Ukraine

I en af sine lignelser talte Jesus om sæden der blev sået i den gode jord, og sigtede dermed til dem der opdyrker dyb værdsættelse af Guds ord. De „bærer frugt med udholdenhed“ ved trofast at blive ved med at forkynde Guds budskab trods vanskeligheder og lidelser. (Luk. 8:11, 13, 15) Et af de lande hvor det i særlig grad har været tilfældet, er Ukraine. Trods mere end 50 år med forbud og hård forfølgelse har Jehovas Vidner ikke alene overlevet, men også haft stor fremgang.

I tjenesteåret 2001 havde Ukraine et højdepunkt på 120.028 forkyndere. Og flere end 56.000 af dem har lært sandheden fra Bibelen at kende inden for de seneste fem år. I løbet af de sidste to år har brødrene uddelt mere end 50 millioner blade, et antal der svarer til landets indbyggertal. Hver måned modtager afdelingskontoret gennemsnitlig et tusind breve fra interesserede der gerne vil vide mere. Alt dette ville have været utænkeligt for ganske få år siden. Den sande tilbedelse har vundet en stor sejr!

Før vi beskæftiger os med Ukraines historie, vil vi se nærmere på selve landet. Foruden den symbolske jord Jesus talte om, har Ukraine også i bogstavelig forstand en meget frugtbar jordbund. Næsten halvdelen af landet er dækket af en næringsrig, sort muldjord som ukrainerne kalder chernozem, der betyder „sortjord“. Denne jordtype har, sammen med det milde klima, gjort Ukraine til et af verdens mest frugtbare landbrugsområder til dyrkning af sukkerroer, hvede, byg, majs og andre afgrøder. Fra gammel tid har Ukraine derfor været kendt som Europas spisekammer.

Med sine 1300 kilometer fra øst til vest og 900 kilometer fra nord til syd er Ukraine lidt større end Frankrig. Og som det fremgår af kortet på side 123, ligger det i Østeuropa, nord for Sortehavet. Landets nordlige del er dækket af skove. Længere mod syd er der frugtbare sletter, som grænser op til de smukke Krimbjerge. Mod vest ligger bjergkæden Karpaterne, der er hjemsted for losser, bjørne og bisoner.

Ukraine har omkring 50 millioner indbyggere. Det er ydmyge, gæstfri og flittige mennesker, og mange af dem taler både ukrainsk og russisk. Hvis man bliver inviteret hjem til dem, vil man sandsynligvis blive budt på borsjtj (rødbedesuppe) med vareniki (små kogte dejpuder). Efter et velsmagende måltid kan det være at man bliver underholdt med folkesange, da mange ukrainere elsker at synge og spille.

Ukraines befolkning har i tidens løb været påvirket af mange forskellige trosopfattelser. I det tiende århundrede blev den østortodokse religion indført. Senere, under Osmannerriget, kom islam til den sydlige del af Ukraine. Og i middelalderen udbredte polske adelsmænd katolicismen. Under kommunismen i det 20. århundrede blev mange ateister.

I dag møder man Jehovas Vidner overalt i landet. Men før den anden verdenskrig boede de fleste af dem i det vestlige Ukraine, som var opdelt i fire områder: Volynien, Galicien, Karpato-Ukraine og Bukovina.

Sandhedens sæd bliver sået i Ukraine

Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner førhen blev kaldt, har virket i Ukraine i over et hundrede år. Da C.T. Russell i 1891 var på sin første udenlandsrejse, besøgte han mange lande i Europa og Mellemøsten. På vej til Konstantinopel (i dag Istanbul) i Tyrkiet, besøgte han Odessa i det sydlige Ukraine. Senere, i 1911, holdt han en række bibelske foredrag i nogle af de større byer i Europa, deriblandt i Lviv i det vestlige Ukraine.

Broder Russell ankom med tog til Lviv, hvor han den 24. marts skulle holde foredrag i en stor bygning kaldet Folkets Hus, som man havde lejet til formålet. Der blev indrykket ni annoncer i syv af de lokale aviser og opsat store plakater som indbød alle til at komme og høre foredraget „Zionismen i Profetien“, holdt af den ’berømte og respekterede taler fra New York’ — pastor Russell. Det var planen at broder Russell skulle holde foredraget to gange den dag. Men en jødisk rabbiner fra USA som var indædt modstander af C.T. Russells arbejde, sendte et telegram til sine trosfæller i Lviv hvori han rettede nogle grove anklager mod bibelstudenterne. Det ophidsede nogle så meget at de ville hindre broder Russell i at tale.

Salen var fyldt til bristepunktet, både om eftermiddagen og om aftenen, men blandt tilhørerne var der også en del modstandere. Den lokale avis Wiek Nowy skrev: „Allerede da [Russells] tolk sagde de første ord, begyndte zionisterne at råbe op, og deres skrigen og fløjten gav ikke missionæren lejlighed til at tale. Pastor Russell blev nødt til at forlade scenen. . . . Optøjerne var endnu voldsommere ved foredraget klokken otte om aftenen.“

Der var imidlertid mange som gerne ville have hørt broder Russell. De var interesserede i det han havde at fortælle og bestilte derfor noget bibelsk læsestof. Senere sagde broder Russell om sit besøg i Lviv: „Kun Gud selv ved hvad han har haft i tanke med disse hændelser. . . . [Jødernes] ophidselse over emnet kan få nogle til at foretage en grundigere undersøgelse af emnet end de ville have gjort hvis de blot havde hørt os tale under rolige og ordentlige forhold.“ Selv om der ikke umiddelbart var nogen positiv reaktion at spore, var sandhedens sæd blevet sået, og der blev senere oprettet mange grupper af bibelstudenter, både i Lviv og andre dele af Ukraine.

I 1912 indrykkede bibelstudenternes kontor i Tyskland en stor annonce i en kalender der udkom i Ukraine. Annoncen opfordrede til at læse den tyske udgave af bogserien Studier i Skriften. Som følge heraf modtog kontoret i Tyskland 50 breve fra folk i Ukraine som både bestilte Studier i Skriften og et abonnement på Vagttårnet. Kontoret bevarede kontakten med disse interesserede indtil den første verdenskrig udbrød i 1914.

Efter krigen blev Ukraine delt mellem fire af sine nabolande. Den centrale og østlige del blev besat af det kommunistiske Rusland og indlemmet i Sovjetunionen. Det vestlige Ukraine blev delt mellem tre andre lande. Områderne Galicien og Volynien blev annekteret af Polen, Bukovina af Rumænien, og Karpato-Ukraine tilfaldt Tjekkoslovakiet. I disse tre lande var der en vis form for religionsfrihed, og bibelstudenterne kunne således fortsætte med deres forkyndelsesarbejde. Mange af de sædekorn der senere skulle vise sig at bære frugt, blev derfor sået i den vestlige del af Ukraine.

De første spirer

I begyndelsen af det 20. århundrede tog mange ukrainske familier til USA i håb om at få en bedre tilværelse. Nogle af dem læste vores bibelske bøger og blade og sendte dem til deres slægtninge i Ukraine. Andre familier som fik kendskab til bibelstudenternes lære, kom tilbage og begyndte at forkynde på deres hjemegn. Der opstod adskillige grupper af bibelstudenter, som senere blev til menigheder. I begyndelsen af 1920’erne forkyndte bibelstudenter fra Polen i Galicien og Volynien. Samtidig såede brødre fra Rumænien og Moldova sandhedens sædekorn i regionen Bukovina.

Dermed var der lagt et godt grundlag for en senere vækst. I Vagttårnet for februar 1922 stod der: „For nylig besøgte nogle af vore Venner Bukovina . . . Resultatet af deres Besøg dér i nogle Uger blev, at der nu er organiseret syv Klasser, som studerer Bindene og Tabernakel-Skygger. En af disse Klasser har omkring 70 Medlemmer.“ I den lille by Kolinkivtsi i Bukovina tog Stepan Koltsa i 1922 imod sandheden, blev døbt og begyndte at forkynde. Så vidt vides var han den første broder der blev døbt i Ukraine. Senere sluttede ti familier sig til ham. Noget lignende skete i Karpato-Ukraine. I 1925 var der omkring 100 bibelstudenter i byen Veliki Lutjki og andre nærliggende småbyer. Derefter begyndte de første heltidstjenere at forkynde i Karpato-Ukraine og at lede møder i private hjem hos bibelstudenterne. Mange blev døbt.

Aleksej Davidjuk, som har været forkynder i mange år, fortæller hvordan de fleste dengang fik kendskab til sandheden: „I 1927 tog en landsbyboer en af vores bøger med til den lille by Lankove i Volynien. Flere i byen læste den og blev interesseret i at vide mere om sjælen og helvede. I bogen fandtes adressen på bibelstudenternes kontor i Łódź i Polen, og derfor skrev de dertil og bad om at nogle måtte komme og besøge deres landsby. En måneds tid senere kom en broder og oprettede en bibelstudiegruppe. Femten familier sluttede sig til gruppen.“

En sådan begejstring for sandheden var ikke ualmindelig i disse første år. Et brev fra Galicien-området til bibelstudenternes hovedkontor i Brooklyn afspejler den samme værdsættelse: „De bøger I udgiver, læger mange af vore sår og leder vort folk til lyset. Jeg beder jer sende os nogle flere af disse bøger.“ En anden interesseret skrev: „Jeg har besluttet at bede jer sende os noget læsestof, for vi kan ikke få det her. En mand fra vores landsby modtog nogle få bøger fra jer, men naboerne snuppede dem fra ham. Han nåede ikke engang at læse dem. Nu går han rundt til beboerne og prøver på at få fat i sine bøger igen.“

Denne store interesse fik bibelstudenterne til at oprette et kontor i Pekarska-gade i Lviv. Fra Galicien og Volynien modtog man mange anmodninger om læsestof, som regelmæssigt blev sendt videre til ekspedition i Brooklyn.

I midten af 1920’erne var sandhedens sæd virkelig begyndt at spire i det vestlige Ukraine. Der blev oprettet mange grupper af bibelstudenter, og nogle af dem blev senere til menigheder. Der findes ikke ret mange optegnelser fra dengang, men rapporter viser at der i 1922 var 12 som fejrede mindehøjtiden i Galicien. I 1924 oplyste Vagttårnet at 49 personer havde overværet mindehøjtiden i byen Sarata i det sydlige Ukraine. Og i 1927 blev mindehøjtiden overværet af flere end 370 i Karpato-Ukraine.

I Vagttårnet for 15. december 1925, hvor der var en beskrivelse af hvordan arbejdet gik i forskellige dele af verden, stod der blandt andet: „En Broder blev sendt fra Amerika i Aar til Ukrainerne i Europa; . . . der [er] blevet udrettet et godt Arbejde blandt Ukrainerne i den Del af Landet, som beherskes af Polen. Der har været stor og voksende Efterspørgsel efter Litteratur der.“ Nogle måneder senere kunne man i The Golden Age (nu Vågn op!) læse følgende: „Alene i Galicien er der tyve klasser [menigheder] . . . Nogle af dem har . . . arrangeret og holdt flere ugentlige møder; nogle mødes kun om søndagen, og nogle er ved at blive organiseret. Det forventes at flere klasser kan oprettes; det eneste der mangler, er én til at føre an.“ Alt dette viste at den ukrainske jordbund i åndelig forstand var meget frugtbar.

Forkyndelsen i den første tid

Vojtekh Tjekhi fra Karpato-Ukraine blev døbt i 1923 og begyndte senere som heltidsforkynder i Berehove-egnen. Når han tog ud i forkyndelsen, havde han som regel én taske i hånden, en anden på sin cykel og en rygsæk fuld af læsestof på ryggen. Han fortæller: „Vi havde fået til opgave at besøge 24 landsbyer. Vi var 15 forkyndere, og vi måtte hænge i for at nå at gennemarbejde disse landsbyer med læsestof to gange om året. Hver søndag mødtes vi i en af landsbyerne klokken 4 om morgenen. Så kørte vi med bus eller gik 15 til 20 kilometer ud til vores distrikt. Vi begyndte som regel at gå fra hus til hus ved ottetiden om morgenen og blev ved til klokken 2 om eftermiddagen. Hjemturen tilbagelagde vi ofte til fods, og ved møderne samme aften fortalte alle med stor glæde hvad de havde oplevet. Vi gik gennem skove og krydsede floder uanset vejr og vind, men vi beklagede os aldrig. Vi var glade for at tjene og herliggøre Skaberen. At brødrene var villige til at gå mere end 30 kilometer for at komme til møder og for at forkynde, fik folk til at indse at de var sande kristne.

I forkyndelsen havde vi mange forskellige oplevelser. Engang tilbød jeg brochuren Riget, Verdens Haab til en dame som sagde at hun gerne ville have den, men ikke havde nogen penge. Jeg var sulten, så jeg sagde at hun kunne give mig et kogt æg for brochuren. Hun fik brochuren, og jeg spiste ægget.“

Ved juletid havde beboerne i Karpato-Ukraine den skik at gå fra hus til hus og synge om Jesu fødsel. Det benyttede brødrene sig af. De tog nogle publikationer med i deres taske og gik rundt fra hus til hus og sang for folk om deres tro. Mange kunne godt lide melodierne, og det skete ofte at brødrene blev inviteret ind og anmodet om at synge flere sange. Nogle fik endda betaling for at synge, og til gengæld gav de gladeligt beboerne noget bibelsk læsestof. Det betød at boglageret ofte blev tømt omkring juletid. Disse sangkampagner strakte sig over et par uger, eftersom de romersk-katolske kristne og de græsk-katolske kristne holdt jul på forskellige tidspunkter. I slutningen af 1920’erne fik bibelstudenterne imidlertid forståelse af at julen er af hedensk oprindelse, og sangkampagnerne blev indstillet. Brødrene fandt stor glæde i deres flittige forkyndelse, og der blev ved med at opstå nye forkyndergrupper i Karpato-Ukraine.

De første stævner

I maj 1926 holdt bibelstudenterne deres første stævne i Karpato-Ukraine, i byen Veliki Lutjki. Der var 150 til stede, og 20 blev døbt. Året efter blev der i samme område holdt et udendørsstævne i en park midt i byen Uzjhorod med 200 tilstedeværende. Inden længe blev der også arrangeret stævner i andre byer i Karpato-Ukraine. I 1928 blev der for første gang holdt stævne i Lviv. Senere var der stævner i Galicien og Volynien.

I begyndelsen af 1932 blev der afholdt et stævne i den lille by Solotvyn i Karpato-Ukraine, i haven ved et hus hvor bibelstudenterne normalt havde deres møder. Der var omkring 500 til stede, deriblandt ansvarshavende brødre fra Tyskland. Mikhailo Tilnjak, en ældstebroder fra den lokale menighed, fortæller: „Vi nød de velforberedte foredrag som brødrene fra Tyskland og Ungarn holdt ved vores stævne. Med tårer i øjnene tilskyndede de os til at forblive trofaste under de kommende prøvelser.“ Og der kom virkelig hårde prøvelser da den anden verdenskrig begyndte.

I 1937 lejede man et helt tog til at fragte delegerede til et stort stævne i Prag i Tjekkoslovakiet. Toget afgik fra Solotvyn og kørte gennem hele Karpato-Ukraine. Ved hver station stoppede det for at tage delegerede med, og på alle vogne var der skilte med påskriften „Jehovas Vidners stævne — Prag“. Der blev på den måde aflagt et stort vidnesbyrd i dette område, og nogle af de ældre husker stadig denne begivenhed.

Opførelse af mødesale

Efterhånden som der blev flere og flere grupper af bibelstudenter, opstod der behov for at man selv byggede nogle mødesale. Den første sal blev opført i byen Dibrova, Karpato-Ukraine, i 1932. Senere byggede man to andre rigssale i nabobyerne Solotvyn og Bila Tserkva.

Nogle af salene blev ødelagt under krigen, og andre blev konfiskeret, men det svækkede ikke brødrenes ønske om at have deres egne mødesteder. Nu er der 8 rigssale i Dibrova foruden 18 andre i seks nærliggende mindre byer.

Hvordan oversættelsesarbejdet kom i gang

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede emigrerede mange ukrainske familier til USA og Canada. Nogle af dem tog imod sandheden i deres nye land, og det resulterede i at der blev oprettet mange ukrainsktalende grupper. Allerede i 1918 blev Guds Verdensplan udgivet på ukrainsk. Men der var brug for meget mere læsestof for at forsyne den ukrainsktalende befolkning i Ukraine og andre lande med åndelig føde. I begyndelsen af 1920’erne var der et udtalt behov for at finde en kvalificeret broder til løbende at oversætte bibelske publikationer. I 1923 tog Emil Zaritskij, som boede i Canada, imod invitationen til at tage heltidstjenesten op. Det blev hans primære opgave at oversætte de bibelske publikationer til ukrainsk. Desuden besøgte han ukrainske, polske og slovakiske grupper i USA og Canada.

Emil Zaritskij var født i nærheden af byen Sokal i det vestlige Ukraine og var senere flyttet til Canada sammen med sine forældre. Dér giftede han sig med en ukrainsk pige ved navn Marija. De opdrog sammen fem børn. Trods store familieforpligtelser klarede Emil og Marija også deres teokratiske opgaver. I 1928 købte Vagttårnsselskabet et hus i Winnipeg i Canada som blev hjemsted for det ukrainske oversættelsesarbejde.

På daværende tidspunkt benyttede brødrene transportable grammofoner og plader med bibelske foredrag i forkyndelsen fra hus til hus, og broder Zaritskij blev inviteret til Brooklyn for at indtale plader på ukrainsk. I 1930’erne blev der desuden lavet flere halvtimes radioudsendelser på ukrainsk på radiostationen i Winnipeg. I disse radioudsendelser holdt Emil Zaritskij og andre erfarne brødre nogle tankevækkende offentlige foredrag. Foredragene blev ledsaget af firstemmig korsang fra den sangbog der var blevet udgivet i 1928. Det fik hundreder af lyttere til at skrive eller ringe og udtrykke deres taknemmelighed.

Gennem 40 år varetog Emil Zaritskij og hans kone, Marija, trofast deres opgave som oversættere. I al den tid blev hvert eneste nummer af Vagttårnet oversat til ukrainsk. I 1964 blev det så broder Maurice Sarantjuk der fik tilsynet med oversættelsesarbejdet. Sammen med sin kone, Anne, havde han allerede i en årrække samarbejdet med broder Zaritskij.

Åndelig hjælp udefra

Selv om nogle nidkære forkyndere hver især havde sået og vandet sandhedens sæd overalt i Ukraine, var det først i 1927 man begyndte at forkynde på organiseret vis i Karpato-Ukraine, og endnu senere i Galicien. Indtil da var der blevet uddelt mange bøger og brochurer på rumænsk, ungarsk, polsk og ukrainsk, men det var ikke blevet rapporteret. Isolerede grupper blev nu organiseret i menigheder, og brødrene begyndte at forkynde regelmæssigt fra hus til hus. Der blev uddelt en mængde bibelsk læsestof i de år. I 1927 blev Ukraines første boglager åbnet i byen Uzjhorod i Karpato-Ukraine. I 1928 fik kontoret i Magdeburg i Tyskland til opgave at tage sig af menigheder og kolportører i Karpato-Ukraine, som på det tidspunkt hørte under Tjekkoslovakiet.

I 1930 blev der åbnet et kontor i byen Berehove i nærheden af Uzjhorod. Herfra skulle man føre tilsyn med bibelstudenternes arbejde i Karpato-Ukraine. Vojtekh Tjekhi blev tilsynsmand for kontoret, og dette nye tiltag var meget gavnligt for forkyndelsesarbejdet.

Brødre fra kontorerne i Prag og Magdeburg viste en selvopofrende indstilling. De tog ofte på lange rejser rundt i Karpaterne for at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til de mest afsidesliggende egne af dette smukke bjergområde. En af disse nidkære brødre var Adolf Fitzke fra afdelingskontoret i Magdeburg. Han havde fået til opgave at forkynde i Rakhiv i Karpaterne. Mange af de lokale forkyndere har stadig gode minder om denne trofaste, beskedne og fordringsløse broder. I 2001 var der fire menigheder i området.

I 1930’erne blev „Skabelsens Fotodrama“ vist i mange byer og landsbyer i Karpato-Ukraine. Fotodramaet var en otte timers forevisning af film og lysbilleder synkroniseret med bibelske kommentarer indspillet på grammofon. Erich Frost fra Tyskland blev sendt over for at hjælpe de lokale brødre med Fotodramaet. Inden forevisningen delte brødrene løbesedler ud og opsatte plakater for at invitere offentligheden, og interessen var stor. I byen Berehove kom der så mange at over et tusind mennesker måtte vente ude på gaden. Da politiet så den store folkemængde, blev de bange for at der kunne opstå uroligheder som de ikke ville kunne magte. De overvejede derfor at aflyse det hele, men valgte at lade være. Efter forevisningen var der mange som indleverede deres adresse fordi de gerne ville se Fotodramaet igen. Den store interesse fik de lokale religiøse ledere til med alle til rådighed stående midler at modarbejde forkyndelsen af den gode nyhed. Men Jehova Gud velsignede fortsat arbejdet med gode resultater.

I 1920’erne og 30’erne førte det polske afdelingskontor i Łódź tilsyn med regionerne Volynien og Galicien. I 1932 gjorde de polske brødre en særlig indsats i disse områder ved at genbesøge alle der abonnerede på Vagttårnet. Adresserne fik de fra Brooklyn.

Wilhelm Scheider, der dengang var tilsynsmand for kontoret i Polen, har fortalt: „Ukrainerne tog med stor iver imod sandheden. I byerne og landsbyerne i Galicien skød grupper af interesserede op som paddehatte efter et regnskyl. Nogle af grupperne blev så store at de indbefattede hele den lokale befolkning.“

Selv om de fleste brødre var fattige, ofrede de meget for at få læsestof og grammofonplader som kunne hjælpe dem i forkyndelsen og til selv at gøre åndelige fremskridt. Mikola Volotjij fra Galicien, som blev døbt i 1936, solgte den ene af sine to heste for at købe en grammofon. Tænk på hvad det betød for en landmand at sælge en hest! Han havde fire børn at forsørge, men kom til den slutning at han kunne klare det med én hest. Der var mange ukrainere som — takket være den grammofon — lærte Jehova at kende og blev tjenere for ham på grund af de bibelske foredrag og Rigets sange der blev spillet på den.

Om den store forkyndervækst der fandt sted i Galicien og Volynien i 1930’erne, siger Wilhelm Scheider: „I 1928 kom vi op på 300 forkyndere i Polen, men i 1939 var vi flere end 1100, og halvdelen af dem var ukrainere — selv om arbejdet i deres område (Galicien og Volynien) var begyndt langt senere.“

På grund af den store vækst blev Ludvik Kinitskij fra afdelingskontoret i Polen sendt til Galicien og Volynien for at støtte forkyndelsesarbejdet som rejsende tilsynsmand. Hans familie fra Tjortkiv i Galicien var i begyndelsen af det 20. århundrede emigreret til USA, hvor broder Kinitskij havde lært sandheden at kende. Senere var han vendt tilbage til sit hjemland for at hjælpe oprigtige mennesker dér. Mange brødre og søstre vil aldrig glemme den åndelige hjælp de fik af denne nidkære forkynder. Da der i efteråret 1936 blev udstedt et forbud mod den polske udgave af Den gyldne Tidsalder og bladets redaktør blev dømt til et års fængsel, blev broder Kinitskij udnævnt til redaktør af bladet Nowy Dzień (Ny Dag), som blev udgivet i stedet for det forbudte blad Den gyldne Tidsalder. I 1944 blev han arresteret af Gestapo og sendt til koncentrationslejren Mauthausen-Gusen, hvor han døde trofast mod Jehova.

Gud drager alle slags mennesker

I begyndelsen af 1920’erne vendte en bibelstudent ved navn Rola tilbage til sin hjemby, Zolotyj Potik i Galicien. Ved hjælp af sin bibel begyndte han at forkynde den gode nyhed. Folk sagde at han var skør fordi han ødelagde alle sine religiøse billeder. Og den lokale præst forsøgte at få Rola til at holde op med at forkynde. Præsten gik hen til en politimand og sagde: „Hvis du kan gøre et eller andet så Rola ikke længere er i stand til at gå, vil jeg give dig en liter whisky.“ Betjenten svarede at det ikke var hans opgave at slå folk. Senere begyndte Rola at modtage pakker med læsestof fra brødrene i USA. Præsten kontaktede igen betjenten og sagde at der var kommet en pakke med kommunistisk læsestof til posthuset. Dagen efter gik politimanden hen på posthuset for at se hvem der hentede pakken. Det var naturligvis Rola. Betjenten tog ham med hen på politistationen og tilkaldte samtidig præsten. Præsten råbte at bøgerne var fra Djævelen. For at få afgjort om bøgerne indeholdt kommunistisk lære, sendte politimanden nogle af dem til en lokal domstol. Resten beholdt han selv. Da han læste dem, gik det op for ham at de indeholdt sandheden. Inden længe begyndte han og hans kone at overvære bibelstudenternes møder. Senere blev han døbt, og han blev en nidkær forkynder. Så mens præsten gjorde hvad han kunne for at standse arbejdet med at gøre disciple, tilskyndede han uforvarende Ludvik Rodak, som betjenten hed, til at tage imod sandheden.

