Jesus og hans disciple har overnattet tre gange i Betania siden de kom fra Jeriko. Nu er det tidligt om morgenen mandag den 10. nisan, og de er på vej til Jerusalem. Jesus er sulten. Så da han ser et figentræ, går han hen til det. Er der figner på det?

Det er sidst i marts, men det er ikke figensæson før i juni. Træet er sprunget ud tidligt, så Jesus tænker at de første figner måske allerede er kommet frem. Men skinnet bedrager; der er ikke nogen frugter på træet. Jesus siger til det: “Ingen skal spise frugt fra dig mere.” (Markus 11:14) Træet begynder med det samme at visne, og betydningen af dét bliver klarlagt den næste morgen.

Inden længe når Jesus og disciplene til Jerusalem. Han går ind i templet, som han eftermiddagen forinden har inspiceret. I dag gør han mere end bare at inspicere; han gør noget i stil med det han gjorde for tre år siden, i påsken år 30. (Johannes 2:14-16) Denne gang ‘jager han dem ud der sælger og køber i templet’. Han vælter også “pengevekslernes borde og duesælgernes bænke”. (Markus 11:15) Han lader ikke engang nogen der bærer ting fra én bydel til en anden, skyde genvej gennem tempelforgården.

Hvorfor handler Jesus så resolut over for dem der veksler penge og sælger dyr i templet? Han siger: “Står der ikke skrevet: ‘Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationer’? Men I har gjort det til et tilholdssted for røvere.” (Markus 11:17) Grunden til at han kalder disse mænd for røvere, er at de kræver helt urimelige priser af dem der skal købe dyr til at ofre. Jesus betragter deres metoder som pengeafpresning, eller røveri.

De øverste præster, de skriftlærde og folkets førende mænd hører selvfølgelig om det Jesus har gjort, og de reagerer ved at intensivere deres indsats for at få ham dræbt. Men de har et problem. De ved ikke hvordan de skal skaffe Jesus af vejen, for der er hele tiden folk omkring ham der vil høre hvad han siger.

Det er ikke kun jøder men også proselytter, nogle der er konverteret til jødedommen, der er i Jerusalem i forbindelse med påsken. Blandt dem er der nogle grækere der er kommet for at tilbede ved højtiden. De kommer hen til Filip, måske på grund af hans græske navn, og beder om at se Jesus. Måske er Filip usikker på om sådan et møde er passende, så han drøfter det med Andreas. De to går til Jesus, som åbenbart stadig er i templet.

Jesus ved at han skal dø om nogle få dage, så tiden er ikke inde til at tilfredsstille folks nysgerrighed eller forsøge at blive populær. Han svarer de to apostle med en illustration: “Tiden er kommet hvor Menneskesønnen skal ophøjes. Jeg siger jer som sandt er: Hvis ikke hvedekernen kommer i jorden og dør, bliver der ved med kun at være én kerne, men hvis den dør, bærer den meget frugt.” – Johannes 12:23, 24.

Én hvedekerne er måske ikke af stor værdi. Men hvis den kommes i jorden og “dør”, vil den spire og sætte aks der giver mange kerner. Som en parallel er Jesus én fuldkommen mand, men ved at være trofast mod Gud til sin død vil han gøre det muligt for andre der har den samme selvopofrende indstilling, at få evigt liv. Derfor siger Jesus: “Den der elsker sit liv, mister det, men den der er villig til at miste sit liv i denne verden, vil bevare det og få evigt liv.” – Johannes 12:25.

Jesus har ikke kun sig selv i tanke, for han siger: “Hvis nogen vil tjene mig, så lad ham følge mig, og der hvor jeg er, vil min tjener også være. Hvis nogen vil tjene mig, vil Faren ære ham.” (Johannes 12:26) Sikke en belønning! Dem som Faren ærer, vil være sammen med Kristus i Riget.

Med tanke på de store lidelser og den pinefulde død der venter ham, siger Jesus: “Nu er jeg dybt foruroliget, og hvad skal jeg sige? Far, red mig ud af denne time.” Men Jesus ønsker at Guds vilje skal ske. Han tilføjer: “Dog, det er derfor jeg er kommet til denne time.” (Johannes 12:27) Jesus er helt indstillet på at gennemføre Guds hensigt, også i forbindelse med sin egen offerdød.

Mandag den 10. nisan taler Jesus i templet om sin forestående død. Han er bekymret over hvordan det vil berøre Guds omdømme, og siger: “Far, ophøj dit navn.” En kraftig stemme fra himlen svarer: “Jeg har ophøjet det og vil ophøje det igen.” – Johannes 12:27, 28.

