Myanmar (Burma)

MIDT IMELLEM de to asiatiske kæmper, Indien og Kina, ligger Myanmar, et land med fascinerende kontraster.a I Yangon (tidligere kaldt Rangoon), som er den største by i landet, er der støjende trafik, højhuse og butikker fyldt med kunder. Men uden for Yangon ligger der landsbyer hvor jorden bliver pløjet af vandbøfler. Her kigger folk forbavset på udlændinge, og tiden måles i årstider i stedet for i timer.

Nutidens Myanmar er en genspejling af Asien for år tilbage. Her kommer nedslidte busser bumlende hen over hullede veje og passerer oksekærrer der transporterer afgrøder til markedet, og gedehyrder der passer deres flokke på markerne. De fleste myanmarske mænd er stadig klædt i den traditionelle lungi, et klædestykke de vikler om livet. Og mange kvinder bruger thanaka, en creme fremstillet af træbark, der smøres i ansigtet som makeup. Befolkningen er meget religiøs. Hengivne buddhister viser større ærbødighed for munke end for berømtheder, og hver dag lægger de bladguld som offergave på glitrende buddha-statuer.

Folk i Myanmar er venlige, hensynsfulde og nysgerrige. Landet er befolket af otte store etniske grupper og mindst 127 mindre grupper. Hver gruppe har sit særegne sprog og sin karakteristiske klædedragt, mad og kultur. Størstedelen af befolkningen bor på en bred, centralt beliggende slette der får tilført næring fra den mægtige flod Ayeyarwady (Irrawaddy). Denne over 2000 kilometer lange flod bugter sig fra det bidende kolde Himalaya til det lunkne Andamanhav. Derforuden bor der millioner i det store deltaområde og i det bjergrige højland der grænser op til Bangladesh, Indien, Kina, Laos og Thailand.

I snart 100 år har Jehovas Vidner i Myanmar vist en urokkelig tro og udholdenhed. Under kaotiske tilstande og voldelige politiske omvæltninger har de bevaret deres neutralitet. (Joh. 17:14) Trods mangel på fornødenheder, religiøs modstand og en begrænset kontakt med det internationale brodersamfund har Jehovas folk utrætteligt forkyndt den gode nyhed om Guds rige. I den følgende beretning kan du læse om vores brødres gribende historie.

Forkyndelsesarbejdet påbegyndes

I det skelsættende år 1914 ankom to englændere med damper til Yangon, og da de gik fra borde, slog en kvælende hede dem i møde. Hendry Carmichael og hans pionermakker var ankommet fra Indien for at påbegynde den vanskelige opgave at forkynde i Burma. Deres distrikt omfattede hele landet.

Hendry og hans makker tog fat på arbejdet i Yangon, og snart mødte de to britisk-indiske mænd der viste stor interesse for budskabet om Riget.b Bertram Marcelline og Vernon French, som de hed, afbrød straks forbindelsen med deres kirke og begyndte at forkynde for deres venner. Inden længe mødtes cirka 20 personer regelmæssigt i Bertrams hus for at studere Bibelen ved hjælp af Vagt-Taarnet.c

I 1928 tog en anden engelsk pioner, George Wright, fra Indien til Burma. Han rejste rundt i landet i fem måneder, hvor han uddelte mange bibelske publikationer. Et af de sandhedens sædekorn som blev sået, var uden tvivl brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, der blev udgivet i 1920, og som var den første af vores publikationer der blev oversat til burmesisk.

Da pionererne Claude Goodman og Ronald Tippin to år senere ankom til Yangon, fandt de en lille gruppe brødre der trofast holdt møderne, men som ikke forkyndte på organiseret vis. „Vi tilskyndede brødrene til at tage med i forkyndelsen hver søndag,“ har Claude fortalt. „En broder spurgte om han kunne få en af os som stedfortræder til at forkynde på sine vegne mod at hjælpe os pionerer økonomisk. Ronald sagde til ham: ’Selvfølgelig kan du det, hvis du også gerne vil have at det er en stedfortræder der kommer ind i den nye verden på dine vegne.’“ Det var en sådan ligefrem, men tilskyndende bemærkning gruppen havde brug for. Inden længe havde Claude og Ronald mange at følges med i forkyndelsen.

„Rachel, jeg har fundet sandheden!“

Samme år mødte Ronald og Claude en stationsforstander i Yangon ved navn Sydney Coote. Sydney tog imod det såkaldte regnbuesæt, en samling af ti af vores farvestrålende bøger. Efter at have læst en af bøgerne kaldte Sydney på sin kone og sagde: „Rachel, jeg har fundet sandheden!“ Ikke længe efter tjente hele familien Coote Jehova.

Sydney læste flittigt i Bibelen. Hans datter, Norma Barber, der gennem mange år tjente som missionær og nu virker på afdelingskontoret i Storbritannien, fortæller: „Min far skrev skriftstedshenvisninger op i en bog. Når han fandt et skriftsted der forklarede hvad Bibelen lærer om et bestemt punkt, skrev han det ind i sin bog under et passende emne. Han kaldte bogen Hvor findes det?“

Sydney ønskede ikke blot at studere Bibelen, men også at fortælle andre om dens budskab. Derfor skrev han til afdelingskontoret i Indien og spurgte om der var nogen Jehovas Vidner i Burma. Kort efter modtog han en stor kasse med litteratur og en liste med navne. „Far skrev til hver eneste person på listen og inviterede dem til at besøge os en hel dag,“ siger Norma. „Senere fik vi besøg af fem eller seks brødre der viste os hvordan vi kunne aflægge uformelle vidnesbyrd. Mine forældre gik med det samme i gang med at uddele publikationer til venner og naboer. De sendte også breve og litteratur til alle vores slægtninge.“

Da Sydneys storesøster, Daisy D’Souza, der boede i Mandalay, modtog et brev og en brochure med titlen Riget, Verdens Haab, som Sydney havde sendt til hende, skrev hun straks tilbage og bad om en bibel og flere publikationer. „Mor var ude af sig selv af glæde mens hun nærlæste publikationerne indtil de tidlige morgentimer,“ har hendes datter Phyllis Tsatos fortalt. „Derefter samlede hun os seks børn og bekendtgjorde dramatisk: ’Jeg vil forlade den katolske kirke, for jeg har fundet sandheden!’“ Senere tog også Daisys mand og børn imod sandheden. I dag tjener fire generationer af D’Souza-familien trofast Jehova Gud.

Modige pionerer

I begyndelsen af 1930’erne udbredte nidkære pionerer den gode nyhed langs den nordlige hovedjernbanelinje der strakte sig fra Yangon til Myitkyina, en by ved grænsen til Kina. De forkyndte også i Mawlamyine (Moulmein) og Sittwe (Akyab), nogle kystbyer øst og nordvest for Yangon. Som følge heraf opstod der små menigheder i Mawlamyine og Mandalay.

I 1938 blev det besluttet at det ikke længere skulle være afdelingskontoret i Indien, men afdelingskontoret i Australien der skulle føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Burma, og pionerer fra Australien og New Zealand begyndte at ankomme til landet. Nogle af disse gæve og trofaste forkyndere var Fred Paton, Hector Oates, Frank Dewar, Mick Engel og Stuart Keltie. Alle disse brødre var pionerer i ordets egentlige betydning.

Fred Paton har fortalt: „I de fire år jeg opholdt mig i Burma, forkyndte jeg i det meste af landet. I den periode døjede jeg med malaria, tyfus, dysenteri og andre sygdomme. Ofte havde jeg ikke noget sted at sove efter en lang dag i tjenesten. Men Jehova tog sig altid af mine behov og gav mig kraft ved sin ånd så jeg kunne fortsætte.“ Frank Dewar, en hårdfør newzealænder, har sagt: „Jeg stødte på banditter, oprørere og truende embedsmænd. Men jeg opdagede at selv de vanskeligste hindringer som regel forsvandt hvis jeg var høflig, venlig, ydmyg og rimelig. De fleste indså hurtigt at Jehovas Vidner er harmløse.“

Pionererne adskilte sig markant fra andre udlændinge der boede i landet, og som ofte var nedladende over for den lokale befolkning. Som kontrast hertil behandlede pionererne folk kærligt og respektfuldt. Deres venlige væremåde virkede appellerende på de ydmyge burmesere, der foretrak en mild og taktfuld omgangstone i stedet for at folk var direkte og pågående. I ord og handling viste pionererne at Jehovas Vidner er sande kristne. — Joh. 13:35.

Et skelsættende stævne

Adskillige måneder efter pionerernes ankomst sørgede afdelingskontoret i Australien for at der blev afholdt et stævne i Yangon. Til det formål valgte man rådhuset i Yangon, en paladslignende bygning med marmortrapper og store bronzedøre. Der kom stævnedeltagere fra Thailand, Malaysia og Singapore, og sammen med den australske landstjener, Alex MacGillivray, ankom også en gruppe brødre fra Sydney.

Truende krigsskyer viste sig i horisonten og skabte stor interesse for det offentlige foredrag med titlen „Krig i Universet nær forestaaende“, et foredrag der blev averteret vidt og bredt. „Jeg har aldrig set en sal blive fyldt så hurtigt,“ fortalte Fred Paton. „Da jeg åbnede indgangsdørene, styrtede folk op ad trapperne og ind i auditoriet. På under ti minutter var salen, som havde 850 siddepladser, stuvende fuld af 1000 mennesker.“ Frank Dewar tilføjede: „Vi var nødt til at lukke indgangsdørene for de mange mennesker der pressede på, så andre 1000 måtte blive udenfor. Og alligevel lykkedes det nogle initiativrige unge mænd at slippe ind gennem mindre sidedøre.“

Brødrene var ikke blot begejstrede over den store interesse der var for arrangementet, men også for hvor forskelligartede tilhørerne var. Blandt dem var der nogle fra de mange lokale etniske grupper. Indtil da havde kun få af de lokale vist interesse for sandheden, eftersom de fleste af dem var stærkt troende buddhister. De af lokalbefolkningen som tilhørte kristenhedens kirker, fortrinsvis karen-, kachin- og chinfolket, boede i fjerntliggende dele af landet hvor den gode nyhed knap nok var blevet forkyndt. Det virkede som om landets oprindelige befolkning var klar til at tage imod sandheden. Snart ville den multinationale ’store skare’ som er omtalt i Bibelen, også indbefatte Burmas mange etniske grupper. — Åb. 7:9.

De første blandt karenerne tager imod sandheden

I 1940 forkyndte en pioner ved navn Ruby Goff i Insein, en lille by i udkanten af Yangon. Hun havde ikke mødt mange interesserede den dag, så i en bøn til Jehova sagde hun: „Jehova, vil du ikke nok lade mig finde bare ét ’får’ inden jeg tager hjem?“ I det næste hus traf hun Hmwe Kyaing, en baptist der tilhørte karenfolket. Hun lyttede opmærksomt til budskabet om Riget. Inden længe begyndte Hmwe Kyaing og hendes døtre, Chu May (Daisy) og Hnin May (Lily), at studere Bibelen, og de gjorde gode åndelige fremskridt. Selvom Hmwe Kyaing kort efter døde, blev Lily, hendes yngste datter, senere den første karener der blev døbt som et Jehovas vidne. Daisy blev også døbt.