I samme periode var der en græsk-katolsk præst fra Lviv som flyttede til USA sammen med sin kone, som kort efter døde. I sin store sorg besluttede præsten at finde ud af hvor hans kones sjæl var gået hen. Han fik fat i en adresse på nogle spiritister i New York. Da han ledte efter det sted hvor de holdt deres møder, kom han ved en fejltagelse til at gå op på en anden etage i samme bygning, hvor bibelstudenterne mødtes. Dér lærte han sandheden om de dødes tilstand. Senere blev han døbt og arbejdede i en periode i trykkeriet på Brooklyn Betel. Efter et stykke tid vendte han tilbage til Galicien, hvor han nidkært fortsatte med at forkynde den gode nyhed.

Lysglimt i det østlige Ukraine

Som nævnt foregik meget af forkyndelsen til at begynde med i det vestlige Ukraine. Hvordan nåede sandheden ud til resten af landet? Ville den åndelige jordbund her være lige så frugtbar som den havde været i det vestlige Ukraine?

I begyndelsen af 1900-tallet kom broder Trumpi, en bibelstudent fra Schweiz, til et kulminedistrikt i det østlige Ukraine for at arbejde som ingeniør. Så vidt vides var han den første bibelstudent i det område. Den forkyndelse han udførte i 1920’erne, resulterede i at der blev dannet en bibelstudiegruppe i landsbyen Ljubymivskij Post i nærheden af byen Kharkov.

I 1927 kom en anden broder fra Vesteuropa for at arbejde som ingeniør i en kulmine i landsbyen Kalynivka. Han medbragte en hel kuffert med bibelsk læsestof, som han brugte når han forkyndte for nogle baptister der viste stor interesse for håbet om Riget. Da denne broder efter nogen tid vendte tilbage til sit hjemland, efterlod han sig en lille gruppe der var blevet bibelstudenter. I Vagttårnet fra 1927 oplystes det at 18 havde overværet mindehøjtiden i Kalynivka det år. I nabolandsbyen Jepifanivka havde der været 11 til stede. Derforuden havde 30 fejret mindehøjtiden i Ljubymivskyj Post.

For at finde ud af om det var muligt at legalisere forkyndelsesarbejdet, fulgte brødrene på hovedkontoret i Brooklyn hele tiden med i hvordan forholdene udviklede sig i Sovjetunionen. Det var også med det mål for øje at George Young, en canadisk broder, kom til USSR i 1928. Under sit ophold lykkedes det ham at besøge Kharkov i det østlige Ukraine, hvor han arrangerede et lille tredages stævne sammen med de lokale bibelstudenter. Senere måtte han forlade landet på grund af myndighedernes modstand. Han konstaterede at der på det tidspunkt også fandtes grupper af bibelstudenter i både Kiev og Odessa.

Broder Young underrettede Brooklyn om situationen i Sovjetunionen. På broder Youngs anbefaling blev Danijel Starukhin fra Ukraine udnævnt til at repræsentere bibelstudenterne, ikke alene i Ukraine, men i hele USSR. Flere år inden George Youngs besøg havde broder Starukhin været i stand til at forsvare Bibelen i en debat med Anatolij Lunatjarskij, kommissæren for uddannelse i Den Russiske Sovjetrepublik. I et brev til J.F. Rutherford på hovedkontoret i Brooklyn skrev broder Young: „Danijel Starukhin er nidkær og flittig. Som 15-årig havde han en drøftelse om Bibelen med en præst. Præsten blev så oprevet at han tog sit kors og slog drengen oven i hovedet så han faldt bevidstløs om på gulvet; han har stadig et ar i hovedet. Danijel skulle have været hængt, men på grund af sin unge alder slap han med fire måneders fængsel.“ Broder Starukhin forsøgte at få indregistreret den lokale menighed og få officiel tilladelse til at trykke bibelsk læsestof i Ukraine, men det gav de sovjetiske myndigheder ikke lov til.

I slutningen af 1920’erne og i 1930’erne gjorde de sovjetiske myndigheder en stor indsats for at fremme ateismen. Religion blev latterliggjort, og de der talte med andre om deres tro, blev betragtet som „fjender af fædrelandet“. Efter en god høst i 1932 konfiskerede kommunisterne alle fødevarer fra landsbyerne i Ukraine. Over seks millioner mennesker døde på grund af denne menneskeskabte hungersnød.

Rapporter viser at de små grupper af Jehovas tjenere der fandtes, bevarede deres uangribelighed i disse vanskelige år selv om de ikke havde nogen som helst kontakt med brødre i udlandet. Nogle af dem tilbragte mange år i fængsel på grund af deres tro. Familien Trumpi, familien Hauser, Danijel Starukhun, Andrij Savenko og søster Sjapovalova er blot nogle få af dem der bevarede deres uangribelighed. Vi er overbeviste om at Jehova ikke vil ’glemme deres arbejde og den kærlighed de har vist mod hans navn’. — Hebr. 6:10.

En tid med hårde prøvelser

I slutningen af 1930’erne oplevede mange lande i Østeuropa at deres grænser blev flyttet. Nazityskland og USSR udvidede deres landområder ved at annektere svagere lande.

I marts 1939 besatte Ungarn, med støtte fra Nazityskland, Karpato-Ukraine. Jehovas Vidners arbejde blev underlagt forbud, og rigssalene blev lukket. Myndighederne mishandlede brutalt brødrene og sendte mange i fængsel. De fleste forkyndere fra byerne Vilikij Bitjkiv og Kobiletska Poljana blev fængslet.

Da sovjettropperne ankom til Galicien og Volynien i 1939, blev Ukraines vestlige grænse lukket. Det betød en afbrydelse af kontakten med kontoret i Polen. Da den anden verdenskrig brød ud, gik organisationen under jorden. Brødrene samledes i små grupper som man kaldte kredse, og fortsatte deres arbejde med større forsigtighed.

Senere blev Ukraine invaderet af nazistyrker. Under den tyske besættelse begyndte præsterne at ophidse folkemængden mod Jehovas tjenere. I Galicien kom det til voldsom forfølgelse. Vinduer i Jehovas Vidners hjem blev smadret, og mange brødre blev brutalt slået. Om vinteren blev nogle brødre tvunget til at stå i koldt vand i flere timer fordi de ikke ville gøre korsets tegn. Nogle søstre fik 50 slag med stokke. Flere brødre måtte bøde med livet fordi de bevarede deres uangribelighed. For eksempel henrettede Gestapo Illja Govutjak, en heltidstjener fra Karpaterne. En katolsk præst havde overgivet broder Govutjak til Gestapo fordi han nidkært forkyndte Guds rige. Det var en tid med hårde prøvelser. Men Jehovas tjenere stod fast.

Jehovas Vidner hjalp hinanden, selv om det ofte var meget farligt at gøre det. I byen Stanisław (nu Ivano-Frakivsk) var der en jødisk kvinde som sammen med sine to døtre blev Jehovas Vidner. De boede i en jødisk ghetto. Da brødrene fandt ud af at nazisterne havde planer om at henrette alle jøder i byen, hjalp de disse tre søstre til at flygte. Med fare for deres eget liv skjulte Jehovas Vidner dem helt til krigen var forbi.

Under den anden verdenskrig mistede brødrene i det vestlige Ukraine for en tid kontakten med organisationen, og det skabte en vis usikkerhed. For eksempel mente nogle at krigens udbrud var begyndelsen til Harmagedon. Den opfattelse forårsagede i en periode nogle misforståelser blandt brødrene.

Sædekorn spirer på slagmarken

Den anden verdenskrig medførte sorg og ødelæggelse i Ukraine. I tre år var landet forvandlet til en stor slagmark. Efterhånden som fronten bevægede sig gennem ukrainsk område, først mod øst og så tilbage mod vest, blev mange byer og landsbyer jævnet med jorden. Omkring ti millioner af Ukraines indbyggere blev dræbt i disse år, deriblandt fem og en halv million civile. Krigens rædsler gjorde mange desillusionerede og fik dem til at tilsidesætte moralske principper. Men selv under disse forhold var der nogle som lærte sandheden at kende.

I 1942 blev Mikhailo Dan, en ung mand fra Karpato-Ukraine som inden den anden verdenskrig med glæde havde lyttet til Jehovas Vidner, indkaldt til militæret. Under en militærøvelse uddelte en katolsk præst en religiøs brochure til soldaterne som gav løfte om himmelsk liv til alle der dræbte mindst én kommunist. Den unge soldat undrede sig. Under krigen så han en præst slå folk ihjel. Det var med til at overbevise ham om at det var Jehovas Vidner der havde sandheden. Efter krigen vendte han hjem, fandt Jehovas Vidner, og i slutningen af 1945 blev han døbt.

Senere udholdt broder Dan de grusomme forhold i de sovjetiske fængsler. Efter sin løsladelse blev han udnævnt til ældste, og han tjener nu som præsiderende tilsynsmand i en af menighederne i Karpato-Ukraine. Med henvisning til den førnævnte brochure siger han ironisk: „Jeg dræbte ikke en eneste kommunist. Jeg forventer derfor ikke at komme i himmelen, men ser frem til at leve evigt i Paradiset på jorden.“

Frugtbar jord i koncentrationslejrene

Som nævnt i indledningen til denne beretning er næringsrig muldjord meget frugtbar. Derfor blev der under Nazitysklands besættelse ført sortjord ud af landet. Den ene godsvogn efter den anden blev fyldt med frugtbar jord fra det centrale Ukraine og kørt til Tyskland.

Men der var andre godsvogne som viste sig at indeholde en anden slags frugtbar jord. Omkring to og en halv million unge ukrainske mænd og kvinder blev sendt på tvangsarbejde i Tyskland. En hel del af dem endte senere i koncentrationslejre. Dér fik de kendskab til tyske Jehovas Vidner som var blevet fængslet på grund af deres kristne neutralitet. Selv i koncentrationslejrene fortsatte Jehovas Vidner med at gøre andre bekendt med den gode nyhed, både ved det de fortalte, og ved deres væremåde. En fange beretter: „Vidnerne skilte sig ud fra alle andre i koncentrationslejrene. De var venlige og optimistiske. Deres opførsel viste at de havde noget meget vigtigt at fortælle de andre fanger.“ I de år lærte mange fra Ukraine sandheden at kende gennem tyske forkyndere i koncentrationslejrene.

Anastasija Kazak lærte sandheden at kende i den tyske koncentrationslejr Stutthof. Ved krigens slutning kom flere hundrede fanger til Danmark på en pram. Blandt dem var Anastasija og 14 Jehovas Vidner, som straks blev kontaktet af danske brødre, der tog sig af deres fysiske og åndelige behov. Samme år blev den 19-årige Anastasija døbt ved stævnet i København inden hun rejste hjem til det østlige Ukraine, hvor hun nidkært såede sandhedens sædekorn. Senere blev søster Kazak atter fængslet og sad indespærret i 11 år på grund af sin forkyndervirksomhed.

Hun giver dette råd til de unge: „Hvad I end kommer ud for — trængsler, modstand eller andre vanskeligheder — så giv aldrig op. Bliv ved med at bede Jehova om hjælp. Som jeg selv har erfaret, vil han aldrig svigte dem der tjener ham.“ — Sl. 94:14.

Prøvelser under krigen

Krig betyder strenge og grusomme forhold som medfører trængsler, lidelser og død for både soldater og civile. Heller ikke Jehovas Vidner går ram forbi. Men selv om de er i verden, er de ikke en del af den. (Joh. 17:15, 16) Ligesom deres Fører, Jesus Kristus, holder de sig strengt neutrale i politik. Med dette standpunkt har de skilt sig ud som sande kristne, både i Ukraine og alle andre steder. Og mens verden ærer sine helte — både de levende og døde — ærer Jehova dem der modigt viser sig loyale over for ham. — 1 Sam. 2:30.

I slutningen af 1944 generobrede sovjetiske styrker det vestlige Ukraine og indførte tvungen militærtjeneste for alle. Samtidig kæmpede nogle ukrainske partisangrupper mod både de tyske og de sovjetiske tropper. Der blev lagt pres på indbyggerne i det vestlige Ukraine for at få dem til at slutte sig til partisanerne. Alt dette medførte nye prøvelser for Jehovas tjenere, som ønskede at forblive neutrale. Flere brødre blev henrettet fordi de nægtede at deltage i kampene.

Ivan Maksimjuk og hans søn Mikhailo lærte sandheden at kende gennem Illja Govutjak. Under krigen nægtede de at bære våben og blev derfor tilbageholdt af partisanerne. Nogen tid forinden havde de samme partisaner taget en sovjetisk soldat til fange. De beordrede nu Ivan Maksimjuk til at dræbe soldaten og sagde at han derefter ville få lov at gå. Broder Maksimjuk nægtede at gøre det og blev brutalt myrdet. Hans søn Mikhailo blev ligeledes myrdet på grusom vis, og det samme gjaldt Jurij Frejuk og dennes 17-årige søn, Mikola.

Andre brødre blev henrettet fordi de nægtede at gå ind i den sovjetiske hær. (Es. 2:4) Atter andre blev dømt til ti års fængsel. Indsatte brødre havde minimale chancer for at overleve, for selv de der havde deres frihed, sultede efter krigen. I 1944 blev Mikhail Dasevitj fængslet på grund af sin neutralitet. Inden han begyndte at afsone en dom på ti år, var han blevet underkastet forhør i seks måneder og befandt sig i en tilstand af total udmattelse. Fængselslægen ordinerede en „kalorierig kost“. Køkkenpersonalet begyndte derfor at putte en teskefuld olie i hans grødration — som var alt hvad han måtte få at spise. Broder Dasevitj overlevede og har senere tjent i 23 år i landsudvalget i USSR og derefter i landsudvalget i Ukraine.

I 1944 nægtede syv brødre fra en menighed i Bukovina at gå ind i hæren, og de blev alle dømt til mellem tre og fire års fængsel. Fire af dem døde af sult i fængselet. Samme år blev fem brødre fra en nærliggende menighed hver idømt ti år i en sibirisk fangelejr. Kun en af dem overlevede og vendte hjem.

I 1947 Yearbook stod der følgende om det der skete: „Da naziuhyret i 1944 blev trængt vestpå, blev alle . . . i det vestlige Ukraine udkommanderet til hæren for at krigen kunne få et gunstigt udfald for Rusland. Igen har vores brødre bevaret den eviggyldige pagts ukrænkelighed og deres neutralitet. Flere har mistet livet som følge af deres trofasthed mod Herren, og atter er nogle — denne gang over 1000 — blevet fragtet østpå til dette store kontinents vidtstrakte sletter.“

Selv om mange på den måde blev forflyttet, fortsatte Jehovas Vidner med at vokse i tal. I 1946 var der 5218, deriblandt fire salvede, som overværede mindehøjtiden i det vestlige Ukraine.

En midlertidig lettelse

Efter den anden verdenskrig forkyndte brødrene — der havde udholdt alle disse trængsler og var forblevet loyale over for Gud — et opmuntrende budskab som vakte håb for dem der vendte hjem fra slagmarken. Både soldater og krigsfanger der vendte hjem, var desillusionerede og søgte en mening med tilværelsen. Derfor tog mange med glæde imod sandheden fra Bibelen. For eksempel blev 51 fra landsbyen Bila Tserkva i Karpato-Ukraine i efteråret 1945 døbt i Tiszafloden. Ved årets udgang var der i denne menighed 150 forkyndere.

På det tidspunkt havde der udviklet sig et had mellem ukrainere og polakker i det vestlige Ukraine og det østlige Polen, og der var opstået flere ukrainske og polske bander. I nogle tilfælde myrdede sådanne bander hele landsbyer beboet af nogle tilhørende modparten. Sørgeligt nok døde også nogle brødre under disse myrderier.

Senere blev der indgået en aftale mellem Sovjetunionen og Polen om at forflytte omkring 800.000 polakker fra det vestlige Ukraine til Polen og omkring 500.000 ukrainere fra det østlige Polen til Ukraine. Blandt dem der blev forflyttet, var også mange Jehovas Vidner. Det gjaldt i nogle tilfælde hele menigheder, og brødrene betragtede repatriationen som en mulighed for at forkynde i nye distrikter. I 1947 Yearbook stod der: „Al denne kommen og gåen har bidraget til at sandheden hurtigt er blevet udbredt i områder som det ellers ville have været vanskeligt at nå. På den måde har de ulykkelige omstændigheder medvirket til at herliggøre Jehovas navn.“

Da Ukraines vestlige grænse blev lukket, tog brødrene skridt til at organisere arbejdet i Ukraine og i resten af USSR. Pavlo Zjatek var tidligere blevet udnævnt til landstjener for Ukraine og resten af Sovjetunionen. Senere fik to andre nidkære brødre, Stanislav Burak og Petro Tokar, til opgave at hjælpe ham. De boede i hemmelighed hos en kristen søster i Lviv, hvor de trykte læsestof så hele USSR kunne blive forsynet med åndelig føde. Her oversatte og trykte man litteratur som under stor fare blev indført fra Polen. Af og til lykkedes det forskellige brødre og søstre at få tilladelse til at besøge noget af deres familie i Polen, og på tilbagevejen smuglede de læsestof med. En overgang havde en lokomotivfører endda litteratur med i en metalboks der var skjult i en dampkedel!

I slutningen af 1945 blev broder Zjatek arresteret og idømt ti års fængsel. I stedet for ham blev broder Burak udnævnt til landstjener.

Forfølgelse igen

I juni 1947 blev en broder der var på vej ud med litteratur til brødrene, standset på gaden i Lviv og arresteret. Sikkerhedstjenesten tilbød at indregistrere vores organisation lovformeligt hvis broderen oplyste adresserne på de Jehovas Vidner han regelmæssigt leverede bladene til. Broderen opgav troskyldigt adresserne på næsten 30 brødre, deriblandt den daværende landstjener, broder Burak. Senere blev de alle arresteret. Broderen angrede oprigtigt og erkendte at han havde vist sikkerhedstjenesten ubegrundet tillid.

De arresterede brødre blev ført til et fængsel i Kiev til videre forhør og retsforfølgelse. Kort tid senere døde broder Burak i fængselet. Før sin arrestation var det lykkedes ham at kontakte områdetjeneren Mikola Tsiba fra Volynien og overdrage tilsynet med Ukraine og hele Sovjetunionen til ham.

Det var aldrig før sket at den sovjetiske sikkerhedstjeneste på én gang havde arresteret så mange af de ansvarshavende brødre og dem der arbejdede i de hemmelige trykkerier. Sovjetiske myndighedspersoner anså vores litteratur for at være antisovjetisk. Jehovas Vidner blev derfor falskeligt anklaget for undergravende virksomhed, og mange blev dømt til døden. Men dødsdommene blev ændret til 25 år i fangelejre.

Brødrene blev dømt til at afsone deres straf i Sibirien. Da de spurgte en advokat hvorfor de skulle sendes så langt væk, svarede han i spøg: „Måske fordi I skal forkynde om jeres Gud dér.“ Det skulle senere vise sig at han havde fuldstændig ret!

I årene fra 1947 til 1951 blev mange ansvarshavende brødre arresteret. Jehovas Vidner blev ikke bare sat fast fordi de trykte litteratur, men også fordi de nægtede at gå ind i militæret, at stemme og at melde deres børn ind i Komsomol (Det Kommunistiske Ungdomsforbund). Alene det at være et af Jehovas Vidner var grund nok til at blive fængslet. Ofte blev der vidnet falsk imod brødrene i retssalene. Det var som regel naboer eller kolleger der var blevet skræmt eller bestukket af sikkerhedstjenesten til at optræde som vidner.

Der fandtes dog også embedsmænd som var hjælpsomme, selv om det ikke var noget de skiltede med. Ivan Simtjuk blev arresteret og anbragt i enecelle i seks måneder. Der var total stilhed i cellen; han kunne ikke engang høre støjen fra gaden. Efter de seks måneder skulle han forhøres. Men den der skulle forhøre ham, hjalp ham ved at fortælle hvordan han skulle svare: „Lad være med at sige noget som helst om hvorfra eller af hvem I fik skrivemaskiner og litteratur. Lad være med at svare på den slags spørgsmål.“ Og da man førte broderen hen til forhøret, sagde manden: „Ivan, giv ikke op. Giv ikke op, Ivan.“

I nogle landsbyer måtte Jehovas Vidner ikke hænge gardiner for deres vinduer. På den måde kunne naboerne og politiet lettere se om de læste i deres bøger og blade eller holdt møder. Men brødrene fandt alligevel ud af hvordan de kunne få åndelig føde. De fandt for eksempel på at lade vagttårnsstudielederen sidde under et bord som var dækket med en dug der gik helt ned til gulvet. Tilhørerne sad så rundt om bordet og lyttede opmærksomt til hans oplæsning for derefter at give deres kommentarer. Ingen fattede mistanke om at de der sad omkring bordet, var i gang med at holde et religiøst møde.

Forkyndelse i retten

Mikhailo Dan, der tidligere er omtalt, blev arresteret i slutningen af 1948. Han var på det tidspunkt gift, havde en søn på et års tid, og desuden ventede hans kone endnu et barn. Under retssagen krævede den offentlige anklager en dom på 25 års fængsel. I sin afsluttende kommentar til dommerne brugte broder Dan ordene fra Jeremias 26:14, 15: „Se, jeg er i jeres hånd. Gør med mig efter hvad der er godt og rigtigt i jeres øjne. Kun skal I helt sikkert vide, at hvis I lader mig dø, er det uskyldigt blod I bringer over jer selv og over denne by og over dens indbyggere, for i sandhed, Jehova har sendt mig til jer for at jeg skal sige alle disse ord i jeres påhør.“ Disse ord gjorde deres virkning. Dommerne tog advarselen til sig og traf deres afgørelse: ti års fængsel og fem års forvisning til fjerne egne af Rusland.

Broder Dan blev beskyldt for at have forrådt sit fædreland. Da det gik op for ham, sagde han til dommerne: „Jeg blev født i Ukraine under det tjekkoslovakiske styre og har senere levet under ungarsk herredømme; nu er det Sovjetunionen der regerer i vores område, og jeg er rumænsk statsborger. Hvilket fædreland har jeg forrådt?“ Det var der naturligvis ingen der kunne svare på. Efter retssagen fik broder Dan den glædelige meddelelse at han havde fået en lille datter. Det hjalp ham til at klare alt det han senere blev udsat for i fængsler og fangelejre i det østlige Rusland. I slutningen af 1940’erne døde mange af brødrene fra Ukraine, Moldova og Hviderusland af sult i sovjetiske fængsler. Broder Dan tabte 25 kilo.

Forfølgelse af søstre i Ukraine

Det var ikke kun brødre der blev forfulgt og idømt langvarige straffe af det sovjetiske styre; søstre blev behandlet lige så brutalt. For eksempel kan nævnes Marija Tomilko, som lærte sandheden at kende under den anden verdenskrig i koncentrationslejren Ravensbrück. Senere vendte hun tilbage til Ukraine og forkyndte i byen Dnepropetrovsk. På grund af sin forkyndelse blev hun i 1948 dømt til 25 år i fangelejr.

En anden søster, som blev idømt 20 år i fangelejr, mindes: „I forhørsperioden blev jeg sat i en celle med mange kriminelle kvinder. Men jeg var ikke bange for dem. Jeg forkyndte for dem. Og til min overraskelse lyttede de opmærksomt. Cellen var stopfyldt. Vi sov alle på gulvet, som sardiner i en dåse. Vi kunne kun vende os hvis vi alle gjorde det på én gang, og på kommando.“

I 1949 gik en baptistleder i byen Zaporozje til den lokale sikkerhedstjeneste og fortalte om fem af vores søstre, som så blev arresteret. De blev beskyldt for antisovjetisk propaganda og fik hver 25 år i fangelejre. Alle deres ejendele blev konfiskeret. Efter at have tilbragt syv år højt oppe i det nordlige Rusland blev de benådet på grund af et amnesti. En af søstrene, Lidija Kurdas, siger: „Vi måtte kun skrive hjem to gange om året, og disse breve blev grundigt censureret. I al den tid havde vi ingen litteratur.“ Alligevel forblev de trofaste mod Jehova og fortsatte med at forkynde den gode nyhed om Riget.

