I Negeb øst for Be’er-Sjeba ligger en dal hvis arabiske navn (Wadi el-Milh) betyder Saltdalen. Man kunne udmærket forestille sig at judæere nordfra kunne mødes her i et slag mod edomitter der kom fra sydøst. Nogle forskere mener imidlertid at dalen må have ligget i Edoms område, og identificerer derfor Saltdalen med en slette sydsydvest for Salthavet. Lavlandet syd for Salthavet er i dag ret sumpet og næppe et sted man ville vælge at udkæmpe et slag. Men da vandstanden i Salthavet er steget i tidens løb, kan jordbunden godt have været fastere før i tiden; eller det er muligt at kampen er begyndt i en del af dalen hvor der ikke var så sumpet. Efter det andet slag blev 10.000 edomitter styrtet i døden fra en klippetop, men der siges ikke noget om hvor denne klippe lå. — 2Kr 25:11, 12.

Navn. Navnet „Salthavet“, som er den første og hyppigste betegnelse for dette hav i Bibelen, er meget passende, for det er den mest saltholdige vandsamling der findes på jorden. (1Mo 14:3; 4Mo 34:3, 12; Jos 15:2, 5) Da det ligger i den store gravsænkning som Arabalavningen er en del af, kaldes det også Arabahavet. (5Mo 4:49; 2Kg 14:25) I nogle tilfælde efterfølges dette navn dog af „Salthavet“ som forklaring på hvilket hav der menes. (5Mo 3:17; Jos 3:16; 12:3) Salthavet lå ved det forjættede lands østgrænse og blev derfor kaldt „det østlige hav“ til forskel fra „det vestlige hav“, Middelhavet. (Ez 47:18; Joel 2:20; Zak 14:8) Josefus, der bemærkede at der undertiden kom store klumper asfalt op til søens overflade, kaldte den Asfaltsøen. (Den jødiske krig, 1. bog, 33. kap., 5. afsnit; 4. bog, 8. kap., 4. afsnit) Det blev formentlig ikke kaldt Det Døde Hav før i det 2. århundrede e.v.t. Det arabiske navn er Bahr Lut, „Lots Hav“.