Side 2

Hver time finder der på verdensbasis hundreder af skilsmisser sted, og hvert år bliver i millionvis af børn udsat for et tovtrækkeri mellem forældrene om hvem de skal bo hos. Nogle steder medfører hver femte skilsmisse en retssag om forældremyndighed.

Til tider går det så vidt at parterne griber til vold og mord. Hvad er det der gør disse sager så følelsesladede? Hvordan kan forældrene tage størst muligt hensyn til deres børn? Træffer domstolene altid retfærdige afgørelser? I de senere år har der verden over vist sig nogle ildevarslende tendenser i kendelser vedrørende forældremyndigheden, noget der har foruroliget mange oplyste og frihedselskende mennesker.

Hvem skal have børnene?

PAUL havde en knugende fornemmelse i maven mens han sad i den fugtigvarme retssal i New Hampshire i USA og ventede på at det skulle blive hans tur. Nogle uger tidligere havde hans kone i hast taget deres to grædende børn og forladt hjemmet. Men Paul ville ikke godvilligt give afkald på sine børn, der var 7 og 13 år gamle.

Omsider var hans kamp i retten ved at være til ende. „Hvor er det uretfærdigt at denne dommer, en vildfremmed, kan bestemme hvor mine børn skal bo,“ tænkte han, mens dommeren afsagde kendelse i sag efter sag.

Paul og hans kone var blot ét ud af 1.187.000 amerikanske ægtepar der blev skilt i 1985. Dette er tre gange så mange som blev skilt i 1960. Skilsmissetallenes himmelflugt er ikke kun et amerikansk fænomen. Det opleves overalt. (Herhjemme blev 14.385 par skilt i 1985.) Man anslår at parterne i 15 til 20 procent af tilfældene går rettens vej for at få afgjort spørgsmålet om forældremyndigheden. Førnævnte Paul måtte i retten mange gange, og han blev mere og mere anspændt. Han fortæller: „En dag i retten kørte det hele rundt for mig. Jeg var på nippet til at gå amok og begynde at ruske i de andre tilstedeværende. Jeg følte at det hele var håbløst.“

Til alt held lykkedes det Paul at beherske sig. Avisoverskrifterne fortæller dog til stadighed om mord og overfald begået i forbitrelse over konflikter om forældremyndighed. Hvorfor udvikler denne type retssager sig så ofte til skarpe opgør?

Forældrenes indbyrdes krig

Forældremyndighedslovene er forskellige fra land til land, men i de fleste vestlige lande har moderen og faderen lige ret til at gøre deres krav gældende. I mange år har retten afgjort spørgsmålet ud fra hensynet til „hvad der er bedst for barnet“. Begge forældre kan således påberåbe sig at være den bedst egnede til at varetage forældremyndigheden.

Nogle har børnenes ve og vel i tanke, men andre drives af nag og fjendskab mod den tidligere ægtefælle. Barnet bliver det våben som nogle fædre og mødre bruger for at få afløb for deres vrede eller skuffelse. Eller, som en dommer siger: Børnene kan blive „kastebolde der skal tilfredsstille den hævntørst som skilte ægtefæller alt for ofte er optændt af“.

Nogle forældre tager endog loven i deres egen hånd. Det er blevet et internationalt problem at forældre bortfører deres børn. Det skønnes at der hvert år forekommer ikke færre end cirka 100.000 af sådanne bortførelser alene i USA! En forening har opgjort at antallet af tilfælde blev fordoblet mellem 1978 og 1983. Ofte efterlader det dybe følelsesmæssige ar hos børnene. I sin bog Children in the Crossfire (Børn i krydsild) siger Sally Abrahms: „Tyveri af børn er firsernes hjertesorg.“

Retfærdighed i retssalen?

Lige siden oldtiden har forældre appelleret til myndighederne om at gribe ind i sådanne uoverensstemmelser. Den vise kong Salomon huskes for sin berømte afgørelse i striden mellem de to mødre. (1 Kongebog 3:16-28) Men i dag kan det være vanskeligt at fælde en salomonisk dom.

Når en familie splittes ved skilsmisse og begge forældre ønsker myndigheden over barnet, må domstolene træffe en afgørelse. Dommerne tager sådanne forhold i betragtning som forældrenes sindsligevægt, barnets ønske, dets forhold til hver af forældrene, og forældrenes respektive mulighed for at tilbyde barnet en opvækst under trygge kår.

I de fleste tilfælde har barnet imidlertid et behov for og et ønske om et nært forhold til begge forældre. I den danske myndighedslov siges der derfor i paragraf 23: „Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.“ I førnævnte sag tog dommeren hensyn til at Pauls „hele tilværelse drejede sig om hans børn“, mens hans kone foretrak „at tilbringe sin fritid på en lokal restaurant i samtale med sin moder og sine venner“. Paul fik derfor forældremyndigheden, men som et udtryk for at børnene behøvede deres moder, fik hun tilkendt „udstrakt samværsret“.