Hjælp til brødrene i Moldova

Selv under disse vanskelige forhold viste brødrene indbyrdes kærlighed. I 1947 blev nabolandet Moldova ramt af en alvorlig hungersnød. Skønt brødrene i Ukraine selv var fattige, tog de straks initiativ til at hjælpe deres trosfæller i Moldova ved at sende dem mel. Og forkyndere i det vestlige Ukraine inviterede en del brødre fra Moldova til at bo hos sig.

En broder der dengang boede i Moldova, fortæller: „Som forældreløst barn havde jeg hver dag krav på 200 gram brød fra det offentlige. Men eftersom jeg ikke var med i Ungdomsforbundet, fik jeg ingenting. Vi var lykkelige da brødrene fra det vestlige Ukraine sendte os så meget mel at hver forkynder kunne få fire kilo.“

Forsøg på at blive juridisk anerkendt i USSR

I 1949 ansøgte tre ældstebrødre fra Volynien (Mikola Pjatokha, Illja Babijtjuk og Mikhailo Tjumak) om at få vores arbejde juridisk anerkendt. Kort tid efter blev broder Tjumak arresteret. En af de andre brødre, Mikhailo Pjatokha, kan huske at der ikke kom noget svar på den første ansøgning. Derfor henvendte man sig endnu en gang til myndighederne i Moskva. Dokumenterne blev overført til Kiev. Her blev brødrene indbudt til en samtale med nogle embedsmænd, som sagde at en indregistrering kun kunne komme på tale hvis Jehovas Vidner ville samarbejde med dem. Brødrene ville naturligvis ikke gå med til at bryde deres neutralitet. Inden længe blev disse to brødre også arresteret og hver idømt 25 år i fangelejr.

I en særlig meddelelse som de lokale myndigheder i Volynien modtog fra Moskva, hed det at den religiøse „sekt“ Jehovas Vidner var „en udpræget antisovjetisk bevægelse som ikke kan anerkendes“. Lederen af det lokale kontor for religiøse anliggender fik ordre til at udspionere Jehovas Vidner og rapportere deres iagttagelser til statens sikkerhedstjeneste.

Religiøse ledere samarbejder med myndighederne

I 1949 henvendte en baptistleder i Karpato-Ukraine sig til myndighederne og klagede over at Jehovas Vidner omvendte hans sognebørn. Følgelig blev Mikhailo Tilnjak, en ældstebroder fra den lokale menighed, arresteret og dømt til ti års fængsel. Hans kone blev ladt alene tilbage med to små børn.

Når oprigtige mennesker så religiøse ledere gribe til den slags metoder, hjalp det dem til at forstå og værdsætte det arbejde Jehovas Vidner udførte. I 1950 opdagede Vasilina Biben, en ung baptistpige fra Karpato-Ukraine, at præsten i hendes kirke havde fortalt myndighederne om to Jehovas Vidner der forkyndte på hendes hjemegn. Forkynderne blev arresteret og idømt seks års fængsel. Men da de efter den udståede straf vendte hjem, viste de intet tegn på fjendskab mod præsten. Det gik op for Vasilina at forkynderne virkelig elsker deres medmennesker. Det gjorde så stort et indtryk på hende, at hun begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner og senere blev døbt. Hun siger: „Jeg takker Jehova fordi jeg fandt vejen der fører til evigt liv.“

Forvisning til Rusland

De bibelske sandheder som Jehovas Vidner forkyndte, var uforenelige med kommuniststyrets ateistiske ideologi. Jehovas Vidner var velorganiserede, og de bøger og blade de i hemmelighed trykte og uddelte, gik ind for Guds rige. Desuden fortalte forkynderne deres familie og naboer om Bibelens lære. Fra 1947 til 1950 arresterede myndighederne over 1000 Jehovas Vidner. Men der blev alligevel flere og flere. Det fik i 1951 myndighederne til i hemmelighed at udarbejde en plan som de mente ville knuse Guds folk. Man ville sende alle de Jehovas Vidner der endnu ikke var blevet arresteret, 5000 kilometer østpå, langt ind i Sibirien.

Den 8. april 1951 blev over 6100 Jehovas Vidner fra det vestlige Ukraine forvist til Sibirien. Tidligt om morgenen ankom nogle køretøjer med soldater til hvert eneste af brødrenes hjem. Familierne fik kun et par timer til at pakke det de ville have med på rejsen — og de måtte kun medtage værdigenstande og personlige ejendele. Alle der blev fundet hjemme, både mænd, kvinder og børn, blev forvist. Ingen blev skånet på grund af alder eller dårligt helbred. På blot en enkelt dag blev de stuvet ind i godsvogne og sendt af sted.

De der ikke var hjemme da deportationen fandt sted, måtte klare sig selv, og myndighederne søgte ikke efter dem. Nogle af dem ansøgte om at blive forenet med deres forviste familie, men de fik intet svar, ikke engang oplysning om hvor deres familie var blevet sendt hen.

Det var ikke kun Jehovas Vidner fra Ukraine der blev forvist. Det gjaldt også forkynderne fra Moldova, det vestlige Hviderusland, Litauen, Letland og Estland. Alt i alt blev omkring 9500 Vidner fra disse seks republikker deporteret. De blev under militærbevogtning sendt af sted i kreaturvogne.

Ingen af forkynderne havde nogen anelse om hvor de var på vej hen. Under den lange rejse bad de, sang og hjalp hinanden. Nogle hængte et stykke tøj uden på godsvognen hvorpå de havde skrevet: „Vi er Jehovas Vidner fra Volynien“ eller „Vi er Jehovas Vidner fra Lviv-området“. Når toget gjorde holdt ved de forskellige stationer, lagde brødrene mærke til at der var tilsvarende tog med lignende skilte fra andre områder af det vestlige Ukraine. På den måde fandt de ud af at forkyndere fra andre egne også var blevet forvist. Den slags „telegrammer“ styrkede brødrene under deres to til tre uger lange togrejse til Sibirien.

Der var tale om en varig forvisning. Efter planen ville Jehovas Vidner aldrig få tilladelse til at forlade Sibirien igen. Selv om de ikke var i fængsel, skulle de regelmæssigt lade sig registrere hos de lokale myndigheder. Hvis nogen undlod at gøre det, blev vedkommende idømt flere års fængsel.

Da de deporterede nåede frem, blev nogle af dem blot efterladt med nogle økser i en skov, så de selv kunne bygge noget at bo i og skaffe sig det nødvendige. De første vintre blev mange brødre og søstre nødt til at lave primitive jordhuler og overdække dem med græstørv for at overleve.

Grigorij Melnik, der nu tjener som ældste på Krim, fortæller: „Efter at min søster i 1947 var blevet arresteret, blev jeg ofte kaldt til forhør. Her blev jeg slået med stokke. Det skete flere gange at man lod mig stå ret op og ned ad en væg i 16 timer. Alt det gjorde man for at tvinge mig til at aflægge falsk vidnesbyrd mod min storesøster, som var et af Jehovas Vidner. Jeg var 16 år gammel. De lokale myndigheder kunne ikke lide mig og ville have mig fjernet fordi jeg nægtede at vidne imod hende.

I 1951 blev jeg, mine to yngre brødre og min lillesøster som følge heraf forvist til Sibirien. Vores forældre var døde på det tidspunkt, og min storebroder og storesøster havde fået en fængselsdom på ti år. Som 20-årig havde jeg derfor ansvaret for mine to yngre brødre og min søster.

Jeg mindes ofte de første par år i Sibirien, hvor vi levede af kartofler og te. Vi drak te af suppetallerkener, da kopper var en luksus dengang. Men åndeligt set følte jeg mig stærk. Få dage efter at vi var nået frem, begyndte jeg at holde offentlige møder. Senere fulgte også Den Teokratiske Skole. Det var ikke let at stå med ansvaret fordi jeg samtidig skulle klare et fysisk udmattende arbejde for at forsørge mine yngre søskende.“ Trods de mange vanskeligheder forblev familien Melnik trofast mod Jehova og hans organisation.

For at forhindre Jehovas Vidner i at komme i snak med lokalbefolkningen spredte de sibiriske myndigheder det rygte at det var kannibaler der var på vej til Sibirien. En gruppe forkyndere der ankom, måtte vente i flere dage på at blive indlogeret i de nærliggende landsbyer. De sad derfor under åben himmel ved bredden af den tilfrosne flod Chulim. Selv om det var midt i april, lå der stadig masser af sne. Brødrene lavede et stort bål, og mens de sad og varmede sig, sang og bad de og fortalte hinanden om hvad de havde oplevet på rejsen. Til deres undren var der ingen af de lokale indbyggere som henvendte sig til dem. I stedet for at invitere dem ind lukkede beboerne alle døre og vinduer. På tredjedagen kom de modigste beboere, udstyret med økse, hen til forkynderne og begyndte at tale med dem. De havde virkelig troet at det var kannibaler der var kommet. Men de fandt snart ud af at det ikke var tilfældet.

I 1951 havde myndighederne planer om også at deportere forkynderne fra Karpato-Ukraine. Man sendte endda tomme godsvogne til området. Men af en eller anden grund blev planerne skrinlagt. Karpato-Ukraine blev under forbudet et af de vigtigste områder for fremstilling af litteratur til hele Sovjetunionen.

Enheden bevares

Eftersom de fleste af brødrene var blevet forvist til Sibirien, var der mange af de tilbageværende som mistede kontakten med organisationen. For eksempel måtte Marija Gretjina fra Tjernivtsi klare sig i over seks år uden kontakt med organisationen eller sine trosfæller. Hun blev dog ved med at stole på Jehova og forblev trofast. I perioden fra 1951 til midten af 1960’erne var de fleste brødre fængslet eller forvist, og derfor var søstre nødt til at føre an i mange menigheder.

Mikhail Dasevitj fortæller hvordan han oplevede det: „Jeg blev ikke selv forvist til Sibirien, for da listerne over dem der skulle forvises, blev udarbejdet, afsonede jeg stadig en fængselsdom i Rusland. Kort tid efter at jeg var vendt tilbage til Ukraine, blev de fleste af forkynderne fra min hjemegn sendt til Sibirien. Jeg måtte derfor opsøge de forkyndere der havde mistet kontakten med organisationen, og organisere dem i bogstudiegrupper og menigheder. Det betød at jeg begyndte at fungere som en slags kredstilsynsmand selv om ingen havde udnævnt mig til denne opgave. Hver måned besøgte jeg alle menighederne, indsamlede rapporter og videregav den litteratur vi stadig havde, fra den ene menighed til den næste. Det var ofte søstre der tog sig af tjeneropgaverne, og i nogle områder fungerede de endda som kredstilsynsmænd fordi der manglede brødre. Af sikkerhedsmæssige grunde blev alle møderne med tjenerne i vores kreds holdt på kirkegårde om natten. Vi vidste nemlig at folk i almindelighed var bange for de døde, så vi var sikre på at ingen ville komme og forstyrre os. Normalt hviskede vi når vi var sammen ved sådanne lejligheder. Men engang kom vi til at hviske så højt at to mænd der kom forbi kirkegården, begyndte at løbe alt hvad de kunne. De må have troet at det var de døde der talte.“

Efter deportationen i 1951 fortsatte Mikola Tsiba, den daværende landstjener, med i hemmelighed at trykke bibelsk læsestof i en bunker. I 1952 fandt sikkerhedstjenesten frem til hvor han var, og arresterede ham. Broder Tsiba tilbragte mange år i fængsel, men han forblev trofast til sin død i 1978. Mange brødre som hjalp broder Tsiba, blev også arresteret.

På den tid havde brødrene ingen kontakt med udlandet. Det var derfor ikke muligt at få nyudgivelser til tiden. På et tidspunkt lykkedes det nogle brødre at få fat i en forsyning af Vagttårnet på rumænsk fra årene 1945-1949. Lokale brødre oversatte dem til ukrainsk og russisk.

De ukrainske forkyndere som ikke var blevet deporteret eller fængslet, viste stor omsorg for deres trosfæller. De gjorde hvad de kunne for at lave en liste over dem der var i fængsel eller fangelejr, så de kunne sende dem varmt tøj, mad og litteratur. Det lykkedes for eksempel Jehovas Vidner i Karpato-Ukraine at holde kontakt med brødre i 54 fangelejre i hele Sovjetunionen. I mange menigheder lavede man en ekstra bidragsbøsse med påskriften „Gode forhåbninger“. De penge der kom i den, blev brugt til fornødenheder til dem der var i fængsel. Når så der kom kærlige takkebreve sammen med tjenesterapporter fra fængsler og fangelejre, var det til stor opmuntring for de trofaste og selvopofrende brødre som stadig havde deres frihed.

Forholdene bedres

Efter sovjetlederen Josef Stalins død blev man mildere stemt over for Jehovas Vidner. Fra 1953 blev der udstedt amnesti i USSR, og nogle brødre blev løsladt. Senere blev der oprettet en statskommission, og den tog dommene op til fornyet overvejelse. Det førte til at mange brødre blev løsladt og andre fik deres fængselsdomme reduceret.

I løbet af de næste få år blev de fleste forkyndere løsladt. Men amnestien gjaldt ikke dem der var blevet forvist i 1951. I nogle fængsler og lejre var der nu flere Jehovas Vidner end der havde været fra begyndelsen. En sådan vækst opmuntrede brødrene og overbeviste dem om at Jehova havde velsignet dem for det faste standpunkt de havde taget i de forløbne år.

Mange brødre kunne vende hjem efter deres løsladelse. Der blev gjort meget for at finde dem der havde mistet kontakten med organisationen. Volodimir Volobjev, som boede i Donetsk-området, fortæller: „Indtil jeg igen blev arresteret i 1958, nåede jeg at finde frem til og hjælpe omkring 160 forkyndere som var blevet adskilt fra organisationen.“

Amnestien betød ikke at brødrene fik større frihed til at forkynde. Snart blev mange af de brødre og søstre som havde fået deres frihed, igen idømt lange fængselsstraffe. For eksempel havde Marija Tomilko fra Dnepropetrovsk kun afsonet 8 af sine 25 års fængsel da amnestiet kom i marts 1955. Men tre år senere blev hun atter dømt til ti års fængsel og fem års forvisning. Hvorfor? Dommen lød: „Hun har opbevaret og læst jehovistiske tryksager og håndskrevne manuskripter“ og „har aktivt været med til at udbrede jehovistiske lærepunkter“. Syv år senere blev hun løsladt som fysisk handicappet. Søster Tomilko har udholdt alle mulige slags prøvelser, men er forblevet trofast til den dag i dag.

Kærligheden svigter aldrig

Myndighederne satte især ind på at splitte Jehovas Vidners familier. Sikkerhedstjenesten forsøgte ofte at tvinge Jehovas Vidner til at vælge mellem Gud og deres familie. Men selv under de hårdeste prøvelser viste Jehovas tjenere i de fleste tilfælde at de var loyale over for Jehova.

Hanna Bokotj fra Karpato-Ukraine, hvis mand, Nutsu, var blevet arresteret på grund af sin nidkære forkyndelse, fortæller: „Under min mands fængsling gjorde man talrige forsøg på at knække ham. Han tilbragte seks måneder i isolation, uden en seng. Det eneste han havde, var en stol. Han blev brutalt slået og nægtet mad. I løbet af få måneder tabte han sig så meget at han kun vejede 36 kilo, det halve af hans normale vægt.“

Hans trofaste kone stod alene tilbage med deres lille datter. Myndighederne pressede broder Bokotj for at få ham til at fornægte sin tro og samarbejde med dem. Han fik valget mellem sin familie og døden. Broder Bokotj holdt fast ved sin tro og forblev loyal over for Jehova og hans organisation. Han tilbragte 11 år i fængsel. Efter sin løsladelse fortsatte han med at varetage sine kristne opgaver som ældste, og senere som kredstilsynsmand, indtil sin død i 1988. Han hentede ofte styrke i ordene fra Salme 91:2: „Jeg siger til Jehova: ’Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’“

En anden der viste stor udholdenhed, er Jurij Popsja. Han tjente som rejsende tilsynsmand i Karpato-Ukraine. Ti dage efter sit bryllup blev han arresteret. I stedet for at komme på bryllupsrejse tilbragte han ti år i et russisk fængsel i Mordova. Hans trofaste kone, Marija, besøgte ham 14 gange, selv om det betød at hun hver gang måtte rejse cirka 3000 kilometer. Broder Popsja tjener nu som ældste i en af menighederne i Karpato-Ukraine med sin elskede Marija som sin trofaste støtte.

Endnu et eksempel i udholdenhed under vanskelige forhold er ægteparret Oleksij og Lidija Kurdas, som boede i byen Zaporozje. De blev arresteret i marts 1958, kun 17 dage efter deres datter Galinas fødsel. Fjorten andre fra samme område blev også arresteret. Broder Kurdas blev dømt til 25 år i fangelejre, og hans kone blev idømt 10 år. De blev adskilt — Oleksij blev sendt til en lejr i Mordova, og Lidija og deres lille datter blev sendt til Sibirien.

Her er søster Kurdas beskrivelse af den tre uger lange rejse fra Ukraine til Sibirien: „Det var forfærdeligt. Foruden min datter og mig var der Nadija Visjnjak og hendes spædbarn, som var blevet født nogle få dage forinden i et fængsel hvor hun var blevet forhørt, og to andre søstre. Vi blev alle seks bragt ind i et godsvognsrum der kun var beregnet til to fanger. Vi lagde børnene i den nederste køje, mens vi selv krøb sammen i den øverste under hele rejsen. Vi levede af brød, saltede sild og vand. Der blev kun udleveret mad til fire voksne. Vi fik intet til vores børn.

Da vi nåede frem til bestemmelsesstedet, blev jeg anbragt i fængselshospitalet sammen med min datter. Her mødte jeg nogle søstre og fortalte dem at man havde truet med at tage min datter fra mig og sende hende på børnehjem. På en eller anden måde lykkedes det søstrene at gøre de lokale brødre i Sibirien bekendt med min situation. Senere kom Tamara Burjak (nu Ravljuk), som dengang var 18 år gammel, hen til lejrhospitalet for at hente min datter, Galina. Det var første gang jeg så Tamara. Det var hårdt at skulle overdrage min elskede lille pige til en jeg aldrig før havde mødt, selv om hun var min åndelige søster. Men det trøstede mig meget da nogle søstre i lejren fortalte mig om familien Burjaks loyalitet. Min lille pige var fem måneder og 18 dage gammel da jeg overdrog hende til Tamara. Der gik hele syv år inden jeg blev genforenet med min datter!

I 1959 blev der udstedt et nyt amnesti i USSR. Det gjaldt for kvinder der havde børn under syv år. Men fængselsmyndighederne sagde at jeg først skulle fornægte min tro. Det gik jeg ikke med til og måtte derfor blive i fangelejren.“

Broder Kurdas blev løsladt i 1968, 43 år gammel. Alt i alt tilbragte han 15 år i fængsel på grund af sandheden, deriblandt 8 år i et strengt bevogtet fængsel. Herefter vendte han tilbage til Ukraine, til sin kone og datter. Langt om længe var familien genforenet. Da Galina så sin far, satte hun sig på hans skød og sagde: „Far! Jeg har ikke kunnet sidde på skødet af dig i mange år, så nu vil jeg indhente alt det vi har mistet.“

Familien Kurdas blev derefter tvunget til at flytte fra sted til sted fordi myndighederne hele tiden fordrev dem. Først boede de i det østlige Ukraine, så i det vestlige Georgien og senere i Ciskaukasien. Til sidst flyttede de til Kharkov, hvor de stadig bor og er glade for at være. Galina er nu gift. De tjener alle trofast deres Gud, Jehova.

Et enestående eksempel i tro

Nogle var udsat for alvorlige trosprøver der varede ved i måneder, år eller endda årtier. Det gælder for eksempel Jurij Kopos, der blev født og voksede op i den smukke karpato-ukrainske by Khust. Som 25-årig blev han i 1938 et af Jehovas Vidner. Under den anden verdenskrig blev han i 1940 idømt otte måneders fængsel fordi han nægtede at gå ind i en ungarsk hær der støttede naziregimet. Ifølge de lokale love i Karpato-Ukraine var det ikke tilladt at henrette samvittighedsfanger. Brødrene blev derfor sendt til fronten, hvor nazilovene tillod sådanne henrettelser. I 1942 blev broder Kopos under militæreskorte sendt til fronten i nærheden af Stalingrad i Rusland sammen med andre fanger, deriblandt 21 Jehovas Vidner. Hensigten var at de skulle henrettes. Men kort efter deres ankomst gik den sovjetiske hær til angreb og tog den tyske militærenhed til fange — og dermed også brødrene. De blev sendt til en sovjetisk fangelejr, hvor de var indtil de blev løsladt i 1946.

Broder Kopos vendte så tilbage til sit hjem og genoptog forkyndelsen på hjemegnen. Det fik de sovjetiske myndigheder til i 1950 at idømme ham 25 år i en fangelejr. Han blev dog løsladt efter seks år på grund af et amnesti.

Efter sin løsladelse planlagde broder Kopos, der nu var 44 år gammel, at gifte sig med Hanna Sjisjko. Hun var også et af Jehovas Vidner og var kort forinden blevet løsladt efter ti års fængsel. De indsendte en anmodning om registrering af deres ægteskab. Aftenen før deres vielse blev de igen arresteret og idømt ti år i fangelejr. De overlevede imidlertid alle disse trængsler, og deres kærlighed udholdt alt, også ti års udsættelse af deres bryllup. (1 Kor. 13:7) Efter deres løsladelse i 1967 blev de langt om længe gift.

Det er dog ikke slutningen på deres historie. I 1973 blev broder Kopos, der nu var 60 år, arresteret endnu en gang og idømt fem års ophold i fangelejr og fem års forvisning. Forvisningen tilbragte han i Sibirien sammen med sin kone, 5000 kilometer fra deres hjemby, Khust. Området havde hverken vejnet eller togforbindelser til omverdenen, og det var kun muligt at komme dertil med fly. I 1983 vendte broder Kopos og hans kone tilbage til Khust. Hanna døde i 1989, og Jurij fortsatte trofast med at tjene Jehova til sin død i 1997. Alt i alt tilbragte broder Kopos 32 år i fangenskab — 27 år i forskellige fængsler og 5 år i eksil.

Denne beskedne og sagtmodige mand tilbragte altså næsten en tredjedel af et århundrede i sovjetisk fangenskab. Et så bemærkelsesværdigt eksempel i tro viser klart at fjenden ikke kan nedbryde Guds loyale tjeneres uangribelighed.

En midlertidig splittelse

Menneskehedens fjende, Satan Djævelen, bruger mange midler i sin kamp mod dem der støtter den sande tilbedelse. Ud over at gøre brug af fysisk mishandling forsøger han at så tvivl og skabe splid blandt brødrene. Det fremgår tydeligt af Jehovas Vidners historie i Ukraine.

I 1950’erne blev Jehovas Vidner skånselsløst jaget. Myndighederne var konstant på udkig efter steder hvor litteraturen blev fremstillet. Igen og igen blev ansvarlige brødre arresteret. Derfor blev der hele tiden udnævnt nye brødre til at føre tilsyn med arbejdet, nogle gange med få måneders mellemrum.

Da det var gået op for sikkerhedstjenesten at Jehovas Vidner ikke kunne standses med forvisning, fængsling, vold og tortur, tog man andre metoder i brug. Man forsøgte at ødelægge organisationen indefra ved at så mistillid blandt brødrene.

I midten af 1950’erne indstillede sikkerhedstjenesten arrestationerne af alle aktive og ansvarlige brødre og begyndte i stedet at udspionere dem. De blev jævnlig bedt om at møde på sikkerhedstjenestens kontorer. Her fik de at vide at de ville få penge og et godt arbejde hvis de ville samarbejde. Ellers ville de blive fængslet og ydmyget. Nogle få, der manglede tro på Gud, gik på kompromis på grund af frygt eller begærlighed. Men de blev i organisationen og holdt sikkerhedstjenesten underrettet om Jehovas Vidners virksomhed. De fulgte også lydigt myndighedernes instruktioner, hvilket resulterede i at uskyldige brødre kom til at tage sig ud som forrædere i trofaste brødres øjne. Alt dette skabte mistillid blandt mange af brødrene.

Pavlo Zjatek led alvorligt under en sådan mistillid og ubegrundet mistro. Denne ydmyge og nidkære broder tilbragte mange år i fangelejre og brugte hele sit liv i tjenesten for Jehova.

I midten af 1940’erne tjente broder Zjatek som landstjener. Efter sin arrestation afsonede han ti års fængsel i det vestlige Ukraine. I 1956 blev han løsladt, og i 1957 genoptog han sin opgave som landstjener. Landsudvalget bestod af otte brødre foruden broder Zjatek: fire fra Sibirien og fire fra Ukraine. Disse brødre havde tilsynet med forkyndelsen i hele USSR.

