Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • be arbejdspunkt 45 s. 240-s. 243 § 1
  • Lærerige illustrationer og eksempler

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Lærerige illustrationer og eksempler
  • Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
  • Lignende materiale
  • “Uden et billede talte han ikke til dem”
    ’Kom og følg mig’
  • Passende illustrationer
    Håndbog for Den Teokratiske Skole
  • „Uden et billede talte han ikke til dem“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2002
  • Efterlign den store Lærer
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2002
Se mere
Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere
be arbejdspunkt 45 s. 240-s. 243 § 1

LEKTION 45

Lærerige illustrationer og eksempler

Hvad kræver det af dig?

At du bruger billedlige udtryk samt beretninger fra virkeligheden på en måde der hjælper dig til at nå målet med undervisningen.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi disse elementer kan berige din undervisning, gøre det lettere at huske stoffet og endda få betydning for andres liv. Hvis de bruges forkert, kan de bortlede opmærksomheden fra værdifuld belæring.

ILLUSTRATIONER og eksempler er stærke virkemidler. De er ofte forbavsende velegnede til at vække og fastholde interessen. De stimulerer fantasien og tankerne. De vækker følelser og kan derfor nå ind til samvittigheden og hjertet. De kan undertiden overvinde fordom. De er også en god hjælp for hukommelsen. Bruger du illustrationer og eksempler i din undervisning?

Sprogets billedlige udtryk er i sig selv små illustrationer. De kan bestå af ganske få ord, men alligevel kalde nogle meget levende billeder frem i tankerne. Når de bruges med skønsomhed, fortolker de ofte sig selv, men i undervisning kan man somme tider forstærke deres virkning ved at forklare dem med et par ord. Bibelen er fyldt med eksempler du kan lære af.

Begynd med sammenligninger og metaforer. Hvis du gerne vil lære at bruge illustrationer, er det lettest at begynde med ganske enkle sammenligninger hvor du nævner at én ting er „som“ eller „ligesom“ en anden. Man sammenligner to ting der er forskellige, men peger på noget de har tilfælles. Bibelen er rig på den slags sammenligninger — billedlige udtryk der tager udgangspunkt enten i skaberværket (planter, dyr og himmellegemer) eller i menneskelige erfaringer. I Salme 1:3 får vi at vide at den der regelmæssigt læser i Guds ord, er „som et træ, plantet ved strømme af vand,“ et træ der bærer frugt og aldrig visner. Den ugudelige er derimod „som en løve“ der ligger i baghold og venter på sit bytte. (Sl. 10:9) Jehova lovede Abraham at hans afkom skulle blive „talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mos. 22:17) Om det nære forhold der kunne komme i stand mellem Gud selv og Israels folk, sagde Jehova: „Ligesom et bælte slutter tæt til en mands hofter“ — sådan ville han lade Israel og Juda slutte sig tæt til ham. — Jer. 13:11.

En metafor er også et billedligt udtryk, men stærkere end en almindelig sammenligning. Når man bruger en metafor, siger man ikke at den ene ting er som den anden, men at den er den anden, og man overfører en egenskab fra den ene til den anden. For eksempel sagde Jesus til sine disciple: „I er verdens lys.“ (Matt. 5:14) Disciplen Jakob beskrev skaderne ved løs snak med udtrykket: „Tungen er en ild.“ (Jak. 3:6) Og kong David sagde til Jehova i en sang: „Du er mit klippebjerg og min borg.“ (Sl. 31:3) En velvalgt metafor behøver som regel ingen, eller næsten ingen, forklaring. Jo kortere den er, jo stærkere står den. En metafor kan hjælpe tilhørerne til at huske et punkt bedre end en tør oplysning kan gøre det.

En hyperbel er en overdrivelse. Et sådant udtryk skal selvfølgelig bruges med finfølelse så det ikke bliver misforstået. Med dette virkemiddel tegnede Jesus et uforglemmeligt billede idet han sagde: „Hvorfor ser du . . . splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje?“ (Matt. 7:3) Før du prøver at bruge denne og andre former for billedlige udtryk, bør du dog prøve at blive god til at bruge almindelige sammenligninger og metaforer.

Brug af eksempler. I stedet for at illustrere noget ved hjælp af billedlige udtryk kan du også gøre det med eksempler, enten opdigtede fortællinger eller oplevelser fra virkeligheden, som du bruger i din undervisning. Eksempler kommer let til at tage for meget tid, så de skal håndteres med skønsomhed. De bør kun bruges til at underbygge de virkelig vigtige punkter, og de skal fremholdes sådan at man husker belæringen, ikke bare historien.

Et eksempel behøver ikke at gengive noget der virkelig er sket, men de holdninger og forhold det beskriver, skal være realistiske. Da Jesus for eksempel underviste i hvordan man skulle se på syndere der omvendte sig, illustrerede han belæringen ved at fortælle om en mand der blev glad fordi han fandt et får der var blevet væk for ham. (Luk. 15:1-7) Og i sit svar til en mand der ikke havde fattet den fulde betydning af Lovens bud om næstekærlighed, fortalte Jesus om en samaritaner der hjalp en tilskadekommen mand som både en præst og en levit havde ladt i stikken. (Luk. 10:30-37) Hvis du lærer at have et vågent øje for folks holdninger og handlinger, kan du også ved hjælp af eksempler undervise på en god måde.

