Jesus forlader Jerusalem mandag eftermiddag og tager tilbage til Betania på Oliebjergets østlige skråning. Han overnatter sikkert hos sine venner Lazarus, Maria og Martha.

Nu er det blevet morgen den 11. nisan. Jesus er sammen med disciplene på vej tilbage til Jerusalem, hvor han vil tage hen i templet en sidste gang. Det er den sidste dag af hans tjeneste før han fejrer påsken, indstifter højtiden til minde om sin død og derefter kommer for retten og bliver henrettet.

På vej fra Betania til Jerusalem går de over Oliebjerget, og Peter får øje på træet som Jesus forbandede morgenen før. “Rabbi, se!” udbryder han. “Figentræet som du forbandede, er visnet.” – Markus 11:21.

Men hvorfor fik Jesus træet til at visne? Det får vi at vide i hans svar: “Det siger jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre hvad jeg har gjort ved figentræet, men endda sige til dette bjerg: ‘Løft dig op og kast dig i havet’, og så vil det ske. Alt hvad I beder om i jeres bønner, vil I få når I har tro.” (Matthæus 21:21, 22) Han gentager dermed noget han har lært dem tidligere, nemlig at tro kan flytte bjerge. – Matthæus 17:20.

Så ved at få træet til at visne giver Jesus dem en praktisk lektion om hvor vigtigt det er at have tro på Gud. Han siger: “Alt det I beder om i jeres bønner – tro på at I har fået det, så vil I få det.” (Markus 11:24) Det er en meget vigtig lære for alle Jesus’ disciple! Men med tanke på de prøver apostlene snart vil komme ud for, er Jesus’ ord især vigtige for dem. Der er dog endnu en forbindelse mellem figentræet der visnede, og egenskaben tro.

Ligesom figentræet har Israels nation et bedragerisk udseende. Jøderne står i et pagtsforhold til Gud, og på overfladen ser det måske ud som om de holder Loven. Men nationen som et hele mangler tro og giver ingen gode frugter. De forkaster endda Guds egen Søn! Så ved at få figentræet til at visne viser Jesus hvad der vil ske med den ufrugtbare, troløse nation.

Kort efter går Jesus og disciplene ind i Jerusalem, og som han plejer, går han op til templet og begynder at undervise. De øverste præster og folkets ældste, der nok tænker på hvordan Jesus behandlede pengevekslerne dagen før, udfordrer ham: “Hvilken ret har du til at gøre det her? Eller hvem har givet dig lov til at gøre det her?” – Markus 11:28.

Jesus svarer: “Jeg vil spørge jer om en ting. Hvis I svarer mig, vil jeg fortælle jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør. Var Johannes’ dåb fra Gud eller fra mennesker? Svar mig.” Nu er det hans modstanderes tur til at blive udfordret. Præsterne og de ældste diskuterer indbyrdes hvad de skal sige: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’, vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’ Men tør vi svare: ‘Fra mennesker’?” De ræsonnerer sådan fordi de er bange for folket, for alle mener at Johannes virkelig var en profet. – Markus 11:29-32.

Jesus’ modstandere kan ikke komme på et godt svar. Derfor siger de: “Vi ved det ikke.” Jesus siger til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.” – Markus 11:33.

I templet har Jesus lige lukket munden på de øverste præster og folkets ældste, der rejste tvivl om hans ret til at gøre som han gør. Nu fortæller han en lignelse der viser hvilken slags mennesker de virkelig er.

Jesus beretter: “En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ‘Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.’ Sønnen svarede: ‘Det vil jeg ikke.’ Men bagefter fortrød han og tog derhen. Manden gik så hen og sagde det samme til den anden søn, som svarede: ‘Det skal jeg nok, far.’ Men han tog ikke derhen. Hvem af de to gjorde som faren ønskede?” (Matthæus 21:28-31) Svaret er helt åbenlyst – det var den første søn der til sidst gjorde som faren ønskede.

