Hvordan man gør disciple ved hjælp af ’Kundskabsbogen’
1 Et ønskværdigt mål for alle kristne er at undervise andre i sandheden og gøre disciple af dem som er „ret indstillet til evigt liv“. (Apg. 13:48; Matt. 28:19, 20) Jehovas organisation har givet os et fantastisk redskab til at nå dette mål — bogen Kundskab der fører til evigt liv. Bogens titel fremhæver vigtigheden af hjemmebibelstudier, for evigt liv afhænger af at man tilegner sig kundskab om Jehova, den eneste sande Gud, og om hans søn, Jesus Kristus. — Joh. 17:3.
2 ’Kundskabsbogen’ er nu Selskabets vigtigste publikation til brug ved hjemmebibelstudier. Takket være denne bog kan vi undervise folk i sandheden på en enkel, klar og kortfattet måde. Dette vil være en hjælp til at nå ind til elevens hjerte. (Luk. 24:32) Studielederen må selvfølgelig bruge gode undervisningsmetoder. Det er baggrunden for at denne artikel er blevet udarbejdet. Den indeholder nogle gode forslag og undervisningsmetoder der gennem årene har vist sig effektive. Med dømmekraft, og i overensstemmelse med den enkeltes omstændigheder, vil du få gavn af at følge nogle eller måske alle de forslag der fremholdes her. Gem artiklen, og tag den frem med jævne mellemrum. Det kan hjælpe dig til at blive bedre til at gøre disciple, ved hjælp af ’Kundskabsbogen’.
3 Led fremadskridende hjemmebibelstudier: Vær personligt interesseret i eleven som en kommende Kristi discipel og en åndelig broder eller søster. Vær hjertelig, venlig og begejstret. Ved at være en god tilhører kan du lære vedkommendes baggrund og omstændigheder bedre at kende, og derved vil du bedre kunne afgøre hvilken åndelig støtte han har behov for. Vær villig til at give af dig selv for elevens skyld. — 1 Thess. 2:8.
4 Når studiet er blevet oprettet foreslås det at kapitlerne i ’Kundskabsbogen’ studeres i nummerorden. På den måde får eleven en fremadskridende forståelse af sandheden, idet bogen fremholder de bibelske emner i en logisk rækkefølge. Studiet bør være enkelt og interessant, livligt og fremadskridende. (Rom. 12:11) Afhængigt af omstændighederne og elevens opfattelsesevne vil I sikkert kunne gennemgå de fleste kapitler ved et studium på en times tid, uden at skulle haste gennem studiet. Eleven vil i højere grad kunne gøre fremskridt når både lærer og elev holder den ugentlige studieaftale. I de fleste tilfælde vil det derfor være muligt at gennemgå bogens 19 kapitler i løbet af cirka seks måneder.
5 Før hvert kapitel kan du vække interesse for stoffet med et par korte kommentarer. Du vil bemærke at hvert kapitels titel er selve temaet, og det må understreges. Hver underoverskrift fremhæver et hovedpunkt, hvilket hjælper dig til at have kapitlets tema for øje. Tal ikke for meget. Få i stedet eleven til at udtale sig. Ved at stille hjælpespørgsmål ud fra det han allerede ved, kan du hjælpe ham til at ræsonnere sig frem til de rette konklusioner. (Matt. 17:24-26; Luk. 10:25-37; se ’Skolehåndbogen’, side 51, paragraf 10.) Hold dig nøje til selve bogen. Hvis du tager ekstra stof med vil hovedpunkterne måske blive tilsløret eller overset og studiet vil trække ud. (Joh. 16:12) Hvis der under studiet opstår et spørgsmål som ikke har noget med emnet at gøre, vil du i de fleste tilfælde kunne tage det op ved slutningen af studiet. Ugens stof i bogen kan således studeres uden at I kommer ind på et sidespor. Forklar eleven at de fleste af hans spørgsmål vil blive besvaret efterhånden som I gennemgår bogen. — Se ’Skolehåndbogen’, side 93, paragraf 14.
6 Hvis eleven holder fast ved treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed, helvedeslæren eller andre falske læresætninger, og hvis han ikke bliver overbevist af den forklaring der gives i ’Kundskabsbogen’, kan du give ham ’Ræsonnerebogen’ eller en anden publikation der gør rede for emnet. Sig at du vil drøfte stoffet med ham når han har tænkt det igennem.