Profeten Natan benyttede sig af en opdigtet situation da han skulle irettesætte kong David. Metoden virkede fordi Natan med vilje ikke valgte en fortælling der med det samme ville bringe David i forsvarsposition. Den handlede om en rig mand der havde mange får, og en fattig mand der kun havde ét eneste hunlam, som han til gengæld tog sig af med stor ømhed. David havde selv været hyrde, så han forstod hvilke følelser den fattige nærede for sit lam. Han reagerede derfor med retfærdig harme da han hørte at den rige mand slagtede den fattiges lam. Nu kunne Natan sige ligeud til David: „Du er manden!“ (2 Sam. 12:1-14) Med nogen øvelse kan du sikkert også lære at præsentere følelsesladede anliggender på en taktfuld måde.

Vi finder mange lærerige eksempler i de beretninger der er nedskrevet i Bibelen. Jesus henledte med få ord opmærksomheden på et sådant eksempel da han sagde: „Husk på Lots hustru.“ (Luk. 17:32) Da han beskrev tegnet på sin nærværelse, henviste han til „Noas dage“. (Matt. 24:37-39) I Hebræerbrevet, kapitel 11, nævnte Paulus 16 mænd og kvinder ved navn som eksempler i at vise tro. Efterhånden som du bliver godt kendt med Bibelen, vil du også kunne hente slående eksempler fra Bibelens beretninger om personer og begivenheder. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

Somme tider kan det være nyttigt at underbygge et punkt i et foredrag ved at gengive et eksempel fra nutiden. Men når du gør det, må du sikre dig at de oplevelser du vælger at fortælle, virkelig er sande, og at du undgår oplevelser der kan få nogle i forsamlingen til at føle sig pinligt berørt, eller som henleder opmærksomheden på et kontroversielt spørgsmål der ikke har noget med foredragets tema at gøre. Husk også at eksemplet skal tjene en hensigt. Fortæl ikke unødvendige detaljer der kun vil bortlede opmærksomheden fra det der er hensigten med foredraget.

Bliver det forstået? Uanset hvilken form for sammenligning du bruger, så bør den have en eller anden funktion. Vil den udrette det den skal, hvis ikke du forklarer hvilken relation den har til det stof du behandler?

Da Jesus havde sagt at hans disciple var „verdens lys“, tilføjede han nogle få ord om hvordan man bruger en lampe, og hvad dette betød med hensyn til disciplenes ansvar. (Matt. 5:15, 16) Illustrationen om det bortkomne får fulgte han op ved at nævne den glæde der er i himmelen når en synder ændrer sind. (Luk. 15:7) Og efter at have fortalt om den næstekærlige samaritaner, stillede Jesus et rammende spørgsmål til den han talte med, og rundede det af med en direkte vejledning. (Luk. 10:36, 37) Men da han havde fortalt lignelsen om de forskellige slags jordbund og lignelsen om hveden og ukrudtet, gav han kun en forklaring til dem der var ydmyge nok til at spørge, ikke til folkemængden. (Matt. 13:1-30, 36-43) Tre dage før sin død fortalte han en illustration om nogle morderiske vinavlere. Her gav han slet ingen forklaring, og det var heller ikke nødvendigt. ’De øverste præster og farisæerne blev klar over at det var dem han talte om.’ (Matt. 21:33-45) Hvorvidt illustrationen skal forklares, og hvor omfattende forklaringen i så fald skal være, afhænger altså af illustrationens art, af tilhørernes holdning og af formålet med at bruge den.

Det tager tid at udvikle evnen til at bruge illustrationer på virkningsfuld måde, men det er anstrengelserne værd. Velvalgte illustrationer taler til forstanden, men rammer også følelserne. Resultatet er at budskabet træder frem med langt større kraft end hvis taleren blot fremsatte nogle oplysninger.

HVORDAN FINDER MAN PASSENDE ILLUSTRATIONER?

  • Læs regelmæssigt i Bibelen; læg mærke til dens billedsprog og illustrationer; tænk på hvordan de eksempler den nævner, kan bruges.

  • Når du iagttager verden omkring dig, så prøv at forbinde folks holdninger og handlinger med de emner du taler om.

  • Saml på illustrationer og eksempler. De kan hentes fra læsestof, foredrag du lytter til, eller situationer du ser. Skriv dem op så du ved hvor du har dem, og kan bruge dem.

ØVELSE: Analysér de illustrationer du finder i følgende skriftsteder: Esajas 44:9-20; Mattæus 13:44; Mattæus 18:21-35. Hvad skal de hver især lære os? Hvorfor virker de godt?

Billedlige udtryk som jeg vil bruge i min undervisning

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

Eksempler fra virkeligheden som jeg vil huske og anvende

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․․

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del