Hvorfor er det på sin plads at give til Jehova?
EN ENKE i den lille zidoniske by Zarepta bøjede sig ned for at samle pinde i den bagende sol. Pindene skulle bruges til at tænde op med så hun kunne tilberede et simpelt måltid mad til sig selv og sin søn — sikkert deres sidste måltid. Hun havde kæmpet for at holde sig selv og sin dreng i live gennem en lang periode med tørke og hungersnød, og nu skulle det ende på denne sørgelige måde. De sultede.
En mand nærmede sig. Hans navn var Elias, og det gik hurtigt op for enken at han var Jehovas profet. Det lader til at hun havde hørt om denne Gud før. Jehova var anderledes end Ba’al. Den perverse og grusomme ba’alsdyrkelse var meget udbredt i landet Zidon, hvor hun boede. Da Elias bad om noget at drikke, var hun derfor ivrig efter at hjælpe. Det kan være at hun tænkte at hun derved kunne opnå Jehovas gunst. (Mattæus 10:41, 42) Men så bad han pludselig også om lidt at spise. Hun forklarede at hun kun havde mad nok til et sidste måltid. Elias gentog imidlertid sin anmodning samtidig med at han forsikrede hende om at Jehova mirakuløst ville sørge for mad til hende indtil tørken var ovre. Hvad gjorde hun? Bibelen siger: „Hun gik da hen og gjorde som Elias havde sagt.“ (1 Kongebog 17:10-15) Disse enkle ord beskriver en stor trosgerning, så stor at Jesus næsten tusind år senere fremhæver denne enke som et eksempel. — Lukas 4:25, 26.
Ikke desto mindre kan det virke mærkeligt at Jehova forlangte så meget af en kvinde der havde så lidt. Især når man tænker på dét en fremtrædende mand engang gav udtryk for i en bøn til Gud. Kong Davids bidrag til opførelsen af templet som hans søn Salomon skulle bygge, tilskyndede mange til at vise stor gavmildhed. Der indkom gaver hvis værdi svarede til et stort milliardbeløb! Alligevel sagde David i en bøn til Jehova: „Hvem er jeg og hvem er mit folk at vi skulle have den fornødne kraft til at give sådanne frivillige gaver? For det kommer fra dig alt sammen, og det er fra din egen hånd vi har givet dig det.“ (1 Krønikebog 29:14) Som David sagde, ejer Jehova alt. Hver gang vi giver bidrag til fremme af den rene tilbedelse, giver vi altså blot Jehova det tilbage der allerede er hans. (Salme 50:10) Det rejser spørgsmålet: Hvorfor ønsker Jehova så egentlig at vi skal give ham noget?
En vigtig del af den sande tilbedelse
Fordi Jehova fra de tidligste tider slet og ret har gjort dét at yde bidrag til en vigtig del af den sande tilbedelse. Den trofaste Abel ofrede nogle af sine bedste husdyr til Jehova. Patriarkerne Noa, Abraham, Isak, Jakob og Job bragte lignende ofre. — 1 Mosebog 4:4; 8:20; 12:7; 26:25; 31:54; Job 1:5.
Moseloven påbød at der skulle gives bidrag til Jehova, og den foreskrev endog hvad der skulle gives. For eksempel var alle israelitter forpligtede til at give tiende, donere en tiendedel af landets afgrøder og af deres husdyrs tilvækst. (4 Mosebog 18:25-28) Andre bidrag var dog ikke så nøje bestemt af love. Hver israelit skulle for eksempel give førstegrøden af sine husdyr og afgrøder til Jehova. (2 Mosebog 22:29, 30; 23:19) Men Loven lod det være op til den enkelte at afgøre hvor meget af førstegrøden han ville give; det skulle blot være det bedste. Loven indeholdt også bestemmelser for takofre og løfteofre, som var helt frivillige. (3 Mosebog 7:15, 16) Jehova tilskyndede israelitterne til at give bidrag der stod i forhold til hvor meget han havde velsignet dem. (5 Mosebog 16:17) Og som det havde været tilfældet ved opførelsen af tabernaklet, og senere templet, gav hver enkelt hvad hans hjerte bevægede ham til. (2 Mosebog 35:21; 1 Krønikebog 29:9) Jehova satte stor pris på sådanne frivillige bidrag.
Under „Messias’ lov“ skulle alle former for bidrag være frivillige. (Galaterne 6:2; 2 Korinther 9:7) Men det betød ikke at Kristi disciple gav mindre eller helt ophørte med at give bidrag. Tværtimod! Da Jesus og hans apostle forkyndte i Israel, blev de ledsaget af en gruppe kvinder der sørgede for dem ved hjælp af det de havde. (Lukas 8:1-3) Apostelen Paulus modtog også gaver der hjalp ham til at udføre sin missionærtjeneste, og han tilskyndede nogle menigheder til at støtte andre menigheder økonomisk når der opstod et behov. (2 Korinther 8:14; Filipperne 1:3-5) Det styrende råd i Jerusalem gav ansvarsbevidste mænd den opgave at sørge for at midlerne blev fordelt til de trængende. (Apostelgerninger 6:2-4) De kristne i det første århundrede betragtede det tydeligvis som et privilegium at støtte den sande tilbedelse på disse måder.
