Spørgsmål fra læserne

● Kan en indviet kristen gå til en begravelse der forrettes af et andet religiøst samfund? — C. S., U.S.A.

Nogle kristne føler sig måske forpligtede til at gå til en begravelse fordi de står i taknemmelighedsgæld til den afdøde, fordi den afdøde er en nær slægtning af dem, eller fordi de anmodes om det af en ikke-troende ægtefælle. Før man gør det, bør man imidlertid overveje de forskellige ting det kan medføre og hvad man måske kan gøre i stedet. Selv om den kristne menighed ikke forbyder at man går til en begravelse i et andet religiøst samfund, kan dette dog være yderst farligt og forbundet med flere problemer.

Det er godt at huske på at en kirkelig begravelse ikke først og fremmest afholdes for at give den afdødes venner lejlighed til at trøste de efterladte. Som regel har man gjort dette i forvejen, enten ved at sende et brev eller ved at aflægge et besøg i hjemmet. Begravelsen er en kirkelig handling. Den vil sikkert omfatte en prædiken der muligvis vil støtte sådanne ubibelske forestillinger som sjælens udødelighed og at alle gode mennesker kommer i himmelen. Det er også muligt at en ubibelsk skik som at gøre korsets tegn vil blive anvendt, og præsten vil sikkert også lede hele forsamlingen i en bøn og lyse velsignelsen. I betragtning af befalingen i Åbenbaringen 18:4 kan en kristen naturligvis ikke være med til dette.

Det kan her nævnes at en japansk begravelse kan stille en kristen på en virkelig prøve. Hvis en kristen — for eksempel en kvinde der er gift med en ikke-troende mand — er til stede ved en begravelse, vil vedkommendes navn blive råbt op, og så forventes det at man går op og ofrer røgelse til den døde og beder en bøn. Derfor har mange japanske kristne besluttet sig til ikke at overvære en sådan begravelse.

Nogle indviede kristne har været til stede ved kirkelige begravelser fordi de gerne ville være de efterladte nær og være til støtte for dem. De var med både ved bisættelsen, prædikenen i kirken og jordpåkastelsen ved graven. Det er muligt at de kunne gøre det alt sammen uden selv at deltage i en falsk religiøs handling, men risikoen herfor er naturligvis altid til stede når man befinder sig på et sted hvor der dyrkes falsk religion.

En kristen hustru hvis ikke-troende ægtemand vil have at hun sammen med ham skal overvære en kirkelig begravelse, vil måske henvise til hvad Na’aman gjorde. Na’aman var den aramaiske hærfører der blev helbredt for sin spedalskhed ved at bade sig syv gange i Jordanfloden på profeten Elisas bud. På grund af denne mirakuløse helbredelse besluttede Na’aman at han aldrig ville tilbede nogen anden gud end Jehova. Men det ville blive svært for ham at gennemføre, eftersom han stadig var i den aramaiske konges tjeneste. Kongen støttede sig til hans arm når han gik omkring, og derfor måtte Na’aman også gå med ham ind i den hedenske gud Rimmons hus. Han måtte måske oven i købet hjælpe kongen når han bøjede sig. Derfor bad han Jehova Gud om at bære over med ham. Na’aman, som nu var begyndt at tilbede Jehova, tilbad ikke selv den falske gud; han befandt sig kun i Rimmons hus efter kongens ordre. — 2 Kong. 5:1-19.

Det forholder sig på samme måde med den kristne hustru der har en ikke-troende mand. Hvis hendes mand ved en bestemt lejlighed insisterer på at hun følges med ham til en kirkelig begravelse hos en slægtning eller ven af familien, vil hun måske føle at hun kan gøre som Na’aman — være til stede ved denne lejlighed men ikke deltage i nogen handling der har med falsk religion at gøre. Imidlertid må hun selv træffe afgørelsen om hun vil gå med. Hun må løse konflikten mellem respekten for ægtemandens ønsker, lydighed mod Jehova, og hvad hendes samvittighed, der er oplært af Guds ord, byder hende. — 1 Pet. 3:16.

Ja, det er også en samvittighedssag. Andre kunne se hende, et Jehovas vidne, gå ind i kirken, og de kunne tage anstød. Denne mulighed må hun derfor også tage i betragtning. Som apostelen Paulus skrev: „Jeg . . . beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag.“ — Fil. 1:9, 10, NW.

Det bedste ville være om hustruen prøvede at forklare situationen for sin mand. Hun gør klogt i at følge dronning Esters eksempel og vælge et tidspunkt hvor han er afslappet og i godt humør, og derpå taktfuldt prøve at forklare hvorfor hun mener at hun ikke kan gå med til den kirkelige begravelse. Blandt andet kunne hun påpege at hvis hun var til stede og ikke deltog i ritualet, kunne det være meget pinligt for andre, også for hendes mand. Derefter er det muligt at den ikke-troende ægtemand vil efterkomme sin hustrus ønske — af kærlighed til hustruen, af respekt for hendes religiøse anfægtelser og ud fra ønsket om at undgå en pinlig situation. — Est. 5:1-8.

Men kunne man ikke komme til at støde de efterladte ved ikke at være til stede? Det ville kun være tilfældet hvis man helt ignorerede dødsfaldet, og det behøver man ikke at gøre. Man kan gøre flere ting for at vise sin medfølelse og interesse for at hjælpe. Man kan aflægge et besøg hos familien, udtrykke sin deltagelse og tilbyde sin hjælp. Man kan tage fødevarer med til familien hvis der er behov for det, man kan tilberede et måltid i hjemmet eller måske passe børnene og således aflaste de voksne midlertidigt. Så vil familien ikke synes at man er ukærlig og ufølsom fordi man ikke kommer til begravelsen.

Den kristne behøver altså ikke at føle sig forpligtet til at gå til en begravelse der forrettes af et andet religiøst samfund, hvor man kunne komme til at give efter for fristelsen til at gøre som de andre og udføre en handling som er falsk gudsdyrkelse. Man undgår også på den måde faren ved at begå en sådan handling og derved mishage Jehova Gud. Men den enkelte må selv afgøre hvad han vil gøre på grundlag af omstændighederne og sin egen samvittighed.