Hvis en slægtning bliver udstødt . . .

1, 2. (a) Hvad var Guds hensigt i forbindelse med tilbedelsen i familien? (b) Hvilket valg blev nogle familier stillet over for på Koras tid?

DA ADAM havde været alene i et stykke tid, sagde Gud: „Det er ikke godt for mennesket at være ene.“ Så skabte han Eva og indstiftede ægteskabet blandt menneskene. (1 Mos. 2:18, 21, 22) Derefter skulle jordens befolkning vokse. Hvert eneste menneske ville få mange slægtninge, og der kunne knyttes et nært forhold mellem familiens medlemmer. Nogle af disse, som for eksempel børn, ville måske flytte langt bort, men det ville stadig være muligt for familiens medlemmer at aflægge besøg hos hinanden og nyde hinandens selskab. — 1 Mos. 1:28; Job 1:1-5.

² Gud havde besluttet at familierne skulle være forenet i sand tilbedelse; religiøse opfattelser ville derfor ikke komme til at volde splittelser. Men siden forekom det at familier blev delt i religiøse spørgsmål. Det skete for eksempel da Kora, Datan og Abiram gjorde oprør. Jehova bekræftede ved denne lejlighed at han handlede gennem Moses og Aron, og ikke gennem disse religiøse oprørere. Derpå gav Moses folket besked på at trække sig bort fra oprørernes telte. Hvad ville Koras, Datans og Abirams børn og husstande gøre? Ville de lade loyaliteten mod familien komme forud for loyaliteten mod Jehova og hans menighed? De fleste af oprørernes nære slægtninge satte familien højere end Gud, og Jehova henrettede dem sammen med oprørerne. — 4 Mos. 16:16-33.

3. Hvilket forstandigt valg traf nogle at Koras sønner?

³ Nogle af Koras sønner forblev imidlertid loyale mod Gud og hans folk, og de blev ikke henrettet sammen med resten af Koras husstand og Datans og Abirams familier. (4 Mos. 26:9-11) Efterkommere af disse overlevende koraitter blev senere velsignet med en særlig tjeneste ved templet, og de omtales med ære i Bibelen. — 2 Krøn. 20:14-19; Sl. 42, 44-49, 84, 85, 87.

4. Hvornår kunne en israelitisk familie også blive stillet på en loyalitetsprøve?

⁴ Det samme valg mellem loyalitet mod familien og loyalitet mod Gud måtte træffes hver gang en israelit faldt fra troen. Ville hans familie, ledet af følelser eller blodets bånd, søge at dække over ham for at han ikke skulle blive udryddet? Eller ville selv hans broder, søn eller datter indse at det rigtige og forstandige ville være at vise loyalitet mod Gud og menigheden? (Se Femte Mosebog 13:6-11.) Under den kristne ordning i dag bliver en synder ikke henrettet, men kristne kan alligevel komme ud for prøver i forbindelse med at en slægtning bliver tugtet.

Slægtninge kan volde problemer

5, 6. (a) Hvordan kan religiøse spørgsmål volde splittelse i en familie? (b) Hvorfor må kristne ikke gå på kompromis i en sådan situation? (Sl. 109:2-5)

⁵ Familiebåndene kan være meget stærke. Det er kun naturligt og i overensstemmelse med Guds ordning. (Joh. 16:21) Men disse stærke bånd kan sætte kristne på en vanskelig prøve. Jesus forklarede at ens slægtninge måske ville modsætte sig at man blev kristen. Han sagde: „Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er nemlig kommet for at volde splid og sætte en mand op imod sin fader, og en datter op imod sin moder, og en ung kone op imod sin svigermoder. Ja, en mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender. Den der holder mere af fader eller moder end af mig er mig ikke værdig.“ — Matt. 10:34-38.

⁶ Kristne ønsker ikke et sådant fjendskab, og faktisk er der ingen grund til at deres slægtninge skulle modarbejde eller hade dem fordi de er blevet Guds tjenere, der hylder egenskaber som renhed, ærlighed og en god moral. Når det alligevel sker, indser sande kristne at de ikke kan lade familien komme før Gud. I det lange løb er det i alles interesse at de kristne fortsætter, trofaste mod Gud. Med tiden vil de måske kunne påvirke deres slægtninge til også at slå ind på den vej der fører til frelse. — Rom. 9:1-3; 1 Kor. 7:12-16.