De der står i nærheden, forstår ikke hvad der er sket. Nogle tror at det er torden de har hørt. Andre siger: “En engel har talt til ham.” (Johannes 12:29) Men de har faktisk hørt Jehova tale! Og det er ikke første gang nogle har hørt Guds stemme i forbindelse med Jesus.

Da Jesus blev døbt tre og et halvt år tidligere, hørte Johannes Døber Gud sige om Jesus: “Det er min Søn, som jeg elsker og har godkendt.” Senere, efter påsken i år 32, blev Jesus forvandlet foran Jakob, Johannes og Peter. De hørte Gud erklære: “Det er min Søn, som jeg elsker og har godkendt. Lyt til ham.” (Matthæus 3:17; 17:5) Men nu, tredje gang, taler Jehova på en måde så mange kan høre det!

Jesus siger: “Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres skyld.” (Johannes 12:30) Det er et bevis på at han virkelig er Guds Søn, den lovede Messias.

Jesus har været trofast gennem hele sit liv. Derved har han givet mennesker et godt eksempel på hvordan man skal leve, og bekræftet at Satan Djævelen, denne verdens hersker, fortjener at blive udslettet. Jesus siger: “Nu bliver denne verden dømt. Nu vil denne verdens hersker blive kastet ud.” Jesus’ forestående død vil ikke være et nederlag, men en sejr. Hvordan det? Han forklarer: “Når jeg bliver hævet op fra jorden, vil jeg drage alle slags mennesker til mig.” (Johannes 12:31, 32) Ved sin død på en pæl vil Jesus drage andre til sig, han vil åbne vejen til evigt liv.

Som en reaktion på Jesus’ kommentar om at blive “hævet op” siger folkemængden: “Vi har hørt fra Loven at Kristus bliver til evig tid. Hvordan kan du så sige at Menneskesønnen skal hæves op? Hvem er den Menneskesøn?” (Johannes 12:34) På trods af alle beviserne, deriblandt at de har hørt Guds egen stemme, anerkender de fleste ikke at Jesus er den sande Menneskesøn, den lovede Messias.

Nu omtaler Jesus sig selv som lyset, ligesom han tidligere har gjort. (Johannes 8:12; 9:5) Han tilskynder folkemængden: “Lyset vil være blandt jer lidt endnu. I skal vandre mens I stadig har lyset, så mørket ikke overvælder jer ... Tro på lyset mens I har lyset, så I kan blive lysets sønner.” (Johannes 12:35, 36) Herefter trækker Jesus sig tilbage, for det er ikke den 10. nisan han skal dø. Det er påskedag, den 14. nisan, han vil blive “hævet op” – naglet til en pæl. – Galaterne 3:13.

Når man ser tilbage på Jesus’ tjeneste, er det tydeligt at dét at jøderne ikke troede på ham, var en opfyldelse af en profeti. Esajas forudsagde at folks øjne ville være klæbet til, og at deres hjerte ville være uimodtageligt så de ikke ville vende om og blive helbredt. (Esajas 6:10; Johannes 12:40) Ja, de fleste jøder nægter stædigt at anerkende vidnesbyrdene om at Jesus er deres lovede befrier, vejen til livet.

Nikodemus, Josef fra Arimatæa og mange andre ledere ‘tror faktisk på Jesus’. Men vil de stå ved deres tro, eller vil de holde sig tilbage af frygt for at blive udelukket af synagogen eller fordi ‘de elsker ære fra mennesker’? – Johannes 12:42, 43.

Jesus forklarer hvad det indebærer at tro på ham: “Den der tror på mig, tror ikke kun på mig, men også på ham som har sendt mig. Og den der ser mig, ser også Ham som har sendt mig.” De sandheder som Gud har givet Jesus til opgave at undervise i, og som han stadig forkynder, er livsvigtige. De er så vigtige at han siger: “Den der afviser mig og ikke tager imod mine ord, har en til at dømme sig. Det ord jeg har udtalt, vil dømme ham på den yderste dag.” – Johannes 12:44, 45, 48.

Jesus afslutter med at sige: “Jeg har ikke talt på eget initiativ, men Faren som har sendt mig, har selv befalet hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal lære andre. Og jeg ved at det han befaler, fører til evigt liv.” (Johannes 12:49, 50) Jesus ved at han snart vil give sit liv som et offer for mennesker der tror på ham. – Romerne 5:8, 9.