Bør man altid adlyde?

„HØRTE du hvad jeg sagde?“ råber lille Johnnys mor til ham idet han smutter ud ad døren. Nej, hun er ikke bange for at Johnny måske er ved at miste hørelsen. Hun minder ham bare om at han skal adlyde hende og komme hjem til den aftalte tid.

Der er en nær sammenhæng mellem at lytte og at adlyde. Det er derfor ikke overraskende at de ord der på Bibelens originalsprog betegner lydighed er beslægtet med de ord der betegner det at høre. Men hvem bør vi lytte til? Bør vi adlyde enhver der kræver lydighed?

Når man bør adlyde

Vi bør altid adlyde Skaberen, Jehova Gud. Eftersom han har frembragt alt og er livets kilde, har han frem for nogen krav på sine skabningers lydighed. (Salme 95:6, 7) Som den øverste Suveræn overdrager han myndighed til nogle der opfylder hans krav, og dem bør vi naturligvis også adlyde. Den mest fremtrædende af disse er Jesus Kristus. Han blev i 1914 af Gud indsat som konge over det himmelske rige, „og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (Daniel 7:13, 14) Som den kristne menigheds hoved har Jesus desuden overdraget myndighed til nogle af denne menigheds medlemmer, hvilket betyder at vi bør adlyde dem. — Hebræerne 13:17.

Jehova har også fastlagt visse retningslinjer angående lydighed inden for familien. Børn formanes til at ’være lydige mod deres forældre i samhørighed med Herren’, og hustruer skal „underordne sig deres mænd som under Herren“. (Efeserne 5:21–6:3) De kristne mindes også om at de skal „underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere“. (Titus 3:1) Men skal vi vise ubetinget lydighed i disse forhold? Bør vi altid adlyde?

Når man ikke bør adlyde

Det kan få ulykkelige konsekvenser at lytte til nogle der ikke har fået deres myndighed betroet af Jehova. Det første menneske, Adam, „hørte efter“ Evas røst og spiste af træet til kundskab om godt og ondt, ligesom hun havde gjort. (1 Mosebog 3:17) Med hvilket resultat? „Gennem det ene menneskes ulydighed blev [de mange] stillet som syndere.“ (Romerne 5:19) Hvilke katastrofale følger af at lytte til den forkerte!

Hvordan skal man så forholde sig til verdslige myndighedspersoner — bør man altid adlyde dem? Ikke hvis de forsøger at bruge deres myndighed over for os på en måde der er forkert i Guds øjne. I overensstemmelse med princippet om at vi skal adlyde ’dem der er vore herrer i kødelig forstand’ vil vi for eksempel være lydige mod vore overordnede. Men hvad nu hvis de beder os om at gøre noget der strider mod den almægtige Guds love? Paulus viser hvordan vi da bør gribe sagen an: „Ikke i form af øjentjeneste som nogle der vil behage mennesker, men som Kristi trælle, der gør Guds vilje af en hel sjæl.“ (Efeserne 6:5, 6) Ved en anden lejlighed sagde Peter og de andre apostle: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Det samme princip gælder inden for familien. En mand der ikke respekterer Guds krav bryder sig måske ikke om at hans kone regelmæssigt overværer de kristne møder. Lad os nu sige at han lægger pres på hende og måske endda griber til vold — som det nu og da har været tilfældet — for at få hende til at blive hjemme. Hvad bør hun da gøre? Hvis hun føjer ham bringer hun måske sin egen og sine børns åndelige sundhed i fare, og hun risikerer at miste håbet om evigt liv. Ville det ikke være bedre at hun adlød Jehova, i bevidstheden om at intet menneske, end ikke hendes mand, har myndighed til at tilsidesætte befalingen om ’ikke at forsømme at komme sammen’? — Hebræerne 10:25.

Miyokos mand protesterede mod at hun „spildte“ hans penge på transport til møder som han oven i købet ikke brød sig om at hun overværede. Til sidst holdt han op med at give hende husholdningspenge, og hun måtte spadsere til rigssalen — hvilket tog hende en hel time.

Gav Miyoko op? Nej. Hun analyserede sin situation under bøn til Jehova. Hun kendte årsagen til sin mands modstand, og besluttede derfor at begynde at gå med aviser for at tjene nogle penge. Det gav hendes mand hende lov til, forudsat at hun gav ham halvdelen af sin løn.

Hun bad nu Jehova om at hun, hvis det var hans vilje, måtte få en rute i nærheden af sit hjem. Som regel varer det et års tid før man kan få den rute man gerne vil have, men overraskende nok fik Miyoko tilbudt en nærliggende rute allerede efter seks uger. Opmuntret af tanken om at Jehova hørte hendes bønner arbejdede hun nu fra 4.30 til 6.00 hver morgen. Da hendes mand så dette ændrede han efterhånden indstilling og blev mere samarbejdsvillig. Ja, Miyoko, der nu regelmæssigt tjener som hjælpepioner, blev velsignet af Jehova fordi hun overvejede og analyserede sin situation under bøn, og derefter gjorde noget selv. Hvis vi følger hendes eksempel vil vi også blive velsignet.

Der kan naturligvis opstå særlige omstændigheder som får en ikketroende mand til at bede sin kone om at blive hjemme fra et kristent møde. Han gør det måske uden på nogen måde at have til hensigt at undergrave hendes tilbedelse af og tjeneste for Jehova Gud. Hvis en kristen kvinde er klar over hvilke principper der er involveret, vil det være lettere for hende at træffe den rette afgørelse i overensstemmelse med de særlige omstændigheder der gør sig gældende i hvert enkelt tilfælde.

