Forkyndelse og undervisning i hele verden

Maine, USA: Som „menneskefiskere“ følger vores brødre Jesu eksempel

HELE VERDEN

• LANDE 239

• FORKYNDERE 7.782.346

• ANTAL TIMER ANVENDT I FORKYNDELSEN 1.748.697.447

• BIBELSTUDIER 8.759.988

AFRIKA

• LANDE 58

• BEFOLKNINGSTAL 968.989.710

• FORKYNDERE 1.312.429

• BIBELSTUDIER 2.999.639

Ændrede sin beslutning om abort

I Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, boede Saba, der havde en forretning. En dag blev hun kontaktet af to søstre som viste hende bladet Vågn op! der handlede om abort. Saba bød dem indenfor og fortalte med tårer i øjnene at hun overvejede at få en abort. Under drøftelsen blev de alle tre så stærkt bevæget at de begyndte at græde. Saba besluttede samme dag at hun ville beholde barnet, og afklaret fortalte hun sin mand grunden hertil. Hun fødte senere en dejlig lille pige. Desuden begyndte hun at studere Bibelen og blev døbt. Nu er hun en glad pioner. Hendes mand fik også et bibelstudium og blev vores broder, og i april 2012 blev deres to andre børn døbt.

„Kunne vi måske komme ind og tale med ham?“

En kredstilsynsmand i Etiopien fulgtes med en anden broder fra hus til hus. Et sted var det tjenestepigen der kom ud, og de spurgte om de kunne komme til at tale med manden i huset. Hun svarede at det ikke kunne lade sig gøre; de ville derfor gerne give hende noget litteratur han kunne læse. Hun gik ind for at spørge om han ville have det, kom så tilbage og sagde at han først gerne ville se hvad det var.

Brødrene gav hende derfor et blad hun kunne vise ham. Nogle minutter senere kom hun tilbage og sagde at han gerne ville læse det. Den ene af brødrene sagde så: „Hvis han ikke kan komme til døren, kunne vi måske komme ind og tale med ham?“ Tjenestepigen gik igen ind for at spørge ham om det. Denne gang blev hun væk i endnu længere tid, og brødrene begyndte at tvivle på om hun overhovedet ville vende tilbage. Til sidst kom hun ud igen og inviterede dem ind. Brødrene blev nu klar over at den besøgte, der hed Yirgu, var en ældre mand der havde været sengeliggende i ti år, ude af stand til at komme ud af sengen eller blot sidde oprejst. Grunden til at tjenestepigen var blevet derinde i så lang tid, var at hun havde hjulpet ham i tøjet og havde ryddet op i værelset.

Brødrene forkyndte for ham. Yirgu syntes godt om budskabet og tog imod tilbuddet om et bibelstudium. Efterhånden som studiet skred frem, blev hans helbred bedre. Efter en tid kunne han komme ud af sengen og rundt i en kørestol. Han begyndte snart at komme til møderne og blev for nylig døbt ved et områdestævne.

Kirken med hans fars bøger

Calvin i Zimbabwe var fire år da hans far døde, og det eneste faderen efterlod ham, var en taske med Ny Verden-Oversættelsen og bogen Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker, bind 1. „Hold dig til kirken med disse bøger,“ havde han sagt til Calvin. „Den kirke har sandheden.“

Da moderen også døde, tog Calvins mormor ham til sig. I ni år nægtede Calvin at tage med i mormoderens kirke, idet han holdt på at han en dag nok skulle finde den kirke der havde udgivet de bøger hans far havde efterladt ham.

En dag mødte drengens mormor en af vores søstre, og uvidende om at hun var et Jehovas vidne, fortalte mormoderen at hun havde et genstridigt barnebarn som ikke ville gå med hende i kirke. I stedet tilbragte han søndagen med at læse i en bog som hans far havde efterladt ham. Søsteren spurgte hvad det var for en bog. Mormoderen sagde at hun mente det var „en af de skøre bøger der udgives af Vagttårnet“.

Søsteren sagde at hun gerne ville hilse på drengen. Calvin blev overmåde lykkelig over at møde hende. Hun gik straks i gang med at studere med ham ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, og han begyndte med det samme at overvære møderne, selvom han fik massiv modstand fra sin mormor. Han er fast besluttet på at holde sig til sandheden og ser med spændt forventning frem til den tid hvor opstandelsen vil finde sted, og hvor han håber på at blive genforenet med sin mor og far. Calvin blev døbt i august 2012.

„Det er en stærk Gud du tjener“

Kun en måned efter at Caro, der bor i Uganda, var begyndt at studere Bibelen, blev hun udsat for voldsom modstand fra sin mand, Martin, der udøvede trolddomskunst. „Vores forfædre kan ikke længere komme ind i huset på grund af dine bøger,“ påstod han. Han behandlede hende dårligt og truede med at slå hende ihjel hvis ikke hun holdt op med at studere Bibelen. Han undlod også helt at sørge for familien. Caro forblev rolig og fattet, dyrkede grøntsager i haven så de kunne få noget at spise, og fortsatte med at søge nøjagtig kundskab. Da det senere stod klart at hendes liv rent faktisk var i fare, flygtede hun fra hjemmet. Hun kæmpede for at forsørge sig selv. Og da hun blev bekendt med at børnene var syge, brugte hun de få penge hun havde tjent, til medicin til dem.

Efter nogen tid blev Caro ringet op af sin mand. „Jeg vil gerne have at du kommer hjem,“ sagde han. „Jeg har set at det er en stærk Gud du tjener, og at han har været med dig. Du må sige til de mennesker der underviser dig, at de også gerne må komme og undervise mig. Jeg ønsker oprigtigt at forandre mig.“ Martin mente det alvorligt. De er nu en glad og forenet familie. Både Martin og Caro blev døbt ved et stævne i august 2012.