Lily og Daisy blev nidkære pionerer og efterlod sig en varig arv. Et stort antal af deres efterkommere og dem de studerede Bibelen med, tjener i dag Jehova i Myanmar og i udlandet.

Svære tider under Anden Verdenskrig

Den anden verdenskrig, der var brudt ud i Europa i 1939, sendte chokbølger ud i hele verden. Midt under det voksende krigshysteri lagde kristenhedens præster i Burma et stadig større pres på kolonistyret for at få det til at forbyde vores publikationer. Mick Engel, der havde ansvaret for litteraturlageret i Yangon, henvendte sig som modtræk til en højtstående amerikansk embedsmand og fik skriftlig tilladelse til med militærets lastbiler at fragte cirka to tons litteratur via Burmavejen til Kina.

Fred Paton og Hector Oates fragtede litteraturen til en omlastningsstation ved Lashio, en by tæt ved den kinesiske grænse. Da de mødtes med den officer der havde overopsyn med kortegen til Kina, blev han ude af sig selv af raseri. „Hvad?“ skreg han. „Hvordan kan jeg bruge den dyrebare plads i mine lastvogne til jeres elendige traktater, når jeg ikke engang har plads til hårdt tiltrængt militært og medicinsk udstyr som ligger her og rådner under åben himmel?“ Fred trak vejret dybt, hev den skriftlige tilladelse frem fra sin mappe og nævnte at det ville være en alvorlig sag at ignorere direktiver fra Yangon. Resultatet blev at officeren stillede en lille lastvogn med chauffør og forsyninger til brødrenes disposition. De kørte cirka 2400 kilometer til Chongqing (Chungking) i den sydlige del af det centrale Kina, hvor de uddelte de værdifulde publikationer, og de fik endda forkyndt personligt for præsidenten for den kinesiske nationalregering, Chiang Kai-shek.

Til slut, i maj 1941, telegraferede kolonistyret i Indien via kabel til Yangon og beordrede at de lokale myndigheder skulle beslaglægge vores publikationer. To brødre der arbejdede på telegrafkontoret, så telegrammet og gav hurtigt besked til Mick Engel. Han ringede til Lily og Daisy og skyndte sig hen til lageret, hvor de hentede de tilbageværende 40 kartoner med litteratur og skjulte dem på sikre steder i og omkring Yangon. Da politiet ankom, var publikationerne væk.

Den 11. december 1941, fire dage efter Japans angreb på Pearl Harbor, sendte japanerne en byge af bomber ind over Burma. Den weekend var en mindre gruppe forkyndere forsamlet i en lille lejlighed ved Yangons hovedbanegård. Efter en indgående drøftelse af nogle skriftsteder blev Lily døbt i et badekar, og stemningen var højtidelig.

Tolv uger senere trængte den japanske hær ind i Yangon, blot for at finde byen næsten mennesketom. Over et hundrede tusind var flygtet mod Indien. Tusinder døde undervejs af sult, udmattelse og sygdom. Sydney Coote flygtede med sin familie, men blev ramt af malaria der medførte en hjerneskade, og han døde tæt ved grænsen til Indien. En anden broder blev skudt ned af japanske soldater, og en anden igen mistede hustru og børn da deres hjem blev bombarderet.

Der blev kun en håndfuld forkyndere tilbage i Burma. Lily og Daisy flyttede til Pyin Oo Lwin (Maymyo), en stille landsby oppe i bjergene i nærheden af Mandalay, hvor de såede sandhedens sæd der senere bar frugt. En tredje forkynder, Cyril Gay, slog sig ned i Tharrawaddy, en mindre by 100 kilometer nord for Yangon, hvor han levede tilbagetrukket indtil krigen var slut.

Glædeligt gensyn

Da krigen sluttede, begyndte størstedelen af de brødre og søstre som var flygtet til Indien, at vende tilbage til Burma. I april 1946 var der otte aktive forkyndere i Yangon. Men i slutningen af året var menigheden vokset til 24 forkyndere, og så besluttede brødrene at afholde et stævne.

Dette todages stævne blev holdt på en skole i Insein. „Jeg var lige vendt tilbage fra Indien og opdagede at det var mig der skulle holde det en-times lange offentlige foredrag,“ fortalte Theo Syriopoulos, der lærte sandheden at kende i Yangon i 1932. „Før det tidspunkt havde jeg kun holdt to fem-minutters foredrag ved et par møder i Indien. Stævnet var imidlertid en stor succes, og det blev overværet af over 100 personer.“

En leder i karenernes lokalsamfund der var interesseret i sandheden, tilbød få uger senere menigheden et stykke jord i Ahlone, et forstadskvarter der lå ved en flodbred tæt på Yangons bymidte. Her byggede brødrene en rigssal af bambus med plads til 100 personer. Menigheden sprudlede af glæde. Brødrene og søstrene havde overlevet krigen med deres tro i behold og var klar til ivrigt at tage fat på forkyndelsesarbejdet.

De første gileadmissionærer ankommer

Først på året i 1947 samledes en gruppe begejstrede brødre ved kajen i Yangon for at byde Robert Kirk velkommen. Han var den første gileaduddannede missionær der rejste ind i Burma. Kort efter ankom yderligere tre missionærer — Norman Barber, Robert Richards og Hubert Smedstad — sammen med Frank Dewar, der havde tjent som pioner i Indien under krigen.

Missionærerne ankom til en by hærget af krig. Det eneste der stod tilbage af utallige bygninger, var nedbrændte ydermure. Tusinder boede i spinkle bambushytter der var opstillet langs vejene. Folk lavede mad, vaskede sig og levede på gaden. Missionærerne var imidlertid kommet for at undervise i Bibelens lære, så de tilpassede sig forholdene og blev hurtigt travlt optaget af forkyndelsen.

Den 1. september 1947 åbnede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor på missionærhjemmet på Signal Pagoda Road, tæt ved bymidten. Robert Kirk blev udnævnt til landstjener. Kort tid efter flyttede Yangon-menigheden fra bambussalen i Ahlone til en lejlighed på første sal i Bogalay Zay Street. Lejligheden lå kun fem minutters gang fra det britiske kolonistyres prægtige administrationsbygning — et styre hvis dage var talte.

Der udbryder borgerkrig

Den 4. januar 1948 overdrog briterne magten til den nye burmesiske regering. Efter 60 år med kolonistyre opnåede Burma uafhængighed. Men landet blev nu kastet ud i en borgerkrig.

Forskellige etniske grupper kæmpede for at oprette uafhængige stater, samtidig med at private hære og kriminelle bander kappedes om at indtage landområder de kunne kontrollere. I begyndelsen af 1949 havde oprørsstyrker kontrol med det meste af landet, og der udbrød kampe i udkanten af Yangon.

Alt imens disse kampe stilnede af og blussede op igen, forkyndte brødrene med forsigtighed. Afdelingskontoret blev flyttet fra missionærhjemmet på Signal Pagoda Road til en stor lejlighed på første sal i 39th Street. I dette sikre kvarter lå der flere udenlandske ambassader, og der var kun tre minutters gang til hovedpostkontoret.

Den burmesiske hær fik lidt efter lidt fodfæste og drev oprørerne op i bjergene. I midten af 1950’erne havde regeringen genvundet kontrollen over størstedelen af landet. Men borgerkrigen var langtfra forbi. Den er fortsat i en eller anden form helt op til i dag.

Forkyndelse og undervisning på burmesisk

Helt frem til midten af 1950’erne forkyndte brødrene og søstrene i Burma næsten udelukkende på engelsk, det sprog som veluddannede mennesker talte i de større byer. Men millioner af andre talte kun burmesisk (myanmarsk), karensk, kachinisk, chin eller andre lokale sprog. Hvordan kunne man nå ud til dem med den gode nyhed?

I 1934 bad Sydney Coote en karensk skolelærer om at oversætte nogle brochurer til burmesisk og karensk. Senere oversatte andre forkyndere bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og adskillige brochurer til burmesisk. Robert Kirk opfordrede i 1950 Ba Oo til at oversætte studieartiklerne fra Vagttårnet til burmesisk. De håndskrevne oversættelser blev sat og trykt af et kommercielt trykkeri i Yangon og derefter uddelt til dem der overværede menighedsmøderne. Senere anskaffede afdelingskontoret en skrivemaskine med burmesiske skrifttegn for at fremskynde oversættelsesprocessen.

De første oversættere stod over for mange udfordringer. „Om dagen arbejdede jeg for at forsørge min familie, og senere sad jeg i det svage skær fra en elektrisk pære og oversatte artikler til langt ud på aftenen,“ mindes Naygar Po Han, som overtog ansvaret for at oversætte da Ba Oo ikke længere kunne. „Mit kendskab til engelsk var begrænset, så mine oversættelser må have været noget unøjagtige. Men vi ønskede desperat at få vores blade ud til så mange som muligt.“ Da Robert Kirk spurgte Doris Raj om hun ville oversætte Vagttårnet til burmesisk, blev hun så overvældet ved tanken at hun brød ud i gråd. „Jeg havde kun gået få år i skole,“ forklarer Doris. „Broder Kirk tilskyndede mig alligevel til at forsøge. Jeg bad derfor til Jehova og gik i gang med opgaven.“ I dag, næsten 50 år senere, arbejder Doris stadig som oversætter på Betel i Yangon. Naygar Po Han, som nu er 93, er også på Betel, og han er mere ivrig end nogen sinde efter at fremme Rigets arbejde.

I 1956 kom Nathan Knorr fra hovedkontoret på besøg i Burma og bekendtgjorde at Vagttårnet skulle udgives på burmesisk. Desuden opmuntrede han missionærerne til at lære sproget så de kunne forkynde mere effektivt. Tilskyndet af hans bemærkninger gjorde missionærerne sig endnu større anstrengelser for at lære burmesisk. Året efter var Frederick Franz, som også kom fra hovedkontoret, taler ved et fem-dages stævne der blev holdt i Yangon. Han opmuntrede de ansvarlige brødre til at lade forkyndelsesarbejdet nå længere ud ved at sende pionerer til de regionale byer. Det første område som fik glæde af de nye pionerer, var Burmas tidligere hovedstad og andenstørste by, Mandalay.

Forkyndelsen i Mandalay bærer frugt

I begyndelsen af 1957 ankom seks nye specialpionerer til Mandalay. Og de sluttede sig til et par der allerede boede i byen; det var Robert Richards, en missionær der for nylig havde giftet sig med en karensk kvinde ved navn Baby. Det var noget af en udfordring for pionererne at forkynde i byen. Mandalay er nemlig et vigtigt center for buddhismen, og omkring halvdelen af alle buddhistiske munke i Myanmar bor i denne by. Pionererne blev ikke desto mindre klar over at ligesom i oldtidens Korinth havde Jehova „et stort folk i denne by“. — Apg. 18:10.

