Hvorfor den klagende ikke er lykkelig
PÅ BLOT et par uger var jubelen blevet vendt til fortvivlelse. Israelitternes første begejstring over at være blevet udfriet fra trældom i Ægypten havde udartet sig til beklagelser over kosten. I den anden måned efter udgangen af Ægypten sagde de misfornøjede israelitter at de foretrak trællekårene frem for det besværlige liv i ørkenen. I de efterfølgende måneder undergravede denne klagende ånd israelitternes beslutning om at adlyde Jehova og ødelagde denne generations mulighed for at komme ind i det forjættede land. — 2 Mosebog 16:1-3; 4 Mosebog 14:26-30.
Der har naturligvis ikke kun været én generation eller ét folkeslag som har knurret og klaget. Hvem har ikke i ny og næ besværet sig over arbejdet, maden, vejret, børnene, naboerne eller de høje leveomkostninger? Det ligger åbenbart til ufuldkomne mennesker at beklage sig. — Romerne 5:12; Jakob 3:2.
Hvorfor er vi så hurtige til at beklage os? Måske fordi vi indimellem føler os mismodige, skuffede eller syge. Ved at beklage os får vi afløb for vores frustration, eller også siger vi indirekte: „Jeg kunne have gjort det bedre!“ Nogle gange afføder forskelle i personlighed beklagelser. Der kan imidlertid også være helt berettigede grunde til at påtale et eller andet.
Eksemplet med israelitterne viser at det kan være nedbrydende at blive ved at klage, uanset hvad der ligger bag. En person kan blive kronisk kværulant, og ende med endog at kritisere Jehovas måde at gøre tingene på. Hvorfor er det så farligt? Og hvad skal man gøre hvis der virkelig er grund til klage?
Berettigede klagemål
Hvis et irritationsmoment ikke er af alvorlig karakter kunne vi spørge os selv om vi i kærlighed kan se gennem fingre med det. Måske føler vi os med god ret krænkede over noget en anden, måske endda en medtroende, har gjort. Han har måske behandlet os uvenligt eller uretfærdigt. Men vil det løse problemet at udbrede sig vidt og bredt om hvor urimeligt man er blevet behandlet? Hvordan anbefaler Bibelen at vi reagerer? I Kolossenserbrevet 3:13 siges der: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ Selv om man berettiget kunne sætte fingeren på et eller andet, anbefaler Bibelen altså at man tilgiver i stedet for at have en klagende ånd. — Mattæus 18:21, 22.
Hvad skal man gøre hvis problemet er for alvorligt til at man kan overse det? Så kan det være på sin plads at tage det op. Dengang der steg et ’klageskrig’ fra Sodoma og Gomorra op til Jehova, greb han ind over for den skændige situation der rådede i disse fordærvede byer. (1 Mosebog 18:20, 21) Kort efter pinsedagen i år 33 var der også berettiget grund til at klage. Ved fødevareuddelingen til de trængende enker blev de hebraisktalende kvinder nemlig favoriseret. Dette fremkaldte forståeligt nok vrede blandt de græsktalende enker. Apostlene blev efterhånden bekendt med situationen, og de sammensatte hurtigt et hold af ansvarlige mænd til at løse problemet. — Apostelgerninger 6:1-6.
I dag bør udnævnte kristne ældste heller ikke vige tilbage for at tage affære hvis de bliver gjort opmærksomme på alvorlige misforhold. I Ordsprogenes Bog 21:13 siges der: „Den der lukker sit øre for den ringes klageskrig, skal også selv råbe uden at få svar.“ I stedet for at ignorere en berettiget klage bør ældste lytte med forståelse. Til gengæld kan vi alle samarbejde ved at gå til de ældste hvis vi har noget alvorligt at påtale, og undlade at udbrede vore beklagelser til alle og enhver.
Hvis vi skal være helt ærlige må de fleste af os imidlertid indrømme at menneskelig ufuldkommenhed til tider får os til at klage unødigt. En analyse af israelitternes adfærd i ørkenen vil hjælpe os til at se faren ved at lade sporadiske beklagelser udvikle sig til en klagende ånd.