7, 8. Hvem er skyld i de familieproblemer der kan opstå på grund af en udstødelse? (5 Mos. 32:4, NW)

⁷ Slægtninge kan også volde problemer for sande kristne på en anden måde. Det kan ske når en slægtning udstødes. Som behandlet i de foregående artikler, kræver Gud at menighedsmedlemmer der øver grov synd og ikke ændrer sind, bliver udstødt. (1 Kor. 5:11-13) En udstødt overtræders adfærd har ændret hans forhold til Jehova og dermed også til familiemedlemmer som er Jehovas vidner. Det er ikke Guds skyld at det går sådan, for hans normer er rette og retfærdige. (Job 34:10, 12) Fejlen ligger heller ikke hos de trofaste kristne slægtninge. Det er den udstødte der skaber problemer for sig selv og sine slægtninge, ligesom Kora, Datan og Abiram gjorde.

⁸ Der er to forskellige situationer vi må betragte. Den første er den situation hvor en kristen bor under tag med et familiemedlem som er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden. Den anden er den situation hvor den udstødte slægtning ikke hører til samme husstand som den kristne.

I samme husstand

9. Hvordan forholder det sig med en kristens forpligtelser i ægteskabet hvis ægtefællen ikke er kristen eller er udstødt?

⁹ Et menneske kan blive kristent uden at andre i den nærmeste familie tager imod troen. En hustru kan for eksempel tjene Jehova uden at hendes mand gør det. Trods dette er hun stadig „ét kød“ med sin mand og forpligtet til at elske og respektere ham. (1 Mos. 2:24; 1 Pet. 3:1-6) Hun kan også være gift med en mand der har været en indviet kristen men senere er blevet udstødt af menigheden. Dette bryder heller ikke de ægteskabelige bånd. Det eneste der opløser et ægteskab, er døden eller en bibelsk gyldig skilsmisse. — 1 Kor. 7:39; Matt. 19:9.

10, 11. Hvordan berører udstødelsen de åndelige bånd i hjemmet?

¹⁰ Noget lignende gælder hvis et familiemedlem, såsom en fader eller moder, en søn eller datter, bliver udstødt eller afskærer sig selv fra menigheden. Blodets og slægtskabets bånd eksisterer stadig. Vil det da sige at alt i familien fortsætter som før hvis et af dens medlemmer bliver udstødt? Nej, på ingen måde.

¹¹ En udstødt er i åndelig henseende blevet afskåret fra menigheden; de åndelige bånd der var, er blevet skåret over. Dette gælder også i den udstødtes forhold til sine slægtninge, endog de slægtninge han eller hun bor under samme tag med. Skønt de øvrige familiemedlemmer stadig anerkender slægtskabets bånd, vil de derfor ikke længere have noget åndeligt fællesskab med den udstødte. — 1 Sam. 28:6; Ordsp. 15:8, 9.

12. Hvordan kan det berøre det åndelige fællesskab i hjemmet hvis et af familiens medlemmer bliver udstødt?

¹² Dette vil medføre ændringer i det åndelige fællesskab der har eksisteret i hjemmet. Hvis det for eksempel er manden der er blevet udstødt, vil hans kone og børn ikke føle sig godt tilpas ved at han fører ordet ved et familiebibelstudium eller leder familien i bibellæsning og bøn. Hvis han vil bede en bøn, for eksempel ved måltidet, har han ret til at gøre det i sit eget hjem. Men de kan stille bede deres egne bønner til Gud. (Ordsp. 28:9; Sl. 119:145, 146) Hvad nu hvis en udstødt i hjemmet gerne vil være til stede når familien læser i Bibelen sammen eller holder et bibelstudium? De øvrige kan lade ham være til stede og lytte, hvis han ikke prøver på at belære dem eller at give udtryk for sine religiøse opfattelser.

13. Hvordan vil forældrene forholde sig over for et udstødt barn i hjemmet?

¹³ Hvis et mindreårigt barn bliver udstødt, vil forældrene stadig tage sig af dets fysiske behov og sørge for tugt og oplæring i gode moralprincipper. De vil ikke direkte holde et bibelstudium med barnet som deltager. Det betyder dog ikke at de ikke vil forlange at barnet overværer familiestudiet. De kan også henlede barnets opmærksomhed på afsnit i Bibelen eller i de kristne publikationer som indeholder en vejledning det har brug for. (Ordsp. 1:8-19; 6:20-22; 29:17; Ef. 6:4) De kan tage barnet med til de kristne møder og lade det sidde sammen med dem under møderne, i håb om at den bibelske vejledning vil gøre indtryk på det.