Eneste forkynder i en afsidesliggende by

Mens David boede i en by langt fra sit hjem i Kenya, begyndte han at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Inden længe måtte han imidlertid vende tilbage til sin hjemby, Lokichar, i et afsidesliggende område i det nordvestlige Kenya. Den nærmeste menighed lå i byen Lodwar, omkring 160 kilometer derfra. I fire år havde David kun lidt kontakt med Vidnerne, men han forkyndte for sine naboer og slægtninge og fortalte dem om det han havde lært i den korte tid han havde studeret Bibelen. Nogle tog positivt imod det han fortalte, og snart ledte han adskillige bibelstudier. I 2007 kontaktede han brødrene i Lodwar og genoptog sit bibelstudium, idet han to gange om måneden tog dertil på motorcykel, i taxa og med minibus.

Jo mere kundskab David fik, jo mere ivrig blev han efter at forkynde. Han var endnu ikke døbt, men byggede ikke desto mindre en midlertidig lerklinet ’rigssal’ med stråtag nær ved sit hjem, hvor han holdt møderne med de interesserede. Det var imidlertid ikke alle i byen der syntes om at han forkyndte, og i to år var han udsat for verbal og fysisk vold. Engang beskyldte nogle af indbyggerne ham for at indføre ’djævletilbedelse’ i landsbyen og slog ham bevidstløs. Men da David indberettede det til en lokal myndighedsperson, hørte volden op, og David fortsatte med at forkynde. „Sandheden er mit liv,“ sagde David. „Ingen modstand kan stoppe mig.“

David blev døbt i 2009, og han er nu menighedstjener og pioner. Han og hans 15-årige søn er de eneste forkyndere i området, men i april 2012 var der omkring 60 i landsbyen der overværede højtiden til minde om Kristi død som blev holdt i den midlertidige rigssal nær Davids hjem.

„Bevis ud fra Skrifterne at hun har uret“

Janet, en pionersøster i Ghana, var på en længere bustur, hvor hun sad og læste i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? En præst steg på bussen, og han holdt en prædiken, hvorpå han opfordrede passagererne til at betale for hans tjeneste. Janet sagde: „Du siger at Jesus er den samme som Gud. Hvem talte så til Jesus da han blev døbt?“

Præsten svarede: „Det er et mysterium.“

Janet slog op på kapitel 4 i sin bog, udvalgte nogle skriftsteder og bad nogle af passagererne om at læse versene. Hun forklarede hvad forskellen er på den almægtige Gud, Jehova, og Jesus.

„Du er en heks,“ sagde præsten.

Det fik passagererne til at tage hende i forsvar med ordene: „Bevis ud fra Skrifterne at hun har uret, i stedet for at kalde hende en heks.“ Rasende steg præsten af bussen ved det næste stoppested. En ung kvinde der sad ved siden af Janet, sagde til hende: „Jeg troede at Jehova var navnet på Vidnernes kirkebygning. Jeg vidste ikke at det er Guds navn før du begyndte at debattere med præsten.“

En samtale fulgte, og Janet fik kvindens telefonnummer og lovede at kontakte hende. Da kvinden kom hjem, fortalte hun sin mormor hvad der var sket. Mormoderen blev også overrasket over at høre at Guds navn er Jehova. Janet sørgede senere for at nogle andre forkyndere fortsatte drøftelsen med kvinden og hendes mormor. Begge kommer nu til møderne.

NORD- OG SYDAMERIKA

• LANDE 57

• BEFOLKNINGSTAL 946.087.916

• FORKYNDERE 3.861.145

• BIBELSTUDIER 4.196.922

Hun fandt sandheden det mest uventede sted

I Bolivia fik nogle fangevogtere med besvær smidt den 20-årige Andrea ind i fængselsgården mens hun skrigende udslyngede eder og trusler. På grund af Andreas mange kræfter og voldelige optræden virkede hun frygtindgydende og skræmmende på andre. Leidy, et af Jehovas Vidner der var fængslet på grund af falske anklager, var ikke bange for Andrea, men havde ondt af hende. Leidy havde gjort det til en vane hver morgen at læse en af sangene fra vores sangbog højt. Da Andrea hørte det, spurgte hun: „Er du et af Jehovas Vidner?“

Da Leidy bekræftede det, sagde Andrea: „Min mor er også et af Jehovas Vidner, og jeg plejede at tage med hende til møderne. Hun studerede Bibelen med mig.“ Andrea brød grædende sammen. De næste dage havde Leidy og Andrea dybe åndelige samtaler, og da tiden var inde til at Andreas sag skulle for retten, bad de sammen om Jehovas hjælp og ledelse. Andrea blev løsladt og fortsatte med at lære om Jehova. Hun blev hurtigt udøbt forkynder og forbereder sig nu til dåb.

Leidy udnyttede sit fængselsophold og oprettede 21 bibelstudier inden hun blev løsladt. Hun tager nu tilbage til fængslet tre dage om ugen for at følge interessen op.

På grund af hjemmesiden www.pr2711.com

Da et velklædt ægtepar og deres to børn en søndag i foråret 2011 trådte ind i en rigssal i Canada, regnede alle med at de var Jehovas Vidner på besøg fra en anden by. Dominic, en lokal menighedstjener, og den besøgende ægtemand, Marc-Andre, genkendte straks hinanden. For 17 år siden havde Dominic studeret Bibelen med ham. I de sidste to år havde Marc-André og hans kone, Josée, downloadet og læst Vagttårnet og Vågn op! fra hjemmesiden www.pr2711.com og var blevet klar over at hele familien burde tage til møde i rigssalen. Et bibelstudium kom straks i gang, og familien begyndte at komme til alle møderne. Efter kun to måneders bibelstudium begyndte de selv at have en ugentlig Teokratisk Familieaften. De gør stadig gode fremskridt, og Josée holdt sin første elevopgave på Den Teokratiske Skole i maj 2012.

