Følger du Jehova helt og fuldt?

„DE RETFÆRDIGE er trygge som ungløven.“ (Ordsprogene 28:1) De har tro, stoler trygt på Guds ord og modstår modigt enhver fare, for at tjene Jehova.

Mens israelitterne var i Sinaj Ørken, efter at Gud havde udfriet dem fra trældommen i Ægypten i det 16. århundrede f.v.t., var der især to mænd som viste at de var ’trygge som ungløver’. De viste også deres trofasthed over for Jehova i kritiske situationer. Den ene af disse mænd var efraimitten Josua, der var Moses’ medhjælper og senere blev udnævnt til at efterfølge ham. (2 Mosebog 33:11; 4 Mosebog 13:8, 16; 5 Mosebog 34:9; Josua 1:1, 2) Den anden var Kaleb, Jefunnes søn, af Judas stamme. — 4 Mosebog 13:6; 32:12.

Kaleb udførte loyalt og nidkært Jehovas vilje. Med baggrund i et langt livs trofast tjeneste for Gud kunne han sige at han ’havde fulgt Jehova helt og fuldt’. (Josua 14:8) „Jeg viste HERREN min Gud fuld lydighed,“ siger den danske autoriserede oversættelse (1931). Kaleb ’opfyldte fuldkomment’ Jehovas vilje (Kalkar) eller „udførte loyalt“ sin Guds hensigt (The New English Bible). Udtrykket kan også gengives: „Jeg fulgte helhjertet HERREN min Gud.“ (New International Version) Hvordan står det til med dig? Følger du Jehova helt og fuldt?

Landet udspejdes

Forestil dig at du befinder dig blandt israelitterne kort efter at Jehova har udfriet dem fra trældommen i Ægypten. Læg mærke til hvordan profeten Moses trofast følger de gudgivne retningslinjer og bemærk Kalebs tillid til at Jehova er med sit folk.

Det er det andet år efter udgangen af Ægypten, og israelitterne har slået lejr ved Kadesj-Barnea i Parans Ørken. De står ved grænsen til det forjættede land. På Guds påbud er Moses ved at sende 12 spejdere ind i Kana’ans land. Han siger: „Gå op her, ind i Negeb, og gå op i bjerglandet og se hvordan landet er og befolkningen som bor i det, om de er stærke eller svage, om de er få eller mange; og hvordan landet er som de bor i, om det er godt eller dårligt, og hvordan byerne er som de bor i, om de bor i lejre eller i befæstede byer; og hvordan landet er, om det er fedt eller magert, om der er træer i det eller ikke. Og vis jer modige og tag noget af landets frugt.“ — 4 Mosebog 13:17-20.

De tolv mænd begynder deres farefulde rejse. Deres ekspedition varer i 40 dage. Ved Hebron møder de mænd af en usædvanlig højde. I Esjkols Regnflodsdal oplever de landets frodighed og tager noget af frugten med tilbage. Én drueklase er så tung at den må bæres på en stang mellem to mænd! — 4 Mosebog 13:21-25.

Da de vender tilbage til israelitternes lejr aflægger spejderne denne rapport: „Vi kom ind i landet som du sendte os til, og det flyder virkelig med mælk og honning, og dette er dets frugt. Imidlertid er det sådan at befolkningen der bor i landet er stærk, og de befæstede byer er meget store; og desuden så vi Anaks efterkommere dér. Amalekitterne bor i Negebs land, og hetitterne og jebusitterne og amoritterne bor i bjerglandet, og kana’anæerne bor ved havet og langs Jordan.“ (4 Mosebog 13:26-29) Ti af spejderne er ikke villige til at adlyde Guds befaling og drage ind i det forjættede land.

„Jehova er med os“

I tro på Jehova Gud siger den frygtløse spejder Kaleb imidlertid: „Lad os straks tage derop og tage det i besiddelse, for vi kan sagtens få det i vor magt.“ Men de ti spejdere er af en anden mening og siger at Kana’ans indbyggere er stærkere end israelitterne. De skræmte og troløse spejdere betragter sig som græshopper i sammenligning med dem. — 4 Mosebog 13:30-33.

