Jehovas Vidners Årbog 1988
HAN var kun 33 år gammel da hans liv blev afbrudt ved en henrettelse. Men den dag i dag, 1900 år senere, lever hans budskab stadig! Hans navn var Jesus Kristus. Tre dage før sin grusomme død udtalte han en profeti mens han sad i en olivenlund på en bjergskråning med udsigt over Jerusalem. Denne profetis opfyldelse stiller alle nulevende mennesker over for valget mellem liv og død. Han forudsagde at ’den gode nyhed’ om Guds rige skulle forkyndes på hele den beboede jord. — Matt. 24:14.
At tage imod den gode nyhed i dag betyder evigt liv, at forkaste den betyder evig død. (Åb. 14:6, 7) Ligesom fortidens Josua må de der ønsker at leve, vælge at tjene Jehova. (Jos. 24:15) Guds riges interesser må have førstepladsen i deres liv. (Matt. 6:33) Men hvordan skulle dette vigtige budskab spredes?
Jesu vejledning til sine disciple var enkel og direkte: Forkynd og undervis. De skulle gøre det han selv gjorde. (Matt. 4:23; 9:35) De skulle være forkyndere af den gode nyhed om Riget, og denne forkyndelse af Riget, som ville være ledet af Guds ånd, skulle være den sande kristendoms hjerteslag. Som en opfyldelse af Mattæus 24:14 er budskabet om Guds rige blevet udbredt til jordens fjerneste egne.
Hvem udfører dette storslåede arbejde i vor tid? Jehovas Vidner. Vort virke i mere end hundrede år taler for sig selv. Vi følger det samme mønster og bruger det samme tema i vor forkyndelse og undervisning som Kristi disciple i det første århundrede. Rapporten for tjenesteåret 1987 viser at vi ikke har ladet hænderne synke.
„Du har gjort fryden stor“
Jehovas vidner fryder sig over at være med i høstarbejdet. Som det siges i Esajas 9:3: „Du har gjort nationen folkerig; du har gjort fryden stor for den. De har frydet sig for dit ansigt som man fryder sig i høsttiden, som de der jubler når de deler byttet.“ Vi fryder os over at vort arbejde med at forkynde og gøre disciple er blevet velsignet af Jehova med flere arbejdere for Riget, og over at han har givet os midler til at hjælpe dem. Den følgende rapport er derfor en enestående grund til at fryde og glæde sig.
I det sidste tjenesteår var der hver måned gennemsnitlig 3.237.751 Jehovas vidner der tog del i tjenesten, med et højdepunkt på 3.395.612 forkyndere. I løbet af året har vi anvendt i alt 739.019.286 timer — hvilket svarer til 84.000 år — til at forkynde Riget!
Jehovas vidner er også lærere. Hvad er formålet med den kristne undervisning? At gøre døbte disciple af Kristus. (Matt. 28:19, 20) Og eftersom Jesus Kristus tilbad Jehova, må hans disciple også tilbede Ham.
I tjenesteåret 1987 blev 230.843 døbt som Jehovas vidner og Jesu Kristi disciple. Muligheden for endnu flere disciple er stor, eftersom vi hver måned har ledet gennemsnitlig 3.005.048 bibelstudier. Lad os nu kaste et hurtigt blik rundt i verden og betragte nogle af de teokratiske højdepunkter der også vil få os til at fryde os.
I Frankrig opnåede man storslåede resultater i det sidste tjenesteår, med følgende højdepunkter i maj: 96.954 forkyndere — deriblandt 10.180 hjælpepionerer og 3411 almindelige pionerer. Det var den 22. rekord i træk i antallet af almindelige pionerer. I maj tog cirka 15 procent af alle forkynderne del i en eller anden form for heltidstjeneste. Forkynderne brugte gennemsnitlig 12,9 timer i tjenesten, og der var et højdepunkt på 65.806 bibelstudier, alt sammen i den samme måned.
I alle de lande og områder der sorterer under det portugisiske afdelingskontor blev tjenesteåret velsignet med nye forkynderrekorder. I selve Portugal havde man syv forkynderrekorder, og man nåede for første gang over 32.000 forkyndere. En bemærkelsesværdig fremgang er at antallet af hjemmebibelstudier nu overgår antallet af forkyndere i de fem lande og områder der rapporterer til dette afdelingskontor. Hvilke betagende udsigter til en rig høst!
„Vi er Jehova taknemmelige for at vi har haft endnu et år med velsignet virksomhed,“ siger afdelingskontoret i Japan. I løbet af tjenesteåret blev der oprettet 125 nye menigheder i Japan. Antallet af Rigets forkyndere voksede til 120.722 i august — den 104. månedlige rekord i træk. Meget opmuntrende var også antallet af hjemmebibelstudier. I juni blev der holdt 166.277 — en 14 procents forøgelse over sidste års gennemsnit. Den nye brochure „Se! Jeg gør alting nyt“ har vist sig at være et meget effektivt hjælpemiddel i Japan ved aflæggelsen af genbesøg og oprettelsen af hjemmebibelstudier.
I maj — samme måned som et militærkup fandt sted — oplevede Fiji sin 29. forkynderrekord i træk. I juni nåede man endnu en rekord på over 1300 forkyndere i tjenesten. „Alt det I før har fortalt os går nu i opfyldelse,“ sagde en politiassistent til en forkynder. „Hvis alle indbyggerne her i landet var Jehovas vidner, ville vi ikke have så mange uroligheder.“
For første gang nåede forkyndertallet op over 45.000 i Australien, og i næsten hver måned var der et nyt højdepunkt i antallet af almindelige pionerer. Forkynderne var nidkære i tjenesten, især i april, hvor de i gennemsnit nåede 12,1 time.
Næsten 40 procent af Australiens befolkningstilvækst siden 1947 skyldes indvandringen fra oversøiske lande. De fleste indvandrere er kommet fra de europæiske lande England, Irland, Italien, Jugoslavien, Grækenland, Tyskland, Holland og Polen. På grund af denne tilstrømning er der blevet oprettet 58 fremmedsprogede menigheder og 39 grupper. De glæder sig over at holde regelmæssige møder såvel som kredsstævner og områdestævner på 20 forskellige sprog.
I den senere tid er der kommet en strøm af flygtninge til Australien fra Vietnam, Laos, Kampuchea, Thailand og andre lande i Sydøstasien. De fleste af disse mennesker har været udsat for svære prøvelser og har lidt store afsavn. Nu da de lever under mere stabile forhold tager mange af dem imod den gode nyhed. I Sydney er der for eksempel en menighed på 124 forkyndere og 24 pionerer som har mange asiater i sit distrikt. Denne menighed glæder sig over at have 220 bibelstudier. Afdelingskontoret skriver: „Der indsamles i sandhed en stor skare af alle nationer som skal overleve!“
I et land i Afrika hvor Jehovas Vidners arbejde har været forbudt i cirka 20 år, blev der sidste tjenesteår oprettet 17 nye menigheder. Menighederne erfarede en 18 procents forøgelse i det gennemsnitlige antal hjælpepionerer. Hvilken høst opnåede disse travle hjælpepionerer? Der ledes flere bibelstudier — en 22 procents vækst!
Zambia nåede et nyt højdepunkt på 67.144 forkyndere i april — 16,5 procent over sidste års gennemsnit. Mange flere tager pionertjenesten op. Antallet af almindelige pionerer steg 13,5 procent og antallet af hjælpepionerer 20,5 procent i forhold til sidste år. I løbet af året registrerede afdelingskontoret den 1715. menighed, en forøgelse på 93 menigheder siden begyndelsen af tjenesteåret 1987.
En pioner i Zambias kobberbælte opdagede en ny måde at gøre den gode nyhed appellerende på. Han fortæller: „Jeg har altid forsøgt at tale med min arbejdskammerat om den gode nyhed, men han afslog blankt at modtage bøger eller blade. En dag tog jeg vores flotte kalender og viste ham den i frokostpausen. Han udbrød: ’Sikken en smuk kalender!’ Den gjorde et sådant indtryk på ham at han tilmed tog imod et bibelstudium og nu gør gode fremskridt i åndelig henseende.“
Årets højdepunkt i Burkina Faso var beslutningen om at gøre mere brug af det lokale sprog moore ved undervisningen i menighederne. Siden februar har man oversat og trykt en månedlig udgave af udvalgte studieartikler fra Vagttårnet. Rigets Tjeneste er også blevet oversat. Ni af de fransktalende menigheder er nu med glæde gået over til at holde møderne på moore.
Bladene — en hjælp i forkyndelsen
Forkynderne i Liberia har gennemsnitlig anvendt 15,4 timer om måneden i tjenesten, og det har resulteret i en bemærkelsesværdig rekord i bladspredningen. „Med de 17.630 blade der blev spredt i én måned, har offentligheden modtaget flere blade end i nogen anden måned siden marts 1972,“ skriver afdelingskontoret. „Vore firfarvede blades tiltalende udseende har uden tvivl styrket bladarbejdet her i landet. Forkynderne erfarer at deres forsyning slipper op i løbet af få dage efter at de har modtaget de nye numre. Folk henvender sig ofte til forkynderne på gaden og spørger: ’Har du nogen „bibler“ til mig?’ — det vil sige Vagttårnet og Vågn op!“
„Siden april 1987, da vore blade begyndte at udkomme i fire farver, har mange forkyndere gjort en betydelig større indsats i bladarbejdet,“ beretter afdelingskontoret i Zimbabwe. Efter at have modtaget et af de første numre af disse firfarvede blade skrev en broder fra et landdistrikt: „Jeg tog nogle blade og stillede mig ved et forretningscenter for at tilbyde dem til de forbipasserende. Nogle få tog imod bladene. På vejen hjem viste de dem til deres naboer, og kort efter strømmede folk til fra omegnen for at få bladene. I løbet af nogle minutter var min forsyning sluppet op.“
I en menighed i Elfenbenskysten besluttede to brødre efter studiet af artiklen i Vagttårnet for 1. marts 1987 om at bruge bladene i forkyndelsen, at de ville anvende nogle af forslagene på vej hjem fra rigssalen. De begyndte begejstret at tilbyde bladene til alle dem de mødte på vejen. Da de nåede hjem havde de spredt 20 blade.
