Bibelen indeholder en inspireret beretning om menneskehedens historie der går helt tilbage til livets begyndelse. Men vidnesbyrdene viser at der er tale om mere end blot historie. Bibelens dybe visdom og dens profetier, der altid går i opfyldelse, viser at den er dét den giver sig ud for at være — Guds ord til menneskene. I modsætning til myter indeholder Bibelens historiske beretninger navne og datoer, foruden genealogiske og geografiske detaljer. Den giver os et billede af hvordan livet formede sig før Vandfloden, og hvorfor en hel verden pludselig gik til grunde.

Hvad var det der gik galt i samfundet før Vandfloden? Svaret på spørgsmålet er vigtigt for dem der måske spekulerer på hvor tryg fremtiden er for det nuværende samfund. Det handler den følgende artikel om.

Hvorfor gik en verden til grunde?

DEN verdensomspændende vandflod var ikke en almindelig naturkatastrofe. Den indtraf som følge af en dom fra Gud. Der lød en advarsel i forvejen, men den blev i det store og hele ignoreret. Hvorfor? Om „de dage før vandfloden“ forklarer Jesus: „[Folk] spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort.“ — Mattæus 24:38, 39.

ET HØJT UDVIKLET SAMFUND

Det samfund der eksisterede før Vandfloden, havde visse fortrin frem for det nuværende. For eksempel talte hele menneskeheden samme sprog. (1 Mosebog 11:1) Det må have virket befordrende for den kunstneriske og videnskabelige udvikling, som kræver samarbejde mellem mange mennesker med forskellige evner. Den lange levetid de fleste dengang kunne glæde sig over, betød desuden at de selv kunne bygge videre på det de havde lært gennem århundreder.

Nogle hævder dog at man slet ikke levede så længe dengang, og at de år der omtales i Bibelen, i virkeligheden var måneder. Er det sandt? Lad os tage Mahalal’el som eksempel. I Bibelen står der: „Mahalal’el levede så i femogtres år. Da blev han fader til Jered. . . . Således blev alle Mahalal’els dage otte hundrede og femoghalvfems år, og derpå døde han.“ (1 Mosebog 5:15-17) Hvis et år i virkeligheden kun var en måned, blev Mahalal’el far til en søn da han kun var fem år gammel! Det regnestykke passer ingen steder. Nej, sagen er at menneskene dengang var tættere på fuldkommenheden, som det første menneske, Adam, var skabt med. De levede virkelig i flere hundrede år. Hvad udrettede de?

Mange hundrede år før Vandfloden var jordens befolkning blevet så stor at Adams søn Kain kunne bygge en hel by, som han kaldte Hanok. (1 Mosebog 4:17) I tiden før Vandfloden opstod der mange forskellige erhverv. Man fremstillede „al slags værktøj af kobber og jern“. (1 Mosebog 4:22) Dette værktøj blev utvivlsomt brugt i forbindelse med byggeri, snedkerarbejde, syning og landbrug. Alle disse fag er omtalt i beretningerne om jordens tidligste befolkning.

Denne opsamling af viden og erfaring har gjort det muligt for efterfølgende generationer at specialisere sig i for eksempel metallurgi, agronomi, fåreavl, kvægavl, litteratur, billedkunst og musik. Jubal blev for eksempel „stamfader til alle dem der spiller på lyre og fløjte“. (1 Mosebog 4:21) Samfundet gennemgik en rivende udvikling. Men pludselig var det slut. Hvad skete der?

HVAD GIK DER GALT?

Trods alle sine fortrin fik samfundet før Vandfloden en dårlig begyndelse. Dets grundlægger, Adam, gjorde oprør mod Gud. Kain, der opførte den første by som omtales i Bibelen, slog sin egen bror ihjel. Det er ikke så underligt at ondskaben greb om sig. Konsekvenserne af den dårlige arv Adam havde efterladt sine efterkommere, hobede sig op. — Romerne 5:12.

Udviklingen syntes at kulminere da Jehova besluttede at ændre forholdene inden for blot 120 år. (1 Mosebog 6:3) Bibelen beretter: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang. . . . Jorden blev fyldt med vold.“ — 1 Mosebog 6:5, 11.

Med tiden fik Noa at vide at Gud ville udslette alt levende ved en vandflod. (1 Mosebog 6:13, 17) Selv om Noa blev „en forkynder af retfærdighed“, havde folk åbenbart svært ved at tro at hele den verden de kendte, ville gå til grunde. (2 Peter 2:5) Kun otte mennesker lyttede til advarselen og blev frelst. (1 Peter 3:20) Hvilken betydning har det for os i dag?

HVAD BETYDER DET FOR OS?

Vi lever på en tid der minder meget om Noas. Vi hører hele tiden om grusomme terrorhandlinger, etniske udrensninger, meningsløse massemord og et chokerende omfang af vold i hjemmet. Jorden er igen blevet fyldt med vold, og ligesom dengang er verden blevet advaret om en kommende dom. Jesus sagde at han ville komme som Guds udnævnte Dommer og skille folk fra hinanden ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. De der ikke fortjener livet, „skal gå bort til evig afskærelse,“ sagde Jesus. (Mattæus 25:31-33, 46) Men Bibelen oplyser at der denne gang vil være millioner af overlevende — en stor skare som tilbeder den eneste sande Gud. I den kommende verden vil de kunne glæde sig over en vedvarende fred og tryghed de ikke før har kendt til. — Mika 4:3, 4; Åbenbaringen 7:9-17.

Mange har kun et hånligt skuldertræk tilovers for disse ord fra Bibelen og for advarslerne om den kommende dom. Men apostelen Peter sagde at sådanne skeptikere lukker øjnene for kendsgerningerne. Han skrev: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som . . . siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse?’ . . . I overensstemmelse med deres eget ønske undgår dette nemlig deres opmærksomhed, at der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er