Bekendelse af synder fører til åndelig helbredelse

„DA JEG tav stille, hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. Min livssaft forvandledes som i sommerens tørre hede.“ (Salme 32:3, 4) Disse ord udtrykker en dyb følelsesmæssig smerte. Måske er der tale om den smerte kong David af Israel påførte sig selv da han dækkede over en alvorlig synd i stedet for at bekende den.

David havde mange fremragende evner. Han var en tapper kriger, en dygtig statsmand, poet og musiker. Alligevel stolede han ikke på sine egne evner, men på Gud. (1 Samuel 17:45, 46) Hans hjerte var „helt med Jehova“, som det fremgår af Bibelen. (1 Kongebog 11:4) Men David begik en særlig grov synd, og det kan være den han hentyder til i Salme 32. Vi vil kunne lære meget ved at se nærmere på de omstændigheder som førte til at han syndede. Vi bliver gjort opmærksomme på hvilke faldgruber vi må undgå, og hvorfor det er nødvendigt at bekende vores synder for at genoprette forholdet til Gud.

En loyal konge begår en synd

Mens det israelitiske folk førte krig mod ammonitterne, var David forblevet i Jerusalem. En aften da han gik omkring på taget af sit palads, fik han øje på en smuk kvinde som var ved at bade sig i et hjem tæt ved. Han lagde ikke bånd på sig selv, men blev optændt af et voldsomt begær. Da David fandt ud af at kvinden hed Batseba, og at hun var gift med Urias, en soldat i hans hær, tilkaldte han hende og begik ægteskabsbrud med hende. Efter nogen tid meddelte Batseba David at hun var gravid. — 2 Samuel 11:1-5.

David var nu fanget i en snare. Hvis deres synd blev afsløret, var straffen ifølge Loven døden for dem begge. (3 Mosebog 20:10) Han udtænkte derfor en plan, og hjemkaldte Batsebas mand, Urias, fra slagmarken. Efter at Urias var blevet grundigt udspurgt om krigens forløb, fik han af David ordre til at tage hjem. David håbede at det ville give andre det indtryk at Urias var faderen til Batsebas barn. — 2 Samuel 11:6-9.

Til Davids store ærgrelse gik Urias ikke hjem til sin hustru. Han begrundede det med at det var utænkeligt for ham at tage hjem mens resten af hæren måtte udholde krigens strabadser. Når mændene i en israelitisk hær førte krig, afholdt de sig endog fra at have seksuel omgang med deres hustruer. Soldaterne skulle forblive ceremonielt rene. (1 Samuel 21:5) David indbød derefter Urias til et måltid og drak ham fuld, men han ville stadig ikke gå hjem til sin hustru. Urias fordømte ved sin trofaste adfærd Davids alvorlige synd. — 2 Samuel 11:10-13.

Davids egen synd havde fanget ham i en snare som nu strammede sit greb om ham. Han sendte Urias tilbage til krigen med følgende skriftlige besked til hærføreren Joab: „Anbring Urias over for de hårdeste udfald; træk jer så tilbage fra ham, så han bliver ramt og dør.“ Hensigten bag den korte besked var ikke til at tage fejl af. Den magtfulde konge havde med et pennestrøg sendt Urias i den visse død og tilsyneladende slettet sine spor. — 2 Samuel 11:14-17.

Så snart Batsebas sørgetid over sin ægtemand var forbi, giftede David sig med hende. Tiden gik, og barnet blev født. Under hele dette forløb forholdt David sig tavs; han talte ikke med nogen om sin synd. Måske forsøgte han at retfærdiggøre sine handlinger over for sig selv. Havde Urias ikke lidt en ærefuld død i kamp som så mange andre? Og havde han ikke været ulydig mod sin konge og nægtet at gå til sin kone? Det ’forræderiske hjerte’ vil finde på alle mulige forklaringer i et forsøg på at retfærdiggøre synd. — Jeremias 17:9; 2 Samuel 11:25.

Fejltrin som fører til synd

Hvordan kunne David, en mand der elskede retfærdighed, synke så dybt at han begik ægteskabsbrud og mord? Syndens sædekorn var tydeligvis blevet sået over en periode. Hvorfor var David ikke sammen med sine mænd og støttede dem i deres felttog mod Jehovas fjender? Han slappede tværtimod af i sit palads, hvor krigens barske realiteter var så langt borte at de ikke fik ham til at afvise det urette begær efter en trofast soldats hustru. Det er en beskyttelse for sande kristne i dag at være optaget af åndelige aktiviteter sammen med menigheden og regelmæssigt tage del i forkyndelsen af den gode nyhed. — 1 Timoteus 6:12.

