Billeder

Definition: Sædvanligvis en gengivelse af personer eller ting. Et billede der gøres til genstand for tilbedelse, er en afgud. De der tilbeder foran billeder siger som regel at deres tilbedelse i virkeligheden gælder den ånd der fremstilles ved billedet. En sådan brug af billeder er almindelig i mange ikke-kristne religioner. Om romerske katolikkers brug af billeder siger New Catholic Encyclopedia (1967, bd. 7, s. 372): „Eftersom tilbedelsen af et billede når frem til og ender hos den person billedet forestiller, kan den tilbedelse der tilkommer denne person gives til billedet som vedkommendes stedfortræder.“ Ikke en bibelsk lære.

Hvad siger Guds ord om fremstillingen af billeder med det formål at de skal tilbedes?

2 Mos. 20:4, 5, DA: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det [ikke bøie dig for dem, Ka], thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud.“ (Kursiveret af os) (Læg mærke til at forbudet gjaldt dét at gøre sig billeder og at dyrke eller bøje sig for dem.)

3 Mos. 26:1, DA: „I må ikke gøre eder afguder; udskårne billeder og stenstøtter må I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen sten med billedværk i eders land for at tilbede den [for at kaste Eder ned for dem, Bu]; thi jeg er HERREN eders Gud!“ (Et billede man kunne bøje sig for i tilbedelse, måtte aldrig nogen sinde opstilles.)

2 Kor. 6:16, Sch: „Hvad har Afgudsbilleder at gøre i Guds Tempel? — det er jo os selv, der er den levende ’Guds Tempel’.“

1 Joh. 5:21, R-L: „Mine kære Børn, vogt jer for Afguder [falske Guder, Sch]!“

Er det tilladt at bruge billeder som en hjælp til at tilbede den sande Gud?

Joh. 4:23, 24, R-L: „De sande Tilbedere skal tilbede Faderen i Aand og Sandhed. For det er saadanne Tilbedere, Faderen søger. Gud er Aand, og de, som tilbeder ham, maa tilbede ham i Aand og Sandhed.“ (De der bruger billeder som en hjælp til andagt, tilbeder ikke Gud „i ånd“ men er afhængige af hvad de kan se.)

2 Kor. 5:7, R-L: „Vi vandrer nemlig i Tro, ikke i Beskuen.“

Es. 40:18, 19, DA: „Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans lige? Et billed — det støber en mester.“

Apg. 17:29, R-L: „Naar vi nu altsaa er af guddommelig Slægt, saa maa vi heller ikke mene, at det guddommelige Væsen ligner Guld, Sølv eller Sten, forarbejdet ved Billedhuggerkunst og menneskeligt Snilde.“

Es. 42:8, DA: „Jeg er HERREN, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder [de udskaarne Billeder, GD, Ka] min pris.“

Har vi lov til at ære „helgener“ som nogle der går i forbøn for os hos Gud, idet vi bruger billeder af dem som en hjælp i vor gudsdyrkelse?

Apg. 10:25, 26, R-L: „Ved Petri Ankomst gik Kornelius ham i Møde, kastede sig ned for hans Fødder og hyldede ham. Petrus rejste ham op med de Ord: ’Rejs dig, ogsaa jeg er kun et Menneske.’“ (Eftersom Peter ikke godkendte en sådan tilbedelse da han var personligt til stede, ville han så opfordre os til at knæle ned foran et billede eller en statue af ham? Se også Åbenbaringen 19:10.)

Joh. 14:6, 14, R-L: „Jesus svarede ham: ’Jeg er Vejen, Sandheden og Livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Naar I beder om noget i mit Navn, vil jeg gøre det.’“ (Jesus siger her tydeligt at vi kun kan komme til Faderen gennem ham, og at vi skal rette vore bønner til Faderen i Jesu navn.)

1 Tim. 2:5, R-L: „Der gives kun een Gud og een Midler mellem Gud og Menneskene: Mennesket Kristus Jesus.“ (Her åbnes ingen mulighed for at andre kan tjene som mellemmænd for dem der tilhører den kristne menighed.)

Se også siderne 145, 146, under emnet „Helgener“.

Tænker de andagtsøgende først og fremmest på den som billedet forestiller, eller regner de nogle billeder for at være af større betydning end andre (af samme person)?

Det er af stor betydning hvordan de andagtsøgende ser på det. Hvorfor? Fordi den afgørende forskel mellem et „billede“ og en „afgud“ ligger i hvordan de opfatter billedet.