På grund af de store afstande og den konstante forfølgelse var det vanskeligt for brødrene at bevare kontakten med hinanden og mødes regelmæssigt. Med tiden opstod der nogle rygter om broder Zjatek og andre af udvalgets medlemmer. Det forlød at broder Zjatek samarbejdede med sikkerhedstjenesten, at han havde bygget et stort hus til sig selv for nogle af de midler der skulle have været brugt i forkyndelsesarbejdet, og at han var blevet set i militæruniform. Sådanne rapporter blev samlet i en scrapbog og sendt til område- og kredstilsynsmændene i Sibirien. Intet af det var sandt.

I marts 1959 holdt nogle af kredstilsynsmændene fra Sibirien derfor op med at sende rapporter om tjenesten til landsudvalget. De gjorde det uden at rådføre sig med hovedkontoret, og de fulgte ikke de anvisninger som blev givet af lokale brødre der var blevet udnævnt til at føre tilsyn. Det resulterede i at der i nogle år var splittelser blandt Jehovas Vidner i USSR.

De brødre der havde skilt sig ud, overtalte andre kredstilsynsmænd til at gøre det samme. Det førte til at de månedlige rapporter fra nogle kredse blev sendt til de brødre der havde skilt sig ud, og ikke til det udnævnte landsudvalg. De fleste af brødrene i menighederne var ikke klar over at deres rapporter ikke var blevet sendt til landsudvalget, så det påvirkede ikke menighedernes indsats. Broder Zjatek rejste flere gange til Sibirien, hvorefter mange kredse igen begyndte at sende deres rapporter til landsudvalget.

Tilbage til den teokratiske organisation

Da broder Zjatek den 1. januar 1961 var på vej hjem fra en tjenesterejse til Sibirien, blev han arresteret i toget. Han blev igen idømt ti års fængsel, som denne gang skulle afsones i en „særlig“ fangelejr i Mordova i Rusland. Hvad gjorde denne lejr til noget ’særligt’?

Normalt blev brødrene anbragt i forskellige fangelejre, og de benyttede lejligheden til at forkynde for andre fanger, hvoraf mange blev Jehovas Vidner. Det foruroligede myndighederne. Derfor besluttede man at samle særligt aktive Jehovas Vidner i én lejr for at de ikke skulle forkynde for andre. Hen imod slutningen af 1950’erne tog man mere end 400 brødre og omkring 100 søstre fra forskellige fangelejre i USSR og anbragte dem i to fangelejre i Mordova. Blandt dem var der brødre fra landsudvalget og nogle kreds- og områdetilsynsmænd som havde afbrudt forbindelsen med Jehovas kommunikationskanal. Da de så at broder Zjatek også var blevet fængslet, gik det op for dem at der ikke havde været noget grundlag for at tro at han havde samarbejdet med sikkerhedstjenesten.

Så snart broder Zjatek var blevet arresteret, havde man udnævnt Ivan Pasjkovskij til opgaven som landstjener. I midten af 1961 mødtes broder Pasjkovskij med ansvarshavende brødre fra Polen og forklarede at der var splittelser blandt brødrene i USSR. Han spurgte om ikke Nathan H. Knorr fra hovedkontoret i Brooklyn kunne skrive et brev der bekræftede at man derfra støttede broder Zjatek. I 1962 modtog broder Pasjkovskij en kopi af en sådant brev til Jehovas Vidner i USSR der var dateret den 18. maj 1962. Heri stod der: „De oplysninger vi fra tid til anden har modtaget, viser at I brødre i USSR har bevaret jeres stærke ønske om at forblive trofaste tjenere for Jehova Gud. Men for nogle af jer har det været vanskeligt at bevare enheden med jeres brødre. Jeg tror at det skyldes at kommunikationsmulighederne er dårlige, og at nogle af Jehova Guds modstandere har spredt falske rygter. Jeg skriver derfor til jer for at fortælle at Selskabet anser broder Pavlo Zjatek og de brødre der arbejder sammen med ham, for at være ansvarlige kristne tilsynsmænd i USSR. Gå hverken på kompromis eller til nogen form for yderlighed. Vi må have et sundt sind, være rimelige, tilpasse os forholdene og samtidig holde fast ved Guds principper.“

Dette brev, samt den kendsgerning at broder Zjatek var blevet idømt ti års fængsel, hjalp til at forene Jehovas folk i USSR. Mange af de fængslede brødre der havde skilt sig ud, sluttede sig igen til organisationen. De indså at broder Zjatek ikke havde forrådt organisationen, og at hovedkontoret støttede ham helt og fuldt. Når disse fængslede brødre skrev til deres familie og venner, tilskyndede de gennem dem de ældste i de lokale menigheder til at kontakte de brødre der var forblevet trofaste, og til igen at rapportere deres indsats i tjenesten til landsudvalget. I løbet af de næste ti år fulgte de fleste af de brødre der havde skilt sig ud fra organisationen, dette råd, men, som vi skal se, skulle der stadig meget til før det igen lykkedes at skabe enhed inden for organisationen.

Loyalitetsprøver i fangelejrene

Livet i fangelejrene var hårdt. Det var dog ofte sådan at de fanger der var Jehovas Vidner, klarede sig bedre end andre på grund af deres åndelige styrke. De havde læsestof, og de kunne tale med modne trosfæller. Alt dette bidrog til en god ånd og til åndelig vækst. I en fangelejr lykkedes det søstrene at grave noget læsestof så omhyggeligt ned at ingen andre kunne finde det. En lejrleder sagde engang at det ville være nødvendigt at kulegrave terrænet rundt om fængselet i en dybde af 2 meter og sigte jorden hvis man skulle fjerne al „antisovjetisk læsestof“ fra området! Fængslede søstre studerede bladene så grundigt at nogle af dem, selv nu, 50 år senere, stadig kan citere brudstykker fra disse numre af Vagttårnet.

Brødrene og søstrene forblev loyale over for Jehova og gik ikke på akkord med hensyn til bibelske principper, trods den modgang de mødte. Marija Gretjina, som tilbragte fem år i fangelejre fordi hun forkyndte, fortæller: „Da vi modtog vagttårnsartiklen ’Skyldfri på grund af respekt for blodets hellighed’, besluttede vi at vi ikke ville spise til middag i fangelejrens spisesal når der blev serveret kød. Det kød der blev serveret i lejrene, kom ofte fra dyr hvor blodet ikke var løbet af. Da vores opsynsmand fandt ud af hvorfor Jehovas Vidner ikke spiste frokost når der blev serveret kød, ville han tvinge os til at bryde vores principper. Han befalede at der skulle serveres kød hver dag, både morgen, middag og aften. I to uger spiste vi ikke andet end brød. Vi satte hele vor lid til Jehova i bevidstheden om at han ser alt og ved hvor længe vi kan holde ud. Da den anden uge med denne ’diætkost’ var gået, ombestemte opsynsmanden sig og begyndte at lade os få grøntsager, mælk og endda smør. Vi mærkede hvordan Jehova virkelig tog sig af os.“

Hjælp til at holde ud

Til forskel fra de andre fanger mistede brødrene aldrig deres positive og fortrøstningsfulde livssyn. Det hjalp dem til at udholde alle lidelserne i de sovjetiske fængsler.

Broder Oleksij Kurdas, som sad fængslet i mange år, fortæller: „Det der hjalp mig til at holde ud, var en stærk tro på Jehova og hans rige, at deltage i de kristne aktiviteter i fængselet, og regelmæssig bøn. Noget andet der hjalp mig, var visheden om at jeg gjorde det Jehova fandt behag i. Jeg holdt desuden mig selv beskæftiget. Det værste når man sidder i fængsel, er kedsomhed. Det kan nedbryde ens personlighed og gøre en mentalt syg. Derfor prøvede jeg at holde mig i gang med teokratiske aktiviteter. Jeg bestilte også alle de bøger der kunne skaffes fra fængselsbiblioteket om verdenshistorie, geografi og biologi. Jeg ledte efter passager der støttede min livsopfattelse. På den måde kunne jeg blive styrket i troen.“

I 1962 var Sergej Ravljuk isolationsfængslet i tre måneder. Han talte ikke med nogen, ikke engang fængselsvagterne. For ikke at blive vanvittig begyndte han at genkalde sig alle de skriftsteder han kendte. Han kunne huske mere end et tusind bibelvers og skrev dem ned på små papirlapper med en blyantsstift som han skjulte i en sprække i gulvet. Han kunne også huske titlerne på over 100 artikler fra Vagttårnet som han havde studeret. Han lavede udregninger for hvornår mindehøjtiden skulle holdes de næste 20 år. Alt dette hjalp ham til ikke blot at bevare sin mentale, men også sin åndelige sundhed. Det gjorde at hans tro på Jehova forblev levende og stærk.

Fangevogteres „hjælpsomhed“

Sikkerhedstjenestens modstand kunne umuligt hindre vores litteratur i at nå frem, endda til de brødre der var fængslet. Det erkendte fangevogterne også, og fra tid til anden iværksatte de derfor en grundig undersøgelse af alle celler, hvor hver eneste sprække blev gennemsøgt. Af samme grund skete det også med jævne mellemrum at fanger blev flyttet fra en celle til en anden. Når det foregik, blev fangerne grundigt visiteret, og hvis man fandt noget litteratur, blev det konfiskeret. Hvordan lykkedes det brødrene at holde litteraturen skjult?

Som regel gemte de læsestof i puder, madrasser, sko og under tøjet. I nogle lejre lavede de afskrifter af Vagttårnet med en lille bitte håndskrift. Når fangerne blev flyttet til en anden celle, pakkede brødrene nogle gange et miniatureblad ind i plastic og lagde det under tungen. På den måde kunne de beholde deres sparsomme åndelige føde og fortsat blive åndeligt styrket.

Vasil Bunga, der tilbragte mange år i fængsel på grund af sandheden, lavede sammen med sin cellekammerat, Petro Tokar, en falsk bund i en værktøjskasse. Her gemte de originalkopier af nogle publikationer der var blevet smuglet ind i fængselet. De to brødre var fængselets snedkere, og værktøjskassen fik de udleveret når de skulle udføre noget arbejde i fængselet. Når de fik værktøjskassen overdraget, tog de bladene ud så de kunne blive afskrevet. Når dagens arbejde var slut, blev bladene lagt tilbage i kassen. Fængselsvagten opbevarede værktøjskassen under tre låse og bag to låste døre, da man frygtede at fangerne kunne bruge save, mejsler og andet snedkerværktøj som våben. Når vagterne ledte efter bibelsk litteratur, tænkte de derfor ikke på at undersøge værktøjskassen, som fængselsvagten gemte bag lås og slå sammen med sine personlige ejendele.

Broder Bunga fandt også et andet sted at gemme de oprindelige kopier af bøger og blade. Hans syn var dårligt, og derfor havde han flere par briller. Det var kun tilladt fangerne at have et par briller ad gangen. De andre briller skulle opbevares et bestemt sted hvorfra fangerne kunne rekvirere dem om nødvendigt. Broder Bunga lavede nogle særlige æsker til sine briller og brugte dem som gemmested for oprindelige miniaturekopier af publikationerne. Når nogle brødre skulle afskrive bladene, bad broder Bunga blot fængselsvagten om at udlevere ham et andet par af hans briller.

Der var situationer hvor det øjensynlig kun var englene der kunne sørge for at fængselsvagten ikke fandt litteraturen. Broder Bunga fortæller at Tjeslav Kazlauskas engang havde 20 stykker sæbe med ind i fængselet. I halvdelen af dem havde man skjult nogle af vores publikationer. Da fængselsvagten skulle undersøge sæbestykkerne, stak han igennem ti af dem, uden at finde et eneste af dem der indeholdt litteratur!

Vedholdende bestræbelser for at bevare enheden

Fra og med 1963 blev det muligt for brødrene i landsudvalget regelmæssigt at sende rapporter til Brooklyn. Det blev også ordnet sådan at brødrene modtog publikationerne på mikrofilm. På det tidspunkt var der 14 kredse i hele Sovjetunionen, og 4 af dem lå i Ukraine. Efterhånden som forkyndertallet steg, blev Ukraine opdelt i syv områder. Af sikkerhedsgrunde gav man hvert af områderne et pigenavn. Området i det østlige Ukraine hed Alla; området i Volynien hed Ustina; det i Galicien hed Ljuba; og tre områder i Karpato-Ukraine fik navnene Katja, Kristina og Masja.

Imens arbejdede KGB fortsat på at bryde Jehovas Vidners enhed. Lederen af et KGB-kontor skrev til sin overordnede: „For at skabe yderligere splittelser i sekten arbejder vi på at sætte en stopper for de jehovistiske lederes fjendtlige aktivitet, at stille dem i et dårligt lys i deres trosfællers øjne og at skabe en mistroisk stemning iblandt dem. Gennem KGB har man fået splittet sekten i to modstridende grupper. Den ene gruppe består af tilhængere af jehovistlederen Zjatek, som i øjeblikket afsoner en fængselsstraf, og den anden består af tilhængere af de såkaldte modstandere. Det giver gode betingelser for ideologiske uoverensstemmelser blandt de menige medlemmer og for yderligere opløsning af organisationsmæssige enheder.“ Dernæst indrømmede han i brevet at KGB stod over for nogle vanskeligheder, idet han videre skrev: „De mest reaktionære jehovistledere prøver på at modarbejde os ved på enhver tænkelig måde at styrke de organisationsmæssige enheder.“ Ja, brødrene gjorde fortsat alt hvad de kunne, for at bevare enheden, og Jehova velsignede deres bestræbelser.

KGB præsenterede et falsk brev, som skulle forestille at være fra broder Knorr, for de brødre der havde skilt sig ud. Dette brev, der blev delt ud i hele USSR, støttede tanken om at danne en separat, uafhængig organisation af Jehovas Vidner. Det henviste til episoden med Abraham og Lot som et eksempel på at det ville være i orden at skille sig ud og ikke bruge organisationen som kanal.

Trofaste brødre sendte en kopi af brevet til Brooklyn, og i 1971 kom der svar. Brevet var et falsum. I et brev stilet til de brødre der stadig holdt sig adskilt fra resten af Guds folk, skrev broder Knorr: „Den eneste kommunikationskanal Selskabet benytter, er den der går gennem de udnævnte tilsynsmænd i jeres land. Ingen andre i landet er bemyndiget til at føre an iblandt jer . . . Jehovas sande tjenere udgør en forenet gruppe. Derfor håber jeg og beder til at I alle må vende tilbage til enheden i den kristne menighed under de udnævnte tilsynsmænd, og at vi må være forenede i opgaven med at forkynde.“

Det brev bidrog i væsentlig grad til at forene brødrene. Der var dog stadig nogle som på egen hånd søgte at holde kontakt med hovedkontoret fordi de endnu ikke stolede på den eksisterende kommunikationskanal. De brødre der havde skilt sig ud, besluttede derfor at lade det komme an på en prøve. De sendte en ti-rubel-seddel til Brooklyn og bad brødrene om at dele den i to halvdele og sende begge dele tilbage til Ukraine: den ene halvdel med posten til de brødre der havde skilt sig ud, og den anden halvdel til den kanal der blev brugt af hovedkontoret.

Det gjorde man. Den ene halvdel blev sendt med posten, og den anden halvdel blev via kurér overbragt til landsudvalgets medlemmer. De gav den så til ansvarshavende brødre i Karpato-Ukraine som mødtes med de brødre der havde skilt sig ud. Nogle af dem som troede at brødrene i landsudvalget stod i ledtog med sikkerhedstjenesten, forblev imidlertid mistroiske.

De fleste brødre blev dog genforenet med organisationen. Det lykkedes ikke Satan og KGB at knuse Jehovas Vidners organisation i USSR ved at skabe splittelser. Jehovas folk styrkedes og voksede i tal mens de flittigt bestræbte sig for at bevare enheden og så sandhedens sæd i nye distrikter.

Vasil Kalin fortæller: „De brugte mange metoder i deres forsøg på at kvæle vores ønske om at føre et kristent liv. Men vi blev ved med at forkynde for medfanger som ikke var Jehovas Vidner. De var der af vidt forskellige grunde, nogle fordi de havde begået kriminalitet. Mange af dem viste interesse for vores budskab. Ikke så få af dem blev med tiden Jehovas Vidner. Og det gjorde de skønt de vidste at vi blev forfulgt af både statens sikkerhedstjeneste og de lokale myndigheder.“

Den kristne tilværelse under forbudet

Lad os nu tage et kort overblik over hvordan den kristnes tilværelse formede sig i de første årtier med forbud. Jehovas Vidners arbejde blev forbudt overalt i Ukraine i 1939. Ikke desto mindre fortsatte brødrene med at forkynde og samles, selv om de måtte være meget forsigtige når de talte med andre om deres tro. De indledte aldrig med at fortælle den de besøgte, at de var Jehovas Vidner. Ofte benyttede de kun Bibelen når de ledede bibelstudier. Mange lærte sandheden at kende på den måde.

Der blev også udvist stor forsigtighed i forbindelse med menighedsmøderne. Mange steder samledes brødrene sent om aftenen eller ud på natten flere gange om ugen for at studere i petroleumslampens skær. For ikke at blive opdaget hængte de tykke gardiner for vinduerne. Som regel modtog hver menighed kun ét eksemplar af Vagttårnet, der var afskrevet i hånden. Senere begyndte brødrene at få blade der var fremstillet på en duplikator. For det meste mødtes brødrene to gange om ugen i private hjem for at studere Vagttårnet. KGB-agenterne prøvede utrætteligt på at opspore hvor Jehovas Vidner holdt deres møder, så de kunne straffe de ansvarlige brødre.

Brødrene benyttede også bryllupper og begravelser som anledninger til at samles og anspore hinanden med velforberedte bibelske foredrag. Ved bryllupper oplæste unge brødre og søstre digte om bibelske emner og opførte bibelske skuespil. På den måde blev der aflagt et godt vidnesbyrd for de mange tilstedeværende som ikke var Jehovas Vidner.

I 1940’erne og 50’erne blev mange brødre arresteret og fængslet for blot at overvære sådanne møder. Men i 1960’erne skete der en ændring. Når KGB fik kendskab til hvor der blev holdt møde, lavede de en liste over alle tilstedeværende, og husets ejer fik en bøde svarende til en halv månedsløn. Denne fremgangsmåde blev til tider fulgt helt ud i det absurde. Engang tog Mikola Kostjuk og hans kone hen for at besøge deres søn. Straks ankom politiet og lavede en liste over „alle tilstedeværende“. Senere blev broder Kostjuks søn idømt en bøde for at have holdt „et illegalt jehovistmøde“. Familien Kostjuk indsendte en klage eftersom der ikke var tale om noget møde. Myndighederne annullerede bøden.

Fejring af mindehøjtiden

Det var ikke let at holde ud under de konstante vanskeligheder. Men brødrene mistede ikke modet, og de fortsatte med at mødes regelmæssigt. Den største udfordring var at holde den årlige højtid til minde om Jesu død. KGB kendte den omtrentlige dato for mindehøjtiden og var derfor særlig på vagt på den tid af året. De håbede at de ved at holde øje med forkynderne kunne finde ud af hvor de mødtes for at fejre mindehøjtiden. På den måde kunne de „få kendskab til“ nye Jehovas Vidner.

Brødrene kendte disse planer, så de var yderst påpasselige den dag mindehøjtiden skulle holdes. De samledes på steder der var vanskelige at finde. Interesserede fik ikke på forhånd oplyst hvor og hvornår mindehøjtiden fandt sted. Som regel gik forkynderne hen til de interesserede på selve dagen og fulgtes med dem hen til mødestedet.

Engang holdt brødrene i Karpato-Ukraine mindehøjtid i en søsters kælder. Eftersom den stod under vand i en halv meters højde, var der ingen som regnede med at nogen ville mødes der. Men brødrene byggede en platform og gjorde kælderen præsentabel til fejring af mindehøjtiden. De blev nødt til at sidde sammenkrøbet på platformen under det lave loft, men ingen forstyrrede dem mens de havde den glæde at fejre højtiden.

En anden gang, i 1980’erne, forlod en kristen familie deres hjem tidligt om morgenen for at fejre mindehøjtiden. Hen mod aften samledes de med andre brødre i en skov. Regnen silede ned, og alle brødrene og søstrene måtte samles i en rundkreds under paraplyer og bruge stearinlys som belysning. Efter en afsluttende bøn gik alle hver til sit. Da familien kom hjem, opdagede de at porten til gårdspladsen stod åben. Det var tydeligt at politiet eller sikkerhedstjenesten havde ledt efter dem. Så selv om de var trætte og våde, var de glade for at de var taget hjemmefra allerede om morgenen og havde overværet mindehøjtiden uden at blive hindret af myndighederne.

I Kiev var det yderst vanskeligt for brødrene at finde et sikkert sted at holde mindehøjtiden. Et år besluttede de at fejre højtiden på hjul. En broder arbejdede som buschauffør for et transportfirma, så brødrene lejede en bus. Bussen tog kun Jehovas Vidner med og kørte uden for byen til en lysning i skoven. Inde i bussen dækkede brødrene og søstrene et lille bord med symbolerne. De havde også taget noget mad med. Pludselig dukkede politiet op. Men de fandt ingen grund til at forstyrre brødrene da det så ud til at de blot var i gang med at spise aftensmad efter dagens arbejde.

Andre steder i Ukraine blev brødrenes hjem grundigt undersøgt den dag mindehøjtiden skulle holdes. Så snart solen var gået ned, ankom der biler med tre-fire politibetjente til hvert af Vidnernes hjem. Politiet plejede at kontrollere om brødrene var hjemme og ved at gøre sig i stand til et religiøst møde. Vennerne var altid forberedt på den slags ransagelser. De tog derfor noget gammelt tøj uden på deres mødetøj og sørgede for at være i gang med almindelige huslige sysler. På den måde fik de det til at se ud som om de havde tænkt sig at blive hjemme og ikke havde planer om at tage til en religiøs højtid. Så snart ransagelsen var overstået, trak de af deres gamle tøj og var parate til at tage af sted. De lokale myndigheder var tilfredse med at have gjort deres pligt, og brødrene kunne fejre mindehøjtiden i fred.

Læsestof holdt skjult

Som tidligere nævnt kunne Jehovas Vidner i slutningen af 1940’erne risikere at få 25 års fængsel for blot at have bibelsk læsestof i hjemmet. Efter Stalins død i 1953 blev fængselsstraffen for at eje læsestof reduceret til ti år. Senere blev det straffet med bøde, og litteraturen blev konfiskeret og ødelagt. Derfor var brødrene i hele forbudsperioden meget opmærksomme på hvordan de kunne skjule bøger og blade på en sikker måde.

Nogle gemte læsestof hos slægtninge der ikke var Jehovas Vidner, eller hos naboer; andre opbevarede det i metalbeholdere eller i plasticposer som de gravede ned i haven. Vasil Guzo, en ældstebroder i Karpato-Ukraine, fortæller hvordan han i 1960’erne brugte en skov i Karpaterne som sit „teokratiske bibliotek“. Han lagde sine bøger og blade i mælkespande som han tog med ud i skoven og gravede ned så lågene flugtede med jordoverfladen.

En broder der tilbragte 16 år i fængsel på grund af sin kristne tjeneste, fortæller: „Vi skjulte læsestof hvor som helst det var muligt: i bunkers, i jorden, i husmure, i kasser med dobbelt bund og i hundehuse med dobbelt gulv. Vi gemte det også i fejekoste og i hule kageruller (hvor vi som regel opbevarede forkynderrapporter). Og der kunne nævnes flere gemmesteder — brønde, toiletter, døre, tage og brændestabler.“

Undergrundstrykkerier

Selv om både de kommunistiske spioner og myndighederne holdt et skarpt øje med brødrene, var det fortsat muligt at forsyne dem der hungrede og tørstede efter retfærdighed, med åndelig føde. Sandhedens fjender måtte erkende at de ikke kunne forhindre litteraturen i at komme ind i USSR. I slutningen af 1959 hævdede de sovjetiske jernbanearbejderes avis Gudok endda at Jehovas Vidner brugte balloner for at få bibelsk læsestof ind i Sovjetunionen.

Det var naturligvis ikke tilfældet. Det blev fremstillet lokalt i private hjem. Med tiden fandt brødrene ud af at det mest praktiske og sikre sted at trykke litteraturen var i godt camouflerede bunkers. De blev indrettet i kældre og i bakkeskråninger.

I 1960’erne blev der indrettet en sådan bunker i det østlige Ukraine. Den var forsynet med både ventilation og elektricitet. Indgangen til bunkeren var så godt camoufleret at politibetjente engang brugte en hel dag på at prikke i jorden med metalstave direkte oven på bunkeren uden at finde noget.