7 Ved at indlede og afslutte studiet med bøn om Jehovas ledelse og velsignelse, bringes studiet op på et mere værdigt plan; der skabes en respektfuld atmosfære og opmærksomheden henledes på Jehova som den sande Lærer. (Joh. 6:45) Hvis eleven stadig bruger tobak, kan det være nødvendigt at bede ham om ikke at ryge under studiet. — Apg. 24:16; Jak. 4:3.
8 Brug skriftsteder, illustrationer og repetitionsspørgsmål til at undervise på en virkningsfuld måde: Dygtige lærere vil, uanset hvor mange gange de tidligere har studeret stoffet, gennemgå hvert kapitel med den aktuelle elev i tanke. Derved kan man forberede sig på elevens spørgsmål. For at kunne undervise godt må man have en god forståelse af stoffets hovedpunkter. Slå skriftstederne op for at se hvordan de passer til stoffet, og beslut hvilke skriftsteder der skal læses under studiet. Overvej også hvordan du kan undervise ved hjælp af illustrationerne og repetitionsspørgsmålene ved slutningen af hvert kapitel.
9 Ved at gøre god brug af skriftstederne vil du hjælpe eleven til at forstå at det virkelig er Bibelen han studerer. (Apg. 17:11) Brug rammen på side 14, „Gør god brug af din bibel“, til at lære ham hvordan han selv finder skriftstederne. Lær ham at finde ud af hvilke skriftsteder der er citeret i lektien. Alt efter hvad tiden tillader kan I slå de skriftsteder op der kun er henvist til. Lad eleven fortælle hvordan de støtter eller klargør forskellige punkter i paragraffen. Fremhæv visse afsnit i teksten så han forstår grundlaget for hovedpunkterne i stoffet. (Neh. 8:8) Generelt vil det ikke være nødvendigt at bruge flere skriftsteder end dem der er i bogen. Fremhæv også fordelene ved at kende navnene og rækkefølgen på Bibelens bøger. Eleven kan have gavn af at læse side 27-30 i Vagttårnet for 15. juni 1991. Når det synes passende kan du tilskynde ham til at anvende Ny Verden-Oversættelsen. Du kan løbende vise ham hvordan man bruger de forskellige tillæg, marginalhenvisningerne og bibelordbogen.
10 Lektion 34 i Håndbog for den teokratiske skole forklarer at brugen af illustrationer får tilhørerne til at tænke og gør det lettere for dem at fatte nye idéer. De taler både til forstanden og til følelserne, og budskabet trænger derfor ind i tilhørernes sind med en styrke der normalt ikke opnås ved blot at fremsætte kendsgerninger. (Matt. 13:34) ’Kundskabsbogen’ indeholder mange undervisende illustrationer der er enkle men magtfulde. For eksempel benyttes en illustration i kapitel 17 til at give os forståelse af hvordan Jehova åndeligt talt stiller føde, klæder og husly til rådighed gennem den kristne menighed. ’Kundskabsbogens’ smukke billedmateriale kan være med til at vække følelserne. Under afsnittet „Den glædebringende opstandelse“, på side 185, vil virkningen af paragraf 18 måske forstærkes hvis eleven igen kigger på billedet på side 86. Dette kan få ham til at tænke på opstandelsen som en realitet under Guds rige.
11 Eleven må gøre åndelige fremskridt fra gang til gang. Undlad derfor ikke at stille repetitionsspørgsmålene i rammen „Prøv din kundskab“, der er placeret ved afslutningen af hvert kapitel. Det drejer sig ikke blot om at eleven kan svare rigtigt på spørgsmålene. Flere af dem er udformet som personlige spørgsmål der vil afsløre hvad der bor i elevens hjerte. Se for eksempel side 31, hvor eleven spørges: „Hvilke af Jehova Guds egenskaber finder du især tiltalende?“ — 2 Kor. 13:5.