Alligevel kan det måske undre os at Jehova har gjort netop dét at yde bidrag til en del af den sande tilbedelse. Vi vil se på fire grunde til at det forholder sig sådan.
Hvorfor vi giver bidrag
For det første har Jehova gjort dét at give bidrag til en del af den sande tilbedelse fordi det er godt for os selv. Det viser hvor meget vi værdsætter Guds godhed. Hvorfor stråler forældre for eksempel af glæde når deres barn har købt eller lavet en gave til dem? Er det fordi gaven opfylder et vigtigt behov som de ikke selv kunne have dækket på anden måde? Sandsynligvis ikke. Nej, forældrene glæder sig snarere over at deres barn er ved at opdyrke egenskaber som værdsættelse og gavmildhed. Det er af samme grund Jehova opmuntrer os til at være gavmilde, og det glæder ham når vi er det. Derved viser vi at vi værdsætter hans grænseløse godhed og gavmildhed. Han er giveren af „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. (Jakob 1:17) Vi vil altid have noget at takke ham for. Jehova har frem for alt ofret sin elskede søn ved at tillade at han døde så vi kunne opnå evigt liv. (Johannes 3:16) Vil vi nogen sinde kunne takke ham nok?
For det andet lærer vi at efterligne Jehova og hans søn, Jesus Kristus, på et vigtigt punkt hvis vi gør det til en vane at være gavmilde. Jehova giver konstant gaver, og han er altid gavmild. Som Bibelen siger, skænker han „liv og ånde og alting til alle“. (Apostelgerninger 17:25) Vi kan med rette takke ham for hvert et åndedrag, hver en mundfuld mad vi spiser, og hver en lykkelig stund vi oplever i livet. (Apostelgerninger 14:17) Jesus var gavmild ligesom sin Fader, og han gav uforbeholdent af sig selv. Var du klar over at det krævede noget af Jesus at udføre mirakler? Bibelen siger flere steder at ’der udgik en kraft fra ham’ når han helbredte syge. (Lukas 6:19; 8:45, 46) Jesus udtømte sin sjæl, sit liv, til døden. Så gavmild var han. — Esajas 53:12.
Hvad enten vi giver af vor tid, vore kræfter eller vore midler, efterligner vi altså Jehova og glæder hans hjerte. (Ordsprogene 27:11; Efeserne 5:1) Vi følger også det fuldkomne eksempel Jesus Kristus har sat for menneskene. — 1 Peter 2:21.
For det tredje er vi med til at dække et reelt og vigtigt behov når vi yder bidrag. Jehova kunne med lethed, uden vor hjælp, dække de behov der opstår i forbindelse med Rigets interesser, på samme måde som han kunne have fået stenene til at råbe i stedet for at bruge os til at forkynde ordet. (Lukas 19:40) Men Jehova har valgt at hædre os ved at give os disse forrettigheder. Når vi giver af vore midler til fremme af Rigets interesser, er det derfor tilfredsstillende at vide at vi derved har en reel andel i det mest betydningsfulde arbejde på jorden. — Mattæus 24:14.
Det er indlysende at det koster penge at finansiere Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelsesarbejde. I løbet af tjenesteåret 1995 brugte Selskabet næsten 60 millioner dollars (over 300 millioner kroner) til at understøtte specialpionerer, missionærer og rejsende tilsynsmænd i deres tildelte distrikter. Men det er en forholdsvis lille udgift i sammenligning med de udgifter der er forbundet med opførelse og drift af afdelingskontorer og trykkerier i hele verden. Alt dette er ikke desto mindre blevet muligt gennem frivillige bidrag!
Jehovas folk tænker ikke i almindelighed at de blot kan lade andre bære byrden hvis ikke de selv er velstående. En sådan holdning ville medføre at man gik glip af at være med i denne del af den sande tilbedelse. Ifølge apostelen Paulus levede de kristne i Makedonien i ’dyb fattigdom’. Alligevel bad de indtrængende om at måtte få lov til at yde bidrag. Og Paulus bevidnede at de gav „over evne“. — 2 Korinther 8:1-4.
For det fjerde har Jehova gjort dét at yde bidrag til en del af den sande tilbedelse fordi det er med til at gøre os lykkelige. Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Jehova har skabt os sådan, hvilket er endnu en grund til at uanset hvor meget vi giver ham, vil det aldrig kunne stå mål med den værdsættelse vi føler i vore hjerter. Jehova forventer dog ikke mere af os end vi evner. Vi kan være forvissede om at det fryder ham når vi med glæde giver hvad vi kan. — 2 Korinther 8:12; 9:7.
