Det kaldte de underholdning

LUFTEN i amfiteatret var ladet med spænding. Titusinder var samlet til et af de mest spændende optrin i det gamle Rom. Vimpler, roser og farvede gobeliner smykkede arenaen. Parfumeret vand sprøjtede ud af fontæner og spredte en ganske svag duft. De rige var klædt i deres prægtigste dragter. Fra mængden hørtes snak og højrøstet latter, men denne munterhed stod i skarp kontrast til det der snart skulle ske.

Der lød et ildevarslende hornsignal som kaldte to gladiatorer til kamp. Tilskuerne blev nærmest som besatte da de kæmpende med nådeløs vildskab begyndte at gøre udfald mod hinanden. Klangen af sværdene kunne næsten ikke høres for tilskuernes øredøvende tilråb. Pludselig, med en hurtig manøvre, strakte den ene gladiator sin modstander til jorden. Den fældede gladiators skæbne lå nu i tilskuernes hænder. Hvis de viftede med deres lommetørklæder, fik han lov at leve. Med en fælles gestus med tommelfingeren gav forsamlingen, også kvinder og unge piger, ordre til dødsstødet. Kort efter blev den livløse krop trukket ud af arenaen, det blodige sand blev skovlet væk, og der blev strøet nyt sand ud mens tilskuerne gjorde sig klar til resten af blodbadet.

For mange af datidens romere var dette underholdning. „End ikke de strengeste moralister gjorde nogen indsigelser mod denne forkærlighed for blodsudgydelser,“ siger bogen Rome: The First Thousand Years. Gladiatorkampene var blot ét af de dekadente forlystelsestilbud i Rom. Der blev også arrangeret ægte søslag som underholdning for blodtørstige tilskuere. Man havde desuden offentlige henrettelser hvor en dømt forbryder blev bundet til en pæl og fortæret af udhungrede vilde dyr.

Til dem der var knap så blodtørstige, kunne Rom tilbyde et udvalg af skuespil. I pantomimespillene — korte stykker om hverdagslivet — var „ægteskabsbrud og kærlighedsaffærer hovedtemaet,“ har Ludwig Friedländer skrevet i Sittengeschichte Roms (En sædeskildring af Rom). „Sproget var fyldt med vulgære vendinger, og den grovkornede humor med et væld af grimasser, uanstændige gestus, og, frem for alt, grotesk dans til fløjtespil.“ Ifølge The New Encyclopædia Britannica er der „beviser for at der i det romerske rige faktisk blev vist utugt på scenen“. Med god grund kaldte Friedländer disse stykker for „de frimodigste og skammeligste blandt farcer hvad umoralitet og uanstændighed angår“.a Og han tilføjer: „De mest uanstændige scener var dem der fik størst bifald.“

Hvordan forholder det sig i dag? Har folks smag hvad underholdning angår, ændret sig væsentligt? Overvej engang de vidnesbyrd der fremholdes i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 3]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck

Hvad er der sket med underholdningen?

HVORDAN kunne de gamle romere, mens deres kultur angiveligt var på sit højeste, betragte medmenneskers pinsler som underholdning? „Det kan kun forklares med et behov for nye og kraftigere stimulanser,“ skriver Gerhard Uhlhorn i The Conflict of Christianity With Heathenism. „Folk var mætte af enhver form for fornøjelse og søgte . . . en spænding som de ikke længere kunne finde på anden måde.“

Mange i vor tid har et lignende „behov for nye og kraftigere stimulanser“. Sandt nok flokkes de næppe for at betragte ægte myrderier og slibrigheder, men deres valg af underholdning afslører alligevel en tilsvarende optagethed af vold og sex. Overvej følgende.