Nogle forkyndere prøver at gå nye veje for at tegne abonnementer. I Argentina besluttede en broder at tage sin indbundne årgang af Vågn op! med til den mand han studerede Bibelen med for at vise ham de forskellige emner der var blevet behandlet i årets løb. Alt dette stof gjorde et dybt indtryk på manden. Han havde netop købt nogle bøger om lignende emner for et beløb der svarede til cirka 170 kroner. Nu kunne han få noget tilsvarende gennem vore blade for kun 40 kroner for et års abonnement. Han tegnede selvfølgelig abonnementet.
Et bemærkelsesværdigt antal til stede ved mindehøjtiden!
I løbet af den 12. april 1987, på mindre tid end det tog jorden at dreje sig om sin akse, samledes 8.965.221 Jehovas vidner og deres gæster i 210 lande for at fejre Herrens aftensmåltid på over 160 sprog. Vagttårnets afdelingskontorer har sendt nogle interessante rapporter.
I El Salvador overværede 58.933 mindehøjtiden. Højdepunktet i antallet af forkyndere var 16.041, så der er stadig meget arbejde at gøre dér. Også i El Salvadors naboland Belize var der mange der overværede mindehøjtiden. I alt kom der 3928, hvilket er fem gange det højeste antal forkyndere! Det betyder at cirka én af hver 44 indbyggere i landet overværede mindehøjtiden.
I Zambia blev mindehøjtiden overværet af 381.129 — seksten procent flere end sidste år. Ja, i dette land med 67.144 forkyndere er der mange der ønsker at få åndelig hjælp. I Hongkong overværede 3583 mindehøjtiden, i Belgien var der 45.466 til stede og i Frankrig 198.797 — i alle tre lande dobbelt så mange som der er forkyndere. I De Forenede Stater var der over 86.000 flere der overværede mindehøjtiden i år end sidste år, i alt 1.778.066. I Mexico, der nåede et højdepunkt på 222.168 forkyndere, overværede et forbløffende antal på 957.081 mindehøjtiden!
Pionerskolen
Med over 44.000 nye pionerer har der ikke manglet elever til pionerskolen. Skolen har nu eksisteret i ti år, og den bliver stadig mere effektiv i forbindelse med oplæringen af heltidsforkyndere. En søster i Guyana der er 74 år gammel og enke, udtaler: „Selv om jeg var syg på det tidspunkt, havde jeg den glæde at komme på pionerskolen.“ Det var imidlertid meget vanskeligt for hende at komme derhen. „Da jeg næsten ikke kunne gå,“ fortsætter hun, „hentede skolens lærer mig hver morgen og fulgte mig til skolen, og bragte mig hjem igen hver eftermiddag. Med den opmuntring jeg har fået gennem pionerskolen, er jeg nu i stand til at gøre langt mere i tjenesten.“
På pionerskolen bliver der givet praktiske råd om hvordan man kan hjælpe dem man studerer Bibelen med, frem til dåb. En anden pioner fra Guyana siger: „Før jeg kom på pionerskolen studerede jeg med en dame som ikke kunne overvære møderne. Hendes undskyldning var at hun altid havde for travlt med sit huslige arbejde. Efter at jeg på skolen havde lært hvordan man kan vise mere personlig interesse for andre, omsatte jeg det jeg havde lært i praksis. Ved det næste bibelstudium gav jeg damen nogle råd der virkede godt. Eftersom det var hyppige besøg af venner og slægtninge der hindrede hende i at nå sine pligter, foreslog jeg at hun bad dem om at hjælpe sig med noget af det huslige arbejde. Nu har hun ikke alene tid til at komme til møderne men også til tjenesten på arbejdsmarken.“
I Libanon holdt man i december 1986 den første pionerskole siden 1978. „Vi har ikke haft nogen gruppe der var stor nok til at udgøre en klasse,“ forklarer afdelingskontoret. „Men med Jehovas velsignelse har pionerånden bredt sig så hurtigt at vi nu havde tilstrækkelig mange kvalificerede pionerer til at fylde en klasse.“
En pioner i Zambia som værdsatte skolen, skriver: „Jeg har gennemgået pionerbogen tre gange hvert år siden skolen, og min tjeneste er blevet meget bedre.“
Områdestævnet „Stol på Jehova“
Efterhånden som den internationale spænding vokser, tegner fremtiden sig håbløs for flere og flere mennesker. Hvorfor? Fordi de sætter deres lid til sådanne ting som deres rigdomme, deres visdom, deres magt eller deres politiske ledere. (Luk. 21:25-28) Men Jehovas vidner har et andet syn på tilværelsen. Vi ser med tillid fremtiden i møde, fordi vi ’stoler på Jehova af hele vort hjerte og ikke støtter os til vor egen forstand’. (Ordsp. 3:5) Det var derfor betimeligt at den række tredages områdestævner der begyndte i juni 1987 understregede temaet „Stol på Jehova“.
Ved de 24 stævner i Forbundsrepublikken Tyskland nåede man et nyt højdepunkt i antallet af tilstedeværende — 159.361 — cirka 8500 flere end i noget tidligere år. De 1455 der blev døbt udgjorde også et nyt højdepunkt for sommerstævnerne.
Afdelingskontoret i De Forenede Stater rapporterer: „Det var en opmuntring at se at 1.288.313 overværede de 123 områdestævner med temaet „Stol på Jehova“, og at godt én procent af de tilstedeværende, eller 13.562, blev døbt. Det er første gang i fem år at antallet af døbte har oversteget én procent.“
I nogle dele af verden begyndte områdestævnerne „Guds fred“ i sidste del af tjenesteåret 1986 og fortsatte i tjenesteåret 1987. Det var tilfældet i Panama og Ghana.
Brødrene i Panama havde et problem. Ville de frit kunne holde deres stævner, i betragtning af den politiske uro i landet? Det så ikke lovende ud. Folk havde iværksat strejker og gadedemonstrationer, og regeringen havde sat tropper ind til at bekæmpe demonstranterne og sprede dem med tåregasbomber. Man beskyldte den katolske kirke for at benytte prædikestolene til at opflamme kirkegængerne til optøjer. En regeringsavis anklagede for eksempel på forsiden ærkebiskoppen for at trodse regeringen og tilskynde folk til oprør. Med store bogstaver nederst på forsiden kunne man læse: „’Religion i politik — er det Guds vilje?’ (Se side 4).“ På side 4 fandtes en artikel med denne overskrift, som var genoptrykt fra bladet Vågn op! for 22. april 1987. Der var også et billede af en præst der vekslede håndtryk med nazidiktatoren Adolf Hitler.
„Formålet med avisartiklen var tydeligvis at vise forskellen mellem vort standpunkt og den katolske kirkes,“ skriver afdelingskontoret i Panama. „Skønt det ikke var tilladt at benytte offentlige mødelokaler til politiske møder, kunne vi, som et resultat heraf, midt i denne politiske uro holde vore områdestævner — med over 10.000 til stede.“
Afdelingskontorets udvalg i Ghana var interesseret i at få aflagt et grundigt vidnesbyrd i de ledige distrikter i den nordlige del af landet. Brødre og søstre fra den sydlige del blev derfor opmuntret til at overvære det områdestævne med temaet „Guds fred“ som var planlagt i den nordlige by Tamale. Hvordan var reaktionen på denne opfordring? Overvældende!
„Vi forventede at der ville melde sig omkring et tusind deltagere, og regnede med at nogle af dem selv ville arrangere deres rejse,“ beretter afdelingskontoret. „Vi skrev derfor til et busselskab og bestilte ti busser med 70 siddepladser i hver. Men da vi modtog tilmeldingsformularerne fra menighederne viste det sig at over 3000 havde besluttet at overvære stævnet i Tamale! Hvordan skulle vi finde busser til at transportere dem alle til stævnet?“
I Ghana er transportmidler en mangelvare, og en stor del af den 640 kilometer lange vej fra havnebyen Accra i syd, hvor afdelingskontoret ligger, til Tamale er meget dårlig. Busselskaberne påtager sig derfor kun modvilligt at køre denne strækning. Men to busselskaber gik med til at leje afdelingskontoret i alt 28 busser. Der manglede imidlertid stadig fire busser.
„Ministeriet for Handel og Turisme havde importeret fire luksusbusser med aircondition i den hensigt at udbygge turismen i Ghana,“ hedder det videre i afdelingskontorets rapport. „Ministeriet havde imidlertid nægtet at leje busserne ud til private grupper. Vi ansøgte om at leje disse busser. Det så først håbløst ud. Men til sidst, tirsdag eftermiddag, lige før den onsdag morgen hvor vi skulle bruge busserne, underskrev ministeren et brev der gav os tilladelse til at leje busserne. Da ministeriets embedsmand der arrangerer de officielle turistture så ministeren underskrive tilladelsen, sagde han til sine kolleger: ’Jehova har en finger med i spillet!’“
Så drog brødrene af sted med deres familier i en konvoj på 32 busser. Dette syn var i sig selv et stort vidnesbyrd hele vejen til Tamale. Ingen anden gruppe havde nogen sinde rejst med så mange mennesker på én gang. Folk langs vejen talte opstemt om de forbløffende ting Jehovas vidner kan udrette.
Den ghanesiske udgave af Rigets Tjeneste havde desuden tilskyndet de brødre der rejste til Tamale, til at sætte sig det mål at bruge mindst én time hver dag i tjenesten, enten før eller efter stævneprogrammet. En morgen klokken syv kom der to brødre til det hus hvor tre medlemmer af afdelingskontorets udvalg var indlogeret under stævnet. De sagde: „Brødre, vi arbejder her i distriktet og er løbet tør for bøger og blade. Har I noget vi kan bruge, så vi kan fortsætte?“
Tamale, der overvejende er en muslimsk by med en befolkning på 146.000, blev således grundigt gennemarbejdet i hus-til-hus-forkyndelsen. Der blev endda oprettet bibelstudier. Af det højeste antal der overværede stævnet, nemlig 4220, fremgår det at der var mange interesserede fra byen til stede. Afdelingskontorets rapport slutter: „Vi håber inderligt at de to menigheder i Tamale grundigt vil vande den sæd der så rigeligt er blevet sået, og at Jehova vil få det til at gro.“ — 1 Kor. 3:6.
