Sørg for at vende tilbage
1. Hvorfor er det vigtigt at føre notater?
1 „Sikken et godt besøg! Her må jeg endelig huske at komme på genbesøg.“ Har du nogen sinde sagt sådan og bagefter glemt hvor vedkommende bor, eller hvad det var I talte om? Lad ikke tilfældighederne råde, men sørg for at skrive tingene ned så du kan vende tilbage.
2, 3. Hvilke oplysninger skal man skrive ned?
2 Skriv alt ned: Brug et øjeblik på at skrive alle relevante oplysninger om besøget ned mens du endnu har samtalen med den interesserede i klar erindring. Hvis du kender vedkommendes navn, kan du skrive det ned. Skriv også adressen ned, og sørg for at tjekke at den er korrekt. Notér hvilket emne I drøftede, hvilke skriftsteder du læste, og hvilke publikationer du afleverede.
3 Hvis du stillede et spørgsmål som du vil besvare ved det næste besøg, så skriv spørgsmålet ned. Der kan også være andre relevante oplysninger som du måske kan henvise til når du kommer igen for at vise ham personlig interesse. Skriv også ned hvornår du var der første gang (ugedag og tidspunkt), og hvornår du lovede at komme tilbage. Gode notater er en klar påmindelse om at komme igen, og man vil være mindre tilbøjelig til at glemme aftalen. — 1 Tim. 1:12.
4. Hvor skal notaterne opbevares og hvorfor?
4 Når du har lavet dine optegnelser, så opbevar dem sammen med det materiale du har med i forkyndelsen — forkyndertasken, Bibelen, ’Ræsonnerebogen’ og andre publikationer — så de altid er ved hånden. Det er bedst at holde notater med ikke-hjemme besøg adskilt fra notater med genbesøg. Det er vigtigt at holde styr på sine genbesøgsnotater og passe godt på dem, men det vigtigste er selvfølgelig at man virkelig vender tilbage.
5. Hvad skal man bruge sine notater til, og hvornår?
5 Tænk på personen: Gennemgå dine optegnelser når du forbereder dig til forkyndelsen. Hav tanke for hver eneste, og planlæg hvilken fremgangsmåde der er bedst at benytte ved næste besøg. Overvej hvordan du kan opdyrke interessen for et bibelstudium. Forberedelse vil føre til flere og bedre resultater i tjenesten, og dermed også større glæde. — Ordsp. 21:5a.
6. Kan du nævne de 5 hovedpunkter i denne artikel?
6 Når du næste gang taler med en som vil lytte, så mén ikke at du let kan huske besøget. Skriv det hellere ned, gennemgå dine notater, tænk på personen, og sørg for at vende tilbage.