Truede dyrearter — et omfattende problem

DRONTEN, en fugleart som ikke kunne flyve, er blevet et symbol på uddøde dyrearter. Den sidste af disse fugle døde omkring år 1680 på øen Mauritius. Mange af de arter der i øjeblikket er truede, lever også på øer. I de sidste 400 år er 94 fuglearter uddøde, hvoraf de 85 har været øboende.

Dyrearter på de store kontinenter er også i fare for at uddø. Tidligere strejfede tigre rundt i hele Rusland. Nu er der kun underarter af Amur-tigeren tilbage i Sibirien, og antallet er dalet til mellem 180 og 200. I den sydlige del af Kina er der efter forlydende kun 30-80 tigre tilbage. I Indokina vil disse dyr uddø „inden for ti år,“ skriver Londonavisen The Times. Og i Indien, der er levested for omkring to tredjedele af verdens tigre, skønner myndighederne ligeledes at disse majestætiske dyr kan være uddøde inden for ét årti.

Der bliver også færre og færre næsehorn og geparder. I Kina strejfer den store panda rundt i grupper på kun ti. Skovmåren er næsten udryddet i Wales, og det røde egern „kan forsvinde fra England og Wales inden for de næste 10-20 år,“ hævder The Times. På den anden side af Atlanten, i USA, er flagermusen blevet det mest truede landpattedyr.

Fremtidsudsigterne for livet i verdenshavene ser også dystre ud. The Atlas of Endangered Species beskriver havskildpadderne som „den mest truede gruppe“ havdyr. Padderne synes at klare sig bedre, men ifølge tidsskriftet New Scientist er 89 paddearter kommet „i fare for at uddø“ inden for de sidste 25 år. Omkring 11 procent af verdens fuglearter er også ved at blive udryddet.a

Men hvordan står det til med de mindre skabninger, som for eksempel sommerfuglene? Her er situationen ikke meget anderledes. Over en fjerdedel af Europas 400 sommerfuglearter er i farezonen, heraf er de 19 truet af udryddelse i nær fremtid. I 1993 kunne stor ræv, en sommerfugl i England af familien Nymphalidae, gøre dronten følgeskab og føjes til listen over uddøde arter.

Stigende bekymring

Hvor mange dyrearter uddør hvert år? Svaret afhænger af hvilken ekspert man spørger. Forskerne er uenige om antallet, men alle er enige om at mange arter er i fare for at uddø. Økologen Stuart Pimm siger: „Debatten om hvor hurtigt [arterne] går tabt drejer sig i bund og grund om vores fremtid.“ Han tilføjer: „I de forløbne århundreder har hastigheden hvormed vi har udryddet arterne, langt oversteget den fart de forsvinder med i naturen. Derfor ser fremtiden dyster ud.“

Planeten Jorden er som et hus. I slutningen af det 19. århundrede begyndte nogle at studere truede arters økologi, et udtryk der stammer fra det græske ord oiʹkos, „et hus“. Denne videnskab fokuserer på forholdet mellem levende organismer og de ydre livsbetingelser. I det 19. århundrede var der en stigende interesse for naturfredning, der uden tvivl skyldtes den øgede omtale af dyrenes udryddelse. I De Forenede Stater førte dette til oprettelsen af nationalparker og fredede områder der tjener som dyrereservater. Man mener at der på verdensplan i dag er 8000 internationalt anerkendte dyrereservater samt yderligere 40.000 steder hvor dyrenes levesteder er beskyttet; de udgør omkring 10 procent af verdens samlede jordareal.

Mange bekymrede mennesker melder sig nu ind i såkaldte ’grønne bevægelser’, hvoraf nogle gør opmærksom på truslen om udryddelse, mens andre blot underviser folk i menneskets og naturens indbyrdes afhængighed. Og siden konferencen om miljø og udvikling i Rio i 1992, har regeringerne almindeligvis ofret miljøspørgsmål større opmærksomhed.

Problemet med truede arter er globalt og stigende. Men hvorfor? Har man i vor tid haft held med at hindre dyrenes udryddelse? Og hvordan ser fremtiden ud? Hvad kan vi mennesker gøre? De følgende artikler vil besvare disse spørgsmål.

[Fodnote]

Hvorfor nogle arter er i fare for at uddø

DER er forskellige årsager til at nogle arter uddør. Lad os se på tre hovedårsager. Mennesket er indirekte ansvarlig for to af dem og direkte ansvarlig for den tredje.