Film. I de senere år har filmskaberne demonstreret „en forkærlighed for det perverse,“ udtaler filmanmelderen Michael Medved. „Filmverdenens budskab,“ tilføjer han, „synes at være at skildringer af grusomhed og psykopatisk adfærd fortjener større opmærksomhed og respekt end ethvert forsøg på at skildre det ædle og gode.“

Konkurrencen fra fjernsynet har tvunget filmproducenterne til nærmest at overskride alle grænser for at få folk til at gå i biografen. „Vi er nødt til at lave film med bid i; de skal være stærke og skille sig ud fra alt det som folk ser i fjernsynet,“ siger direktøren for et filmselskab. „Det er ikke fordi vi kun kan lave noget med splattereffekter og et [grimt] sprog, men det er det der skal til for at lancere en film.“ Ja, de færreste lader sig chokere af endda meget udpenslet filmvold. „Folk bliver immune over for effekter,“ siger instruktør Alan J. Pakula. „Dødstallene er firdoblet, eksplosionskraften er øget med flere megatons, og folk er også blevet kolde over for det. De har udviklet en umættelighed efter brutale indtryk.“

Fjernsynet. Utilslørede skildringer af sex i fjernsynet er nu almindelige i mange dele af verden, deriblandt Brasilien, Europa og Japan. På blot ét år vil gennemsnitsseeren i USA være stødt på cirka 14.000 skildringer eller omtaler af sex i fjernsynet. „Antallet af seksuelle temaer og de tydelige skildringer deraf synes ikke at være for nedadgående,“ rapporterer et forskerhold. „Tidligere tabuemner som incest, sadomasochisme og homoseksualitet er blevet lokkemad i den bedste sendetid.“

Ifølge bogen Watching America er der en grund til at fjernsynet tillader galskaben. Bogen siger: „Sex sælger. . . . Da tv-stationerne og produktionsselskaberne opdagede at det tiltalte flere seere end det frastødte, fik de langsomt øget deres produkts salgspotentiale ved at tillade at flere og flere tabuer blev overtrådt på en stadig mere utilsløret måde.“

Computerspil. De forholdsvis uskyldige Pac-Man og Donkey Kong har måttet vige for en ny type voldsomt sadistiske spil. Professor Marsha Kinder siger at disse spil er „værre end tv- og biograffilm“. De formidler „det budskab at man kun kan opnå magt gennem vold“.

På grund af det offentliges bekymring er en førende producent i USA nu begyndt at bruge et mærkningssystem på sine computerspil. Et „MA-17“-mærkat indikerer at det er et voksenspil uegnet for alle under 17 år, da det kan indeholde bandeord og stærk vold og sex. Nogle frygter imidlertid at en sådan mærkning kun vil gøre spillet mere attraktivt. En ung mand der er meget begejstret for at spille, siger: „Hvis jeg var 15 og så et spil med ’MA-17’-mærkat, ville jeg for enhver pris have fat i det.“

Musik. Et tidsskrift der analyserer indholdet af populær musik, hævder at ved slutningen af 1995 var kun 10 plader fra top 40-listen fri for bandeord og omtale af stoffer, vold eller sex. „Den musik der henvender sig til de helt unge, er chokerende; en stor del af den er direkte nihilistisk,“ rapporterer St. Louis Post-Dispatch. „Den [musik] nogle unge tiltrækkes af, er fuld af vrede og håbløshed og fremmer den opfattelse at verden og lytteren er fortabt.“

„Dødsmetal“, grunge og gangsta-rap synes at svælge i vold. Og ifølge en artikel i San Francisco Chronicle „forudsiger mange inden for underholdningsbranchen at de værste af grupperne er på vej mod toppen“. Sange der ophøjer vrede og død, er nu blevet populære i Australien, Europa og Japan. Nogle grupper har ganske vist forsøgt sig med et mere afdæmpet budskab. Avisen bemærker dog: „Vidnesbyrdene peger på at der ikke er et særlig stort marked for uskyld.“

Computere. Computeren er et værdifuldt og gavnligt redskab. Den er imidlertid også blevet brugt af nogle til at sprede underlødigt materiale. For eksempel nævner bladet Maclean’s at dette indbefatter „billeder og tekster om alt fra bizarre feticher til prostitution og pædofili — stof som ville chokere mange voksne, for slet ikke at tale om deres børn“.