’Han gav mig sin mad og sin hat’

Under et områdestævne i Chile i 2010 lagde tiårige Marcelo mærke til at den ældre mand der havde sat sig ved siden af ham, ikke havde nogen bøger med.

„Manden har ikke nogen bibel,“ hviskede han til sin mor.

„Så lad ham se sammen med dig,“ hviskede hun tilbage. Marcelo flyttede sig derefter helt hen til manden, der hed Victor, så de sammen kunne se i Bibelen når Marcelo slog skriftstederne op. Da det blev middagspause, sagde Marcelo til sin mor: „Han har ikke nogen madpakke.“ Hun foreslog ham at han gav Victor noget af sin mad. Så Marcelo gav ham en sandwich og en kop varm te. Mens Victor spiste, viste Marcelo ham alle de skriftsteder han kunne huske.

Under eftermiddagsprogrammet blev det meget varmt da de sad under den brændende sol. Marcelo vendte sig igen til sin mor, og sagde: „Han har ikke nogen hat.“

Moderen svarede: „Så giv ham din.“ Det gjorde han så. Da programmet sluttede, tog Marcelo og Victor afsked med hinanden.

Ved det næste års områdestævne gik Marcelo omkring for at se om Victor skulle være der. Til hans store glæde sad han der, og denne gang havde han slips på! Da Victor så Marcelo, udbrød han: „Denne unge mand er grunden til at jeg er her i dag. Sidste år fik jeg en indbydelse til stævnet, og jeg kom. Denne dreng lod mig se med i sin bibel og gav mig sin mad og sin hat. Nu studerer jeg Bibelen.“ Victor er siden blevet udøbt forkynder.

Ros fra en journalist

En kendt journalist i Venezuela beskrev i en avisklumme sin erfaring med den kundebetjening hun havde fået i et statsligt telefonselskab som hun havde ringet til for at få teknisk assistance. Den uhøflige og studse telefonist der havde taget telefonen, havde ikke været til nogen hjælp. Hendes andet opkald blev besvaret af en ung mand der præsenterede sig som „Misael“, og han besvarede hendes spørgsmål på en høflig og kompetent måde. Hun skrev: „Den venlighed, respekt, tjenstvillighed og samarbejdende indstilling som denne unge mand viste gennem hele forløbet, var helt enestående. Med hans hjælp fik jeg løst mit problem og lærte også hvad jeg skulle gøre hvis der opstod andre situationer.“

Da journalisten roste ham, fortalte Misael at han, som et af Jehovas Vidner, forsøger at behandle andre sådan som Jesus lærte os at gøre. Journalisten bad om at måtte tale med hans overordnede og udtrykte sin anerkendelse af Misaels fortræffelige service. Hun skrev i sin artikel at Misael er en eksemplarisk borger og et af Jehovas Vidner. Hun afsluttede sin klumme med ordene: „Vi har brug for nogle som ham på alle områder inden for den offentlige service.“

„Vær ikke stædige“

Femtenårige Gabriela der er døv, var lykkelig da hun i oktober 2011 blev døbt ved et områdestævne på tegnsprog i Ecuador. Hendes glæde var så stor at da hun om mandagen var kommet tilbage til skolen, spurgte hun sin lærer om hun måtte komme med en kort meddelelse til sine skolekammerater. Det gik læreren med til, og Gabriela stillede sig op foran hele klassen og sagde begejstret på tegnsprog: „Jeg vil gerne fortælle at jeg har været til et stævne fredag, lørdag og søndag og blev døbt som et af Jehovas Vidner. Jeg vil også gerne fortælle jer at vi lever ved afslutningen på denne tingenes ordning. Der er kun kort tid tilbage. Det er vigtigt at I gør de nødvendige forandringer. Vær ikke stædige. Frygt Gud!“ Det gjorde et dybt indtryk på hendes klassekammerater.

I spisefrikvarteret senere på dagen kom Katty, som var et uvirksomt Jehovas vidne og døv, hen til Gabriela og spurgte til stævnet. Gabriela sagde åbenhjertigt: „Det var et dejligt stævne. Men nu hvor jeg er et døbt Jehovas vidne, vil jeg være trofast mod Jehova. Så du skal vide at jeg ikke længere kan være ven med dig, for du lever ikke et rent liv. Hvis jeg er ven med dig, kan det påvirke mit venskab med Gud. Du må lave om på dig selv. Det er vigtigt at bede til Jehova og også tale med de ældste. Jeg ved at du kan ændre dig til det bedre.“ Takket være Gabrielas ligefremme og kærlige tilskyndelse talte Katty med de ældste, fik åndelig hjælp og blev igen aktiv i forkyndelsen.

Hun brugte lærerens bærbare computer

En 16-årig søster i USA blev af hele sin klasse udspurgt om sin tro, men hun havde ingen publikationer med sig, heller ikke Bibelen. Da hun gerne ville besvare spørgsmålene med skriftsteder, lånte hun lærerens bærbare computer og gik ind på hjemmesiden www.pr2711.com. Hun besvarede ikke alene alle deres spørgsmål, men viste dem også hvordan man bruger hjemmesiden. Hun forklarede at når som helst de havde bibelske spørgsmål, og der ikke lige var nogle Jehovas Vidner de kunne spørge, kunne de altid selv gå ind på vores hjemmeside og finde svarene. I løbet af ugen lagde hun mærke til at hendes klassekammerater havde færre spørgsmål end førhen. Da hun spurgte dem om grunden, svarede nogle at de ved hjælp af deres telefon af og til havde været inde på hjemmesiden. Det havde læreren også været.