Jesus siger til sine modstandere: “Jeg siger jer at skatteopkræverne og de prostituerede kommer ind i Guds rige før jer.” Skatteopkræverne og de prostituerede ville til at begynde med ikke tjene Gud. Men senere angrede de ligesom den første søn gjorde, og nu tjener de Gud. I modsætning hertil er de religiøse ledere som den anden søn; de foregiver at tjene Gud, men virkeligheden er en helt anden. Jesus bemærker: “Johannes [Døber] kom og viste jer retfærdighedens vej, men I troede ikke på ham. Det gjorde skatteopkræverne og de prostituerede derimod, og selvom I så det, fik det jer ikke til at fortryde og tro på ham.” – Matthæus 21:31, 32.

Jesus fortæller så endnu en lignelse. Denne gang viser han at de religiøse lederes synd ikke bare består i at de forsømmer at tjene Gud. De er i virkeligheden onde. Han fortæller: “En mand anlagde en vingård, satte et hegn omkring den, udhuggede en vinperse og byggede et tårn. Så lejede han den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet. Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne for at hente noget af vingårdens høst hos dem. Men de tog fat i ham, slog ham og sendte ham tomhændet bort. Så sendte han en anden træl til dem, og de slog ham i hovedet og ydmygede ham. Og han sendte endnu en, og ham dræbte de. Han sendte mange andre, og nogle af dem pryglede de, og andre dræbte de.” – Markus 12:1-5.

Forstår de der lytter til Jesus, lignelsen? Måske husker de Esajas’ kritiske ord: “Det er Israels hus der er Hærstyrkers Guds, Jehovas, vingård; Judas mænd er den vinmark han holdt af. Han blev ved med at håbe på ret, men se, der var lovløshed!” (Esajas 5:7) Jesus’ lignelse er i tråd med det. Ejeren er Jehova, og vingården er Israels nation, der så at sige er indhegnet af Guds beskyttende lov. Jehova sendte profeter for at vejlede sit folk og hjælpe dem til at frembringe gode frugter.

Men “vinbønderne” mishandlede og dræbte de ‘trælle’ der blev sendt til dem. Jesus forklarer: “[Vingårdsejeren] havde én mere, en søn som han elskede. Ham sendte han til dem som den sidste, for han tænkte: ‘Min søn vil de respektere.’ Men vinbønderne sagde til hinanden: ‘Det er arvingen. Kom, lad os dræbe ham så vi får arven.’ Så tog de ham og dræbte ham.” – Markus 12:6-8.

Nu spørger Jesus: “Hvad vil ejeren af vingården gøre?” (Markus 12:9) De religiøse ledere svarer: “De er onde, så han vil bringe en forfærdelig ødelæggelse over dem og leje vingården ud til andre vinbønder, der vil give ham hans andel når tiden er inde.” – Matthæus 21:41.

De udtaler på den måde uden at vide det en dom over sig selv, for de er “vinbønderne” i Jehovas “vingård”, Israels nation. De frugter som Jehova med rette forventer af vinbønderne, omfatter tro på hans Søn, Messias. Jesus ser direkte på de religiøse ledere og siger: “Har I aldrig læst dette skriftsted: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen. Den er kommet fra Jehova, og den er vidunderlig i vores øjne’?” (Markus 12:10, 11) Så gør Jesus det helt klart hvad han mener: “Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der bærer dets frugter.” – Matthæus 21:43.

De skriftlærde og de øverste præster bliver klar over “at lignelsen var møntet på dem”. (Lukas 20:19) De ønsker mere end nogensinde at dræbe Jesus, “arvingen”. Men de er bange for folkemængden, der anser ham for at være en profet, så de prøver ikke at dræbe ham på det tidspunkt.

