KAJFAS

(Kajʹfas).

Josef Kajfas var ypperstepræst under Jesu jordiske tjeneste. (Lu 3:2) Han var ypperstepræsten Annas’ svigersøn (Joh 18:13; se ANNAS) og blev indsat i embedet af Pontius Pilatus’ forgænger, Valerius Gratus, omkring år 18 (nogle siger dog så sent som år 26). Han beholdt embedet indtil omkring år 36, længere end nogen af sine umiddelbare forgængere, hvilket skyldtes hans dygtige diplomati og snævre samarbejde med det romerske styre. Han og Pilatus var efter sigende gode venner. Kajfas var saddukæer. — Apg 5:17.

Som en af de førende i sammensværgelsen mod Jesus forudsagde Kajfas — dog ikke ud fra sine egne ideer — at Jesus snart skulle dø for nationen, og han satte alt ind på at få det til at gå i opfyldelse. (Joh 11:49-53; 18:12-14) Da Jesus blev forhørt af Sanhedrinet, sønderrev Kajfas sine yderklæder og sagde: „Han har spottet Gud!“ (Mt 26:65) Da Jesus stod for Pilatus, var Kajfas uden tvivl til stede blandt dem der råbte: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ (Joh 19:6, 11) Han var med til at bede om at få Barabbas fri i stedet for Jesus (Mt 27:20, 21; Mr 15:11); han var med til at råbe: „Vi har ingen anden konge end kejseren“ (Joh 19:15); og han var med til at protestere mod indskriften over Jesu hoved: „Jødernes konge“ (Joh 19:21).

Efter Jesu død fortsatte Kajfas med ivrigt at forfølge den nyoprettede kristne menighed. Apostlene blev slæbt for de øverste præster, deriblandt Kajfas, og fik strenge påbud om at holde op med al forkyndelse, ja, de blev truet og pisket, men alt sammen til ingen nytte. Uanset hvad Kajfas gjorde, ’fortsatte de hver dag med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed’. (Apg 4:5-7; 5:17, 18, 21, 27, 28, 40, 42) Snart blev Kajfas også skyldig i udgydelsen af den retfærdige Stefanus’ blod, og senere gav han Saulus fra Tarsus anbefalingsbreve med så den morderiske kampagne mod de kristne kunne blive udstrakt til Damaskus. (Apg 7:1, 54-60; 9:1, 2) Ikke længe efter blev han imidlertid afsat af den syriske legat Vitellius.