ASIEN OG MELLEMØSTEN

• LANDE 48

• BEFOLKNINGSTAL 4.222.869.785

• FORKYNDERE 674.608

• BIBELSTUDIER 662.736

Landsbykonflikt afværget

En gruppe Jehovas Vidner i Indonesien var på vej til en begravelse og kom igennem en lille landsby. En pioner lagde mærke til nogle unge mennesker i vejkanten. Han talte med dem og gav dem brochuren Lyt til Gud og få evigt liv. Nogen tid senere kom en søster, der var på vej hjem, forbi det samme sted. En mand som stod med brochuren i hånden, standsede hende og takkede hende fordi hun havde givet hans børn den. „Den har reddet mine børns liv,“ sagde han. Søsteren, der ikke kendte noget til den tidligere samtale, spurgte hvad han mente. Faderen fortalte at de unge havde planlagt at angribe en bestemt landsby. Som det var skik og brug i området havde de til hensigt at hævne et overfald på en af deres venner. Men da de unge mænd læste brochuren, forstod de at folk som er onde mod andre, ikke vil få lov til at bo i det kommende paradis. Det fik dem til at falde til ro, så de opgav deres forehavende og tog hjem. En potentiel farlig konflikt var blevet afværget på grund af Bibelens budskab i brochuren.

En transvestit ændrer sig

Rek voksede op i en almindelig familie i Cambodja, men fra en meget tidlig alder følte både han og hans tvillingebror at de hørte til det kvindelige køn. De legede med dukker og kunne godt lide at klæde sig i pigetøj. Deres mor var forvirret og flov over det og vidste ikke hvordan hun skulle få dem til at holde op med det. De kunne tage i skole klædt som drenge, men skiftede til pigetøj lige så snart de kom derhen. Da de var 16 år, deltog de i en skønhedskonkurrence for transvestitter, og underholdningsindustrien fik øje på dem. De begyndte at blive brugt i tv-shows og komedier. Snart tillagde Rek sig en homoseksuel livsstil og kom sammen med andre transvestitter.

Reks mor begyndte at gå i kirke og fik Rek til at tage med. Selvom han gik med til at klæde sig i herretøj, nægtede han dog at lade sit lange hår klippe. Præsten kom ofte med nedværdigende bemærkninger til Rek og latterliggjorde hans livsstil. Alligevel ville Rek prøve at få bibelundervisning i kirken. Den første uge stod han tidligt op og cyklede de mange kilometer til kirken, men præsten følte sig ikke oplagt til at undervise og bad sig undskyldt. Rek var forarget da præsten den anden uge ikke engang viste sig.

Da Rek kom hjem, fortalte hans tvillingebror imidlertid at der havde været en dame som havde tilbudt et gratis bibelkursus. Hun havde efterladt bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Tvillingerne begyndte at studere med denne søster og hendes mand. Efter et halvt år mente Reks bror ikke at han var klar til at forandre sin måde at leve på, og han holdt op med at studere. Rek, derimod, var meget berørt af det der står i Første Korintherbrev 6:9, 10, og indså klart hvad han burde gøre. Flittigt studium, bibellæsning, bøn og møder hjalp ham til at få ryddet op i sit liv. Reks mor studerer også og gør gode fremskridt. Da Rek blev døbt, sagde hans mor med tårer i øjnene: „Jeg er så glad for at se min søn blive døbt som en mand.“ Han er nu pioner.

En okkultist omvender sig

Or-Ya udøvede okkultisme, var healer, vejleder og spåkone. Et specialpionerpar i Haifa, Israel, mødte hende i deres tjeneste fra hus til hus. Hun tog imod dem med ordene: „Hvis det er om Gud, så kom ind.“ Hendes hjem var fyldt med genstande der var forbundet med okkultisme og mystik. Hun påstod at hun modtog budskaber fra Gud, nogle af dem gennem en afdød rabbis ’ånd’.

Hun ville gerne tage imod tilbuddet om et bibelstudium ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Kun to dage før ægteparret kom til hendes hjem, havde hun bedt Gud om at sende nogen til hende som kunne lære hende om Bibelen uden nogen rabbinske fortolkninger. Inden der var gået en måned, spurgte hun dem: „Er der andre der tror det samme som jer?“ Hun var med til et menighedsmøde og var betaget af den varme og kærlighed der blev vist hende. Hun er kommet til møderne lige siden.

Efter to måneders studium spurgte Or-Ya angående et kommende stævne: „Er det ikke ved stævnerne man kan blive døbt? Så har I kun to måneder til at få mig gjort klar til dåb!“ Som en begyndelse smed hun alle sine dyre okkulte remedier ud. Så holdt hun op med sit virke som okkultist og begyndte at forkynde for andre, idet hun viste alle sine tidligere patienter og klienter bibelstudiebogen og bladene. Da hun blev syg, afholdt hun sig fra at ty til sine tidligere behandlingsmetoder. Eftersom hun nu havde opgivet sin tidligere profession, stod hun uden indkomst i fire måneder. Hun stillede imidlertid visse betingelser til et arbejde — hun ville kun arbejde fire dage om ugen og seks timer om dagen — så der var tid til teokratiske aktiviteter, og til sidst fandt hun et passende arbejde. Dernæst solgte hun sit store hus og lejede en lille lejlighed.

Or-Ya nåede at blive klar til dåb til tiden, men en uge før stævnet brækkede hun benet. Det lod hun sig ikke gå på af; hun blev døbt alligevel, men med benet i gips. I dag er Or-Ya travlt optaget af at forkynde, ikke mindst for tidligere klienter, og hun leder også bibelstudier.

Et kultmedlem finder sandheden

I et afsidesliggende bjergområde i Filippinerne blev der oprettet et bibelstudium med to døve tvillingebrødre. De tilhørte begge en kult som mente at man var beskyttet mod at blive skadet af våben så længe man bar visse amuletter og tørklæder. De var blevet trænet i at bruge forskellige slags knive samt geværer og havde deltaget i mange kampe mod oprørsgrupper i bjergene. Kulten tillod dem at studere Bibelen med Jehovas Vidner ud fra den antagelse at Vidnerne ikke ville tvinge dem til at forlade kulten.