Jesus’ tjeneste nærmer sig sin afslutning. Han har fortalt flere lignelser der afslører hvordan de skriftlærde og farisæerne virkelig er, og de vil derfor have ham dræbt. (Lukas 20:19) Men Jesus har mere at sige om dem, så han fortæller endnu en lignelse:

“Himlenes rige kan sammenlignes med en konge der holdt en bryllupsfest for sin søn. Han sendte sine trælle ud for at bede de indbudte komme til bryllupsfesten, men de ville ikke komme.” (Matthæus 22:2, 3) Jesus begynder sin lignelse med at nævne “himlenes rige”. Det er derfor logisk at Jehova må være ‘kongen’. Hvad med kongens søn og dem der er indbudt til bryllupsfesten? De er heller ikke svære at identificere – kongens søn er Jehovas Søn, ham der fortæller lignelsen, og de indbudte er dem der skal være sammen med Sønnen i himlenes rige.

Hvem er de første der bliver indbudt? Ja, for hvem har Jesus og apostlene forkyndt om Riget? For jøderne. (Matthæus 10:6, 7; 15:24) Nationen sagde ja til at indgå Lovpagten i 1513 f.v.t., og israelitterne blev dermed de første der fik mulighed for at blive “et kongerige af præster”. (2. Mosebog 19:5-8) Men hvornår ville de rent faktisk blive indbudt til “bryllupsfesten”? Det skete da Jesus begyndte at forkynde om himlenes rige i år 29.

Hvordan reagerede de fleste israelitter på indbydelsen? Som Jesus sagde: “De ville ikke komme.” Størstedelen af de religiøse ledere og folket anerkendte ikke Jesus som Messias og som den konge Gud havde udvalgt.

Men Jesus viser at jøderne ville få en chance til: “Så sendte [kongen] andre trælle ud og sagde til dem: ‘Sig til de indbudte: “Jeg har tilberedt middagen, tyrene og fedekvæget er slagtet, alt er parat. Kom til bryllupsfesten.”’ Men de var ikke interesseret og gik deres vej, én ud på sin mark, og en anden til sin forretning. Resten greb fat i hans trælle, mishandlede dem og dræbte dem.” (Matthæus 22:4-6) Det svarer til det der ville ske når den kristne menighed var blevet oprettet. På det tidspunkt havde jøderne stadig mulighed for at komme med i Riget, men de fleste afviste indbydelsen og mishandlede endda ‘kongens trælle’. – Apostlenes Gerninger 4:13-18; 7:54, 58.

Hvad ville konsekvensen blive for nationen? Jesus fortæller: “Kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af.” (Matthæus 22:7) Det skete for jøderne i år 70 da romerne ødelagde “deres by”, Jerusalem.

Betyder det at de nægtede at komme til bryllupsfesten, at kongen ikke ville indbyde andre? Nej, Jesus fortsætter sin lignelse: “Så sagde [kongen] til sine trælle: ‘Bryllupsfesten er parat, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor ud på vejene der fører ud af byen, og invitér alle dem I finder, til bryllupsfesten.’ Så gik trællene ud på vejene og samlede alle dem de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fyldt med gæster.” – Matthæus 22:8-10.

Det er bemærkelsesværdigt at apostlen Peter senere ville hjælpe mennesker der hverken var født jøder eller havde konverteret til jødedommen, til at blive sande kristne. I år 36 modtog den romerske officer Cornelius og hans familie Guds ånd, og de fik på den måde mulighed for at komme med i det rige Jesus talte om. – Apostlenes Gerninger 10:1, 34-48.

Jesus viser at det ikke er alle som kommer til festen der vil blive accepteret af “kongen”. Han siger: “Kongen kom ind og så rundt på gæsterne, og han fik øje på en mand der ikke havde bryllupstøj på. Han sagde til ham: ‘Ven, hvordan er du kommet herind uden at have bryllupstøj på?’ Manden vidste ikke hvad han skulle sige. Så sagde kongen til sine tjenere: ‘Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor. Der skal han græde og skære tænder.’ Mange er nemlig indbudt, men kun få er udvalgt.” – Matthæus 22:11-14.