Læsestof. Mange populære bøger er sprængfyldt med sex og vold. Et nyligt påhit i USA og Canada er blevet kaldt „chokfiktion“ — skrækkelige gyserhistorier der som målgruppe har børn helt ned til otteårsalderen. Diana West, der skriver i New York Teacher, hævder at disse bøger „gør de helt unge ufølsomme og forkrøbler deres åndelige liv før det er begyndt“.

Mange tegneserier der udgives i Hongkong, Japan og USA, skildrer „indædte og brutale krige, kannibalisme, halshugning, satanisme, voldtægt og brugen af bandeord,“ viser en undersøgelse foretaget af National Coalition on Television Violence (NCTV). „Intensiteten af volden og de fornedrede sexbeskrivelser i disse blade er forfærdende,“ siger dr. Thomas Radecki, forskningsleder ved NCTV. „Det viser hvor ufølsomme vi har tilladt os selv at blive.“

Nødvendigt at være på vagt

Verden af i dag er tydeligvis optaget af sex og vold, og det afspejles i underholdningsindustrien. Situationen minder om det som den kristne apostel Paulus beskriver: „Da de har mistet al moralsk sans, har de givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed.“ (Efeserne 4:19) Af gode grunde er mange i dag på udkig efter noget bedre. Er du også det? Hvis du er, vil det glæde dig at vide at det er muligt at finde sund underholdning, hvilket den følgende artikel vil vise.

[Ramme/illustration på side 5]

Fjernsynet — en mulig fare

I USA fik fjernsynet sin offentlige debut i 1939 ved verdensudstillingen i New York. En af de tilstedeværende journalister udtrykte sin skepsis angående fremtiden for dette nye påfund. „Problemet med fjernsynet,“ skrev han, „er at folk skal sidde og stirre på en skærm; det har den amerikanske gennemsnitsfamilie ikke tid til.“

Som bekendt tog han fejl. Det siges at når gennemsnitseleven i USA går ud af skolen, vil han have brugt 50 procent mere tid foran fjernsynet end foran læreren. „Børn der ser meget fjernsyn, er mere aggressive, mere pessimistiske, vejer mere, har en ringere forestillingsevne, er mindre medfølende og knap så dygtige elever som dem der ikke ser så meget fjernsyn,“ hævder ph.d. Madeline Levine i sin bog Viewing Violence.

Hvilke råd kan hun give? „Børn må lære at fjernsynet, ligesom ethvert andet apparat i huset, har en særlig funktion. Vi lader ikke hårtørreren være tændt efter at håret er tørt, eller brødristeren brænde videre når brødet er ristet. Vi ved, hvad disse apparater bruges til og hvornår de skal slukkes. Vore børn må lære det samme om fjernsynet.“

[Ramme/illustrationer på side 7]

Underholdning forskellige steder i verden

Vågn op!-korrespondenter fra forskellige dele af verden er blevet bedt om at beskrive de lokale underholdningsmæssige tendenser. Her følger nogle af deres kommentarer.

Brasilien: „Tv-udsendelserne er blevet mere og mere fordærvede. Mange forældre er udearbejdende, og børnene overlades derfor ofte til at underholde sig foran fjernsynet. Videospil der skildrer rå vold, og cd-rommer med okkulte temaer er blevet meget populære.“

Tjekkiet: „Siden kommunismens fald er landet blevet oversvømmet med underholdning som vi aldrig tidligere har set det, deriblandt vestlige tv-programmer og pornobutikker. Unge går på diskoteker, i billardklubber og på barer. Den pågående reklamevirksomhed og gruppepresset har en meget stærk indflydelse på dem.“

Tyskland: „Desværre er mange forældre for trætte til at finde på underholdning for deres børn, så de unge søger ofte sammen for at hygge sig. Nogle isolerer sig med computerspil. Andre går til natlange technofester (raves) hvor der er et udbredt stofmisbrug.“

