Vore ældre forkynder uden ophør
1 Mange af dem der kommer op i årene, ser frem til at gå på pension og nyde en sorgløs tilværelse i deres alderdom. De føler måske at de har arbejdet nok i deres tid og nu fortjener at slappe af og nyde livet i den resterende tid. — Luk. 12:19.
2 Som Jehovas indviede tjenere har vi andre mål. Vi ved at man ikke kan gå på pension fra tjenesten for Gud. Vi har en positiv livsholdning fordi vi ser frem til et „evigt liv“. (Jud. 21) Den kundskab og erfaring en person gennem mange år har tilegnet sig, kan forbedre hans dømmekraft og indsigt. Han har måske derved opnået større visdom, er mere afbalanceret og har større værdsættelse af livet. Alt dette er til gavn for en forkynder af den gode nyhed.
3 Med årene sker der ikke blot en fysisk aldring; der sker også noget med den mentale holdning. Hvis man forventer at leve længe og søger at bevare et ungdommeligt sind, vil chancerne for at det lykkes være større. Ældre mennesker kan berige deres liv ved at vokse i åndelig kundskab og dele den med andre. — 1 Kor. 9:23.
4 Eksempler fra det virkelige liv: En søster har i en alder af 86 udtalt: „Når jeg ser tilbage på de 60 år jeg har været i sandheden, fyldes mit hjerte med Guds sikre løfte for fremtiden. Ja, Jehova, der handler loyalt mod de loyale, lader os høste rigeligt med glæde. (Salme 18:25)“ En ældre broder husker hvordan hans kones død kom som et alvorligt chok for ham. Blandt andet som en følge af dette blev hans helbred meget dårligt. Han siger: „Ved hjælp af Jehovas ufortjente godhed kom jeg til kræfter igen og kunne to år senere begynde som pioner. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at mit helbred bliver bedre og bedre jo mere tid jeg bruger i forkyndelsesarbejdet!“
5 Det er rosværdigt at så mange af vore ældre er besluttede på uden ophør at fortsætte med at forkynde i det omfang deres helbred og kræfter rækker til det. De har god grund til at sige: „Gud, du har oplært mig fra min ungdom, og endnu denne dag fortæller jeg om dine undergerninger.“ — Sl. 71:17.