Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Studér Guds ord regelmæssigt som familie
    Vagttårnet – 1999 | 1. juli
    • Studér Guds ord regelmæssigt som familie

      „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — MATTÆUS 4:4.

      1. Hvad siger Bibelen om familieoverhovedernes ansvar for at undervise deres børn?

      JEHOVA GUD mindede ofte familieoverhovederne om deres ansvar for at undervise deres børn. En sådan undervisning kunne udruste børnene til det nuværende liv og forberede dem på det liv som skal komme. En engel der repræsenterede Gud, gjorde Abraham opmærksom på hans ansvar for at undervise sin husstand så den ville ’holde sig til Jehovas vej’. (1 Mosebog 18:19) Israelitiske forældre fik at vide at de skulle fortælle deres børn hvordan Gud havde udfriet Israel fra Ægypten, og hvordan han havde givet folket sin lov ved Sinaj Bjerg, i Horeb. (2 Mosebog 13:8, 9; 5 Mosebog 4:9, 10; 11:18-21) Kristne familieoverhoveder har fået påbud om at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Selv om det kun er den ene af forældrene der tjener Jehova, bør vedkommende stræbe efter at undervise børnene i Jehovas veje. — 2 Timoteus 1:5; 3:14, 15.

      2. Er det nødvendigt at have et familiestudium når der ikke er børn i hjemmet? Forklar.

      2 Det betyder dog ikke at det kun er familier med børn der bør holde et fælles studium over Guds ord. Ægtepar der studerer sammen selv om de ikke har hjemmeboende børn, viser på den måde at de har stor værdsættelse af det åndelige. — Efeserne 5:25, 26.

      3. Hvorfor er det vigtigt at familiestudiet ligger i faste rammer?

      3 For at opnå det bedste resultat bør undervisningen ligge i faste rammer, i overensstemmelse med det Jehova lærte israelitterne da de var i ørkenen: „Mennesket [lever ikke] af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket.“ (5 Mosebog 8:3) Afhængigt af omstændighederne holder nogle familier deres studium en gang om ugen; andre studerer hver dag, men i kortere tid. Uanset hvilket program man vælger, må studiet ikke overlades til tilfældighederne. Man må ’købe sig tid’ til at studere. De ofre det kræver, er imidlertid alle anstrengelserne værd. Det er jo familiens liv der står på spil. — Efeserne 5:15-17; Filipperne 3:16.

      Mål man bør have for øje

      4, 5. (a) Hvad tilskyndede Jehova gennem Moses forældre til at holde sig for øje i forbindelse med undervisningen af deres børn? (b) Hvad indbefatter det i dag?

      4 De der deltager i familiestudiet, vil få mest ud af det hvis den der leder det, har nogle bestemte mål for øje. For eksempel:

      5 Stræb efter ved hvert studium at styrke kærligheden til Jehova Gud. Da israelitterne var forsamlede på Moabs sletter før de gik ind i det forjættede land, henledte Moses deres opmærksomhed på noget Jesus Kristus senere omtalte som „det største bud i loven“. Det lød: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (Mattæus 22:36, 37; 5 Mosebog 6:5) Moses tilskyndede israelitterne til at indprente Guds lov i deres eget hjerte og at undervise deres børn i den. For at gøre det måtte forældrene gøre brug af repetition, henlede børnenes opmærksomhed på grunde til at elske Jehova, advare mod holdninger og en adfærd som kunne hindre denne kærlighed i at komme til udtryk, og også lade deres egen kærlighed til Jehova træde tydeligt frem. Jeres børn har brug for den samme form for undervisning. De har også behov for hjælp til at ’omskære deres hjerter’, det vil sige at fjerne alt det der kunne hæmme deres kærlighed til Gud. (5 Mosebog 10:12, 16; Jeremias 4:4) Nogle af de ting der kunne kølne deres kærlighed til Gud, er begæret efter det der er i verden, og de muligheder der er for at blive opslugt af dens forehavender. (1 Johannes 2:15, 16) Vores kærlighed til Jehova må være aktiv og bevæge os til at gøre det der behager vor himmelske Fader. (1 Johannes 5:3) Hvis familiestudiet skal have en gavnlig virkning på længere sigt, bør det altid ledes på en sådan måde at det styrker denne kærlighed.