’Jehova har kronet året med godhed’ ved at give vækst
„Du har kronet året med din godhed,“ skrev salmisten. (Sl. 65:11) Vore brødres indsats i tjenesten er blevet „kronet“ med en vækst der har nødvendiggjort bygningen af rigssale og udvidelser af afdelingskontorer. Her følger nogle eksempler:
Efter at have lagt endnu et storslået år med aktivitet bag sig, ser Mexico frem til et spændende tjenesteår i 1988. Opførelsen af en ny betelfløj med 126 værelser er allerede langt fremskreden. Der opføres også en stor tilbygning til det nuværende trykkeri. Mexico er desuden det første afdelingskontor der får to nye firfarve trykkemaskiner og to bogbinderilinjer samtidig. Alle disse projekter skulle være fuldført i løbet af det nye tjenesteår.
I Portugal dominerer opførelsen af et nyt betelhjem stadig byggeprogrammet. „Til dato,“ hedder det i afdelingskontorets rapport, „er alle byggeomkostninger blevet dækket af lokale bidrag.“ Dette indbefatter værdien af mange personlige ejendele. Brødrene har også bidraget med alle slags byggematerialer, såvel som med grise, kyllinger, får og ænder.
For ikke så mange år siden syntes brødrene i Colombia at det var udmærket hvis der på et år blev oprettet 15 nye menigheder. Men i år modtog tjenesteafdelingen på blot én dag 13 ansøgninger om oprettelsen af nye menigheder alene i kystbyen Barranquilla! I løbet af sidste tjenesteår blev der oprettet 143 nye menigheder i landet.
For cirka 30 år siden var byen Medellín kendt for at være katolicismens højborg i Colombia, og man pralede af at 99 procent af landets befolkning var katolikker. På grund af det moralske forfald, narkotikahandelen og befolkningens hensygnende tro er Medellín nu en af de mere usikre byer i landet. Disse forandringer har fået mange oprigtige mennesker til at reagere gunstigt på forkyndelsen af den gode nyhed. Der findes nu 35 menigheder i og omkring Medellín. „Hele denne vækst har skabt et presserende behov for flere rigssale,“ siger afdelingskontoret. Hvad de lokale brødre gjorde i den lille by Segovia, ikke langt fra Medellín, vidner om deres vilje til at tage denne udfordring op.
Områdetilsynsmanden beretter: „I Segovia er der en håndfuld på 32 forkyndere. Af disse er 17 søstre der alle arbejder meget hårdt. For et år siden købte denne lille gruppe en grund og begyndte at fremstille cementblokke og samle andre materialer til bygningen af en rigssal. Kredstilsynsmanden havde besøgt menigheden kort efter at man havde fået grunden. Hvor forbavset blev han ikke da han fem måneder senere vendte tilbage og fandt rigssalen færdig! Alt arbejdet var blevet udført på lørdage, søndage og om aftenen.“ Rigssalen er endda så stor at man kan holde små kredsstævner i den. Til det første der blev holdt kom der 263, og fem blev døbt.
Et vulkanudbrud der blev efterfulgt af en dødbringende lavine af mudder, ødelagde området omkring Armero i Colombia. Vort verdensomspændende brodersamfund ydede gavmildt hjælp. Efter at der var blevet sørget for de overlevendes fysiske behov, gav Det Styrende Råd afdelingskontoret tilladelse til at bruge de resterende midler til at sørge for brødrenes åndelige interesser. Der blev derfor bygget passende rigssale i det område der var blevet berørt af vulkanudbruddet, så den åndelige undervisning kunne fortsætte uden afbrydelse.
En af de tre menigheder der fik international hjælp til at bygge en ny rigssal var menigheden i La Dorada. En stor del af byggeriet blev udført af søstre og interesserede, idet der kun var seks døbte mænd i menigheden. En gruppe brødre fra Bogotá gav dem imidlertid en kærlig håndsrækning. På mindre end en uge havde La Dorada en ny rigssal. Byggeriet begyndte om torsdagen, og den følgende mandag aften holdt brødrene deres første møde, med 200 til stede. Der blev også truffet foranstaltninger til at bygge nye rigssale i Mariquita og Lérida. Mange af de colombianere der overlevede den ødelæggelse som vulkanens mudderbølge forvoldte, søger nu til sandhedens forfriskende vand.
I Argentina blev der i løbet af tjenesteåret oprettet 121 nye menigheder — et gennemsnit på ti menigheder om måneden — for at man kunne tage sig af den store skare af tilbedere. Mange steder er rigssalene for små, og andre steder må fire eller fem menigheder benytte den samme bygning. Afdelingskontoret har oprettet en rigssalskonto og vil inden længe begynde at yde lån til nye rigssale. Der er nu blevet truffet en særlig ordning for at samordne menighedernes arbejdskraft og bidrag, så man kan færdiggøre nogle rigssale og påbegynde bygningen af nye.
I Sri Lanka blev der sidste tjenesteår oprettet tre nye menigheder, en af dem i den politisk urolige nordlige del af landet. Fem menigheder har bygget deres egne rigssale. I Chilaw blev den fuldført ved hjælp af brødre der var på besøg fra Vesttyskland.
Fra Kerala i Indien beretter en kredstilsynsmand at to menigheder for nylig har bygget deres egne rigssale. En af dem har siddepladser til 120. I løbet af det første år steg mødedeltagelsen så meget at menighedens møder måtte holdes ad to gange på forskellige tider.
På Taiwan er det et stort problem at få en rigssal, for menighederne har vanskeligt ved at leje egnede lokaler, især i byerne. Når man har fundet et sted sker det ofte at ejeren, efter det første år, hæver huslejen så meget at brødrene må flytte. I det sidste års tid har otte menigheder — 38 procent af alle menighederne — enten måttet flytte til nye lokaler eller anskaffe sig deres egne bygninger. I de større byer køber menighederne flere lejligheder der støder op til hinanden på samme etage i en bygning, og omdanner dem til en rigssal.
Ved slutningen af dette tjenesteår var antallet af menigheder i De Forenede Stater vokset med 211. Det er gennemsnitlig fire nye menigheder om ugen! Med denne vækst er det nødvendigt med flere rigssale. I december 1987 havde Selskabets Rigssalskonto skaffet penge til bygningen af 387 rigssale. I det forløbne tjenesteår har 108 rigssale nydt godt af denne konto.
Hurtigbyggede rigssale overalt
Den idé at bygge en fuldt færdig, mødeklar rigssal på nogle få dage blev undfanget i De Forenede Stater. Den er opstået, modnet og blevet virkeliggjort inden for de sidste ti år. Og i 1987 havde den båret frugt rundt om i verden. I weekenden den 26.-28. juni 1987 begyndte og fuldførte Jehovas Vidner i New Zealand således landets første hurtigbyggede rigssal i Cambridge på Nordøen, og folk lagde mærke til det.
„Et projekt der ligner et mirakel,“ lød overskriften på forsiden af den lokale avis, Cambridge Edition. I den efterfølgende artikel hed det: „Om fredagen så det ud som om hele verden var flyttet ind i Arnold Street. Omkring 800 Jehovas vidner fra hele Nordøen mødte op på en grund og begyndte at gøre noget der lignede et mirakel. De havde sat sig for at bygge en fuldt færdig rigssal med haveanlæg på to og en halv dag. Og de gjorde det! Det mest ubegribelige ved projektet var måske den gode organisering og fuldkomne ro der prægede byggeriet.“
I Belize var der i San Pedro på øen Ambergris Cay en gruppe på tretten forkyndere. Der kom mellem 30 og 40 til deres møder, men de havde ingen rigssal. Møderne blev holdt på det flade tag af en broders hus. De besluttede derfor at gå i gang med en hurtigbygget rigssal. Der var imidlertid mange forhindringer. Eftersom de befandt sig på en isoleret ø cirka 58 kilometer fra Belize City, måtte de transportere alle byggematerialerne ud til øen. Et sådant projekt havde man aldrig før set i Belize. Brødrene planlagde at bruge de lokale træsorter der kan modstå elementerne, men som er meget hårde. Der måtte bores huller før de forskellige dele kunne nagles sammen. Alle de der arbejdede på projektet måtte tage med båd eller fly til øen. Det var åbenbart at Jehova velsignede arbejdet, for rigssalen blev bygget og indviet med 247 til stede.
I Danmark opførte man som planlagt den første hurtigbyggede rigssal i september 1986. Derefter blev året ’kronet med godhed’ i form af endnu syv hurtigbyggede rigssale. Disse byggerier fik en gunstig omtale i aviser, radio og fjernsyn.
I Holland var man længe af den opfattelse at det på grund af regeringens vedtægter og love ikke var muligt at opføre hurtigbyggede rigssale dér i landet. Men myndighedernes samarbejde og brødrenes villighed bevirkede at landets første hurtigbyggede rigssal blev en vældig succes. Resultatet var at der blev skabt stor interesse for Rigets budskab i denne del af Europa.
Af Luxembourgs 20 menigheder var de 12, det vil sige 60 procent af landets menigheder, i løbet af tjenesteåret optaget af at bygge nye rigssale eller udvide de bestående. Belgien har nu to regionale byggehold der har opført seks hurtigbyggede rigssale, og man er parat til at begynde på nye projekter. I sandhed en grund til glæde!
Som et udtryk for væksten i Canada blev der i årets løb bygget 11 rigssale. Canada har nu i alt 120 hurtigbyggede rigssale. Ni af dem er dobbeltsale. I Montreal bygges der en ny stævnehal som efter planen skal tages i brug sidst i 1987. Canada har nu otte stævnehaller.
Forbundsrepublikken Tyskland har 11 byggeudvalg. I det sidste tjenesteår er der blevet opført 19 hurtigbyggede rigssale. Dertil kommer 62 andre rigssale som er blevet bygget eller er under opførelse. Jehova har ikke alene kronet tjenesteåret med bygningen af disse 81 rigssale, men også med indvielsen af den niende stævnehal. Alle kredse i Vesttyskland kan således forsamles i smukke stævnehaller, der også bruges til områdestævner på fremmede sprog.
England har nu fem stævnehaller der betjener 75 procent af landets forkyndere.
