halvsøster (1 Mos. 20:12). Senere, under Moseloven, blev sådanne ægteskaber imidlertid direkte forbudt. (3 Mos. 18:9, 11) Den slags ægteskaber er heller ikke tilladt blandt kristne i dag. Ægteskab med en nær slægtning indebærer øget risiko for at skadelige arveanlæg gives videre til børnene.

Hvorfor var det ikke forkert at en broder og en søster giftede sig da menneskeheden endnu var ganske ung? Gud skabte Adam og Eva fuldkomne, og det var hans vilje at hele menneskeheden skulle nedstamme fra dem. (1 Mos. 1:28; 3:20) Det er derfor klart at der i nogen grad måtte indgås ægteskab mellem nært beslægtede, især i de første få generationer. Selv efter at synden var kommet ind i verden var der kun en forholdsvis lille risiko for udprægede misdannelser hos børn af de første generationer, eftersom menneskene var så tæt på den fuldkommenhed Adam og Eva havde haft. Dette ses også af at folk dengang levede så længe. (Se Første Mosebog 5:3-8; 25:7.) Men henved 2500 år efter at Adam syndede, forbød Gud ægteskab mellem nære slægtninge. På den måde blev børnene beskyttet og kønsmoralen blandt Jehovas tjenere højnet i forhold til kønsmoralen blandt de omboende folk som var moralsk fordærvede i enhver henseende. — Se Tredje Mosebog 18:2-18.

Hvordan kan man gøre et ægteskab bedre?

(1) Ved at studere Guds ord sammen og bede Gud om hjælp til at løse problemerne. — 2 Tim. 3:16, 17; Ordsp. 3:5, 6; Fil. 4:6, 7.

(2) Ved at respektere ledelsens princip. Dette giver manden et stort ansvar. (1 Kor. 11:3; Ef. 5:25-33; Kol. 3:19) Men det kræver også en alvorlig indsats fra hustruens side. — Ef. 5:22-24, 33; Kol. 3:18; 1 Pet. 3:1-6.

(3) Ved udelukkende at rette sin seksuelle interesse mod ægtefællen. (Ordsp. 5:15-21; Hebr. 13:4) Når man kærligt imødekommer ægtefællens behov, beskytter man vedkommende mod fristelser til umoralitet. — 1 Kor. 7:2-5.

(4) Ved at tale kærligt og hensynsfuldt til hinanden, så man undgår vredesudbrud, småskænderier og grove, kritiske bemærkninger. — Ef. 4:31, 32; Ordsp. 15:1; 20:3; 21:9; 31:26, 28.

(5) Ved flittigt og pålideligt at sørge for familien med hensyn til bolig, klæder og sund kost. — Tit. 2:4, 5; Ordsp. 31:10-31.

(6) Ved ydmygt at rette sig efter den bibelske vejledning, uanset om man synes at den anden gør alt hvad han eller hun burde. — Rom. 14:12; 1 Pet. 3:1, 2.

(7) Ved selv at opdyrke gode åndelige egenskaber. — 1 Pet. 3:3-6; Kol. 3:12-14; Gal. 5:22, 23.

(8) Ved at give eventuelle børn den kærlighed, oplæring og opdragelse de bør have. — Tit. 2:4; Ef. 6:4; Ordsp. 13:24; 29:15.

Ånd

Definition: Det hebraiske ord ruʹach og det græske pneuʹma, der ofte gengives med „ånd“, har flere betydninger, som alle sigter til noget der er usynligt for det menneskelige øje og vidner om en udfoldelse af kraft. De to ord bruges således om (1) vinden, (2) den aktive livskraft i jordiske skabninger, (3) den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får vedkommende til at tale og handle på en bestemt måde, (4) inspirerede udtalelser der kommer fra en usynlig kilde, (5) åndevæsener og (6) Guds virksomme kraft eller hellige ånd. Flere af disse betydninger behandles her i forbindelse med spørgsmål der kan opstå i forkyndelsen.

Hvad er den hellige ånd?

En sammenligning af skriftsteder hvori den hellige ånd omtales, viser at den kan ’fylde’ mennesker og at de kan blive ’døbt’ og ’salvet’ med den. (Luk. 1:41; Matt. 3:11; Apg. 10:38) Ingen af disse udtryk ville passe hvis den hellige ånd var en person.

Jesus omtalte ganske vist den hellige ånd som en „hjælper“ (græsk: paraʹklētos), og han sagde at denne hjælper ville „lære“, „vidne“, „tale“ og ’høre’. (Joh. 14:16, 17, 26; 15:26; 16:13) Men det er ikke usædvanligt at noget personificeres