      6. (a) Hvad kræver det at hjælpe familien til at få nøjagtig kundskab? (b) Hvordan understreger Bibelen vigtigheden af nøjagtig kundskab?

      6 Giv familien nøjagtig kundskab om Guds krav. Hvad indebærer det? Det indebærer mere end at man blot læser et svar op fra et blad eller en bog. Det kræver almindeligvis at forældrene drøfter emnet med deres børn for at sikre sig at de forstår nøgleordene og hovedpunkterne i stoffet. Nøjagtig kundskab er af stor betydning for at man kan iføre sig den nye personlighed, fokusere på de mere vigtige ting når man har problemer, og gøre det der behager Gud. — Filipperne 1:9-11; Kolossenserne 1:9, 10; 3:10.

      7. (a) Hvilke spørgsmål kan hjælpe familien til at omsætte studiematerialet i praksis? (b) Hvordan understreger Bibelen værdien af dette?

      7 Fremhæv den praktiske anvendelse af stoffet. Med dette mål for øje kan man ved hvert studium spørge: ’Hvordan bør det vi har drøftet, berøre vores tilværelse? Kræver det at vi foretager nogle forandringer? Hvad skal motivet i så fald være til at gøre det?’ (Ordsprogene 2:10-15; 9:10; Esajas 48:17, 18) At lægge vægt på den praktiske anvendelse af det stof der behandles, kan være meget afgørende for familiens åndelige vækst.

      Gør klogt brug af hjælpemidler

      8. Hvilke hjælpemidler til studium har trælleskaren givet os?

      8 „Den trofaste og kloge træl“ har sørget for mange gode hjælpemidler til studium. Bladet Vagttårnet, som det er hensigten at man skal studere sammen med Bibelen, udgives på 131 sprog. Der er også blevet udgivet bibelstudiebøger på 153 sprog, brochurer på 284 sprog, kassettebånd på 61 sprog, videofilm på 41 sprog og et computerprogram på 9 sprog til bibelstudium. — Mattæus 24:45-47.

      9. Hvordan kan man anvende vejledningen i de skriftsteder der er henvist til i denne paragraf, når man studerer Vagttårnet sammen som familie?

      9 Mange familier forbereder det ugentlige pensum i Vagttårnet sammen, hvilket er meget udbytterigt. Vagttårnet er den vigtigste publikation hvorigennem Jehovas folk i hele verden bliver forsynet med åndelig føde. Når man studerer Vagttårnet sammen som familie, er det ikke nok blot at læse paragrafferne op og svare på de trykte spørgsmål. Det er vigtigt at forstå stoffet. Brug tid på at slå de ikkeciterede skriftsteder op der er henvist til. Lad forskellige i familien kommentere hvordan skriftstederne støtter tanken i paragraffen. Sørg for at hjertet er med i det. — Ordsprogene 4:7, 23; Apostelgerninger 17:11.

      10. Hvordan kan man inddrage børnene i familiestudiet, og hvordan kan det gøres til en hyggelig stund?

      10 Hvis man har børn, hvad kan man da gøre for at familiestudiet ikke bliver en kedelig rutine, men en opbyggende, interessant og hyggelig stund? Forsøg at inddrage alle børnene sådan at deres opmærksomhed holdes fangen mens der studeres. Sørg om muligt for at børnene har hver deres bibel og studieblad. Man kan efterligne Jesu kærlige måde at være på ved eventuelt at sidde tæt sammen med de mindre børn under familiestudiet og måske lægge armen om dem. (Jævnfør Markus 10:13-16.) Familieoverhovedet kan bede de mindste fortælle om billederne i pensummet. De lidt større børn kan få til opgave at forberede sig på at læse et bestemt skriftsted op. Efterhånden som børnene bliver ældre, kan man bede dem fortælle hvad man rent praktisk kan bruge stoffet til.