„Jehova er med os. Frygt ikke for dem,“ siger Kaleb og Josua indtrængende. Men folket vil ikke høre. Da de taler om at stene Josua og Kaleb, griber Gud ind og afsiger denne dom over de knurrende: „Ingen af jer skal komme ind i det land som jeg løftede min hånd på at ville lade jer bo i, med undtagelse af Kaleb, Jefunnes søn, og Josua, Nuns søn. Og jeres småbørn . . . dem vil jeg også føre derind, og de skal komme til at kende det land som I har vraget. . . . Og jeres sønner skal blive hyrder i ørkenen i fyrre år . . . indtil jeres døde kroppe er gået til grunde i ørkenen. Efter det antal dage hvori I udspejdede landet, fyrre dage, en dag for et år, en dag for et år, kommer I til at undgælde for jeres misgerninger i fyrre år.“ — 4 Mosebog 14:9, 30-34.

Stadig trofast flere år senere

Dommen på 40 år afsones, og en hel generation af utilfredse dør. Men Kaleb og Josua er stadig trofaste mod Gud. På Moabs sletter holder Moses og ypperstepræsten Eleazar mandtal over alle våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter. For hver af Israels stammer udvælger Gud en mand der skal uddele arvelodder i det forjættede land. Kaleb, Josua og Eleazar nævnes iblandt dem. (4 Mosebog 34:17-29) Kaleb er stadig fuld af kraft, loyal og modig selv om han nu er 79 år.

Da Moses og Aron holdt mandtal over folket på Sinaj, umiddelbart inden israelitterne frygtsomt nægtede at drage ind i Kana’an, udgjorde Israels våbenføre mænd 603.550. Efter fyrre år i ørkenen er tallet 601.730. (4 Mosebog 1:44-46; 26:51) Med Josua som deres leder og den trofaste Kaleb iblandt sig, drager israelitterne ind i det forjættede land og oplever den ene sejr efter den anden. Jehova udkæmper slagene for sit folk, sådan som Josua og Kaleb altid har haft tillid til at han ville.

Israels våbenføre mænd krydser Jordanfloden, og Josua og Kaleb, der er kommet op i årene, bærer deres fulde andel af byrden i de følgende slag. Efter seks års krig er der endnu meget tilbage af landet at indtage. Jehova vil drive indbyggerne ud, men dekreterer nu at landet ved lodkastning skal deles mellem Israels stammer. — Josua 13:1-7.

Han fulgte Jehova helt og fuldt

Veteranen fra mange kampe, Kaleb, træder nu frem for Josua og siger: „Fyrre år gammel var jeg da Jehovas tjener Moses sendte mig ud fra Kadesj-Barnea for at udspionere landet, og jeg bragte ham bud tilbage i overensstemmelse med hvad der var i mit hjerte. Og mine brødre som drog op sammen med mig, fik folkets hjerter til at smelte, men jeg fulgte Jehova min Gud helt og fuldt.“ (Josua 14:6-8) Ja, Kaleb havde fulgt Jehova helt og fuldt og loyalt udført hans vilje.

„Derfor,“ tilføjer Kaleb, „svor Moses den dag og sagde: ’Sandelig, det land som din fod har betrådt, skal være dit og dine sønners som arvelod til fjerne tider, for du har fulgt Jehova min Gud helt og fuldt.’ Og se, nu har Jehova bevaret mig i live, sådan som han har lovet, i de femogfyrre år der er gået siden Jehova gav Moses dette løfte, dengang Israel vandrede i ørkenen, og se, nu er jeg i dag femogfirs år gammel. Dog er jeg i dag lige så stærk som den dag Moses sendte mig ud. Som min kraft var dengang, sådan er min kraft nu til krigen, både til at gå ud og til at gå ind. Så giv mig nu dette bjergland som Jehova gav løfte om den dag, for du hørte selv den dag at der er anakitter dér og store befæstede byer. Jehova vil sikkert være med mig, så jeg kan drive dem bort, sådan som Jehova har lovet.“ Kaleb får nu Hebron som arvelod. — Josua 14:9-15.