Kongen i Israel skulle skrive en afskrift af Loven og læse i den daglig. Bibelen giver følgende begrundelse: „For at han kan lære at frygte Jehova sin Gud, så han overholder alle denne lovs ord og disse forordninger og følger dem, så hans hjerte ikke skal ophøje sig over hans brødre og han ikke skal afvige fra budet, hverken til højre eller til venstre.“ (5 Mosebog 17:18-20) Sandsynligvis havde David ikke fulgt denne vejledning da han begik de alvorlige synder. At vi regelmæssigt studerer Guds ord og grunder over det, vil værne os mod at begå urette handlinger i disse kritiske tider. — Ordsprogene 2:10-12.

I øvrigt siger det sidste af De Ti Bud udtrykkeligt: „Du må ikke begære din næstes hustru.“ (2 Mosebog 20:17) David havde en del hustruer og medhustruer. (2 Samuel 3:2-5) Det beskyttede ham dog ikke imod at begære en anden tiltrækkende kvinde. Beretningen får os sikkert til at tænke på alvoren i Jesu ord: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Lad os ikke nære sådanne forkerte ønsker og give dem plads i hjertet, men i stedet hurtigt slå dem ud af hovedet.

Sindsændring og barmhjertighed

Bibelens utilslørede beretning om Davids synd er ikke taget med for at tilfredsstille nogens umoralske interesser. Vi får gennem denne beretning lejlighed til at opleve en magtfuld og bevægende demonstration af en af Jehovas fremtrædende egenskaber, hans barmhjertighed. — 2 Mosebog 34:6, 7.

Da Batseba havde født en søn, sendte Jehova profeten Natan for at konfrontere David med hans synd. Det var barmhjertigt af Jehova. Hvis ingen havde henvendt sig til David og han var forblevet tavs, kunne han i løbet af et stykke tid være blevet en forhærdet synder. (Hebræerne 3:13) Han reagerede lykkeligvis på Guds barmhjertighed. Natans kloge, men ligefremme ord fik hans samvittighed til at reagere, og han erkendte ydmygt at han havde syndet mod Gud. Efter at have ændret sind og bekendt sin overtrædelse komponerer David interessant nok Salme 51, som henviser til hans alvorlige synd med Batseba. Måtte vi aldrig lade vort hjerte blive forhærdet hvis vi skulle begå en alvorlig synd. — 2 Samuel 12:1-13.

David fik tilgivelse, men han slap hverken for tugten eller konsekvenserne af sin synd. (Ordsprogene 6:27) Det var kun ret og rimeligt. Hvis Gud blot så igennem fingre med alting, ville han gå på akkord med sine normer. I så fald ville han være som den svage ypperstepræst Eli, der spagfærdigt irettesatte sine to onde sønner og lod dem fortsætte med deres skamløse handlinger. (1 Samuel 2:22-25) Jehova afskærer dog ikke den som er sønderknust, fra at nyde godt af hans loyale hengivenhed. Hans barmhjertighed, der er som forfriskende, koldt vand, vil hjælpe den der har fejlet til at udholde syndens konsekvenser. Og den varme man føler når man opnår Guds tilgivelse samt det opbyggende samvær med trosfæller, vil virke styrkende. Ja, den angrende vil på grundlag af Kristi genløsningsoffer få lov til at erfare „[Guds] ufortjente godheds rigdom“. — Efeserne 1:7.

„Et rent hjerte“ og „en ny, en fast ånd“

David fik ikke igen den negative følelse af manglende selvværd efter at han havde bekendt sin synd. I de salmer han skrev om bekendelse, gav han udtryk for stor lettelse og en fast beslutning om at tjene Gud trofast. Som eksempel kan nævnes Salme 32, vers 1, hvor der står: „Lykkelig er den hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket.“ Uanset hvor alvorlig en synd det drejer sig om, vil oprigtig sindsændring altid kunne føre til en lykkelig udgang på sagen. Man kan vise denne sindsændring ved blandt andet at tage det fulde ansvar for sine handlinger, ligesom David gjorde. (2 Samuel 12:13) Han forsøgte ikke at retfærdiggøre sig over for Jehova eller at give andre skylden. I vers 5 læser vi: „Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over. Jeg sagde: ’Jeg bekender mine overtrædelser for Jehova.’ Og du tilgav min syndeskyld.“ Når man ærligt og oprigtigt bekender sine synder, vil tidligere fejltrin ikke længere plage ens samvittighed. Nej, man vil tværtimod føle en stor lettelse.