      11. Hvilke andre hjælpemidler har vi fået, og hvordan kan de med fordel bruges i forbindelse med familiestudiet?

      11 Selv om man bruger Vagttårnet som grundlag for familiens bibeldrøftelse, må man ikke glemme at benytte de andre hjælpemidler til bibelstudium der er blevet udgivet. Hvis man har behov for baggrundsoplysninger eller en forklaring på et bibelsk udtryk, kan man måske finde det i Indsigt i Den Hellige Skrift. Andre spørgsmål kan måske besvares ved at gøre brug af Register til Vagttårnets publikationer eller det computerprogram til studium af Bibelen — Watchtower Library — som Selskabet har udarbejdet. At lære at bruge disse hjælpemidler kan have stor betydning for familiestudiet. For at stimulere børnenes interesse kan man også bruge noget af studietiden til at se lidt af en af Selskabets oplysende videofilm eller lytte til en del af et hørespil på bånd og derefter drøfte det. Ved at gøre god brug af disse hjælpemidler kan forældrene gøre familiestudiet interessant og udbytterigt for hele familien.

      Tilpas studiet efter familiens behov

      12. Hvordan kan familiestudiet hjælpe forældrene til at tage sig af presserende behov i familien?

      12 Mange familier er glade for at forberede det ugentlige pensum i Vagttårnet sammen. Men det er vigtigt at forældrene har fingeren på pulsen. Hvis moderen ikke går på arbejde, kan hun måske tilbringe tid sammen med børnene hver dag når de kommer hjem fra skole. Nogle problemer kan måske straks løses på den måde; andre kan kræve større opmærksomhed. Presserende behov i familien må ikke ignoreres. (Ordsprogene 27:12) Det kan dreje sig om vanskelige situationer i skolen eller andre problemer. Vælg noget stof der behandler disse problemer, og giv i forvejen familien besked om hvilke emner der skal drøftes.

      13. Hvorfor kan en familiedrøftelse om hvordan man lærer at leve med fattigdom, være gavnlig?

      13 For eksempel lider store dele af verden nød som følge af fattigdom, og derfor vil der mange steder være behov for at drøfte hvordan man kan klare en sådan situation. Mange familier vil uden tvivl finde det gavnligt under deres familiestudium at gennemgå bibelske principper og øve sig på at klare nogle situationer der kunne opstå i hverdagen. — Ordsprogene 21:5; Prædikeren 9:11; Hebræerne 13:5, 6, 18.

      14. I hvilke situationer kan der være behov for at man som familie drøfter Jehovas syn på vold, krig og kristen neutralitet?

      14 Et andet emne der kunne være behov for at tale om, er vold. Vi har alle behov for at få Jehovas syn på tingene dybt indprentet i vores sind og hjerte. (1 Mosebog 6:13; Salme 11:5) Når man ved familiestudiet behandler dette emne, kan man for eksempel drøfte hvad børnene kan gøre når de bliver mobbet i skolen, om de kan deltage i kampsport, og hvordan de kan vælge passende adspredelse. Voldelige konflikter er meget udbredte, og praktisk taget alle lande plages enten af borgerkrige, politiske og etniske stridigheder eller bandekrige. Det kan derfor være nødvendigt at drøfte hvordan man bevarer en god adfærd når man er omgivet af grupper der bekæmper hinanden. — Esajas 2:2-4; Johannes 17:16.

      15. Hvordan bør man vejlede børnene om kønsliv og ægteskab?

      15 Efterhånden som børnene bliver ældre, har de, alt efter deres alder, behov for at få vejledning angående kønslivet og ægteskabet. I nogle kulturer taler forældrene så godt som aldrig med deres børn om kønslivet. Børn der er uvidende om seksuelle spørgsmål, kan få fordrejede informationer af andre unge, måske med katastrofale konsekvenser til følge. Ville det ikke være bedre at efterligne Jehova, som på en kærlig og ligevægtig måde giver en ligefrem vejledning i Bibelen om dette emne? Guds vejledning vil hjælpe vore børn til at bevare selvrespekten og opføre sig korrekt over for det modsatte køn. (Ordsprogene 5:18-20; Kolossenserne 3:5; 1 Thessaloniker 4:3-8) Selv om man har drøftet disse emner tidligere, skal man ikke holde sig tilbage fra at gøre det igen. Efterhånden som der opstår nye situationer, er det vigtigt med repetition.

      16. (a) Hvornår kan familiestudiet holdes? Giv eksempler. (b) Hvordan har jeres familie overvundet hindringer i forbindelse med at have et regelmæssigt bibelstudium?

