Forkyndelsen skiller os ud fra andre
1 Mange spørger: „Hvad er forskellen på Jehovas Vidner og andre trosretninger?“ Hvordan vil du svare? Ja, du kunne måske henvise til nogle af vore bibelske lærepunkter. Men har du tænkt på også at nævne hvor meget vores offentlige forkyndelse skiller os ud fra andre religioner? — Matt. 24:14; 28:19, 20.
2 I dag er der ikke mange mennesker der føler sig motiveret til at fortælle andre om deres tro. De synes måske at det er tilstrækkeligt at være lovlydig, at leve et pænt og ordentligt liv eller gøre gode gerninger. Men de føler sig ikke forpligtede til at lære andre hvad Bibelen siger om hvordan man opnår frelse. Hvordan skiller vi os ud fra dem?
3 Vores nidkære forkyndelse står i skarp kontrast til det andre trossamfund er optaget af. Jehovas Vidner i nyere tid har fulgt de første kristnes eksempel og i over 100 år flittigt forkyndt den gode nyhed, der nu er nået ud til jordens ender. Hensigten med det vi gør, er at hjælpe så mange mennesker som muligt til at bringe deres liv i harmoni med Guds vilje. — 1 Tim. 2:4; 2 Pet. 3:9.
4 Hvad er du kendt for? Er du kendt for at være en der nidkært forkynder Guds ord? (Apg. 17:2, 3; 18:25) Er det ud fra din indsats i forkyndelsen let for andre at se forskel på din religion og deres? Er du kendt som en der er ivrig efter at tale om sin tro? Deltager du regelmæssigt i forkyndelsen? Vi skiller os ikke alene ud ved det navn vi har, men også ved at gøre det navnet beskriver — nemlig at vidne om Jehova. — Es. 43:10.
5 Det er vores kærlighed til Gud og næsten der tilskynder os til at være optaget af at forkynde. (Matt. 22:37-39) Det er derfor at vi, ligesom Jesus og hans apostle, ønsker at udnytte enhver lejlighed til at fortælle andre om Rigets budskab. Vi bør ivrigt fortsætte med at forkynde den gode nyhed til alle som vil lytte. Det vil hjælpe oprigtige mennesker til at „se forskel på en . . . der tjener Gud og en der ikke tjener ham.“ — Mal. 3:18.