Ødelæggelse af dyrenes levesteder

Når antallet af en bestemt dyreart daler, skyldes det som regel at dens levested ødelægges. The Atlas of Endangered Species kalder det „den væsentligste trussel“, men også „den vanskeligste at forhindre“. Befolkningseksplosionen tvinger mennesker til at inddrage flere og flere af de landområder der tidligere var dyrenes bosteder. Et slående eksempel på dette er rydningen af verdens regnskove.

’Om 40 år vil der ikke være nogen regnskove tilbage’ er de dystre forudsigelser. Mange betragter det som et sørgeligt tab af værdifulde ressourcer. Faktisk udvindes cirka en fjerdedel af alle de lægemidler vi kender i den vestlige verden, af tropiske regnskovsplanter. Regnskovene dækker kun omkring 7 procent af jordens landoverflade, men de er grobund for fire femtedele af verdens plantevækster.

Tømmerhugst og ændrede dyrkningsmetoder er skyld i at det er tyndet kraftigt ud i Vestafrikas regnskove. På det indiske subkontinent har skovrydningen resulteret i klimaændringer. I nogle områder er nedbørsmængden blevet mindre, mens der indtræffer oversvømmelser i andre områder.

Når mennesker fælder træer for at dyrke jorden, går det ud over planter, pattedyr, fugle, krybdyr og insekter. Harvardprofessor Edward Wilson skønner at der årligt fældes 1 procent af de tropiske regnskove, og det betyder at tusinder af arter med tiden vil uddø. Man frygter at mange arter vil forsvinde inden videnskabsfolk får en chance for at navngive dem.

Livet i mange af jordens vådområder er også truet. Entreprenører dræner disse områder for at bygge huse, eller landmænd omdanner dem til pløjejord de kan opdyrke. I de sidste 100 år er cirka 90 procent af Europas tørre jordbund blevet inddraget til landbrugsjord. I de forløbne 20 år er der blevet færre græsenge i England, hvilket har betydet at antallet af sangdrosler er dalet med 64 procent.

Skønt tidsskriftet Time har omtalt øen Madagascar som „en geologisk Noas ark“, er dens rige dyreliv i fare. Efterhånden som befolkningstallet stiger og udlandsgælden vokser, bliver der lagt større og større pres på øboerne for at få dem til at omdanne skove til rismarker. Der findes nu kun 400 eksemplarer af halvmakien, Hapalemur aureus, hvilket skyldes at tre fjerdedele af dens levesteder er forsvundet i løbet af de sidste 20 år.

Det går ud over det lokale dyreliv når mennesker radikalt ændrer deres dyrkningsmetoder. Det oplevede man for eksempel da polynesierne ankom til Hawaii for 1600 år siden. Deres aktiviteter på øen har bevirket at 35 fuglearter er uddøde.

De første indvandrere der kom til Australien og New Zealand, medbragte tamme katte, og nogle af disse endte som vildkatte. Ifølge tidsskriftet New Scientist lever disse katte nu af 64 pattedyrarter der er særegne for Australien. Sammen med den importerede europæiske rødræv driver de rov på små bestande af truede arter.

Jagt

Der er ikke noget nyt i at folk går på jagt. I Første Mosebog i Bibelen findes beretningen om oprøreren Nimrod, en jæger der levede for over 4000 år siden. Der nævnes ikke at han udslettede en hel dyreart, men han mestrede jagtens kunst til fulde. — 1 Mosebog 10:9.

I århundredernes løb har jægere udryddet løven fra Grækenland og Mesopotamien, flodhesten fra Nubien, elefanten fra Nordafrika, bjørnen og bæveren fra Storbritannien og vildoksen fra Østeuropa. „I 1870’erne og 1880’erne dræbte jægere en kvart million elefanter alene i Østafrika,“ rapporterer BBC’s tidsskrift Radio Times. „I et halvt århundrede genlød Afrika af riffelskud, affyret af berømte, rige og fremtrædende folk der dræbte elefanter, næsehorn, giraffer, store kattedyr og hvad de ellers fik øje på. . . . Hvad der i dag virker ret chokerende var dengang fuldstændig acceptabelt.“

