Taler de virkelig med de døde?
I BRASILIEN søger fodboldhold til tider hjælp hos åndemedier. Hvorfor? Jo, de ønsker at få gode råd om hvordan de kan undgå at blive besejret af deres modstandere. „Muligheden for at kommunikere direkte med overnaturlige væsener for ad den vej at finde en løsning på et hvilket som helst problem, øver en stærk indflydelse på millioner af mennesker,“ skriver avisen Brazil Herald. I nogle lande rådfører højtstående politikere, kunstnere og forretningsfolk sig regelmæssigt med ånderne. Mange søger at komme i kontakt med de døde, som formodes at vide mere end de levende, i et forsøg på at blive helbredt eller for at få løst et familiemæssigt eller økonomisk problem.
Men er det overhovedet muligt at tale med de døde? Og er det rigtigt at forsøge det? Er det forbundet med fare? Bibelens svar på disse spørgsmål vil måske overraske dig.
Hvordan gik det Saul?
Tænk engang over følgende bibelske beretning fra det virkelige liv: I frygt for de fjendtlige filistre opsøgte fortidens kong Saul af Israel et åndemedium i En-Dor. Han bad hende om at fremmane den afdøde profet Samuel. Da hun fortalte Saul at hun så en gammel mand med en ærmeløs overklædning, antog han at dette genfærd måtte være Samuel. Hvilket budskab modtog han? Israel ville blive givet i filistrenes hånd, og den næste dag ville Saul og hans sønner være hos „Samuel“, hvilket antydede at de ville dø i kampen mod filistrene. (1 Samuel 28:4-19) Gik spådommen i opfyldelse?
Ikke helt. Saul blev alvorligt såret i kampen mod filistrene, men begik derefter selvmord. (1 Samuel 31:1-4) Og trods forudsigelsen om at alle Sauls sønner ville dø sammen med ham, overlevede hans søn Isjbosjet.
Men var det i det hele taget rigtigt af Saul at rådspørge de døde? Nej. Bibelen siger: „Således døde Saul for [sin] troløshed . . . og også fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge ånderne.“ (1 Krønikebog 10:13) Kan vi lære noget af dette? Ja. Saul døde fordi han havde bedt et åndemedium om at rådspørge de døde. Hvorfor? Fordi han derved overtrådte Guds udtrykkelige bud: „Der må ingen findes hos dig . . . som spørger et åndemedium eller en spåkvinde til råds eller som henvender sig til de døde. For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:10-12) Hvorfor er det at rådspørge de døde en vederstyggelighed for Gud? Før vi besvarer spørgsmålet kunne vi spørge:
Er det i det hele taget muligt?
Hvis nogen skal kunne tale med de døde, må de døde være i live — de må være i besiddelse af en udødelig sjæl. Men Bibelen siger: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Det er altså selve mennesket der er en sjæl. Det har ikke en udødelig sjæl der lever videre efter at legemet er dødt. Faktisk siger Bibelen: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Desuden siger Guds ord et andet sted: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol,“ menneskehedens fælles grav. — Prædikeren 9:5, 10.
De døde ved altså ikke mere end de levende — tværtimod — de er helt uden bevidsthed, hvilket gør det umuligt at tale med dem. Hvis vi handler i harmoni med Guds lov der forbyder os at rådspørge de døde, vil vi derfor være beskyttet mod at blive bedraget. Som beretningen om kong Saul imidlertid viser er det faktisk muligt at modtage budskaber fra åndeverdenen.
Hvem står bag?
Ofte er der svindel med i foretagendet når nogle hævder at stå i kontakt med de døde. I The World Book Encyclopedia hedder det: „Det er blevet påvist at åndemedier ved seancer har narret folk til at tro at ånderne kan kommunikere med de levende. Meget af det der sker ved sådanne seancer kan forklares videnskabeligt. For eksempel er nogle medier bugtalere. Andre gør brug af hjælpere og forskellige former for trickudstyr. Andre igen bruger hypnose. Mange af dem der overværer seancer nærer et stærkt ønske om at komme i kontakt med en af deres afdøde kære, og dette ønske får dem måske til at tro at ethvert budskab fra mediet kommer fra åndeverdenen.“
Men det er ikke den eneste forklaring på spørgsmålet. Nej, hvis vi retter os efter Guds lov, der forbyder os at rådspørge de døde, er vi også beskyttet mod noget der er langt alvorligere end simpelt bedrag. Det er muligt at modtage budskaber fra åndeverdenen, men bag disse budskaber står magtfulde åndeskabninger der søger at vildlede mennesker. Bibelen identificerer disse skabninger som „ondskabens åndemagter“ — Satan Djævelen og ulydige engle kaldet dæmoner. (Efeserne 6:12) Da kong Saul besøgte åndemediet i En-Dor var det en dæmon der viste sig i skikkelse af den afdøde profet Samuel.