I de senere år har der imidlertid vist sig en ildevarslende tendens. Nogle advokater har for at vinde en sag om forældremyndigheden gjort et stort væsen ud af religiøse meningsforskelle. Denne uetiske taktik har ledt nogle dømmende instanser på vildspor og har fået dommere til at indvikle sig i bedømmelser af trossamfund — noget der ligger uden for en verdslig domstols beføjelser — frem for hvad der er til barnets bedste. Med hvilke følger?

Nogle forkæmpere for den personlige frihed mener at alle børns og forældres rettigheder trues når spørgsmålet om religion blandes ind i sager om forældremyndigheden. Da mange familier også i fremtiden vil blive splittet ved skilsmisse eller separation, kan det også komme til at berøre dig.

[Tekstcitat på side 4]

Ikke færre end 40 procent af alle børnefamilier i USA vil muligvis inden for de næste 10 år blive berørt af skilsmisse eller separation

Forældremyndighed — et spørgsmål om religion?

KARON „elsker sine børn og bestræber sig på at sørge godt for dem. Imidlertid sætter hun sin tro som et af Jehovas vidner først, og ved sine handlinger og sin tro bringer hun børnenes sundhed og velfærd i fare“.

Disse ord fra en underretsdommer virkede som et slag i ansigtet på Karon, en husmoder fra staten Missouri i USA, som havde mistet forældremyndigheden over sine to små børn, hvoraf det ene kun var 11 måneder gammelt. Hendes mand, der før deres skilsmisse udfordrende havde sagt: „Det er enten Jehovas Vidner eller mig!“ havde nu forældremyndigheden. Karon kunne kun få sine piger at se hver anden weekend.

„Min sagfører havde forsikret mig om at mine børn ikke kunne blive taget fra mig på grund af min tro, medmindre det kunne bevises at jeg var uegnet som moder,“ fortæller Karon. „Jeg var sønderknust.“ Under retssagen var der ellers blevet fremlagt uomtvistelige vidnesbyrd om at hun var en kærlig moder som ’regelmæssigt tilbragte meningsfyldt tid sammen med sine piger’.

For at besøge sine piger måtte Karon nu rejse til en by over 150 kilometer borte. „Hver gang jeg tog af sted fra besøgene, måtte min tidligere mands forældre, som havde pigerne hos sig, bogstavelig talt med magt løsne deres greb i mine ben for at jeg kunne komme af sted,“ husker Karon. „De sprællede og skreg: ’Hvorfor må vi ikke komme med dig hjem?’ Nogle gange blev mine øjne så slørede af tårer når jeg kørte hjem, at jeg måtte holde ind til siden og bede Jehova om at give mig styrke.“ Karon appellerede sagen til en højere retsinstans.

De seks dommere i Missouris højesteret traf enstemmigt den afgørelse at give hende pigerne tilbage. Appeldommer John Bardgett gav udtryk for „fast overbevisning om at underretten havde taget fejl“ da den konkluderede „at medlemmerne af Jehovas Vidners trossamfund, som gruppe betragtet og alene på grund af denne trosretnings læresætninger, er uegnede til at besidde forældremyndigheden over børn“.a

Også nogle domstole i Australien, Vesttyskland, Japan, Canada, Sydafrika og andre lande har frakendt forældre myndigheden over deres børn på grund af deres tro. Mange af disse domme er blevet omstødt ved højere retsinstanser, men sådanne uretfærdigheder finder fortsat sted.

Fordomme har givet sig udslag på endnu mere absurde måder. En underretsdommer i Massachusetts gik således til den yderlighed at bestemme at en fader under samværet „ikke måtte læse Bibelen med børnene eller tage dem med til gudstjeneste (eller blot gengive De Ti Bud)“.b En journalist bemærkede: „Hele sagen forekommer måske én komisk — medmindre det er ens egen tro det drejer sig om.“

Ja, hvad hvis det drejede sig om din tro? Det lover ikke godt når domstolene giver sig til at bedømme forældres religion. „Selv hvis man ikke har ret meget tilovers for Jehovas Vidner, må man sætte spørgsmålstegn ved om en domstol i det hele taget kan tillade sig at pålægge en fader ikke at tale om De Ti Bud eller læse Bibelen for sine børn,“ udtalte Los Angeles Times.

