1 Joh. 3:4, 8: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed. Den der øver synd er af Djævelen.“ (Det siges meget direkte. De der med overlæg vælger at handle syndigt og gør synden til en vane, ligestilles af Gud med lovovertrædere, kriminelle. De vælger samme kurs som Satan i sin tid valgte.)

Rom. 5:8, 10: „Kristus døde for os mens vi endnu var syndere. . . . da vi var fjender, blev [vi] forligt med Gud gennem hans søns død.“ (Læg mærke til at syndere betegnes som Guds fjender. Vi gør derfor klogt i at benytte os af den foranstaltning Gud har truffet til at vi kan blive forligt med ham.)

1 Tim. 1:13: „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed [siger apostelen Paulus], fordi jeg var uvidende og handlede uden tro.“ (Men da Paulus først havde fået anvist den rette vej af Herren, fulgte han den trofast og forlod den ikke.)

2 Kor. 6:1, 2: „Idet vi samarbejder med Gud retter vi også en indtrængende anmodning til jer om ikke at forfejle hensigten med at I har taget imod hans ufortjente godhed. Han siger jo: ’På en velkommen tid bønhørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig.’ Se! Nu er det en særlig velkommen tid. Se! Nu er det en frelsens dag.“ (Det er nu der er mulighed for frelse. Guds ufortjente godhed mod syndige mennesker varer ikke evigt. Vi må derfor passe på at vi ikke forfejler hensigten med den.)

Treenighed

Definition: Læren om treenigheden er kristenhedens kirkers centrale dogme. Ifølge Den Athanasianske Trosbekendelse består Guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden) som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger at de tre „personer“ ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Nogle tilhængere af treenighedslæren understreger som deres tro at Jesus Kristus er Gud, eller at Jesus Kristus og Helligånden er Jehova. Ikke en bibelsk lære.

Hvad er oprindelsen til treenighedsdogmet?

The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Sjema i Det gamle Testamente: ’Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én’ (5 Mos. 6:4). . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid. . . . I slutningen af det 4. århundrede . . . havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form som har holdt sig siden da.“ — 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.