Japan: „Tegneserier er meget populære blandt unge og voksne, men de er ofte fyldt med vold, umoralitet og et dårligt sprog. Det er også almindeligt at spille hasard. En anden foruroligende tendens er at nogle piger ringer til annoncerede numre på telefonklubber for mænd med umoralske hensigter. Nogle ringer blot for sjov, mens andre går med til at mødes med én mod et vist beløb. Det har i nogle tilfælde ført til prostitution.“

Nigeria: „Ukontrollerede videoteatre dukker op overalt i Vestafrika. I disse faldefærdige skure er der fri adgang for alle, også børn. Der vises regelmæssigt pornofilm og skrækfilm. Lokalt producerede film der vises i fjernsynet, indeholder ofte spiritistiske scener.“

Sydafrika: „Der arrangeres mange technofester her, og ved disse er der nem adgang til narkotiske stoffer.“

Sverige: „I Sverige er det populært at gå på barer og natklubber, og kriminelle og narkohandlere færdes ofte disse steder. Film i fjernsynet og på video er fyldt med vold, spiritisme og umoralitet.“

Du kan finde sund underholdning

BIBELEN fordømmer ikke fornøjelsen ved underholdning og siger heller ikke at adspredelse er spild af tid. Tværtimod siger Prædikeren 3:4 at der er „en tid til at le“ og „en tid til at danse omkring“.a I fortiden fornøjede Guds folk, Israel, sig med forskellige former for adspredelse, deriblandt musik, dans og leg. Jesus var med til en stor bryllupsfest og, ved en anden lejlighed, „et stort selskab“. (Lukas 5:29; Johannes 2:1, 2) Bibelen taler altså ikke imod det at man morer sig.

Men eftersom meget af vor tids underholdning forherliger en adfærd som mishager Gud, må vi spørge: Hvordan kan man sikre sig at ens norm for underholdning forbliver sund?

Vær selektiv

Når kristne vælger underholdning, vil de lade sig lede af bibelske principper. For eksempel skrev salmisten David: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Salme 11:5) Og Paulus skrev til kolossenserne: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen . . . I [skal] aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale.“ — Kolossenserne 3:5, 8.

Meget af den underholdning der tilbydes i dag, går stik imod denne inspirerede vejledning. ’Men jeg kunne aldrig finde på selv at gøre det jeg ser i filmen,’ vil nogle måske indvende. Det er sikkert sandt nok. Men selv om den underholdning du vælger, ikke fortæller hvilken slags menneske du bliver, så fortæller den måske noget om hvilken slags menneske du allerede er. Det kunne for eksempel afsløre om du er blandt dem der „elsker vold“, eller som er optaget af ’utugt, seksuel lidenskab, havesyge og skammelig tale’, eller om du er blandt dem der oprigtigt ’hader det onde’. — Salme 97:10.

Paulus skrev til filipperne: „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.

Men betyder dette skriftsted så at alle film, bøger eller tv-udsendelser der handler om en eller anden uretfærdighed, måske en forbrydelse, automatisk er forkastelige? Eller er alle komedier og underholdende udsendelser bandlyst fordi de ikke er „af alvorlig betydning“? Nej, for sammenhængen viser at Paulus ikke talte om underholdning, men om det som hjertet grunder over — hvilket bør være noget der behager Jehova. (Salme 19:14) Men Paulus’ ord kan hjælpe os når vi vælger underholdning. Ud fra princippet i Filipperbrevet 4:8 kan vi spørge os selv: ’Får mit valg af underholdning mig til at grunde over noget som ikke er rent?’ Hvis det er tilfældet, må vi gøre forandringer.

Når kristne bedømmer underholdning, bør de imidlertid ’lade deres rimelighed blive kendt for alle’. (Filipperne 4:5) Der er tydeligvis ekstreme former for underholdning som helt klart er upassende for sande kristne. Når man ser bort fra disse, bør hver enkelt nøje overveje hvad han vil gøre og derefter træffe beslutninger der giver ham en ren samvittighed over for Gud og mennesker. (1 Korinther 10:31-33; 1 Peter 3:21) Det vil ikke være rigtigt at dømme andre i mindre spørgsmål eller at diktere andre hvilke regler de bør følge.b — Romerne 14:4; 1 Korinther 4:6.

