-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1992 | 1. august
-
-
Spørgsmål fra læserne
Viser Job 1:8 at Job var det eneste dalevende menneske der var trofast mod Jehova?
Nej, det kan man ikke slutte af Job 1:8, hvor der står:
„Jehova sagde derpå til Satan: ’Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job? For der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde.’“ Gud fremsatte en lignende bedømmelse i Job 2:3, da han spurgte Satan: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job? For der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde.“
Jobs Bog som helhed viser at Job ikke var det eneste dalevende menneske som Gud anså for at være trofast. Fra Job kapitel 32 læser vi om Elihu. Selv om han var en forholdsvis ung mand retledte han Job for hans fejlagtige indstilling og ophøjede den sande Gud. — Job 32:6–33:6, 31-33; 35:1–36:2.
Guds udsagn om at ’der ingen var som Job på jorden’ må derfor betyde at Job var et usædvanlig retskaffent menneske. Sandsynligvis levede Job i perioden mellem Josefs død i Ægypten og tiden hvor Moses begyndte at tjene som Guds profet. I denne periode boede der mange israelitter i Ægypten. Der er ingen grund til at tro at de alle var troløse og at Gud ikke godkendte dem; der var sikkert mange der stolede på Jehova. (2 Mosebog 2:1-10; Hebræerne 11:23) Ingen af dem spillede dog en så fremtrædende rolle som Josef havde gjort, og ingen udmærkede sig i en så bemærkelsesværdig grad med hensyn til den sande tilbedelse som Moses gjorde da han førte israelitterne ud af Ægypten.
Men et andet sted levede der en mand som var bemærkelsesværdig retskaffen og uangribelig. „I landet Uz var der en mand hvis navn var Job. Denne mand var uangribelig og retskaffen, frygtede Gud og veg fra det onde.“ — Job 1:1.
Derfor kunne Jehova omtale Job som et iøjnefaldende eller bemærkelsesværdigt eksempel i tro og gudhengivenhed. Også bibelskribenterne Ezekiel og Jakob pegede på Job som et forbillede hvad retfærdighed og udholdenhed angår. — Ezekiel 14:14; Jakob 5:11.
-
-
Hvor lå landet Uz?Vagttårnet – 1992 | 1. august
-
-
Hvor lå landet Uz?
JOBS Bog i Bibelen indledes med disse ord: „I landet Uz var der en mand hvis navn var Job. Denne mand var uangribelig og retskaffen, frygtede Gud og veg fra det onde.“ (Job 1:1) Hvor lå landet Uz, som Job boede i?
Det var almindeligt på Bibelens tid at et land blev opkaldt efter stamfaderen til den slægt der oprindelig havde slået sig ned i landet. Stamfaderen til beboerne i Uz kan have været enten en søn af Sems søn Aram, eller en søn af Nakor, Abrahams broder. — 1 Mosebog 10:22, 23; 22:20, 21.
Det kan ikke fastslås med sikkerhed hvor landet lå. Men noget tyder på at det lå i nærheden af Edoms land, for i Klagesangene 4:21 omtales „Edoms datter, du som bor i landet Uz“. Denne passage kan betyde at Edoms indbyggere på et tidspunkt har taget Uz i besiddelse eller at nogle edomitter har slået sig ned i Uz, hvorfor det er rimeligt at antage at Uz lå i nærheden af Edom.
Jeremias fik på et tidspunkt befaling til at række ’forbitrelsens vin’, et budskab om fordømmelse, til „alle kongerne i landet Uz og alle kongerne i filistrenes land og Askalon og Gaza og Ekron og Asdods rest; Edom og Moab og Ammons sønner“. Alle disse lande var områder som lå i nærheden af Juda og Israel. — Jeremias 25:15, 17, 20, 21.
Af beretningen i selve Jobs Bog fremgår det at det land som Job boede i var udsat for angreb fra sabæerne (sydfra) og kaldæerne (østfra). — Job 1:15, 17.
Disse faktorer tyder i forening på at landet Uz lå et sted øst for det forjættede land og i nærheden af Edoms område, et sted i det nordlige Arabien.
-