Guds syn på kværulanter
Israelitternes klagen over maden viser at der er to farer forbundet med dét at beklage sig. For det første virker en kritisk holdning smittende. Beretningen fortæller at „hele Israels sønners forsamling gav sig til at knurre imod Moses og Aron i ørkenen“. (2 Mosebog 16:2) Der var sikkert nogle få som begyndte at give ondt af sig på grund af fødevaremangel, og inden længe istemte alle klagesangen.
For det andet er der en tendens til at problemet overdrives. I det pågældende tilfælde hævdede israelitterne at de ville være bedre stillede i Ægypten, hvor de kunne spise alt det brød og alt det kød de ønskede. De jamrede over at de var blevet ført ud i ørkenen for at dø af sult. — 2 Mosebog 16:3.
Men var disse israelitters situation virkelig så kritisk? Det kan godt være at deres fødevareforsyninger var ved at slippe op, men Jehova havde taget højde for dette og havde i god tid sørget for manna til at dække deres fysiske behov. Deres overdrevne beklagelser vidnede om at de fuldstændig manglede tillid til Gud. Mens de opholdt sig i Ægypten kunne de med god ret have klaget over de barske levevilkår. (2 Mosebog 2:23) Men da Jehova udfriede dem fra trældommen begyndte de at gøre vrøvl over maden. Det var uberettiget kværulanteri. „Jeres knurren er ikke imod os, men imod Jehova,“ sagde Moses advarende. — 2 Mosebog 16:8.
Denne klagende ånd hos israelitterne kom til udtryk den ene gang efter den anden. Inden der var gået et år havde selv mannaen givet anledning til knurren. (4 Mosebog 11:4-6) Den negative rapport fra 10 af de 12 israelitiske spejdere udløste kort efter et ramaskrig på grund af de formodede farer ved at indtage det forjættede land. Folket gik så langt at de sagde: „Blot vi dog var døde i Ægyptens land, eller blot vi dog var døde i denne ørken!“ (4 Mosebog 14:2) En himmelråbende mangel på værdsættelse! Ikke overraskende sagde Jehova til Moses: „Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig, og hvor længe vil de undlade at tro på mig?“ (4 Mosebog 14:11) Disse utaknemmelige og klagesyge mennesker blev dømt til at vandre 40 år i ørkenen indtil deres generation var forsvundet.
Apostelen Paulus minder os om dette eksempel. Han advarer sine trosfæller mod at blive som de kværulantiske israelitter der omkom i ørkenen. (1 Korinther 10:10, 11) Ubegrundede jeremiader og en klagende ånd kan således undergrave vor tro og medføre at vi pådrager os Jehovas mishag.
Jehova er imidlertid tålmodig med sine tjenere, som måske nu og da beklager sig på grund af nedslående forhold. Da Elias flygtede til Horebs Bjerg fordi han blev forfulgt af den onde dronning Jesabel, var han overbevist om at hans opgave som profet var kommet til en afslutning. Han troede fejlagtigt at han var den eneste tilbageværende tilbeder af Jehova i landet. For at styrke Elias’ tro demonstrerede Gud sin guddommelige magt for ham. Profeten fik derefter at vide at der stadig var 7000 trofaste tjenere for Jehova i Israel og at han havde et stort arbejde at udføre. Elias glemte derfor sine problemer og fortsatte med fornyet energi. (1 Kongebog 19:4, 10-12, 15-18) Eftersom kristne ældste ejer dømmekraft kan de også trøste de trofaste og hjælpe dem til at se deres rolle i Guds hensigt. — 1 Thessaloniker 5:14.
Overvind en klagende ånd
Hvordan kan man overvinde en klagende ånd? De der får forelagt beviser for at tobaksrygning er skadeligt, har et stærkt incitament til at holde op med at ryge. Tilsvarende kan bevidstheden om hvor farlig en klagende ånd er, anspore os til at bekæmpe vor kritiske indstilling.