Som det ses i tilfældet med Saul har dæmonerne ikke noget godt eller gavnligt at meddele, og den hjælp de lader til at yde er kun kortvarig. De er løgnere ligesom deres hersker, Djævelen. (Markus 3:22; Johannes 8:44) Hvad dette angår har den afdøde engelske forfatter Sir Arthur Conan Doyle, der gav sig af med psykisk forskning, skrevet: „Ulykkeligvis har vi at gøre med hårdkogt løgnagtighed hos ondskabsfulde intelligensvæsener. Jeg tror at enhver som har haft med sagen at gøre, har erfaret eksempler på overlagt bedrag, der lejlighedsvis sammenblandes med gode og sandfærdige meddelelser.“ (The New Revelation, side 72) Vi ønsker naturligvis ikke at høre til dem der lader sig bedrage.
Overvej engang følgende: I historien læser vi om slavehandelen og de lidelser den medførte. Mon nogen af egen fri vilje vil acceptere en sådan undertrykkelse og ydmygelse? Selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle vi så tillade onde ånder at trælbinde os? Ikke alene lyver de, men de berøver også mennesker deres frihed og kan endda få nogle til at begå voldsforbrydelser og mord. For eksempel sagde den 29-årige José fra Pernambuco i Brasilien at ’han blev besat af en ånd der tvang ham til at slå sin etårige datter ihjel’. Ja, hvis man har noget som helst med onde ånder at gøre, kan det føre til en sådan farlig afhængighed eller trældom. På samme måde som slaver i fortiden længtes efter frihed, bør de der i dag er trælbundet af dæmoner, ønske at slippe fri. En af de måder hvorpå man kan opnå denne frihed er ved at undlade at nærme sig dem, ved at undlade at rådspørge åndemedier eller forsøge at tale med de døde. Men er det i det hele taget . . .
Nødvendigt at tale med de døde?
Nej. Vi kan hente hjælp et bedre sted. Ligesom børn der stoler på deres fader, kan vi frit bede vor himmelske Fader om hjælp, for han glæder sig over at hjælpe de oprigtige af hjertet. (Lukas 11:9-13) Guds profet Esajas skrev: „Og hvis de siger til jer: ’Henvend jer til åndemedierne eller til dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler,’ er det da ikke til sin Gud at et folk skulle henvende sig? Skulle man henvende sig til de døde for de levendes skyld? Til loven og til vidneerklæringen!“ — Esajas 8:19, 20.
Ja, vi har et solidt grundlag for at nære tillid til Jehova Gud, hvis vi gør hans vilje og nægter at have nogen som helst forbindelse med onde ånder. Den kristne discipel Jakob skrev: „I skal derfor underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ (Jakob 4:7) Efter at have studeret Bibelen med Jehovas vidner sagde en mand der havde udøvet spiritisme i 28 år: „Vær aldrig bange for hvad Djævelen kan finde på at gøre ved dem der forlader spiritismen. Stol i stedet på Jehova Gud.“
Når vi fylder vort sind med sandheden fra Guds ord og handler efter den, vil vi blive i stand til at iføre os „den fulde [åndelige] rustning fra Gud“, så vi kan „stå fast over for Djævelens listige anslag“ og undgå at blive trælbundet af onde åndemagter. (Efeserne 6:11) Desuden vil et regelmæssigt bønsforhold til Jehova være et magtfuldt forsvar mod dæmoners anslag. — Ordsprogene 18:10.
Hvor er det trøstende at kende sandheden om de dødes tilstand! Døden kan sammenlignes med en dyb søvn. (Johannes 11:11) Og Jesus Kristus garanterede at der ville ske en opstandelse af de døde. — Johannes 5:28, 29.
En mand der tidligere havde været spiritist lærte sammen med sin hustru og sine børn, ud fra Bibelen, at der ingen grund er til at forsøge at tale med de døde eller med nogle der giver sig ud for at være de døde. Du kan også, ligesom denne familie og mange andre i hele verden, komme til at nyde sand åndelig frihed. (Johannes 8:32) Lær sandheden om de døde og Guds hensigt med menneskeheden at kende. Så vil du kunne se frem til Jehovas nye ordning hvor du vil blive i stand til at tale med dine kære der har fået en opstandelse og hvor du vil kunne nyde evigt liv under fredelige forhold. — Esajas 25:8.
[Illustration på side 4]
Hvem var det i virkeligheden der talte da kong Saul bad om et budskab fra den afdøde profet Samuel?