Opfyldelsen af Jehovas udtalelser holder os oppe
„Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Mattæus 4:4.
1. I hvilken forstand kan Jehova kaldes den store Forsørger, og hvad sagde Jesus om menneskets behov?
JEHOVA er den store Forsørger. I Bibelens allerførste kapitel præsenterer han sig som sådan for mennesket. (1 Mosebog 1:29, 30) Langt senere sagde salmisten David taknemmeligt til Jehova: „Alles øjne hviler forhåbningsfuldt på dig, og du giver dem deres føde til tiden. Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:15, 16) Ja, Jehova har tilvejebragt en overflod af mad til både mennesker og dyr. Der er dog en forskel. Dyr har kun brug for bogstavelig føde, men Jesus påpegede at dét ikke er nok for menneskene. De skal desuden leve af „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“. — Mattæus 4:4.
2. Hvad vil vi gerne vide angående Jesu ord i Mattæus 4:4?
2 Jesus sagde dette som svar til Satan, der havde forsøgt at friste ham til mirakuløst at forvandle sten til brød. Djævelen prøvede ikke at presse Jesus yderligere på dette punkt, men gik straks over til en anden fristelse. At dømme efter den fejlagtige måde han anvendte ordene i Salme 91:11, 12 på, havde han måske slet ikke forstået hvad Jesus mente med sit svar på den første fristelse. (Mattæus 4:3-7) Som Jehovas tjenere er vi meget interesseret i at forstå hvad Jesus sagde. Vi der nyder at fordybe os i Bibelen for at få størst muligt åndeligt udbytte af den, kan spørge: Mente Jesus at man for at kunne leve et rigt liv må studere „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“ og måske lære dem udenad? Eller hvad lå der i hans ord?
Jehovas udtalelser
3, 4. Hvilken dobbelt betydning har det græske og det hebraiske ord der oversættes med „udtalelse“? Giv et eksempel.
3 I sit svar til Satan citerede Jesus Femte Mosebog 8:3 som dette hebraiske skriftsted gengives i den græske Septuaginta-oversættelse. Det græske ord der er oversat med „udtalelse“ (rhēʹma) har en dobbelt betydning. Det oversættes somme tider med „ord“, „udsagn“ eller „udtalelse“. Men i lighed med det tilsvarende hebraiske ord (davarʹ) kan det også betyde „ting“.
4 I Lukas 1:37 læser vi: „Intet som Gud siger [rhēʹma], vil være umuligt for ham.“ I Lukas 2:15 står der: „Hyrderne [sagde] til hinanden: ’Lad os endelig gå ind til Betlehem og se det [rhēʹma] som er sket og som Jehova har gjort os bekendt med.’“ Når dette græske ord anvendes i forbindelse med Jehova, kan det altså betyde ’noget Gud siger’, et „ord“, en „udtalelse“ eller et „udsagn“ fra ham, eller en „ting“, en begivenhed eller en handling der sker som et resultat af det der er blevet sagt, opfyldelsen af ordet.
5. Hvad betyder ordene i Lukas 1:37?
5 Forstået på denne måde viser ordene i Lukas 1:37 at Gud ikke kan sige hvad som helst. Et menneske kan sige noget der sandsynligvis ikke vil gå i opfyldelse eller noget der er meningsløst, men i Lukas 1:37 ligger der det at intet ord og ingen udtalelse fra Jehova kan undgå at blive opfyldt. Det var derfor helt sikkert at det engelen havde sagt til Maria, ville indtræffe. Tanken bag det hebraiske og det græske ord der benyttes om Jehovas „ord“, „udtalelse“ og „udsagn“ udtrykkes i smukke vendinger i Esajas’ bog. Jehova siger her: „For ligesom skylregnen og sneen kommer ned fra himmelen og ikke vender tilbage dertil før den har vædet jorden og fået den til at bære og spire, og givet sæd til den der sår, og brød til den der spiser, sådan vil det være med mit ord [hebraisk: davarʹ; græsk: rhēʹma] som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:10, 11.
