Hovedtanker fremhævet i oplæsningen

EN DYGTIG oplæser har mere i tanke end den sætning han er ved at læse, og mere end det afsnit den står i. Når han læser, har han hele tiden stoffets vigtigste punkter i baghovedet. Det har nemlig betydning for hvor han vil lægge eftertryk.

Hvis man ikke gør dette, bliver der ingen højdepunkter i fremholdelsen. Der er ikke noget der skiller sig tydeligt ud. Når oplæsningen er færdig, kan det være svært at huske om noget af det oplæste var særlig vigtigt.

God fremhævelse af hovedtankerne er et stort plus når det er et stykke fra Bibelen der læses højt. Men også ved et hjemmebibelstudium eller et menighedsmøde kan det øge udbyttet af de afsnit der oplæses. Og når det drejer sig om et manuskriptforedrag, som dem vi af og til hører ved områdestævnerne, er det særlig vigtigt.

Hvordan gør man det? Lad os sige at du får til opgave at oplæse et stykke fra Bibelen på Den Teokratiske Skole. Hvad skal du da fremhæve? Hvis stykket indeholder en særlig vigtig tanke eller nævner en vigtig begivenhed, bør du få denne til at træde tydeligt frem.

Hvad enten det du skal læse, er poesi eller prosa, ordsprog eller fortællende stof, vil tilhørerne have udbytte af at du læser det godt. (2 Tim. 3:16, 17) For at kunne gøre det må du både tage i betragtning hvad du skal læse, og hvem du skal læse det for.

Hvis du skal læse højt fra en publikation ved et bibelstudium eller ved et menighedsmøde, må du finde frem til hovedtankerne, for det er dem du skal fremhæve. Svarene på de trykte studiespørgsmål kan betragtes som hovedtanker i en paragraf. Fremhæv også punkter der har sammenhæng med den underoverskrift stoffet hører ind under.

Vi anbefaler ikke at du gør det til en vane at bruge fuldt manuskript når du holder foredrag i menigheden. Det sker imidlertid at der udarbejdes manuskript til visse foredrag ved områdestævnerne, sådan at de samme tanker kan blive fremholdt på samme måde ved alle stævner. Den der skal holde et manuskriptforedrag, må analysere det omhyggeligt så han kan fremhæve hovedpunkterne. Det forudsætter at han finder frem til hovedpunkterne. Det er ikke bare nogle sætninger som han selv synes er spændende. Nej, det er de centrale tanker som hele foredraget er bygget op omkring. Nogle gange står en hovedtanke formuleret som en sætning der efterfølges af en forklaring eller et ræsonnement. Men oftere præsenteres der først nogle underbyggende oplysninger, og så kommer hovedpunktet som konklusion. Når taleren har fundet nøglestederne, må han markere dem i sit manuskript. Der vil kun være nogle få, som regel blot fire eller fem. Derefter må han øve sig i at læse dem på en sådan måde at tilhørerne får fat i dem som hovedpunkter. Det er foredragets højdepunkter. Hvis hovedtankerne bliver fremhævet på rette måde, er der større sandsynlighed for at tilhørerne vil huske dem. Det er dét taleren skal have som mål.

Der er flere forskellige metoder en taler kan bruge for at fremhæve hovedpunkterne så tilhørerne lægger mærke til dem. Han kan for eksempel vise øget begejstring, forandre tempoet, lægge mere følelse i fremførelsen og bruge passende gestus.