14, 15. Hvordan bør man forholde sig hvis det kommer på tale at flytte en aldrende fader eller moder hjem til en?

¹⁴ Hvad så hvis en nær slægtning, som for eksempel en søn eller en fader eller moder som ikke bor i hjemmet, er blevet udstødt og derefter ønsker at flytte tilbage til eller ind hos den troende familie? Familien kan da tænke tingene igennem og beslutte hvad der bør gøres.a

¹⁵ Det kan for eksempel være at en udstødt fader eller moder som er oppe i årene, er syg og ikke længere i stand til at klare sig selv enten økonomisk eller fysisk. I et sådant tilfælde er kristne børn både bibelsk og moralsk forpligtede til at hjælpe. (1 Tim. 5:8) Det synes måske nødvendigt at lade faderen eller moderen flytte ind i hjemmet, enten midlertidigt eller permanent. Eller det kan forekomme tilrådeligt at sørge for pleje på et hjem, hvor man så må besøge vedkommende. Den endelige beslutning kan afhænge af sådanne faktorer som det ældre familiemedlems virkelige behov, hans eller hendes indstilling, og familieoverhovedets hensyntagen til husstandens åndelige velfærd.

16, 17. (a) Hvordan bør forældre betragte det at et udstødt barn gerne vil flytte hjem til dem? (b) Hvad kan vi i denne forbindelse lære af lignelsen om den fortabte søn?

¹⁶ Det samme kan gælde et barn som er flyttet hjemmefra og som derefter er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden. I nogle tilfælde har kristne forældre ladet et udstødt barn som er blevet legemligt eller mentalt sygt, flytte hjem et stykke tid. Forældrene kan dog i hvert enkelt tilfælde vurdere de foreliggende omstændigheder. Har en udstødt søn hidtil klaret sig selv, og er han nu ude af stand til det? Eller ønsker han i første række at flytte tilbage fordi tilværelsen derved bliver nemmere for ham? Hvordan er hans moral og indstilling? Vil han føre „surdej“ ind i hjemmet? — Gal. 5:9.

¹⁷ I Jesu lignelse om den fortabte søn løb faderen den hjemvendte søn i møde og tog ham til sig. Faderen så den unge mands ynkværdige tilstand og reagerede med naturlig faderfølelse. Vi bemærker imidlertid at sønnen ikke bragte skøger med sig hjem og heller ikke kom med den indstilling at han ville fortsætte sit syndige liv i faderens hjem. Nej, han gav udtryk for anger af hjertet og var tydeligvis besluttet på nu igen at leve et rent liv. — Luk. 15:11-32.

Udstødte slægtninge som bor uden for hjemmet

18, 19. (a) Hvordan bør kristne se på det at pleje samvær med udstødte slægtninge som bor uden for hjemmet? (b) Hvorfor er det passende at anlægge denne holdning? (2 Tim. 2:19)

¹⁸ Den anden situation vi må betragte, er den hvor en slægtning som er blevet udstødt eller har afskåret sig selv fra menigheden, ikke hører til ens husstand eller bor i ens hjem. Man er stadig beslægtet med vedkommende ved blodets bånd eller ved giftermål, og der kan således i begrænset omfang være visse nødvendige familieanliggender man må tage sig af. Forholdet er imidlertid ikke det samme som hvis den udstødte boede i hjemmet, hvor kontakt og samtale ikke ville kunne undgås. Vi må have Bibelens inspirerede vejledning klart i tanke: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg . . ., ja end ikke spise sammen med et sådant menneske.“ — 1 Kor. 5:11.

