Genløsningen understreger Guds retfærdighed

EFTER Adams og Evas oprør erklærede Jehova at han ville frembringe et afkom der ville få hælen knust. (1 Mosebog 3:15) Dette gik i opfyldelse da Guds fjender lod Jesus Kristus lide døden på en marterpæl. (Galaterne 3:13, 16) Eftersom Jesus ved hellig ånd mirakuløst var blevet undfanget i en jomfrus moderskød, var han syndfri. Derfor kunne hans udgydte blod bruges som den løsesum der kunne udfri menneskene fra synd og død, som de havde arvet fra Adam. — Romerne 5:12, 19.

Intet kan hindre den almægtige Gud, Jehova, i at gennemføre det han sætter sig for. Efter syndefaldet var løsesummen, set med hans øjne, derfor så godt som betalt, og han kunne beskæftige sig med dem der udviste tro på at hans løfter ville gå i opfyldelse. Som følge deraf kunne syndige efterkommere af Adam — som for eksempel Enok, Noa og Abraham — vandre med Gud og endog knytte venskab med ham uden at krænke hans hellighed. — 1 Mosebog 5:24; 6:9; Jakob 2:23.

Nogle af dem der troede på Jehova, begik alvorlige synder. Et eksempel er kong David. Man kan måske undre sig over hvorfor Jehova fortsat velsignede kong David efter at han havde begået ægteskabsbrud med Batseba og sørget for at hendes mand, Urias, blev dræbt. Men en vigtig faktor man skal tage i betragtning, er Davids tro og ægte sindsændring. (2 Samuel 11:1-17; 12:1-14) På grundlag af det offer Jesus Kristus senere ville bringe, kunne Gud tilgive den angrende David og alligevel holde fast ved ret og retfærdighed. (Salme 32:1, 2) Som bevis på det peger Bibelen på at „[Guds] egen retfærdighed“ viser sig ved at han både har ’eftergivet synder som er begået i fortiden’, og eftergiver synder som bliver begået „i den nuværende tidsperiode“. Det er det mest storslåede ved Jesu genløsningsoffer. — Romerne 3:25, 26.

Ja, værdien af Jesu blod kommer menneskeheden til gavn på mange vidunderlige måder. På grundlag af genløsningen kan syndige mennesker der ændrer sind, få et nært forhold til Gud. Genløsningen vil desuden muliggøre en opstandelse af de døde til liv i Guds nye verden. Denne opstandelse vil omfatte trofaste tjenere for Gud som døde før Jesus betalte løsesummen, samt mange der døde i uvidenhed og ikke tilbad ham. Bibelen siger: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Til den tid vil Jehova på grundlag af genløsningen give alle der adlyder ham, evigt liv. (Johannes 3:36) Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Menneskeheden vil få gavn af alle disse velsignelser fordi Gud har tilvejebragt genløsningsofferet.

Men det særlige ved genløsningsforanstaltningen er ikke de velsignelser vi modtager som følge af den. Det der er vigtigere, er den betydning Kristi offer har i forbindelse med Jehovas navn. Genløsningsforanstaltningen beviser at Jehova er en fuldkommen retfærdig Gud som kan beskæftige sig med syndige mennesker og alligevel forblive ren og hellig. Hvis det ikke havde været Jehovas hensigt at tilvejebringe genløsningen, ville ingen af Adams efterkommere, ikke engang Enok, Noa og Abraham, have kunnet vandre med ham eller blive hans venner. Salmisten indså dette og skrev: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Hvor bør vi være taknemmelige både over for Jehova, fordi han sendte sin elskede søn til jorden, og over for Jesus, fordi han villigt gav sit liv som en løsesum for os! — Markus 10:45.

En god opførsel giver positive resultater

PÅ EN lille ø ud for Japans sydkyst begyndte en mor og hendes tre børn at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Da naboerne i det isolerede og meget konservative område opdagede det, begyndte de at ignorere moderen når de mødte hende. „Det der gjorde mest ondt, var ikke at de ignorerede mig, men at de gav min mand og mine børn den kolde skulder,“ fortæller hun. Ikke desto mindre sagde hun til sine børn: „For Jehovas navns skyld vil vi blive ved med at hilse på vores naboer.“ — Mattæus 5:47, 48.

Derhjemme lærte hun sine børn at være høflige, selv når de blev afvist. I bilen på vej til familiens regelmæssige udflugt til de lokale varme kilder øvede børnene sig i at hilse. Når børnene kom ind i en bygning, hilste de altid med et muntert: „Konnichiwa“ — „goddag“. Familien fortsatte tålmodigt med at hilse på alle de mødte, også selvom naboernes reaktion forblev kølig. Folk kunne imidlertid ikke undgå at lægge mærke til børnenes gode opførsel.

Med tiden begyndte naboerne en efter en at gengælde familiens hilsener med et „Konnichiwa“. Efter to år besvarede næsten alle i byen deres hilsen. Folk var også begyndt at hilse på hinanden indbyrdes og var blevet mere venlige. Viceborgmesteren ville gerne belønne børnene for deres medvirken til denne forandring. Men deres mor forsikrede ham om at de blot gjorde det kristne bør gøre. Senere fortalte den ene af sønnerne i en foredragskonkurrence for hele øen hvordan hans mor havde lært familien at hilse venligt på alle uanset deres reaktion. Han vandt førstepræmien, og foredraget blev trykt i den lokale avis. I dag glæder familien sig over at det gav så gode resultater at følge de kristne principper. Det er meget nemmere at forkynde den gode nyhed for andre når de er venlige.