblokke med særlige sikkerhedssystemer som gør det umuligt at besøge beboerne fra dør til dør? Er forkynderne blevet nægtet adgang til et militært område eller et privat boligområde? Det er meget sandsynligt at nogle af beboerne sådanne steder aldrig har hørt hvad Guds rige vil udrette. Måske er der desuden nogle som aldrig kan træffes hjemme.

⁵ Vi skal ikke opgive at få kontakt med disse mennesker, selv om de er svære at træffe. Hvordan betragter Jehova situationen? Apostelen Peter skriver: „Jehova . . . ønsker [ikke] at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring. Regn desuden vor Herres tålmodighed for frelse.“ (2 Pet. 3:9, 15) Det drejer sig om menneskers liv, og Jehova er interesseret i hvert enkelt menneske. (Matt. 18:14) Hvordan kan vi genspejle den medfølelse og barmhjertighed Jehova viser enkeltpersoner? Ved at sørge for at aflægge vidnesbyrd for hver eneste beboer i vort distrikt. — Apg. 20:20, 21; Åb. 14:6, 7.

⁶ Organiseret til at aflægge et grundigt vidnesbyrd: Selskabet har i tidens løb opfordret dem der er bundet til hjemmet, enten midlertidigt eller permanent på grund af sygdom eller et fysisk handicap, til at forkynde ved hjælp af telefonen. De der befinder sig i en sådan situation tilskyndes til fortsat at gøre dette. Det viser sig desuden at flere brødre og søstre, deriblandt pionerer og hjælpepionerer, har benyttet telefonen som et supplement til deres almindelige hus-til-hus-forkyndelse.

⁷ I nogle menigheder har brødrene i fællesskab organiseret telefonforkyndelsen. Når de ældste går foran med at organisere distrikterne og støtter denne tjenestegren, enten ved personligt at være med eller ved at udnævne andre forkyndere til det, vil det give bedre resultater. Det er tjenestetilsynsmanden der har ansvaret for at lede dette arbejde. Ældsterådet kan imidlertid udnævne en kvalificeret ældste eller en ansvarsbevidst menighedstjener til at arbejde nært sammen med tjenestetilsynsmanden om at organisere denne særlige tjeneste.

⁸ Forkyndere der har overvundet sig selv og fået en vis rutine i at forkynde pr. telefon, har erfaret at det kan give gode resultater. I begyndelsen er det måske kun nogle få forkyndere og pionerer der er med til at kontakte folk telefonisk. Men efterhånden som de bliver vant til denne tjenestegren, vil deres begejstring og gode erfaringer give andre lyst til at lære at deltage i denne form for forkyndelse.

⁹ Hvor skal man begynde?: Måske kan man få oplyst navnene på beboerne ved hjælp af tavlerne ved boligblokkenes indgangsdøre. Derefter kan man finde telefonnumrene i telefonbogen. Eller måske har biblioteket en vejviser med navn og adresse på alle kommunens beboere. I nogle vejvisere er beboernes telefonnumre også anført. Fotokopier af siderne fra en sådan vejviser kan danne grundlag for et telefondistrikt. Telefondistrikter skal være forholdsvis små.

¹⁰ Det er altid godt at føre nøjagtige notater over vor forkyndelse. Det gælder også i telefonforkyndelsen. Notér omhyggeligt alle nyttige oplysninger på et hus-til-hus-notatskema, for eksempel hvilket emne I har drøftet, beboerens interesse, og hvilket emne I skal tale om næste gang. Notér også om samtalen næste gang skal foregå pr. telefon eller ved et personligt besøg.

¹¹ Personlig planlægning nødvendig: Hvis du deltager i telefonforkyndelsen regelmæssigt, vil du efterhånden overvinde din nervøsitet og føle dig mere sikker. Det er bedst at ringe til folk på tidspunkter hvor der er størst chance for at træffe dem hjemme, for eksempel først på aftenen eller i weekenden.a Sæt et bestemt tidsrum af til denne form for forkyndelse hver uge. Nogle har erfaret at det giver gode resultater at ringe i timen lige inden bogstudiet. Du vil efterhånden finde frem til hvad der virker bedst i dit område.

¹² Hvordan du kan forberede dig: Tal med andre der deltager i denne tjenestegren og få nogle idéer. Vær altid positiv. Hent kraft og styrke hos Jehova og bed om hans ledelse. (Sl. 27:14; Fil. 4:13) Vær besluttet på at gøre en helhjertet indsats i dette arbejde, ligesom i andre grene af tjenesten. — Jævnfør Markus 12:33.