De religiøse ledere der hører Jesus’ lignelse, forstår måske ikke alt det han siger. Men de synes bestemt ikke om det og er mere end nogensinde besluttede på at slippe af med ham fordi han stiller dem i et dårligt lys.

Jesus’ religiøse fjender er vrede, for han er netop kommet med nogle lignelser der afslører deres ondskab. Farisæerne lægger nu planer om at fange ham i ord. De prøver at få ham til at sige noget kompromitterende så de kan overgive ham til den romerske statholder. De hyrer nogle af deres tilhængere til at lægge en fælde for ham. – Lukas 6:7.

“Lærer,” siger de, “vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. Er det tilladt at vi betaler skat til kejseren, eller er det ikke?” (Lukas 20:21, 22) Jesus lader sig ikke narre af deres smiger, for i virkeligheden er de nogle udspekulerede hyklere. Hvis han siger: ‘Nej, man skal ikke betale denne skat’, kan han blive anklaget for at tilskynde til oprør mod Rom. Men hvis han siger: ‘Ja, betal denne skat’, vil folket, der snart har fået nok af at være underlagt Rom, måske misforstå ham og vende sig imod ham. Så hvad svarer Jesus?

“Hyklere, hvorfor udfordrer I mig? Vis mig den mønt man betaler skatten med.” De rækker ham en denar, og han spørger dem: “Hvis billede og titel er det?” De svarer: “Kejserens.” Nu kommer han med denne fænomenale vejledning: “Så giv kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.” – Matthæus 22:18-21.

Mændene er forbløffede over Jesus’ ord, og da de ikke ved hvad de skal sige, går de deres vej. Men dagen er ikke slut endnu, og det er forsøgene på at fange ham i ord heller ikke. Efter farisæernes mislykkede forsøg henvender lederne fra en anden religiøs gruppe sig til Jesus.

Saddukæerne, der siger at der ikke er nogen opstandelse, stiller et spørgsmål der drejer sig om opstandelsen og svogerægteskab. De spørger: “Lærer, Moses har sagt: ‘Hvis en mand dør uden at have børn, skal hans bror gifte sig med hans enke og give sin døde bror efterkommere.’ Der var syv brødre hos os. Den første giftede sig og døde, og fordi han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin bror. Det samme skete med den anden og den tredje, ja, alle syv. Til allersidst døde kvinden. Hvem af de syv skal have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle været gift med hende.” – Matthæus 22:24-28.

Jesus svarer ved at henvise til Moses’ skrifter, som saddukæerne anerkender: “Er grunden til at I tager fejl, ikke netop at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft? For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bliver ikke giftet bort, men de er som engle i himlene. Men med hensyn til at de døde bliver oprejst, så har I vel læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, at Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Han er ikke de dødes men de levendes Gud. I tager fuldstændigt fejl.” (Markus 12:24-27; 2. Mosebog 3:1-6) Folkemængden er imponeret over hans svar.

Jesus har bragt både farisæerne og saddukæerne til tavshed, og nu slår de religiøse modstandere sig sammen for at udfordre ham yderligere. En skriftlærd spørger: “Lærer, hvad er det største bud i Loven?” – Matthæus 22:36.

Jesus svarer: “Det vigtigste er: ‘Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.’ Derefter kommer dette: ‘Du skal elske dit medmenneske som dig selv.’ Der er ikke noget bud der er større end dem.” – Markus 12:29-31.

Svaret får den skriftlærde til at sige: “Lærer, det var godt sagt og i overensstemmelse med sandheden: ‘Han er én, og der er ikke nogen anden Gud end ham.’ Og at elske ham af hele sit hjerte, hele sin forstand og hele sin styrke og at elske sit medmenneske som sig selv er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.” Da Jesus hører den skriftlærdes kloge udtalelse, siger han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” – Markus 12:32-34.