Dette afføder spørgsmålet: I hvor vid udstrækning bør staten blande sig i borgernes private anliggender? En juraskribent har i hvert fald advaret om at dette kunne „ende med at der fastsættes retslige normer for hvordan familier skal opdrage deres børn“. Kunne du tænke dig at en dommer, der måske havde en anden religiøs overbevisning end du selv, skulle afgøre hvordan du måtte opdrage dine børn?

Domstolene og trosspørgsmålet

Domstolene har selv anerkendt at der er snævre grænser for hvor meget de med rimelighed kan beskæftige sig med folks religiøse anskuelser og skikke. Om en konkret sag har højesteretsdommer Jeffers fra staten Washingtons højesteret udtalt: „Vi betvivler ikke statens ret til at forbyde religiøse skikke der udgør en fare for moralen eller er skadelige for den offentlige sikkerhed, almenvellet og samfundsordenen; men ud fra vidnesbyrdene i den foreliggende sag kan Jehovas Vidners lære efter vor mening ikke henregnes til nogen af disse kategorier.“c

Når religiøse skikke ikke er til skade for „den offentlige sikkerhed, almenvellet og samfundsordenen“ og det ikke er „fastslået at barnets velfærd er umiddelbart og væsentligt bragt i fare ved religionsudøvelsen“, bør domstolene altså ikke begunstige nogen af forældrene på grundlag af deres religion. Appeldomstolen i den canadiske provins Ontario har kort og godt udtalt: „Det tilkommer ikke retten at dømme mellem de to religioner.“ At frakende nogen forældreretten på grund af en sådan favorisering er „en høj pris [for en fader eller en moder] at betale for at kunne udøve en tro der hverken er ulovlig eller umoralsk“.d

Til tider har fordomsfulde „sagkyndige“ været årsag til diskrimination. Overvej engang hvad en psykolog har udtalt: „Jeg mener at det er skadeligt for dette barn at blive opdraget som et af Jehovas vidner. . . . Da hun lever i dette samfund, har hun behov for at tilpasse sig det gængse livsmønster. Hun vokser op i et land der ikke består af Jehovas vidner. Hvis flertallet i landet var Jehovas vidner, ville der ikke eksistere noget problem.“

Hvis man virkelig tog denne udtalelse til følge, ville det betyde at alle forældre som havde anskuelser der tilhørte et mindretal skulle fratages forældremyndigheden over deres børn! Det er rystende at nogle dommere i Florida lod sig påvirke af netop denne udtalelse til at nægte en moder forældremyndigheden over sin fireårige datter trods ubestridte vidnesbyrd om at pigen var „særdeles nært knyttet til sin moder“.

Betegnende nok nægtede dommer Baskin ved Floridas appeldomstol (tredje distrikt) at tilslutte sig den afgørelse som de to øvrige dommere var nået frem til. Han udtalte: „Det der fremgår af retsprotokollen, er en tilkendegivelse af nogle eksperters personlige fordomme mod moderens tro. Deres foragt for moderens tro har foranlediget dem til at spå om den mulige skade for barnet i fremtiden, skønt der ikke foreligger bevis for at det vil lide nogen skade. Underretten blev tydeligvis påvirket af disse langtfra objektive betragtninger . . . og dens dom bør ikke stadfæstes.“e

Hvad denne domstol i et frit land gjorde, ligner faktisk det der foregik under Hitlers totalitære regime. I 1937 fjernede en distriktsdomstol i Nazityskland børnene fra en familie der tilhørte et religiøst mindretal. Hvad retfærdiggjorde man dette skridt med? Retten udtalte: „Hvis forældrene gennem deres eget eksempel lærer børnene en livsfilosofi som stiller dem i et uforsonligt modsætningsforhold til de opfattelser som det overvældende flertal af det tyske folk bekender sig til, så udgør dette et misbrug af formynderskabet . . . [og følgelig skal] forældrenes ondsindede påvirkning . . . bringes til ophør og standses.“f

Børnenes trivsel

Lider børn psykisk overlast ved at tilhøre en minoritet? I førnævnte tilfælde med Karon forestillede underretsdommeren sig at døtrenes „udvikling som produktive samfundsborgere“ og ’tilpasning til skole og samfund’ ville blive hæmmet af at de blev opdraget i deres moders tro. Havde han ret? Overvej forholdene nu, ti år efter.

Pigerne er nu aktive Jehovas vidner, og deres karakterbøger taler deres tydelige sprog. Den elleveårige Monica får høje karakterer og bærer anmærkningen „tilfredsstillende“ i rubrikken „Personlig udvikling/social tilpasning“. Hendes lærer har i karakterbogen bemærket: „Monica er sød og meget pålidelig. Jeg er glad for at have hende i klassen.“ Karons anden datter, den 13-årige Shelly, har modtaget en udmærkelse fra USA’s præsident for „fremragende akademisk præstation“. Hun er også engang blevet valgt til „månedens samfundsborger“ på grund af sit gode „personlige forhold til lærerstaben og eleverne, og sin flittige lektielæsning“. Lyder det som dårligt tilpassede børn?