I det sidste tjenesteår nåede Jehovas folk i Norge et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere. Denne vækst har imidlertid skabt et stort behov for rigssale. „Indtil nu har vi fuldført 25 hurtigbyggede rigssale, og det har skabt interesse hos pressen og offentligheden,“ beretter afdelingskontoret. I en norsk by gik brødrene for eksempel til byens tekniske forvaltning for at få klarlagt visse problemer i forbindelse med byggeriet. Før de gik derfra fortalte de at det var deres plan at bygge rigssalen på tre dage. Da brødrene gik ned ad trappen lød der et brøl af latter inde fra kontoret. Embedsmændene kunne simpelt hen ikke tro at det var muligt at opføre en så stor bygning på bare tre dage!
Arbejdet på rigssalen skred endda hurtigere frem end planlagt. Fredag middag var taget lagt på, og murerne var halvvejs færdige med deres arbejde. Da kom en af de embedsmænd som havde leet, forbi i sin bil og så hvad der skete. Han skyndte sig ophidset tilbage til kontoret og sagde: „Gutter! De klarer det!“
Alle embedsmændene følte sig pinligt berørt, og de var enige om at de på en eller anden måde burde sige undskyld. En af kontorfolkene var dirigent for et orkester der bestod af ansatte på kommunekontoret. Han foreslog at man om lørdagen skulle marchere til byggepladsen og spille for Jehovas vidner og på denne måde sige „undskyld“. Alle syntes at det var en god idé. De 180 brødre blev noget overraskede da et orkester kom marcherende hen ad gaden og ind på byggepladsen, mens det spillede flere melodier for dem.
’Den gode nyhed stadfæstes juridisk’
Det sidste tjenesteår har været fyldt med aktivitet. Vore brødre har stået over for den udfordring juridisk at skulle stadfæste forkyndelsen af den gode nyhed. — Fil. 1:7.
Afdelingskontoret på Ny Caledonien skriver om en bemærkelsesværdig juridisk sejr i striden om bygningen af en rigssal på øgruppen Vanuatu. Det protestantiske kirkeråd gjorde kraftig modstand mod dette projekt. Skønt brødrene havde fået en lejekontrakt på grunden og havde truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at få en byggetilladelse, modtog de et brev fra regeringen om at det, på grund af kirkernes modstand, ville være umuligt at bygge en sådan rigssal. Man skrev et brev til ministerpræsidenten om problemet. Der gik flere måneder før den lokale menighed fik svar fra ministerpræsidenten om at den kunne gå i gang med byggeriet.
Det sker oftere og oftere at et menneskes religiøse overbevisning bliver taget i betragtning i sager vedrørende forældremyndigheden. I Alaska krævede en ikketroende ægtemand for eksempel forældremyndigheden over sin søn, fordi han ikke ønskede at sønnen skulle opdrages som et af Jehovas vidner. Søsteren forklarer:
„Da jeg valgte at tjene Jehova af hele mit hjerte indgav min mand skilsmissebegæring. Han var imod vort syn på brugen af blodet. [Apg. 15:28, 29] Min sagfører var heller ikke alt for velvilligt indstillet over for vort standpunkt i forbindelse med blodet, men da jeg brugte bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne blev hun meget forstående. Hun sagde at nu ville selv hun tænke sig om flere gange før hun lod sine børn få blod. Hun bad om at ’Ræsonnerebogen’ kunne blive brugt i retten. Da jeg stod i vidneskranken benyttede jeg derfor stoffet fra ’Ræsonnerebogen’ næsten ord for ord. Resultatet var at jeg fik forældremyndigheden over min søn. Næste dag udstedte dommeren en retskendelse om at når min søn besøgte sin fader skulle denne, i tilfælde af en ulykke, fortælle hospitalspersonalet at min søn tilhørte Jehovas vidners tro og at de i stedet for at bruge blod måtte finde en alternativ behandling.“
I De Forenede Stater har Selskabets juridiske afdeling sørget for at de forkyndere der står over for en retssag om forældremyndigheden, kan få et sæt oplysninger om vundne retssager, med forslag om den fremgangsmåde man bør følge i retten. For forkyndere hvis ægtefælle er modstander og vil skilles, har disse oplysninger været en stor hjælp til at få tilkendt forældremyndigheden over børnene. En forkynder skriver: „Oplysningerne om retssagerne var til stor opmuntring for mig, for de viste meget tydeligt hvordan Jehova har omsorg for sine tjenere på jorden og sørger for dem. Jeg er også taknemmelig for forslagene om hvordan man skal optræde i retten; de var til stor gavn.“
Afdelingskontoret i Canada rapporterer: „Vi har vundet ti sager om forældremyndigheden enten i retten eller ved forlig.“ Disse sager blev ført for at beskytte troende forældres ret til at undervise deres børn religiøst og at tage dem med til menighedens møder — rettigheder som nogle ikketroende forældre og dommere ved lavere retsinstanser har forsøgt at fratage os. Vore brødre har også forsvaret elleve retssager hvor læger har forsøgt at påtvinge deres patienter blodtransfusioner. I et af tilfældene drejede det sig om en voksen og i de øvrige tilfælde om mindreårige børn hvis forældre havde ønsket en alternativ lægebehandling.
I Danmark har to læger der ikke er Jehovas vidner, taget spørgsmålet om Jehovas vidner og blodtransfusion op i en artikel i Ugeskrift for læger. Lægerne krævede klare retningslinjer fra de ansvarlige myndigheder. Selv om Sundhedsstyrelsen ikke har ønsket at give dette, har man ladet forstå at Sundhedsstyrelsen ikke vil anklage nogen læge som ønsker at respektere Vidnernes nægtelse af blod, for at have overtrådt lægeloven, selv om patienten skulle dø.
I Korea forekommer der stadig hårde konfrontationer med visse læger og hospitaler på grund af blodtransfusionsspørgsmålet. Men der har været nogle få fremskridt. I lægebladet Hu Saing Bo for 20. oktober 1986 kunne man læse om en vellykket operation på åbent hjerte på en otteårig søn af et af Jehovas vidner. Dr. Park Young-kwan udtalte: „Der er hidtil blevet anvendt alt for meget blod ved operationer på åbent hjerte i Korea. Vi må her i landet udvikle en metode så vi kan udføre operationer på åbent hjerte med så lidt blod som muligt eller helt uden blod.“ Bladet nævnte at man på Buchun Sejong-hospitalet planlægger at foretage operationer på åbent hjerte uden brugen af blod. Det er opmuntrende at vide at der er udført vellykkede operationer på åbent hjerte på børn af Jehovas vidner.
Retssager kan tabes eller vindes. Men det der betyder noget er hvem der vinder det endelige slag. Dets udfald er sikkert. Der kan kun være én vinder — Jehova Gud, hvis navn og ord vil blive hævdet.
Afrika lader sin røst høre
Salmisten sagde: „Af børns og diendes mund har du grundlagt noget stærkt.“ (Sl. 8:2) Det er den otteårige Moses i Sierra Leone et godt eksempel på. Han er glad for tjenesten og træffer ofte sine egne aftaler om at arbejde sammen med andre i menigheden. Men der var noget der nagede ham. Han måtte altid låne blade og brochurer til brug i tjenesten. Men hvordan skulle han få sine egne bøger og blade når hans forældre ikke gav ham nogen penge til det? Uden at tale med nogen om sit problem fandt han på en udvej — han ville spare nogle af sine penge til skolemaden! Efter tre dage havde han sparet tilstrækkelig mange penge til tre brochurer. Hvad ville han nu gøre med pengene når han havde spredt brochurerne? „Jo, så vil jeg tage dem med i rigssalen og købe nogle flere!“ svarede Moses.
Udtrykket „brændende i ånden“ passer godt på Jehovas folk i Liberia. (Rom. 12:11) Her nåede man et nyt højdepunkt i forkyndertallet, idet 1576 rapporterede — en 20 procents forøgelse over sidste års gennemsnit. De 8254 der overværede mindehøjtiden er et udmærket barometer for befolkningens interesse for Rigets budskab.
Indvielsen af det nye afdelingskontor i marts virkede som en tilskyndelse til at gøre en større indsats i tjenesten. Til indvielsesprogrammet havde man valgt at benytte et nyt sportsstadion der er bygget af kineserne. Det var første gang det skulle bruges til en religiøs begivenhed. Hvordan ville den ateistiske kinesiske ledelse reagere? Efter at have set den måde hvorpå de 2126 deltagere opførte sig, sagde en repræsentant for ledelsen: „Vi kan se at I har gjort sådan noget før. I skal til enhver tid være velkomne igen.“
To dage før mindehøjtiden kom en menighed i Liberia ud for et alvorligt problem. Det sædvanlige mødelokale var blevet lejet ud til en verdslig begivenhed, og det eneste alternativ var en tom sal uden stole. Brødrene ventede over 400, og de henvendte sig derfor til den lokale skoleledelse, som man før havde lånt stole af. Deres anmodning blev blankt afslået med den besked at der var blevet stjålet alt for mange stole af andre grupper. Engang havde en religiøs gruppe endda ladet stolene stå ude en hel weekend.
Flere henvendelser fra vore brødre viste sig at være forgæves. Ledelsen var ubøjelig. Til sidst gik en gruppe brødre efter tjenesten på arbejdsmarken til skolens forstanderinde for at fremføre en sidste appel. En broder forklarede hende at Jehovas vidner er godt organiserede og ærlige, og at det ved vore stævner ikke er usædvanligt at nogen som har mistet en krone får den tilbage i afdelingen for tabt og fundet. Der ville bestemt ikke blive noget problem hvis stolene blev brugt af Jehovas vidner ved denne lejlighed, forsikrede han.
Trods denne indtrængende anmodning forblev forstanderinden urokkelig. I dette øjeblik blev tavsheden brudt ved at en seks-et-halvt-årig nevø til en af brødrene kom løbende ind fra forstanderindens forhave, idet han ophidset fortalte at han havde fundet nogle penge foran huset. Han overrakte sin onkel 30 kroner som denne gav til den forbløffede forstanderinde. „Hvis nogen af mine børn havde fundet disse penge,“ sagde hun, „ville de have stukket dem i lommen ud fra den betragtning at de kunne takke Gud for deres held.“
Brødrene fik lov til at bruge alle stolene. Forstanderinden ville fortælle sin religiøse bønnegruppe om drengens ærlighed, og hvis noget andet trossamfund spurgte hende hvorfor hun havde ladet vore brødre bruge stolene, ville hun svare at Jehovas vidner var ærlige, og at hun vidste at de ville passe godt på dem. Mindehøjtiden blev overværet af 474, og alle stolene blev leveret tilbage samme aften.