Lad os igen vende vores opmærksomhed mod den majestætiske tiger. Optællinger fra 1980’erne viste at fredningsbestræbelserne var lykkedes. „Men det stemte ikke helt med virkeligheden,“ bemærker 1995 Britannica Book of the Year. „Grundigere optællinger viste at embedsmænd havde ’pyntet’ på de tidligere tal, fordi de enten så gennem fingre med krybskytteri eller var meget forhippede på at imponere deres overordnede. . . . Handelen med legemsdele fra tigre havde stor fremgang på det sorte marked, eftersom den svindende bestand pressede priserne i vejret.“ I 1995 skønnede man at prisen for en sibirisk tiger lå på mellem 55.000 og 140.000 kroner. Dette var ikke blot prisen for dens værdifulde skind, men også for dens knogler, øjne, knurhår, tænder, indre organer og kønsorganer der tillægges stor værdi inden for den orientalske folkemedicin.

Handelen med elfenben, horn fra næsehornet, tigerskind og andre dyredele er nu blevet en milliardforretning på det sorte marked, kun overgået af narkosmugling, bemærker Time. Og handelen er ikke begrænset til store pattedyr. I 1994 anvendte kinesiske udøvere af folkemedicin hele 20 millioner søheste, hvilket efter sigende fik fangsten i nogle områder i Sydøstasien til at falde med 60 procent på to år.

Det er ikke vanskeligt at se hvem der bærer skylden for at en art jages indtil den uddør. Man må imidlertid også huske samlerne. Det forlyder at en sortbørshandler i Brasilien kan sælge den truede guldparakit for det der svarer til cirka 3000 kroner. Men hvis han sælger den i udlandet, får han over tre og en halv gang så meget for den.

Truede arter lider også under krige og deres eftervirkninger, den voksende flygtningestrøm, den stigende befolkningstilvækst, den tiltagende forurening og den øgede turisme. For eksempel bliver delfiner såret af de mange turisters motorbåde, og støjen fra bådene kan genere delfinernes fintmærkende ekkoorienteringssystem.

Efter denne sørgelige beskrivelse af menneskers ødelæggelse af dyrelivet, tænker du måske: ’Hvad gør naturfredningsfolk for at beskytte truede arter, og er deres bestræbelser lykkedes?’

[Illustration på side 6]

Planter, pattedyr, fugle, krybdyr og insekter dør når mennesker fælder træer

Naturbevarelse kontra naturudryddelse

MAN kan tilsyneladende ikke blive enige om hvordan man bedst beskytter dyrene og deres levesteder. Mange velgørenhedsorganisationer forsøger at presse regeringerne til at vedtage strengere fredningslove for at beskytte truede arter.

For eksempel havde forskellige grupper for nylig et møde med kinesiske embedsmænd hvor de indgik en aftale om at man fjernede de fælder der var sat ud for de sorte himalayabjørne. Disse dyr er eftertragtede på grund af deres galde og galdeblære, der anvendes i den orientalske folkemedicin.

International hjælp

At beskytte en art i ét land og udslette den ved jagt i et andet, fremmer ikke artens overlevelsesmuligheder. Som følge heraf har man indgået mange betimelige internationale aftaler. Konventionen om Biologisk Mangfoldighed, Rio-deklarationen, trådte i kraft i slutningen af 1993 og blev fulgt op af Aftalen om Beskyttelse af Flagermus i Europa. Den Internationale Hvalfangstkommission sørgede for at havene omkring Antarktis, ligesom dele af Det Indiske Ocean, blev fredet i et forsøg på at beskytte de store hvaler og vågehvalerne. Den mest effektive aftale der blev indgået, var dog Konventionen om International Handel med Truede Dyrearter. — Se rammen.

Mennesker har stadig meget at lære om dyrenes indbyrdes samhørighed. Da østafrikanske fiskere satte nilaborrer ud i Victoriasøen for at opbygge et fødevarelager, begyndte de det som zoologen Colin Tudge kalder „vort århundredes største økologiske katastrofe“. Omkring 200 af søens 300 fiskearter uddøde. Skønt nylige undersøgelser giver jorderosionen skylden for at arternes balance er blevet forstyrret, har regeringerne i de tre lande der støder op til søen, nu oprettet en organisation der skal bestemme hvilke fiskearter man kan sætte ud i søen uden at true den naturligt forekommende fiskebestand.