Det er befordrende for ens karakterfasthed at man må stå op for sine meninger. I den forbindelse har retspræsident Struckmeyer fra Arizonas højesteret udtalt følgende i en anden sag hvor et Jehovas vidne var part i en forældremyndighedssag: „Vi er ikke uvidende om at man ved at afvige fra normen ofte pådrager sig hån og kritik . . . Kritik er den smeltedigel hvori karakteren prøves. Følgagtighed kvæler intellektet og afføder forfald.“g

Faktisk lærer børn der fra en tidlig alder undervises i at begrunde deres tro, at gøre brug af deres tænkeevne. I stedet for at kvæle intellektet, er denne oplæring særdeles nyttig, som det fremgår af de overraskende resultater af en undersøgelse der har omfattet 394 12-årige. „Et uforholdsmæssigt stort antal i høj grad kreative børn var Jehovas vidner,“ afslører den australske undersøgelse. „Både den pige som opnåede det højeste samlede antal point i [kreativitets]prøverne, og den pige der som den eneste af alle drengene og pigerne lå i den øverste femtedel ved alle fem præstationsmålinger, var Jehovas vidner.“ — Journal of Personality, marts 1973.

Det er netop deres tro der får forældre blandt Jehovas vidner til at tage børnenes behov for kærlighed alvorligt og til at lære dem høje moralnormer. (Titus 2:4, 5) Mange domstole har hæftet sig ved denne vidtrækkende omsorg. Ved en forældremyndighedssag i 1986 i byen Muscatine i den amerikanske stat Iowa begyndte faderen og en såkaldt sagkyndig der var indkaldt som vidne, at tale nedsættende om Jehovas Vidner, som moderen tilhørte; men dommer Briles forblev upartisk og udtalte: „Retten kan ikke tage parti.“

Dommer Briles gav ganske vist faderen udstrakt samværsret, men tilkendte moderen forældremyndigheden med følgende begrundelse: „Retten finder det godtgjort at disse børn ikke vil vokse op som andet end lykkelige børn hvis de overlades til [moderen], skønt hendes tro synes at skille sig ud fra det øvrige amerikanske samfunds. Retten finder det også godtgjort at det ville stride imod børnenes vel at unddrage dem hendes kærlige, trygge og gode varetægt.“ Dommen blev stadfæstet af Iowas appelret.h

Forvirres børnene af religiøse meningsforskelle?

En anden sag om forældremyndighed bekræfter det fornuftige i ovennævnte retsafgørelse. Julie opretholdt kontakten med begge sine forældre, som blev skilt da hun var seks år gammel. Nu, som 20-årig, fortæller hun: „Jeg føler afgjort at det var en fordel. Jeg kunne ved selvsyn konstatere forskellen på katolicismen og Jehovas Vidner. Min broder og jeg tog i rigssalen med min moder, men om søndagen gik vi i kirke med min fader, fordi vi tilbragte weekenden hos ham.“

Sådanne børn har ikke følt nogen særlige ulemper på grund af at de har været udsat for modstridende religiøse anskuelser. En undersøgelse foretaget af den canadiske forsker James Frideres konkluderer: „Børn i familier hvor ægtefællerne ikke har samme tro, adskiller sig ikke nævneværdigt fra de børn der vokser op i familier hvor forældrene tilhører samme religion. Materialet vedrørende dette punkt underbygger ikke hidtidige forskningsresultater der lod formode at børn af blandede ægteskaber psykisk ville være mere ’ustabile’.“ — Jewish Social Studies, 1973.

Et barn har ret til at blive sat ind i begge forældres religiøse synspunkter. Ved skelsår og alder kan det så træffe sin egen afgørelse. I Julies tilfælde bevarede retten sin behørige neutrale stilling til religionsspørgsmålet og samlede opmærksomheden om hvad der var bedst for hende. Det tjener retfærdighedens sag når domstolene tillader at børnene påvirkes af begge forældre så de i sidste instans kan træffe deres egen beslutning i trosspørgsmål. Det er særdeles ønskværdigt at domstolene vedbliver med at indtage dette standpunkt!

