Hvad siger Bibelen?

Taler Bibelen imod uddannelse?

„Kun den uvidende foragter uddannelse.“ — Publilius Syrus, Moral Sayings, det første århundrede før vor tidsregning.

BIBELEN tilskynder os til at ’værne om praktisk visdom og evnen til at tænke’. (Ordsprogene 3:21) Kundskabens Gud, Jehova, ønsker tilbedere der er godt oplært. (1 Samuel 2:3; Ordsprogene 1:5, 22) Umiddelbart synes nogle skriftsteder i Bibelen dog at give et andet indtryk. For eksempel henviser apostelen Paulus til sin tidligere levevis, deriblandt sin højere uddannelse, og siger: ’Jeg anser det for en bunke affald.’ (Filipperne 3:3-8) I et andet inspireret brev hævder han at „denne verdens visdom er . . . tåbelighed i Guds øjne“. — 1 Korinther 3:19.

Vil det sige at Bibelen taler imod uddannelse? Hvor langt skal en kristen gå i sin stræben efter en verdslig uddannelse? Skal han nøjes med den obligatoriske skolegang, eller skal han videreuddanne sig?

Uddannelse i det første århundrede

De første kristne havde en vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund. I visse fremtrædende mænds øjne var de galilæiske apostle Peter og Johannes blot „ulærde og almindelige mennesker“. (Apostelgerninger 4:5, 6, 13) Betyder det at disse to mænd var uskolede eller analfabeter? Nej, det betød blot at de ikke var blevet uddannet på en af de højere jødiske skoler i Jerusalem. Det disse to frimodige repræsentanter for kristendommen senere skrev, bekræfter at de var veluddannede og dygtige, idet de formåede at give en klar fremstilling af Skriften. De havde blandt andet fået en praktisk oplæring i at sørge for deres familiers materielle behov. De var kolleger og havde tilsyneladende en indbringende virksomhed med fiskeri. — Markus 1:16-21; Lukas 5:7, 10.

Lukas, den discipel som har skrevet et af evangelierne og bogen Apostelgerninger, havde derimod fået en højere uddannelse. Han var læge. (Kolossenserne 4:14) Hans lægelige baggrund skinner tydeligt igennem i hans inspirerede skrifter. — Lukas 4:38; 5:12; Apostelgerninger 28:8.

Før apostelen Paulus blev kristen, var han elev af en af datidens dygtigste lærere, Gamaliel, som oplærte ham i den jødiske lov. (Apostelgerninger 22:3) Paulus har sikkert fået det der i dag ville svare til en universitetsuddannelse. For unge mennesker i det jødiske samfund var det desuden en ære at lære et fag, også selv om man senere i livet fik en højere uddannelse. Som dreng blev Paulus øjensynlig oplært som teltmager, hvilket satte ham i stand til at klare sig selv da han senere tog heltidstjenesten op.

Ikke desto mindre erkendte Paulus at selv om verdslig uddannelse er nødvendig, er den af begrænset værdi i forhold til den langt større værdi kundskaben om Gud har. Derfor er det ifølge Bibelen vigtigere at opnå kundskab om Gud og om Kristus. Kristne i dag gør vel i at have denne realistiske holdning til verdslig uddannelse. — Ordsprogene 2:1-5; Johannes 17:3; Kolossenserne 2:3.

Man må omhyggeligt overveje tingene

For nogle kristne har en supplerende uddannelse, enten i form af en boglig eller en faglig uddannelse, hjulpet dem til at sørge for deres families materielle behov. Det er godt og rigtigt at tage sig af sin familie, for det er en hellig pligt at ’sørge for sin husstand’. (1 Timoteus 5:8) At opnå de færdigheder der sætter en i stand til dette, er et udtryk for praktisk visdom.

De der føler at det ikke er nok med en grundlæggende uddannelse for at nå dette mål, må afveje fordele med ulemper. Af fordele ved at videreuddanne sig kan nævnes at man ofte har nemmere ved at finde et arbejde som sætter en i stand til at sørge for sig selv og sin familie samtidig med at man er nidkært optaget af den kristne tjeneste. Desuden vil man måske også kunne hjælpe andre materielt, idet man da „har noget at dele ud af til den som er i nød“. — Efeserne 4:28.