Engang var et hemmeligt trykkeri under stadig opsyn af sikkerhedstjenesten. Man havde fået mistanke om at der blev trykt litteratur i huset og ville prøve at få fat i de skyldige. Det gav brødrene et problem. Hvordan skulle de få papiret ind i huset, og hvordan skulle de få litteraturen ud? Til sidst fandt de en løsning. En broder svøbte bundter af papir ind i et babytæppe og bar dem ind i huset ligesom man ville bære et spædbarn. Her blev papiret afleveret, og derefter svøbte han de færdigtrykte numre af bladene ind i tæppet og bar „babyen“ ud af huset igen. KGB-folkene så broderen komme og gå, men fattede ingen mistanke.

Brødrene i Donetsk-området, Krim, Moskva og Leningrad (nu Sankt Petersborg) blev forsynet med litteratur som var blevet trykt i bunkeren i dette hus. Nogle unge brødre byggede en lignende bunker i byen Novovolynsk i Volynien. Og de var så besluttede på at hemmeligholde hvor bunkeren lå, at der gik ni år efter at forbudet mod vores arbejde i Ukraine var blevet ophævet, før de lod andre brødre få den at se.

Også langt inde i bjergområdet Karpaterne lå der et sådant trykkeri. Brødrene førte vand fra en lille bæk ind i bunkeren, og vandet trak en mindre generator som gav strøm til lys, mens trykningen foregik ved håndkraft. Der blev trykt meget litteratur i denne bunker. Da KGB opdagede at mængden af litteratur i området var taget til, begyndte man at lede efter trykkeriet. Politiet gravede og gravede for at finde bunkeren. De vandrede endda rundt i bjergene forklædt som geologer.

Da brødrene fornemmede at myndighederne var på sporet af bunkeren, meldte Ivan Dzjabko sig frivilligt til at føre tilsyn med trykkeriet, eftersom han var ugift og ikke havde nogen børn der ville miste deres far hvis han skulle blive arresteret. I sensommeren 1963 blev bunkeren opdaget, og broder Dzjabko blev straks henrettet ikke langt derfra. De lokale myndigheder var henrykte og arrangerede gratis rundvisninger for voksne og børn „dér hvor Jehovas Vidner havde kommunikeret med Amerika via radiosender“. Selv om det var pure opspind, førte denne sørgelige hændelse til at der blev aflagt et stort vidnesbyrd for folk i området. Mange begyndte at få større interesse for Bibelens budskab. Der er nu over 20 menigheder i denne del af Karpaterne.

Værdien af forældrenes undervisning

Nogle af de midler der blev anvendt i kampen mod Jehovas Vidner, var beslaglæggelse af litteratur, bøder, fængslinger, tortur og henrettelser. Men foruden alt det var der også forkyndere som havde den traumatiske oplevelse at deres børn blev taget fra dem. Lidija Perepolkina, som boede i det østlige Ukraine, havde fire børn. Hendes mand, der var ansat i indenrigsministeriet, begærede i 1964 skilsmisse fordi Lidija var et af Jehovas Vidner. Retten besluttede at fratage søster Perepolkina forældremyndigheden over børnene. Hendes syvårige tvillinger — en dreng og en pige — blev overdraget til faderen, som flyttede til det vestlige Ukraine — 1000 kilometer væk. De to andre børn skulle ifølge rettens afgørelse sendes på børnehjem. Da Lidija på et tidspunkt fik lejlighed til at udtale sig, sagde hun til domstolen: „Jeg tror på at Jehova har magt til at give mig mine børn tilbage.“

Efter retssagen erfarede Lidija hvordan Jehova hjalp hende og tog sig af hende. Af en eller anden grund fik de to børn der skulle have været på børnehjem, alligevel lov til at blive hos hende. Gennem syv år benyttede Lidija sin ferie til at besøge de to andre børn, tvillingerne. Lidija gav ikke op selv om hendes eksmand forbød hende at se dem. Når hun var ankommet til den by hvor børnene boede, overnattede hun på jernbanestationen og mødtes med dem når de var på vej til skole. Disse dyrebare øjeblikke benyttede hun til at fortælle dem om Jehova.

Mens årene gik, ’såede’ Lidija loyalt sandhedens sædekorn i sine børns hjerter, om end ’med tårer’. Senere kunne hun „høste med glædesråb“. (Salme 126:5) Da tvillingerne var 14 år gamle, valgte de at bo hos deres mor. Lidija gjorde alt hvad hun kunne, for at undervise sine børn i sandheden. To af dem har valgt en anden livsvej, men Lidija og hendes tvillinger tjener loyalt Jehova.

En ændring til det bedre

I juni 1965 afgjorde Ukraines højesteret at Jehovas Vidners tryksager var af religiøs art og ikke antisovjetiske. Selv om denne afgørelse var knyttet til én bestemt retssag, fik den indflydelse på retsafgørelser i hele Ukraine. Skønt myndighederne fortsat fængslede Jehovas Vidner for at forkynde, arresterede de ikke længere folk for at læse bibelske publikationer.

Endnu en markant ændring fandt sted i slutningen af 1965. USSR’s regering udstedte et dekret om at løslade alle de Jehovas Vidner der var blevet forvist til Sibirien i 1951. De kunne nu rejse frit omkring i hele Sovjetunionen, men kunne ikke forlange at få deres konfiskerede huse, kvæg og andre ejendele tilbage. På grund af registreringsvanskeligheder var det kun få der vendte tilbage til deres tidligere hjemegn.

Mange af de brødre der var blevet sendt til Sibirien i 1951, begyndte at bosætte sig i forskellige dele af USSR, såsom Ciskaukasien, Georgien, Kasakhstan og Kirgisistan. Andre slog sig ned i det østlige og sydlige Ukraine og bragte på den måde sandhedens sædekorn med til disse områder.

Urokkelige under pres

Der skete således visse ændringer til det bedre, men det betød ikke at KGB havde ændret holdning til Jehovas Vidner. De gjorde fortsat hvad de kunne for at få Jehovas tjenere til at fraskrive sig deres tro. De kunne for eksempel finde på at hente en broder på hans arbejdsplads og tilbageholde ham i flere dage på et KGB-kontor eller et hotel. Her skiftedes hold på tre-fire KGB-agenter så til at forhøre, lokke og true ham — og forhindrede ham på den måde i at sove. Efter løsladelsen gik der kun et par dage inden broderen igen blev udsat for samme behandling. Søstrene gik det på samme måde, men de blev ikke opsøgt lige så ofte.

Brødrene blev jævnlig kaldt til møde på KGB-kontorerne. Sikkerhedstjenesten håbede på at få sig nogle nye samarbejdspartnere inden for organisationen ved at presse brødrene til at opgive deres tro. Når brødrene nægtede at gå på kompromis, prøvede man at lægge et moralsk og følelsesmæssigt pres på dem. For eksempel fortæller Mikhailo Tilnjak, som i mange år tjente som kredstilsynsmand i Karpato-Ukraine: „Engang jeg talte med nogle fra sikkerhedstjenesten der bar militæruniform, var de meget velvillige og positive. De inviterede mig endda med hen på en nærliggende restaurant. Men jeg smilede bare til dem, lagde 50 rubler (omkring en halv månedsløn) på bordet og sagde at de kunne tage derhen uden mig.“ Broder Tilnjak var sikker på at de ville tage et billede af ham mens han spiste og drak sammen med mænd i militæruniform. Sådanne billeder kunne senere bruges som „bevis“ på at han havde fornægtet sin tro. Det ville skabe mistillid blandt brødrene.

Mange blev gennem flere årtier udsat for pres der skulle få dem til at fornægte deres tro. Det gælder for eksempel Bela Mejsar fra Karpato-Ukraine. Da han i 1956 blev arresteret for første gang, var han en ung og uerfaren broder, som uden at forstå konsekvenserne underskrev visse erklæringer om vores arbejde; det resulterede i at nogle brødre blev beordret til at møde hos sikkerhedstjenesten. Senere gik det op for broder Mejsar at han havde begået en fejl, og han bad til Jehova om at ingen af brødrene måtte blive straffet. Hans bøn blev hørt, men broder Mejsar selv blev idømt otte års fængsel.

Da han vendte hjem, blev han i to år nægtet at forlade sin landsby. Hver mandag skulle han melde sig på politikontoret. Desuden blev han i 1968 idømt et års fængsel for at nægte at deltage i militærtræning. Efter fængslingen vendte han atter hjem og fortsatte sin nidkære tjeneste for Jehova. I 1975 blev han som 47-årig endnu en gang idømt en fængselsstraf.

Da broder Mejsar havde afsonet en fængselsdom på fem år, blev han forvist til Jakutsk-området i Rusland i fem år. Han blev fløjet dertil, eftersom der ikke var nogen vejforbindelser til området. I flyet spurgte de unge soldater der havde fået til opgave at eskortere broder Mejsar: „Hvorfor er du sådan en farlig forbryder, du gamle?“ Det gav broder Mejsar lejlighed til at fortælle om den livsform han havde valgt, og at aflægge et godt vidnesbyrd om Guds hensigt med jorden.

Lige da broder Mejsar var ankommet, var de lokale myndigheder bange for denne „særlig farlige forbryder“, som han var blevet beskrevet i papirerne. Men på grund af broder Mejsars gode kristne opførsel sagde de senere til sikkerhedstjenesten: „Hvis I har flere af den slags forbrydere, skal I endelig sende dem til os.“

I 1985 vendte broder Mejsar hjem, 57 år gammel. I de 21 år han havde været fængslet, havde hans trofaste kone, Regina, boet i deres hjem i Karpato-Ukraine. Til trods for den store afstand og de betydelige rejseudgifter besøgte hun ofte sin fængslede mand og rejste sammenlagt over 140.000 kilometer for at se ham.

Selv efter sin løsladelse blev broder Mejsar ofte besøgt af politiet og sikkerhedstjenesten i sit hjem i landsbyen Rakosjyn. Det førte på et tidspunkt til en pudsig episode. I begyndelsen af 1990’erne besøgte Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd byen Uzjgorod i Karpato-Ukraine sammen med nogle af brødrene fra landsudvalget. På vej tilbage til Lviv besluttede de at kigge ind til broder Mejsar. En søster der boede i nærheden, så tre biler køre op foran hans beskedne hus og ni mand stige ud. Det foruroligede hende så meget at hun løb hen til en anden broder og stakåndet fortalte at nu var KGB igen kommet for at arrestere broder Mejsar! Hvor blev hun glad da hun fandt ud af at hun havde taget fejl.

Organisationsmæssige ændringer og forbedringer

I 1971 blev Mikhail Dasevitj udnævnt til landstjener. Landsudvalget bestod på det tidspunkt af tre brødre fra det vestlige Ukraine, to fra Rusland og en fra Kasakhstan. Samtidig tjente de hver især som rejsende tilsynsmænd. Derforuden havde de et verdsligt arbejde for at kunne forsørge deres familie. De områder brødrene fra det vestlige Ukraine førte tilsyn med, lå ret langt fra deres bopæl. Stepan Kozhemba rejste i Karpato-Ukraine, Alexej Davidjuk besøgte resten af det vestlige Ukraine samt Estland, Letland og Litauen. Broder Dasevitj rejste i det østlige Ukraine, det vestlige og centrale Rusland, Ciscaukasien og Moldova. Formålet med at brødre fra landsudvalget regelmæssigt besøgte de nævnte områder, var at holde møder med kreds- og områdetilsynsmændene, opmuntre de lokale forkyndere og indsamle forkynderrapporterne.

Disse brødre stod også i forbindelse med kurerer der kom ind i landet som turister og medbragte litteratur og breve. Fra slutningen af 1960’erne og indtil der blev religionsfrihed i 1991, lykkedes det aldrig vores modstandere at forhindre udvekslingen af breve.

I 1972 meddelte Det Styrende Råd at menighedernes anbefalinger af brødre som ældste skulle udformes skriftligt. Nogle brødre var tilbageholdende med at gøre det, af frygt for at sådanne lister over anbefalede brødre kunne falde i politiets hænder. Tidligere havde ingen menighed nogen sinde haft den slags lister. I mange tilfælde kendte brødre fra samme menighed ikke engang hinandens efternavne. Til at begynde med var det kun få der blev anbefalet som ældste, eftersom mange var tilbageholdende med at lade deres navne opføre på en liste. Men efterhånden som det viste sig at gå godt, var der mange som ændrede holdning, blev anbefalet og trofast påtog sig opgaven som ældste.

Jehovas beskyttelse under ransagninger

En morgen kom nogle betjente og ransagede Vasil og Nadija Bungas hus. Søster Bunga var alene hjemme sammen med deres fireårige søn, som sov, da der pludselig blev banket hårdt på døren. Da søster Bunga opdagede at det var politiet, skyndte hun sig at smide forkynderrapporter og andre teokratiske papirer ind i kakkelovnen inden hun åbnede døren. Betjentene fór hen til kakkelovnen, fjernede forsigtigt de halvbrændte rapporter og spredte dem ud på en avis på bordet. Man kunne stadig ane hvad der stod på dem. Da betjentene var færdige med at ransage huset, gik de alle med søster Bunga ud for at undersøge laden. I mellemtiden var sønnen vågnet, og da han så papirerne på bordet, ville han rydde op. Han tog det hele og smed det i skraldespanden. Så gik han i seng igen. Da betjentene kom tilbage, måtte de til deres forfærdelse konstatere at deres spinkle „bevismateriale“ var forsvundet!

I 1969 blev familien Bungas hus igen ransaget. Denne gang var broder Bunga hjemme, og politiet fandt menighedens forkynderrapporter. Men fordi de skødesløst efterlod dem på bordet, fik broder Bunga lejlighed til at destruere dem. Han blev derfor idømt 15 dages fængsel. Derefter tvang sikkerhedstjenesten broder Bunga til at flytte; i en periode boede og forkyndte han derfor i Georgien og Dagestan. Senere vendte han tilbage til Ukraine, og han forblev trofast til sin død i 1999.

Forflytninger til gavn for tjenesten

I 1960’erne og 70’erne blev mange aktive brødre af sikkerhedstjenesten tvunget til at flytte fra sted til sted. Hvorfor? De lokale myndigheder ville nødig sende negative rapporter til Kiev om antireligiøse aktiviteter i deres område. De kunne se at antallet af Jehovas Vidner steg år for år. Men i deres indberetninger til Kiev ville de gerne have at det skulle se ud som om Jehovas Vidners fremgang var stagneret. De tvang derfor brødrene til at flytte til et andet område; på den måde kunne myndighederne sende en gunstig rapport fra deres område.

Denne forflytning af Jehovas Vidner fra et område til et andet bevirkede at sandhedens sædekorn blev spredt. Man flyttede som regel de forkyndere der førte an i arbejdet. Disse nidkære brødre og søstre blev faktisk „opfordret“ af myndighederne til at flytte ud „hvor behovet er større“, som vi siger i dag. Med tiden resulterede det i at der blev oprettet menigheder dér hvor de kom hen.

For eksempel fik Ivan Malitskij ordre til at flytte fra Ternopol-området. Han rejste til Krim i det sydlige Ukraine, hvor der kun boede nogle få brødre. I 1969 var der kun én menighed på Krim, men nu er der over 60! Ivan Malitskij tjener fortsat som ældste i en af dem.

De sidste år med forbud

Efter en ændring af den politiske situation i USSR i 1982 fejede endnu en bølge af forfølgelse hen over Ukraine. Den varede i to år. Denne gang var det øjensynlig ikke USSR’s ledere der stod bag forfølgelsen. De nye ledere forlangte tværtimod at der skulle ske ændringer og reformer i republikkerne. Men i visse dele af Ukraine fængslede de lokale myndigheder nogle få af de særligt aktive forkyndere som et udtryk for deres villighed til og iver efter at gennemføre reformerne. Selv om det var de færreste brødre som mærkede noget til denne forfølgelse, var der nogle som led følelsesmæssig og fysisk overlast.

I 1983 blev en 58-årig ældstebroder ved navn Ivan Migali fra Karpato-Ukraine idømt fire års fængsel samtidig med at de sovjetiske myndigheder konfiskerede alle hans ejendele. Ved ransagningen af broder Migalis hus fandt sikkerhedstjenesten 70 af vores blade. På sin hjemegn var denne ydmyge og fredelige mand kendt som en der forkyndte Bibelens budskab. Disse to faktorer — at han lå inde med bibelsk læsestof, og at han forkyndte — blev brugt som begrundelse for hans arrestation.

I 1983 og 1984 blev der i det østlige Ukraine ført en hel række retssager mod grupper af forkyndere. Mange af forkynderne sad fængslet i fire til fem år. Det var kun få af dem der blev sendt til det kolde Sibirien eller til Kasakhstan. De fleste afsonede deres straf i Ukraine. Af disse var der nogle som endda blev forfulgt i fængselet, hvor man, i et forsøg på at finde en grund til at forlænge deres fængselsstraf, falskeligt anklagede dem for at have overtrådt fængselsreglementet.

Nogle fængselsinspektører sendte også brødrene til sovjetiske sindssygehospitaler i håb om at de ville blive mentalt syge og holde op med at tilbede Gud. Men Jehovas ånd holdt brødrene oppe, og de forblev loyale over for Jehova og hans organisation.

Teokratiets sejr

I sidste halvdel af 1980’erne aftog modstanden mod den sande tilbedelse. Forkyndertallet steg, og brødrene fik flere publikationer til rådighed. Nogle forkyndere tog bøger og blade med hjem når de havde besøgt deres familie i udlandet. Mange brødre, især dem der havde været i sovjetiske fangelejre, havde aldrig før haft en original bibelsk publikation i hånden. Nogle havde slet ikke forestillet sig at de skulle opleve den dag da man fik et originalt eksemplar af Vagttårnet gennem jerntæppet.

Efter at have modarbejdet Jehovas Vidner i mange år begyndte myndighederne efterhånden at blive venligere stemt. Brødrene blev nu indbudt til at mødes med civile repræsentanter for de lokale kontorer for religiøse anliggender. Nogle af dem var endda villige til at mødes med Jehovas Vidner fra hovedkontoret i Brooklyn. Forståeligt nok troede brødrene til at begynde med at det var en fælde. Men det var helt nye tider for Jehovas folk. I 1987 begyndte myndighederne at løslade fængslede forkyndere. Senere ansøgte nogle brødre om at komme til Polen for at overvære områdestævnet dér i 1988. Ifølge deres papirer skulle de besøge familie og venner. Til deres store overraskelse godkendte myndighederne deres ansøgninger. De polske brødre uddelte gavmildt bøger og blade til deres ukrainske gæster. Da de ukrainske brødre på hjemturen fik deres bagage undersøgt ved grænsen, lod man dem i de fleste tilfælde beholde den bibelske litteratur. På den måde lykkedes det at få bibler og andre publikationer ind i landet.

Det følgende år inviterede de polske brødre mange flere fra Ukraine til at komme på besøg. I 1989 kunne tusindvis af brødre på den måde overvære tre internationale stævner i Polen og tage endnu mere litteratur med hjem til Ukraine. Samme år gav kontoret for religiøse anliggender Jehovas Vidner lov til at modtage religiøst læsestof fra udlandet med posten, dog kun to eksemplarer af hver publikation i samme forsendelse. Brødrene i Tyskland begyndte derfor regelmæssigt at sende pakker med bøger og blade. Så nu modtog brødrene publikationerne direkte gennem det lokale posthus i stedet for at skulle fremstille dem hemmeligt i en bunker eller om natten hjemme i deres kælder. Det var næsten for godt til at være sandt. Mange af de ældre forkyndere havde det ligesom jøderne der vendte hjem til Jerusalem efter landflygtigheden: ’Vi blev som nogle der drømmer.’ (Sl. 126:1) Men ’drømmen’ var blot lige begyndt.

Områdestævne i Warszawa

I 1989 anbefalede brødrene fra Brooklyn at landsudvalget begyndte at forhandle med myndighederne om at legalisere vores offentlige forkyndelse. Desuden rejste Milton Henschel og Theodore Jaracz fra Brooklyn Betel til Ukraine for at besøge brødrene. Året efter fik tusinder af Jehovas Vidner myndighedernes officielle tilladelse til at overvære områdestævnet i Polen. Da brødrene skulle have deres rejsepapirer godkendt, fortalte de — stolt og med strålende øjne — at de skulle til Polen, ikke for at besøge familie og venner, men for at overvære Jehovas Vidners områdestævne.

Dette stævne i Warszawa var noget ganske særligt for de delegerede fra Ukraine. De græd af glæde — glæde over at mødes med deres trosfæller, glæde over at modtage firfarvede eksemplarer af publikationerne på deres eget sprog og glæde over frit at kunne samles. De polske brødre viste dem stor gæstfrihed og forsynede dem med alt hvad de havde brug for.

Mange som tidligere havde siddet fængslet sammen, mødtes nu igen for første gang ved stævnet i Warszawa. Over et hundrede Jehovas Vidner fra den „særlige“ lejr i Mordova — hvor flere hundrede brødre havde været anbragt — mødtes ved dette stævne. Mange af dem stod bare og så på hinanden mens de græd af glæde. En forkynder fra Moldova som i fem år havde delt fængselscelle med Bela Mejsar, kunne ikke kende ham. Hvorfor ikke? „Sidst jeg så dig, var du i en stribet fangedragt, men nu har du jakkesæt og slips på!“ udbrød han.

Endelig religiøs frihed!

I slutningen af 1990 begyndte retslige instanser at rehabilitere nogle af Jehovas Vidner og tilbagegive dem deres rettigheder og privilegier. Samtidig nedsatte landsudvalget en gruppe der skulle repræsentere Jehovas Vidner når de mødtes med regeringsmyndighederne. Willi Pohl fra afdelingskontoret i Tyskland var tilsynsmand for gruppen.

Efter langvarige drøftelser med regeringsmyndighederne i Moskva og Kiev fik brødrene deres længe ventede frihed. Jehovas Vidners religiøse organisation i Ukraine blev officielt indregistreret den 28. februar 1991, og det var den første indregistrering af sin art i USSR. En måneds tid senere, den 27. marts 1991, blev organisationen også indregistreret i Den Russiske Føderation. Efter mere end 50 år med forbud og forfølgelse opnåede Jehovas Vidner endelig religiøs frihed. Kort tid senere, i slutningen af 1991, blev Sovjetunionen opløst, og Ukraine bekendtgjorde sin uafhængighed.

Den gode jord bærer rigelig frugt

I det område der i dag kaldes Ukraine, var der i 1939 omkring 1000 forkyndere som var med til at så sandhedens sædekorn i folks modtagelige hjerter. I de 52 år brødrene var underlagt forbud, havde de, foruden rædslerne under den anden verdenskrig, måttet udholde forvisninger til Sibirien, overfald, tortur og henrettelser. Ikke desto mindre havde de i den periode set „den gode jord“ bære mere end 25 fold. (Matt. 13:23) I 1991 var der 25.448 forkyndere fordelt på 258 menigheder i Ukraine og rundt regnet 20.000 forkyndere i de øvrige af det tidligere USSR’s republikker. Og de fleste af dem havde lært sandheden at kende af ukrainske brødre.

Men der var behov for at ’gøde jorden’ med bibelske publikationer. Da arbejdet var blevet juridisk anerkendt, gjorde man derfor klar til at modtage litteraturforsendelser fra Selters i Tyskland. Den første forsendelse ankom den 17. april 1991.

Brødrene oprettede et lille depot i Lviv, hvorfra de videresendte litteraturen med lastbil, tog og endda med fly til menighederne i Ukraine, Rusland, Kasakhstan og andre af de tidligere sovjetrepublikker. Det medvirkede til yderligere vækst. I begyndelsen af 1991 havde Kharkov, en by med to millioner indbyggere, kun én menighed. Senere samme år var denne ene menighed på 670 forkyndere blevet til otte menigheder. Nu er der over 40 menigheder i byen!

Efter USSR’s opløsning i 1991 fortsatte landsudvalget indtil 1993 med at tage sig af arbejdet i alle de 15 tidligere sovjetrepublikker. I 1993 besluttede man på et møde med brødre fra Det Styrende Råd at oprette to udvalg — et for Ukraine og et for Rusland og de 13 øvrige republikker i det tidligere Sovjetunionen. Foruden Mikhail Dasevitj, Alexej Davidjuk, Stepan Kozhemba og Ananij Grogul fik yderligere tre brødre til opgave at være i landsudvalget i Ukraine: Stepan Glinskij, Stepan Mikevitj og Roman Jurkevitj.

Der blev desuden brug for at danne et oversætterhold som kunne afhjælpe det voksende behov for ukrainsk litteratur. Som tidligere nævnt havde de canadiske brødre Emil Zaritskij og Maurice Sarantjuk sammen med deres hustruer hjulpet med at oversætte mange publikationer. Men i 1991 begyndte et større ukrainsk oversætterhold at arbejde i Tyskland. I 1998 blev det flyttet til Polen, og her var det indtil det kunne flytte til Ukraine.