12 Lær eleven at forberede sig til studiet: Den elev som læser stoffet igennem i forvejen, understreger svarene og tænker over hvordan han kan udtrykke dem med egne ord, vil hurtigere gøre åndelige fremskridt. Ved dit eksempel og dine tilskyndelser kan du lære ham at forberede sig. Vis ham hvordan du har fremhævet nøgleord og hovedtanker i din bog. Forklar hvordan man finder frem til de direkte svar på spørgsmålene. Det kan være en god hjælp at forberede et kapitel sammen. Tilskynd ham til at udtrykke sig med egne ord. Kun derved kan du finde ud af om han forstår stoffet. Hvis han læser svarene op fra bogen kan du få ham til at tænke nærmere over det hvis du spørger hvordan han med egne ord ville forklare det over for en anden.
13 Det er godt at opfordre eleven til at slå de ikkeciterede skriftsteder op som en del af sin ugentlige forberedelse, eftersom der ikke vil være tid til at læse dem alle sammen under studiet. Ros ham for den iver han lægger for dagen. (2 Pet. 1:5; se side 13 og 14 i Vagttårnet for 15. august 1993, hvor der gives yderligere forslag til hvad både lærer og elev kan gøre for at få mere ud af studiet.) Dette vil lære eleven at forberede sig til og give gode kommentarer ved menighedens møder. Han lærer gode studievaner der vil sætte ham i stand til fortsat at gøre fremskridt i sandheden efter at hans bibelstudium over ’Kundskabsbogen’ er afsluttet. — 1 Tim. 4:15; 1 Pet. 2:2.
14 Led eleven til Jehovas organisation: De der gør disciple har ansvar for at gøre eleverne interesserede i Jehovas organisation. Eleven vil hurtigere vokse frem til åndelig modenhed hvis han anerkender og værdsætter organisationen og forstår at det er nødvendigt at blive en del af den. Vi ønsker at han må blive glad for at være sammen med Guds folk og at han ser frem til at komme i rigssalen hvor han kan nyde godt af den åndelige og følelsesmæssige støtte den kristne menighed kan tilbyde. — 1 Tim. 3:15.
15 Brochuren Jehovas Vidner — forenede i hele verden for at gøre Guds vilje er udarbejdet for at gøre enkeltpersoner bekendt med den eneste synlige organisation som Jehova i dag bruger til at gennemføre sin vilje. Man kan give eleven et eksemplar af brochuren når studiet er oprettet. Lige fra begyndelsen må man blive ved med at invitere eleven med til møderne. Forklar hvad der foregår. Fortæl om temaet for et kommende offentligt foredrag eller vis ham den artikel der skal drøftes ved vagttårnsstudiet. Måske kunne du også tage ham med hen i rigssalen på et tidspunkt hvor der ikke er møde, så han føler sig lidt mere hjemme når han kommer til sit første møde. Det kan være du også har mulighed for at tilbyde at hente ham til mødet. Når han kommer må vi sørge for at han føler sig velkommen og godt tilpas. (Matt. 7:12) Præsentér ham for andre forkyndere, også for de ældste. Forhåbentlig vil han begynde at betragte menigheden som sin åndelige familie. (Matt. 12:49, 50; Mark. 10:29, 30) Du kunne hjælpe ham til at sætte sig det mål at komme til ét møde om ugen, og siden hen sætte sig nye mål. — Hebr. 10:24, 25.
16 Som studiet af ’Kundskabsbogen’ skrider frem kan du fremhæve de afsnit der betoner behovet for regelmæssigt at overvære menighedens møder. Læg især mærke til side 52, 115, 137-39, 159 og kapitel 17. Giv udtryk for din egen værdsættelse af Jehovas organisation. (Matt. 24:45-47) Tal positivt om den lokale menighed og om det du lærer ved møderne. (Sl. 84:10; 133:1-3) Det vil være gavnligt for eleven at se alle Selskabets videofilm, begyndende med filmen Jehovas Vidner og deres organisation. Hvis du ønsker flere forslag til hvordan man kan lede de interesserede til organisationen, kan du læse Vagttårnet for 15. april 1985, side 24-28, og Tillæg til Rigets Tjeneste for april 1993.
17 Tilskynd eleven til at forkynde for andre: Når vi studerer med folk er det vort mål at gøre disciple som kan vidne for Jehova. (Es. 43:10-12) Læreren bør derfor tilskynde eleven til at tale med andre om det han lærer ud fra Bibelen. Han kunne spørge: „Hvordan ville du forklare dette over for din familie?“ eller „Hvilket skriftsted ville du bruge som bevis over for en ven?“ Læg vægt på de afsnit i ’Kundskabsbogen’ hvor der tilskyndes til forkyndelse, som for eksempel side 22, 93-95, 105, 106 og kapitel 18. Du kan, når det synes passende, give eleven nogle traktater som han kan bruge når han forkynder uformelt for andre. Foreslå at han kan invitere nogle familiemedlemmer med til studiet. Har han nogle venner som måske også kunne tænke sig at studere? Så kan han hjælpe dig med at få kontakt med dem.
