Folk havde ladet deres indstilling til Jesus blive formet af de religiøse ledere der hadede ham fordi han havde afsløret dem som falske lærere hvis handlinger ikke var i harmoni med deres påstand om at de var den sande Guds repræsentanter. Jesus havde rent ud sagt til dem: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering? I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Mattæus 15:3, 7-9.

De religiøse ledere hadede i den grad Jesus og de sandheder han forkyndte, at de sammensvor sig om at dræbe ham, og de anstrengte sig for på enhver måde at vende folk imod ham. I dag modstår mange religiøse ledere Jehovas vidner med samme styrke. Og som det var tilfældet med de første kristne, bliver Jehovas vidner også „modsagt“ overalt. Men er det klogt at lade denne modstand, der er så almindelig, forme din tankegang?

Jehovas vidner forkynder de samme bibelske sandheder om Guds rige som Jesus og hans apostle forkyndte. I hundredtusindvis af mennesker tager overalt i verden imod denne gode nyhed på trods af stærk modstand fra venner, slægtninge og religiøse ledere. De der tager imod Rigets budskab har fået tilfredsstillende beviser for at det er sandheden, og de er besluttede på at holde fast ved denne sandhed.

Hvorfor da være ligesom dem der i det første århundrede tillod at andre drog dem bort fra de livgivende bibelske sandheder som de modtog gennem Jesu Kristi upopulære disciple? Fortsæt i stedet med at studere Bibelen med Jehovas vidner, og benyt Guds skrevne ord til at overbevise dig selv om at det du lærer virkelig er sandheden. (Johannes 8:32) Hold ved Guds hjælp fast ved sandheden.

Spørgsmål fra læserne

■ Hvad menes der når der i Anden Samuelsbog 18:8 står: „Skoven fortærede . . . flere af folkene end sværdet gjorde den dag“?

Kong Davids kønne søn Absalom tilranede sig tronen og tvang sin fader til at flygte fra Jerusalem. Derefter blev der i Efraims skov (som muligvis lå øst for Jordanfloden) udkæmpet et slag mellem Absaloms hær og de styrker der var loyale mod David, Jehovas salvede konge. Beretningen fortæller i Anden Samuelsbog 18:6, 7 at Davids mænd i den bitre kamp slog 20.000 af oprørerne ihjel. I den sidste del af det følgende vers står der så: „Skoven fortærede desuden flere af folkene end sværdet gjorde den dag.“

Nogle har fremsat den teori at dette betyder at de oprørske krigere blev fortæret af nogle af skovens vilde dyr. (1 Samuel 17:36; 2 Kongebog 2:24) Men ordene betyder ikke nødvendigvis at krigerne bogstaveligt blev fortæret af dyr, lige så lidt som „sværdet“ bogstaveligt fortærede dem der faldt i kampen. Beretningen siger: „Kampen dér spredte sig efterhånden over hele landets flade.“ En mere sandsynlig forklaring er derfor at Absaloms besejrede mænd, der flygtede i panik gennem det skovbevoksede klippeterræn, måske faldt i skjulte gruber eller klippespalter, eller sad fast i den tætte underskov. Interessant nok nævnes det senere i beretningen at Absalom selv mødte sit endeligt i skoven. Øjensynlig på grund af sit lange hår er han kommet til at hænge fast i et stort træ, så han ikke kunne forsvare sig da Joab og hans mænd kom og tildelte ham dødsstødet. Absaloms lig ’blev kastet i en stor grube i skoven og der blev rejst en meget stor stendysse over ham’. — 2 Samuel 18:9-17.