En af dem der blev fundet, var Robin Zauja, en 21-årig kachinisk studerende. Han mindes: „En tidlig formiddag kom Robert og Baby Richards på besøg og præsenterede sig som Jehovas Vidner. De sagde at de forkyndte den gode nyhed fra hus til hus for at være lydig mod Jesu bud. (Matt. 10:11-13) De fortalte mig om Bibelens budskab og gav mig deres adresse sammen med nogle blade og bøger. Om aftenen åbnede jeg en af bøgerne og læste hele natten indtil jeg var færdig ved solopgang. Samme dag tog jeg hen til Robert og bombarderede ham med spørgsmål i adskillige timer. Han besvarede hvert eneste spørgsmål ud fra Bibelen.“ Robin Zauja blev på kort tid den første kachiner der tog imod sandheden. Senere tjente han i en årrække som specialpioner i det nordlige Burma hvor han hjalp næsten hundrede mennesker frem til dåb. To af hans børn tjener nu på Betel i Yangon.

En anden nidkær forkynder var Pramila Galliara, en 17-årig pige som havde lært sandheden at kende i Yangon. „Min far var tilhænger af jainismen og meget imod min nyfundne tro,“ siger Pramila. „To gange brændte han min bibel og bibelske publikationer, og flere gange slog han mig mens andre så det. Han låste mig også inde derhjemme for at hindre at jeg tog til de kristne møder, og truede endda med at sætte ild til broder Richards hus! Men da han indså at han ikke kunne få mig til at opgive min tro, holdt han lidt efter lidt op med at modarbejde mig.“ Pramila opgav sine studier på universitetet og blev en flittig pioner. Senere giftede hun sig med Dunstan O’Neill, en kredstilsynsmand. Og hun har i årenes løb hjulpet 45 til at lære sandheden at kende.

I den periode hvor forkyndelsen havde fremgang i Mandalay, sendte afdelingskontoret også missionærer eller pionerer til andre byer, deriblandt Pathein (Bassein), Kalemyo, Bhamo, Myitkyina, Mawlamyine og Myeik (Mergui). Jehova velsignede tydeligvis arbejdet, for i hver af disse byer blev der oprettet stærke menigheder.

Missionærerne udvises

Alt imens der blev forkyndt i endnu flere områder, opstod der stadig flere politiske og etniske spændinger i landet. Til sidst, i marts 1962, overtog hæren magten. Hundredtusinder af indere og britisk-indere blev udvist til Indien og Bangladesh (tidligere Østpakistan), og udlændinge kunne kun få visum til at opholde sig i landet i 24 timer. Burma var ved at lukke døren for omverdenen.

Denne udvikling gjorde brødrene mere og mere bekymrede. Militærstyret garanterede religionsfrihed, men kun hvis trossamfundene holdt sig fri af politik. Som man kunne forvente, fortsatte kristenhedens missionærer med at blande sig i politiske anliggender. I maj 1966 var grænsen for styrets tålmodighed nået — og alle udenlandske missionærer blev beordret til at forlade landet. Jehovas Vidners missionærer havde forholdt sig strengt neutrale, men de blev også snart udvist.

Det kom som et chok for de lokale brødre, men de mistede ikke modet. De vidste at Jehova var med dem. (5 Mos. 31:6) Nogle brødre spekulerede dog på hvordan Rigets arbejde kunne fortsætte.

Det blev snart tydeligt at Jehova var med brødrene. Maurice Raj, en tidligere kredstilsynsmand der havde fået en vis oplæring på afdelingskontoret, blev hurtigt udnævnt til at føre tilsyn med kontoret. Han var inder af herkomst, men var ikke blevet udvist sammen med inderne. „Adskillige år tidligere havde jeg ansøgt om burmesisk statsborgerskab,“ fortæller han. „Jeg havde ikke de 450 kyatsd det kostede at få de officielle papirer, så jeg ville vente med at ansøge til senere. Men en dag da jeg gik forbi det firma som jeg havde arbejdet for flere år tidligere, fik min forhenværende chef øje på mig og råbte: ’Hej Raj! Kom og få dine penge. Du glemte at hente din pensionsopsparing da du tog herfra.’ Beløbet var på 450 kyats!

Da jeg gik derfra, tænkte jeg på alt det jeg kunne få for 450 kyats. Men eftersom det var præcis det beløb der skulle til for at få papirerne på statsborgerskab, tænkte jeg at det måtte være Jehovas vilje at jeg brugte pengene til det. Det viste sig at være det rigtige at gøre. Mens andre indere blev udvist af Burma, kunne jeg som statsborger blive i landet, rejse frit omkring, importere publikationer og tage mig af andre vigtige opgaver i forbindelse med forkyndelsesarbejdet i Burma.“

Sammen med Dunstan O’Neill rejste Maurice rundt i landet for at opmuntre hver eneste menighed og isolerede gruppe. „Vi sagde til brødrene: ’I skal ikke være bekymrede, Jehova er med os. Han vil hjælpe os hvis vi er loyale mod ham,’“ fortæller Maurice. „Og Jehova hjalp os virkelig! Kort tid efter blev der udnævnt mange nye specialpionerer, og forkyndelsesarbejdet tog hurtigt til i omfang.“

I dag, omkring 46 år senere, tager Maurice, som er medlem af afdelingskontorets udvalg, stadig rundt i Myanmar for at styrke menighederne. Ligesom den ældre Kaleb i det gamle Israel, er han lige så nidkær i tjenesten for Gud som han altid har været. — Jos. 14:11.

Der sættes gang i forkyndelsesarbejdet i Chinstaten

Et af de første områder hvortil der blev sendt specialpionerer, var delstaten Chin, en bjergrig region der grænser op til Bangladesh og Indien. I dette område bor der mange som hævder at være kristne, og det skyldes det arbejde baptistmissionærer udførte i de år det britiske kolonistyre havde magten. De fleste blandt chinfolket har derfor stor respekt for Bibelen og for dem der giver bibelundervisning.

I slutningen af 1966 ankom Lal Chhana, en tidligere soldat der var blevet specialpioner, til Falam, der dengang var den største by i Chinstaten. Her fik han følgeskab af Dunstan og Pramila O’Neill samt Than Tum, der også tidligere havde været soldat, men som for nylig var blevet døbt. Disse nidkære forkyndere fandt frem til adskillige familier der viste interesse, og snart blev der oprettet en lille, men aktiv menighed.

Det følgende år flyttede Than Tum til Haka, en by syd for Falam, hvor han begyndte i pionertjenesten og oprettede en lille gruppe. Senere fortsatte han med at forkynde i hele Chinstaten og hjalp med at oprette menigheder i Vanhna, Surkhua, Gangaw og andre områder. I dag, 45 år senere, er Than Tum stadig en aktiv forkynder, nu som specialpioner i sin hjemby, Vanhna.

Da Than Tum forlod Haka, blev han afløst af Donald Dewar, en 20-årig specialpioner. Eftersom Donalds forældre, Frank og Lily Dewar (Lily May), kort forinden var blevet udvist, flyttede Donalds 18-årige bror, Samuel, ind hos ham. „Vi boede i et lille blikskur, hvor der var kvælende varmt om sommeren og bidende koldt om vinteren,“ siger Donald. „Men noget der var en endnu større udfordring, var ensomhed. Jeg gik tit alene i tjenesten og kunne knap nok tale det lokale sprog chin (Haka). De eneste der overværede møderne, var Samuel og mig — og en eller to andre forkyndere. Efterhånden blev jeg deprimeret og overvejede endda at forlade mit tildelte distrikt.

Omkring det tidspunkt læste jeg en gribende beretning i ’Årbogen’ om vores brødre i Malawi der var trofaste under brutal forfølgelse.e Jeg sagde til mig selv: ’Hvis jeg ikke kan klare ensomhed, hvordan skal jeg så kunne klare forfølgelse?’ I inderlig bøn fortalte jeg Jehova hvad der bekymrede mig, og jeg begyndte at få det bedre. Det styrkede mig også at læse i Bibelen og i Vagttårnet og at grunde over det jeg læste. En dag kom Maurice Raj og Dunstan O’Neill på uventet besøg, og det var som så jeg to engle! Langsomt, men sikkert, genvandt jeg min glæde.“

Senere da Donald tjente som rejsende tilsynsmand, brugte han det han selv havde erfaret, til at opmuntre forkyndere der var isolerede. Hans ihærdige forkyndelsesarbejde i Haka bar med tiden frugt. I Haka er der nu en velfungerende menighed, og der holdes regelmæssigt stævner og områdestævner i byen. To af de forkyndere der overværede møderne i Haka, var Johnson Lal Vung og Daniel Sang Kha, og de blev nidkære specialpionerer og var med til at sprede den gode nyhed i store dele af Chinstaten.

Bjergvandring

Chinstaten ligger mellem 900 og 1800 meter over havet, og visse bjergtinder når en højde af 3000 meter. Mange bjerge er dækket af tæt skov fyldt med tårnhøje teaktræer, statelige nåletræer, farverige rododendroner og udsøgte orkidéer. Det kan være vanskeligt at komme frem i dette barske og storslåede terræn, for byerne i dette område er forbundet med bugtede jordveje som næsten er ufremkommelige når det er vådt i vejret, og ofte bliver ødelagt af jordskred. Mange fjerntliggende landsbyer kan man kun nå til fods. Men Jehovas tjenere, der er opsat på at nå ud til så mange mennesker som muligt med den gode nyhed, har ikke ladet sig skræmme af sådanne hindringer.

Aye Aye Thit, der har rejst med sin mand i kredstjenesten i Chinstaten, fortæller: „Jeg er vokset op i det flade Ayeyarwady-delta. Så de smukke Chinbjerge tog i bogstaveligste forstand pusten fra mig. Første gang jeg vandrede op i et bjergområde, gik jeg rask til, men på toppen af det første bjerg kollapsede jeg af åndenød. Adskillige bjerge senere var jeg så udmattet at jeg troede at jeg skulle dø. Efterhånden lærte jeg at tage mig god tid og spare på kræfterne når jeg vandrede i bjergene. Der gik ikke lang tid før jeg kunne vandre op til 32 kilometer om dagen på ture der varede seks dage eller mere.“

I årenes løb har brødrene i Chinstaten brugt transportmidler som muldyr, heste, cykler og for nylig motorcykler, lastbiler med plads til passagerer og firhjulstrækkere. Men i de fleste tilfælde går de. For at nå frem til de landsbyer der ligger omkring Matupi, skulle specialpionererne Kyaw Win og David Zama for eksempel trave op og ned ad bjerge. Menigheden i Matupi måtte vandre i seks til otte dage for at nå frem til stævner i Haka, der ligger 270 kilometer væk. På vejen sang de Rigets sange, som gav genlyd i de maleriske bjerge.