Forældrenes rolle

Hvad underholdning angår, spiller forældrene en vigtig rolle. Paulus skrev: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) Forældre er altså ikke blot forpligtede til at dække deres families materielle behov, men også dens åndelige og følelsesmæssige behov. Det indbefatter muligheder for sund adspredelse. — Ordsprogene 24:27.

Det hænder at denne side af familielivet forsømmes. En missionær i Nigeria siger: „Desværre anser nogle forældre adspredelse for at være spild af tid. Det resulterer i at deres børn overlades til sig selv og derfor finder de forkerte venner og den forkerte form for underholdning.“ Forældre, lad ikke dette ske for jer! Forvis jer om at jeres børn deltager i sund adspredelse som opbygger dem.

Et advarende ord er dog på sin plads. Kristne bør ikke blive som de mange i dag der er „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:1-4) Underholdning bør holdes på den rette plads. Den bør krydre ens tilværelse, ikke dominere den. Børn såvel som voksne har altså brug for både den rette form for underholdning og den rette mængde. — Efeserne 5:15, 16.

Andre fornøjelige aktiviteter

En stor del af den moderne underholdning lærer folk at være passive frem for aktive. Tag for eksempel fjernsynet. Bogen What to Do After You Turn Off the TV siger: „Selve [fjernsynets] beskaffenhed lærer os at være passive: Underholdning og undervisning kommer til os uden at vi behøver at gøre noget for det; det er ikke noget vi selv skaber.“ Selvfølgelig skal der også være rum for passiv underholdning, men hvis den optager for meget tid, går man glip af spændende muligheder.

Forfatteren Jerry Mander, der siger at han er „fra generationen før tv’et“, beskriver de perioder med kedsomhed som han til tider oplevede i sin barndom: „Det resulterede i en vis uro,“ siger han. „Det var yderst ubehageligt, så ubehageligt at jeg måtte handle — jeg måtte gøre noget. Jeg ringede måske til en ven. Gik udenfor. Jeg fandt måske på at spille bold eller at læse; jeg ville bare lave et eller andet. Når jeg ser tilbage på disse kedsommelige stunder hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle foretage mig, ser jeg dem som et dyb hvorfra min kreativitet udsprang.“ I dag, siger Mander, bruger børn fjernsynet som et hurtigtvirkende middel mod kedsomhed. „Fjernsynet udelukker både den uro og den kreativitet der ellers kunne opstå,“ tilføjer han.

Mange har således opdaget at aktiviteter der kræver medvirken og udelukker passivitet, kan være mere tilfredsstillende end de havde forestillet sig. Nogle kan godt lide at læse højt sammen med andre. Andre har fået sig en hobby, som for eksempel at spille på et instrument eller male billeder. Man kan desuden arrangere hyggelige sammenkomster.c (Lukas 14:12-14) Adspredelser i det fri er også gavnlige. En Vågn op!-korrespondent i Sverige fortæller: „Nogle familier tager på camping- eller fisketur, går ture i skoven, sejler i kano, vandrer i fjeldene og så videre. Det er de unge meget begejstrede for.“

At der findes nedbrydende elementer i underholdning, bør ikke overraske os. Apostelen Paulus skrev at folk fra nationerne „vandrer i deres sinds frugtesløshed“. (Efeserne 4:17) Vi kan derfor kun forvente at meget af det de finder underholdende, hører til „kødets gerninger“. (Galaterne 5:19-21) Kristne kan imidlertid opøve sig selv til at træffe fornuftige afgørelser med hensyn til kvaliteten og kvantiteten af deres adspredelser. De kan også gøre fornøjelserne til et familieanliggende og kan give sig i kast med nye aktiviteter som virker forfriskende og vil blive til gode minder. Ja, du kan finde sund underholdning.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 9]

Sund underholdning kan være opbyggende