      16 Hvornår skal familiestudiet holdes? Mange familier har ligesom betelfamilierne rundt om på jorden sat mandag aften til side til deres studium. Nogle gør det på andre tidspunkter. I Argentina stod en familie med 9 børn op klokken fem hver morgen for at studere Bibelen sammen. På grund af skiftende arbejdstider var det ikke muligt at gøre det på andre tidspunkter. Det var ikke nemt, men det gjorde indtryk på børnenes sind og hjerte og understregede betydningen af familiestudium. En ældste i Filippinerne holdt et regelmæssigt familiestudium med sin kone og deres tre mindreårige børn. I løbet af ugen studerede forældrene desuden med hver enkelt af børnene for at hjælpe dem til selv at tilegne sig sandheden. En søster i USA hvis mand ikke er et af Jehovas vidner, følger sine børn til skolebussen hver morgen. Mens de venter på bussen, bruger de cirka ti minutter på at læse og drøfte relevante bibelske emner, hvorefter moderen beder en kort bøn. En kvinde i Den Demokratiske Republik Congo der er blevet forladt af sin ikketroende mand, må på grund af mangelfuld skolegang slide hårdt i det for at gennemføre sit bibelstudium. Hendes voksne søn hjælper hende ved at besøge familien hver uge for at lede et studium med sin mor og sine yngre brødre. Denne kvinde sætter et efterlignelsesværdigt eksempel med hensyn til at være godt forberedt. Er der noget der gør det vanskeligt for jeres familie at have en fast plan for bibelstudium? Giv ikke op. Bed oprigtigt Jehova om at velsigne jeres bestræbelser for at gennemføre et regelmæssigt bibelstudium. — Markus 11:23, 24.

      Belønningen for udholdenhed

      17. (a) Hvad kræves der for at gennemføre et regelmæssigt familiestudium? (b) Hvilket eksempel understreger værdien af at modtage regelmæssig undervisning i Jehovas veje gennem et familiestudium?

      17 Det kræver god planlægning og udholdenhed at gennemføre et regelmæssigt familiestudium, men de fordele det giver, er alle anstrengelserne værd. (Ordsprogene 22:6; 3 Johannes 4) Franz og Hilda, der boede i Tyskland, havde en stor familie med 11 børn. Deres datter Magdalena har senere fortalt: „Når jeg i dag tænker tilbage, synes jeg det vigtigste var at der ikke gik én dag uden at vi modtog åndelig vejledning.“ Da nationalismen tog til i Hitlertiden, brugte Magdalenas far Bibelen til at forberede sin familie på de prøvelser han imødeså. Børnene i familien blev med tiden tvangsanbragt på et opdragelseshjem; andre i familien blev arresteret og kastet i fængsel eller anbragt i koncentrationslejre. Nogle blev henrettet. Alle forblev dog trofaste, ikke blot under stærk forfølgelse, men også, for de overlevendes vedkommende, i årene der fulgte.

      18. Hvordan er enlige forældres anstrengelser blevet belønnet?

      18 Mange enlige forældre og nogle der er gift med en der ikke er et af Jehovas vidner, har også sørget for at give deres børn regelmæssig bibelundervisning. En enlig mor i Indien der er enke, gjorde en stor indsats for at give sine to børn kærlighed til Jehova. Hun blev derfor meget ulykkelig da hendes søn holdt op med at komme sammen med Jehovas folk. Hun bønfaldt Jehova om at tilgive hende de fejl hun måtte have begået i sin opdragelse af sønnen. Sønnen havde imidlertid ikke glemt hvad han havde lært. Over 10 år senere vendte han tilbage til sandheden, gjorde åndelige fremskridt og blev udnævnt til ældste i menigheden. Nu er han og hans kone pionerer. Ja, forældre kan virkelig være taknemmelige for den vejledning vi har fået fra Jehova og hans organisation om at have en fast plan for familiestudium. Følger I den vejledning i jeres familie?

      Kan du forklare følgende?

      □ Hvorfor er det vigtigt at have et regelmæssigt familiestudium?

      □ Hvilke mål bør man have for øje under familiestudiet?

      □ Hvilke hjælpemidler har vi fået?

      □ Hvordan kan studiet tilpasses familiens behov?