På disse meget anstrengende rejser var brødrene ikke blot udsat for det barske vejr i bjergene, men også for myggesværme og alt slags ubehageligt kryb, især i regntiden. „Engang da jeg gik gennem en skov, fik jeg øje på igler der kravlede op ad mine ben,“ fortæller Myint Lwin, en kredstilsynsmand. „Da jeg rev dem af, kravlede endnu to op. Jeg sprang op på et væltet træ, men det myldrede med igler der begyndte at kravle op ad stammen. Skrækslagen løb jeg gennem skoven. Da jeg endelig nåede frem til vejen, havde jeg igler overalt på min krop.“

Rejsende i Chinstaten døjede ikke blot med igler. I Myanmar lever der også vildsvin, bjørne, leoparder og tigre. Og ifølge nogle kilder er der ingen steder på jorden hvor der lever så mange forskellige arter giftige slanger som i dette land. Når Gumja Naw og hans kone, Nan Lu, vandrede fra den ene menighed til den anden i Chinstaten og slog lejr om aftenen, tændte de en ring af bål for at holde vilde dyr på afstand.

Disse utrættelige forkyndere efterlod sig en varig arv. „De tjente Jehova med hele deres styrke,“ siger Maurice Raj. „Selv efter at de havde forladt Chinstaten, var de villige til at vende tilbage. Alle deres anstrengelser var virkelig med til at ophøje Jehova!“ Til trods for at denne delstat er et af de tyndest befolkede områder i landet, er der i dag syv menigheder og adskillige isolerede grupper i denne region.

„Der er ingen ’får’ i Myitkyina“

I 1966 blev adskillige specialpionerer sendt til Myitkyina, en idyllisk lille by i Kachinstaten tæt ved Kina. Byen lå gemt et sted hvor Ayeyarwady-floden slår et sving. Seks år tidligere havde Robert og Baby Richards forkyndt der en kort periode. Deres melding havde været: „Der er ingen ’får’ i Myitkyina.“ De nye pionerer fandt dog mennesker der hungrede efter sandheden.

En af dem var Mya Maung, en 19-årig baptist som flere gange havde bedt Gud om hjælp til at forstå Bibelen. Han fortæller: „Da en pioner henvendte sig til mig på min arbejdsplads og tilbød mig et bibelstudium, blev jeg jublende glad. Jeg følte at det var et svar på mine bønner. Min lillebror, San Aye, og jeg studerede to gange om ugen, og vi gjorde hurtigt åndelige fremskridt.

Vi fik også hjælp af en meget dygtig underviser — Wilson Thein. I stedet for blot at fortælle os hvad vi skulle gøre, viste han os det! Gennem situationsspil og demonstrationer lærte vi at bruge Bibelen virkningsfuldt, at forkynde frimodigt, at klare modstand og at udarbejde og holde bibelske foredrag. Wilson Thein lyttede til os når vi øvede os på at holde foredragene og gav forslag til hvordan vi kunne blive bedre. Hans kærlige oplæring motiverede os til at sætte os åndelige mål.

I 1968 begyndte San Aye og jeg i pionertjenesten, og dermed var der otte pionerer i Myitkyina. De første vi studerede Bibelen med, var blandt andre vores mor og syv af vores søskende, og de tog alle med tiden imod sandheden. Vi forkyndte også i større og mindre byer langs jernbanestrækningen Myitkyina-Mandalay. Sådanne rejser varede fra en til tre dage. De frø vi såede, bar senere frugt. I dag er der blomstrende menigheder i stationsbyerne Namti, Hopin, Mohnyin og Katha.“

En dag forkyndte San Aye i et forretningskvarter i Myitkyina og mødte Phum Ram, en baptist der tilhørte kachinfolket, og som arbejdede på et offentligt kontor. Phum Ram tog ivrigt imod sandheden og flyttede til Putao, en lille by der ligger ved foden af Himalaya-bjergene. Her forkyndte han for sine mange slægtninge, og snart overværede 25 de kristne møder. Mens han var pioner, hjalp han sin kone, sine syv børn og mange slægtninge ind i sandheden. Han er i dag pioner og ældste i Myitkyina.

De afkoblede togvogne

Som følge af den hurtige åndelige vækst i delstaten Kachin besluttede afdelingskontoret at afholde det internationale stævne i 1969 med titlen „Fred på jorden“ i Myitkyina i stedet for i Yangon, hvor man ellers plejede at holde stævner. For at kunne transportere stævnedeltagerne fra Yangon til Myitkyina, der lå mere end 1100 kilometer mod nord, bad afdelingskontoret Burmas jernbaneselskab om tilladelse til at chartre seks togvogne. Det var en højst usædvanlig anmodning, for Kachinstaten var et brændpunkt med mange oprørere, og al trafik ind og ud af området blev nøje kontrolleret. Til brødrenes overraskelse blev anmodningen godkendt af jernbaneledelsen.

Den dag toget med stævnedeltagerne ifølge planen skulle ankomme til Myitkyina, tog Maurice Raj sammen med en gruppe brødre hen til stationen for at byde de delegerede velkommen. Maurice fortæller: „Mens vi stod og ventede, kom stationsforstanderen løbende hen til os og sagde at der lige var kommet et telegram der meddelte at myndighederne havde afkoblet de seks togvogne med vores delegerede. De var derfor strandet et sted mellem Mandalay og Myitkyina. Lokomotivet kunne tilsyneladende ikke trække de ekstra togvogne op ad bakke.

Hvad skulle vi nu gøre? Først overvejede vi at udsætte stævnet. Men det ville betyde at vi igen måtte ansøge om tilladelse, og det ville tage flere uger! Vi bad en inderlig bøn til Jehova, og i samme øjeblik kørte toget ind på perronen. Vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne — dér var de seks togvogne som var fyldt med vores brødre og søstre! De smilede og vinkede. Da vi spurgte hvad der var sket, forklarede en af dem: ’De afkoblede ganske rigtigt seks togvogne, men det var ikke vores vogne!’“

Stævnet i Myitkyina blev en stor succes. Under programmet blev det bekendtgjort at der var udgivet tre nye publikationer på burmesisk og fem på engelsk. Tre år tidligere, da missionærerne var blevet udvist af landet, var strømmen af åndelig føde ind i Burma svundet ind til en ubetydelig bæk. Nu var denne bæk blevet til en flod!

Der forkyndes for nagafolket

Fire måneder efter stævnet i Myitkyina modtog afdelingskontoret et brev fra en postfunktionær i Hkamti, en by der ligger ved en flodbred neden for de høje bjerge langs grænsen til Indien i det nordvestlige Myanmar. I det område bor nagafolket, som består af forskellige stammer der tidligere var frygtindgydende hovedjægere. Postfunktionæren, som hed Ba Yee, en tidligere syvendedagsadventist, havde i sit brev bedt om at få åndelig hjælp. Afdelingskontoret sendte med det samme to specialpionerer, Aung Naing og Win Pe.

Win Pe fortæller: „Vi blev noget urolige da vi så barske nagakrigere kun iført lændeklæder stå ved landingsbanen i Hkamti. Men Ba Yee ilede os i møde og bød os velkommen samtidig med at han skyndte på os så vi kunne møde nogle interesserede. Kort efter studerede vi med fem personer.

De lokale myndigheder forvekslede os imidlertid med nogle baptistpræster som havde forbindelse med lokale oprørere. Til trods for at vi forsikrede dem om at vi var politisk neutrale, gav de ordre til at vi skulle forlade området mindre end en måned efter at vi var ankommet.“

Tre år senere, da der var kommet nye embedsmænd på posterne, var det en 18-årig pioner, Biak Mawia, der fortsatte arbejdet hvor de tidligere pionerer havde sluppet. Inden længe tog Ba Yee sin afsked fra postkontoret og begyndte i pionertjenesten. Derefter ankom adskillige andre pionerer. Denne nidkære gruppe oprettede snart en menighed i Hkamti og flere mindre grupper i de nærliggende landsbyer. Biak Mawia tænker tilbage på den tid og siger: „Brødrene og søstrene der tilhørte nagafolket, havde ingen skolegang og kunne ikke læse. Men de elskede Guds ord og var nidkære forkyndere, og de var dygtige til at bruge billederne i vores publikationer. De lærte også mange skriftsteder og Rigets sange udenad.“

I dag holdes der regelmæssigt områdestævner i Hkamti. Og stævnedeltagerne kommer helt nede fra Homalin, en tur på 15 timer med flodbåd.

Modstand i „Den Gyldne Trekant“

Forkyndelsen nåede også det østlige højland der grænser op til Kina, Laos og Thailand. Det ligger i hjertet af Den Gyldne Trekant, en smuk region med kuperet terræn og frugtbare dale som er skæmmet af opiumfremstilling, oprør og andre ulovlige aktiviteter. De pionerer der gik i gang med at forkynde i dette usikre område, var forsigtige og taktfulde. (Matt. 10:16) Alligevel var der en gruppe som brødrene kunne være sikre på ville modarbejde dem, nemlig kristenhedens præster!

Da pionererne Robin Zauja og David Abraham ankom til Lashio, en geskæftig by i Shanstaten, blev de med det samme anklaget af de lokale præster for at være oprørere. Robin har fortalt: „Vi blev arresteret og slæbt hen til et fængsel, hvor vi viste politiet vores legitimation. Kort efter trådte en major fra hæren ind i lokalet. ’Goddag hr. Zauja,’ sagde han med høj stemme. ’Jeg kan se at Jehovas Vidner er kommet til Lashio!’ Majoren, som jeg havde gået i skole med, satte os straks på fri fod.“

De to pionerer gik i gang med forkyndelsen og oprettede snart en ganske stor menighed. Derefter byggede de en rigssal. To år senere fik de ordre om at møde op til forhør i de lokale myndigheders hovedkvarter, hvor mere end 70 militærledere, stammehøvdinger og præster var forsamlet. „Præsterne var vrede og beskyldte os for at presse folk til at opgive deres religiøse traditioner,“ har Robin fortalt. „Da mødets ordstyrer bad om en udtalelse fra os, spurgte jeg om jeg måtte bruge en bibel i mit forsvar. Det gik han med til. Jeg bad hurtigt en stille bøn og forklarede derefter hvad Bibelen siger om falske religiøse traditioner, militærtjeneste og nationalistiske ceremonier. Efter at jeg var færdig med at tale, rejste ordstyreren sig og erklærede at loven garanterede religionsfrihed i Burma. Vi fik lov til at gå, og til præsternes store skuffelse fik vi tilladelse til fortsat at forkynde.“

I Mongpaw, en lille landsby tæt ved grænsen til Kina, blev en rigssal senere brændt ned af en rasende pøbelskare bestående af baptister. Da de så at brødrene ikke var blevet skræmt, satte samme gruppe ild til en specialpioners hjem, som nedbrændte, og begyndte at terrorisere brødre og søstre i deres hjem. Brødrene appellerede til den lokale leder, men han støttede baptisterne. Til sidst greb myndighederne ind og gav brødrene lov til at bygge en ny rigssal — ikke i udkanten af byen som oprindelig planlagt, men lige midt i den!