Brødrene tilskyndede naturligvis tvillingerne til at træffe deres egen beslutning på baggrund af det de lærte ud fra Bibelen. Den ene af tvillingerne følte ikke at han kunne gøre de nødvendige forandringer i sit liv for at tjene Gud på en antagelig måde. Den anden blev derimod ved med at studere. Broderen der studerede med ham, ville gerne opmuntre ham, så han slog op i Bibelen og forklarede på tegnsprog: „Dit navn, Samuel, står i Bibelen. Bibelens Samuel tjente den sande Gud, Jehova, til han var meget gammel. Du kan også trofast adlyde Jehova.“ Disse ord gjorde indtryk på Samuel. Han tænkte: „Hvis mit navn står i Bibelen, så må jeg også stille mig på Jehovas side.“ Han meddelte kulten at han ville forlade bjergene, og han brændte alle sine amuletter og okkulte genstande og gjorde hurtigt fremskridt. Han er nu en døbt tjener for Jehova og hjælper nidkært andre døve til kundskab om sandheden fra Bibelen.

Et barn udsættes for modstand

Rajiv bor i en afsidesliggende landsby i det nordlige Indien. Da han var ni år og gik i fjerde klasse, underviste hans skolelærer, som var et af Jehovas Vidner, børnene i Bibelens moralnormer ved hjælp af bogen Lyt til den store Lærer. Rajiv sugede oplysningerne til sig og begyndte at følge det han lærte. Han sagde til sin lærer at han var holdt op med at lyve og at slås med sine skolekammerater og nu delte sin madpakke med dem der ingen havde.

Da han lærte mere om det kommende paradis på jorden, begyndte han at fortælle den gode nyhed til folk i landsbyen og folk han mødte i toget. Hans forældre syntes ikke om det og var flove over ham. De forlangte at han skulle holde op med at tale om Jehova og Jesus. Da han fortsatte, begyndte de at slå ham, og hans mor tog hans tøj fra ham når han kom fra skole så han ikke kunne gå ud og tale om sin nye tro. Han fik heller ikke lov til at sove i sin seng, og de rationerede hans mad. Da alle disse tiltag slog fejl, tilkaldte de en præst der skulle få ham på andre tanker.

Præsten blev hos dem i flere dage og forsøgte at tvinge Rajiv til at bøje sig for en afgud. Da Rajiv sagde at afguden bare var en sten og ikke en levende Gud, svarede præsten at Rajiv skulle „se på den med hjertet“. Kun da ville han „se“ gud i den. Rajiv tog et stykke papir og skrev „100 rupier“ på det. Han gav sedlen til præsten og bad ham købe noget chokolade for den og give ham byttepengene tilbage. Præsten sagde at så dum var han ikke; det var jo kun et stykke papir uden værdi. „Hvis du ser på sedlen med hjertet,“ svarede Rajiv, „vil du se hvor meget den virkelig er værd.“ Rasende tvang præsten drengens hoved ned foran afguden. „Du har tvunget mit hoved til at bøje sig for denne afgud, men du vil aldrig kunne bøje mit hjerte,“ sagde Rajiv. Til sidst forlod præsten familien, idet han erklærede at det var umuligt at omvende drengen, og hvis han blev der længere, ville han selv miste troen. Rajivs forældre flyttede derefter Rajiv til en anden skole. Men han er ikke holdt op med at tale med alle der vil lytte til det han fortæller om Jehova og det lovede paradis. Nu hvor Rajiv er ti år, stoler han stadig på at Jehova vil hjælpe ham til at bevare en stærk tro.

Hun fandt den bibel hun ledte efter

Da Larisa forkyndte for en af de ansatte i en boghandel i Armenien, kom en kvinde ind og spurgte ekspedienten om de havde en „Ny Verden-bibel“. Ekspedienten sagde at hun ikke havde sådan en bibel, men kunne tilbyde hende en almindelig armensk oversættelse. „Er den let at forstå?“ spurgte kunden. Ekspedienten læste nogle få vers og sagde: „Det lyder forståeligt.“ Kunden var ikke helt overbevist og insisterede på at hun måtte finde en „Ny Verden-bibel“. Larisa kom nu i tanker om at hun havde sin egen armenske bibel i tasken. Hun viste kvinden den og bad hende læse titlen. Kvinden læste: „Ny Verden-Oversættelsen.“ Det var lige den bibel hun ledte efter!

Kunden fortalte at hendes datter og svigersøn i Grækenland lige var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Da de endnu ikke kunne græsk, havde de bedt deres mor om at tage „Ny Verden-Oversættelsen“ på armensk med når hun skulle besøge dem. Vores søster gav damen Bibelen og sagde: „Giv dem denne bibel, og sig at den er en gave fra Jehova.“ Damen tog også med glæde imod Larisas tilbud om et bibelstudium. De udvekslede telefonnumre så hun kunne begynde at studere så snart hun kom hjem fra Grækenland.

EUROPA

• LANDE 47

• BEFOLKNINGSTAL 738.679.198

• FORKYNDERE 1.595.888

• BIBELSTUDIER 841.260

Hun afleverede pungen

Nina, en pionersøster i Bosnien, studerede med en roma-familie. En dag da familiens tiårige datter gik ned ad gaden, fandt hun en pung der indeholdt penge, kreditkort og personlige papirer. Før familien havde fået kendskab til sandheden, ville hun have betragtet fundet som en værdifuld gave, men efter en samtale med sin mor besluttede hun at aflevere pungen til politiet. Det var en bemærkelsesværdig beslutning, for familien var fattig og havde ikke engang råd til at købe brød. Omkring to timer efter at have givet en overrasket politimand pungen blev de ringet op og spurgt om de kunne komme tilbage til politistationen. Pungens ejermand ventede på dem for at sige tak og tilbyde dem en findeløn. Han gav dem hvad der svarer til cirka 200 kroner, eller to dages løn.

