Lær andre hvad der gavner
1 Jehova ønsker at alle lærer hvad der gavner dem. (Es. 48:17) Han ved hvad der bringer os ægte lykke. Det er hans oprigtige ønske at mennesker undgår ulykke og nyder livet ved at give agt på hans bud. Det er til stor gavn for os at leve efter Guds vilje. (Sl. 34:8) Hvordan kan vi lære andre at gøre det samme?
2 Hvad er det folk ønsker? Hvad optager folk der hvor du bor? Er det ikke om deres hjem er sikret mod indbrud, om deres ægteskab fungerer som det skal, om deres børns fremtid vil blive tryg, og lignende ting? Hvem kan de søge råd hos når der er problemer? Måske må de blot stole på deres egen dømmekraft, på selvhjælpsgrupper eller andres vejledning. I mange tilfælde bliver de forvirrede på grund af modstridende råd eller vejledning som ikke duer i praksis. Vi må overbevise dem om at det som Guds ord kan tilbyde, er en langt bedre vejledning. (Sl. 119:98) Det kan vi gøre ved at vise dem at de får et bedre liv nu hvis de undersøger Bibelen og følger dens vejledning. — 2 Tim. 3:16, 17.
3 Et bedre familieliv: Kun de færreste har erkendt at den inspirerede vejledning i Efeserbrevet 5:22–6:4 virkelig kan løse problemer i familien. Sådan gik det for et ægtepar der efter ti års ægteskab besluttede at lade sig separere. Der blev imidlertid påbegyndt et bibelstudium med konen, som derved lærte de bibelske principper angående ægteskab. Manden bemærkede hurtigt de forandringer der skete da hun begyndte at følge Bibelens principper, og han begyndte at deltage i studiet. Han har senere sagt: „Nu har vi fundet grundlaget for et virkelig godt familieliv.“
4 En mening med livet: Da en ung stofmisbruger søgte hjælp hos Jehovas Vidner, lærte han at Jehova har omsorg for ham som person. Han siger: ’Jeg lærte at Skaberen har en hensigt med menneskene og tilbyder evigt liv til dem han godkender. I kan ikke forestille jer hvor lykkelig jeg blev da jeg hørte dette. Nu har jeg et godt helbred, fred i sindet og et nært forhold til Gud.’
5 Alle kan få gavn af den praktiske hjælp der findes i Guds ord. Ved at bruge den som vores rådgiver bekræfter vi at Jehovas vej er langt bedre end det verden kan tilbyde. (Sl. 116:12) Vi har den forret at bringe dette budskab ud til andre og derved lære dem hvad der gavner. Dette arbejde vil give mange gode resultater.