Men der kan også være nogle ulemper. Hvilke? Man kunne blive udsat for en undervisning som svækker ens tro på Gud og på Bibelen. Paulus advarede kristne om at være på vagt over for „den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“ og „den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. (1 Timoteus 6:20, 21; Kolossenserne 2:8) Det kan ikke nægtes at nogle former for uddannelse kan skade den kristnes tro. De der overvejer en tillægsuddannelse, må være opmærksomme på en sådan fare.

Moses blev „oplært i al ægypternes visdom“, men forblev stærk i troen trods en uddannelse som uden tvivl har indbefattet en polyteistisk, gudvanærende lære. (Apostelgerninger 7:22) Uanset i hvilke omgivelser kristne i dag befinder sig, passer de også på ikke at bukke under for usund påvirkning.

En anden mulig fare ved efteruddannelse er at kundskab kan gøre en opblæst, eller indbildsk. (1 Korinther 8:1) Mange uddanner sig af selviske grunde, og selv de der oprigtigt søger at opnå kundskab, kan med tiden komme til at føle sig overlegne og betydningsfulde. En sådan holdning har ikke Guds behag. — Ordsprogene 8:13.

Tænk for eksempel på farisæerne. Medlemmer af denne fremtrædende religiøse sekt roste sig af deres lærdom og foregivne retfærdighed. De var godt kendt med de mange rabbinske overleveringer, og de så ned på den jævne mand, der ikke havde så høj en uddannelse. For dem var almindelige mennesker uvidende, foragtelige og tilmed forbandede. (Johannes 7:49) Desuden elskede de penge. (Lukas 16:14) Deres eksempel viser at uddannelse kan gøre én stolt eller pengekær hvis man har de forkerte motiver. Når en kristen skal afgøre arten og omfanget af den uddannelse han ønsker, gør han derfor klogt i at spørge sig selv: ’Hvad er mine bevæggrunde?’

En personlig afgørelse

Ligesom det var tilfældet i det første århundrede, har kristne i dag en vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Unge mennesker der går ud af folkeskolen, må i samråd med deres forældre vælge om de vil videreuddanne sig eller ej. Voksne som er interesserede i at forbedre deres økonomiske situation så de bedre kan sørge for deres familie, vil måske også betragte en supplerende uddannelse som en mulig løsning.a Nogle boglige uddannelser lægger imidlertid mere vægt på intellektuelle færdigheder end på erhvervsmæssig eller faglig kunnen. Man opdager måske efter at man har brugt lang tid på at få en sådan uddannelse, at man mangler praktisk erfaring. Nogle vælger derfor at tage en faglig efteruddannelse eller at gå på teknisk skole i håb om nemmere at kunne finde arbejde bagefter.

Det er imidlertid en personlig afgørelse om man vælger det ene eller det andet. Kristne skal ikke dømme eller kritisere hinanden i spørgsmålet om uddannelse. Jakob skrev: „Hvem er du, at du dømmer din næste?“ (Jakob 4:12) Hvis en kristen tænker på at tage en supplerende uddannelse, gør han klogt i at ransage sig selv og sine motiver for at sikre at det ikke er selviske, materialistiske interesser der driver ham.

Bibelen tilskynder tydeligvis til at man har et ligevægtigt syn på uddannelse. Kristne forældre erkender at en åndelig uddannelse baseret på Guds inspirerede ord er af størst værdi, men de sørger også for at deres børn får et afbalanceret syn på tillægsuddannelse. (2 Timoteus 3:16) De ser realistisk på livet og erkender værdien af en uddannelse som kan give deres børn de færdigheder der skal til for at de som voksne kan sørge for sig selv og deres familier. For at bestemme om man skal videreuddanne sig, og i givet fald hvor meget, må hver enkelt kristen træffe en fornuftig personlig afgørelse der er i harmoni med deres kærlighed til Jehova Gud. Denne gudhengivenhed „er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 20]

„Værn om praktisk visdom og evnen til at tænke.“ — Ordsprogene 3:21

[Tekstcitat på side 21]

En kristen der overvejer at videreuddanne sig, gør klogt i at tænke over sine bevæggrunde