Områdestævner

Efter et møde med de lokale brødre i Lviv i 1990 besøgte broder Jaracz byens stadion og sagde: „Måske kan vi have vores områdestævne her til næste år.“ Brødrene smilede til ham, men havde deres tvivl om hvorvidt det ville kunne lade sig gøre; for Jehovas Vidner var endnu ikke blevet indregistreret, og brødrene havde aldrig før arrangeret et områdestævne. Men året efter var organisationen indregistreret. I august 1991 samledes 17.531 til områdestævne på netop dette stadion, og 1316 brødre og søstre blev døbt. Polske brødre blev inviteret til Ukraine for at hjælpe med organiseringen af stævnet.

Samme måned planlagde man også at holde et områdestævne i Odessa. Men på grund af politiske uroligheder der var opstået i Rusland i begyndelsen af den uge stævnet skulle holdes, meddelte de lokale embedsmænd at områdestævnet i Odessa måtte aflyses. Brødrene blev dog ved med at anmode byens embedsmænd om tilladelse til at gennemføre stævnet og gik videre med deres forberedelse i fuld tillid til Jehova. Til sidst fik de ansvarlige brødre besked om at mødes med embedsmændene om torsdagen, hvor de ville få den endelige afgørelse. Torsdag eftermiddag fik brødrene tilladelse til at holde stævnet.

Det var et skønt og gribende syn at se 12.115 forsamlet og 1943 blive døbt den weekend! To dage efter stævnet besøgte brødrene igen byens embedsmænd, denne gang for at takke for tilladelsen til at gennemføre stævnet. De forærede byens borgmester et eksemplar af bogen Det største menneske der har levet. Han sagde: „Jeg var ikke selv til stede, men jeg er orienteret om alt hvad der foregik. Jeg har aldrig før set noget så godt. Jeg lover at jeg altid vil være parat til at give jer tilladelse til at holde jeres møder når som helst I har brug for det.“ Siden da har brødrene jævnlig holdt områdestævner i den smukke by Odessa.

Særlige internationale stævner

Endnu et mindeværdigt stævne fandt sted i Kiev i august 1993, nemlig det internationale stævne „Oplært af Gud“. Tilhørertallet nåede op på 64.714, det hidtil højeste antal tilhørere ved et stævne i Ukraine. Blandt de tilstedeværende var flere tusind delegerede fra over 30 forskellige lande. Dele af programmet blev holdt på engelsk og oversat til 16 andre sprog.

Det var et gribende øjeblik da brødre og søstre i fem fyldte sektioner på stadion rejste sig og svarede ja på de to spørgsmål der blev stillet dåbskandidaterne. De næste to og en halv time gik med at døbe de 7402 kandidater i seks bassiner. Aldrig før er så mange blevet døbt ved et af Guds folks stævner i nyere tid. Det er en begivenhed som Jehovas Vidner aldrig vil glemme.

Hvordan kunne det lade sig gøre at organisere så stort et stævne når der kun var 11 menigheder i byen? Fordi brødre fra Polen, ligesom de tidligere år, kom og hjalp med indlogeringen. Sammen med de lokale brødre fik de skrevet kontrakter med så mange hoteller og kollegier som muligt, og de lejede endda nogle flodbåde.

Den sværeste opgave var at få tilladelse til at leje Republikanerstadionet (nu Det Olympiske Stadion) — et af de største i Østeuropa — der ikke alene blev brugt til sportsbegivenheder, men også fungerede som markedsplads i weekenderne. Det var aldrig før sket at nogle havde fået lov til at aflyse markedet, men tilladelsen blev givet.

Bystyret nedsatte endda en særlig komité der skulle hjælpe brødrene med forberedelserne. Den bestod blandt andre af politichefen, turistchefen og lederen af byens offentlige trafik. Der blev truffet en usædvanlig aftale angående betaling af stævnedeltagernes transport i byen. Stævneledelsen betalte på forhånd et beløb så alle med reversmærker kunne rejse gratis med de offentlige transportmidler og vente med at betale indtil de kom til stævnet. På den måde var det nemt for brødrene at benytte metroen og at tage med sporvognen og bybusserne når de skulle til og fra stadion. I nærheden af stævnepladsen var der også blevet åbnet en del bagerforretninger så stævnedeltagerne hurtigt kunne købe det brød de havde brug for.

Politichefen var så imponeret over den orden der var ved stævnet, at han sagde: „Hele stævnet og den gode måde I griber tingene an på, har gjort større indtryk på mig end det I forkynder. Folk kan glemme hvad de har hørt, men de vil aldrig glemme hvad de har set.“

Nogle damer der arbejdede på en nærliggende metrostation, henvendte sig til stævnets administrationskontor for at sige tak for de delegeredes gode opførsel. De sagde: „Der har været afholdt mange sportsbegivenheder og politiske møder i den tid vi har arbejdet her, men det er første gang vi har set så venlige og glade gæster, som også har vist interesse for os. De hilste alle sammen. Det er vi slet ikke vant til.“

Menighederne i Kiev havde også travlt efter stævnet. Der var nemlig blevet indleveret omkring 2500 adresser fra interesserede som gerne ville vide mere, og der er nu over 50 menigheder med nidkære forkyndere i byen!

En gruppe brødre fik stjålet al deres bagage på vej til stævnet i Kiev. Men de besluttede at rejse videre for at blive åndeligt beriget ved stævnet og ankom derfor uden noget som helst andet end det tøj de havde på. Nogle brødre fra det tidligere Tjekkoslovakiet havde imidlertid taget noget ekstra tøj med til dem der måtte have brug for det. Så snart det kom stævneledelsen for øre, blev de brødre der var blevet bestjålet, forsynet med alt det tøj de havde brug for.

Hjælp der bidrager til fremgang

Sådanne eksempler på uselvisk kærlighed var ikke enkeltstående tilfælde. I 1991 opfordrede Det Styrende Råd nogle af Vesteuropas afdelingskontorer til at skaffe fødevarer og tøj til deres brødre i Østeuropa. Forkynderne var glade for at kunne yde hjælp, og deres gavmildhed overgik alle forventninger. Der blev indsamlet store mængder fødevarer og tøj, deriblandt nyt tøj indkøbt til formålet. Fyldte kasser, kufferter og tasker blev indleveret på forskellige afdelingskontorer i Vesteuropa. Fra Danmark, Holland, Italien, Schweiz, Sverige, Tyskland og Østrig blev der sendt tonsvis af mad og tøj med lastbiler til Lviv. I flere tilfælde var endog lastbilerne en gave til Rigets arbejde i Østeuropa. Grænsemyndighederne var meget behjælpelige med at udstede de nødvendige papirer så alt kunne nå frem uden alt for meget besvær.

Det gjorde et stort indtryk på de brødre der transporterede nødforsyningerne, at se hvordan de blev modtaget. Nogle brødre der kørte fra Holland til Lviv, fortæller følgende om deres tur: „Der kom 140 brødre for at hjælpe med at losse lastbilerne. Disse ydmyge brødre viste deres tillid til Jehova idet de, inden de gik i gang, bad en fælles bøn. Da arbejdet var gjort, samledes de igen for at takke Jehova. Efter at have nydt gæstfrihed hos de lokale brødre, som gav af det lidt de havde, blev vi eskorteret til hovedvejen, hvor de ved vejsiden bad en bøn før de tog afsked med os.

Under den lange køretur hjem var der meget at tænke tilbage på — gæstfriheden hos vore brødre i Tyskland, i Polen og i Lviv, deres stærke tro og bedende indstilling, den gæstfri måde hvorpå de indlogerede og bespiste os til trods for at de selv var i nød, deres enhed og tætte sammenhold — og deres taknemmelighed. Vi tænkte også på vore brødre og søstre derhjemme, som havde givet så rundhåndet.“

En chauffør fra Danmark sagde: „Vi fandt ud af at vi fik meget mere med hjem end vi havde givet. Kærligheden og offerviljen blandt vore ukrainske brødre styrkede vores tro.“

Mange af forsyningerne blev sendt videre til Moldova, de baltiske lande, Kasakhstan, Rusland og andre steder hvor der også var stort behov. Nogle forsendelser blev sendt med container til Sibirien og Khabarovsk, der ligger over 7000 kilometer længere østpå. De brødre der modtog nødhjælpen, sendte hjertevarmende takkebreve som var både rørende, opmuntrende og forenende. Alle der var involveret, erfarede på den måde sandheden i Jesu ord: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apg. 20:35.

I slutningen af 1998 blev Karpato-Ukraine ramt af en naturkatastrofe. Ifølge officielle kilder blev 6754 huse oversvømmet, og 895 huse blev totalt ødelagt af mudderskred. Syvogtredive af de ødelagte huse tilhørte Jehovas Vidner. Afdelingskontoret i Lviv sendte straks en lastbil til området med fødevarer, vand, sæbe, senge og tæpper. Senere kom der tøj og boligudstyr fra brødre i Canada og Tyskland. Forkyndere fra Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn sendte fødevarer og sørgede desuden for byggematerialer til genopbygning af de ødelagte huse. Mange lokale brødre deltog i genopbygningsarbejdet. Jehovas Vidner hjalp ikke kun deres trosfæller i området, men også andre, med mad, tøj og brændsel. De hjalp med at rydde gårdspladser og marker og med at reparere huse der tilhørte ikke-vidner.

Åndelig hjælp

Det var dog ikke kun materiel hjælp der blev ydet. Efter mere end 50 år med forbud var de ukrainske forkyndere ikke vant til at arbejde under frie forhold. Derfor blev der i 1992 sendt brødre fra afdelingskontoret i Tyskland som skulle hjælpe med at organisere forkyndelsen i Ukraine og skabe grundlag for oprettelsen af et betelhjem. Senere kom der brødre fra Canada, Tyskland og USA for at hjælpe med at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet.

Der var også et stort behov for erfarne forkyndere. Til at begynde med kom der mange brødre som havde gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere i Polen, for at betjene menigheder, og senere kredse og områder, i landet. Desuden kom der nogle ægtepar fra Canada og USA som nu virker i kredstjenesten. Der er også brødre fra Italien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn som arbejder i kredstjenesten. Den indsats der på denne måde bliver ydet, har hjulpet mange menigheder til at anvende den bibelske vejledning på forskellige områder af den kristne tjeneste.

Værdsættelse af bibelsk læsestof

I sidste halvdel af 1990’erne blev der arrangeret nogle særlige forkyndelseskampagner. Efter uddelingen af Rigets Nyheder nr. 35 i 1997 kom der op mod 10.000 henvendelser fra interesserede som enten bestilte brochuren Hvad kræver Gud af os? eller bad om at blive besøgt.

Mange er glade for vores publikationer. Da nogle brødre besøgte en fødeklinik, blev de spurgt om de hver uge kunne levere 12 eksemplarer af bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. Personalet ville nemlig forære hvert nybagt forældrepar en bog sammen med barnets fødselsattest.

Inden for de seneste få år er der mange som har lært vores blade at kende og er kommet til at værdsætte dem. For eksempel tilbød nogle forkyndere i en park Vågn op! til en mand. Han takkede dem og spurgte: „Hvor meget koster det?“

„Vores arbejde er baseret på frivillige bidrag,“ forklarede brødrene. Han gav dem en pengeseddel på en hryvna — svarende til 4 kroner på det tidspunkt — satte sig på en bænk og begyndte straks at læse bladet. Imens forkyndte brødrene for andre i parken. Da der var gået et kvarters tid, kom manden hen til brødrene og gav dem endnu en hryvna for det blad han havde fået. Så gik han tilbage til bænken og fortsatte sin læsning mens brødrene forkyndte videre. Efter et endnu stykke tid kom manden igen hen til brødrene og gav dem en hryvna. Han sagde at han fandt bladet yderst interessant og gerne ville abonnere på det.

God oplæring giver øget vækst

Efter at Jehovas Vidner var blevet juridisk anerkendt, gik det hurtigt fremad med arbejdet. Der var dog stadig visse udfordringer. I begyndelsen havde nogle vanskeligt ved at vænne sig til hus-til-hus-forkyndelsen eftersom al forkyndelse i mere end et halvt århundrede var foregået uformelt. Men med Jehovas ånds hjælp indstillede brødrene og søstrene sig på det der for dem var en ny måde at forkynde på.

Det blev nu også muligt at holde de fem ugentlige møder i alle menigheder. Det har medvirket stærkt til at forene forkynderne og motivere dem til at gøre mere. Brødrene tog hurtigt ved lære og gjorde fremskridt på mange områder af deres tjeneste. Nye skoler var med til at give forkynderne i Ukraine god undervisning. For eksempel blev Den Teokratiske Skole i 1991 oprettet i alle menigheder for at oplære menighedens medlemmer i forkyndelsesarbejdet. I 1992 begyndte de ældste og menighedstjenerne at gennemgå Rigets Tjenesteskole, og det har i høj grad hjulpet dem til at føre an i forkyndelsen, at undervise i menigheden og at være hyrder for hjorden.

I 1996 blev Pionerskolen for første gang afholdt i Ukraine. I løbet af de første fem år blev dette tougers kursus overværet af mere end 7400 almindelige pionerer. Hvilken gavn har de haft af undervisningen? En pioner skrev: „Jeg var taknemmelig for at jeg som leret i Jehovas hånd kunne blive formet på Pionerskolen.“ En anden pioner sagde: „Efter Pionerskolen begyndte jeg at ’skinne’.“ En af klasserne skrev: „Denne skole har vist sig at være en velsignelse for os alle. Den har hjulpet os til at forstå hvor vigtigt det er at opdyrke interesse for andre.“ Skolen har bidraget væsentligt til at pionertallet er steget i 57 måneder i træk.

Mange undrer sig over hvordan pionererne klarer sig under de økonomisk vanskelige forhold i landet. En pioner der også tjener som menighedstjener, har tre børn at forsørge. Han siger: „Min kone og jeg planlægger omhyggeligt hvad vi har brug for, og køber kun det allermest nødvendige. Vi fører en beskeden tilværelse og stoler på Jehova. Vi er selv af og til overraskede over hvor lidt der skal til når man har den rigtige indstilling.“

Skolen for Udnævnte Tjenere blev første gang afholdt i 1999. I løbet af det første år gennemgik næsten et hundrede brødre skolen. De økonomiske problemer har gjort det vanskeligt for mange at overvære dette tomåneders kursus. Men det er tydeligt at brødrene har fået Jehovas hjælp.

En broder der blev indbudt til at overvære denne skole, tjente som pioner i et afsidesliggende område. Han og hans pionermakker havde sparet sammen så de havde penge nok til at købe mad og kul til den kommende vinter. Da han modtog invitationen, var de nødt til at afgøre om de skulle købe kul til vinteren eller en togbillet til ham. De drøftede det igennem og besluttede at han skulle overvære skolen. Kort tid efter at de havde afgjort sagen, modtog broderen en pengegave fra sin kødelige søster, der bor i udlandet. Den var stor nok til at dække rejseudgifterne. Efter kurset blev broderen udnævnt til specialpioner.

Sådanne undervisningsprogrammer hjælper Jehovas tjenere til bedre at kunne klare deres kristne opgaver. Forkynderne bliver dygtigere til at forkynde, og de ældste og menighedstjenerne lærer hvordan de kan være til større opmuntring for menigheden. Det fører til at ’menighederne fortsat styrkes i troen, og at de vokser i tal fra dag til dag’. — Apg. 16:5.

Den hurtige vækst medfører ændringer

I de år der er gået siden arbejdet blev juridisk anerkendt, er antallet af Jehovas Vidner i Ukraine mere end firdoblet. I mange dele af landet har væksten været bemærkelsesværdig stor. Der har også været et stort behov for kvalificerede ældste. Det sker ofte at en menighed bliver delt lige så snart der er to ældste. I nogle menigheder har der været op mod 500 forkyndere. Denne hurtige vækst har krævet nogle administrative ændringer.

Frem til 1960’erne hjalp det polske afdelingskontor med at føre tilsyn med arbejdet i Ukraine, og derefter overtog det tyske afdelingskontor denne opgave. I september 1998 fik Ukraine sit eget afdelingskontor under ledelse af hovedkontoret i Brooklyn, og der blev dannet et udvalg til at tage sig af de organisationsmæssige opgaver.

Den store vækst betød også at der blev brug for et større afdelingskontor. Fra og med 1991 blev litteraturen til de 15 tidligere sovjetrepublikker fordelt i Lviv. Året efter ankom to ægtepar fra afdelingskontoret i Tyskland, og inden længe var der oprettet et lille kontor i Lviv. Et års tid senere blev kontoret flyttet til et hus man havde købt til formålet. I begyndelsen af 1995 skete der en drastisk stigning i antallet af frivillige medarbejdere på det ukrainske kontor, og det blev igen nødvendigt at flytte. Denne gang til et kompleks med seks rigssale som blev benyttet af 17 menigheder. I al den tid tænkte brødrene: „Hvor og hvornår vil vi bygge vores eget betelhjem?“

Opførelse af afdelingskontor og rigssale

Allerede i 1992 begyndte brødrene at lede efter en byggegrund hvor man kunne opføre et afdelingskontor. Der gik flere år med at undersøge mulighederne. Brødrene blev ved med at nævne behovet i deres bønner til Jehova, i tillid til at de ville finde et egnet sted når tiden var inde til det.

I begyndelsen af 1998 fandt man en grund der lå i en malerisk fyrreskov 5 kilometer nord for Lviv, i den lille by Brjukhovitji. Under forbudet havde to menigheder holdt deres møder i den samme skov. En broder sagde: „Jeg havde aldrig troet at jeg, ti år efter vores sidste møde her i skoven, igen ville få mulighed for at mødes med mine brødre i den samme skov, men under helt andre forhold — nu for at besøge byggegrunden til vores nye afdelingskontor!“

I slutningen af 1998 ankom de første internationale byggearbejdere. Brødre fra Den Regionale Arkitekttegnestue i Selters i Tyskland arbejdede ihærdigt på at lave tegningerne. Efter at disse var blevet godkendt af myndighederne, tog man i januar 1999 fat på selve byggeriet. Over 250 frivillige medarbejdere fra 22 lande hjalp til. Desuden var der op mod 250 lokale frivillige arbejdere i weekenden.

Mange satte stor pris på at arbejde med. Hele menigheder lejede busser for komme og hjælpe til i Brjukhovitji i weekenden. Ofte rejste de hele natten for at nå frem til byggepladsen i tide. Efter en hård arbejdsdag brugte de den følgende nat på at rejse hjem, trætte, men tilfredse og glade og med ønsket om at komme igen en anden gang. Tyve brødre fra Lugansk-området i det østlige Ukraine kørte med tog i 34 timer for at udføre otte timers arbejde ved betelbyggeriet. Hver af brødrene havde taget to dages ferie og brugt over halvdelen af deres månedsløn til togbilletten for at kunne være med. En så selvopofrende indstilling var til stor opmuntring for både byggefamilien og betelfamilien. Byggeriet skred hurtigt frem, og afdelingskontoret blev indviet den 19. maj 2001. Femogtredive lande var repræsenteret ved indvielsen. Den følgende dag var der arrangeret nogle særlige møder med i alt 72.023 tilstedeværende, idet Theodore Jaracz talte til 30.881 i Lviv, og Gerrit Lösch holdt foredrag for 41.142 i Kiev.

Hvad så med rigssale? I 1939 var der flere rigssale i Karpato-Ukraine som var blevet ødelagt, og siden da havde der ikke officielt eksisteret rigssale i Ukraine. Men i 1993 blev der på blot otte måneder opført en smuk bygning med fire rigssale i byen Dibrova i Karpato-Ukraine. Kort tid efter blev der bygget seks rigssale andre steder i Ukraine.

Den hurtige vækst i antallet af forkyndere skabte et stort behov for rigssale. Men på grund af komplicerede juridiske procedurer, inflation og stigende priser på byggematerialer blev der kun bygget 110 mødesale i 1990’erne. Men der var brug for flere hundrede rigssale! I år 2000 indførte man derfor et nyt byggeprogram for rigssale, som allerede er godt i gang.

Høstarbejdet fortsætter

I september 2001 var der 120.028 Jehovas Vidner i Ukraine, fordelt på 1183 menigheder, som blev betjent af 39 kredstilsynsmænd. De sandhedens sædekorn der er blevet sået gennem årene, har båret god og rigelig frugt. I nogle familier er der fem generationer af Jehovas Vidner. Det viser at den ukrainske „jord“ er god. Blandt dem „der har hørt ordet med et smukt og godt hjerte“, er der mange „som beholder det“. Gennem årene har brødrene ’sået’ og ’plantet’, ofte med tårer; og andre har ’vandet’ den frugtbare jord. Jehova får det til at gro, og hans trofaste tjenere i Ukraine ’bærer fortsat frugt med udholdenhed’. — Luk. 8:15; 1 Kor. 3:6.

I visse områder er der en bemærkelsesværdig stor koncentration af Jehovas Vidner. For eksempel er der otte byer med rumænsktalende indbyggere i Karpato-Ukraine som har 59 menigheder fordelt på tre kredse.

Det er ikke lykkedes religiøse og verdslige modstandere at udrydde Jehovas Vidner i Ukraine, hverken ved at forvise dem eller ved at forfølge dem. I dette land har folks hjerter derimod vist sig at være meget modtagelige for sandhedens sæd, og i dag oplever Jehovas Vidner en stor høst.

Profeten Amos forudsagde at der ville komme en høsttid hvor „den der pløjer skal indhente den der høster“. (Amos 9:13) Jehovas velsignelse gør jordbunden så frugtbar at der stadig bliver høstet når den kommende sæsons pløjning skal til at begynde. Jehovas Vidner i Ukraine har set denne profeti gå i opfyldelse. Med over en kvart million tilstedeværende ved mindehøjtiden i 2001 er der udsigt til en storslået vækst.

Som vi læser i Amos 9:15, lover Jehova: „Jeg vil plante dem på deres jord, og de skal ikke mere rykkes op fra deres jord som jeg har givet dem.“ Idet Guds tjenere fortsætter med at så sandhedens sæd og indsamle den rigelige høst, ser de med stor forventning frem til den fulde opfyldelse af Jehovas løfte. Indtil da løfter vi vort blik og betragter markerne og forstår at de er hvide til høst. — Joh. 4:35.

[Tekstcitat på side 140]

„Danijel skulle have været hængt, men på grund af sin unge alder slap han med fire måneders fængsel“

[Tekstcitat på side 145]

„Jehovas Vidner skilte sig ud fra alle andre i koncentrations- lejrene. Deres opførsel viste at de havde noget meget vigtigt at fortælle de andre fanger“

[Tekstcitat på side 166]

Den 8. april 1951 blev over 6100 Jehovas Vidner fra det vestlige Ukraine forvist til Sibirien

[Tekstcitat på side 174]

„Det var ofte søstre der tog sig af tjeneropgaverne, og i nogle om- råder fungerede de endda som kredstilsynsmænd“

[Tekstcitat på side 183]

I stedet for at komme på bryllupsrejse tilbragte han ti år i fængsel

[Tekstcitat på side 184]

„Det var hårdt at skulle overdrage min elskede lille pige til en jeg aldrig før havde mødt“

[Tekstcitat på side 193]

Da det var gået op for sikkerheds-tjenesten at Jehovas Vidner ikke kunne standses med forvisning, fængsling, vold og tortur, tog man andre metoder i brug

[Tekstcitat på side 207]

KGB præsenterede et falsk brev, som skulle forestille at være fra broder Knorr, for de brødre der havde skilt sig ud

[Tekstcitat på side 212]

KGB kendte den omtrentlige dato for mindehøjtiden og var derfor særlig på vagt på den tid af året

[Tekstcitat på side 231]

De havde aldrig før haft en original bibelsk publikation i hånden

[Tekstcitat på side 238]

„Hele stævnet og den gode måde I griber tingene an på, har gjort større indtryk på mig end det I forkynder. Folk . . . vil aldrig glemme hvad de har set“

[Tekstcitat på side 241]

„Kærligheden og offerviljen blandt vore ukrainske brødre styrkede vores tro“

[Tekstcitat på side 249]

For at udføre otte timers arbejde ved betelbyggeriet havde hver af brødrene taget to dages ferie og brugt over halvdelen af deres månedsløn til togbilletten

[Ramme/illustrationer på side 124]

Bibeloversættelser gennem århundrederne

I mange år benyttede ukrainerne den oldkirkeslaviske oversættelse af Bibelen som blev udarbejdet i det niende århundrede. Fra tid til anden blev der, i takt med at sproget ændrede sig, lavet reviderede udgaver af denne oversættelse. I sidste halvdel af det 15. århundrede foretog man, under ledelse af patriarken Gennadios, en komplet revidering af den slaviske bibel. Denne udgave dannede grundlag for endnu en revision, som resulterede i den første trykte slaviske bibel. Den blev trykt i Ukraine i 1581 og har fået navnet Ostrog-Bibelen. Eksperter anser den stadig for at være et fornemt eksempel på bogtrykkerkunst. Den har dannet grundlag for senere oversættelser af Bibelen til ukrainsk og russisk.