[Fodnoter]

[Ramme på side 7]

Er Jehovas Vidners tro skadelig? — Domstolene taler

■ „Ud fra det foreliggende er der ikke grundlag for at slutte at de to børn ved at blive opdraget i Jehovas Vidner[s tro] har taget skade på deres sundhed eller følelsesliv.“ — Koerner mod Koerner, No. 002793 (Connecticuts højesteret, 2. oktober 1979)

■ „Jeg finder ikke at de vil lide under at være sammen med deres fader i hans forkyndelse . . . Jeg har været ude af stand til at finde vidnesbyrd i denne sag som overbeviser mig om at et Jehovas vidne ved at udøve sin religion medvirker til at omstyrte vor samfundsorden.“ — Evers mod Evers, (højesteret i New South Wales, Australien, 1972).

■ „Ved at fratage fru Ayers forældremyndigheden . . . ville man indirekte anerkende den livsform som antages af ikke-Jehovas vidner som bedre end Jehovas vidners, og dermed stemple Jehovas vidner som uegnede forældre. At antyde noget sådant er tydeligvis urimeligt og ville betyde en uacceptabel indskrænkning i trosfriheden.“ — Ayers mod Ayers, Provinsretten i British Columbia, Canada, Familieretten, 8. april 1986.

[Ramme på side 9]

Lider børnene afsavn?

I Quebec i Canada hævdede en fader at hans børn led afsavn og følelsesmæssig overlast på grund af hans tidligere kones tro; hun var et Jehovas vidne. Han bad domstolen om at gribe ind. Børnene måtte derfor vidne i retten. Læg mærke til den 16-årige datters svar:

Sp. Hvilken tilværelse fører du som et Jehovas vidne?

Sv. Jeg ser sådan på det at jeg fører samme tilværelse som alle andre teenagere. Jeg lider ingen afsavn. Jeg regner mig ikke for anderledes end alle andre.

Sp. Hvad får du ud af møderne i rigssalen?

Sv. Først og fremmest giver de mig et mål i livet. Min tro anviser mig noget jeg kan bygge min fremtid på. For det andet har jeg mange venner dér, som jeg kan komme sammen med.

Sp. Gavner møderne dig i skolen?

Sv. Ja, for ved vore møder holder vi femminutters indlæg for en tilhørerskare. Når vi i skolen skal fremlægge noget mundtligt, er mange af eleverne meget nervøse. Men fordi jeg allerede holder indlæg, er jeg på en måde allerede i lære.

„Hvilken virkning har denne måde at udøve tro på?“ spurgte dommeren i sin retsafgørelse. „Retten har fundet at den har positive virkninger, hvilket taler imod det vidneudsagn som [faderen] fremlagde i sin argumentation.“ Dommeren afsagde en dom til fordel for moderen og sagde bagefter privat til begge advokater: „Jeg ville ønske at mine børn var ligesådan!“

[Illustration på side 8]

Karon blev til at begynde med på grund af sin tro frataget forældremyndigheden over sine to døtre

Det bedste du kan gøre for dit barn

UANSET udfaldet af en sag om forældremyndighed har et barn stadig behov for begge forældrenes kærlighed og vejledning. Når dommeren har afsagt sin dom, står forældrene stadig tilbage med den opgave at hjælpe deres børn til at klare følgerne. En retssag er nok vanskelig for forældrene, men den er en endnu større følelsesmæssig belastning for børnene.

Da Mary Ann var seks år gammel afgjorde retten for eksempel at hun skulle være hos sin fader. Men de følgende ti år kæmpede hendes moder uafbrudt for at få hende tilbage. Psykisk udmarvet efter at have været i retten mere end 40 gange kom Mary Ann med sin løsning: „Hvorfor skærer de mig ikke over i to?“ foreslog hun. „Så kan mor få den ene halvdel og far den anden.“

Indlysende nok er det ikke altid til barnets bedste at man udkæmper en langvarig kamp i retten. Lederen af den klinik som hjalp Mary Ann, forklarer: „Langvarige retssager kræver store omkostninger, både økonomisk og menneskeligt.“

Børn er stadig knyttet til begge forældre

Ægtefæller kan skilles og miste alle følelser for hinanden, men børnene vil stadig holde af dem begge. Man kan bedst forstå et barns dilemma hvis man forestiller sig at man skulle vælge hvilket af sine børn man ville undvære. Hvem ville du beholde, og hvem ville du give afkald på? Egentlig burde ingen afkræve hverken voksne eller børn en sådan beslutning. Normalt elsker børn begge forældrene, og når de tvinges til at vælge, opstår der modstridende loyalitetsfølelser i dem.