’Ikke af brød alene’
6, 7. Hvordan er den historiske og den geografiske baggrund for ordene i Femte Mosebog 8:2, 3?
6 Men lad os nu vende tilbage til emnet fra før: Hvad mente Jesus da han med et citat fra Femte Mosebog 8:3 sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“? (Mattæus 4:4) Mente han at et gudfrygtigt menneske kan opretholde livet blot ved hjælp af udtalelser, ord eller udsagn? Er en forstandsmæssig viden om Guds udtalelser tilstrækkelig? Lad os se nærmere på den historiske baggrund for de ord Jesus citerede fra Femte Mosebog.
7 På side 36 i bibelstudiehåndbogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ siges der: „Femte Mosebog rummer et dynamisk budskab til Jehovas folk. Efter fyrretyve års ørkenvandring stod Israels børn nu på tærskelen til det forjættede land.“ Året var 1473 f.v.t., og stedet var Moabs sletter. I sin anden tale til de forsamlede israelitter sagde Moses: „Du skal huske på hele den vej som Jehova din Gud lod dig vandre i disse fyrre år i ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at få at vide hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans bud eller ej. Derfor ydmygede han dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte til, for at lade dig vide at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket.“ — 5 Mosebog 8:2, 3.
8. Hvordan havde israelitternes situation været, og hvorfor havde Jehova tilladt dette?
8 Kan du forestille dig det? Flere millioner israelitter — unge og gamle, mænd, kvinder og børn — havde i fyrre år vandret i „den store og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner og med tørstig jord hvor der ikke var vand“. (5 Mosebog 8:15) De havde trængt til vand at drikke og mad at spise. Jehova havde til tider tilladt at de blev tørstige og sultne. Hvorfor? For at indprente dem at mennesket ikke lever „af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“.
9. Hvordan var israelitternes materielle behov blevet dækket ved hjælp af Jehovas udtalelser?
9 Hvilken forbindelse var der mellem israelitternes materielle behov og de udtalelser der kom fra Jehovas mund? Ja, hvilke håndgribelige ting havde israelitterne oplevet som et resultat af Jehovas udtalelser? Moses skrev: „Din kappe blev ikke slidt på dig, og din fod svulmede ikke op i disse fyrre år. . . . [Jehova] bragte vand frem til dig af den flinthårde klippe; [og] i ørkenen gav han dig manna at spise.“ (5 Mosebog 8:4, 15, 16) Israelitterne ville ikke have oplevet noget af dette hvis ikke Jehova havde befalet at det skulle ske. Israelitterne havde altså ’levet af hver udtalelse fra Jehovas mund’.
Holdt oppe af Jehovas udtalelser
10, 11. I hvilke andre henseender kunne israelitterne opretholde livet ved hjælp af Jehovas udtalelser?
10 Israelitterne var afhængige af Jehova med hensyn til materielle ting som mad, vand og tøj, men i hvilken anden henseende kunne de opretholde livet ved hjælp af Jehovas udtalelser? Jo, de fik også åndelig hjælp fra ham. Moses sagde til israelitterne at Jehova havde ladet dem gennemgå disse oplevelser i ørkenen ’for at ydmyge dem og sætte dem på prøve og for at få at vide hvad der boede i deres hjerte, om de ville holde hans bud eller ej’. Moses tilføjede: „Du véd i dit hjerte at som en mand tugter sin søn, sådan tugtede Jehova din Gud dig . . . for senere hen at gøre godt mod dig.“ — 5 Mosebog 8:2, 5, 16.
11 Ja, hvis israelitterne havde draget fuld nytte af de erfaringer de høstede i ørkenen, ville de have lært at ’leve af hver udtalelse fra Jehovas mund’, ikke blot ved at lære at adlyde hans skrevne befalinger men ved at erfare resultaterne af Jehovas udtalelser i deres liv både som nation og som enkeltpersoner betragtet. De havde haft rig lejlighed til at ’smage og se at Jehova er god’. (Salme 34:8) Disse udbytterige erfaringer sammen med Jehovas ord — såvel udtalelsen som opfyldelsen af det — burde have holdt dem åndeligt i live.