¹³ Erfaringen viser at det er bedst at sidde ved et skrivebord eller lignende. Og hvis du sidder på en ikke alt for komfortabel stol, vil det hjælpe dig til at tænke klart og at koncentrere dig. Læg alle de publikationer du vil bruge frem på bordet — traktater, månedens tilbud, Bibelen, ’Ræsonnerebogen’, de nye blade eller nogle ældre numre af særlig interesse, en indbydelse til menighedens møder med mødetidspunkter og rigssalens adresse, en blyant og nogle notatskemaer. Sørg for at have publikationerne inden for rækkevidde, og lad dem måske endda være opslået på bestemte artikler eller kapitler. Øv dig i forvejen på hvad du vil sige. Tænk på at formålet med din samtale er at aflægge et vidnesbyrd og at aftale et besøg hos vedkommende hurtigst muligt.

¹⁴ Selve samtalen: Slap af. Vær dig selv. Det er vigtigt at du taler med en venlig og behagelig stemme. Det vil smitte af på din stemme hvis du smiler. Tal langsomt og tydeligt, og tilstrækkelig højt. Vær høflig, tålmodig og venlig. Vær ikke bange for at blive afvist. Acceptér at folk muligvis ikke er interesserede i budskabet. Betragt situationen på samme måde som når du forkynder fra hus til hus.

¹⁵ Præsentér dig ved dit fulde navn. Det er bedst ikke at nævne at du ringer til alle i boligblokken, da det kan gøre vedkommende skeptisk.

¹⁶ Mange af indledningerne fra ’Ræsonnerebogen’ kan læses op direkte fra bogen i samtaleform. Du kan for eksempel indlede på denne måde: „Goddag, mit navn er ________. Jeg ringer til dig fordi jeg ikke kan træffe dig personligt.“ Fortsæt uden pause med at sige: „Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du mener der kan forbedre vores livskvalitet. De fleste af os glæder os over livet, men der er alligevel mange der stiller spørgsmålet: Er det muligt at opnå sand lykke i tilværelsen? Hvad mener du? [Giv vedkommende tid til at svare.] Hvad mener du er en af de største hindringer for sand lykke i dag?“ Eller du kunne, efter at have præsenteret dig, sige: „Jeg deltager i et frivilligt, internationalt arbejde, og jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan De ser på livet. Efterhånden som vi bliver ældre, opdager vi at livet er meget kort. Er dette korte liv virkelig det der er meningen med tilværelsen? Hvad mener De?“ (Se ’Ræsonnerebogen’, side 13, under overskriften „Liv/lykke“.) Der findes flere nyttige oplysninger i Rigets Tjeneste for juli 1990, side 4, om brugen af indledninger og imødegåelse af indvendinger ved telefonforkyndelse.

¹⁷ Benyt Bibelen tidligt i samtalens løb. Når det synes passende, kan du nævne at du er et af Jehovas vidner. Inddrag beboeren i samtalen. Vær villig til at lytte hvis vedkommende ønsker at give udtryk for sine tanker. Påskøn at han giver udtryk for sin mening og sine betragtninger. Vær enig med den besøgte så langt det er muligt. Vis empati og vær imødekommende over for hans synspunkter. Hvis vedkommende derimod begynder at dominere samtalen og at diskutere, bør du taktfuldt afslutte samtalen. Lad Guds ånd lede dig i dine bestræbelser og hjælpe dig til at finde dem hvis hjerte er ret indstillet over for ham.

¹⁸ Det er bedre at du afslutter samtalen end at beboeren gør det. Du kan ganske enkelt slutte af med at invitere vedkommende til det offentlige foredrag i rigssalen, og oplyse adressen og mødetidspunktet. Du kan også spørge om han ønsker at få besøg, så han kan få flere oplysninger om det emne I har talt om. Det er måske endda muligt at fremholde publikationer gennem telefonen. Du kan for eksempel tilbyde bladene og på den måde danne grundlag for en bladrute.

¹⁹ Få del i glæden ved telefonforkyndelse: Vil alle telefonsamtaler resultere i bibelstudier? Nej, men nogle vil. I én måned foretog en søster for eksempel over 300 opkald. Efter at have præsenteret sig, forklarede hun hvorfor hun ringede i stedet for at besøge beboerne personligt. Derefter fremholdt hun en kort præsentation. Det førte til 12 gode samtaler. Hun har stadig kontakt med tre interesserede pr. telefon, og fire andre indvilligede i at få besøg af hende personligt. Én tog imod ’Paradisbogen’ og får nu besøg regelmæssigt.

²⁰ Jesus Kristus befalede sine disciple at udbrede forkyndelsen „til jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) I nogle områder må man forkynde telefonisk for at adlyde denne befaling. Nu da du har gennemgået denne artikel kan du spørge dig selv: ’Kan jeg gøre mere i mit distrikt for at forkynde den gode nyhed for „alle slags mennesker“, deriblandt dem der bor i områder der aldrig er blevet forkyndt i?’ Forkyndere der har fulgt ovennævnte forslag, har opnået meget opmuntrende resultater. De har erfaret at telefonforkyndelsen er en god måde hvorpå de kan ’ære deres tjeneste’. (Rom. 11:13) Du kan erfare den samme glæde ved at forkynde pr. telefon.

[Fodnote]