Længere mod syd, i Leiktho, en fjerntliggende bjergby i Karenstaten, der ligger i Den Gyldne Trekants grænseområde, mødte Gregory Sarilo kraftig modstand fra den katolske kirke. „Landsbypræsten beordrede sine sognebørn til at ødelægge min køkkenhave,“ fortæller Gregory. „Derefter forærede de mig fødevarer, men en ven advarede mig om at maden var forgiftet. En dag spurgte præstens håndlangere hvilken vej jeg ville gå den følgende dag. Dagen efter gik jeg en anden vej end den jeg havde oplyst, og undgik derved at falde i baghold og blive myrdet. Da jeg fortalte myndighederne om disse drabsforsøg, fik præsten og hans tilhængere strenge påbud om at lade mig være i fred. Jehova beskyttede mig mod dem ’der efterstræbte min sjæl’.“ — Sl. 35:4.

De forblev strengt neutrale

Igennem årene har brødrene og søstrene i Burma oplevet at deres uangribelighed er blevet sat på prøve på en anden måde. Etniske krige og politiske stridigheder har ofte gjort det vanskeligt for dem at bevare deres kristne neutralitet. — Joh. 18:36.

I den sydligt beliggende by Thanbyuzayat befandt specialpioneren Hla Aung sig pludselig i krydsild mellem oprørerne der kæmpede for uafhængighed, og regeringsstyrkerne. Byen er den vestlige endestation for den berygtede jernbanestrækning med tilnavnet „Dødens jernbane“, der blev bygget under Anden Verdenskrig, og som gik mellem Burma og Thailand. „Om natten gjorde soldater indfald i landsbyer for at få fat på mændene som de tvang til at bære militære forsyninger,“ forklarer han. „Mange af dem så man aldrig igen. En nat begyndte soldater at ransage vores landsby mens Donald Dewar og jeg sad og talte sammen i mit hus. Min kone råbte øjeblikkelig advarende til mig, og det gav os tid til at flygte ind i skoven. Det lykkedes os med nød og næppe at undslippe. Så derefter byggede jeg et skjulested i huset hvor jeg hurtigt kunne gemme mig hvis soldaterne skulle vende tilbage.“

Da Rajan Pandit, som var specialpioner, ankom til Dawei, en by syd for Thanbyuzayat, oprettede han hurtigt adskillige bibelstudier i en nærliggende landsby, hvor mange oprørere holdt til. „På vej hjem fra landsbyen blev jeg arresteret af nogle soldater som slog mig. De anklagede mig for at være i ledtog med oprørerne,“ fortæller han. „Da jeg fortalte dem at jeg var et af Jehovas Vidner, krævede de at få at vide hvordan jeg var kommet til Dawei. Jeg viste dem min flybillet — som jeg havde beholdt som en souvenir. Den var et bevis på at jeg var ankommet med fly, en rejseform oprørere aldrig brugte. Efter det slog de mig ikke længere, og til sidst blev jeg sat på fri fod. Soldaterne udspurgte dog en af dem jeg studerede Bibelen med, og han bekræftede at vi kun havde læst sammen i Bibelen. Derefter lod soldaterne mig være i fred, og senere kom jeg fast til nogle af dem med bladene.“

Nogle gange forsøgte embedsmænd i byerne at få brødrene til at gå på kompromis med hensyn til deres neutrale standpunkt ved at presse dem til at deltage i valg eller i nationalistiske ceremonier. I Zalun, en by der ligger ved en flodbred cirka 130 kilometer nord for Yangon, lagde embedsmænd pres på de lokale Jehovas Vidner for at få dem til at stemme ved et valg. Brødrene nægtede at parere ordre og brugte Bibelens ord som autoritet. (Joh. 6:15) Embedsmændene bad så de regionale myndigheder om at træde til. Men disse myndigheder var bekendt med at Jehovas Vidner er politisk neutrale. Brødrene blev uden videre fritaget for at deltage i valget.

I Khampat, en by der ligger ved grænsen mellem Burma og Indien, nægtede 23 børn af Jehovas Vidner at bøje sig for landets flag. Den lokale kvindelige skoleinspektør bortviste dem fra skolen. Derefter bad hun to ældste om at forklare sig for en større gruppe embedsmænd, deriblandt fredsdommeren og den øverstbefalende i byen. „Da vi begrundede vores holdning ud fra Bibelen, var nogle af embedsmændene tydeligvis fjendtligt stemt over for os,“ siger Paul Khai Khan Thang, en af de ældste. „Så viste vi dem en kopi af et regeringsdekret der fastslår at Jehovas Vidner har lov til at ’stå stille og respektfuldt under flagceremonier’. Embedsmændene var overraskede. Da de havde sundet sig lidt, beordrede den øverstbefalende at skoleinspektøren skulle lade de bortviste elever vende tilbage til skolen. Inspektøren uddelte så eksemplarer af dekretet til hele lærerstaben.“

I dag er højtplacerede regeringsembedsmænd i Myanmar bekendt med at Jehovas Vidner er politisk neutrale. Ved at holde fast ved Bibelens principper har Jehovas tjenere aflagt et flot vidnesbyrd, ligesom det var forudsagt af Jesus Kristus. — Luk. 21:13.

Militærfolk bliver kristne

I Burmas turbulente historie i nyere tid har mange tjent i militæret eller kæmpet som oprørere. Ligesom den romerske officer Kornelius i det første århundrede er nogle af dem ’gudhengivne og frygter Gud’. (Apg. 10:2) Efter at de har lært sandheden at kende, gør de en stor indsats for at bringe deres liv i harmoni med Jehovas retfærdige normer.

En af dem er Hlawn Mang, en tidligere underofficer i flåden. Han stiftede bekendtskab med sandheden mens han var udstationeret i Mawlamyine. „Jeg ville i gang med at forkynde med det samme,“ fortæller han. „Lige før jeg skulle tage min afsked fra militæret, fandt jeg ud af at jeg var indstillet til at blive forfremmet og modtage et militært stipendium til en skole i et velstående land i Vesten. Men jeg var besluttet på at tage del i Guds gerning. Til forbløffelse for mine overordnede indgav jeg min afskedsbegæring og begyndte at tjene Jehova. I dag, omkring 30 år senere, er jeg stadig overbevist om at jeg traf det rigtige valg. For hvad kan sammenlignes med det at tjene den sande Gud?“

La Bang Gam var ved at komme til hægterne på et militærhospital da Robin Zauja viste ham bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis.f Soldaten var begejstret for bogen og spurgte om han måtte beholde den. Men Robin havde kun dette ene eksemplar, så han gav La Bang Gam lov til at låne bogen for en aften. Den næste dag da Robin kom tilbage, udbrød La Bang Gam: „Her er din bog. Jeg har min egen nu.“ Han var blevet oppe hele natten for at afskrive bogen, som var på 250 sider, og den fyldte adskillige notesbøger. Kort efter forlod La Bang Gam militæret og brugte sin ’Paradisbog’ til at hjælpe mange til at lære sandheden at kende.

I den bjergrige Shanstat kæmpede Sa Than Htun Aung, en kaptajn i den burmesiske hær, og Aik Lin, en hærchef i Wastatens forenede hær, på hver sin side i flere hårde kampe i junglen. Efter at der var indgået våbenhvile mellem de stridende parter, slog begge mænd sig ned i Shanstaten. Senere lærte de hver for sig sandheden at kende, tog deres afsked fra militæret og blev døbt. De to tidligere fjender mødte en dag hinanden ved et kredsstævne og omfavnede hinanden som kristne brødre. Frigjort fra hadets lænker var de nu forenede af kærlighedens bånd, takket være Guds ords kraft. — Joh. 8:32; 13:35.

Man ræsonnerer med „alle slags mennesker“

Mellem 1965 og 1976 voksede antallet af forkyndere i Burma med over 300 procent. De fleste af dem som havde reageret velvilligt på Jehovas Vidners forkyndelse, kom fra kristenhedens kirker. Men brødrene var godt klar over at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) I midten af 1970’erne og fremefter gjorde de derfor en særlig indsats for at forkynde for blandt andre buddhister, hinduer og animister i landet.

Det var forbundet med mange udfordringer. Buddhisterne tror for eksempel ikke på en personlig Gud eller Skaber, hinduerne tilbeder millioner af guder, og animisterne i Myanmar har stor ærefrygt for mægtige ånder der kaldes nats. Disse religioner er gennemsyret af overtro, spådomskunst og spiritisme. Og selvom de fleste troende betragter Bibelen som en hellig bog, har de ofte meget lidt eller slet intet kendskab til personerne i Bibelen, dens lære eller den historie og kultur der knytter sig til beretningerne.

Men brødrene vidste at Bibelens magtfulde sandheder kan tale til ethvert menneskes hjerte. (Hebr. 4:12) De skulle blot støtte sig til Guds ånd og ’holde sig til det troværdige ord med hensyn til deres undervisning’ og bruge fornuftige ræsonnementer der appellerede til menneskers hjerte og motiverede dem til at foretage forandringer i deres liv. — Tit. 1:9.

Læg mærke til hvordan Rosaline, en søster der har været specialpioner i mange år, ræsonnerer med buddhister. Hun forklarer: „Når buddhister lærer at der findes en Skaber, spørger de ofte: ’Men hvem skabte så Skaberen?’ Buddhister mener at dyr er reinkarnerede mennesker, så jeg ræsonnerer med dem ved at henvise til deres kæledyr.

’Er et kæledyr klar over at dets ejer eksisterer?’ spørger jeg.

’Ja.’

’Men kender dyret noget til ejerens job, ægteskab eller baggrund?’

’Nej.’

’Sådan forholder det sig på en måde også med mennesker. Eftersom vi adskiller os fra Gud, som er en Ånd, bør vi så forvente at forstå alt hvad der vedrører Guds eksistens eller oprindelse?’

’Nej.’“

Sådanne argumenter har tilskyndet mange oprigtige buddhister til at overveje vidnesbyrd som peger på at der findes en Gud. Når man bruger fornuftige ræsonnementer og samtidig viser ægte kristen kærlighed, kan det tale stærkt til et menneskes hjerte. Ohn Thwin, en tidligere buddhist, fortæller: „Når jeg sammenlignede min buddhistiske tro på nirvana med Bibelens løfte om et paradis på jorden, virkede tanken om et paradis mere tiltalende. Men eftersom jeg troede at der var mange veje som fører til sandheden, syntes jeg ikke at der var grund til at handle efter det jeg lærte. Så begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners møder. Den kærlighed brødrene viste mig, var det bedste jeg nogen sinde havde oplevet. Deres kærlighed motiverede mig til at handle efter det jeg vidste var sandheden.“

At hjælpe mennesker med at ændre deres religiøse opfattelse kræver naturligvis at man er taktfuld og tålmodig. Kumar Chakarabani var ti år da hans far, en stærkt troende hindu, tillod at Jimmy Xavier, der tjente på Betel, lærte Kumar at læse. Han mindes: „Far påpegede over for ham at han kun måtte lære mig at læse og ikke lære mig noget om religion. Jimmy nævnte at Min bibelhistoriebog var fremragende til at lære børn at læse. Når Jimmy havde givet mig læseundervisning, tog han sig også tid til at tale med far og vise ham interesse. Nogle gange stillede min far spørgsmål om religiøse emner, og så svarede Jimmy taktfuldt: ’Svarene findes i Bibelen. Lad os finde dem sammen.’ Med tiden tog ikke blot min far imod sandheden, men 63 af mine slægtninge blev også Jehovas Vidner.“

Afholdelse af stævner mens der er uroligheder

I midten af 1980’erne blev den politiske situation i Burma stadig mere ustabil. Til sidst, i 1988, gik titusinder på gaden for at udtrykke deres utilfredshed med styret. Der blev dog hurtigt lagt låg på protesterne og indført undtagelsestilstand i det meste af landet.