I Sydafrika har en tidligere forfølger af Jehovas vidner taget imod sandheden. En dag da denne mand og hans venner diskuterede politik, afbrød en broder høfligt deres samtale og fortalte dem hvad Bibelen siger om emnet. Mændene var ivrige efter at få mere at vide, og de bombarderede ham med spørgsmål. En af dem viste stor interesse for svarene fra Bibelen. Da broderen besøgte ham i hans hjem, sagde han: „Jeg ønsker virkelig at lære Bibelen at kende, men hvem kan hjælpe mig?“ Broderen oprettede et bibelstudium over zulu-udgaven af Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Inden længe bekendte manden at han nogle år tidligere havde boet i et land hvor Jehovas Vidner var forbudt. Som soldat i landets hær havde han forfulgt Jehovas vidner. Nu har sandheden imidlertid forandret hans liv. Han er blevet en nidkær rigsforkynder som er glad for at være bevæbnet med en forkyndermappe i stedet for et gevær.
Asien ’lovsynger Jah’
„I skal lovsynge Jah!“ lyder den gjaldende opfordring der afslutter Salmernes bog. (Sl. 150:6) Når du læser erfaringerne i det følgende, vil du se at landene i Asien har afsluttet deres tjenesteår med glad lovsang for Jehova.
Afdelingskontoret i Hongkong har lagt mærke til en interessant tendens i det forløbne tjenesteår. Forkynderne er mere vågne for at tale om sandheden ved forskellige lejligheder, og resultatet er at folk ikke alene lytter men også er hurtige til at vise værdsættelse. De interesserede kommer regelmæssigt til møderne kort efter at de er begyndt at studere Bibelen. Der var for eksempel en ung mand hvis fader døde. For at ordne nogle sager i forbindelse med dødsfaldet tog den unge mand, sammen med sin moder, hen til det kontor hvor faderen havde været ansat. En broder der arbejdede på kontoret lagde mærke til den unge mands sorg, og han talte med ham om opstandelseshåbet og gav ham et eksemplar af bogen Er dette liv alt? Kort efter fik den unge mand besøg af en anden forkynder og modtog bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Han læste ivrigt hele bogen og besluttede sig til at overvære et møde i rigssalen. Den hjertelige modtagelse han fik gjorde indtryk på ham, og han sagde ja til at få et bibelstudium. Efter at have studeret en måned kommer han nu regelmæssigt til møderne. Han har desuden læst bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? og er gået videre med at læse Sikkerhed i verden under Fredsfyrsten.
En ældre pionersøster i Japan betragter hospitalets venteværelse som sit distrikt. Hvilken teokratisk strategi følger hun? Hun sidder og læser i Selskabets publikationer og venter på at nogen skal blive nysgerrig og spørge hende hvad bøgerne handler om. En dag lød der en stemme bag hende: „Hvordan kan jeg få et eksemplar?“ Hun vendte sig og så en ung mand på 17-18 år. Han havde forsøgt at læse brochuren In Search of a Father over skulderen på hende. (Brochuren, der ikke foreligger på dansk, handler om at finde Gud som sin Fader.) „Ser De, jeg søger også efter min fader,“ forklarede han. Søsteren gav ham brochuren og lovede at opsøge ham igen på hospitalet. Nogle dage senere traf hun ham igen. Denne gang tilskyndede hun ham til at læse om den åndelige Fader, Jehova Gud. Da hun efter nogle måneders forløb kontaktede den unge mand endnu en gang, erfarede hun til sin forbavselse og store glæde at han havde fundet to fædre — sin biologiske fader og den almægtige Gud, Jehova. Både den unge mand, hans moder og hans fader fulgte nu de praktiske forslag i brochuren. Hele familien begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner.
„Det har været et rekordår for os,“ erklærer afdelingskontoret på Taiwan. Det gennemsnitlige antal forkyndere er vokset 13 procent — den største procentvise fremgang siden 1959! Flere rigssale der blev bygget for et år siden, er nu fyldt til sidste plads.
For at gøre åndelige fremskridt må de nye være villige til at foretage forandringer i deres liv. Et eksempel belyser dette: Flere kvinder der arbejdede på den samme fabrik, begyndte at studere sammen med nogle missionærer. Sandheden gjorde snart sin virkning. Kvinderne nægtede at arbejde over på mødeaftener, noget som er ganske uhørt på de fleste fabrikker, hvor de ansatte altid arbejder længe. Men på grund af deres ærlighed og gode arbejdsvaner betroede man dem kort efter det ansvar at føre produktionsrapporterne.
Der opstod et problem på fabrikken da de alle syv ansøgte om ferie de samme dage for at kunne overvære områdestævnet. Løsningen? Kvinderne lovede at komme tilbage til fabrikken hver dag efter stævneprogrammet og arbejde en time om aftenen. Firmaet tilbød dem en hel dagløn for dette, men de afslog at tage imod det fordi de selv havde bedt om ferie for at kunne overvære stævnet og ikke ønskede at modtage en hel dagløn for en times arbejde.
Efter deres dåb ville de gerne være pionerer, og de sagde derfor deres fuldtidsarbejde op for at finde noget andet arbejde der bedre kunne forenes med deres timeplan som pionerer. Men chefen henvendte sig til søstrene og tilbød dem hver tre dages arbejde om ugen og gik ind på deres betingelser, at de „ikke ville arbejde over på mødeaftener og at de skulle have fri til stævnerne“. Firmaet regnede ud at man ville spare penge ved at genansætte søstrene. Hvordan det? Jo, de kunne arbejde uden tilsyn, og desuden stjal de ikke. Chefen drog den slutning at hvis Vidnerne er så trofaste mod deres Gud, må de bestemt også være pålidelige medarbejdere i firmaet.
„Fra øen Mindanao kommer denne erfaring med hensyn til at bevare uangribeligheden på arbejdspladsen,“ beretter afdelingskontoret på Filippinerne. „En ung søster i Davao City arbejdede som sekretær på borgmesterkontoret. Hun var samvittighedsfuld med sit arbejde, kom tidligt og drev den ikke af på jobbet. Men hun var ikke fastansat, så efter et stykke tid skulle hendes ansættelse tages op til ny overvejelse. Hendes foresatte i afdelingen anbefalede ikke at hun skulle fortsætte i stillingen. Han tilbød hende derimod en højere stilling, forudsat at hun ville have et umoralsk forhold til ham. Dette afslog hun blankt, selv om det betød at hun mistede sit arbejde. Hun satte hele sin lid til Jehova, og blev belønnet. Andre embedsmænd blev opmærksomme på hende på grund af hendes gode arbejdsindsats. De flyttede hende til et andet kontor, hvor hun fik en bedre stilling og en højere løn.“
Malaysia rapporterer nye højdepunkter i de fleste tjenestegrene. Selv om den politiske og økonomiske situation er ustabil, hører de retsindige får den rigtige hyrdes stemme. Der blev for eksempel oprettet et bibelstudium med en eurasisk kvinde og hendes sønner. De levede i fattigdom fordi manden ikke kunne forsørge familien. Og den ældste af sønnerne havde siden barndommen været plaget af dæmoner. Moderen havde ofte søgt hjælp hos de kinesiske taoist-medier og de malajiske medicinmænd (bomoh’er). For at beskytte sig mod dæmonernes angreb bar alle i familien, også faderen, en talisman (tangkal). Da de indså at Jehova misbilliger alt hvad der blot har antydning af spiritisme, skilte de sig straks af med deres „beskyttende“ amuletter, alle undtagen faderen. Resultatet var at han igen blev angrebet af dæmoner. Men denne gang råbte moderen Jehovas navn og bad højt i en halv time. Omsider standsede angrebet. Så fjernede faderen også sin tangkal. En uge senere fandt han et arbejde, og det begyndte at løbe rundt økonomisk for familien. Manden og kvinden indså også at de måtte gifte sig lovformeligt, og hele familien gør nu gode fremskridt i sandheden.
De blodige kamphandlinger der forstyrrer freden i Sri Lanka har ikke lagt nogen dæmper på Jehovas vidners ånd i dette land. Det gennemsnitlige antal forkyndere af Riget er gået 13 procent frem. Konflikten har ganske vist betydet at nogle har mistet deres ejendele, men indtil nu har ingen af forkynderne lidt fysisk overlast. Ved at ændre mødetiderne og -stederne efter de lokale omstændigheder og udgangsforbudene, har man været i stand til at holde alle menighedsmøder. Det samme gælder kredsstævner og områdestævner, foruden en pionerskole i den krigshærgede nordlige del af landet.
Somme tider har forkynderne i de krigsramte områder i nord og øst dog kun med nød og næppe undgået døden. Folk har gravet skyttegrave og dækket dem med sandsække for at have et skjulested når bomberne falder og når der skydes med maskingeværer fra helikoptere. Religiøse forskelle og kasteforskelle glemmes hurtigt når folk søger ly i disse beskyttelsesrum. Under et bombeangreb krøb nogle hinduer sammen i en skyttegrav og råbte til deres gud Muragah om hjælp. En af dem havde imidlertid lært om Jehova, og han sagde til dem at de skulle råbe på Jehova, for han var den eneste Gud der kunne redde dem. Så skyndte de sig alle at påkalde Jehova.
En ung pionersøster i Sri Lanka besøgte en ældre metodist som forsøgte at afvise hende med spørgsmålet: „Hvordan kan en ung pige som dig lære mig noget om Bibelen?“ Pioneren svarede: „Jeg er faktisk ikke kommet for at lære Dem noget, men for at fortælle Dem om noget jeg selv har lært og som har gjort mig så lykkelig at jeg simpelt hen må dele det med andre.“ Pionerens svar vakte den gamle mands interesse. „Så fortæl mig hvad det er du har lært,“ sagde han. „Jo, jeg har lært hvordan man kan leve evigt,“ svarede pioneren. Hun blev inviteret ind, og der fulgte en længere bibelsk samtale. Nu studerer den ældre mand Bibelen sammen med pioneren.