I tre dage (9., 10. og 11. nisan) har Jesus undervist i templet. Nogle, som for eksempel den skriftlærde, har været glade for at lytte til ham. Men ikke de religiøse ledere, som ikke ‘tør stille ham flere spørgsmål’.

Det lykkes ikke Jesus’ modstandere at kompromittere ham eller fange ham i ord og få ham overgivet til romerne. (Lukas 20:20) Nu, mens han stadig er i templet den 11. nisan, byttes rollerne om, og Jesus viser sin sande identitet. Han tager initiativet og spørger dem: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” (Matthæus 22:42) Det er almindeligt kendt at Kristus, eller Messias, skal være en efterkommer af David. Og det er også det de svarer. – Matthæus 9:27; 12:23; Johannes 7:42.

Jesus spørger: “Hvordan kan det så være at David under inspiration kalder ham Herre og siger: ‘Jehova sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder”’? Når David kalder ham Herre, hvordan kan han så være hans søn?” – Matthæus 22:43-45.

Farisæerne siger ikke noget, for de venter at der vil komme en efterkommer af David som vil befri dem fra romernes overherredømme. Men ved at henvise til Davids ord som er nedskrevet i Salme 110:1, 2, slår Jesus fast at Messias vil være mere end en jordisk hersker. Han er Davids Herre, og efter at have sat sig ved Guds højre hånd vil han udøve sin magt. Jesus’ svar gør hans modstandere tavse.

Disciplene og mange andre har lyttet med. Nu henvender Jesus sig til dem og advarer mod de skriftlærde og farisæerne. Disse mænd har “sat sig på Moses’ plads” for at undervise i Guds lov. Jesus vejleder sine tilhørere: “Alt det de siger til jer, skal I derfor gøre, men I skal ikke gøre som dem, for de siger ét og gør noget andet.” – Matthæus 23:2, 3.

Jesus kommer nu med nogle eksempler på deres hykleri: “Skriftstedskapslerne som de går med for at beskytte sig, gør de brede.” Nogle jøder gik med små kapsler, eller beholdere, der indeholdt korte passager fra Loven, på deres pande eller deres arm. Farisæerne gør deres større for at give det udseende af at Loven har stor betydning for dem. Og “frynserne på deres tøj gør de lange”. Israelitterne skulle lave frynser på deres tøj, men farisæerne sikrer sig at deres frynser er ekstra lange. (4. Mosebog 15:38-40) Alt det gør de “for at blive set af folk”. – Matthæus 23:5.

Endog Jesus’ disciple kunne blive påvirket af et ønske om at være fremtrædende, så han siger til dem: “I skal ikke lade jer kalde ‘rabbi’, for én er jeres Lærer, og I er alle brødre. I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ‘far’, for én er jeres Far, og han er i himlen. I skal heller ikke lade jer kalde ‘ledere’, for én er jeres Leder, Kristus.” Men hvordan skal disciplene betragte sig selv, og hvordan skal de opføre sig? Jesus siger til dem: “Den største blandt jer skal være jeres tjener. Den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Matthæus 23:8-12.

Bagefter udtaler Jesus en række fordømmelser over de hykleriske skriftlærde og farisæere: “Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! For I lukker himlenes rige for folk. I går ikke selv derind, og I tillader heller ikke dem der er på vej derind, at gå ind.” – Matthæus 23:13.

Jesus fordømmer farisæerne fordi deres hjemmelavede regler afspejler at de er ligeglade med det Jehova mener er vigtigt. For eksempel siger de: “Hvis nogen sværger ved templet, betyder det ingenting, men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.” De viser på den måde hvor blinde de er moralsk set, for guldet i templet er vigtigere for dem end den åndelige værdi af Jehovas hus. Og de “ser bort fra det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdighed og barmhjertighed og trofasthed”. – Matthæus 23:16, 23; Lukas 11:42.