      [Illustration på side 15]

      Det gavner familiestudiet at man har bestemte mål for øje

  • I familier — lovpris Gud som en del af hans menighed
    Vagttårnet – 1999 | 1. juli
    • I familier — lovpris Gud som en del af hans menighed

      „I menighedsforsamlinger vil jeg velsigne Jehova.“ — SALME 26:12.

      1. Hvad er en vigtig del af den sande tilbedelse foruden studium og bøn i familien?

      TILBEDELSEN af Jehova Gud indbefatter ikke kun bøn og studium af Bibelen i familien, men også at man er en aktiv del af Guds menighed. Fortidens Israel fik befaling til at ’kalde folket sammen, mændene og kvinderne og småbørnene,’ så de kunne blive undervist i Guds lov og vandre på hans veje. (5 Mosebog 31:12; Josua 8:35) Både ældre og ’unge mænd og jomfruer’ blev tilskyndet til at tage del i lovprisningen af Jehovas navn. (Salme 148:12, 13) I dag findes der en lignende ordning inden for den kristne menighed. I rigssale rundt om på jorden holdes der møder som overværes af mænd, kvinder og børn, og hvor tilhørerne har mulighed for at deltage, hvilket mange finder stor glæde ved. — Hebræerne 10:23-25.

      2. (a) Hvorfor er forberedelse vigtig i forbindelse med at hjælpe vore børn til at sætte pris på møderne? (b) Hvem bør sætte et godt eksempel?

      2 Det kan imidlertid være en udfordring at hjælpe vore børn og unge til at få nogle gode vaner i forbindelse med menighedens aktiviteter. Hvad kan problemet være hvis nogle af vore børn ikke sætter så stor pris på møderne? De fleste børn kan kun koncentrere sig i kort tid ad gangen og kommer derfor nemt til at kede sig. En måde at løse dette problem på er at lære børnene at forberede sig. Hvis børnene ikke forbereder sig, kan de ikke have en meningsfyldt andel i møderne. (Ordsprogene 15:23) Uden forberedelse vil det være svært for dem at gøre åndelige fremskridt der giver tilfredshed. (1 Timoteus 4:12, 15) Hvad kan man gøre? Forældrene må først og fremmest selv sætte eksemplet med hensyn til at forberede sig til møderne. Deres eksempel øver en stærk indflydelse på børnene. (Lukas 6:40) Omhyggelig planlægning af familiestudiet har også stor betydning.

      Hjælp familien til at opdyrke den rette hjertetilstand

      3. Hvorfor bør man under familiestudiet gøre en særlig indsats for at hjælpe familien til at opdyrke den rette hjertetilstand, og hvad kræver det?

      3 Familiestudiet må ikke kun have til formål at fylde sindet med kundskab; det bør også opbygge hjertet. Det kræver at man er opmærksom på de problemer som de enkelte i familien måtte have, og viser hver enkelt kærlig omsorg. Jehova „ransager hjertet“. — 1 Krønikebog 29:17.

      4. (a) Hvad vil det sige at ’mangle et forstandigt hjerte’? (b) Hvad indebærer det at ’erhverve sig et forstandigt hjerte’?

      4 Hvad finder Jehova når han undersøger vore børns hjerte? De fleste af dem vil sige at de elsker Gud, og det er rosværdigt. Men den der er ung, eller som lige er begyndt at lære om Jehova, har kun en begrænset erfaring i at vandre på Guds veje. Fordi han er uerfaren, kan han ’mangle et forstandigt hjerte’, eller „et godt motiv“, som Bibelen udtrykker det. Dermed ikke sagt at alle hans motiver er dårlige, men det tager tid at bringe hjertet i en tilstand som behager Gud. For at gøre det må man, så vidt det er muligt for ufuldkomne mennesker, bringe sine tanker, ønsker, følelser og mål i livet i harmoni med det Gud godkender. Den der således former sit indre menneske på en gudfrygtig måde, „erhverver sig et forstandigt hjerte“ eller „et godt motiv“. — Ordsprogene 9:4, fodnoten; 19:8, fodnoten.

      5, 6. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at ’erhverve sig et forstandigt hjerte’?