Menneskers indgriben

Mange zoologiske haver har haft stor succes med at få dyr til at yngle i fangenskab. Tudge hævder: „Hvis alle zoologiske haver i verden ville gøre sig store anstrengelser for at få dyr til at yngle i fangenskab, og hvis offentligheden virkelig støttede disse haver, kunne de ved fælles bestræbelser redde alle arter af hvirveldyr. I nær fremtid vil det højst sandsynligt blive nødvendigt at disse dyr yngler i fangenskab.“ — Last Animals at the Zoo.

I den zoologiske have på den lille britiske ø Jersey yngler sjældne dyr for senere at blive sat ud i naturen. Den caraibiske ø Saint Lucia har en parakit-art som nationalfugl. I 1975 var der kun 100 eksemplarer tilbage på øen. Syv af disse fugle blev sendt til Jersey. I 1989 var der fremavlet yderligere 14 i øens zoologiske have, og nogle af disse blev sendt tilbage til Saint Lucia. Efter forlydende pryder 300 eksemplarer nu øen.

Andre steder har lignende yngleprogrammer også givet gode resultater. National Geographic rapporterer at de 17 røde ulve der var tilbage i Nordamerika, har ynglet i fangenskab, og det har derfor været muligt at sætte over 60 ulve ud i naturen.

Er bestræbelserne for effektive?

Ikke alle truede dyr er altid ved at uddø. Ifølge bogen Endangered Species — Elephants faldt antallet af elefanter i Afrika fra 1.300.000 til 609.000 mellem 1979 og 1989 — nogle af disse blev ofre for jagten på elfenben. Men offentligheden pressede hårdt på for at få elfenbenshandelen forbudt. Alligevel var der mange der modsatte sig et forbud. Hvorfor?

I både Zimbabwe og Sydafrika havde fredningsbestræbelserne været så vellykkede at der nu var for mange elefanter i nationalparkerne og vildtreservaterne. New Scientist skrev at man nu måtte fjerne 5000 elefanter fra nationalparken Hwange i Zimbabwe. Fredningsfolk foreslog at man flyttede elefanterne. Parkens medarbejdere satte de tiloversblevne elefanter til salg og foreslog at de vestlige institutioner der var imod nedslagtningen, kunne „lade handling følge på ord og flytte [elefanterne]“.

Dystre udsigter

Det er imidlertid ikke alle bestræbelser der lykkes. Mange har udtrykt bekymring over den tilstand de dyr der sættes ud i naturen, befinder sig i. Den sibiriske tiger kan sagtens overleve i fangenskab, men hvis den skal overleve i naturen, har den brug for omkring 260 kvadratkilometer skovareal, fri for krybskytter. The Independent on Sunday bemærker: „Hvis man pludselig sætter en tiger der er opdrættet i en zoologisk have, tilbage i dens naturlige omgivelser, vil den højst sandsynligt dø af sult.“ Det er bestemt dystre udsigter.

Der er selvfølgelig ikke et specialiseret hold til at hjælpe hver enkelt art med at overleve. Og problemet med truede dyr løses ikke blot ved at man skaffer flere hjælpere. Hvad kan selv ihærdige naturfredningsfolk stille op når de må kæmpe mod embedsmænds korruption, begærlighed og ligegyldighed samt krige og endda trusler på livet? Hvordan løses problemet med truede dyrearter? Og hvordan er du involveret?

[Ramme på side 7]

Et internationalt våben

Konventionen om International Handel med Truede Dyrearter er et effektivt våben i kampen mod den illegale handel med truede dyr. For tiden er det forbudt at sælge skind fra leoparder, elfenben fra elefanter, knogler fra tigre, skildpaddeskjold, og horn fra næsehorn. Aftalen er blevet udvidet til også at omfatte truede træsorter og fiskearter.

Time skriver advarende: „Hvis medlemsnationerne ikke finder en måde hvorpå de kan overholde reglerne, . . . vil de opdage at de dyrearter som de forsøger at beskytte, er uddøde.“

[Illustration på side 8]

Har nogle fredningsbestræbelser været for effektive?

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Clive Kihn

Truede dyrearter — Hvordan vi mennesker er involveret

TIGRE, havskildpadder, næsehorn, sommerfugle — ja, listen over truede arter synes uendelig. Du er uden tvivl enig med os i at mennesket bærer en stor del af skylden. Men hvordan berører det dig?