18 Ved at overvære Den Teokratiske Skole og tjenestemødet vil eleven modtage yderligere oplæring og han vil føle sig motiveret til at blive en forkynder af den gode nyhed. Når han udtrykker ønske om at være med på skolen eller at blive udøbt forkynder, må vi følge de retningslinjer der er nævnt på side 94-96 i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste. Hvis noget diskvalificerer ham kan du finde nogle gode råd angående det aktuelle problem, i Selskabets publikationer. En elev har måske svært ved at gøre sig fri af tobak eller er afhængig af andre stoffer. I ’Ræsonnerebogen’ nævnes nogle gode bibelske grunde til at kristne bør undgå sådanne skadelige vaner, og på side 369 og 370 beskrives en fremgangsmåde som har hjulpet mange til at bryde vanen. Bed sammen med ham om problemet; derved lærer han at støtte sig til Jehova. — Jak. 4:8.
19 Den procedure der skal følges når man skal afgøre om én er kvalificeret til at være med i den offentlige forkyndelse, er beskrevet i Vagttårnet for 15. januar 1996, side 16, paragraf 6. Når eleven er kvalificeret vil det være godt at holde en øvetime for at forberede ham på hans første dag i forkyndelsen. Tal positivt om folks reaktion og om de indvendinger der er almindelige i distriktet. Hvis det overhovedet er muligt er det bedst at lade eleven deltage i hus-til-hus-arbejdet først; senere kan han oplæres i andre tjenestegrene. Hvis dine præsentationer er korte og enkle vil han lettere kunne gøre dem efter. Vær opbyggende og opmuntrende, og udstrål glæde ved tjenesten. Dette vil uden tvivl smitte af på ham. (Apg. 18:25) En ny discipel bør have som mål at blive en regelmæssig, nidkær forkynder af den gode nyhed. Måske kan du hjælpe ham med at lægge en plan for tjenesten. For at hjælpe ham til at gøre fremskridt som forkynder kan du foreslå ham at læse følgende i Vagttårnet: 15. november 1984, side 15-25; 15. juli 1988, side 9-20; 15. januar 1991, side 15-20; og 1. januar 1994, side 20-25.
20 Før eleverne frem til indvielse og dåb: Det skulle være muligt for oprigtige elever at lære nok ved studiet af ’Kundskabsbogen’ til at kunne indvi sig til Gud og blive kvalificeret til at lade sig døbe. (Jævnfør Apostelgerninger 8:27-39; 16:25-34.) En elev vil imidlertid ikke føle sig motiveret til at indvi sig før han har opdyrket hengivenhed for Jehova. (Sl. 73:25-28) Vær under studiet opmærksom på lejligheder til at opbygge værdsættelse af Jehovas egenskaber. Giv udtryk for dine dybe følelser for Gud. Hjælp eleven til at opdyrke et inderligt og personligt forhold til Jehova. Hvis han virkelig kommer til at kende og elske Gud, vil han tjene ham trofast, for gudhengivenhed har noget at gøre med hvilke følelser vi nærer for Jehova som person. — 1 Tim. 4:7, 8; se ’Skolehåndbogen’, side 76, paragraf 11.
21 Stræb efter at nå ind til elevens hjerte. (Sl. 119:11; Apg. 16:14; Rom. 10:10) Han må kunne se hvordan sandheden berører ham personligt og afgøre hvordan han skal anvende det han har lært. (Rom. 12:2) Tror han virkelig på sandheden som han præsenteres for uge efter uge? (1 Thess. 2:13) Du kan få eleven til at udtrykke sine egne meninger ved skønsomt at spørge: Hvad synes du om dette? Hvordan kan du følge det i dit liv? Ud fra hans svar kan du finde ud af hvor du skal sætte yderligere ind for at nå hans hjerte. (Luk. 8:15; se ’Skolehåndbogen’, side 52, paragraf 11.) Billedteksterne på side 172 og 174 i ’Kundskabsbogen’ lyder: „Har du indviet dig til Gud i bøn?“ og „Hvad afholder dig fra at blive døbt?“ Disse spørgsmål kan motivere eleven til handling.