I en kendt bog om emnet, Beyond the Best Interests of the Child, viser forfatterne at sådanne loyalitetskonflikter „kan have ødelæggende virkninger, idet de skader et barns positive forhold til begge forældrene“. Skilsmissebarnet Julie siger for eksempel: „Man holder meget af den af forældrene man bor hos, men man holder jo også af den anden. Det var virkelig svært når far kom for at hente os til weekendbesøg. Jeg måtte se på ham og også på mor, og jeg vidste at han hadede hende. Jeg var bange for at vise mine følelser over for nogen af dem.“

Erkend at dit barn er følelsesmæssigt knyttet til begge forældre. For at barnet skal kunne vokse op og blive et harmonisk menneske er det nødvendigt at forældrene hver især respekterer og agter den andens plads i barnets liv. Prøv at finde områder hvor I begge kan bidrage til barnets velfærd. Gå ikke uden videre ud fra at alt hvad en tidligere ægtefælle gør, er forkert. Det er „begges pligt at sørge for at den anden af forældrene tager sig godt ud i barnets øjne og sind, eller i det mindste at undgå kritik der kan virke nedsættende,“ udtaler en domstol i Texas. Begge forældre må derfor gøre mindst muligt ud af deres personlige uoverensstemmelser, for at give rum for barnets behov.

Arbejd på at komme overens

Før I går rettens vej, undersøg da alle muligheder for selv at nå frem til et forlig. Sagsanlæg er som krige; de efterlader dybe sår og følelsesmæssige ar der måske aldrig forsvinder. Man bør kun søge rettens hjælp når alle muligheder for drøftelse og tilpasning forgæves er forsøgt. I Bjergprædikenen fremsatte Jesus et grundlæggende juridisk princip af praktisk værdi: „Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten.“ — Mattæus 5:25.

Man kan aldrig være sikker på en sags udfald. Nogle dommere har oplevet at de i mellem 80 og 90 procent af forældremyndighedssagerne står med to omsorgsfulde forældre som begge er egnede forsørgere. Ofte er en tilfredsstillende løsning nærmest uopnåelig. „Det kan ikke undre at en dommer en gang imellem fortvivlet slår ud med hænderne,“ hedder det i Persia Woolleys bog The Custody Handbook (Håndbog i myndighedssager), „og spørger forældrene hvorfor . . . de ikke selv finder en løsning.“

Mange skilsmissedomstole tilbyder at bistå forældrene når de skal afgøre spørgsmålet om forældremyndighed. Forældrene er afgjort dem der bedst kender børnenes behov og omstændigheder og bedst er i stand til at afgøre hvordan de begge stadig kan have rimelig indflydelse på deres børns tilværelse. Med en vis juridisk hjælp har mange forældre været i stand til at nå frem til en antagelig ordning om forældremyndigheden, til tider om fælles forældremyndighed når det har kunnet lade sig gøre. Faktisk bliver ni ud af ti forældremyndighedssager afgjort før forældrene mødes i retten.

En professionel mægler kan måske bistå med at udrede selv de vanskeligste situationer. I ét tilfælde nærede en mand og en kone så bitre følelser mod hinanden at de planlagde at slå sig ned 5000 kilometer fra hinanden efter skilsmissen. Alligevel ville begge have forældremyndigheden over deres to børn. Mægleren sagde derfor til dem: „Vi må i hvert fald have en smule samarbejde her. De har begge engang kunnet lide hinanden, så lad os se hvad vi kan finde ud af, sådan at Deres børn ikke mister den ene af Dem fuldstændig.“ Der blev aftalt en ordning der medførte at begge forældre stadig kunne spille en meningsfyldt rolle i deres børns tilværelse.

Mægling er naturligvis kun én af flere måder at afgøre myndighedsspørgsmålet på inden sagen bringes for retten. Man bør samle opmærksomheden om nutiden i stedet for at rippe op i fortiden. Det vigtigste sigte med en mægling er at hjælpe parret til at nå frem til en aftale der er acceptabel for begge parter [hvor ingen føler sig som vinder eller taber] og som vil gavne børnene. Dette er ikke en patentløsning i alle sager, men det er et middel til at spare de store omkostninger — økonomiske såvel som følelsesmæssige — en retssag medfører. Hvis man virkelig anstrenger sig for at nå til enighed, kan man afværge bitre stridigheder og give børnene mulighed for at bevare deres tilknytning til begge forældre.

Hvordan man når frem til en aftale

Når en familie opløses og ægtefællerne skilles, kan de selvsagt ikke begge to få barnet helt for sig selv. Begge parter må være rimelige og villige til at gøre indrømmelser. Mægling forudsætter forhandling, og forhandling betyder at ingen af parterne får alt hvad de kunne tænke sig.

Glem aldrig at barnet har ret til at modtage påvirkning fra begge forældre. Det vil derfor være kortsynet at kræve forbud mod at et barn overværede eller deltog i den tidligere ægtefælles religiøse, kulturelle eller samfundsmæssige aktiviteter når barnet er sammen med vedkommende. Det er også uheldigt at man indtager et ufravigeligt standpunkt i spørgsmålet om barnets skolegang og aktiviteter uden for skoletid, dets omgangsfæller, fritid eller videregående uddannelse uden hensyn til hvad den anden af forældrene mener eller hvad barnet selv vælger.

