Selv efter at det styrende råd i det første århundrede havde afgjort spørgsmålet om omskærelse, holdt nogle der påstod at være kristne, stædigt fast ved emnet. Apostlen Paulus kaldte dem “falske brødre” som ville “forvrænge den gode nyhed om Kristus”. – Gal. 1:7; 2:4; Tit. 1:10.
Judaisternes hensigt var åbenbart at formilde jøderne og at afholde dem fra at modarbejde kristendommen så voldsomt. (Gal. 6:12, 13) Judaisterne hævdede at man kun kunne blive erklæret retfærdig ved gerninger der byggede på Moseloven, for eksempel i forbindelse med spørgsmål vedrørende kost, omskærelse og jødiske højtider. – Kol. 2:16.
Kristne der troede på judaisternes lære, brød sig ikke om at være sammen med deres ikkejødiske brødre og søstre. Det gjaldt sørgeligt nok også for en del højt respekterede kristne med jødisk baggrund. For eksempel holdt medlemmer af menigheden i Jerusalem sig fra deres ikkejødiske brødre da de besøgte Antiokia. Selv Peter, som indtil da havde været glad for at være sammen med ikkejøder, trak sig tilbage og ville ikke engang spise sammen med dem. Ja, han gik imod de selv samme principper som han tidligere havde forsvaret! Af den grund blev han kraftigt irettesat af Paulus. – Gal. 2:11-14.