      5 Kan forældre hjælpe deres børn til at ’erhverve sig et forstandigt hjerte’? Sandt nok kan ingen give andre en god hjertetilstand. Vi har alle en fri vilje, og meget afhænger af hvad vi tillader os at tænke på. Men forældre med dømmekraft kan ofte få deres børn til at udtale sig frit og på den måde finde ud af hvad der bor i deres hjerte, og hvilken hjælp de har brug for. Man kan bruge spørgsmål som: ’Hvad synes du selv?’ eller ’Hvad ønsker du at gøre?’ Lyt tålmodigt, og lad være med at overreagere. (Ordsprogene 20:5) Det er vigtigt at der råder en venlig, forstående og kærlig atmosfære hvis man skal nå ind til børnenes hjerte.

      6 For at påvirke børnene i en god retning kan man jævnlig tale om hver enkelt af åndens frugter og sammen arbejde på at opdyrke dem. (Galaterne 5:22, 23) Indgiv børnene kærlighed til Jehova og Jesus Kristus, ikke kun ved at fortælle dem at vi bør elske dem, men ved at drøfte hvorfor vi elsker dem, og hvordan man kan vise en sådan kærlighed. (2 Korinther 5:14, 15) Giv dem et stærkere ønske om at gøre det rette ved at ræsonnere med dem om de gavnlige følger det har. Indgiv dem ønsket om at undgå forkerte tanker, et dårligt sprog og en ukristen adfærd ved at drøfte de dårlige følger af sådanne ting. (Amos 5:15; 3 Johannes 11) Vis hvordan vores tanker, tale og adfærd kan påvirke vores forhold til Jehova i enten en god eller en dårlig retning.

      7. Hvordan kan man hjælpe sine børn til at løse problemer og træffe afgørelser på en måde der holder dem nær til Jehova?

      7 Når et barn har et problem eller skal træffe en vigtig beslutning, kan man spørge det: ’Hvordan tror du Jehova ser på det? Hvad ved du om Jehova som får dig til at sige sådan? Har du nævnt det for ham i bøn?’ Begynd så tidligt som muligt at hjælpe dine børn til altid at bestræbe sig på at finde ud af hvad der er Guds vilje, og så gøre den. Efterhånden som de får et nært og personligt forhold til Jehova, vil de finde glæde ved at vandre på hans veje. (Salme 119:34, 35) Det vil styrke deres værdsættelse af den forret det er at tilhøre den sande Guds menighed.

      Forberedelse til menighedens møder

      8. (a) Hvad kan hjælpe os til at være opmærksomme på punkter familien skal arbejde på? (b) Hvor stor betydning har familiestudiet?

      8 Der er mange ting man må være opmærksom på i forbindelse med familiestudiet. Hvordan kan man få det hele passet ind? Det er umuligt at gøre alting på samme tid. Måske kan det være en hjælp at lave en huskeliste. (Ordsprogene 21:5) Fra tid til anden kan man gennemgå listen og overveje om der er nogle punkter der kræver særlig opmærksomhed. Vær oprigtigt interesseret i de fremskridt hver enkelt i familien gør. Familiestudiet er en vigtig del af den kristnes oplæring. Det udruster os til livet nu og forbereder os på det evige liv som skal komme. — 1 Timoteus 4:8.

      9. Hvilke mål i forbindelse med forberedelse til møderne kan man arbejde på som familie?

      9 Indgår forberedelse til menighedens møder i jeres familiestudium? I den forbindelse er der en række punkter man kan arbejde på mens man studerer sammen som familie. Nogle af disse punkter kan tage uger, måneder eller år at gennemføre. Lad os se på nogle mål man kunne sætte sig: (1) at alle i familien kommenterer ved menighedens møder; (2) at alle arbejder på at svare med egne ord; (3) at man indfletter skriftsteder i sine kommentarer; og (4) at man analyserer stoffet for at bruge det man lærer, i sit eget liv. Alt dette kan hjælpe den enkelte til selv at tilegne sig sandheden. — Salme 25:4, 5.

      10. (a) Hvad bør vi være opmærksomme på i forbindelse med menighedens møder? (b) Hvorfor vil det være gavnligt?