„Myndighederne indførte et strengt udgangsforbud, og det blev ulovligt at samles mere end fem personer,“ fortæller Kyaw Win, der er betelit. „Vi spekulerede på om vi skulle aflyse de forestående områdestævner. Men i tillid til Jehova henvendte vi os til den militære chef for divisionen i Yangon og bad om tilladelse til at holde et stævne med 1000 deltagere. To dage senere fik vi tilladelsen! Da vi viste den til myndighedspersoner andre steder, gav de også tilladelse til at der blev afholdt stævner i deres områder. Med Jehovas hjælp blev hele stævnerækken en bragende succes!“

Forsømte ikke kristne sammenkomster

Efter opstanden i 1988 forværredes den økonomiske situation i Burma. Alligevel viste brødrene og søstrene deres stærke tro på Gud ved fortsat at sætte Rigets interesser først i deres liv. — Matt. 6:33.

Tag for eksempel Cin Khan Dal, der boede med sin familie i en afsidesliggende landsby i Sagaing. „Vi ville gerne overvære områdestævnet i Tahan, og det tager to dage at nå dertil med båd og lastbil,“ forklarer han. „Men der var ingen til at holde øje med vores høns mens vi var væk. Alligevel satte vi vores lid til Jehova og overværede stævnet. Da vi kom hjem, havde vi mistet 19 høns — det var et hårdt økonomisk slag. Et år senere var vores lille hønseflok dog vokset til mere end 60. Og selvom mange i landsbyen det år mistede deres høns på grund af sygdom, var der ingen af vores der døde.“

Et andet par som også fokuserede på det åndelige, var Aung Tin Nyunt og hans kone, Nyein Mya, der boede med deres ni børn i Kyonsha, en lille by cirka 60 kilometer nordvest for Yangon. Aung Tin Nyunt fortæller: „For det meste spiste vi kun risvælling og grøntsager. Vi havde ingen penge og intet at sælge. Vi tabte dog ikke modet. Jeg sagde til min familie: ’Jesus havde ikke noget sted at hvile sit hoved. Så selv hvis jeg er nødt til at leve under et træ eller er i fare for at dø af sult, vil jeg blive ved med at tilbede Gud.’

En dag havde vi imidlertid intet at spise i huset. Min kone og mine børn så bekymrede på mig. ’I skal ikke være urolige. Gud vil hjælpe os,’ forsikrede jeg dem. Efter at jeg havde været i forkyndelsen om formiddagen, tog jeg mine sønner med ud at fiske. Men vi fangede kun lige nok til ét måltid. Vi efterlod fiskekurvene ved floden i nærheden af nogle åkander, og jeg sagde til drengene: ’Vi kan vende tilbage efter mødet.’ Det blæste meget den eftermiddag, og da vi kom tilbage, opdagede vi at mange fisk havde søgt ly under åkanderne. Vi sænkede vores kurve og fangede en masse fisk, som vi solgte for at købe mad til en hel uge.“

Jehovas tjenere i Myanmar har gang på gang erfaret at Gud holder hvad han lover når han kærligt siger: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ De siger ufortøvet: „Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Hebr. 13:5, 6.

Bedre trykkemetoder

Siden 1956 har folk i Myanmar nydt gavn af den regelmæssige forsyning af åndelig føde i den burmesiske udgave af Vagttårnet. Trods vedvarende etniske krige, opstande og økonomiske omvæltninger er alle numre udkommet. Hvordan fremstillede man bladet?

I mange år sendte afdelingskontoret adskillige maskinskrevne eksemplarer af den oversatte tekst til censur-myndighederne. Når teksten var blevet godkendt af censuren, ansøgte afdelingskontoret om tilladelse til at købe papir til trykning. Efter at en broder havde fremskaffet papiret, afleverede han papiret og teksten til en professionel trykker, der håndsatte hver side — bogstav for bogstav — med burmesiske skrifttegn. Derefter læste broderen korrektur på teksten, og trykkeren trykte bladet på en vakkelvorn trykkemaskine. Eksemplarer af bladet blev efterfølgende sendt til censur-myndighederne, som udfærdigede en attest og derved godkendte at bladet kunne blive udgivet. Som man nok kan forstå, tog denne møjsommelige proces mange uger, og papiret var ret dårligt, og det samme gjaldt trykkekvaliteten.

I 1989 blev der på afdelingskontoret indført et nyt system til behandling af tekst som fuldstændig ændrede arbejdsgangen. På vores hovedkontor havde man udviklet et elektronisk fotosatssystem til mange sprog (MEPS). Til dette system hørte computere, computerprogrammer og fotosættere som var med til at klargøre tekst til trykning på 186 sprog — deriblandt burmesisk!g

„Jehovas Vidner var tilsyneladende de første i Myanmar til at ombryde og udgive litteratur ved hjælp af computerteknologi,“ siger Mya Maung, der arbejdede på afdelingskontoret. „MEPS-systemet der benyttede elegante burmesiske skrifttegn som var blevet udfærdiget på vores afdelingskontor, sendte bølger gennem den lokale trykkeindustri. Folk forstod ikke hvordan vi kunne få skrifttegnene til at fremstå så nydelige!“ MEPS gjorde det også lettere at anvende offsettrykning — hvilket var en stor forbedring i forhold til at benytte en blyfremstillet sats. Desuden gjorde MEPS det muligt at udarbejde grafisk materiale af høj kvalitet, og det bidrog i væsentlig grad til at Vagttårnet fik et mere indbydende udseende.

I 1991 gav myndighederne i Myanmar tilladelse til at Vågn op! kunne blive udgivet. Brødrene var begejstrede, og det samme var offentligheden. En højtstående embedsmand i informationsministeriet talte på mange læseres vegne da han udtalte: „Vågn op! adskiller sig fra andre religiøse blade. Det kommer ind på mange interessante emner og er let at forstå. Jeg synes rigtig godt om det.“

I de sidste 20 år er antallet af de blade som afdelingskontoret trykker hver måned, steget fra 15.000 til mere end 141.000, en stigning på næsten 900 procent! Det er almindeligt at se Vagttårnet og Vågn op! i bybilledet i Yangon, og folk i hele landet holder af at læse disse blade.

Brug for et nyt afdelingskontor

Efter opstanden i 1988 opfordrede militærmyndighederne sociale og religiøse organisationer i Myanmar til at lade sig indregistrere. Og det gjorde afdelingskontoret hurtigt. To år senere, den 5. januar 1990, blev „Jehovas Vidners (Vagttårnets) Selskab“ officielt anerkendt af myndighederne i Myanmar.

På det tidspunkt havde brødrene flyttet afdelingskontoret fra 39th Street til en toetages bygning der lå på en cirka 2000 kvadratmeter stor grund på Inya Road i en velstående forstad nord for byen. Men nu manglede der plads i den nye bygning. Viv Mouritz, der det år besøgte Myanmar som zonetilsynsmand, tænker tilbage: „De 25 medlemmer af betelfamilien arbejdede under vanskelige forhold. Der var ikke noget komfur i køkkenet — en søster lavede maden på en elektrisk kogeplade. Og der var ingen vaskemaskine i vaskeriet — så en søster vaskede tøj i en fordybning i gulvet. Brødrene ville gerne købe et komfur og en vaskemaskine, men sådanne varer var umulige at importere.“

Det var tydeligt at brødrene havde brug for et større afdelingskontor. Det Styrende Råd godkendte derfor et forslag om at nedrive den eksisterende toetages bygning og opføre en ny beboelses- og kontorbygning på fire etager på samme grund. Men inden brødrene kunne gå i gang med projektet, var der nogle store hindringer der skulle overvindes. For det første skulle man have godkendelse fra seks myndighedsinstanser. For det andet kunne de lokale bygge-entreprenører ikke påtage sig opgaven, for de havde ingen erfaring med bærende stålkonstruktioner. For det tredje kunne brødre og søstre fra udlandet ikke komme ind i Myanmar. Og endelig kunne man ikke få fat på de nødvendige byggematerialer i landet, og det var heller ikke muligt at importere dem. Tilsyneladende var projektet dømt til at mislykkes. Alligevel stolede brødrene på Jehova. Hvis det var hans vilje, ville det nye afdelingskontor blive bygget! — Sl. 127:1.

’Ikke ved militærmagt, men ved min ånd’

Kyaw Win fra afdelingskontorets juridiske afdeling fortæller hvad der videre skete: „Vores ansøgning om byggetilladelse blev støt og roligt behandlet af fem af de seks myndighedsinstanser, deriblandt ministeriet for religiøse anliggender. Yangons komité for byudvikling gav imidlertid afslag på ansøgningen med den begrundelse at en fireetages bygning ville være for høj. Da vi ansøgte endnu en gang, fik vi atter afslag. Afdelingskontorets udvalg tilskyndede mig til at blive ved. Jeg bad derfor inderligt til Jehova og indsendte ansøgningen en tredje gang. Endelig blev den godkendt!

Derefter henvendte vi os til immigrationsministeriet, hvor vi fik at vide at udlændinge kun kunne få et syv-dages turistvisum. Men da vi forklarede at vores faglærte og frivillige udenlandske byggearbejdere ville oplære de lokale i moderne byggemetoder, fik de et visum der gjaldt i seks måneder.

Vi tog også hen til handelsministeriet hvor vi blev opmærksomme på at der var sat en stopper for al import. Da vi oplyste embedsmændene om hvad projektet gik ud på, gav de os imidlertid tilladelse til at importere byggematerialer til en værdi af knap seks millioner kroner. Hvad med importskat? Efter at vi var mødt op i finansministeriet, fik vi lov til at importere materialerne skattefrit! I denne og mange andre henseender erfarede vi sandheden i Guds udtalelse: ’„Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,“ har Hærstyrkers Jehova sagt.’“ — Zak. 4:6.

I 1997 begyndte der at ankomme internationale byggearbejdere til byggepladsen. Brødre i Australien donerede de fleste materialer, men der kom også leverancer fra Malaysia, Singapore og Thailand. Bruce Pickering der var med til at føre tilsyn med projektet, fortæller: „Adskillige brødre fra Australien havde præfabrikeret alle delene til stålkonstruktionen, og derefter rejste de til Myanmar hvor de boltede delene sammen. Forbløffende nok var ikke et eneste hul anbragt forkert!“ Andre frivillige kom fra Fiji, Grækenland, New Zealand, Storbritannien, Tyskland og USA.

