Israelitterne måtte dog gerne kræve renter af udlændinge. (5Mo 23:20) Jødiske bibelkommentatorer mener at dette sidste gjaldt forretningslån, ikke lån i tilfælde af nød. (The Pentateuch and Haftorahs, redigeret af J. H. Hertz, London 1972, s. 849) Udlændinge opholdt sig som regel kun midlertidigt i Israel og i forretningsøjemed, og det var derfor rimeligt at forlange renter af dem, især da de også lånte ud til andre mod renter.

Skønt retskafne israelitter adlød Guds lov om ikke at låne ud mod rente (Sl 15:5; Ez 18:5, 8, 17), blev det åbenbart almindeligt at kræve renter, hvilket medførte store vanskeligheder for nødlidende låntagere. (Ne 5:1-11; Es 24:2; Ez 18:13; 22:12) Jesus Kristus stadfæstede dog Guds lov på dette område og anvendte den i udvidet betydning idet han sagde: ’I skal blive ved med at låne ud uden renter, uden at håbe at få noget igen.’ (Lu 6:34, 35) Det ville således være forkert at nægte en person hjælp fordi han på grund af fortsatte vanskeligheder og uden egen skyld ikke magtede at betale en gæld tilbage. Men hvis lånet ikke var nødvendigt for at afhjælpe fattigdom, ville der ikke være noget i vejen for at långiveren kunne kræve renter. Jesus viste at det er i orden at modtage renter af en investeret kapital da han i en af sine billedtaler fortalte om en ond træl der blev irettesat fordi han ikke havde anbragt sin herres penge hos bankmændene så de kunne trække renter. — Mt 25:26, 27; Lu 19:22, 23.

[ר]

Det hebraiske alfabets 20. bogstav. Eftersom rēsj [ר] har en vis lighed med daʹlæth [ד], har nogle afskrivere undertiden forvekslet de to bogstaver.

På hebraisk begynder hvert af de otte vers i Salme 119:153-160 med rēsj.

Den der tager noget som tilkommer Skaberen, viser manglende respekt for det der er helligt. Det gjorde for eksempel Hofni og Pinehas, ypperstepræsten Elis sønner. De tog det bedste af alt hvad der blev ofret til Jehova. Og ved ikke at gribe ind med fast hånd over for dem ærede Eli sine sønner mere end han ærede Jehova. — 1Sa 2:12-17, 27-29.

Mens mennesker kan ære Jehova Gud ved at adlyde ham og fremme den sande tilbedelse, ærer Gud mennesker ved at velsigne og belønne dem. (1Sa 2:30) Kong David, der tjente Jehova trofast og ønskede at bygge et tempel til at huse pagtens ark, blev æret eller belønnet med en pagt om et rige. — 2Sa 7:1-16; 1Kr 17:1-14.