[Illustration]

Ivan Fedorov udgav Ostrog-Bibelen på ukrainsk i 1581

[Ramme/illustration på side 141]

Interview med Vasilij Kalin

Født: 1947

Døbt: 1965

Profil: Forvist 1951-65. Var fra 1974 til 1991 med til at fremstille læsestof ved hjælp af affotografering. Har siden 1993 tjent på afdelingskontoret i Rusland.

Min far levede under mange forskellige styreformer og regeringsmyndigheder. Da for eksempel tyskerne besatte det vestlige Ukraine, pryglede de min far fordi de troede at han var kommunist. Hvorfor troede de det? Fordi præsten havde sagt til de tyske officerer at Jehovas Vidner var kommunister eftersom de ikke gik i kirke. Så kom det sovjetiske styre. Igen blev min far, sammen med mange andre, udsat for et stort pres. Han blev kaldt amerikansk spion. Hvorfor? Fordi Jehovas Vidners tro adskilte sig fra den religion der var den fremherskende på det tidspunkt. Derfor blev min far og hans familie forvist til Sibirien, hvor han boede resten af sit liv.

[Ramme/illustration på side 147-151]

Interview med Ivan Litvak

Født: 1922

Døbt: 1942

Profil: Fængslet 1944-46. I arbejdslejre fra 1947 til 1953 i det nordligste Rusland.

I 1947 blev jeg arresteret fordi jeg ikke ville have noget med politik at gøre. De bragte mig til et strengt bevogtet fængsel i Lutsk i Ukraine, hvor jeg blev tvunget til at sidde ret op og ned med hænderne i skødet — uden at jeg kunne strække benene. Sådan sad jeg i tre måneder. En mand i en sort frakke forhørte mig. Han ville have mig til at fortælle om de brødre der førte an i arbejdet. Han vidste at jeg vidste noget, men jeg nægtede at udtale mig.

Den 5. maj 1947 dømte militærdomstolen mig til ti års fangenskab i nogle fjerntliggende, strengt bevogtede lejre. Og eftersom jeg var en ung mand, kom jeg i det man kaldte den første kategori. Alle i den første kategori var unge mænd — både Jehovas Vidner og andre. De fragtede os i kreaturvogne til Vorkuta, der ligger i den nordligste del af Rusland. Her blev vi ført om bord på en damper der i løbet af fire dage sejlede helt op til strædet Proliv Karskije Vorota.

Der var ikke meget liv her, kun tundra og arktiske dværgbirketræer. Herfra blev vi tvunget til at gå i fire døgn. Vi var jo unge. Man gav os tørre brødskorper og røget rensdyrkød at spise. Rationerne blev uddelt sammen med skåle og varme tæpper. Det regnede meget. Tæppet blev så gennemblødt at det var umuligt at bære. For at få vandet ud af det igen, måtte vi være to om at vride det.

Endelig nåede vi frem til bestemmelsesstedet. Jeg havde gået og forestillet mig at jeg inden længe ville få tag over hovedet. Men vi kom til et åbent område med et tykt lag mos. Vagterne sagde: „Find jer til rette. Det er her I skal være.“

Nogle af fangerne græd; andre forbandede regeringen. Jeg forbandede aldrig nogen dér. Jeg bad stille: „Jehova, min Gud, du er min tilflugt og min borg. Vær også min tilflugt her.“

Man havde ikke noget pigtråd, og der blev derfor sat et tov omkring området. Der blev anbragt vagtposter. De stod som sædvanlig og læste, og de sagde at hvis man kom dem nærmere end to meter, ville de skyde. Vi tilbragte natten i mosset. Regnen silede ned. I nattens løb vågnede jeg og kiggede hen over de 1500 mennesker, og jeg så damp stige op fra dem alle. Da jeg vågnede om morgenen, var jeg halvvejs begravet i vand. Der var mos, men også vand. Vi havde intet at spise. Vi fik at vide at vi skulle lave en landingsplads så der kunne komme et fly med mad til os. Vores vagter havde en traktor med store hjul der skulle forhindre den i at køre fast. Den medbragte forsyninger til dem, men vi fik ingenting.

Vi arbejdede i tre døgn på at lave landingspladsen. Mosset skulle fjernes så flyet kunne lande. Så kom der et lille fly med mel. De blandede melet med kogt vand, og det spiste vi.

Det var et yderst opslidende arbejde vi blev sat til. Vi skulle anlægge en vej og lægge jernbaneskinner. Vi udgjorde i fællesskab et levende transportbånd der flyttede tunge sten. Om vinteren var det hele tiden mørkt og meget koldt.

Vi måtte sove under åben himmel. Det øsregnede, og vi var våde, sultne og forkomne; men vi var unge, så vi havde nogen energi. Vagterne sagde at vi kunne forvente snart at få tag over hovedet. Langt om længe kom der en militærtraktor med noget sejldug der kunne overdække 400 mennesker. Vi fik det strakt ud og sat op, men der var stadig ikke andet at ligge på end mos. Vi samlede alle noget græs og tog det med ind i vores interimistiske telte, men det rådnede og blev til kompost. Vi sov i komposten.

Så kom der lus. De var ved at bide os til døde. De var overalt på os, også på vores tøj — store og små lus. Det var forfærdeligt. Når vi kom hjem fra arbejde og lagde os ned, begyndte de at bide, og vi kløede og kløede. Når vi sov, bed de os overalt. Vi sagde til vores formand: „Lusene æder os levende.“ Han sagde: „Vi skal snart få bugt med jeres lus.“

Fængselsmyndighederne måtte vente til det blev lidt varmere i vejret. Der var gennemsnitlig minus 30 grader. Efterhånden steg temperaturen lidt, og der kom en transportabel desinfektionsstation. Der var dog stadig minus 20 grader, og teltet var meget utæt. „Træk af tøjet,“ lød ordren, „I skal vaskes. Tag tøjet af. Det skal desinficeres.“

Der stod vi så i et sønderrevet telt og trak af tøjet i 20 graders kulde. De kom med nogle brædder vi brugte som gulv. Mens jeg sad på brædderne, kom jeg til at se på mig selv. Det var et forfærdeligt syn. Derefter så jeg på ham der sad ved siden af. Det samme syn! Der var ingen muskler tilbage. Vi var kun skind og ben. Jeg kunne ikke engang have kravlet op i en godsvogn. Jeg var helt udmattet. Men jeg tilhørte stadig den første kategori — en sund, ung arbejder.

Jeg var sikker på at jeg snart ville dø. Mange døde — unge mænd. Nu bad jeg meget til Jehova om at han ville hjælpe mig, for det så helt håbløst ud. Nogle af dem der ikke var Jehovas Vidner, lod med vilje en hånd eller et ben fryse og lod så legemsdelen hugge af for at slippe for arbejdet. Det var skrækkeligt, grusomt.

En dag stod jeg i nærheden af en af vagtposterne og så også en læge stå der. Jeg havde rejst sammen med ham da jeg var blevet arresteret, og havde også fortalt ham om Guds rige. Han var selv fange, men havde fået amnesti. Jeg gik hen til ham og kiggede, og ganske rigtigt, han havde fået sin frihed. Jeg kaldte på ham; jeg tror nok han hed Sasja. Han så på mig og sagde: „Ivan, er det dig?“ Da han sagde det, græd jeg som et lille barn. „Gå med det samme hen til sygeafdelingen,“ sagde han.

Det gjorde jeg, og jeg blev taget ud af den første kategori af arbejdere. Men jeg var stadig i lejren. Nu var jeg i den tredje kategori og blev sendt til området for dem der havde brug for hvile. Kommandanten sagde: „Jeg har ikke bedt dig om at komme herhen. Du kom selv. Opfør dig ordentligt, og gør dit arbejde.“ Lidt efter lidt begyndte jeg så at vænne mig til at være der. Nu var det slut med det opslidende arbejde for mit vedkommende.

Jeg blev løsladt den 16. august 1953. De sagde: „Du kan bare tage af sted.“ De sagde at jeg kunne tage hvorhen jeg ville. Det første jeg gjorde, var at gå ind i skoven og takke Jehova fordi han havde hjulpet mig til at overleve. Jeg gik ind i den lille skov, faldt på knæ og takkede Jehova fordi han havde holdt mig i live så jeg fortsat kunne tjene ham og herliggøre hans hellige navn.

[Tekstcitat]

„Jeg havde gået og forestillet mig at jeg inden længe ville få tag over hovedet“

[Tekstcitat]

„Jeg gik ind i den lille skov, faldt på knæ og takkede Jehova fordi han havde holdt mig i live“

[Ramme/illustration på side 155, 156]

Interview med Volodimir Levtjuk

Født: 1930

Døbt: 1954

Profil: Fængslet fra 1946 til 1954 på grund af politisk virksomhed. Mødte Jehovas Vidner i en af arbejdslejrene i Mordova.

Jeg var ukrainsk nationalist. Derfor dømte kommunisterne mig i 1946 til 15 år i fangelejr. Dér var Jehovas Vidner. De forkyndte for mig, og jeg forstod straks at det var sandheden. Vi havde ingen bibel, for vi var i en strengt bevogtet lejr. Derfor ledte jeg efter små papirstumper, som jeg gemte. Da jeg havde nogle stykker, lavede jeg en lille notesbog. Jeg bad brødrene om at citere et hvilket som helst skriftsted de kunne huske, og sige hvor det stod i Bibelen. Så skrev jeg dem ned i min lille bog. Jeg spurgte også dem der kom senere. Hvis nogle i store træk kunne huske en bibelprofeti, skrev jeg det også ned. På den måde fik jeg samlet en del skriftsteder, og dem brugte jeg når jeg forkyndte.

Da jeg begyndte at forkynde, var der mange andre unge mænd som mig. Jeg var den yngste — kun 16 år. Jeg talte med dem og sagde: „Vi har lidt til ingen nytte. Det er omsonst at vi og andre har sat livet på spil. Politiske ideologier vil aldrig føre til noget godt. I må stille jer på Guds riges side.“ Og så citerede jeg de skriftsteder jeg kunne huske fra bogen. Jeg havde en ret god hukommelse. Mine jævnaldrende blev hurtigt overbevist, og de begyndte at komme sammen med os, Jehovas Vidner. De blev vores brødre.

[Ramme/illustration på side 157]

Strafudmålinger til Jehovas Vidner

Deportation inden for unionens grænser: De forviste blev sendt til et fjerntliggende område, sædvanligvis i Sibirien, hvor de skulle bo og arbejde. De kunne ikke forlade området. En gang om ugen eller en gang om måneden skulle de lade sig registrere hos det lokale politi.

Fængsling: Tre til ti fanger blev låst inde i en celle. De fik mad to eller tre gange om dagen. En gang om dagen eller en gang om ugen fik de lov til at gå en tur i fængselsgården. De fik ikke tildelt arbejde.

Ophold i fangelejre: De fleste lejre lå i Sibirien. Hundredvis af fanger var stuvet sammen i barakker (én bygning husede i regelen 20-100 beboere). De arbejdede mindst otte timer om dagen i eller uden for lejren. Det var fysisk krævende arbejde som blandt andet bestod i at bygge fabrikker, anlægge jernbanespor eller fælde træer. Fangerne blev eskorteret til og fra arbejde af fængselsvagter. Efter arbejdstid kunne fangerne gå frit omkring i lejren.

[Illustration]

Sibirien, Rusland: Børn af forviste ukrainske forkyndere hugger brænde, 1953

[Ramme/illustration på side 161, 162]

Interview med Fjodor Kalin

Født: 1931

Døbt: 1950

Profil: Forvist fra 1951 til 1965. Fængslet fra 1962 til 1965.

Mens jeg var fængslet for at blive forhørt, udvirkede Jehova på et tidspunkt noget der lignede et mirakel. KGB-lederen kom med et stykke papir. Forhørsdommeren havde taget plads, og anklageren sad ved siden af ham. KGB-lederen sagde til forhørsdommeren: „Giv ham det her! Lad ham se hvad hans brødre i Amerika er ude på!“

De gav mig papiret. Det var en stævneresolution. Jeg læste den én gang; og så læste jeg den omhyggeligt endnu en gang. Anklageren var ved at blive utålmodig og sagde: „Hr. Kalin! Er De ved at lære den udenad?“

Jeg svarede: „Første gang løb jeg den bare hurtigt igennem. Jeg vil gerne forstå hvad der står.“ Indvendig græd jeg af glæde. Da jeg havde læst resolutionen, rakte jeg den tilbage og sagde: „I skal have mange tak, men jeg takker først og fremmest Jehova Gud fordi han fik jer til at gøre dette. I dag er min tro blevet betydeligt stærkere ved at læse denne resolution. Jeg tilslutter mig disse Jehovas Vidner, og ingen skal hindre mig i at prise Guds navn. Jeg vil tale om ham i lejren og i fængselet og alle andre steder. Det er min opgave!

Uanset hvor meget I piner mig, kan I ikke lukke munden på mig. I resolutionen siger Vidnerne ikke at de vil iværksætte en eller anden opstand, men at de er besluttede på at tjene Jehova uanset hvad de kommer ud for, selv den hårdeste forfølgelse, i forvisningen om at han vil hjælpe dem til at forblive trofaste! Jeg beder Jehova Gud om at han må styrke mig til at stå fast i troen i denne vanskelige tid.

Men jeg vil ikke vakle! Denne resolution har styrket mig utrolig meget. Hvis I sætter mig op mod muren for at skyde mig nu, vil det ikke få min tro til at vakle. Jehova frelser også gennem opstandelsen!“

Jeg kunne se at de der skulle forhøre mig, var skuffede. De var klar over at de havde begået en stor fejltagelse. Resolutionen skulle have svækket min tro, men den havde styrket mig.

[Ramme/illustration på side 167-169]

Interview med Marija Popovitj

Født: 1932

Døbt: 1948

Profil: Har tilbragt seks år i fængsler og arbejdslejre. Har hjulpet over ti personer til at lære sandheden at kende.

Da jeg blev arresteret den 27. april 1950, var jeg i femte måned. Den 18. juli blev jeg idømt ti års fængsel. Jeg blev dømt for at forkynde, for at fortælle om sandheden. Vi var syv der blev dømt, fire brødre og tre søstre. Vi fik alle ti år. Min lille søn blev født den 13. august.

Jeg mistede ikke modet i fængselet. Guds ord havde lært mig at man bliver lykkelig hvis man lider som kristen, ikke som morder eller tyv. Og jeg var lykkelig. Jeg følte glæde i hjertet. De satte mig i enecelle, og jeg gik frem og tilbage i cellen og sang.

En soldat åbnede den lille lem i døren og sagde: „Synger du under de her forhold?“

Jeg svarede: „Jeg er lykkelig, for jeg har ikke gjort noget forkert mod nogen.“ Han lukkede bare lemmen. De slog mig ikke.

De sagde: „Afsværg din tro. Tænk på den situation du er i.“ De henviste til det at jeg skulle føde i fængselet. Men jeg var glad fordi de havde straffet mig for at have tro på Guds ord. Det gjorde mig godt at tænke på. Jeg vidste at jeg ikke var nogen forbryder. Jeg vidste at det var troen på Jehova der fik mig til at holde ud. Derfor mistede jeg ikke glæden. Sådan var det.

Senere, mens jeg arbejdede i lejren, fik jeg forfrysninger i hænderne. Jeg blev sendt på hospitalet. Lægen dér kom til at holde af mig. Hun sagde: „Dit helbred er ikke godt. Det er bedre du begynder at arbejde for mig.“

Det syntes lejrlederen naturligvis ikke om. Han sagde: „Hvorfor vil du have netop hende til at arbejde for dig? Du kan tage en fra en anden gruppe.“

Hun svarede: „Jeg har ikke brug for hvem som helst — jeg skal bruge gode, ærlige folk på mit hospital. Og det er hende der skal arbejde på det her hospital. Jeg ved at hun ikke vil stjæle noget, og at hun ikke vil begynde at misbruge medicinen.“

De stolede på os. De respekterede folk der havde en tro. De lagde mærke til hvilken slags mennesker vi var. Det kom os til gavn.

Til sidst fik lægen lejrlederen overtalt. Han ville gerne have beholdt mig fordi jeg var god til at hugge brænde. Uanset hvor Jehovas folk arbejdede, var vi altid ærlige og samvittighedsfulde arbejdere.

Tilføjelse: Marijas søn blev født i et fængsel i Vinnytsja i Ukraine. De første to år af sit liv var han i fængselets børnehjem. Derefter sendte nogle slægtninge drengen til hans far, som allerede var blevet forvist til Sibirien. Da søster Popovitj blev løsladt fra fængselet, var hendes søn seks år gammel.

[Tekstcitat]

„Jeg er lykkelig, for jeg har ikke gjort noget forkert mod nogen“

[Ramme/illustration på side 175]

Interview med Marija Fedun

Født: 1939

Døbt: 1958

Profil: Forvist fra 1951 til 1965.

Da vi først var kommet på toget og der var faldet ro over os og rejsen var begyndt, hvad kunne vi så gøre? Vi kendte nogle sange, og vi begyndte at synge. Vi sang alle de sange vi kunne udenad, sangene fra sangbogen.

Til at begynde med var det kun i vores godsvogn vi hørte sang, men senere, når toget standsede for at give plads for andre tog, opdagede vi at der var flere tog med brødre. Vi kunne høre at de også sang. Der var dem fra Moldova; så kom rumænerne fra Bukovina forbi. Der var mange tog. De overhalede hinanden forskellige steder på ruten. Vi fandt ud af at de alle var fyldt med brødre.

Vi kunne huske mange sange. Der blev også skrevet flere sange i togvognene. De var til opmuntring for os og gav os den rette indstilling. De hjalp os til at tænke på Jehova.

[Ramme/illustration på side 177]

Interview med Lidija Stasjtjisjin

Født: 1960

Døbt: 1979

Profil: Hun er datter af Marija Pilipiv. Et interview med Marija Pilipiv findes på side 208-209.

Da jeg var barn, tjente bedstefar som ældste; han førte an i menigheden. Jeg kan huske hvordan hans hverdag gik. Når han stod op om morgenen, vaskede han sig og bad en bøn. Derefter åbnede han Bibelen, og så sad vi alle og læste dagens tekst og hele det kapitel den var taget fra. Bedstefar bad mig jævnlig om at aflevere vigtige papirer — som var pakket ind eller lagt i en taske — til en anden ældstebroder, som boede i udkanten af byen. For at komme hen til hans hus måtte jeg op over en høj bakke. Jeg kunne ikke lide den bakke. Den var stejl, og det var hårdt at komme op ad den. Så jeg sagde: „Åh, nej, bedstefar! Må jeg ikke godt være fri?“

Bedstefar svarede: „Nej, du skal gå derhen. Tag nu papirerne.“

Jeg plejede at sige til mig selv: ’Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke. Men så sagde jeg: ’Jo, jeg bliver nødt til at gå, for måske er det meget vigtigt.’ Sådan tænkte jeg altid. Jeg havde virkelig ikke lyst til det, men jeg gik alligevel. Jeg vidste at der ikke var andre til det. Det skete tit at jeg måtte af sted. Det var min opgave, mit ansvar.

[Ramme/illustration på side 178, 179]

Interview med Pavlo Rurak

Født: 1928

Døbt: 1945

Profil: Tilbragte 15 år i fængsler og fangelejre. Tjener nu som præsiderende tilsynsmand i Artemovsk i det østlige Ukraine.

I 1952 befandt jeg mig i en strengt bevogtet lejr i Karaganda i USSR. Vi var ti brødre i den lejr. Tiden sneglede sig så langsomt af sted at det gik os på. Selv om vi havde glæden og håbet, manglede vi åndelig føde. Efter arbejde mødtes vi og snakkede om alt hvad vi kunne huske af det vi havde lært gennem „den trofaste og kloge træl“. — Matt. 24:45-47.

Jeg besluttede at skrive til min søster om vores situation i lejren og fortælle at vi manglede åndelig føde. Men det var forbudt at sende den slags breve, så det var ikke let at få det af sted. Langt om længe fik min søster dog brevet. Hun pakkede en kasse med noget tørret brød og lagde Det Nye Testamente ned i pakken og sendte den til mig.

Alt blev strengt kontrolleret. Det var ikke altid at fangerne fik pakkerne udleveret. Fangevogterne åbnede ofte pakkerne og undersøgte dem omhyggeligt. For eksempel så de efter om noget var skjult i en falsk bund eller langs siderne i en dåse. De undersøgte endda det brød der var i dem.

Så oprandt den dag hvor jeg så mit navn på listen over dem der havde fået tilsendt pakker. Jeg var ovenud glad, selv om jeg ikke drømte om at min søster havde sendt testamentet med. Det var den strengeste af alle kontrollanterne der havde vagt; fangerne kaldte ham Hidsighoved. Da jeg kom for at hente pakken, spurgte han: „Hvem regner du med at pakken er fra?“ Jeg gav ham min søsters adresse. Han tog et brækjern og åbnede kassen.

Da han fjernede låget, så jeg Det Nye Testamente mellem kassens side og brødet! Jeg kunne kun lige nå at tænke: „Jehova, lad mig få det.“

Til min store overraskelse sagde kontrollanten: „Hurtigt, fjern den kasse!“ Uden rigtig at fatte hvad der var sket, lukkede jeg kassen og tog den med ind i barakken. Det Nye Testamente tog jeg ud og lagde ind i min madras.

Da jeg fortalte brødrene at jeg havde modtaget et eksemplar af Det Nye Testamente, ville ingen tro mig. Det var et mirakel fra Jehova! Han sørgede for at dække vort åndelige behov i en ellers håbløs situation. Vi takkede vor himmelske Fader, Jehova, for hans omsorg og barmhjertighed. Vi begyndte at læse og blev åndeligt styrket. Hvor var vi Jehova taknemmelige for det!

[Ramme/illustration på side 180, 181]

Interview med Lidija Bzovi

Født: 1937

Døbt: 1955

Profil: Forvist i perioden fra 1949 til 1965.

Som teenager følte jeg at det var et stort savn ikke at have far hos os. Vi elskede vores far, som de fleste børn gør. Jeg fik ikke sagt farvel til ham. Ivan og jeg så ikke da han blev hentet. Vi var ude på marken og høste hirse.

Da vi kom hjem fra marken, fortalte mor at far var blevet arresteret. Det gjorde ondt og efterlod en følelse af tomhed. Men vi gik ikke i panik, og vi blev ikke hadefulde. Det kom ikke bag på os at far blev arresteret. Vi var hele tiden blevet mindet om Jesu ord: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:20) Det var et af de første skriftsteder vi lærte. Det kendte vi lige så godt som fadervor. Vi vidste også at verden ville hade os fordi vi ikke var en del af den. Myndighederne handlede som de gjorde fordi de ikke vidste bedre.

Fordi vi i Moldavien var underlagt rumænske myndigheder, vidste far at hans sag kunne forsvares ved en domstol. Vi fik lov til at komme ind i retssalen. Det var en glædens dag for os.

Far aflagde et storartet vidnesbyrd. Ingen havde lyst til at høre på anklagerens beskyldninger, men alle lyttede med åben mund når far talte. Han forsvarede sandheden i en time og 40 minutter. Hans tale var klar og forståelig. Retspersonalet havde tårer i øjnene.

Vi var stolte over at far var i stand til at vidne i retten, at forsvare sandheden offentligt. Vi var på ingen måde fortvivlede.

Tilføjelse: I 1943 havde de tyske myndigheder arresteret søster Bzovis forældre og dømt dem til 25 års fængsel fordi man påstod at de havde samarbejdet med Sovjetstyret. Inden der var gået et år, kom sovjettropper og befriede dem. Senere blev faderen arresteret af de selv samme sovjetiske myndigheder. Alt i alt tilbragte han 20 år i fængsel.

[Tekstcitat]

Vi elskede vores far, som de fleste børn gør. Jeg fik ikke sagt farvel til ham

[Ramme/illustrationer på side 186-189]

Interview med Tamara Ravljuk

Født: 1940

Døbt: 1958

Profil: Forvist i 1951. Har hjulpet omkring 100 mennesker til at lære sandheden at kende.

Dette er beretningen om Galina. Hun var kun 17 dage gammel da hendes forældre i 1958 blev arresteret. Hun og hendes mor blev sendt til en fangelejr i Sibirien. Så længe moderen kunne amme Galina, fik hun lov til at beholde hende. Men da det efter fem måneder var slut, skulle hun begynde at arbejde, og pigen blev anbragt på et børnehjem. Vores familie boede i den nærliggende provins Tomsk. Brødrene skrev et brev til vores menighed og spurgte om nogen ville være i stand til at hente den lille pige og tage sig af hende indtil hendes forældre blev løsladt. Da brevet blev læst op, var alle naturligvis stærkt berørt. Det var sørgeligt og tragisk at et lille barn befandt sig i den situation.