Artiklen vakte hans interesse

Nihad, der bor i Bosnien, var færdig i tjenesten og på vej hen til sin bil. Her så han en mand der stod ved siden af den. Da Nihad hilste på ham, sagde manden: „Undskyld, men jeg lagde mærke til at du har et blad liggende i bilen med artiklen ’Hvordan man kan være en god far’. Det blad kunne jeg godt tænke mig at læse. Jeg har ventet i omkring en time på at ejermanden skulle komme. Kunne jeg få det?“ Nihad gav ham med glæde bladet og benyttede lejligheden til at aflægge et vidnesbyrd.

En besætning på et tankskib opmuntres

Da to forkyndere i Holland var på havneforkyndelse i Rotterdam, mødte de på et tankskib en meget nedslået besætning. Med tårer i øjnene fortalte maskinmesteren dem at skibet havde været ude for en hel række ulykker, blandt andet havde det flere gange været tæt på kollisioner og havde været udsat for skader. Han spurgte derfor: „Vil I ikke godt bede for os?“ Forkynderne tilbød at holde et opmuntrende bibelsk foredrag for besætningen. Næste aften klokken syv blev de to forkyndere samt to andre par modtaget på skibsbroen. Der var samlet 15 af de 16 besætningsmedlemmer. Brødrene indledte med en bøn, og derefter talte en af dem over emnet „Er Gud skyld i ulykker?“ Besætningen kunne følge med i Bibelen fordi forkynderne havde taget flere bibler med og hjalp alle til at slå skriftstederne op. Efter en afsluttende bøn blev alle siddende og talte med brødrene. Sømændene følte at de var blevet trøstet og var taknemmelige. En sagde: „Det var svaret på vores bønner.“ Besætningen fik 20 bøger foruden bibler og andre publikationer, hvorefter kaptajnen gav forkynderne en konvolut som indeholdt omkring 1200 kroner som bidrag for publikationerne.

Hun bad om at få mulighed for at hjælpe nogen

Irene som bor i Sverige, skrev: „Jeg er 80 år og har smerter der forhindrer mig i at komme ud i tjenesten. Jeg havde bedt til Jehova om at få mulighed for at hjælpe nogen som jeg tidligere har besøgt, og som nu ville være indstillet på samtaler eller besøg.

En dag ringede telefonen, og min mand tog den. Det var en kvinde der sagde: ’Undskyld, men I var de eneste jeg kunne komme i tanker om, så derfor har jeg ringet til jer. Har din kone lyst til at komme og drøfte Bibelen med mig? Jeg har studeret for 15 til 20 år siden, men min daværende mand var imod det, så derfor holdt jeg op.’

Jeg huskede at jeg havde besøgt kvinden sammen med en anden søster, som ledte studiet med hende. Til min forbavselse kunne kvinden huske mig. Det var med glæde jeg sagde ja til at mødes med hende. Siden da har vi studeret hver uge. Hun var med til mindehøjtiden og særforedraget. Hun har også været med til flere andre møder. Jeg takker hver dag Jehova for at han besvarede min bøn.“

Ingen chokolade i bidragsbøssen

Otteårige Sergio i Italien ville gerne overbevise de ældste om at han var klar til at blive udøbt forkynder. En dag da hans far i forbindelse med sit arbejde skulle ud til et ægtepar i halvfjerdserne for at reparere deres lås, fulgte Sergio med. Sergio havde taget et par blade med sig. Han fortæller: „Mens min far arbejdede, tilbød jeg manden bladene, og han var så forbavset at han kaldte på sin kone og viste hende dem. Jeg skrev deres navn, adresse og telefonnummer ned så jeg kunne besøge dem igen. Damen gav mig alle oplysningerne og forærede mig en stor plade chokolade.“ Nogen tid efter tog Sergio en af de ældste med på genbesøg. Sergio ringede på, og da konen lukkede op, fortalte han at han gerne ville give dem bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Den ville konen meget gerne have. Så fik han igen noget chokolade. „Jeg kunne ikke lægge chokoladen i bidragsbøssen, så jeg spiste den,“ sagde Sergio og tilføjede: „Men nu forstod de ældste endelig hvor meget jeg ønskede at blive udøbt forkynder.“

Præsten ville gerne vide mere

Simeon i Bulgarien var præst i en kirke i byen Gurkovo hvor der ikke er nogen Jehovas Vidner. Gennem sit studium af Bibelen var han blevet klar over forskellen på Bibelens lære og kirkens lære. En dag hvor han rejste med tog, fik han et par af vores blade. Han blev begejstret over at finde ud af at Jehova er den sande Gud, og at der ikke er nogen treenighed. Ivrig efter at lære mere skrev han til afdelingskontoret og til alle de kirker han kendte. Kun én kirke svarede tilbage og sagde at han ikke skulle bekymre sig om „sådan noget nonsens“. I modsætning hertil sørgede afdelingskontoret for at han fik besøg af to forkyndere fra Kazanlak, 35 kilometer derfra. De begyndte at studere Bibelen med Simeon og hans familie. Simeon var så glad for det han lærte, at han inviterede naboer og venner med til studiet. Snart var der 25 med til det ugentlige bibelstudium. En 75-årig nabo der for første gang var med til en af de bibelske drøftelser, sagde med tårer i øjnene: „Jeg har lært mere på én time end efter 30 års kirkegang.“ Op til 60 overværer de møder som brødrene fra Kazanlak holder i Gurkovo hver måned, og 79 var med til mindehøjtiden.

