Hvad Jehovas ydmyghed betyder for os

DAVID kendte til det at have modgang. Han måtte lide meget på grund af sin svigerfars, kong Sauls, skinsyge. Tre gange forsøgte Saul at slå David ihjel med et spyd og jagede ham uophørligt i flere år så han blev tvunget til at leve som flygtning. (1 Samuel 18:11; 19:10; 26:20) Men Jehova var med David og reddede ham ikke blot fra Saul, men også fra andre fjender. Det er derfor ikke svært at forstå de følelser som David gav udtryk for i en sang: „Jehova er mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed. . . . [Du, Jehova, giver] mig dit frelsesskjold, og din ydmyghed gør mig stor.“ (2 Samuel 22:2, 36) David blev ’gjort stor’ i Israel. Hvad havde det med Jehovas ydmyghed at gøre?

Når vi i Bibelen læser at Jehova er ydmyg, vil det ikke sige at han er begrænset på nogen måde, eller at han er underlagt andre. Nej, denne smukke egenskab vidner om at han har dyb medfølelse for de mennesker som oprigtigt bestræber sig for at opnå hans godkendelse, og at han viser dem barmhjertighed. I Salme 113:6, 7 læser vi: „[Jehova] nedlader sig for at se på himmel og på jord; han rejser den ringe fra støvet.“ At han „nedlader sig“, vil sige at „han bøjer sig ned for at se“, eller at han „ydmyger sig for at se“. (Today’s English Version; Young’s Literal Translation of the Holy Bible) Så Jehova ’bøjede sig’ så at sige ned fra himmelen, eller ’ydmygede sig’, for at betragte David, et ufuldkomment, men ydmygt menneske der ønskede at tjene Gud. David kunne derfor sige: „Jehova er ophøjet, og dog ser han den ydmyge.“ (Salme 138:6) Den måde hvorpå Jehova barmhjertigt, tålmodigt og medfølende tog sig af David, burde få os alle til at bestræbe os for at gøre Guds vilje.

Jehova indtager den mest ophøjede plads i universet, men er alligevel villig til at tage sig af hver enkelt af os. Det giver os tillid til at han aldrig vil svigte os, og at han vil hjælpe os selv under de mest vanskelige omstændigheder. Der er ingen grund til at frygte at han vil glemme os. Guds folk i fortidens Israel sagde med rette om Jehova: „[Han] huskede os i vor fornedrelse: for hans loyale hengivenhed varer evindelig.“ — Salme 136:23.

Jehovas tjenere i nutiden kan ligesom David komme ud for modgang. Det kan være at nogle bliver udsat for latterliggørelse fra dem der ikke kender Gud, og andre kæmper måske med et dårligt helbred eller har oplevet en stor sorg. Hvis vi er oprigtige, kan vi, uanset vores situation, henvende os til Jehova i bøn og bede ham om at handle barmhjertigt med os. Jehova vil ’bøje sig ned’ for at lægge mærke til os og lytte til vore bønner. Den inspirerede salmist skrev: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp.“ (Salme 34:15) Ja, det rører os dybt at grunde over Jehovas tiltalende egenskab ydmyghed.

[Illustrationer på side 30]

Jehova er villig til at lytte til vore bønner, ligesom han lyttede til Davids

Spørgsmål fra læserne

Hvad er den kristne menigheds holdning til fråseri?

I Bibelen fordømmes både drukkenskab og fråseri som noget der er uforeneligt med det at tjene Gud. Derfor har den kristne menighed samme holdning til en uforbederlig fråser som til en vanedranker. Hverken en dranker eller en fråser kan høre med til den kristne menighed.

Ordsprogene 23:20, 21 formaner: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød, og af døsighed bliver man klædt i pjalter.“ Og i Femte Mosebog 21:20 kan man læse om ’en genstridig og opsætsig søn’ der under Moseloven stod til dødsstraf. Verset fremhæver at han var „en frådser og drukkenbolt“. I fortidens Israel tolererede man tydeligvis ikke fråseri hos dem der ønskede at tjene Gud.

Men hvad skal der til for at man kan kaldes en fråser, og hvad siger De Kristne Græske Skrifter om emnet? En ordbog definerer en fråser som „en der vanemæssigt og grådigt forsluger sig“. Fråseri er således en form for grådighed, der indbefattes i begrebet „havesyge“ i Bibelen. Guds ord gør opmærksom på at de havesyge er blandt dem der ikke skal arve Guds rige. (1 Korinther 6:9, 10; Filipperne 3:18, 19; 1 Peter 4:3) Ydermere