Værdsætter du Selskabets videofilm?
1 Jehovas trofaste tjenere har altid udnyttet tekniske fremskridt til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed. De første kristne var foregangsmænd med hensyn til at bruge kodeksformen. (Se si, s. 315) I vor tid har Guds folk hurtigt udnyttet computerteknik og avancerede trykkemetoder. „Den trofaste og kloge træl“ var også hurtig til at udnytte radio, højttalervogne, grammofoner, film og bånd. Nu er vi også begyndt at bruge videofilm. Alt dette har kun været muligt fordi Guds folk uselvisk støtter Rigets arbejde gennem frivillige bidrag til „Mattæus 24:14“.
2 Indtil nu har Selskabet udgivet fem videobånd med dansk tale, og der er flere på vej. Først fik vi Jehovas Vidner og deres organisation, og siden har vi fået to afsnit af filmene om Bibelen, nemlig Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti og Bibelen — gammel men stadig tidssvarende. Vi har også fået den betagende stævnefilm Oplæring fra Gud forener samt filmen om Gileadskolen, Ud til hele den vide Jord. Nu kan vi glæde os over at en indspilning af den gamle film Den nye verdens samfund i virksomhed er på vej på dansk.
3 Videofilmene bestilles ved bogbordet. De der selv har video, opfordres til at anskaffe sig disse videobånd og lade dem indgå i et teokratisk videotek på samme måde som vi lader Selskabets trykte publikationer indgå i vort bibliotek. Filmene kan med stort udbytte ses flere gange. De der har video, tilskyndes til gæstfrit at lade andre i menigheden se filmene, så alle bliver kendt med dem og får gavn af dem.
4 Tjenestetilsynsmanden kan i sin næste runde i grupperne tale om hvordan gruppens medlemmer kan få gavn af filmene, og hvordan de kan bruges i forkyndelsen. Mange har brugt filmene med et godt resultat ved at vise dem for dem de studerer med, samt andre interesserede i distriktet. Flere har også brugt dem med et godt resultat til naboer, familie og arbejdskammerater.
5 En søster skrev følgende: „Min video er blevet brugt flittigt til at vise filmene for brødre og søstre som ikke selv har video. Dernæst har jeg udlånt filmene til mine ’gode’ genbesøg der selv har video. På dage hvor jeg selv har måttet være lidt opfindsom med hensyn til tjenesten, har jeg inviteret nogle af mine bladabonnenter hjem og fremvist film. Jeg har også vist en for en dame i opgangen som normalt ikke ønsker besøg af os.“ Søsteren bruger også filmene til flere af sine fremmedsprogede genbesøg.
6 En broder viste filmen Jehovas Vidner og deres organisation for en fremtrædende person i fagbevægelsen som han kendte fra før han kom i sandheden. Reaktionen var meget positiv, og manden udtrykte interesse for at opleve et arrangement i stævnehallen.
7 Vi har i disse film et værdifuldt supplement til vore øvrige publikationer. Har du og din familie anskaffet dem? Set dem? Vist dem for andre i menigheden? Brugt dem i forkyndelsen? Vi har i disse film nogle redskaber der på en særlig måde kan hjælpe os til at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple i denne betydningsfulde sidste del af endens tid. — Matt. 24:14; 28:19, 20.