      10 Selv om man i familien plejer at benytte det ugentlige vagttårnspensum som studiemateriale, må man ikke overse betydningen af personligt eller sammen at forberede sig til menighedsbogstudiet, Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Det er også en vigtig del af det program der skal oplære os til at vandre på Jehovas veje. Måske har man indimellem mulighed for som familie at forberede sig til alle møderne. Ved at arbejde sammen kan man forbedre sine studiefærdigheder. Det resulterer i at man får mere ud af møderne. Drøft blandt andet det gavnlige i regelmæssig forberedelse til møderne og vigtigheden af at sætte en bestemt tid af til det. — Efeserne 5:15-17.

      11, 12. Hvordan kan vi have gavn af at forberede os på de sange der skal synges ved menighedens møder, og hvordan kan det gøres?

      11 Ved områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ blev vi opfordret til at forberede os til en anden vigtig del af de kristne møder, nemlig sang. Har jeres familie fulgt denne tilskyndelse? Sang kan hjælpe os til at indprente bibelske sandheder i vort sind og hjerte og samtidig gøre møderne mere berigende for os.

      12 Når vi forbereder os ved at læse og drøfte betydningen af ordene i nogle af de sange der skal synges ved mødet, kan det hjælpe os til at synge med af hjertet. I fortidens Israel blev der gjort udstrakt brug af musikinstrumenter i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. (1 Krønikebog 25:1; Salme 28:7) Er der nogen i jeres familie der kan spille på et musikinstrument? Hvorfor ikke udnytte det til at øve jer på de sange der skal synges ved ugens møder? En anden mulighed er at bruge indspilninger af sangene. I nogle lande synger vore brødre smukt uden musikledsagelse. Ofte synger de de sange der skal synges ved møderne, mens de går på vejen eller arbejder på marken. — Efeserne 5:19.

      Familieforberedelse til forkyndelsen

      13, 14. Hvorfor er familiedrøftelser der motiverer os til at forkynde, af stor betydning?

      13 At forkynde om Jehova og hans hensigt er en vigtig del af vores tilværelse. (Esajas 43:10-12; Mattæus 24:14) Hvad enten vi er unge eller gamle, vil vi opnå større glæde i denne gerning og udrette mere hvis vi er forberedte. Hvordan kan vi gøre dette inden for familien?

      14 Som alt andet der har med vores tilbedelse at gøre, er det vigtigt at vi har den rette motivation. Vi bør ikke alene drøfte hvad vi skal gøre, men også hvorfor. På kong Josafats tid blev folket undervist i Guds lov, men Bibelen siger at de „endnu ikke i deres hjerte [havde] taget et fast standpunkt“. Det gjorde dem modtagelige for tillokkelser som kunne vende dem bort fra den sande tilbedelse. (2 Krønikebog 20:33; 21:11) Vores mål er ikke kun at rapportere timer anvendt i forkyndelsen eller at sprede publikationer. Vores forkyndelse bør være et udtryk for kærlighed til Jehova og til vore medmennesker, som skal have lejlighed til at vælge livet. (Hebræerne 13:15) Det er en gerning hvori vi er „Guds medarbejdere“. (1 Korinther 3:9) Det er et stort privilegium. Når vi deltager i forkyndelsen, gør vi det i samarbejde med de hellige engle. (Åbenbaringen 14:6, 7) Der findes ikke nogen bedre lejlighed til at opbygge vores værdsættelse af tjenesten end ved familiedrøftelser, enten ved vores ugentlige studium eller når vi gennemgår dagens tekst.

      15. Hvornår kan man som familie forberede sig til forkyndelsen?

      15 Lader I af og til forberedelse til ugens forkyndelse indgå i jeres familiestudium? Det kan give gavnlige resultater. (2 Timoteus 2:15) Familien hjælpes til at yde en mere meningsfyldt og effektiv indsats i forkyndelsen. Til tider kan man sætte hele studietiden af til en sådan forberedelse. Som regel kan man dog kort drøfte visse sider af forkyndelsen ved slutningen af familiestudiet eller på et andet tidspunkt i ugen.

      16. Drøft værdien af hvert af de punkter der nævnes i paragraffen.

      16 Familiedrøftelsen kan fokusere på nogle punkter man kan arbejde på, som for eksempel: (1) At udarbejde en præsentation med et skriftsted der kan læses hvis muligheden byder sig. (2) At sørge for at alle om muligt har deres egen forkyndertaske, en bibel, en notesbog, en kuglepen eller blyant, traktater og andre publikationer som er i god stand. Forkyndertasken behøver ikke at være dyr, men den bør være præsentabel. (3) At drøfte hvor og hvordan man kan forkynde uformelt. Følg hvert af disse punkter op ved i en periode at arbejde sammen i forkyndelsen som familie. Kom med konstruktive forslag, men lad være med at korrigere alt hvad børnene siger eller gør.