Latinamerika „gør en evangelieforkynders gerning“
Vore brødre i Mellem- og Sydamerika er meget aktive. De har i det forløbne tjenesteår været flittigt optaget af at ’gøre en evangelieforkynders gerning’, sådan som det tydeligt fremgår af nedennævnte erfaringer. — 2 Tim. 4:5.
Brasilien kan notere endnu et år med fremgang, både i antallet af rigsforkyndere og, hvad der har større betydning, i kvaliteten af deres tjeneste. Mindehøjtiden blev overværet af 23 procent flere end i 1986, i alt 657.784. Der blev nået seks nye forkynderrekorder, den sidste på 216.216. Der blev også ledet et rekordhøjt antal hjemmebibelstudier, nemlig 261.423.
Hvad den forbedrede kvalitet angår, gik et stigende antal forkyndere ud i heltidstjenesten, og et stort antal rejste ud for at påbegynde arbejdet i nye distrikter. Der blev i årets løb registreret ti nye højdepunkter i antallet af almindelige pionerer. Over 750 forkyndere tilbragte weekender og ferier i mindst 110 ikke tidligere gennemarbejdede byer, og dét med forbløffende resultater. Der blev spredt tusinder af bøger og blade, oprettet snesevis af bibelstudier og holdt mange offentlige foredrag. Følgende brev afspejler en typisk reaktion hos de interesserede i disse områder:
„Jeg er meget lykkelig for at De sendte to unge damer til byen, for det gav mig mulighed for at lære Jehovas organisation at kende. De var en sand velsignelse fra Jehova for mig. Jeg er ked af at høre at de snart rejser igen. Kære brødre, hvis det på nogen måde er muligt, så lad dem blive hos os lidt længere. — R. M. P.“
Et højdepunkt for Brasilien i dette tjenesteår var udgivelsen af den nye studieudgave af Ny Verden-oversættelsen på portugisisk. Flere aviser og tidsskrifter bragte artikler om den. Veja, et velkendt nyhedsblad i São Paulo, bragte en artikel med overskriften: „JEHOVAS BIBEL — den mest fuldstændige bibeludgave der findes.“ I artiklen stod der blandt andet:
„I sidste uge udgav Jehovas Vidner i Brasilien en bibel med de mest omfattende marginalnoter og paralleltekster der findes. Værket, der bærer titlen Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, er blevet udarbejdet i De Forenede Stater ved hjælp af datamater og foreligger i et enkelt bind på 1600 sider. I Brasilien er det første oplag af [den nye bibel] på 50.000 eksemplarer, hvilket er enestående. En god national udgave udkommer i et oplag på gennemsnitlig 5000 eksemplarer.“
Der er opnået gode resultater med bladene efter at de er begyndt at udkomme i fire farver. Aldrig før har man tegnet så mange abonnementer i Brasilien: 49.154 på en enkelt måned. Vincente, der er lokomotivfører, er på farten meget af tiden, og det er begrænset hvad han kan udrette i tjenesten fra dør til dør. Han læste i Vagttårnet at en søster havde tegnet 59 abonnementer ved at tilbyde dem til sine arbejdskammerater. Han besluttede sig til at prøve samme fremgangsmåde. Han satte målet til ti abonnementer i april. „Jeg fik et helt chok,“ skriver han. „Jeg nåede målet på to dage! Så satte jeg det op til 20, men nåede det på syv dage. Et tredje mål, på 30, blev nået hen midt i måneden. Så satte jeg mig det mål at tegne lige så mange som den søster hvis erfaring jeg havde læst. I kan tro jeg var glad da jeg kunne rapportere 68 abonnementer for hele måneden.“
En anden broder, der hørte de ældste tilskynde til hjælpepionertjeneste, ansøgte om at være med i marts. Han nød det så meget at han fortsatte i april og tegnede 79 abonnementer i de to måneder, de fleste af dem på sin arbejdsplads.
Selv en fireårig pige har været med. En ven besøgte hendes familie nogle dage. En dag havde gæsten lyst til at læse og sagde beklagende: „Er der slet ikke noget at læse her i huset?“ Den unge forkynder satte hænderne i siden og svarede: „Er der ikke noget at læse her i huset? Vent lige lidt.“ Hun løb ind på moderens værelse, klatrede op på en stol, tog en stabel af hendes blade, Vagttårnet og Vågn op!, bragte dem ind til gæsten, og sagde: „Se nu om der ikke er noget at læse!“ Vennen syntes så godt om at læse i bladene at den lille pige sagde: „Hvis du har lyst, kan du få dem med posten.“ Resultatet: to abonnementer.
I Ecuador var der sidste tjenesteår brødre fra tretten forskellige lande med i betelbyggeriet. Et af højdepunkterne for de frivillige byggearbejdere var at kunne være med i tjenesten på trods af sprogbarrieren. Markedspladser, busterminaler og gader var ideelle steder for dem at forkynde. Ofte vil folk stimle sammen bare man viser en af de illustrerede bøger, som for eksempel Min bibelhistoriebog, eller en af de farverige brochurer. Otte brødre som var med i byggeriet, forkyndte en morgen på markedspladsen og spredte 73 bøger, 51 brochurer og 30 blade. På et andet tidspunkt arbejdede en gruppe på fire ved busterminalen og spredte 133 brochurer og 13 bøger. De kunne have spredt flere, men taskerne var tomme.
I El Salvador blev hovedstaden, San Salvador, rystet af et jordskælv netop som tjenesteåret begyndte. Mindst fjorten brødre, foruden flere interesserede, blev dræbt. Mange rigssale og private huse styrtede sammen. Det værste for befolkningen var dog ikke smerten over de materielle tab, men det følelsesmæssige chok som jordskælvet forvoldte. Desuden lider folk under den politiske vold som landet til stadighed er hjemsøgt af. Vand og elektricitet har været rationeret i lange perioder, og den galoperende inflation udhuler værdien af folks penge.
Men selv under disse dystre forhold har brødrene bevaret deres optimisme, for afdelingskontoret har holdt dem travlt beskæftiget i den teokratiske gerning. Der blev organiseret hjælp til de menighedsmedlemmer der mistede deres hjem ved jordskælvet. Rigssalene blev sat i stand. Og december bragte en kraftig åndelig indsprøjtning — i form af fire områdestævner under temaet „Guds fred“. De blev overværet af i alt 30.003, og 521 blev døbt. Til mindehøjtiden kom der 58.933 — næsten fire gange årets forkynderrekord på 16.041.
Et vidnesbyrd i Nordamerika og på øerne i Det Caraibiske Hav
Om folk er store eller små, rige eller fattige gør ingen forskel for Jehovas jordiske tjenere; de vil fortsætte med at vidne for alle slags mennesker. (Apg. 26:22) Nogle undrer sig måske over at vi bliver ved med at komme igen efter at de har fortalt os at de ikke er interesserede. Men der er meget gode grunde til at vi kommer igen. Læg mærke til dette eksempel fra Canada:
En kvinde der blev besøgt af to forkyndere gjorde det klart for dem at hun ikke ville have noget med vor tro at gøre. Da hun lidt senere var i gang med at ordne sit hjem, begyndte hun at tænke på Jehovas Vidner. Hun kom i tanker om forskellige spørgsmål om det vi tror på. Så tog hun sin bil og kørte gade op og gade ned for at finde de to forkyndere. Men de var ingen steder at se. Så kørte hun hen til en veninde, fordi hun tænkte at hun måske havde fået besøg. Nej, de havde ikke været der, fik hun at vide. Veninden fortalte imidlertid at hun arbejdede sammen med et Jehovas vidne, og hun tilbød at sætte de to kvinder i forbindelse med hinanden. Den søster der blev kontaktet, fortæller:
„Da jeg aflagde det første besøg fandt jeg til min store overraskelse fem kvinder der bombarderede mig med spørgsmål som: ’Hvorfor kalder I jer Jehovas Vidner?’, ’Hvorfor går I fra dør til dør?’ og: ’Tror I på Jesus?’ Jeg brugte tre timer på at besvare deres spørgsmål. Siden dette første besøg er jeg kommet igen cirka tre gange om måneden og har hver gang truffet fra fem til femten mennesker.“
I løbet af et halvt år spredte søsteren 313 blade, 171 brochurer og 272 bøger til gruppen. Søsteren siger nu: „Jeg gør alt hvad jeg kan for at tilskynde dem til at benytte sig af vort individuelle bibelstudieprogram.“ Det vil være meget interessant at se hvad der videre sker.
Skoler er en frugtbar jordbund for Rigets sæd. En ung forkynder fra Canada siger om bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?: „Jeg besluttede at lægge den på mit skolebord på en sådan måde at de andre elever let kunne se den. Fem kom hen til mig og kiggede på den. Jeg viste nogle punkter i bogen. Tre elever bad mig om at skaffe den til dem. Derefter spurgte jeg skolebibliotekaren om hun ville have et eksemplar. Hun gik ind på at modtage bogen som en gave til biblioteket. Dagen efter fortalte hun mig at bogen allerede var udlånt, og hun spurgte efter én mere til sig selv og en anden til en ven. Min biologilærer tog imod to eksemplarer. Bibliotekaren har siden bedt om to bøger til. Jeg har erfaret at hvis man gør en indsats, velsigner Jehova det. Det gjorde han i mit tilfælde, så jeg spredte elleve bøger.“
De unge på øen Guadeloupe bliver også tilskyndet til at gøre skolen til deres distrikt ved at forkynde for kammerater og lærere. Men det er også vigtigt at man opfører sig godt i skolen. I december 1986 fik eleverne i en klasse til opgave at gengive en tekst om julen. En ung søster afslog at gøre dette og tilbød at gengive en tekst om et andet emne. Læreren blev rasende og fik hele klassen til at håne søsteren.