Den aldrende Kaleb har valgt den vanskeligste lod — et område hjemsøgt af mænd af en usædvanlig størrelse. Men det er ikke for hårdt for denne 85-årige stridsmand. Med tiden bliver disse brutale mænd i Hebron besejret. Otniel, søn af Kalebs yngre broder og dommer i Israel, indtager Debir. Begge byer bliver senere beboet af levitterne, og Hebron bliver tilflugtsby for personer der har begået uforsætligt manddrab. — Josua 15:13-19; 21:3, 11-16; Dommerne 1:9-15, 20.

Følg altid Jehova helt og fuldt

Kaleb og Josua var ufuldkomne mennesker. Ikke desto mindre gjorde de trofast det Jehova påbød. Deres tro blev ikke svækket i de 40 år i ørkenen, der var trængselsfyldte fordi Israel ikke ville adlyde Gud. På samme måde lader Jehovas tjenere i dag ikke noget hindre dem i deres tjeneste til Guds pris. De er urokkelige og søger på alle områder at behage deres himmelske Fader, vel vidende at der er en kamp i gang mellem Guds organisation og Satan Djævelens.

Mange Jehovas vidner har for eksempel med risiko for brutal behandling og endda for at miste livet, fejret Herrens aftensmåltid eller højtiden til minde om Jesu Kristi død. (1 Korinther 11:23-26) En kristen kvinde der sad i en nazistisk koncentrationslejr under den anden verdenskrig, fortæller følgende:

„Alle fik besked om at møde i vaskehuset klokken 11 om aftenen. Præcis klokken 11 var vi forsamlede, 105 i alt. Vi stod tæt sammen i en rundkreds. I midten var anbragt en skammel, dækket med en hvid dug, hvorpå symbolerne stod. Et stearinlys oplyste rummet, da det elektriske lys kunne have røbet os. Vi følte os som de første kristne i katakomberne. Der var en højtidsfuld stemning. Atter gav vi vor Fader et højtideligt løfte om at bruge al vor kraft og styrke i ophøjelsen af hans hellige navn, trofast at stå fast for Teokratiet.“

Vi kan have tillid til at Gud vil give os styrke til modigt at tjene ham og bringe hans hellige navn ære til trods for de trængsler vi udsættes for som hans forfulgte tjenere. (Filipperne 4:13) Når vi bestræber os for at behage Jehova, vil det være godt at huske på Kaleb. Hans eksempel i at følge Jehova helt og fuldt gjorde et stort indtryk på en ung mand der blev heltidsforkynder i 1921. Han skriver:

„Selv om dét at blive pioner betød at jeg måtte forlade mit gode arbejde på et moderne trykkeri i Coventry [England], fortrød jeg ikke noget. Min indvielse havde allerede bragt sagen i orden; mit liv var indviet til Gud. Jeg huskede på Kaleb, der drog ind i det forjættede land med Josua og om hvem det blev sagt: ’Han fulgte Jehova helt og fuldt.’ (Josua 14:8) Den indstilling ville jeg også gerne have. At tjene Gud ’helt og fuldt’ ville gøre mit indviede liv mere rigt; det ville give mig større mulighed for at opdyrke de frugter der kendetegner en kristen.“

Kaleb blev rigt velsignet fordi han loyalt fulgte Jehova helt og fuldt og altid søgte at gøre hans vilje. Andre har, ligesom han, oplevet stor glæde og rige velsignelser i Guds tjeneste. Må du også få del i de samme velsignelser ved hele tiden at følge Jehova helt og fuldt.

[Illustration på side 26]

Kaleb og Josua var trofaste mod Jehova under prøve. Er du også det?