12, 13. Hvilket syn havde Josua på Jehovas udtalelser, og hvad kunne han bevidne?
12 Josua, der efterfulgte Moses som israelitternes leder, fyldte sit sind med Jehovas udtalelser, og hans tro styrkedes ved at han så opfyldelsen af dem. Efter Moses’ død sagde Jehova følgende til Josua: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ — Josua 1:8.
13 Efter trofast at have adlydt Jehovas ord og set det gå i opfyldelse på hans folk, kunne Josua i sin livsaften bevidne: „Således gav Jehova Israel hele det land som han havde svoret at ville give deres forfædre, og de tog det i besiddelse og bosatte sig i det. Desuden gav Jehova dem hvile hele vejen rundt, ganske som han havde tilsvoret deres forfædre, og ikke én af alle deres fjender holdt stand over for dem. Jehova gav alle deres fjender i deres hånd. Ikke ét [løfte, hebraisk: davarʹ, græsk: rhēʹma] af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:43-45) Josua levede ikke af bogstaveligt brød alene, ’men af hver udtalelse der kom fra Jehovas mund’. — Mattæus 4:4.
Jehovas udtalelser styrker os i dag
14. (a) Hvad forstår vi angående betydningen af Jesu ord i Mattæus 4:4 nu da vi har studeret dem mere indgående? (b) Hvad styrkede de oprigtige israelitter?
14 Nu da vi har set nærmere på de ord som Jesus citerede i sit svar på Satans fristelse, kan vi bedre forstå meningen med dem. Den historiske og den geografiske baggrund for den beretning i Femte Mosebog som Jesus citerede fra, viser at de udtalelser fra Jehova som gudfrygtige mænd og kvinder skal leve af ikke blot er udenadlærte remser. Israelitterne forbandt ’hver udtalelse fra Jehovas mund’ med mannaen, vandet, og tøjet der ikke blev slidt. Ja, udtalelserne omfattede deres opfyldelse, alt det Jehova gjorde for sit folk. At opleve dette som en opfyldelse af Jehovas ord styrkede de oprigtige israelitter.
15. Hvordan kan Jehovas udtalelser styrke os?
15 Heller ikke i dag styrkes og opbygges Jehovas folk blot ved at læse og studere hans udtalelser — så nødvendigt dette end er — men ved som organisation og som enkeltpersoner betragtet at erfare den vidunderlige måde hvorpå Jehova handler med os og griber ind til vort bedste. Jo mere opmærksomme vi er på Jehovas handlemåde med os, desto mere vil opfyldelsen af hans udtalelser opbygge os, og styrke vor tro og vor åndelige sundhed.
16. (a) Hvad grundede en af salmisterne over? (b) Hvordan kan vi gøre det samme, og på hvilken måde vil det gavne os?
16 En af salmisterne skrev: „Jeg husker Jahs handlinger; ja, jeg husker din underfulde gerning i gammel tid. Og jeg grunder over hele dit værk, ja, dine gerninger grubler jeg over.“ (Salme 77:11, 12) Hvis vi grunder over Jehovas handlinger og gerninger til gavn for sit folk og forstår at de er et håndgribeligt resultat af hans udtalelser, vil disse udslag af hans omsorg være som åndeligt brød for os. De vil hjælpe os til at opnå et nærmere og mere personligt forhold til Jehova. Vi vil så kunne efterligne Jesus. Han nægtede at forvandle sten til brød på Djævelens befaling, og vi vil ligeledes passe på at materielle goder eller en overdreven bekymring for vort materielle behov ikke får os til at falde i Djævelens snare så vi vender os bort fra tilbedelsen af Jehova.
17. I hvilken henseende var Jesus et fremragende eksempel for os?
17 Jesus sagde: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:34) Han var et fremragende eksempel for os, og viste os i praksis at „mennesket . . . ikke [skal] leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“. — Mattæus 4:4.