„Bliv ved med at følge den vej“

Valya, en 15-årig søster i Ukraine, lagde mærke til at hendes lærer kom i skole klædt i sort, og at hun havde grædt. Valya fandt ud af at læreren havde mistet sin mor og besluttede at trøste hende med skriftsteder om opstandelsen. Hun tog derfor en bibel og de to brochurer Hvad sker der med os når vi dør? og Når man mister en man holder af med i skole. Og hun besluttede at hun ville henvende sig til læreren når skoledagen var omme. Hun sagde: „Mens jeg ventede på hende uden for kontoret, var jeg meget nervøs, så jeg bad til Jehova om han ville hjælpe mig.“

Da Valya kom ind på kontoret, spurgte læreren hvad hendes ærinde var.

„Jeg vil gerne trøste dig fordi jeg ved hvordan du har det. For nogle år siden mistede jeg min bedstefar.“

Læreren var rørt til tårer over Valyas omsorg. Hun sagde at hverken hendes slægtninge eller kolleger havde vist hende en sådan oprigtig medfølelse. Valya læste og forklarede Åbenbaringen 21:3, 4, for hende, hvorefter læreren tog imod brochurerne og sagde: „Du er meget anderledes end de andre elever.“

Valya sagde: „Jeg bestræber mig for at læse i Bibelen og leve efter den, og jeg lytter til mine forældre.“

På lærerens anmodning tog Valya en bibel og bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med til hende. Læreren var igen meget taknemmelig og sagde til Valya: „Din religion er den sande tro, og du har meget gode forældre som lærer dig det rigtige. Bliv ved med at følge den vej.“

Hun ringede til det forkerte nummer

Den første dag ved områdestævnet i 2011 i Malakasa, Grækenland, ringede Natalie fra sin mobiltelefon til sin far angående en bus til stævneområdet. Men hun kom til at ringe til et forkert nummer, og ingen svarede. Lidt senere så den mand hun fejlagtigt havde ringet til, nummeret og ringede op for at finde ud af hvem der havde ringet. Nu var stævneprogrammet imidlertid begyndt, og selvom Natalie havde haft til hensigt at slukke sin mobiltelefon, kom hun i stedet til at modtage opkaldet. Uden at hun var klar over det, kunne manden derfor lytte med til noget af ordstyrerens tale, og det vakte hans interesse.

Senere sendte manden hende en sms med ordlyden: „Hvem er du? Er du præst?“ Efter at formiddagens program var forbi, så Natalie beskeden og svarede: „Jeg er ikke præst. Jeg er et af Jehovas Vidner, og jeg er til et stævne.“

Manden ringede igen om lørdagen for at spørge om der stadig var stævne. Natalies far fik aflagt et lille vidnesbyrd for ham, hvorefter manden sagde: „I det foredrag jeg hørte over telefonen, fik jeg i løbet af få minutter svar på mange af de spørgsmål der har optaget mig.“ Det viste sig at mandens familie havde været udsat for angreb fra dæmoner og ikke havde nogen anelse om hvem disse ånder var, eller hvorfor det skete. Han forklarede: „Jeg har aldrig haft lyst til at tale med Jehovas Vidner før nu, men hvis det kan lade sig gøre, vil jeg gerne i kontakt med ham der holdt det foredrag.“

Det kunne naturligvis lade sig gøre. Manden kom til stævnet om søndagen og var helt målløs over det han så — velklædte familier og glade ansigter. Der lå ikke affald rundt omkring, og der var ingen der talte et dårligt sprog eller røg. „Jeg anede ikke at der fandtes mennesker som jer på denne planet,“ sagde han. „Det er som om jeg er kommet ind i en helt anden verden.“ Natalies far viste ham hen til ordstyrerens kontor, og her fik han en samtale med ordstyreren. Selve stævnet og de spørgsmål manden havde fået besvaret, gjorde et stort indtryk på ham. Han fik Hvad er det Bibelen virkelig lærer? samt en bibel og nogle blade, og der blev truffet aftale om at besøge ham.

OCEANIEN

• LANDE 29

• BEFOLKNINGSTAL 38.495.300

• FORKYNDERE 94.924

• BIBELSTUDIER 59.431

„Den smukkeste sang jeg nogen sinde har hørt“

På Savaii, Samoa, begynder en skoledag almindeligvis med at alle på skolen samles og synger en salme. Men Celina på fem år og Levaai på seks år fortalte respektfuldt skolelederen at de var Jehovas Vidner og derfor ikke kunne synge med. Det var modigt, for det kunne medføre en streng straf at nægte at deltage. Men skolelederen mente øjensynlig at han kunne få børnene til at adlyde hvis han bragte dem i forlegenhed, så han sagde: „Jamen hvis I ikke kan synge vores sang, så syng en af jeres egne.“ Celina og Levaai valgte at synge sang nummer 111: „Han vil kalde,“ som de lige havde lært under deres Teokratiske Familieaften. Efter sangen stod skolelederen med tårer i øjnene. Han sagde: „Det er den smukkeste sang jeg nogen sinde har hørt. Vil I ikke nok synge den igen?“ Da de havde gjort det, sagde han: „Fra nu af vil jeg bede jer om at synge jeres egne sange og ikke vores.“

Han havde bedt til Jesus i hele sit liv

En mand på Fiji der var præst i en lokal kirke, besluttede at lytte med hos en der blev studeret med. Under studiet fremgik det at Jesus ikke er Gud. Det grublede han så meget over at han ikke kunne sove. Hans kone der så hvor oprevet han var, sagde: „Lad være med at tage hen og lytte til de mennesker igen.“ Men han kunne ikke lade være med at tænke på det. Ugen efter var han igen med til bibelstudiet. Kun få dage efter det andet bibelstudium og uden selv at have haft et studium, tog han hen i sin kirke og sagde sit job som præst op. Det gjorde hans familie og kirkens medlemmer chokerede og vrede. Ikke alene forlod han kirken, men han vendte også ryggen til et vellønnet job. Ud fra Bibelen kunne han godt se sandheden om Jesus, men det var svært for ham at bede til Jehova, for i hele sit liv havde han bedt til Jesus. Der gik mange måneder før han endelig kunne bede til Jehova. Nu forkynder han den gode nyhed for andre og hjælper dem til at lære Jehova at kende og få kærlighed til ham.