¹⁹ Kristne som er beslægtede med en udstødt der bor uden for hjemmet bør derfor søge at undgå unødig kontakt, ja endog begrænse den forretningsmæssige forbindelse til det mindst mulige. At denne holdning er fornuftig, fremgår af rapporter vi har modtaget om hvad der er sket i visse tilfælde hvor slægtninge har anlagt dette fejlagtige synspunkt: ’Selv om han er udstødt er vi jo i familie med ham, så derfor kan vi behandle ham ligesom før.’ Fra et bestemt område har vi fået denne rapport:

„En person som blev udstødt var beslægtet med omkring en tredjedel af menigheden. Alle hans slægtninge fortsatte med at have samkvem med ham.“

Og en meget respekteret kristen ældste skriver:

„Det er her i området sket at udstødte som har mange slægtninge i sandheden, er blevet mødt — når de trådte ind i rigssalen — med en mængde håndtryk og klap på skulderen (selv om slægtningene vidste at den udstødte stadig levede umoralsk). Jeg går stærkt ind for at de der er blevet udstødt bør indse at Jehova og hans folk hader deres adfærd, og at de bør føle et virkeligt behov for at nå frem til ægte sindsændring. Men hvad kan hjælpe disse udstødte til at omvende sig, når de stadig bydes velkommen af alle deres mange familiemedlemmer som kender til deres handlinger?“

20, 21. Hvorfor må vi være meget opmærksomme på vort forhold til udstødte slægtninge? (2 Tim. 2:22)

²⁰ Der må også have været menigheder i det første århundrede hvor mange var i familie med hinanden. Men når nogle blev udstødt, skulle alle slægtningene da blot lade forholdet være som hidtil, så længe de ikke drøftede bibelske spørgsmål med de udstødte? Nej. I så fald ville menigheden ikke virkelig efterkomme befalingen: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ — 1 Kor. 5:13.

²¹ Vi må være meget opmærksomme på at en udstødt synders situation ikke overses eller bagatelliseres. Som det fremgår af den måde Koras sønner handlede på, må vi i første række være loyale mod Jehova og hans teokratiske ordning. Vi kan være forvissede om at når vi holder fast ved hans normer og foretrækker at komme sammen med hans organiserede folk fremfor med overtrædere, vil vi have hans beskyttelse og velsignelse. — Sl. 84:11-13.

Selskabelige sammenkomster og udstødte slægtninge

22. Hvordan kan familiesammenkomster give anledning til særlige problemer i forbindelse med udstødte slægtninge?

²² Normalt samles slægtninge ofte til måltider, skovture, familiesammenkomster eller andre former for selskabeligt samvær. Når en kristen har øvet synd og ikke har angret sine handlinger og derfor har måttet udstødes, kan han imidlertid volde sine kristne slægtninge visse problemer i forbindelse med sådanne sammenkomster. Mens de på den ene side erkender at de stadig er beslægtede med ham, ønsker de på den anden side ikke at ignorere Paulus’ vejledning om at trofaste kristne skal „holde op med at omgås“ en udstødt synder.

23. Hvordan stiller sagen sig i forbindelse med et kristent bryllup?

²³ Der er ingen grund til at søge at fastsætte regler for om familiemedlemmer kan være med til sammenkomster hvor en af deres udstødte slægtninge er til stede. Det er noget de implicerede selv må finde ud af, i overensstemmelse med Paulus’ vejledning. (1 Kor. 5:11) Imidlertid må man indse at hvis en udstødt skal være med til en sammenkomst hvortil der også er inviteret kristne som ikke er i familie med vedkommende, kan dette meget vel få indflydelse på de sidstnævntes beslutning om at være til stede. Det kan for eksempel være at et kristent par skal giftes i en rigssal. Hvis en udstødt slægtning kommer til brylluppet i rigssalen, siger det sig selv at han ikke kan spille nogen fremtrædende rolle i forbindelse med arrangementet. Hvad så hvis der holdes en reception eller en bryllupsfest? Dette kan være en meget glædelig sammenkomst, sådan som den bryllupsfest Jesus var med til i Kana. (Joh. 2:1, 2) Men vil den udstødte slægtning få lov til at komme eller oven i købet blive indbudt? Hvis han kommer med til festen, vil mange kristne, hvad enten de er slægtninge eller ej, måske drage den slutning at de ikke bør være til stede og omgås ham og spise sammen med ham, i betragtning af Paulus’ anvisninger i Første Korinterbrev 5:11.