Men i skoleårets tredje kvartal var billedet vendt. Læreren indrømmede over for den unge forkynders moder: „Jehova er med Dem; han beskytter Deres datter. Ikke alene er hendes opførsel upåklagelig, men hun er også flittig med sit skolearbejde og får gode karakterer. Jeg vil gerne gratulere Dem. De har opdraget Deres datter godt. Netop her i eftermiddag sagde jeg til hele klassen at Deres datters Gud, Jehova, er den sande Gud og er stærkere end de andre kirkers guder, fordi Deres datter altid opfører sig respektfuldt, mens hendes klassekammerater forstyrrer og opfører sig dårligt.“
De Hollandske Antiller har en befolkning af sprogkyndige. Det officielle sprog er hollandsk. Lokalsproget er papiamento, mens handelssproget er engelsk. Mange taler også spansk fordi De Hollandske Antiller ligger tæt ved Colombias og Venezuelas kyst. De fleste er derfor i stand til at tale og læse flere sprog. „Til vor forbavselse,“ skriver afdelingskontoret, „udkommer der seks dagblade på øen Curaçao, med en befolkning på blot 171.500, og de fortsætter alle med at udkomme år efter år. Da folk her kan lide at læse, læser de også vore publikationer. De sætter virkelig pris på vore flotte blade. En af de store begivenheder i årets løb har været udgivelsen af Vagttårnet på papiamento i fire farver. Dette har uden tvivl været medvirkende til at bladafsætningen er gået frem i løbet af dette tjenesteår.“
På Martinique blev mindehøjtiden overværet af næsten tre gange så mange som forkyndertallet, og det er ikke så mærkeligt, for de interesserede på denne ø begynder hurtigt at efterleve sandheden. En uge efter at en pionersøster og hendes mand var begyndt at studere Bibelen med et ægtepar, overværede de nyinteresserede bogstudiet, og kort efter var de med til alle møderne. En måned senere tog de med til områdestævnet. Da manden var fagforeningsleder, blev han meget imponeret af stævneorganisationen. Forsamlingen adskilte sig tydeligt fra det han var vant til ved sine fagforeningsmøder! Manden havde også tilknytning til en gruppe der praktiserede yoga. Men nu sagde han: ’Bibelen er en bedre vej til fred i sind og hjerte og er en langt større hjælp til at løse personlige problemer end yoga er.’ Otte måneder efter at han var begyndt at studere, symboliserede han sin indvielse til Jehova ved vanddåben, og hans kone og hans ældste datter er nu også med i forkyndelsen.
Europa ’forkynder frihed’
Mens atomkrigstruslen hænger som en tung sky over Europa, forkynder Jehovas vidner den frihed som kun Jehova kan bringe. (Es. 61:1) Denne gode nyhed „høres“ endog af hørehæmmede, sådan som følgende erfaring viser.
I Østrig har man i det forløbne tjenesteår gjort en koncentreret indsats for at komme i forbindelse med folk som er døve. En døv ung mand fandt et nummer af Vagttårnet i ventesalen på en jernbanestation. Han var nysgerrig, tog bladet op, og begyndte at læse. Ordet „Jehova“ forvirrede ham. ’Det er nok en af Jesu apostle,’ tænkte han, og fortsatte med at læse. Én artikel rørte hans hjerte, og da det altid havde været hans ønske at lære andre om Gud, aflagde han et besøg på afdelingskontoret i Wien. Dér fik han at vide hvor der blev holdt møder for døve. Han overværede det første møde samme uge, selv om det betød at han måtte rejse 90 kilometer hver vej. Hans nidkærhed har allerede båret frugt. To andre døve, et ægtepar, studerer nu sandheden og kommer regelmæssigt til møderne.
I Sverige har den lutherske statskirke ikke medvind for tiden. Over 90 procent af indbyggerne hører ganske vist til kirken, men kun et fåtal kommer der regelmæssigt. Hvert år er der tusinder som melder sig ud. Bekymrede over udviklingen arrangerede nogle præster i den sydlige del af Sverige to seminarer for at drøfte situationen. Da Jehovas Vidner er kendt som en af de hurtigst voksende religiøse grupper i Sverige, ringede initiativtageren til seminaret til afdelingskontoret og spurgte om et af Jehovas vidner kunne komme og oplyse dem om vores tro, metoder og organisation. Der blev sendt en områdetilsynsmand. Han holdt et foredrag og besvarede spørgsmål.
Ved det første seminar, der blev holdt i februar 1986, var der omkring 50 præster og andre kirkerepræsentanter til stede. De lyttede opmærksomt, med en venlig og høflig holdning. Efter mødet blev der spredt 5 bøger, 25 brochurer og 30 blade.
Det næste seminar blev holdt i februar 1987. Heri deltog 20 præster, en professor i religionssociologi og en docent i teologi fra Lunds universitet. Da ordstyreren, en sognepræst, introducerede områdetilsynsmanden som taler, sagde han: „Først vil jeg sige at jeg er overbevist om at ingen af os præster her ville gå med til at prædike på de samme betingelser som vor gæstetaler gør. Jeg ved at han gør det på heltidsbasis og uden løn. Vi præster beklager os derimod over vores løn og forlanger hele tiden mere og mere.“
Under mødet blev der stillet mange spørgsmål, og deltagerne syntes at acceptere de svar der blev givet. Efter mødet kom de fleste af dem hen til broderen og bad om læsestof. Der blev spredt omkring 25 brochurer og 20 blade. En ung præst sagde til broderen at han beundrede vor organisation. „Det er forbavsende at se hvordan I holder sammen og er forenede i tro og broderskab i over 200 lande rundt om i verden,“ sagde han, og sukkede over de vanskeligheder kirken har i Sverige.
Omkring 80 kilometer fra Spaniens hovedstad, Madrid, ligger to stærkt bevogtede fængsler hvor farlige forbrydere og terrorister sidder indespærret. I et af disse fængsler, som er under ombygning, er man ved at indrette et lokale der udelukkende skal bruges som „rigssal“ og studereværelse for dem der ønsker at undersøge Bibelen sammen med Jehovas Vidner. I det andet fængsel samles så mange som 50 indsatte regelmæssigt for at lytte til båndoptagelser af den lokale menigheds møder.
De fanger der overværer disse møder ser anderledes ud end de andre fanger. De er velsoignerede og pæne i tøjet, og de går endda med slips, hvad ingen af de andre fanger gør. I mødelokalet er der et tydeligt skilt med teksten „Rygning forbudt“.
Og hvad mere er: de pågældende fanger retter deres liv ind efter det de lærer. En af dem havde omhyggeligt planlagt et bankrøveri, som han ville begå efter sin løsladelse. Han har nu kasseret planerne på grund af de bibelske sandheder han har lært. En anden har besluttet at gifte sig med den kvinde han har levet sammen med i ni år. En tredje kom til mødet med et blåt øje. Da man spurgte ham hvad der var sket, forklarede han glad at en medfange havde slået ham, men at han var lykkelig for at han havde kunnet beherske sig og ikke havde gengældt ondt med ondt.
’Herliggør Jehova på øerne i havet’
Fra de mange øer lyder en stemme som i sandhed herliggør Jehovas navn. (Es. 24:15) Et eksempel på dette kommer fra øen Réunion, der ligger i Det Indiske Ocean øst for Afrika og sorterer under afdelingskontoret på Mauritius. Da en ung broder var ude i forkyndelsen, traf han en musiker som allerede havde nogle af vore bibelske publikationer. Musikeren hørte til et rockband på fem personer, der dyrkede og solgte marihuana. Broderen inviterede alligevel musikeren med til områdestævnet i 1986. Tre af gruppens medlemmer kom den første dag af stævnet, og sidste dag kom de alle fem. Der blev oprettet et bibelstudium med hele gruppen. Fire af medlemmerne hørte til samme familie, og trods modstand fra familien ødelagde de deres marihuanaplanter. Derefter forærede de den mikrofon de havde brugt til deres rockmusik, til menigheden. I løbet af tre måneder ændrede de alle fem deres levevis så meget at de kunne være med i forkyndelsen.
Øst for Australien ligger Ny Caledonien. I det forløbne tjenesteår har afdelingskontoret dér sendt adskillige brødre til øerne Wallis og Futuna, hvor den katolske kirke dominerer folks tilværelse og er stærkt imod vort arbejde. Der bor en hel del brødre fra disse øer i Ny Caledonien. Under et besøg for nylig traf brødrene en gymnasielærer fra den katolske kirke. Han fortalte at de kort forinden havde haft nogle klassedrøftelser om andre trossamfund, og alle eleverne ønskede at tale om Jehovas Vidner. En elev som havde læst en del om os og lyttet til nogle foredrag som var baseret på vore publikationer, bemærkede: „Det er overraskende at se at de medlemmer af vor etniske gruppe der er blevet Jehovas vidner, synes at være mere fordomsfri og mere rimelige end andre, og de har en forbløffende bibelkundskab. Det ser ud til at det er lykkedes denne bevægelse at lave folk om. Vi ser ikke troen øve den samme virkning på folk inden for vor kirke.“
Fra afdelingskontoret på øgruppen Hawaii hører vi rapporter om unge skolesøgende Jehovas vidner som tager et fastere standpunkt for Jehova. En pige fortæller: „Jeg kan huske jeg engang var bange for at mine klassekammerater skulle reagere negativt og at jeg derfor plejede at give dem nogle overfladiske begrundelser for at jeg ikke tog del i verdslige ting. Men sådan er det ikke mere! Jeg har lært at tage det pres der kommer og at bruge det som en lejlighed til at forkynde. Det har forbedret mit forhold til Jehova, og det har givet mig større selvrespekt.“
Hendes ihærdige bestræbelser har ført til at hun har spredt mange bøger og blade og at hun nu leder så mange som syv forskellige bibelstudier. Hendes biologilærer sagde til hende: „Jeg har før talt med nogle af Jehovas vidner når de er kommet til min dør, men det er først nu, på grund af de samtaler vi har haft, de bøger og blade jeg har læst og din evne til at begrunde det du tror på, at jeg endelig er kommet til at forstå Jehovas Vidners organisation. Jeg nærer stor beundring for det arbejde du udfører og det du udretter, og nu kan jeg også respektere din tro. Tak fordi du ikke bare lukker af men giver dig tid til at forklare mig din tro.“
Om sin indstilling til dét at forkynde i skolen siger den unge søster: „Én ting har jeg lært: Vi kan være adskilt fra de andre forkyndere og fra pionererne, og det kan være vi ikke kommer til en bestemt samling, men vi er aldrig borte fra vort distrikt. I 30 timer om ugen har vi et distrikt som ingen andre kan arbejde i.“
Lande med forbud ’synger om Guds styrke’
Ved Jehovas indflydelse forpurres modstandernes onde planer, så hans jordiske tjenere kan ’synge om Guds styrke’. (Sl. 59:16) Vore brødre i de lande hvor Rigets arbejde er forbudt, kan ikke bringes til tavshed. De fortsætter med at forkynde evangeliet.
