Alle slags mennesker vil blive frelst
1 Det er Jehovas vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Skønt folk til en vis grad er påvirket af deres arv, miljø og opvækst, har de en fri vilje og kan som enkeltpersoner vælge hvordan de vil bruge deres liv. De kan gøre det gode og leve, eller de kan gøre det der er slet, og gå til grunde. (Matt. 7:13, 14) Hvordan berører dette vort syn på dem vi forkynder Rigets gode nyhed for?
2 Vi bør ikke antage at faktorer som national eller kulturel baggrund eller social stilling er bestemmende for en persons interesse i sandheden. Sandheden kan appellere til folk uanset deres uddannelsesniveau, og uanset om de er politikere, fagfolk, ateister, agnostikere eller endda berygtede forbrydere. Folk af alle slags og fra ethvert socialt lag har ændret livsstil og ser nu frem til at opnå liv i Guds nye verden. (Ordsp. 11:19) Vi bør derfor ufortrødent henvende os til folk af alle slags med Rigets budskab.
3 Tænk på følgende eksempler: En mand havde planlagt at dræbe sin stedfar, men gjorde det ikke. Senere ville han begå selvmord, men kunne ikke. Efter at være blevet fængslet for tyveri og handel med narkotika gik hans ægteskab i stykker. I dag har denne mand et hæderligt arbejde, glæder sig over et lykkeligt ægteskab og har i øvrigt et godt forhold til sin stedfar. Hvorfor denne forandring? Han studerede Bibelen med Jehovas vidner og begyndte at leve efter det han lærte. Jehova anså ham ikke for at være et håbløst tilfælde.
4 En ung kvindes berømmelse som tv-stjerne havde ikke bragt hende lykke. Hun var imponeret over Jehovas vidners gode moral og tog imod et bibelstudium. Snart var hun med i hus-til-hus-forkyndelsen for at hjælpe andre til at lære Rigets gode nyhed at kende. Overalt blev hun genkendt, men hun var glad for at forklare folk at hun hellere ville være kendt som Jehovas vidne end som tv-stjerne.
5 Da en forkynder aftalte bibelstudium med en som abonnerede på Vagttårnet, hørte en nabo om det og overværede studiet. Naboen indså straks at dette var sandheden som hun havde søgt efter. Hun og hendes mand havde egentlig indgivet skilsmissebegæring, men de annullerede den og sluttede fred. Hun var stærkt optaget af astrologi og havde forbindelse med en spiritistisk kult, men hun kasserede sine dyre bøger og alt andet der havde tilknytning til dæmonisme. Siden begyndte hun at overvære Jehovas Vidners møder og at fortælle slægtninge og venner om sin nyfundne tro. Nu forkynder hun med begejstring for andre.
6 Vi bør ikke dømme nogen på forhånd. Lad os nidkært give folk overalt del i den gode nyhed. Vi har al mulig grund til at nære forvisning om at Jehova, der „ser på hjertet“, vil blive „frelser for alle slags mennesker“. — 1 Sam. 16:7; 1 Tim. 4:10.