Et lille øsamfund med en velvillig indstilling til sandheden

Der bor kun 62 på den lille Stillehavsø Makatea. En menighed af Jehovas Vidner på Tahiti tager sig af disse menneskers åndelige behov og leder regelmæssigt et bibelstudium over telefonen med ni af øens beboere. Op til 15 mødes hos en af disse bibelstudieelever og lytter via telefonen til møderne, som holdes på Tahiti. Blandt disse der nu studerer Bibelen, er en ung kvinde der var en aktiv støtte i sin kirke, og som man forventede skulle udnævnes til diakonisse. For ikke så længe siden henvendte hun sig til kirken og forklarede hvorfor hun ikke længere overværede gudstjenesterne der. Hun viste ud fra Bibelen hvorfor en kvinde ikke må undervise i menigheden. Hun forklarede også hvilken opgave Jesus Kristus har, og betydningen af Herrens aftensmåltid, der kun skal holdes en gang om året og ikke hver søndag. Hun kunne også forklare at det kun er 144.000 der skal være sammen med Kristus i himmelen, og at det kun er dem der må tage af symbolerne ved mindemåltidet. Tilskyndet af hendes eksempel forlod endnu en kvinde kirken, og hun studerer nu regelmæssigt Bibelen med forkynderne.

Familien tog imod indbydelsen

I forbindelse med bestræbelserne for at invitere uvirksomme til højtiden til minde om Kristi død besøgte to ældste i Salomonøerne Joshua, der ikke havde været til møderne siden 1998. Sammen med 20 fra sin familie gik Joshua i to timer for at komme til mindehøjtiden. Den varme velkomst menigheden gav dem, fik tårerne frem i Joshuas øjne. Mange i familien kom også til særforedraget og sagde bagefter til de ældste at de gerne ville have et bibelstudium. Der blev truffet aftale om at studere med 15 af dem.

Han kendte svaret

Der er mere end 1000 øer og atoller som hører under afdelingskontoret i Guam, hvoraf over 100 er beboede. Men kun 13 af disse øer ligger i nærheden af en menighed. Mange af øerne er aldrig blevet besøgt af Jehovas Vidner, så brødrene er hele tiden opmærksomme på hvordan de kan nå øboerne med sandheden. I april 2012 tog en lille gruppe forkyndere med sejlbåd til Polowat, en af de mest isolerede øer. Polowat er så godt som uden kontakt med verden udenfor. Mændene går i lændeklæder, bygger kanoer af udhulede træstammer og lever af det de kan dyrke og finde i naturen.

En af dem der var med på forkynderturen, spurgte en ung mand på øen: „Hvad sker der med os når vi dør?“

„Det ved jeg godt,“ udbrød den unge mand. Han sprang op, tog bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden på chuukesisk ned fra hylden, åbnede den og fandt indholdsfortegnelsen. Han pegede på kapitel 8 der hedder: „Hvad sker der når vi dør?“ og fortalte ivrigt hvad han havde lært ud fra bogen.

Men hvordan havde han fået den bog? I 2009 havde forkyndere på hovedøen i Chuuk forkyndt på havnen. De ville finde folk der sejlede til de afsidesliggende øer, og give dem nogle eksemplarer af ’Paradisbogen’. En mand der skulle til Polowat, havde med glæde sagt ja til at tage en hel kasse bøger med som han kunne dele ud af til sine naboer, og en af dem var den unge mand.

Før forkynderne forlod Polowat, besøgte de den unge mand flere gange for at opmuntre ham og vise ham hvordan han selv kunne studere. De lærte ham også at slå skriftsteder op og notere vigtige ting i margenen af bogen.

Det er dejligt at vide at selv på disse fjerne øer, hvor der ikke findes fjernsyn, radio, aviser eller internet, hjælper vores publikationer folk til at lære sandheden at kende på deres modersmål.

Tre kugler, tre grunde

Anna var udøbt forkynder og lidt over 20 år da borgerkrigen på Bougainville (tilhørende Papua Ny Guinea) tog til i styrke. I 1991 var hun med i en gruppe på seks voksne og syv børn fra menigheden i Arawa der blev tvunget til at flygte ud i bushen med kun nogle få ejendele. I to år boede de i forladte huse og måtte søge efter føde. De holdt møderne ved hjælp af de to eneste bøger de havde, Annas bibel og et eksemplar af Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud. De bad sammen, sang Rigets sange og forkyndte for dem de mødte.

Medlemmer af revolutionshæren fandt dem og ville have de to brødre i gruppen til at slutte sig til hæren, men de respekterede Vidnerne for deres neutrale holdning. En soldat viste på et tidspunkt Anna tre kugler og sagde: „Gift dig med mig eller dø!“ Hun gav ham tre grunde — en for hver af kuglerne — til at hun ikke kunne gifte sig med ham, hvoraf den vigtigste var at Bibelen siger at man ’kun må gifte sig i Herren’. (1 Kor. 7:39) Manden drejede rundt og gik sin vej.

I 2012 hørte Anna, der nu var blevet pioner, at der var et stort behov for forkyndere i Arawa. Sammen med sin pionermakker vendte hun tilbage dertil for at hjælpe med at oprette en isoleret gruppe. Hun blev spurgt om det var svært for hende at vende tilbage til det sted hvor hun havde set så mange myrderier og oplevet så store trængsler under krigen. „Jeg føler kun glæde ved at komme tilbage hertil,“ svarede hun. „Intet kan standse Jehovas arbejde, ikke engang en borgerkrig.“