En dag i november 1986 blev en lille gruppe brødre der var samlet til tjenestemødet i et privat hjem i en afrikansk provinsby, arresteret. I gruppen var også den specialpioner der fører an i menigheden. Han blev slået og sparket af en af de to betjente der foretog arrestationen. „Det er ham der får de andre til at forkynde på trods af forbudet! Det er hans skyld at de andre er i fængsel,“ råbte betjenten.
Mens broderen blev slået, anråbte han Jehova om hjælp og styrke. En fangevogter som stod og så til, sagde til betjenten at han hellere måtte holde op, og tilføjede: „Vogt dig for at mishandle Guds tjenere!“ Dette gjorde sin virkning, for dagen efter kom betjenten hen til broderen og bad om undskyldning for det han havde gjort. „Det var meget slemt, det jeg gjorde,“ sagde han angergivent. Han indrømmede desuden at han vidste at Jehova er den sande Gud. Specialpioneren og de andre blev løsladt en uge senere. Når politiet nu ser brødrene deltage i forkyndelsen, lader de dem være.
I et andet afrikansk land blev der døbt 19 nye forkyndere i en menighed med blot 35 forkyndere. Før sin dåb fortalte en af de nye at ’Vagttårnet havde reddet hans liv’. Der var sket følgende:
Han havde haft en ledende stilling i regeringspartiet. Anføreren af den lokale guerilla var derfor taget ud med sin styrke for at finde ham. Da guerillasoldaterne kom til hans hjem, fandt de ham i færd med at læse et nummer af Vagttårnet. De spurgte ham om han var medlem af den kirke der udgav dette blad. Han svarede at han ikke var medlem endnu, men at han studerede sammen med Jehovas vidner og håbede selv at blive et af dem. De sagde da til ham at de vidste at han var en af de lokale ledere i regeringspartiet, men „på grund af dette blad“ han læste, ville de undlade at dræbe ham. De gik uden at røre ham.
Ude af sig selv skyndte den interesserede mand sig hen til menighedens mødested og forklarede brødrene at han ville have været død hvis han ikke havde læst Vagttårnet. Han var nu fast besluttet på at blive et af Jehovas vidner.
I lande hvor der er forfølgelse, kan Jehova blinde fjenderne for at beskytte sine tjenere, sådan som det fremgår af denne erfaring fra et land i Afrika. Samme aften som en broder blev udstødt, fik den pågældende menighed besked om hvornår kredstilsynsmanden ville komme på besøg. Den udstødte ville have hævn og fortalte politiet at han vidste hvornår kredstilsynsmanden ville komme, og at han kunne føre dem til hjemmet og udpege denne „store fisk“, en betydningsfuld mand i vor organisation.
Myndighederne blev meget interesserede og ventede spændt på lejligheden. Uventet udsatte kredstilsynsmanden imidlertid sit besøg i menigheden flere uger, så da den udstødte førte politiet til hjemmet hvor han formodede at kredstilsynsmanden var til stede, ventede der dem en stor skuffelse. Da brødrene hørte at politiet regnede med at arrestere kredstilsynsmanden, fortalte de betjentene at angiveren ikke længere var et af Jehovas vidner. På spørgsmålet om hvorfor, svarede de at han ikke levede et kristent liv og at han derfor var blevet udstødt. Opbragte over de falske forhåbninger han havde vakt og den pinlige situation de var kommet i, sagde betjentene: „Nuvel, hvis han ikke er god nok til jer, er han heller ikke god nok til os,“ og førte den udstødte med til fængselet.
I et asiatisk land hvor arbejdet er forbudt, traf en af pionersøstrene ved en dør en ung mand der viste stor interesse for at tale om Bibelen. Da hun ikke havde noget læsestof med, lovede hun at komme igen og give ham noget at læse i. Hun kom igen den følgende uge. Efter en samtale på halvanden time modtog han bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Han sagde: „Jeg har i tre uger bedt Gud om at sende en der kunne hjælpe mig til at forstå Bibelen. Jeg tror du er svaret på min bøn.“ Søsteren og hendes mand leder nu et bibelstudium med denne interesserede unge mand.
I et land i Mellemøsten blev en broder forfulgt af sin familie; de betragtede ham som frafalden. Da han inviterede sin moder til sit bryllup og fortalte hende at han skulle vies af en ordets tjener fra Jehovas Vidner, afslog hun på det bestemteste at tage med. Hun betragtede sønnens ægteskab som et umoralsk forhold fordi det ville blive indgået uden for den kirke hun tilhørte. Omsider fik han hende dog til at modtage invitationen. Hun tog modvilligt med, men da hun lyttede til foredraget som blev holdt af en ældste, begyndte hun at græde. Hendes anden søn, brudgommens broder, var overrasket. Han spurgte moderen hvorfor hun var ked af det. Hun havde overværet mange bryllupper, svarede hun, men dette var første gang i hele hendes liv at hun virkelig forstod hvad ægteskabet går ud på, hvad dets formål og betydning er. Hun græd af glæde. Nu er moderen og andre medlemmer af familien med i sandheden.
Efter at have læst Jehovas Vidners årbog for 1987 skrev redaktøren af bladet The Sunday Gleaner, der udkommer i Kingston på Jamaica, en leder i bladets udgave for 15. marts 1987 hvori han i positive vendinger kommenterede vor hurtige vækst, og han sluttede lederen med disse ord: „Hvis de stadige opfordringer til at forkynde mere, bliver efterkommet i dette tjenesteår, skulle Årbogen for 1988 blive endnu mere imponerende.“ Efter at vi nu har betragtet rapporten for det forløbne tjenesteår, må vi sige at den virkelig er „endnu mere imponerende“. Takket være Jehova fortsætter Jehovas vidner med at forkynde den gode nyhed fra den ene ende af jorden til den anden. — Sl. 75:1.
[Ramme på side 27]
Et internationalt hold af frivillige byggearbejdere
I november 1985 rejste elleve frivillige — rangerende fra en 26-årig ugift broder til bedsteforældre på 59 — fra De Forenede Stater til Afrika. Deres opgave? At hjælpe ved bygningen af et afdelingskontor i et land der betjener mere end 100.000 forkyndere. Siden da har over 800 frivillige der er uddannet inden for byggefagene og som repræsenterer tolv afdelingskontorer, hjulpet tretten afdelingskontorer med deres byggeprojekter. Nogle arbejdere har stillet sig til rådighed i mindst et år, andre i to uger til tre måneder. Hvordan synes disse frivillige og deres familier om denne opgave? Her er nogle af deres udtalelser:
□ „I årevis har jeg arbejdet hårdt, men i den gamle verden. Nu bruger jeg alle mine kræfter i Jehovas organisation. Det er en lettelse ikke at have noget at gøre med verden, og det er en fysisk, følelsesmæssig og åndelig glæde at give sig selv i Jehovas tjeneste.“
□ „Det er vanskeligt at beskrive de nære venskaber der blev knyttet i den korte tid jeg arbejdede på dette projekt.“
□ „Som familie vil vi gerne takke jer for det privilegium det har været for min mand at være med i det internationale byggehold. Selv om ingen af os kunne rejse med ham, har det han har oplevet gavnet hele familien. Det viser hvilken enhed der kendetegner Jehovas organisation overalt. Det har også hjulpet ham til at se hvordan vi kan forenkle tilværelsen, sådan at vi som familie kan tjene Jehova på en bedre måde.“
[Ramme/illustrationer på side 24, 25]
Udvidelser på hovedkontoret
I januar 1983 købte Selskabet i Brooklyn, New York, en nietages fabriksbygning der udgjorde den ene halvdel af en kvadratisk husblok som måler 61 meter på hver led. Denne bygning er nu blevet gennemrenoveret. I december 1986 købte Selskabet så den anden halvdel af samme husblok, bestående af en anden fabriksbygning på ni etager. Disse to bygninger er nu blevet forbundet med det oprindelige trykkerikompleks på fire bygninger ved hjælp af en bro der er 49 meter lang og fire meter bred.
Siden 1978 har Selskabet i trykkeriet i Brooklyn installeret otte hurtiggående Harris rotationsoffsetmaskiner til firfarvetryk. (På trykkeriet på Watchtower Farms, cirka 160 kilometer nord for Brooklyn, er fire tilsvarende maskiner taget i brug.) For at holde trit med den øgede efterspørgsel efter bibler har Selskabet i det forløbne tjenesteår købt tre nye offsetmaskiner. Det er hurtiggående rotationsmaskiner af mærket Hantscho, hver med fem trykværker, beregnet til firfarvetryk. To af maskinerne kører med to papirbaner og er beregnet til trykning af bøger og blade. Den tredje, som er 35 meter lang, kører med fire baner tyndt bibelpapir. Med denne nye maskine har trykkeriet i Brooklyn nu tre maskiner der trykker på bibelpapir.
I februar 1987 blev der købt endnu en boligbygning til at huse den store betelfamilie i Brooklyn. Det er en 11-etages bygning på Columbia Heights nr. 97, og den vil blive indrettet med 127 værelser og underjordisk parkeringsplads til 30 biler. En verdslig entreprenør har opført den rå bygning, og resten af arbejdet vil blive udført af brødrene, så bygningen er klar til indflytning omkring september 1988.
[Illustration]
De to nyerhvervede, nietages fabriksbygninger der tilsammen udgør en husblok
[Illustration]
Den nyopførte boligbygning på 11 etager, Columbia Heights 97
[Oversigt på side 34-41]
RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1987
(Se publikationen)
[Illustration på side 7]
Portugal havde syv forkynderrekorder og nåede for første gang 32.000 forkyndere
[Illustrationer på side 15]
Rekordstore skarer overværede områdestævnet „Stol på Jehova“
[Illustration på side 18]
Nybygget rigssal i Kerala, Indien
[Illustrationer på side 26]
Afdelingskontorer som det internationale hold af frivillige byggearbejdere har været med til at opføre