I flere sager om forældremyndigheden, hvor den ene af parterne er et Jehovas vidne og den anden ikke er det, har parterne i mindelighed aftalt at den af forældrene der ikke er et Jehovas vidne i årets løb får udstrakt adgang til at være sammen med barnet, deriblandt i ferier og på andre tidspunkter der er af særlig betydning for vedkommende. Begge forældre er gået ind på at lade den anden øve aktiv indflydelse på anliggender som skolegang, lægebehandling og samfundsmæssige spørgsmål. Når alt kommer til alt, har begge forældre sat barnet i verden og har naturligvis et ord at skulle have sagt om dets opvækst.

Den af forældrene der er et Jehovas vidne bør opmuntre barnet til at respektere den andens ret til at have sine personlige synspunkter angående religion, og til at værdsætte vedkommendes venlighed og gavmildhed. Hvis begge forældre har tanke for hvad der er bedst for barnet, vil de udvise selvbeherskelse og rimelighed og undgå følelsesudbrud som følge af såret stolthed.

I de fleste tilfælde er sådanne forhandlinger udmarvende. Det kan derfor være godt at have jurister eller andre til at repræsentere ens interesser under sådanne drøftelser. En sådan bistand kan ofte fjerne de fleste misforståelser angående hvad aftalen helt præcist går ud på.

Skilsmissemæglingscenteret i Charlotte i North Carolina har sammenlignet de par der valgte at forsøge mægling med dem der mødtes som modstandere i retten. Hele 93 procent af dem der valgte mægling udtrykte tilfredshed med resultatet, mens det samme kun gjaldt for 56 procent af dem der bragte deres sag for retten!

Men hvad kan man stille op hvis ens tidligere ægtefælle nægter at drøfte sagen i mindelighed eller stiller kategoriske krav til begrænsninger i religionsudøvelsen? Så skal man måske indstille sig på at gå rettens vej.

Når man må gå rettens vej

I de fleste tilfælde afhænger et gunstigt udfald i høj grad af om man har en sagkyndig advokat med erfaring i forældremyndighedssager.a Det kan komme en dyrt at stå hvis man ikke fra begyndelsen har en erfaren sagfører. En kyndig advokat kan måske også medvirke til at spørgsmålet afgøres inden retssagen. Selv under retssagen kan en ægtefælle måske bevæges til en forhandling. En fornuftig aftale når som helst under processen er at foretrække for en langvarig kamp i retten.

Det kan være nyttigt at vide hvad de fleste dommere lægger vægt på. Et rundspørge i 1982 blandt 80 dommere viste at der øverst på listen stod forældrenes respektive sindsligevægt og dernæst deres ansvarsfølelse over for barnet. Ofte søger retten assistance hos en psykolog, der eventuelt gennem en samtale med forældre og børn når frem til en vurdering, som tit har haft betydelig indflydelse på rettens afgørelse.

Man bør ikke frygte en sådan bedømmelse. Selv hvis en kristens tro ransages nøje, er der ingen grund til at være mistroisk eller usamarbejdsvillig. „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ anbefaler Bibelen. — Filipperne 4:5.

Husk at dette ikke er tidspunktet til at holde en bibelprædiken. Det er en lejlighed til at beskrive hvad dine aktiviteter sammen med barnet omfatter, deriblandt fritid, uddannelse, ferie, aftaler om kontakt med den anden af forældrene, og selskabeligt samvær med venner og slægtninge. Besvar spørgsmålene ærligt og præcist. Gennemtænk sagen omhyggeligt så du i positive og enkle vendinger er i stand til at forklare hvordan du sørger for barnets følelsesmæssige og fysiske velbefindende.

De samme principper gælder når man bliver udspurgt i retten. Ved at forberede dig grundigt vil du, uden at det lyder som en prædiken, være i stand til at redegøre for de mange måder hvorpå „den sunde lære“ fra Guds ord sætter dig i stand til at være ansvarsbevidst som fader eller moder. — 2 Timoteus 4:3.

Få det bedst mulige ud af forholdene

Trods alle anstrengelser kan det ske at en dom går dig imod. Men kristne tilskyndes til at „underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere“, og „ikke at være krigeriske, [men] at være rimelige“. (Titus 3:1, 2) En kristen tilsidesætter derfor ikke en domstols afgørelse.