Kan man i betragtning af verdens økonomiske tilstand forvente at folk der selv sidder hårdt i det, vil støtte de velmenende fredningsprogrammer? „Det er bestemt ikke nemt at være miljøforkæmper i Afrika syd for Sahara, hvor millioner oplever politiske omvæltninger, stammekrige, hungersnød og epidemiske sygdomme,“ skriver Time. Den samme situation findes mange andre steder.

Det er nødvendigt med radikale ændringer hvis problemet med truede dyrearter skal løses. Ifølge The Atlas of Endangered Species er disse ændringer „af et sådant omfang at de kun kan foretages af regeringerne“. Bogen foreslår derfor: „I lande hvor regeringen vælges, er det den enkeltes ansvar at sikre at der inden år 2000 kun vælges miljøbevidste politikere.“

Er det et realistisk forsæt? At dømme efter menneskets historie må vi konkludere at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“ og til skade for dyrelivet. (Prædikeren 8:9) Mange naturfredningsfolk mener at jordens flora og fauna er indikator for miljøets tilstand. Når disse er truede, er menneskene det også. Men det er ikke første gang i historien at alt liv på jorden har været truet af udryddelse.

I den ældste af alle historiebøger står der: „Jeg bringer vandfloden med dens vande over jorden for at ødelægge alt kød under himmelen, alt hvad der har livets kraft i sig. Alt hvad der er på jorden vil udånde.“ (1 Mosebog 6:17) Men Gud sørgede for en overlevelsesmulighed så hverken alle mennesker eller alle andre former for liv blev udryddet.

En ark til overlevelse

Forskere mener at den bedste løsning på vor tids problem med truede dyrearter er at man bevarer dyrenes bosteder. Det er interessant at New Scientist i den forbindelse har skrevet at naturfredningsfolk bruger „Noas ark som en metafor“. Ved hjælp af Noas ark overlevede mennesker og dyr vandfloden på Noas tid.

Noa fik af Jehova detaljerede instruktioner om størrelsen og formen på arken, det kæmpestore kasselignende fartøj der skulle kunne holde sig flydende. Dette frelste Noa, hans hustru, deres tre sønner og deres hustruer, og eksemplarer af de forskellige dyrearter, både vilde og tamme dyr — ja, „al slags kød, alt hvad der havde livets kraft i sig“. (1 Mosebog 7:15) Den mangfoldighed af livsformer der i dag eksisterer, beviser til fulde at arken tjente sit formål.

Det er desuden værd at bemærke at dette bevaringsprojekt ikke udelukkende afhang af menneskenes indsats. Noa og hans familie måtte adlyde Gud som havde magt til at bevare dem i live. Det var Gud som satte en stopper for den stridslystne, voldelige og begærlige indstilling der karakteriserede verden før Vandfloden. — 2 Peter 3:5, 6.

Dyr i den nye verden

Jehova Gud har forudsagt at hvis mennesker adlyder hans love, vil de kunne ændre sig fra at være som vilde, glubske rovdyr til at være fredsommelige dyr. (Esajas 11:6-9; 65:25) Det er der i dag mange beviser på, hvilket du selv kan erfare hvis du overværer møderne i en af Jehovas Vidners rigssale. Hvis Jehova kan udrette sådanne radikale ændringer blandt mennesker, kan han så ikke også sørge for at dyrene kommer til at leve sammen i fred og tryghed selv om det skulle betyde ændringer af deres nuværende karaktertræk? Han har givet dette løfte: „På den dag slutter jeg en pagt for dem med markens vilde dyr og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr . . . og jeg lader dem lægge sig trygt.“ — Hoseas 2:18.

Apostelen Peter skrev om en fremtidig ’doms og undergangs dag for de ugudelige mennesker’. (2 Peter 3:7) Når Gud griber ind, vil han altså kun udslette de ugudelige — „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

Forestil dig hvor dejligt det bliver at leve i en verden hvor dyrene ikke længere er truede. Der vil være meget at lære om det dyreliv der omgiver os. Tigre, løver og elefanter vil kunne vandre uforstyrret omkring. Havene vil vrimle med fisk, og krybdyr, insekter og mange forskellige fuglearter, deriblandt araer, vil leve i økologisk balance. Når den lydige menneskehed er blevet ført tilbage til fuldkommenhed under det messianske rige, vil balancen i økosystemet være genoprettet.