      17, 18. (a) Hvilken form for forberedelse kan hjælpe familien til at opnå gode resultater i forkyndelsen? (b) Hvad kan familien forberede sig på hver uge?

      17 En vigtig del af det arbejde Jesus Kristus gav sine efterfølgere, var at gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20) At gøre disciple indebærer mere end at forkynde. Vi må også undervise. Hvordan kan familiestudiet hjælpe os til at blive dygtigere til at undervise?

      18 Drøft som familie hvem det ville være godt at aflægge genbesøg hos. Nogle har måske taget imod noget læsestof, andre har bare lyttet. Måske har man mødt dem i hus-til-hus-arbejdet eller i forbindelse med uformel forkyndelse eller i skolen. Lad jer lede af Guds ord. (Salme 25:9; Ezekiel 9:4) Beslut hvem hver enkelt i familien kan aflægge genbesøg hos i løbet af ugen. Hvilke emner kan man tale med den besøgte om? Sådanne drøftelser kan hjælpe alle i familien til at forberede sig. Notér specifikke skriftsteder ned som man kan vise de interesserede, samt passende punkter fra brochuren Hvad kræver Gud af os? eller bogen Kundskab der fører til evigt liv. Undgå at dække for meget stof på et besøg. Slut af med at stille et spørgsmål der kan besvares ved næste besøg. Hvorfor ikke gøre det til et fast program i familien at tale om hvem man hver især vil aflægge genbesøg hos, hvornår man vil gøre det, og hvad man håber at opnå? Det vil hjælpe hele familien til at opnå flere resultater i forkyndelsen.

      Bliv ved med at oplære dem i Jehovas veje

      19. Hvad er nødvendigt hvis alle i familien fortsat skal vandre på Jehovas veje, og hvad kan bidrage til dette?

      19 Det er en udfordring at være familieoverhoved i denne onde verden. Satan og hans dæmoner forsøger at ødelægge Jehovas tjeneres åndelige sundhed. (1 Peter 5:8) I dag lægges der desuden et stort pres på forældre, især enlige forældre. Det er svært at få tid til alle de ting vi gerne vil. Det er dog anstrengelserne værd, selv om vi kun er i stand til at arbejde på ét forslag ad gangen og gradvis forbedre vores program for familiestudium. At se dem vi holder meget af, vandre loyalt på Jehovas veje er en stor belønning. For at kunne vandre på Jehovas veje må hver enkelt i familien være glad for at overvære menighedens møder og deltage i forkyndelsen. Men skal det lykkes, kræver det forberedelse — en forberedelse der hjælper os til at opdyrke den rette hjertetilstand og udruster den enkelte til at have en meningsfyldt andel i tilbedelsen af Jehova.

      20. Hvad kan hjælpe flere forældre til at erfare den glæde der omtales i Tredje Johannesbrev 4?

      20 Apostelen Johannes skrev om nogle han havde hjulpet åndeligt: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ (3 Johannes 4) Familiestudier der ledes med klare mål for øje, og familieoverhoveder som på en kærlig og hjælpsom måde tager sig af den enkeltes behov, kan gøre meget for at hjælpe familien til at finde glæde ved sandheden. Ved at opdyrke værdsættelse af Guds veje kan forældre hjælpe deres familie til at følge den bedste livsform. — Salme 19:7-11.

      Kan du forklare følgende?

      □ Hvorfor er det så vigtigt for vore børn at forberede sig til møderne?

      □ Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at ’erhverve sig et forstandigt hjerte’?

      □ Hvordan kan familiestudiet være en hjælp til at forberede sig til alle møderne?

      □ Hvordan kan forberedelse til forkyndelsen som familie hjælpe os til at opnå flere resultater?

      [Illustration på side 20]

      Familiestudiet kan indbefatte forberedelse til menighedens møder

      [Illustration på side 21]

      Det er godt at øve sig på de sange der skal synges ved mødet

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del