Hvis man er utilfreds med en domstols afgørelse kan man med sagkyndig hjælp finde ud af hvilke valgmuligheder man har. Måske vælger man at appellere dommen til en højere retsinstans. I nogle tilfælde kan man ansøge om at dommen bliver modificeret hvis forholdene efter et stykke tid ændrer sig. Men så længe dette ikke er tilfældet må man leve med domstolens afgørelse.

Selv om der afsiges en dom der går én imod, er det ikke ensbetydende med at alt er tabt. Tilværelsen kan ændre sig for både forældre og børn. Måske udvikler sagen sig uventet på en gunstig måde. Ens tålmodighed kan blive rigt belønnet.

Skønt man kun har begrænset tid sammen med barnet når man ikke har forældremyndigheden, kan man alligevel øve en gavnlig indflydelse på barnets liv. Børn der fortsætter med at have en regelmæssig og nær kontakt med begge forældre, lader til at lide mindre under skilsmissen og have lettere ved at blive modne og afbalancerede som voksne. Gør derfor en bevidst indsats for at opdyrke et godt forhold til dit barn.

Ved selv at sætte et godt eksempel kan du have indflydelse på dit barns holdning til moralske og religiøse spørgsmål. „Den retfærdige vandrer i sin uangribelighed. Lykkelige er hans sønner efter ham!“ (Ordsprogene 20:7) Selv uden ord kan du gøre meget for at forme dit barns hjerte og sind. Dit barn vil lægge mærke til den måde du behandler andre på, hvilke mål du har i tilværelsen og hvordan dit forhold er til Gud.

Det kræver sand kærlighed at handle så det bliver til barnets bedste. Kærligheden „søger ikke sine egne interesser“, siger Bibelen. „Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse . . . [men] håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:4-8) En sådan uselvisk kærlighed kan blive rigt belønnet. En 11-årig pige hvis skilte forældre havde lært at sætte hendes interesser højere end deres egne uoverensstemmelser, har sagt: „Heldigvis elsker mine forældre mig så meget at de lader mig holde af dem begge.“

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

Fordele ved et forlig frem for en afgørelse ved domstolene

■ Ingen kender børnenes behov bedre end forældrene; de er derfor de bedst egnede til at afgøre hvad der tjener barnets interesser.

■ Børnene føler ikke i samme grad at de behøver at „vælge side“ eller vælge mellem forældrene.

■ Ved mægling skabes der som regel øgede muligheder for kommunikation, hvilket i højere grad gør det muligt at gennemdrøfte både børnenes og forældrenes behov og eventuelle problemer.

■ Ved at parterne selv når frem til et forlig, forebygger man de uoverensstemmelser der kan blive følgen af en domstols egenhændige afgørelse.

■ Sagsomkostningerne er betydeligt lavere.

[Ramme på side 14]

Det gavner børnene!

Som de to nedennævnte eksempler viser, har skilsmissebørn virkelig gavn af det når deres forældre tænker mere på børnenes vel end på deres egne meningsforskelle.

„Jeg har altid haft det godt når jeg var sammen med min far,“ siger en ung kvinde der er først i tyverne. „Det var ikke så meget det vi foretog os sammen men blot det at besøge ham. . . . Jeg så frem til de weekender hvor han kom, for jeg vidste at vi kunne tale om alle mine skoleproblemer, og at han ville hjælpe mig. Jeg kunne meget bedre snakke med ham end med min mor, skønt jeg naturligvis også holder meget af hende. Der var nogle ting det var lettere at tale med mor om — jeg tror godt I ved hvad jeg mener — men så var der andre ting jeg gerne ville tale med far om, for eksempel min mors nye mand. Vi kan simpelt hen ikke komme ud af det med hinanden. Far har givet mig nogle gode råd om at være taktfuld, og det var noget jeg trængte til. . . . Jeg står i stor gæld til ham, for takket være ham har jeg altid haft to forældre, skønt de er skilt.“

En ung mand ved navn Donald fortæller: „Jeg tror at det at jeg kun kunne være sammen med min far én gang om ugen gav mig meget mere lyst til at være sammen med ham. Hver gang vi var sammen har jeg derfor hørt godt efter hvad han havde at sige og lyttet opmærksomt. Jeg har altid gerne villet efterligne min far. Jeg har lagt mærke til at han elsker Jehova Gud, og jeg har altid gerne villet gøre det samme som han gjorde. Men jeg har også kunnet lære af mors gode egenskaber. Hun er særdeles venlig, og hun gør sit yderste for at være omgængelig og for at tale med andre. Hun er udadvendt og åben, og det har hjulpet mig til at overvinde min generthed.“

[Illustration på side 10]

Et barn har sagt: „Man holder meget af den af forældrene man bor hos, men man holder jo også af den anden“