Lægebehandling uden blod — et fornuftigt alternativ
1 Ordsprogenes Bog indeholder mange tilskyndelser der viser at det er gavnligt og fornuftigt at kende og følge Jehovas bud. I kapitel 4, vers 10 og 11, siger vor kærlige himmelske Fader: „Hør, min søn, og tag imod mine ord, så vil dine leveår blive mange. Jeg vil lære dig om visdommens vej; jeg vil lade dig gå i retskaffenhedens spor.“
2 Lige siden det blev almindeligt at bruge blod i lægebehandling, har den kristne menighed trofast påpeget at det er religiøst korrekt at afholde sig fra blod. De senere års udvikling har med stadig større styrke vist at det også er lægevidenskabeligt fornuftigt. På grund af bivirkningerne og omkostningerne ved blod er lægevidenskaben meget optaget af at begrænse brugen af blod samt udvikle og benytte alternativer til blod. Med det i tanke får flere af Ordsprogenes tilskyndelser en ny dimension for os. — Ordsp. 4:22; 19:23.
3 Der er i dag dokumentation for at man kan behandle alle lidelser med et godt resultat uden at bruge blod. Naturligvis er der en risiko ved alle indgreb, men hvis blod kan redde liv, så er der også alternativer der kan redde liv. Ved al lægebehandling er det vigtigt ikke at udskyde behandlingen. Derfor må såvel patient som læge være godt forberedt på de udfordringer vort standpunkt udgør, og i forvejen have drøftet hvad der skal gøres. Vi udgør en lille patientgruppe med en speciel holdning. Det kan derfor ikke forventes at alle læger har erfaring i at behandle os eller har tid til at holde sig ajour med de efterhånden mange informationer om lægevidenskabelige alternativer til blod.
4 Hospitalinformationen og kontaktudvalgene kan yde os stor hjælp i sådanne situationer, men det er vort personlige ansvar at vise respekt for blodets hellighed. Den kristne menighed kan pege på hvad Bibelen siger, og hvad man deraf kan udlede, men den presser ikke nogen. Den kan ikke, og bør ikke, tage stilling til og opstille regler for enhver situation som kan opstå i forbindelse med lægebehandling. Vi må hver især lære at anvende Bibelens principper i bedømmelsen af de mange alternative muligheder der findes, og derefter selv træffe afgørelserne.
5 Derfor er det vigtigt at være velinformeret. Vi bør kunne begrunde og forklare vort standpunkt. (Se „Spørgsmålskassen“ i Rigets Tjeneste for september 1999.) Det gælder også vore børn og unge. Vores tro og holdning gør indtryk på samvittighedsfulde læger. Alvoren i at vi giver vore børn den rette oplæring, er blevet understreget ved at nogle læger har respekteret børns personlige tro og overbevisning, selv efter at forældrene havde fået frataget forældremyndigheden.
6 Vi glæder os over de overvældende vidnesbyrd der bekræfter at det er fornuftigt og til vort eget bedste at holde Guds bud, også hans klare love om livets og blodets hellighed. Når vi i kærlighed og lydighed retter sindet mod Ham, betyder det liv og fred. — 5 Mosebog 10:12, 13; Romerne 8:6.