24. (a) Hvilket samvær kan loyale kristne glæde sig mest over? (Ordsp. 18:24)

²⁴ Af denne grund vil kristne sikkert i nogle tilfælde føle at de ikke kan have en udstødt slægtning (eller en slægtning der har afskåret sig selv fra menigheden) med til en sammenkomst hvortil familiemedlemmer normalt ville blive inviteret. De kristne kan imidlertid glæde sig over samværet med menighedens loyale medlemmer, idet de husker på Jesu ord: „Enhver der gør Guds vilje, det er min broder og søster og moder.“ — Mark. 3:35.

25, 26. Kan man holde en begravelseshøjtidelighed for en afdød udstødt? Forklar nærmere.

²⁵ Sagen er at en kristen der henfalder til synd og må udstødes, forspilder meget: sit godkendte forhold til Gud, sit tilhørsforhold til en lykkelig kristen menighed, foruden det dejlige fællesskab med brødrene, herunder også en væsentlig del af det samvær han har haft med sine kristne slægtninge. (1 Pet. 2:17) Den smerte han har forvoldt, fortsætter måske endog efter hans død.

²⁶ Hvis han dør som udstødt, kan der komme problemer i forbindelse med begravelsen. Hans kristne slægtninge vil måske gerne have at der holdes et foredrag i rigssalen, hvis det er skik og brug. Men det vil ikke være passende med en sådan højtidelighed i rigssalen for en der er udstødt af menigheden. Hvis han inden sin død viste tegn på at han havde ændret sind og ønskede Guds tilgivelse, for eksempel ved at ophøre med sin syndige adfærd og ved at overvære de kristne møder, vil en eller anden broder måske med god samvittighed kunne holde et bibelsk foredrag i kapellet eller ved graven. Nogle bibelske bemærkninger om de dødes tilstand vil være et vidnesbyrd for ikke-troende og til trøst for de efterladte. Men hvis den udstødte lige til det sidste forfægtede falsk lære eller førte et gudløst liv, vil selv et sådant foredrag være upassende. — 2 Joh. 9-11.

Noget vi alle kan lære af

27. Hvordan bør vi betragte Guds domme?

²⁷ Vi må alle forstå at det er Jehovas dom der betyder noget. (Ordsp. 29:26, NW) Det gælder i forbindelse med onde handlinger; Bibelen viser at Gud afskyr sådanne. (Ordsp. 6:16-19) Men det gælder også i forbindelse med Jehovas bedømmelse af enkeltpersoner. Jehovas ord siger klart og tydeligt at „uretfærdige“, de der øver „kødets gerninger“, ikke skal arve Guds rige. (1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21) Sådanne mennesker har ingen plads i himmelen, og de passer heller ikke ind i Rigets jordiske domæne. Heraf følger at enhver som ønsker at forblive i Guds rene menighed i dag, må leve op til hans normer. Gud vil ganske enkelt ikke tillade „surdej“ som øver en fordærvende indflydelse i hans hellige folk. — 1 Kor. 5:6-13.

28. Hvordan kan en udstødelse sætte vor loyalitet på prøve?

²⁸ Hvis en nær slægtning bliver udstødt er det naturligt at de menneskelige følelser kan sætte os på en svær prøve. Følelserne og familiebåndene er navnlig stærke mellem forældre og børn, og det samme er tilfældet mellem ægtefæller. Men vi må erkende at vi i sidste ende ikke vil gavne nogen eller behage Gud ved at lade følelserne få overhånd så vi tilsidesætter hans forstandige vejledning og ledelse. Vi må vise fuld tillid til at Guds veje er fuldkomment retfærdige, også når han befaler at uforbederlige overtrædere skal udstødes. Hvis vi forbliver loyale mod Gud og menigheden, vil overtræderen måske med tiden tage ved lære af dette, ændre sind og blive genoptaget i menigheden. Men hvad enten dette sker eller ej, kan vi hente trøst og styrke i disse ord som David udtalte i sin alderdom:

„Alle [Guds] lovbud er foran mig, . . . Måtte Jehova derfor gengælde mig min retfærdighed, min renhed som er for hans øjne. Mod den loyale handler du loyalt; mod den uangribelige helt handler du uangribeligt; mod den der forbliver ren, handler du rent, . . . Og det nødstedte folk frelser du.“ — 2 Sam. 22:23-28, NW.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

En udstødt fader eller moder kan have behov for pleje i sine kristne børns hjem

[Illustration på side 21]

Den fortabte søn vendte ikke hjem for at fortsætte sit syndige liv, men havde ændret sind. Hans fader tog imod ham og bød ham velkommen