Velsignelser som følge af en gavmild indstilling
Hvad ville der være sket med enken i Zarepta hvis hun havde ment at en anden var bedre i stand til at give Elias et måltid mad? Så var hun gået glip af en stor velsignelse.
Der er ingen tvivl om at Jehova velsigner dem der viser en gavmild indstilling. (Ordsprogene 11:25) Enken i Zarepta led ikke afsavn fordi hun gav afkald på det hun troede var hendes sidste måltid. Som belønning udførte Jehova et mirakel: hendes mel og olie slap ikke op førend tørken var forbi. Men hun modtog en endnu større belønning, for da hendes søn blev syg og døde, vækkede Elias, den sande Guds mand, sønnen til live, hvilket i høj grad må have styrket hende åndeligt. — 1 Kongebog 17:16-24.
I dag forventer vi ikke at der sker mirakler. (1 Korinther 13:8) Men Jehova forsikrer os om at han vil tage sig af dem der helhjertet tjener ham. (Mattæus 6:33) Ligesom den gavmilde enke i Zarepta kan vi derfor være forvissede om at Jehova vil sørge for os, og at vi vil opleve store åndelige velsignelser. Vi vil, som Jesus anbefalede, holde øjet klart ved at fokusere det på Rigets interesser hvis vi giver bidrag efter et fast mønster og ikke blot efter en pludselig indskydelse. (Lukas 11:34; jævnfør Første Korintherbrev 16:1, 2.) Det vil også bevirke at vi føler os nærmere knyttet til Jehova og Jesus som deres medarbejdere. (1 Korinther 3:9) Det vil desuden bidrage til den gavmilde ånd der kendetegner dem der tilbeder Jehova jorden over.
[Ramme på side 31]
HVORDAN NOGLE VÆLGER AT GIVE BIDRAG
BIDRAG TIL DET VERDENSOMSPÆNDENDE ARBEJDE:
Mange sætter et beløb af på deres budget til at lægge i den bidragsbøsse der er mærket „Rigets arbejde — Mattæus 24:14“. Menighederne sender hver måned de indkomne beløb til Vagttårnets Selskab.
GAVER:
Frivillige pengebidrag kan sendes direkte til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 640-3468. Smykker og andre værdigenstande kan også gives som bidrag. Man bør dog i et medfølgende brev oplyse at der er tale om en gave.
FORSIKRINGSORDNINGER:
Vagttårnets Selskab kan indsættes som begunstiget til en livsforsikring eller privattegnet pensionsordning. I sådanne tilfælde bør Selskabet altid informeres på forhånd.
BANKKONTI, VÆRDIPAPIRER OG FAST EJENDOM:
Indeståender på bankkonti, værdipapirer samt letomsættelig fast ejendom kan overdrages til Vagttårnets Selskab. Også i disse tilfælde bør Selskabet først underrettes.
TESTAMENTER:
Man kan testamentere sin formue til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente — notartestamente anbefales. Det vil være praktisk at Selskabet og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument. Vi kan oplyse at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ikke skal svare arveafgift.
ANDRE MULIGHEDER (FORPLIGTELSESERKLÆRINGER OG ANDET):
Hos de ældste i den lokale menighed kan du få oplysning om andre muligheder for at yde bidrag.
Man kan få yderligere oplysninger og råd vedrørende gaver og testamenter ved at spørge menighedens ældste eller ved at skrive til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk.
HVILER PÅ FRIVILLIGE BIDRAG:
„Alt [dette] . . . udføres af frivillige medarbejdere, hvorved udgifterne holdes nede. Forkyndelsen fra hus til hus og uddelingen af bøger og blade udføres af ulønnede Jehovas vidner som selv afholder deres udgifter. De ældste der fører tilsyn i menighederne, assisteret af menighedstjenerne, får heller ingen betaling for deres tjeneste. De bærer selv de omkostninger der er forbundet dermed.
Selv medlemmerne af Det Styrende Råd og alle andre som er fuldtidsbeskæftigede med at udarbejde og fremstille bibelsk læsestof, får kun kost og logi og en lille godtgørelse til personlige fornødenheder. Det samme gælder de heltidsbeskæftigede rejsende tilsynsmænd. . . .
Ved alle Jehovas Vidners møder, både i den lokale menighed og ved stævnerne, er der opsat bidragsbøsser hvor man kan lægge et bidrag hvis man ønsker det. Der optages ingen kollekt. Der opkræves ingen tiende, intet medlemsbidrag.“ — Fra brochuren Jehovas Vidner — Forenede i hele verden for at gøre Guds vilje, side 28.