Fremtidige anvisninger
18. Hvilken udtalelse fra Gud opfyldes i øjeblikket?
18 Gennem sin søn har Jehova udtalt at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord“ før enden kommer. (Mattæus 24:14) Som et resultat af Jehovas vidners verdensomspændende forkyndelse er denne udtalelse fra Gud nu ved at blive opfyldt. ’Lever’ du af denne udtalelse fra Jehovas mund, i den forstand at du, fordi du gør Guds vilje ved at have en fuld andel i forkyndelsen, bliver hjulpet til at opretholde livet rent åndeligt?
19, 20. Hvilke andre udtalelser fra Gud vil snart få spændende begivenheder til at indtræffe?
19 Andre udtalelser fra Jehova vil fremkalde spændende begivenheder inden for den nærmeste fremtid. „De ti horn“ og „vilddyret“ vil vende sig mod „skøgen“, Babylon den Store. Ja, som følge af at en af Jehovas udtalelser omsættes i handling, vil den falske religions verdensimperium blive tilintetgjort af antireligiøse elementer inden for De forenede Nationer. — Åbenbaringen 17:16, 17.
20 En anden bemærkelsesværdig udtalelse fra Jehova vil gå i opfyldelse når han i symbolsk forstand sætter „kroge“ i kæberne på Gog, Satan, og udfordrer ham og hans „kampstyrke“ til at gå til angreb på Guds folk på jorden. (Ezekiel 38:2-4, 8-12) Som følge af endnu en udtalelse fra Gud vil Gogs horder blive udslettet. (Ezekiel 39:1-6)a Dette vil være ensbetydende med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-21) Hvor vil det være spændende for Guds trofaste folk at erfare opfyldelsen af disse udtalelser, og midt i kampens hede i symbolsk forstand at høre disse ord: „Bliv stående og se at Jehova frelser jer.“ — 2 Krønikebog 20:17.
21. Hvad vil der yderligere ske som følge af at Jehovas udtalelser omsættes i handling?
21 Kristus vil dernæst omsætte en anden af Jehovas udtalelser til handling, idet han vil binde Satan og hans dæmoner og kaste dem i afgrunden „for tusind år“. (Åbenbaringen 20:1-3) I løbet af disse tusind år vil en opstandelse fra de døde og helbredelse af „nationerne“, den lydige menneskehed, finde sted som et resultat af atter andre udtalelser fra Jehova. (Åbenbaringen 20:11-15; 22:1, 2) Da der i Åbenbaringen siges at nye „skriftruller“ åbnes, vil Jehova åbenbart i denne tusindårige domsperiode give menneskene yderligere anvisninger, nogle vi ikke kender i øjeblikket. (Åbenbaringen 20:12) Hvor vil det blive vidunderligt for dem der overlever „den store trængsel“ og for dem der er blevet oprejst fra de døde, at modtage — og følge — de anvisninger og den vejledning der findes optegnet i disse endnu uåbnede „skriftruller“ fra Jehova!
22. Hvad opfordres vi til at gøre nu?
22 Da vi har disse vidunderlige fremtidsudsigter, lad os da udnytte muligheden fuldt ud for at lære Jehovas udtalelser at kende, foretage et indgående, personligt studium af hans ord og deltage i forkyndelsen, i bevidstheden om at Jehova handler til vort bedste.
[Fodnote]
a Se kapitlerne 19 og 20 i bogen „Nationerne skal kende at jeg er Jehova“ — hvordan?, der er udgivet af Vagttårnsselskabet.
Husker du?
■ Hvordan lærte israelitterne at ’leve af hver udtalelse som kom fra Jehovas mund’?
■ Hvordan kunne israelitterne i åndelig henseende opretholde livet ved Jehovas udtalelser?
■ Hvordan kan vi i dag leve af Jehovas udtalelser?
■ Hvilke udtalelser af Jehova må opfyldes?
[Illustration på side 14]
Hvad betyder Jesu svar på Djævelens fristelse for dig?
[Illustration på side 16]
De israelitter der levede af ’hver udtalelse som kom fra Jehovas mund’ fik straks fysisk gavn af det