Efter at have bedt inderligt om Jehovas tilgivelse fortsatte David: „Skab mig et rent hjerte, Gud, og giv en ny, en fast ånd i mit indre.“ (Salme 51:10) At han bad om „et rent hjerte“ viser at han erkendte sine syndige tilbøjeligheder, og at han havde brug for Guds hjælp til at rense sit hjerte og begynde på en frisk. I stedet for at bukke under for selvmedlidenhed var han fast besluttet på at fortsætte i tjenesten for Gud. Han sagde i bøn: „Jehova, måtte du åbne mine læber, så min mund kan forkynde din pris“. — Salme 51:15.

Hvordan reagerede Jehova på Davids oprigtige sindsændring og målbevidste indsats for at tjene ham? Han gav David dette hjertevarmende og opmuntrende løfte: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ (Salme 32:8) Disse ord er en forsikring om at Jehova personligt vil være opmærksom på den angrende synders følelser og behov. Jehova forpligtede sig til at give David større indsigt, evnen til at se bag om tingene. Hvis han i fremtiden kom til at stå over for en fristelse, kunne den evne hjælpe ham til at indse hvad hans handlinger ville føre til og hvordan de kunne påvirke andre, og det ville få ham til at handle klogt.

Denne hændelse i Davids liv kan opmuntre alle der har begået en alvorlig synd. Ved at bekende sin synd og vise oprigtig anger kan man genvinde sit dyrebare forhold til Jehova Gud. Den midlertidige smerte og skam man måske vil opleve, er langt at foretrække frem for de kvaler man vil lide hvis man forholder sig tavs, eller de frygtelige konsekvenser det vil få hvis man lader sig forhærde og bliver oprørsk. (Salme 32:9) Man vil derimod erfare den lindrende følelse det giver at være tilgivet af vor kærlige, barmhjertige Gud, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud.“ — 2 Korinther 1:3.

[Illustration på side 31]

David håbede at han kunne slippe for konsekvenserne af sin synd ved at sende Urias i døden

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor er det nødvendigt for kristne at bekende deres synder for de ældste i menigheden når Jehova er villig til at tilgive synder i kraft af Kristi genløsningsoffer?

Som man kan se af tilfældet med David og Batseba, tilgav Jehova Davids synd fordi han oprigtigt ændrede sind, og det på trods af syndens alvorlige karakter. Da profeten Natan henvendte sig til David, bekendte han åbent: „Jeg har syndet mod Jehova.“ — 2 Samuel 12:13.

Jehova nøjes ikke med velvilligt at tage imod en synders oprigtige bekendelse og tilgive ham. Nej, han sørger også kærligt for at synderen lidt efter lidt kan komme åndeligt på fode igen. I Davids tilfælde kom hjælpen gennem profeten Natan. I dag kan man få hjælp gennem åndeligt modne ældste i menigheden. Disciplen Jakob forklarer: „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste, og lad dem bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn. Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet.“ — Jakob 5:14, 15.

Erfarne ældste kan gøre meget for at lindre den smerte som den angrende synder føler i hjertet. De søger at efterligne Jehova i deres måde at behandle vedkommende på. De ønsker på ingen måde at være strenge, selv om det kan være på sin plads at give en alvorlig irettesættelse. Tværtimod vil de medfølende tage den pågældendes aktuelle behov i betragtning. Ved hjælp af Bibelen vil de tålmodigt stræbe efter at få ham på bedre tanker. (Galaterne 6:1) Selv om en person ikke frivilligt har bekendt sin synd, kan de ældste måske bevæge vedkommende til at ændre sind når de henvender sig til ham, ligesom det var tilfældet med Natan og David. Den støtte de ældste på den måde yder, hjælper den der har begået en fejl, til ikke at gentage sin synd. Derved undgår den pågældende de alvorlige konsekvenser det kan få at øve synd og blive forhærdet. — Hebræerne 10:26-31.

Noget man skammer sig over og gerne vil have tilgivelse for, er det ikke let at bekende for andre. Det kræver en indre styrke. Men tænk et øjeblik på alternativet. En der ikke røbede sin alvorlige synd for de ældste i menigheden, har sagt: „Jeg følte en indre smerte som ikke ville forsvinde igen. Selv om jeg øgede min andel i forkyndelsen, nagede samvittigheden mig stadig.“ Han mente at det var tilstrækkeligt at bekende sin synd for Gud i bøn, men det var det tydeligvis ikke, for han fik det på samme måde som kong David. (Salme 51:8, 11) Det er meget bedre at tage imod den kærlige hjælp Jehova giver gennem de ældste.