Hvilke gavnlige følger har det når man overvinder en klagende ånd? Én vigtig fordel er at man kommer til at se mere nøgternt på tingene, og ser dem i lyset af Bibelens ord. En kritisk person forsøger sjældent at betragte problemet under Jehovas synsvinkel. De klagende israelitter glemte at Jehova Gud havde udfriet dem fra trældom og mirakuløst delt Det Røde Havs vande foran dem. Deres negative tankegang havde gjort dem blinde for Guds magt og berøvet dem deres glæde. Som følge heraf mistede de deres tillid til Jehova.
En person der kan foretage en nøgtern bedømmelse af sine problemer, må ofte erkende at han selv er skyld i sine vanskeligheder. Risikoen for at han begår den samme fejl igen, er langt mindre. Jeremias advarede sine landsmænd mod at klage over de strabadser de ville komme ud for efter Jerusalems ødelæggelse. Deres lidelser var en direkte følge af deres egne synder, hvilket de måtte erkende for at kunne angre og vende om til Jehova. (Klagesangene 3:39, 40) Tilsvarende kritiserede disciplen Judas ’de ugudelige’ som forkastede Jehovas ledelse og som „knurrer og klager over deres lod i livet“. — Judas 3, 4, 16.
Den vise kong Salomon bemærkede engang: „Et hjerte der fryder sig er god medicin, men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ (Ordsprogene 17:22) En klagende ånd dræner os følelsesmæssigt og tapper os for glæden. Den afspejler pessimisme, ikke optimisme. Men de der lærer at tænke på og tale om „hvad der er rosværdigt“, har et glad hjerte, hvilket får dem til at føle sig bedre tilpas. — Filipperne 4:8.
Det vil helt sikkert berige vor tilværelse hvis vi lægger mærke til folks positive sider frem for deres fejl og mangler. Det vil virke opløftende hvis vi søger at få det bedste ud af prøvende omstændigheder i stedet for at blive nedslåede over tilbagefald. Selv trængsler kan være en grund til glæde når vi betragter dem som en lejlighed til at styrke vor tro og udholdenhed. — Jakob 1:2, 3.
Det er desuden vigtigt at huske på at det ikke kun går ud over os selv når vi beklager os. Hvis vi altid beklager os risikerer vi nemlig at undergrave andres tro. De ti israelitiske spejderes negative rapport fik hele nationen til at betragte indtagelsen af det forjættede land som et håbløst foretagende. (4 Mosebog 13:25–14:4) Ved en anden lejlighed blev Moses så nedbøjet over folkets konstante klagesang at han bad Jehova tage hans liv. (4 Mosebog 11:4, 13-15) Hvis vi fremfører opbyggende tale vil vi derimod være i stand til at styrke andres tro og bidrage til deres glæde. — Apostelgerninger 14:21, 22.
Selv om vi måske føler os fristede til at klage over vore arbejdskammerater, vore venner, vor familie eller selv menighedens ældste, ønsker Jehova at hans folk skal have „inderlig kærlighed til hinanden“. En sådan kærlighed vil få os til at se bort fra andres fejl i stedet for at udbasunere dem. (1 Peter 4:8) Lykkeligvis husker Jehova at vi kun er støv, og holder ikke regnskab med vore fejl. (Salme 103:13, 14; 130:3) Hvis vi alle forsøger at efterligne hans eksempel, vil vi uden tvivl være mindre tilbøjelige til at beklage os.
Når menneskeheden bliver ført frem til fuldkommenhed, vil ingen længere have grund til at klage over deres lod i livet. Indtil da må vi modstå fristelsen til at kritisere andre eller klynke over vore omstændigheder. Lad os vise at vi stoler på Jehova og elsker vore trosfæller ved at blive ved med at „gøre alt uden knurren og ophævelser“. (Filipperne 2:14) Det vil glæde Jehova og være til stor gavn for os selv. For vor egen og andres skyld må vi derfor aldrig glemme at den klagende ikke er lykkelig.
[Illustration på side 20]
Selv Guds mirakuløse tilvejebringelse af manna gav anledning til knurren