hvoraf filistrene var det stærkeste eller det første der bosatte sig i Kana’an, og at dét derfor blev det dominerende folk som Filisterlandet fik navn efter, skønt betegnelsen keretitter ikke helt forsvandt. Ifølge denne opfattelse betyder de førnævnte profetier af Ezekiel og Zefanias at Jehova ville bringe hævn og ve over alle indbyggerne i Filisterlandet, både filistrene og keretitterne. Det var øjensynlig babylonierne der blev benyttet ved opfyldelsen af disse profetier.

Nogle af keretitterne kæmpede i Davids hær, og sammen med peletitterne (som de ofte nævnes i forbindelse med) gjorde de måske tjeneste i den kongelige livvagt under Benaja. (2Sa 8:18; 20:23; 1Kr 18:17; jf. 2Sa 23:22, 23; 1Kr 11:25.) Som følge heraf søger nogle forskere at forbinde dem med „den kariske livvagt“ på præsten Jojadas tid, over 100 år senere. (2Kg 11:4, 19; se KARISKE LIVVAGT, DEN.) Keretitterne på Davids tid var trods deres tydeligvis fremmede herkomst ikke blot lejesoldater der kun tjente for personlig vindings skyld (som det ofte er blevet påstået), men de nærede dyb hengivenhed for David som Jehovas salvede. Dette kom tydeligt til udtryk ved at de forblev trofaste mod David da han var nødt til at flygte fra Jerusalem fordi „Israels mænds hjerte“ var med oprøreren Absalom. (2Sa 15:13, 18) Senere hjalp keretitterne loyalt med at nedkæmpe benjaminitten Sjebas oprør, og på samme måde støttede de Salomon, som David havde udvalgt til sin efterfølger på tronen. — 2Sa 20:7; 1Kg 1:38, 39, 44.

(Keʹrijot) [stæder, byer].

Et sted der nævnes i to profetier mod Moab. (Jer 48:24; Am 2:2) Byens navn kan tyde på at den omfattede adskillige mindre byer. Det vides ikke med sikkerhed hvor Kerijot lå. Nogle forskere har forsøgsvis identificeret den med Saliya, et sted der ligger ca. 16 km østsydøst for Dibon (Dhiban) og nord for Arnon. Andre mener at Kerijot kan være den samme som Ar, syd for Arnon. Sidstnævnte antagelse synes at finde støtte i at Ar og Kerijot, der ellers nævnes som vigtige byer (jf. Am 2:1-3; 5Mo 2:9, 18), aldrig anføres sammen de steder hvor de moabitiske byer opregnes. — Jf. Es 15 og 16; Jer 48.

Mesjastelen giver intet fingerpeg om hvor Kerijot lå, men den nævner at der var en helligdom for guden Kemosj på stedet.

(Keʹrijot-Hezʹron) [Hezrons byer].

Et andet navn for Hazor (nr. 3), en by i Juda som foreløbig er blevet identificeret med Khirbet el-Qaryatein (Tel Qeriyot), ca. 20 km syd for Hebron. — Jos 15:25.

(Keʹros) [muligvis: krummet].

Grundlæggeren af en slægt af netinim-folk hvoraf nogle var blandt dem der sammen med Zerubbabel vendte tilbage til Jerusalem og Juda efter landflygtigheden i Babylon. — Ezr 2:1, 2, 43, 44; Ne 7:6, 7, 46, 47.

1. (keruʹb). En åndeskabning af høj rang som har særlige opgaver, og som adskiller sig fra serafernes orden. Keruberne omtales 92 gange i Bibelen. Det første sted er i 1 Mosebog 3:24, hvor der siges at Gud, efter at have drevet Adam og Eva ud af Eden, anbragte keruber (hebr.: keruvīmʹ) med et flammende sværdblad ved indgangen øst for haven „til at vogte vejen til livets træ“. Om det var mere end to keruber, siges ikke.

Udstyret i tabernaklet der blev rejst i ørkenen, indbefattede fremstillinger eller afbildninger af keruber. På låget af pagtens ark var der to keruber i udhamret guld, én i hver ende. De vendte mod hinanden og bøjede sig ind over låget i en tilbedende stilling. De havde hver to vinger der var udbredt opefter, og hvormed de skærmende dækkede over låget. (2Mo 25:10-21; 37:7-9) På tabernaklets indre teltduge og på forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste var der broderet billeder af keruber. — 2Mo 26:1, 31; 36:8, 35.

Disse keruber var ikke, som nogle hævder, groteske figurer der var en efterligning af de omboende hedenske folkeslags uhyrlige vingede afguder. Ifølge den jødiske overleverings enstemmige vidnesbyrd (Bibelen er tavs om sagen) havde keruberne menneskeskikkelse. De var dygtigt udførte kunstværker som forestillede engle af fuldendt skønhed, og var indtil mindste detalje lavet efter det „forbillede“ som Moses havde fået af Jehova selv. (2Mo 25:9) Apostelen Paulus beskriver dem som „de herlige keruber, som overskyggede sonedækket“. (He 9:5) Disse keruber var forbundet med Jehovas nærværelse: „Og jeg vil mødes med dig dér og tale med dig fra stedet over låget, fra stedet mellem de to keruber som er på Vidnesbyrdets ark.“ (2Mo 25:22; 4Mo 7:89) Jehova blev derfor omtalt som den der „troner på [el.: mellem] keruber“. (1Sa 4:4; 2Sa 6:2; 2Kg 19:15; 1Kr 13:6; Sl 80:1; 99:1; Es 37:16) Keruberne repræsenterede i symbolsk forstand „stridsvognen“ som Jehova kørte med (1Kr 28:18), og deres vinger var både et udtryk for skærmende beskyttelse og hurtig bevægelse. Da David i en sang beskrev den fart hvormed Jehova kom ham til hjælp, sagde han derfor at Jehova „blev båret af sted af keruber og kom flyvende, ja, kom til syne på ånders vinger“. — 2Sa 22:11; Sl 18:10.