-
Giv Jehova det bedsteRigets Tjeneste – 2004 | April
-
-
Giv Jehova det bedste
1 I Jehovas lov til Israel var det foreskrevet at et dyr man frembar til ham som offer, skulle være „sundt“. Et dyr med legemsfejl var ikke antageligt. (3 Mos. 22:18-20; Mal. 1:6-9) Desuden tilhørte fedtet og de bedste dele af et offerdyr Jehova. (3 Mos. 3:14-16) Jehova, som var Israels Fader og Herre, fortjente det bedste.
2 Ligesom før i tiden lægger Gud i dag nøje mærke til kvaliteten af de ofre vi bringer. Vores tjeneste må afspejle en passende ærefrygt for Jehova. Det er naturligvis forskelligt hvad vi hver især kan yde. Men vi har god grund til at ransage os selv for at forvisse os om at vi giver ham det bedste. — Ef. 5:10.
3 Helhjertet forkyndelse: Hvis vi skal være til ære for Jehova og nå hjertet hos dem vi besøger, må vores tjeneste ikke være overfladisk. Den måde vi udtrykker os på om Gud og om hans storslåede hensigter, må vidne om et hjerte der strømmer over af værdsættelse. (Sl. 145:7) Det understreger vigtigheden af regelmæssig bibellæsning og personligt studium. — Ordsp. 15:28.
4 At give Jehova det bedste betyder også at vi må efterligne hans kærlighed til mennesker. (Ef. 5:1, 2) En sådan kærlighed vil motivere os til at forsøge at nå så mange som muligt med den livgivende kundskab om sandheden. (Mark. 6:34) Kærligheden vil også få os til at vise dem vi taler med, personlig interesse. Den får os til at tænke på dem efter vores besøg og animerer os til at komme igen. Den tilskynder os til at gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe dem til at vokse åndeligt. — Apg. 20:24; 26:28, 29.
5 „Lovprisningsoffer“: Vi kan også give Jehova det bedste ved vores flid og grundighed i forkyndelsen. Når vi er velorganiserede og fokuserer på det arbejde vi har at gøre i forkyndelsen, får vi mest muligt ud af den tid vi har til rådighed. (1 Tim. 4:10) God forberedelse hjælper os til at fremholde budskabet klart og med overbevisning, og det øger sandsynligheden for en positiv reaktion. (Ordsp. 16:21) Når vi med en oprigtig indstilling taler med andre om den gode nyhed, kan det med rette kaldes et „lovprisningsoffer“. — Hebr. 13:15.
-
-
I unge — Læs Guds ord!Rigets Tjeneste – 2004 | April
-
-
I unge — Læs Guds ord!
1 Ungdomstiden byder på store udfordringer og vigtige beslutninger. Mange kristne unge udsættes daglig for et stort pres til at gå imod Guds adfærdsnormer. Inden du begynder at træffe beslutninger angående uddannelse, arbejde og ægteskab, er det vigtigt at du har sat dig åndelige mål. Kun på det grundlag kan du træffe andre afgørelser som vil præge dit liv positivt. Specifikke åndelige mål vil hjælpe dig til at ’handle med indsigt og få lykken med dig på din vej’. Hvis du læser regelmæssigt i Guds ord og har det i tanke, vil det motivere dig til at leve i overensstemmelse med den inspirerede vejledning, og så vil dine gode bestræbelser lykkes. — Jos. 1:8; Sl. 1:2, 3.
2 Hvordan vil det gavne dig? Satans verden gør alt for at forlede dig til at gøre noget forkert. (1 Joh. 2:15, 16) Du kender måske nogle klassekammerater eller andre jævnaldrende det er gået dårligt fordi de har givet efter for gruppepres? At følge Bibelens vejledning vil give dig den moralske og åndelige styrke der er nødvendig for at afvise en syndig adfærd. Vejledningen i Guds ord vil også udruste dig til at undgå Satans skjulte snarer. (2 Kor. 2:11; Hebr. 5:14) Og ved at vandre på Jehovas veje vil du opnå sand lykke fordi din måde at leve på giver tilfredshed. — Sl. 119:1, 9, 11.
3 De eviggyldige principper i Guds ord overgår al menneskelig visdom. (Sl. 119:98-100) Du kan opnå et nært forhold til Bibelens alvise forfatter, Jehova Gud, ved at være godt kendt med de bibelske principper, ved at meditere over Jehovas åbenbarede hensigt og ved inderlig bøn. Hans løfte lyder: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — Sl. 32:8.
4 Tag dig tid til at læse den: En ung kristen satte sig for at læse hele Bibelen. Det tog hende knap et år. Hvilken gavn fik hun af det? Hun fortæller: „Jeg lærte utrolig meget om Jehova. Det jeg lærte, knyttede mig nærmere til ham og gav mig et ønske om at nære ærefrygt for ham resten af mit liv.“ (Jak. 4:8) Har du læst hele Bibelen igennem? Hvis ikke, hvorfor så ikke sætte dig for at gøre det? Det vil give dig stor glæde, og Jehova vil velsigne dine bestræbelser.
-