indre] råbte jeg om hjælp.“ Han vidste at han var så godt som død hvis Jehova ikke udfriede ham. — Jon 2:2.

Det hebraiske ord sa‛īrʹ (ordr.: en der er håret, lodden) bruges almindeligvis om en gedebuk og, i nogle få tilfælde, om et gedekid. (1Mo 37:31; 3Mo 4:23) I fire skriftsteder (3Mo 17:7; 2Kr 11:15; Es 13:21; 34:14) anses ordet imidlertid af de fleste oversættere for at have en anden betydning end den almindeligt anvendte.

Både i 3 Mosebog 17:7 og 2 Krønikebog 11:15 er det tydeligt at ordet (se‛irīmʹ, flertal) bruges om noget der tilbedes, og som man bringer ofre til, og dette i forbindelse med afgudsdyrkelse. Den græske Septuaginta og den latinske Vulgata gengav derfor ordet med „de uforstandige“ (LXX) og „dæmonerne“ (Vg). Oversættere og ordbogsforfattere i nyere tid har i almindelighed det samme syn på disse to skriftsteder og siger „dæmoner“ (Ro), „satyrer“ (RS, AT, JB, JP), „bukketrolde“ (DA31, DA92) eller „bukkelignende dæmoner“. (NV; se også Koehler og Baumgartners Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 926, og A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 972.) En undtagelse herfra er Robert Youngs oversættelse, der gengiver ordet bogstaveligt med „ged(er)“, og American Standard Version, der siger „bukke“.

Af Josuas ord i Josua 24:14 fremgår det at israelitterne i nogen grad var blevet påvirket af afgudsdyrkelsen i Ægypten under deres ophold dér, og Ezekiel viser at de lå under for denne hedenske påvirkning længe efter. (Ez 23:8, 21) Derfor mener nogle lærde at forbudet i ørkenen mod at bringe „slagtofre til de bukkelignende dæmoner“ (3Mo 17:1-7) og det at Jeroboam ansatte præster „for offerhøjene og for de bukkelignende dæmoner og for kalvene som han havde lavet“ (2Kr 11:15), tyder på at der fandtes en form for bukkedyrkelse blandt israelitterne i lighed med den der fandtes i Ægypten, især i Nedreægypten. Herodot (II, 46) hævder at grækerne herfra har fået deres dyrkelse af Pan og satyrerne, stærkt sanselige skovguder som fremstilledes med horn, bukkehale og bukkeben. Disse hedenske guders halvt dyriske udseende er i øvrigt efter nogles mening baggrunden for de fremstillinger af Satan med hale, horn og bukkeben som man finder blandt såkaldt kristne i middelalderen.

Det fremgår imidlertid ikke direkte af Bibelen hvad eller hvem disse se‛irīmʹ, „de hårede“, var. Den opfattelse at de enten skulle være bogstavelige gedebukke eller gudebilleder der var formet som gedebukke, behøver ikke at være rigtig; den finder ingen direkte støtte hverken i sammenhængen eller andre steder i bibelteksten. Det hebraiske ord kan slet og ret betyde at de falske guder der hentydes til, efter tilbedernes opfattelse enten var hårede eller havde form som gedebukke. Det er også muligt at ordet anvendes blot for at udtrykke foragt for afguder og gudebilleder i almindelighed, ligesom ordet for afguder i mange skriftsteder er afledt af et udtryk der oprindelig betød „ekskrementknolde“, uden at man dermed mente at afguderne bogstaveligt bestod af ekskrementer. — 3Mo 26:30; 5Mo 29:17.

I de to andre skriftsteder (Es 13:21; 34:14) er der ikke samme enighed om betydningen af