De gav os nogen tid til at tænke over det. Der gik en uge, og ingen havde meldt sig. Vi havde alle svært ved at klare os. Ugen efter sagde min storebror til mor: „Lad os tage os af den lille pige.“

Mor sagde: „Hvad mener du, Vasja? Jeg er allerede gammel og syg. Du ved at det er et stort ansvar at tage sig af en andens barn. Det er jo ikke et dyr. Det er ikke en ko eller en kvie. Det er et spædbarn. Og tilmed en andens spædbarn.“

Han sagde: „Det er derfor vi skal tage os af det, mor. Det er ikke et dyr. Tænk bare på hvordan et lille barn må have det i den situation, i en lejr! Hun er endnu så lille og hjælpeløs.“ Derefter sagde han: „Bør vi ikke tænke på at der kan komme en tid hvor man vil sige til os: ’Jeg var syg, jeg var i fængsel, jeg var sulten, men I hjalp mig ikke’?“

Mor sagde: „Jo, det kan godt ske, men det er et stort ansvar at tage sig af en andens barn. Hvad nu hvis der sker hende noget mens hun er hos os?“

Min bror sagde: „Og hvad nu hvis der sker hende noget mens hun er dér?“ Så pegede han på mig og sagde: „Vi har Tamara. Hun kan frit tage derhen og hente pigen. Vi vil alle hjælpe til med at passe hende.“

Vi tænkte, og vi talte, og til sidst besluttede vi at jeg skulle tage af sted. Så jeg rejste til Marijnski-lejrene for at hente den lille pige. Brødrene gav mig noget litteratur jeg skulle tage med. De gav mig også et kamera med for at jeg skulle tage et billede af moderen så de kunne se hvem hun var, for vi kendte hende ikke. Jeg fik ikke lov til at tage kameraet med ind i lejren, men litteraturen fik jeg med. Jeg havde købt en krukke som jeg havde pakket publikationerne ned i og fyldt med olie. Da jeg kom til indgangen, kontrollerede vagten ikke krukkens indhold nærmere. På den måde lykkedes det at få litteraturen ind i lejren.

Jeg nåede at være lidt sammen med moderen, Lidija Kurdas. Jeg overnattede endda i lejren fordi der skulle udfyldes nogle papirer i forbindelse med udleveringen af barnet. Og så tog jeg Galina med mig hjem. På det tidspunkt var hun godt fem måneder. Vi tog os alle godt af hende, men hun blev meget syg. Vi havde besøg af flere læger, men de kunne ikke finde ud af hvad der var galt.

Lægerne troede at hun var mit barn, og de lagde pres på mig. „Hvad er du for en mor?“ sagde de. „Hvorfor giver du hende ikke noget at spise?“ Vi var bange for at sige at barnet kom fra et fængsel, og vidste ikke hvad vi skulle gøre. Jeg græd bare, men sagde ikke noget. Lægerne skældte mig ud; de råbte ad mor og sagde at jeg var alt for ung til at være blevet gift, og at jeg selv havde brug for mælk. Jeg var 18 år.

Galina havde det forfærdeligt, og det var svært for hende at trække vejret. Jeg gik ned under trappen og bad: „Gud Jehova, Gud Jehova, hvis den lille pige skal dø, så tag mit liv i stedet for hendes!“

Galina begyndte at gispe, lige for øjnene af lægerne. De sagde: „Det er håbløst — hun overlever ikke, hun overlever ikke.“ Det sagde de til mig og min mor. Mor begyndte at græde. Jeg bad til Jehova. Og pigen overlevede! Hun blev boende hos os til hendes mor blev løsladt. Hun var hos os i syv år og blev ikke syg igen en eneste gang.

Galina bor nu i Kharkov i Ukraine. Hun er vores søster og er nu pioner.

[Tekstcitat]

„Gud Jehova, Gud Jehova, hvis den lille pige skal dø, så tag mit liv i stedet for hendes!“

[Illustration]

Fra venstre til højre: Tamara Ravljuk (tidligere Burjak), Sergej Ravljuk, Galina Kurdas, Mikhailo Burjak, Marija Burjak

[Illustration]

Fra venstre til højre: Sergej og Tamara Ravljuk, Mikola og Galina Kuibida (tidligere Kurdas), Oleksij og Lidija Kurdas

[Ramme på side 192]

En rapport fra en kredstilsynsmand, 1958

„Hvor hårdt det er for brødrene, kan man til en vis grad forstå når man hører at praktisk talt hver eneste broder bliver udspioneret af cirka ti medlemmer af en kommunistisk ungdomsorganisation. Dertil kommer forræderiske naboer, falske brødre, en sværm af politibetjente, domme på op til 25 år i lejre eller fængsler, forvisning til Sibirien, livsvarigt tvangsarbejde og arrestationer og til tider langvarige ophold i mørke fængselsceller — alt dette kan overgå den der blot siger nogle få ord om Guds rige.

Men forkynderne er frygtløse. Deres kærlighed til Jehova Gud er grænseløs. De har samme indstilling som englene og tænker ikke på at opgive kampen. De ved at det er Jehovas værk, og at det må fortsætte indtil den sejrrige afslutning. Brødrene ved over for hvem de må bevare deres uangribelighed. Det er en glæde for dem at lide for Jehova.“

[Ramme/illustration på side 199-201]

Interview med Sergej Ravljuk

Født: 1936

Døbt: 1952

Profil: Har tilbragt 16 år i fængsler og fangelejre. Tvunget til at flytte bopæl syv gange. Har hjulpet omkring 150 mennesker til at lære sandheden at kende. Hans kone, Tamara, interviewes på side 186-89. Sergej tjener nu som ældste i Rogan-menigheden i nærheden af byen Kharkov.

Jeg var i Mordova i syv år. Selv om det var en strengt bevogtet lejr, kom der mange publikationer ind i lejren mens jeg var der. Det skete at vagterne tog nogle af dem med hjem og læste dem, hvorefter de gav dem videre til deres familie og slægtninge.

Somme tider kom en vagt hen til mig når jeg var på aftenarbejde, og spurgte: „Har du noget, Sergej?“

„Hvad vil du have?“ spurgte jeg.

„Bare noget at læse.“

„Er der ransagning i morgen?“

„Ja. Den femte afdeling vil blive undersøgt i morgen.“

„Okay, i den og den køje under et håndklæde ligger der et Vagttårn. Det kan du tage.“

Ransagningen blev gennemført, og han tog Vagttårnet. Men vagterne fandt ikke andet af vores litteratur fordi vi på forhånd vidste at de ville komme. På den måde hjalp nogle af vagterne os. Sandheden tiltalte dem, men de var bange for at miste deres arbejde. I alle de år brødrene var der, så de vores gøren og laden. Det fik nogle til at indse at vi ikke havde begået nogen forbrydelse. Men de kunne ikke give udtryk for det, for så ville de blive anset for at støtte Jehovas Vidner og dermed miste deres arbejde. Men de støttede til en vis grad vores arbejde. De tog imod litteraturen og læste den. Det var med til at dæmpe forfølgelsens ild.

I 1966 var vi omkring 300 brødre i Mordova. De tilsynsførende kendte datoen for mindehøjtiden. Og de besluttede at forhindre os i at fejre den det år. De sagde: „I studerer allerede jeres blad Vagttårnet, men vi vil ikke have at I fejrer denne højtid. Det vil være umuligt for jer at gøre noget.“

Mændene fra de forskellige vagtgrupper skulle blive på deres kontorer indtil afblæsningssignalet havde lydt. De var alle på deres pladser: opsynspersonalet, kontorpersonalet og lejrkommandanten.

Vi gik så alle ud på vejen, til den plads hvor vi hver morgen og aften havde navneopråb. Så delte vi os op efter menigheder eller grupper og slentrede rundt på pladsen. I hver gruppe var der en broder som holdt foredraget for resten af gruppen mens de gik rundt.

Vi havde ingen symboler, så der blev bare holdt et foredrag. På det tidspunkt var der ingen salvede i lejren. Klokken 21.30 var det hele overstået, og alle grupper var blevet færdige med at fejre mindehøjtiden mens de gik på vejen.

Sangen ville vi gerne synge sammen — alle vi brødre. Så vi samledes ved siden af badehuset, som lå længst væk fra kontrolposten ved indgangen. Kan I forestille jer 300 mand, og at mellem 80 og 100 af dem synger i tajgaen i ly af mørket? Sikken et ekko! Jeg kan huske at vi sang den der hed „Jeg døde for dig“, som havde nummer 25 i den gamle sangbog. Alle kendte den sang. Det skete endda somme tider at soldaterne oppe fra tårnene råbte til os: „Syng lige sang nummer 25!“

Da vi begyndte at synge den aften, kom alle vagterne farende ud fra deres kontorer og hen til badehuset for at få os til at holde op. Men det kunne de ikke, for alle de brødre der ikke sang med, havde slået kreds omkring dem der sang. Så vagterne løb bare febrilsk rundt indtil vi var færdige med at synge. Da sangen var forbi, gik alle hver til sit. Vagterne vidste ikke hvem der havde sunget, og hvem der ikke havde. Og de kunne ikke anbringe alle i enecelle.

[Ramme/illustration på side 203, 204]

Interview med Viktor Popovitj

Født: 1950

Døbt: 1967

Profil: Født i et fængsel, søn af Marija Popovitj, som interviewes på side 167-69. Blev arresteret i 1970 og tilbragte fire år i fængsel for at forkynde. Under tre dages afhøringer bevidnede 35 personer at broder Popovitj havde forkyndt for dem.

Den situation Jehovas Vidner befandt sig i, skal ikke udelukkende anskues fra et menneskeligt synspunkt. Skylden for at Guds folk blev forfulgt, kan ikke udelukkende lægges på regeringen. De fleste embedsmænd udførte blot deres arbejde. Når der kom en anden regering, ændrede embedsmændene holdning og viste nu den nye regering loyalitet, mens vi holdt fast ved vores standpunkt. Vi forstod at den egentlige grund til vore trængsler stod at læse i Bibelen.

Vi opfattede ikke blot os selv som uskyldige ofre for undertrykkende mennesker. Det der hjalp os til at holde ud, var en klar forståelse af det stridsspørgsmål som var blevet rejst i Edens have — spørgsmålet om Guds ret til at herske. Det var ikke blevet afgjort endnu. Vi vidste at vi havde mulighed for at stille os på Jehovas herredømmes side. Vi tog standpunkt i et stridsspørgsmål der ikke alene drejede sig om menneskenes interesser, men også berørte universets Suveræn. Vi havde en langt mere ophøjet forståelse af hvad der virkelig stod på spil. Det gjorde os stærke og satte os i stand til at bevare vores uangribelighed under selv de værst tænkelige forhold. Vi så ud over de rent menneskelige forhold.

[Tekstcitat]

Skylden for at Guds folk blev forfulgt, kan ikke udelukkende lægges på regeringen

[Ramme/illustration på side 208, 209]

Interview med Marija Pilipiv

Født: 1934

Døbt: 1952

Profil: Rejste i 1951 til Sibirien for at besøge sin søster, som var blevet deporteret. Marija lærte sandheden at kende i Sibirien og blev senere gift med en deporteret broder.

Da far døde, kom politiet hjem til os. Der kom mange betjente, både fra byen og amtet. De advarede os om at de hverken ville have at vi sang eller bad ved fars begravelse. Vi sagde at der ikke var nogen lov som forbød os at bede. De spurgte hvornår begravelsen ville blive holdt. Det fortalte vi, og de gik.

Brødrene ankom i god tid. Det var forbudt at holde møde, men man måtte godt overvære en begravelse. Vi begyndte tidligt fordi vi vidste at politiet ville komme. Netop da en af brødrene var begyndt at lede forsamlingen i bøn, ankom en lastbil fuld af politibetjente. Broderen afsluttede bønnen, og vi gik ud til kirkegården.

De fulgte efter os og lod os gå ind på kirkegården. Da broderen igen bad en bøn, ville politiet arrestere ham. Men vi søstre havde besluttet at vi ikke ville lade dem tage ham med. Der var mange betjente, så vi dannede en kreds om broderen. I den forvirring der opstod, førte en af søstrene broderen væk fra kirkegården ved at lede ham ind mellem husene og tilbage til landsbyen. Pludselig kom en bekendt kørende, og broderen steg ind i bilen og forsvandt. Politiet ledte efter ham overalt, men fandt ham ikke. Så forlod de stedet.

Det var ofte søstrene der beskyttede brødrene. Normalt er det omvendt, men sådan måtte det nødvendigvis være dengang. Søstrene blev nødt til at beskytte brødrene. Der var mange lignende tilfælde.

[Tekstcitat]

Sådan måtte det nødvendigvis være dengang. Søstrene blev nødt til at beskytte brødrene

[Ramme/illustration på side 220, 221]

Interview med Petro Vlasjuk

Født: 1924

Døbt: 1945

Profil: Forvist i perioden 1951 til 1965. Kort tid efter at broder Vlasjuk var blevet forvist, blev hans søn syg og døde. Året efter fødte hans kone endnu en søn, men efter fødselen opstod der komplikationer, og senere døde også hun. Broder Vlasjuk var nu blevet alene med et spædbarn. I 1953 giftede han sig igen, og hans nye kone hjalp ham med at tage sig af barnet.

Jeg er en af dem der i 1951 blev forvist fra Ukraine til Sibirien. Vi var ikke bange. Jehova indgød brødrene en ånd der gav dem tro, en tro som kom til udtryk i det de sagde. Ingen ville nogen sinde selv have valgt at tage til dette område for at forkynde. Jehova Gud tillod åbenbart regeringen at transportere os dertil. Senere sagde myndighederne: „Vi har begået en stor fejl.“

Brødrene spurgte: „Hvordan det?“

„Vi har sendt jer herop, og nu omvender I også folk her!“

Brødrene sagde: „I vil begå endnu en fejl.“

Den næste store fejl begik de da de løslod os dengang der blev udstedt amnesti og de ikke ville lade os rejse hjem. „Tag hen hvor I vil, bare ikke hjem,“ sagde de. Senere kom de på andre tanker og indså at de havde båret sig dumt ad. Men det førte til at den gode nyhed nåede ud til alle dele af Rusland.

[Ramme/illustration på side 227]

Interview med Anna Vovtjuk

Født: 1940

Døbt: 1959

Profil: Forvist i perioden fra 1951 til 1965. Sendt til Sibirien som tiårig. Arbejdede fra 1957 til 1980 med hemmeligt at trykke bibelsk læsestof.

KGB prøvede ofte at få os til at angive brødrene. De viste os billeder. Jeg plejede at sige: „Når I spørger, ved jeg ingenting; jeg kender ikke nogen når I spørger.“ Sådan svarede vi dem altid. Senere, kort tid efter at jeg var blevet gift, var jeg på vej ind til byen og mødte den lokale KGB-leder i Angarsk. Han havde ofte kaldt mig til forhør og kendte mig godt.

Han sagde til mig: „Du sagde at du ikke kendte noget til Stepan Vovtjuk. Hvordan kan det så være at du nu er gift med ham?“

Jeg svarede: „Var det ikke jer der præsenterede ham for mig med jeres billeder?“

Han slog hænderne sammen: „Aha, dét er altså også vores skyld!“

Og så lo vi begge to. Det var en lykkelig stund i mit liv.

[Ramme/illustration på side 229, 230]

Interview med Sofija Vovtjuk

Født: 1944

Døbt: 1964

Profil: Forvist i perioden fra 1951 til 1965. Var syv år gammel da hun blev sendt til Sibirien sammen med sin mor, søster og bror.

Da de sendte os til Sibirien, fik vi at vide at vi aldrig ville komme derfra. Vi kunne slet ikke forestille os at vi nogen sinde ville få friheden igen. Når vi i Vagttårnet læste om stævner i andre lande, bad vi Jehova om at vi blot én gang i vores liv måtte få mulighed for at overvære sådan et stævne som man havde i andre lande. Og tænk sig, den velsignelse har Jehova givet os. I 1989 havde vi mulighed for at overvære Jehovas Vidners internationale stævne i Polen. Det er umuligt at beskrive den store glæde vi følte, og den skønne oplevelse det var at være der.

Brødrene i Polen tog kærligt imod os. Vi var der i fire dage. Vi overværede et stævne! Det var en fryd at lære mere om Jehova og at modtage vejledning fra Guds ord. Vi var så lykkelige. Vi fortalte andre om hvad vi havde oplevet. Selv om stævnedeltagerne var fra mange forskellige lande, var de alle vores brødre! Når vi gik rundt på stadion, var der en fredfyldt atmosfære. Efter alt det vi havde været igennem — i den lange periode med forbud — var det som om vi allerede var i den nye verden. Der var ingen der bandede, og alt var rent og smukt. Efter programmet blev vi på stadion. Vi skyndte os ikke derfra, men blev der og talte med brødrene. Der var også nogle der kunne tolke hvis vi ikke forstod hinanden. Og selv om vi ikke kunne tale samme sprog, kyssede vi hinanden. Vi var lykkelige.

[Ramme/illustration på side 243, 244]

Interview med Roman Jurkevitj

Født: 1956

Døbt: 1973

Profil: Tilbragte seks år i fangelejre på grund af sin neutralitet. Har tjent i afdelingskontorets udvalg i Ukraine siden 1998.

Sandheden motiverer en til at hjælpe og støtte andre. Det oplevede vi i særlig grad i 1998 da der var en stor oversvømmelse i Karpato-Ukraine og i hundredvis af mennesker mistede deres hjem og ejendele på en enkelt nat.

I løbet af to dage kom der brødre og nedsatte nogle nødhjælpskomitéer. De vurderede hvilken hjælp de enkelte familier og landsbyer havde brug for. Landsbyerne Vari og Visjkove var særlig hårdt ramt. På blot to-tre dage blev det planlagt hvilke familier der skulle have hjælp, hvor meget hjælp de skulle have, og hvem der skulle yde hjælpen. Så ankom vores brødre i lastbiler og begyndte at skovle mudderet væk.

Til stor overraskelse for alle i området medbragte de tørt tømmer. Alle som ikke selv var Jehovas Vidner, var forbløffede. En søster fra Visjkove opholdt sig i det område hvor et hold brødre skovlede mudder væk. En journalist gik hen til hende og spurgte: „Kender du de mennesker?“

Hun sagde: „Jeg kender dem ikke særlig godt, for vi taler forskellige sprog — rumænsk, ungarsk, ukrainsk og russisk. Men én ting ved jeg: de er mine brødre og søstre, og de hjælper mig.“

Brødrenes hjælp var nået frem på to-tre dage; de havde taget sig af de ramte familier og indlogeret dem andre steder. Efter et halvt års tid var praktisk talt alle Jehovas Vidners huse blevet genopbygget, og Vidnerne var de første der kunne vende tilbage til området og flytte ind i deres nye huse.

[Oversigt på side 254]

(Se den trykte publikation)

Almindelige pionerer i Ukraine (1990-2001)

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

0

1990 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2001

[Oversigt på side 254]

(Se den trykte publikation)

Jehovas Vidner i Ukrainea (1939-2001)

120.000

100.000

80.000

60.000

40.000

20.000

0

1939 1946 1974 1986 1990 1992 1994 1996 1998 2001

[Fodnote]

[Kort på side 123]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UKRAINE

VOLYNIEN

GALICIEN

Lviv

KARPATO-UKRAINE

BUKOVINA

KIEV

Kharkov

Dnepropetrovsk

Lugansk

Zaporozje

Donetsk

Odessa

KRIM

SORTEHAVET

TYRKIET

BULGARIEN

RUMÆNIEN

MOLDOVA

POLEN

HVIDERUSLAND

RUSLAND

[Helsides illustration på side 118]

[Illustration på side 127]

Vojtekh Tjekhi

[Illustration på side 129]

Det første stævne i byen Borislav i Galicien, august 1932

[Illustration på side 130]

Stævnet i Solotvyn i Karpato-Ukraine i 1932

[Illustration på side 132]

Gennem 40 år varetog Marija og Emil Zaritskij trofast deres opgave som oversættere

[Illustration på side 133]

Ukraines første boglager havde til huse i denne bygning i Uzjhorod fra 1927 til 1931.

[Illustration på side 134]

En gruppe forkyndere klar til at tage ud i forkyndelsen med bus til Rakhiv-området i Karpato-Ukraine, 1935: (1) Vojtekh Tjekhi

[Illustration på side 135]

Den gamle grammofonplade „Religion og kristendom“ på ukrainsk

[Illustration på side 136]

Kosmatj-menigheden i 1938: (1) Mikola Volotjij solgte den ene af sine to heste for at købe en grammofon

[Illustration på side 137]

Ludvik Kinitskij, der med glæde huskes af mange som en nidkær forkynder, døde trofast mod Jehova i en nazistisk koncentrationslejr.

[Illustrationer på side 142]

Illja Govutjak (øverst til venstre), der her ses sammen med Onufrij Riltjuk, som han rejste rundt i bjergene og forkyndte sammen med, og (til højre) sammen med sin kone, Paraska. Han blev henrettet af Gestapo efter at være blevet angivet af en katolsk præst

[Illustration på side 146]

Anastasija Kazak (1) sammen med andre Jehovas Vidner fra koncentrationslejren Stutthof

[Illustrationer på side 153]

Ivan Maksimjuk (herover sammen med sin kone, Jevdokija) og hans søn Mikhailo (til højre) nægtede at gå på kompromis

[Illustration på side 158]

Nogle af de første bibelske publikationer på ukrainsk

[Illustration på side 170]

Som 20-årig havde Grigorij Melnik ansvaret for sine to yngre brødre og sin lillesøster

[Illustration på side 176]

Marija Tomilko har siddet 15 år i fængsel, men er forblevet trofast

[Illustration på side 182]

Nutsu Bokotj i fængselet under et kort møde med sin datter, 1960

[Illustrationer på side 185]

Lidija og Oleksij Kurdas (herover) blev arresteret og anbragt i forskellige lejre da deres datter, Galina, var 17 dage gammel; Galina Kurdas som treårig (til højre): Dette billede blev taget i 1961 mens hendes forældre stadig var fængslede

[Illustration på side 191]

Aftenen før Hanna Sjisjko og Jurij Kopos skulle giftes, blev de arresteret og idømt ti år i fangelejr. De blev gift ti år senere

[Illustration på side 191]

Jurij Kopos tilbragte næsten en tredjedel af et århundrede i sovjetiske fængsler og arbejdslejre

[Illustration på side 194]

Pavlo Zjatek viede hele sit liv til tjenesten for Jehova

[Illustration på side 196]

Et brev dateret den 18. maj 1962 fra Nathan H. Knorr til brødrene i USSR

[Illustration på side 214]

Litteratur til Ukraine og andre dele af Sovjetunionen blev trykt i bunkers som denne i det østlige Ukraine

[Illustration på side 216]

Øverst: I denne skovklædte bjergskråning langt inde i Karpaterne arbejdede Ivan Dzjabko i en hemmelig bunker

[Illustration på side 216]

Herover: Mikhailo Diolog sidder ved siden af det der var indgangen til den bunker hvor han forsynede Ivan Dzjabko med papir

[Illustration på side 216]

Til højre: Ivan Dzjabko

[Illustration på side 223]

Bela Mejsar tilbragte 21 år i fængsel, og i løbet af den tid rejste hans trofaste kone, Regina, over 140.000 kilometer for at besøge ham

[Illustration på side 224]

Mikhail Dasevitj blev udnævnt til landstjener i 1971

[Illustration på side 233]

Indregistreringen af Jehovas Vidner i Ukraine, der fandt sted den 28. februar 1991, var den første af sin art i USSR.

[Illustrationer på side 237]

Ved det internationale stævne i Kiev i 1993 blev der døbt 7402, det højeste antal der nogen sinde er blevet døbt ved et af Guds folks stævner i nyere tid

[Illustration på side 246]

Det første hold elever der gennemgik Skolen for Udnævnte Tjenere i Lviv, i begyndelsen af 1999

[Illustration på side 251]

Øverst: Rigssalskomplekset hvor betelfamilien havde til huse fra 1995 til 2001.

[Illustration på side 251]

I midten: Det hus som blev benyttet af betelfamilien fra 1994 til 1995

[Illustration på side 251]

Nederst: Rigssalen i byen Nadvirna — den første der blev bygget efter det nye byggeprogram for rigssale

[Illustrationer på side 252, 253]

(1-3) Det nyindviede afdelingskontor i Ukraine

[Illustration på side 252]

(4) Afdelingskontorets udvalg, fra venstre til højre: (siddende) Stepan Glinskij, Stepan Mikevitj; (stående) Andrij Semkovitj, Roman Jurkevitj, John Didur og Jürgen Keck

[Illustration på side 252, 253]

(5) Theodore Jaracz taler ved indvielsen af det ukrainske afdelingskontor den 19. maj 2001