For første gang i 30 år kunne lokale forkyndere mødes frit med udenlandske brødre og søstre. „Vi var så begejstrede; det var som en drøm,“ husker Donald Dewar. „Vi blev utrolig opmuntret af de internationale byggearbejderes åndelige og selvopofrende indstilling og kærlighed.“ En anden broder tilføjer: „Vi lærte også nogle værdifulde håndværksmæssige færdigheder. Forkyndere som ellers kun havde brugt stearinlys, lærte at trække ledninger til elektrisk lys. Andre som kun havde været vant til at bruge håndvifte, fik oplæring i at installere aircondition. Vi lærte også at bruge elværktøj.“

Til gengæld var de udenlandske byggearbejdere bevægede over den tro og kærlighed de burmesiske brødre og søstre viste. „Brødrene var fattige, men de havde et stort hjerte,“ siger Bruce Pickering. „Mange af dem inviterede os hjem til et måltid og delte den mad de havde med os — et måltid som kunne have brødfødt deres familie i adskillige dage. Deres eksempel minder os om hvad der har størst betydning i livet — familien, troen, vores brodersamfund, Guds velsignelse.“

Den 22. januar 2000 blev det nye afdelingskontor indviet ved et særligt arrangement som blev holdt i Nationalteatret. Til stor glæde for de lokale brødre holdt John E. Barr fra Det Styrende Råd indvielsestalen.

Der bygges nye rigssale

Mens man lagde sidste hånd på det nye afdelingskontor, rettede brødrene opmærksomheden mod et andet presserende behov — rigssale. I 1999 ankom Nobuhiko og Aya Koyama fra Japan. Nobuhiko var med til at oprette Afdelingen for Rigssalsbyggerier på afdelingskontoret. Han fortæller: „Vi begyndte at se nærmere på de steder hvor man afholdt menighedsmøder i landet; det betød rejser med bus, fly og båd samt ture på motorcykel, cykel og til fods. Ofte var det nødvendigt at bede myndighederne om tilladelse til at foretage sådanne rejser, for udlændinge havde normalt ikke lov at færdes i disse områder. Så snart vi havde fundet ud af hvor der var behov for nye rigssale, bevilgede Det Styrende Råd os kærligt nogle af de penge der var stillet til rådighed i forbindelse med det særlige byggeprogram for lande med begrænsede midler.

Efter at vi havde samlet et hold af frivillige arbejdere, begav de sig til Shwepyitha, en forstad til Yangon, for at bygge den første rigssal. Udenlandske og lokale brødre samarbejdede om projektet til stor forbløffelse for det lokale politi, som flere gange standsede byggearbejdet for at forhøre sig hos deres overordnede om det var tilladt at burmesere arbejdede sammen med udlændinge. Andre som kiggede på, roste brødrene. ’Jeg så en udlænding gøre et toilet rent!’ udbrød en mand. ’Jeg har aldrig set udlændinge udføre sådanne jobs. I er virkelig anderledes end andre mennesker!’

Sideløbende begyndte et andet byggehold at opføre en ny rigssal i Tachileik, en by ved grænsen til Thailand. Mange Jehovas Vidner fra Thailand krydsede grænsen hver dag for at arbejde sammen med deres burmesiske brødre. De to grupper arbejdede enigt sammen selvom de talte hver sit sprog. I stærk modsætning hertil begyndte modstridende militære grupper på hver sin side af grænsen at bekæmpe hinanden omkring det tidspunkt salen stod færdig. Det regnede ned over området med bomber og kugler, men rigssalen blev ikke ramt. Da kampene stilnede af, samledes 72 for at indvi bygningen til Jehova, som er fredens Gud.“

Siden 1999 har byggehold opført over 65 rigssale i hele landet. Hvordan har forkynderne reageret? Mange siger som en taknemmelig søster, der bevæget udbrød: „Jeg havde aldrig troet at vi skulle få en så smuk ny rigssal! Nu vil jeg gøre en ekstra indsats for at invitere interesserede til møderne. Jeg takker Jehova og hans organisation for den venlighed de har vist os.“

Missionærer kommer til landet

I løbet af 1990’erne åbnede Myanmar langsomt op for omverdenen efter årtiers isolation. Afdelingskontoret bad følgelig om myndighedernes tilladelse til at missionærer igen kunne komme ind i landet. Endelig, i januar 2003, ankom Hiroshi og Junko Aoki fra Japan. De havde gennemgået Gileadskolen og var de første missionærer der ankom til Myanmar efter cirka 37 år.

„Eftersom der var så få udlændinge i landet, var vi nødt til at ’gå stille med dørene’ så myndighederne ikke misforstod formålet med vores forkyndelsesarbejde,“ siger Hiroshi. „Vi fulgtes derfor med de lokale brødre og søstre på deres genbesøg og bibelstudier. Vi opdagede hurtigt at folk i Myanmar holder af at tale om åndelige emner. Den første formiddag vi var i forkyndelsen, påbegyndte vi fem bibelstudier!“

„Vi har ofte mærket at Jehova har ledet begivenhedernes gang,“ tilføjer Junko. „Engang da vi havde ledet et bibelstudium lidt uden for Mandalay, og var på vej tilbage på motorcykel, punkterede det ene dæk. Vi skubbede motorcyklen hen til en nærliggende fabrik og bad om hjælp til at reparere dækket. Sikkerhedsvagten lukkede Hiroshi med motorcyklen ind på fabrikken, men jeg skulle vente ved vagtskuret. Vagten var nysgerrig.

’Hvad laver I her?’ spurgte han.

’Vi besøger nogle venner,’ svarede jeg.

’I hvilken anledning?’ frittede han mig. ’Er det i forbindelse med et religiøst møde?’

Jeg var usikker på hans motiv, så jeg svarede ikke.

’Ud med sproget!’ insisterede han. ’Hvilken organisation kommer I fra?’

Jeg hev et eksemplar af Vagttårnet op af min taske og viste ham det.

’Jeg vidste det!’ udbrød han begejstret. Han råbte til sine kolleger: ’Se! En engel har punkteret et dæk for at sende Jehovas Vidner til os!’

Manden stak hånden ned i sin taske og trak en bibel og en af vores traktater frem. Han havde før studeret med Jehovas Vidner, men havde mistet kontakten med dem da han flyttede til Mandalay. Vi påbegyndte straks et studium med ham. Senere tog også nogle af hans kolleger imod et bibelstudium.“

I 2005 ankom yderligere fire missionærer til Myanmar. De havde overværet Skolen for Udnævnte Tjenere (nu kaldet Bibelskolen for Ugifte Brødre) i Filippinerne. En af brødrene, Nelson Junio, kæmpede med et problem som mange missionærer får, nemlig hjemve. „Inden jeg faldt i søvn, græd jeg ofte mens jeg bad,“ siger han. „En omsorgsfuld broder viste mig hvad der står i Hebræerbrevet 11:15, 16. Her fortælles at Abraham og Sara ikke blev ved med at længes efter deres tidligere hjem i Ur, men fortsatte med at fokusere på det at tjene Jehova. Efter at jeg havde læst det skriftsted, græd jeg ikke mere. Jeg begyndte at betragte mit tildelte distrikt som mit hjem.“

Gode eksempler gavner mange

I det første århundrede gav apostelen Paulus dette råd til Timoteus: „Hvad du har hørt af mig . . . skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2) Det var et princip missionærerne havde taget til hjerte, og de søgte at hjælpe menighederne i Myanmar til i højere grad at benytte de samme teokratiske fremgangsmåder som Jehovas folk anvendte i resten af verden.

Missionærerne lagde for eksempel mærke til at mange lokale forkyndere opfordrede dem de studerede Bibelen med, til ordret at gengive svarene fra bogen — en metode der blev benyttet i de fleste skoler i Myanmar. „Vi opfordrede tålmodigt forkynderne til at benytte spørgsmål der fik eleven til at udtrykke sine tanker og følelser,“ siger Joemar Ubiña. „Forkynderne var hurtige til at følge forslaget, og det gjorde dem til dygtigere undervisere.“

Noget andet missionærerne lagde mærke til, var at der i mange menigheder kun var én ældste eller menighedstjener. Til trods for at nogle af disse udnævnte brødre var trofaste og sled i det, var de tilbøjelige til at behandle hjorden på en meget autoritær måde. Den samme tilbøjelighed må have gjort sig gældende i det første århundrede. Apostelen Peter tilskyndede de ældste til at ’være hyrder for Guds hjord i deres varetægt og ikke spille herrer over dem der udgør Guds arv, men være eksempler for hjorden’. (1 Pet. 5:2, 3) Hvordan kunne missionærerne hjælpe brødrene? „Vi arbejdede på at være gode eksempler ved at være ekstra kærlige, venlige og imødekommende,“ siger Benjamin Reyes. Deres gode eksempel smittede efterhånden af, så mange ældste begyndte at være mere hensynsfulde over for hjorden.

Mange får gavn af en bedre oversættelse

I en årrække brugte brødrene i Myanmar en bibel på det lokale sprog fra det 19. århundrede som en af kristenhedens missionærer havde oversat med hjælp fra buddhistiske munke. Denne oversættelse der indeholder mange forældede ord hentet fra sproget pali, er meget vanskelig at forstå. Derfor blev brødrene også vildt begejstrede da Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udgivet i 2008 på burmesisk. „Tilhørerne klappede længe, og nogle græd endda af glæde da de modtog deres personlige eksemplar,“ fortæller Maurice Raj. „Den nye oversættelse var klar, enkel og nøjagtig. Også buddhister har let ved at forstå den!“ Kort efter udgivelsen af denne oversættelse steg antallet af bibelstudier i landet med mere end 40 procent.

Som så mange andre sprog findes burmesisk også i to udgaver. Den ene er formel, og har rod i pali og sanskrit, og den anden bruges i daglig tale. Begge findes i mundtlig og skriftlig form. I de fleste af vores ældre publikationer benyttes det formelle sprog, som stadig flere nu har svært ved at forstå. Derfor begyndte man for nylig på afdelingskontoret at oversætte publikationerne til et daglig talt burmesisk, som de fleste har let ved at fatte.

Man har med det samme kunnet mærke virkningen af de nye publikationer. Tilsynsmanden for Oversættelsesafdelingen, Than Htwe Oo, forklarer: „Folk plejede at sige: ’Jeres bøger og blade er af høj kvalitet, men jeg forstår ikke det jeg læser.’ Men nu lyser deres ansigt op, og de begynder straks at læse. Mange udbryder: ’Det her er let at forstå!’“ Svardeltagelsen ved møderne er også blevet bedre, for nu forstår tilhørerne klart det der står i vores publikationer.

I Oversættelsesafdelingen er der i øjeblikket 26 som arbejder på fuldtid. De er fordelt på tre hold som enten tager sig af burmesisk, chin (Haka) eller karensk (sgaw). Der er også blevet oversat litteratur til 11 andre lokalsprog.

