DEN 14. april 1989 var jeg i gang med at lede et møde i byen Maumere, der ligger på øen Flores, da agenter fra regeringen brasede ind og arresterede mig og tre andre.

Betjentene ved det lokale fængsel forsøgte at tvinge os til at hylde flaget. Da vi nægtede, slog og sparkede de os og tvang os til at stå ude i stegende sol i fem dage. Om natten rystede vi af kulde på de hårde betongulve i vores små celler. Vi var beskidte, udmattede og ømme efter mishandlingen. Fængselsinspektøren opfordrede os gentagne gange til at gå på kompromis, men vi svarede: “Til den dag vi dør, vil vi ikke hylde flaget.” Som utallige kristne før os så vi det som en ære at “lide for retfærdigheds skyld”. – 1 Pet. 3:14.

DEN 19. januar 1999 udløste voksende fjendtlighed mellem muslimer og kristne en eksplosion af vold omkring tre kilometer fra mit hjem. Situationen var kaotisk.a

Efter at jeg havde sørget for at min familie var i sikkerhed, ringede jeg til andre forkyndere for at høre hvordan de havde det. Jeg opfordrede dem til at forholde sig i ro og undgå farlige områder. Senere besøgte de ældste hjorden for at styrke dem åndeligt og tilskynde dem til at holde møderne i små grupper.

Afdelingskontoret opfordrede os på det kraftigste til at evakuere forkyndere der boede i udsatte områder, og den vejledning gav vi videre til flere familier. En bror der nægtede at forlade sit hjem, blev senere slået ihjel af en bevæbnet pøbel. Men alle der fulgte vejledningen fra afdelingskontoret, overlevede.