Har ét billede af en person større betydning eller værdi i den andagtsøgendes bevidsthed end et andet billede af den samme person? Hvis det er tilfældet, er det billedet og ikke personen den andagtsøgende først og fremmest har i tanke. Hvorfor foretager folk lange pilgrimsrejser for at bede i visse helligdomme? Er det ikke fordi billedet dér anses for at have „undergørende“ kræfter? Det hedder for eksempel i kannik Yves Delaportes bog Les Trois Notre-Dame de la Cathédrale de Chartres, om billederne af Maria i katedralen i Chartres i Frankrig: „Disse billeder i form af statuer, malerier eller vinduernes glasmosaik er ikke lige berømte . . . Kun tre er genstand for virkelig tilbedelse.“ Men hvis de kirkesøgende fortrinsvis tænkte på personen og ikke billedet, ville det ene billede da ikke være lige så godt som det andet?

Hvordan ser Gud på billeder der tilbedes?

Jer. 10:14, 15, GD: „Hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem. De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk.“

Es. 44:13-19, DA: „Så fælder han [billedskæreren] træer, udspænder målesnoren, tegner billedet med gravstikken, skærer det ud med kniven og sætter det af med cirkelen; han laver det efter en mands skikkelse, efter menneskelig skønhed, til at stå i et hus. Han fældede sig cedre, tog elm og eg og arbejdede af al sin kraft på skovens træer, som Gud havde plantet og regnen givet vækst. Det tjener et menneske til brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter ild i det og bager brød — og desuden laver han en gud deraf og tilbeder den, han gør et gudebillede deraf og knæler for det. Halvdelen brænder han i ilden, og over gløderne steger han kød; han spiser stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: ’Ah, jeg bliver varm, jeg mærker ilden’ — og af resten laver han en gud, et billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: ’Frels mig, thi du er min gud!’ De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres øjne er lukket, så de ikke ser, og deres hjerter, så de ikke skønner. De tænker ikke over det, de har ikke indsigt og forstand til at sige sig selv: ’Halvdelen brændte jeg i bålet, over gløderne bagte jeg brød, stegte kød og spiste; skulle jeg da af resten gøre en vederstyggelighed [et afgudsbillede, fodn.]? Skulle jeg knæle for en træklods?’“

Ez. 14:6, DA: „Så siger den Herre HERREN: Vend om, vend eder bort fra eders afgudsbilleder [uhumske guder, NV] og vend eders ansigt bort fra alle eders vederstyggeligheder!“

Ez. 7:20, DA: „I dets strålende pragt satte de deres stolthed, og deres vederstyggelige billeder, deres væmmelige guder, lavede de deraf; derfor gør jeg det til snavs for dem.“

Hvordan bør vi betragte billeder som vi tidligere har æret eller tilbedt?

5 Mos. 7:25, 26, DA: „Deres gudebilleder skal I opbrænde; du må ikke lade dig friste til at tage sølvet eller guldet på dem, for at du ikke skal lokkes i en snare derved, thi det er HERREN din Gud en vederstyggelighed, og du må ikke føre nogen vederstyggelighed ind i dit hus, for at du ikke skal hjemfalde til band ligesom den; nej, du skal nære afsky og gru for den.“ (I dag har Jehovas folk ingen bemyndigelse til at tilintetgøre billeder der tilhører andre, men denne befaling til Israel er et udtryk for hvordan vi bør betragte billeder vi har i vor besiddelse og som vi måske har æret eller tilbedt. Jævnfør Apostelgerninger 19:19.)

1 Joh. 5:21, R-L: „Mine kære Børn, vogt jer for Afguder [falske Guder, Sch]!“

Sl. 97:10, DA: „I, som elsker HERREN, had det onde!“

Hvilke følger kunne brugen af billeder i vor gudsdyrkelse få for vor fremtid?

5 Mos. 4:25, 26, DA: „Når . . . I da handler så ryggesløst, at I laver eder gudebilleder i en eller anden skikkelse og gør, hvad der er ondt i [Jehova] din Guds øjne, så at I fortørner ham, så kalder jeg i dag Himmelen og jorden til vidne imod eder på, at I . . . visselig [skal] gå til grunde.“ (Guds syn har ikke forandret sig. Se Malakias 3:5, 6.)

1 Kor. 10:14, 20, R-L: „Sky derfor Afgudsdyrkelsen, mine inderligt kære. . . . hvad Hedningerne ofrer, det ofrer de til de onde Aander og ikke til Gud; og jeg vil ikke have, at I skal være i Samfund med de onde Aander.“

Åb. 21:8, R-L: „De fejge, de vantro, Forbryderne, Morderne, de usædelige Mennesker, de, som øver Trolddomskunster, Afgudsdyrkerne og alle Løgnere vil faa deres Lod i . . . den anden Død.“

Sl. 115:4-8, DA: „Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“