Cyklonen Nargis

Den 2. maj 2008 blev Myanmar ramt af cyklonen Nargis, en voldsom storm med vindhastigheder på omkring 240 kilometer i timen. I dens kølvand fulgte død og ødelæggelse fra Ayeyarwady-deltaet til Thailands grænse. Mere end to millioner mennesker var berørt af cyklonen der efterlod cirka 140.000 døde eller savnede.

Tusinder af Jehovas Vidner blev berørt af cyklonen, men forbløffende nok kom ingen til skade. Mange overlevede ved at søge tilflugt i deres nyopførte rigssale. I Bothingone, en landsby der ligger ved kysten i Ayeyarwady-deltaet, sad 20 Jehovas Vidner samt 80 andre i ni timer oppe under taget på nogle loftsbjælker i rigssalen mens vandet steg og var tæt på at nå dem. Så begyndte vandet at synke.

Afdelingskontoret fik hurtigt samlet et nødhjælpshold som blev sendt ud til det værst ramte område yderst i deltaet. Holdet rejste gennem ødelagt terræn hvor lig lå spredt rundt omkring, og nåede frem til Bothingone med føde, vand og medicin. Det var det første nødhjælpshold der kom frem til området. Efter at have delt forsyningerne ud til de lokale brødre og søstre opmuntrede nødhjælpsholdet dem ved at fremholde nogle tanker fra Guds ord og gav dem bibler og bibelsk litteratur, for de havde mistet alle deres ejendele under cyklonen.

For at koordinere det omfattende nødhjælpsarbejde oprettede afdelingskontoret nødhjælpskomitéer i Yangon og Pathein. Disse komitéer satte hundreder af frivillige i gang med at uddele vand, ris og andre basale fornødenheder til ofrene for cyklonen. De sørgede også for at byggehold, der rejste fra sted til sted, kunne genopføre trosfællers huse som cyklonen havde beskadiget eller ødelagt.

En af nødhjælpsarbejderne, Tobias Lund, fortæller: „Min kone, Sofia, og jeg fandt May Sin Oo, der var 16 år. Hun var den eneste forkynder i sin familie. Imellem resterne af familiens hjem var hun i færd med at tørre sin bibel i solen. Hun smilede da hun fik øje på os, men en tåre trillede ned ad kinden. Inden længe ankom et af vores rejsende byggehold med sikkerhedshjelme, el-værktøj og byggematerialer og begyndte at opføre et splinternyt hus til familien. Naboerne var ved at tabe både næse og mund! Folk sad på hug i dagevis omkring byggegrunden der blev en hovedattraktion i området. Nogle der kiggede på, udbrød: ’Vi har aldrig set noget lignende! Jeres organisation er så kærlig og forenet. Vi vil også være Jehovas Vidner.’ May Sin Oo’s forældre og søskende overværer nu møderne, og hele familien gør åndelige fremskridt.“

Nødhjælpsarbejdet fortsatte i månedsvis. Brødrene uddelte tonsvis af forsyninger og reparerede eller genopførte 160 huse og 8 rigssale. Cyklonen Nargis medførte tragedier og lidelser for Myanmar, men uvejret synliggjorde noget værdifuldt — det kærlighedsbånd som forener Guds folk og herliggør Jehovas navn.

En uforglemmelig begivenhed

I begyndelsen af 2007 modtog afdelingskontoret i Myanmar et spændende brev. „Det Styrende Råd bad os om at arrangere et internationalt stævne i Yangon,“ siger Jon Sharp, som året før var kommet til afdelingskontoret med sin kone Janet. „Der skulle ankomme hundredvis af delegerede fra ti forskellige lande til stævnet i 2009 — noget der aldrig før var sket i afdelingskontorets historie!“

Jon fortsætter: „Der dukkede snesevis af spørgsmål op: ’Hvor kunne vi finde et sted der kunne rumme så mange mennesker? Ville forkyndere fra fjerntliggende områder kunne overvære stævnet? Hvor skulle de bo? Hvordan skulle de komme hertil? Havde de råd til at sørge for mad til deres familie? Hvad med myndighederne i Myanmar? Ville de i det hele taget give os tilladelse til at holde et sådant stævne?’ Tilsyneladende var der masser af hindringer. Men vi genkaldte os Jesu ord: ’Det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.’ (Luk. 18:27) Så vi stolede på Gud og begyndte for alvor at tage fat på planlægningen.

Inden længe fandt vi et egnet sted tæt på bymidten — Myanmars nationale indendørsstadion med aircondition og 11.000 siddepladser. Vi ansøgte straks myndighederne om tilladelse til at anvende disse faciliteter. Men flere måneder senere, ja, blot få uger før stævnet skulle holdes, var ansøgningen endnu ikke blevet godkendt. Desuden fik vi en nedslående nyhed: Stadionledelsen havde planlagt en kickboxing-turnering samme sted og i de samme dage som vores stævne! Der var ikke tid til at finde et andet sted, så vi forhandlede tålmodigt med promotoren og snesevis af officials for at løse problemet. Til sidst gik promotoren med til at udskyde turneringen på den betingelse at de 16 professionelle kickboksere der skulle deltage, også gik med til det. Da kickbokserne hørte at Jehovas Vidner ønskede at bruge stadionet til et særligt stævne, var alle som én indforstået med ændringen.“

Kyaw Win, et andet medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Vi manglede dog stadig myndighedernes tilladelse til at benytte stadionet, og vi havde allerede fået afslag på vores ansøgning fire gange! Efter at vi havde bedt til Jehova, mødtes vi med den general der havde opsyn med alle stadioner i Myanmar. Der var kun to uger til stævnet, og det var første gang vi fik mulighed for at tale med en så højt placeret person i regeringen. Til vores store glæde godkendte han ansøgningen.“

Uvidende om denne dramatiske udvikling rejste tusinder af stævnedeltagere fra hele Myanmar og udlandet til Yangon med fly, tog, båd, bus og lastbil samt til fods. Mange familier i Myanmar havde sparet sammen i månedsvis. En stor del af dem havde dyrket afgrøder, andre havde opdrættet grise, nogle havde syet tøj og enkelte havde vasket guld. Mange havde aldrig før været i en storby eller set en udlænding.

Over 1300 stævnedeltagere fra det nordlige Myanmar mødte op på jernbanestationen i Mandalay for at stige på et chartret særtog der skulle køre dem til Yangon. En gruppe fra Nagabjergene havde rejst i seks dage og båret på to forkyndere hvis primitive kørestole var brudt sammen først på turen. Hundreder slog sig ned på perronen, hvor de snakkede, lo og sang Rigets sange. „Alle var meget opstemte,“ siger Pum Cin Khai, som hjalp med transport. „Vi sørgede for at de fik mad, vand og sovemåtter. Da toget endelig ankom, hjalp ældste hver gruppe med at finde deres togvogn. Til sidst gjaldede det fra en højttaler: ’Jehovas Vidners tog afgår nu!’ Jeg kastede et blik ned ad perronen for at se om vi havde glemt nogen, og så sprang jeg på toget.“

I mellemtiden fandt næsten 700 udenlandske delegerede sig til rette på deres hoteller. Men hvor kunne man indkvartere de mere end 3000 stævnedeltagere fra Myanmar? „Jehova åbnede forkyndernes hjerte i Yangon så de sørgede for deres brødre og søstre,“ siger Myint Lwin, som arbejdede i logibureauet. „Nogle familier indlogerede op til 15 gæster. De betalte det beløb det kostede at indregistrere deres gæster hos myndighederne, og sørgede for morgenmad og transport til og fra stadionet hver dag. Et stort antal stævnedeltagere boede i rigssale; hundredvis sov i en stor fabrik. Til trods for alle vores anstrengelser manglede vi stadig logi til 500. Vi forklarede problemet for stadionledelsen, og de gav stævnedeltagerne lov til at sove på stadionet — en ellers uhørt gestus!“

Stadionet var i dårlig stand, så mere end 350 frivillige arbejdede i ti dage for at gøre det klar. „Vi reparerede de sanitære faciliteter, de elektriske installationer og aircondition-anlægget. Og bagefter malede og rengjorde vi det hele,“ siger Htay Win, som var stævnetilsynsmand. „Alt dette arbejde førte til at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Den officer som havde ansvaret for stadionet, udbrød: ’Mange, mange tak! Jeg beder til Gud om at I vil bruge mit stadion hvert år!’“

Over 5000 overværede stævnet, som løb af stabelen fra den 3. til den 6. december 2009. Den sidste dag var mange stævnedeltagere iført deres traditionelle dragt — et farverigt og betagende skue. „Alle omfavnede hinanden og græd — selv før programmet begyndte,“ fortalte en søster. Efter at Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd havde bedt den afsluttende bøn, klappede og vinkede tilhørerne i adskillige minutter. Mange havde det som en 86-årig søster udtrykte det: „Jeg følte at jeg var i den nye verden!“

Adskillige regeringsembedsmænd var også imponerede. „Det er en helt særlig forsamling,“ sagde en embedsmand. „Der er ingen der bander, ryger eller tygger betelnød. Og forskellige etniske grupper er forenet. Jeg har aldrig før set sådan en forsamling!“ Maurice Raj fortæller at „selv den øverste militære chef i Yangon fortalte os at han og hans kolleger aldrig før havde været vidne til en så imponerende begivenhed“.

Mange af de tilstedeværende var enige om at de havde erfaret noget helt særligt. En lokal broder sagde: „Før stævnet havde vi kun hørt om vores internationale brodersamfund. Nu har vi selv oplevet det! Vi vil aldrig glemme den kærlighed vores brødre viste os.“

„Hvide til høst“

For næsten 2000 år siden sagde Jesus til sine disciple: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ (Joh. 4:35) Det samme kan siges om Myanmar i dag. Der er i øjeblikket 3790 forkyndere; det er 1 forkynder for hver 15.931 indbyggere — så en stor mark er klar til høst! Og i betragtning af at 8005 overværede mindehøjtiden i 2012, er der god mulighed for fremtidig vækst.

Det ses blandt andet af det der sker i Rakhinestaten, en kystregion der grænser op til Bangladesh. Der er knap fire millioner indbyggere i delstaten, men ingen Jehovas Vidner. „Hver måned modtager vi mange breve fra folk i den region som anmoder om litteratur og åndelig hjælp,“ siger Maurice Raj. „Også et voksende antal buddhister i Myanmar viser interesse for sandheden, især unge mennesker. Vi bliver derfor ved med at bede Herren om at sende flere arbejdere ud til høsten.“ — Matt. 9:37, 38.

For næsten 100 år siden bragte to frygtløse pionerer den gode nyhed til dette overvejende buddhistiske land. Siden da har tusinder med forskellig etnisk baggrund taget standpunkt for sandheden. Jehovas Vidner i Myanmar har vist en urokkelig hengivenhed for Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, til trods for voldelige konflikter, politiske uroligheder, udbredt fattigdom, religiøs forfølgelse, international isolation og naturkatastrofer. De er fortsat besluttede på at forkynde den gode nyhed om Riget og „holde ud og være langmodige med glæde“. — Kol. 1:11.