22 Den fremgangsmåde der skal følges når en udøbt forkynder ønsker at blive døbt, er beskrevet i Vagttårnet for 15. januar 1996, side 17, paragraf 9. ’Kundskabsbogen’ er skrevet med det mål at eleven skal kunne svare på de spørgsmål der findes i tillægget til ’Organisationsbogen’, som de ældste vil gennemgå med ham. Hvis du under studiet af ’Kundskabsbogen’ har lagt vægt på svarene på de trykte spørgsmål, skulle eleven være godt rustet til at kunne svare på de spørgsmål som de ældste vil stille som forberedelse til dåben.
23 Hjælp til dem der har gennemført studiet af ’Kundskabsbogen’: Når en elev har studeret hele ’Kundskabsbogen’ skulle man kunne bedømme hans oprigtighed og interesse i at tjene Gud. (Matt. 13:23) Det er derfor den sidste underoverskrift i bogen stiller spørgsmålet: „Hvad vil du gøre?“ Den afsluttende paragraf appellerer til eleven om at fokusere på det forhold han må have opdyrket til Gud, behovet for at leve efter den kundskab han har tilegnet sig og behovet for at handle hurtigt med hensyn til at vise sin kærlighed til Jehova. Der er ikke truffet foranstaltninger til at studere andre publikationer med dem der har gennemgået ’Kundskabsbogen’. Forklar venligt og direkte en elev som ikke har reageret positivt på kundskaben om Gud hvad han må gøre for at kunne vokse åndeligt. Du kan bevare kontakten med ham så døren er åben for ham til at tage de skridt der fører til evigt liv. — Præd. 12:13.
24 En ny discipel som tager imod sandheden og bliver døbt, skal vokse meget mere i kundskab og forståelse for at kunne blive fuldstændig rodfæstet i sandheden. (Kol. 2:6, 7) Frem for at fortsætte bibelstudiet efter at I har gennemgået ’Kundskabsbogen’, kan du stille dig til rådighed og yde den personlige hjælp han måtte have behov for med henblik på at vokse til åndelig modenhed. (Gal. 6:10; Hebr. 6:1) Han kan så til gengæld øge sin forståelse gennem daglig bibellæsning, og ved at studere Vagttårnet og andre publikationer som trælleskaren har udgivet. Han kan desuden forberede sig til møderne og overvære dem, og han kan tale om sandheden med andre forkyndere. (Matt. 24:45-47; Sl. 1:2; Apg. 2:41, 42; Kol. 1:9, 10) Når han læser bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste og følger det der står i den, vil det bidrage stærkt til at han kan fuldføre sin tjeneste. — 2 Tim. 2:2; 4:5.
25 Opdyrk undervisningens kunst: Vi har fået befaling til at ’gøre disciple af folk og lære dem’. (Matt. 28:19, 20) Eftersom undervisningens kunst er en uadskillelig del af det at gøre disciple, vil vi stræbe efter at blive bedre til at undervise. (1 Tim. 4:16; 2 Tim. 4:2) Hvis du ønsker yderligere forslag til hvordan man bliver bedre til at undervise, kan du læse følgende: „Lær undervisningens kunst“ og „Nå ind til dine tilhøreres hjerte“, som er lektion 10 og 15 i ’Skolehåndbogen’; artiklen „Undervisning, belæring“ i Hjælp til forståelse af Bibelen, og følgende artikler fra Vagttårnet: „Byg med ildbestandige materialer“ og „Nå ind til hjertet når du underviser“, 1. november 1984; „Forstår du at ræsonnere ud fra Skrifterne?“, 1. marts 1986, og „Hvordan man finder større glæde i arbejdet med at gøre disciple“, 15. februar 1996.
26 Mens du søger at gøre disciple ved hjælp af ’Kundskabsbogen’, bed da altid Jehova, den „som får det til at gro“, om at velsigne dine bestræbelser for at nå menneskers hjerte med den gode nyhed om Riget. (1 Kor. 3:5-7) Måtte du erfare den glæde det er at lære andre at forstå, værdsætte og handle efter den kundskab der fører til evigt liv.