Vi er besluttede på at følge Jehovas vej som vores livsform
1 Et af højdepunkterne ved områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ var den resolution som blev vedtaget i det afsluttende foredrag. De indledende ord lød: „Vi . . . vil gerne med overbevisning erklære at Guds vej er den bedste livsform.“ Lad os her repetere nogle af de ting som vi sagde „ja“ til.
2 Det er vores faste beslutning at vi vil bevare os selv rene i vort forhold til Jehova, uden at være plettet af verden. Vi vil fortsat sætte Guds vilje først i vores liv og lade os lede af hans ord, Bibelen, uden at vige til højre eller venstre. Derved viser vi vores tro på at Guds vej langt overgår den vej som verden følger.
3 Generelt må man sige at verden tager afstand fra Guds vej, og derfor også høster konsekvenserne af det. (Jer. 10:23) Vi ønsker derimod at fortsætte med at lade os oplære af vor store Lærer, Jehova, som siger: „Dette er vejen. Gå på den!“ (Es. 30:21) Jehovas vej fremholdes i Bibelen og er på ethvert område den bedste der findes. For at kunne følge denne vej er det imidlertid nødvendigt at vi får fuldt udbytte af alt hvad Jehova lærer os.
4 Jehovas undervisningsprogram: Jehova lærer os hvad meningen er med vort liv, og hvordan vi bedst bruger det. Han underviser os i hvordan vi kan få et bedre liv både mentalt, moralsk og åndeligt. Han lærer os samtidig at holde fred med vore brødre, familien og vor næste. Det gør han gennem Bibelen, som er vores lærebog, men også gennem sin organisation.
5 I den forbindelse er menighedens møder af stor betydning. Når vi trofast overværer og deltager i alle fem møder, modtager vi en alsidig undervisning i at forkynde den gode nyhed samt en velafbalanceret oplæring i kristen livsførelse. (2 Tim. 3:16, 17) Vores store Lærer giver os desuden teokratisk oplæring gennem kreds- og områdestævner. Det bør være vort mål aldrig at gå glip af et møde eller stævnearrangement hvis vort helbred og vore omstændigheder tillader os at være der.
6 Lad os derfor fortsætte med ivrigt at følge Guds vej i den kommende tid — til Jehovas pris og til vores evige gavn. — Es. 48:17.