Hvad da hvis hendes mand siger at hun ikke må tage deres børn med til de kristne møder? Hun vil naturligvis tage i betragtning at hendes mand er familiens hoved selv om han ikke respekterer Kristus som sit hoved. (1 Korinther 11:3) Samtidig vil hun tænke på sine børns åndelige sundhed og på sit eget ønske om at adlyde Jehova. Det vil afgjort være en trosprøve for hende at skulle opfylde sine forpligtelser på alle disse områder, men hun kan få hjælp ved at bede Jehova om visdom og dømmekraft. (Jakob 1:5; Filipperne 4:6, 7) Måske kan problemet løses ved at hun taktfuldt og med ynde ræsonnerer med sin mand, idet hun lægger en stille og mild ånd for dagen. — Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:1-5.

En kristen kvinde i byen Yamato i Japan kom ud for dette. Hendes mand forbød hende at tage deres tre børn med til møderne. Hvad skulle hun gøre? Hun underviste dem omhyggeligt i hjemmet, og da de var gamle nok til selv at afgøre hvad de ville, tog de alle tre standpunkt for Jehova og begyndte at overvære møderne. Manden blev rasende og smed både sin kone og sine børn ud af huset.

Hustruen fandt et job og flyttede midlertidigt ind i en søsters lejlighed. Men hun lod det ikke blive ved det: Hun tog hjem til sin mand for at lave mad til ham og gøre rent i huset. Da der var gået en måneds tid lod manden dem flytte hjem igen og holdt op med at modarbejde dem. Hvilken belønning denne kristne kvinde fik for sin trofasthed!

„Prøv de inspirerede udtalelser“

Hvordan forholder det sig inden for den kristne menighed? Eftersom de der beklæder en ansvarsopgave i menigheden indsættes af den hellige ånd og baserer deres råd og vejledning på Guds ord, kan vi være sikre på at det er rigtigt af os at være lydige over for dem der har fået overdraget myndighed i den kristne menighed. (Apostelgerninger 20:28; Hebræerne 13:17) Men det vil ikke sige at vi skal adlyde uden at tænke over hvad der bliver sagt. Hvorfor ikke?

Apostelen Johannes gav denne vejledning: „Tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de er af Gud.“ (1 Johannes 4:1) Dette betyder ikke at vi skal være skeptiske over for alt hvad andre siger til os. Men vi bør have Paulus’ ord i Galaterbrevet 1:8 i tanke: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“

Afviger de oplysninger vi får, fra det vi har lært gennem „den trofaste og kloge træl“? Ønsker den der har fremsat oplysningerne at ære Jehova, eller forsøger han at ophøje sig selv? Stemmer det han siger med Bibelens lære? Disse spørgsmål kan hjælpe os til at ’prøve’ noget der lyder mistænkeligt. Vi bør følge denne vejledning: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ — Mattæus 24:45; 1 Thessaloniker 5:21.

Dommeren Gideons tilfælde er et interessant eksempel. Han anstillede en prøve for at være sikker på at Jehova ville være med ham. „Se, [jeg] lægger . . . en nyafklippet uldpels frem på tærskepladsen,“ sagde han til Jehova. „Hvis der kommer dug alene på den afklippede uld, mens der er tørt overalt på jorden, så ved jeg at du vil frelse Israel ved min hånd.“ Jehova fik det til at gå netop sådan, men Gideon følte sig endnu ikke helt sikker: „Lad der være tørt alene på den afklippede uld, mens der kommer dug overalt på jorden,“ bad han Jehova. — Dommerne 6:37-39.

Var Gideon alt for forsigtig eller mistænksom? Tilsyneladende ikke, for Jehova lyttede til hans anmodning begge gange og lod det gå netop som han havde bedt om. Gideon ville gerne sikre sig at han gjorde det rigtige. Han havde ikke Guds skrevne ord, sådan som vi har, og disse prøver gav ham mulighed for at ’forvisse sig’. Og da Gideon havde fået vished for at han gjorde det rigtige fulgte han Jehovas anvisninger til punkt og prikke, skønt det fra et menneskeligt synspunkt kunne forekomme at være en ren selvmordsaktion at lede 300 mand mod en fjendtlig hær med 135.000 soldater. (Dommerne 7:7; 8:10) Har vi den samme indstilling? Undersøger vi Guds ord grundigt for at finde ud af hvad hans vilje er, og adlyder vi derefter?

Det klogeste valg

Jehova forlanger ikke at vi skal være godtroende. Han ønsker ikke den form for lydighed som et dyr viser en dyretæmmer der står med en pisk i hånden. Netop derfor sagde han til David: „I skal ikke være som en hest eller et muldyr uden forstand; med tømme og bidsel må deres fyrighed tæmmes.“ (Salme 32:9) Nej, Jehova har givet os tænkeevne og dømmekraft for at vi, som følge af vor forståelse, kan vælge at adlyde ham.

Det japanske ord kiku (at høre) betyder ikke blot at lytte og adlyde, men indeholder også tanken om at bedømme hvorvidt noget er godt eller ondt. Når nogen siger noget til os, bør vi lytte i denne forstand. Hvis vi så adlyder vil det ikke være som følge af lettroenhed, men fordi vi har truffet et valg. Når vor himmelske Fader, Jehova Gud, taler gennem sit ord eller gennem sin jordiske organisation, er det endnu vigtigere at vi lytter og adlyder, og derved beviser at vi er lydige tilbedere som ikke ignorerer den kærlige påmindelse: „Hørte du hvad jeg sagde?“

[Illustration på side 29]

Hvem bør jeg lytte til?

[Illustration på side 31]

Gideon fandt ud af hvad Jehovas vilje var, og viste lydighed