var kendt for sine farverier. Efter at være flyttet til Filippi i Makedonien levede hun af at sælge purpur, enten farvestoffet eller klæder og stoffer som var farvet med det. Det ser ud til at hun selv forestod sin husstand (der kan have indbefattet tjenere og trælle); det vil sige at hun formentlig var enke eller ugift. — Apg 16:14, 15.

Eftersom der siges at hun „dyrkede Gud“, var hun sandsynligvis jødisk proselyt. Det er muligt at der kun var få jøder og ingen synagoge i Filippi siden hun og andre gudfrygtige kvinder på sabbatsdagen samledes ved en flod uden for byen. Da Paulus forkyndte for disse kvinder, lyttede Lydia opmærksomt. Efter at hun og hendes husstand var blevet døbt, bønfaldt hun Paulus og hans rejsefæller om at blive nogen tid hos hende idet hun sagde: „Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus og bliv dér.“ En så velment gæstfrihed kunne de simpelt hen ikke afslå. Paulus’ rejsefælle Lukas, der skrev Apostelgerninger, tilføjer: „Hun ligefrem pressede os.“ — Apg 16:11-15.

Da Paulus og Silas senere var blevet løsladt fra fængselet, gik de igen til Lydias hjem. Dér opmuntrede de brødrene, hvorefter de tog bort fra Filippi. — Apg 16:36-40.

Det var måske på grund af — eller i det mindste delvis på grund af — Lydias gæstfrihed at Paulus skrev følgende til filipperne: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ — Flp 1:3-5.

Det at underkaste sig en myndighed; at efterkomme en befaling; at gøre hvad der kræves, eller at afholde sig fra det der forbydes.

I De Hebraiske Skrifter udtrykkes dét at vise lydighed, at adlyde, med ordet sjama‛ʹ, der har grundbetydningen „at høre“. I nogle tilfælde betyder sjama‛ʹ slet og ret at høre, at opfatte noget ved hjælp af høresansen. (1Mo 3:10; 21:26; 34:5) Men når det sagte udtrykker en vilje, et ønske, en anvisning eller en befaling, har det hebraiske ord betydningen „at høre efter“, eller „at adlyde“. Adam „hørte efter“ sin hustrus røst, det vil sige at han føjede hende i hendes ønske om at han spiste af den forbudte frugt sammen med hende. (1Mo 3:17; jf. 21:12.) Josef nægtede at ’høre på’ Potifars hustru da hun gjorde tilnærmelser til ham. (1Mo 39:10) Kong Saul var bange for folkene og „adlød [hørte efter] deres røst“, hvorved han overtrådte Guds befaling. (1Sa 15:24) Abraham fik løfte om et afkom fordi han „hørte efter“, eller adlød, Jehovas røst og rettede sig efter hans påbud. — 1Mo 22:18; 26:4, 5; jf. He 11:8; se ØRE.

Det samme hebraiske ord bruges om det at Gud ’hører’ eller ’hører på’ mennesker. Her ville ordet ’adlyde’ ikke være passende, da mennesker ikke kan udstede befalinger til Gud, men kun rette bønner eller anmodninger til ham. Da Gud sagde til Abraham: „Med hensyn til Ismael har jeg hørt dig,“ mente han altså at han havde mærket sig Abrahams anmodning og ville imødekomme den. (1Mo 17:20) På samme måde ’hørte’ Gud mennesker der var i nød eller vanskeligheder, og besvarede deres bønner ved at forbarme sig over dem. — 1Mo 16:11; 29:33; 21:17; 2Mo 3:7-9; jf. 5Mo 1:45.

Det almindelige græske ord for at adlyde, hypakouʹō (som navneord: hypakoēʹ), betyder, i lighed med det hebraiske sjama‛ʹ, „at høre“; bogstaveligt betyder det „at høre under“, det vil sige at høre underdanigt, at efterkomme en anmodning eller opfordring (som i Apg 12:13, hvor det er gengivet med „lukke op“). Et andet græsk ord der indeholder tanken om lydighed, er peiʹthō, der betyder ’at overtale’. (Mt 27:20) I passiv og i medium betyder det ikke blot ’at blive overbevist’ (Lu 16:31; Apg 17:4), ’at sætte sin lid til’ (Mt 27:43), men også ’at rette sig efter’ (Apg 5:40), ’at adlyde’ (Apg 5:36, 37). Afledt af dette ord er den negative form apeitheʹō (’ikke at tro’ [Apg 14:2; 19:9] eller ’ikke at adlyde’ [Joh 3:36]) og andre beslægtede udtryk.

Som det udtrykkes på Bibelens originalsprog, afhænger lydighed altså først og fremmest af at man hører, det vil sige får oplysning om eller kendskab til noget (jf. Lu 12:47, 48; 1Ti 1:13), og derefter af at man retter sig efter eller underkaster sig den der mundtligt eller på anden måde har givet udtryk for sin vilje eller sit ønske. Dette afhænger igen af at man anerkender den pågældendes myndighed eller ret til at forvente eller kræve den ønskede reaktion, og af at man selv nærer et ønske om eller er parat til at efterkomme den pågældendes vilje. Som det fremgår af de græske ord peiʹthō og apeitheʹō, spiller tro og tillid også ind.

Lydighed mod Gud en betingelse for liv. Gud har førsteret til sine skabningers lydighed. De skylder ham ubetinget lydighed eftersom han er deres Skaber og livets kilde samt den der opretholder livet. (Sl 95:6-8) Da han er den alvise og almægtige Gud, fortjener alt hvad han siger, den største respekt og opmærksomhed. En jordisk fader forventer med rette at hans børn adlyder hans ord, og hvis et barn reagerer lidt trevent, siger