Jesus kalder farisæerne “blinde vejledere, der sier myggen fra, men sluger kamelen!” (Matthæus 23:24) De sier en myg fra vinen fordi det er et ceremonielt urent insekt. Men når de ser bort fra det der er vigtigere i Loven, er det som om de sluger en hel kamel, der også er et ceremonielt urent dyr, bare meget større. – 3. Mosebog 11:4, 21-24.

Det er sidste gang Jesus er i templet, og han fortsætter med at afsløre de skriftlærdes og farisæernes hykleri ved rent ud at kalde dem hyklere. Han bruger billedsprog for at beskrive hvordan de er: “I renser det udvendige af bægret og fadet, men indvendigt er de fulde af grådighed og nydelsessyge. Du blinde farisæer, rens først det indvendige af bægret og fadet så det udvendige af det også kan blive rent.” (Matthæus 23:25, 26) Farisæerne er meget omhyggelige når det gælder ceremoniel renhed og det ydre, men de forsømmer deres indre menneske og renser ikke deres symbolske hjerte.

Deres hykleri ses også af at de gerne vil bygge og udsmykke profeternes gravsteder. Men som Jesus nævner, er de “sønner af dem der myrdede profeterne”. (Matthæus 23:31) Det viser de ved deres ihærdige forsøg på at dræbe Jesus. – Johannes 5:18; 7:1, 25.

Jesus peger nu på hvad der vil ske med de religiøse ledere hvis de ikke angrer: “Slanger, giftslangeyngel, hvordan vil I undgå Gehennas dom?” (Matthæus 23:33) Gehenna, eller Hinnomdalen, er et sted i nærheden som bliver brugt til at brænde affald, og det er et godt billede på den varige tilintetgørelse der venter de onde skriftlærde og farisæere.

Jesus’ disciple vil repræsentere ham som “profeter, vise mænd og offentlige lærere”. Hvordan vil de blive behandlet? Jesus siger henvendt til de religiøse ledere: “Nogle af [mine disciple] vil I dræbe og pælfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. Alt det retfærdige blod der er blevet udgydt på jorden, skal derfor komme over jer, fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, ... som I myrdede.” Han advarer dem: “Jeg siger jer at alt dette vil komme over denne generation.” (Matthæus 23:34-36) Det sker i år 70 da de romerske hære ødelægger Jerusalem og tusindvis af jøder omkommer.

Tanken om denne frygtelige situation gør Jesus ked af det, og han siger bedrøvet: “Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til dig – hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus bliver overladt til jer selv.” (Matthæus 23:37, 38) De der hører det, må spekulere over hvilket “hus” han taler om. Er det muligt at han taler om det prægtige tempel her i Jerusalem som ser ud til at have Guds beskyttelse?

Så tilføjer Jesus: “Jeg siger jer at fra nu af skal I afgjort ikke få mig at se før I siger: ‘Velsignet er den der kommer i Jehovas navn!’” (Matthæus 23:39) Han citerer de profetiske ord fra Salme 118:26: “Velsignet er den der kommer i Jehovas navn; vi bringer jer velsignelse fra Jehovas hus.” Når først det bogstavelige tempel er ødelagt, vil ingen længere kunne komme i Jehovas navn og tilbede dér.

Jesus går nu hen til den del af templet hvor der er opstillet nogle trompetformede bidragsbøsser. Her kan folk lægge deres bidrag i en lille åbning i toppen. Jesus ser flere jøder gøre det. De rige ‘lægger mange mønter i’, men så får Jesus øje på en fattig enke der lægger “to småmønter” i. (Markus 12:41, 42) Der er ingen tvivl om at Jesus ved hvor glad Gud er for hendes gave.

Jesus kalder nu sine disciple hen til sig og siger: “Jeg siger jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle de andre der lagde penge i bidragsbøsserne.” Hvordan det? Han forklarer: “De gav alle af deres overskud, men fattig som hun er, gav hun alt hvad hun ejede, alt hvad hun havde at leve af.” (Markus 12:43, 44) Hun adskiller sig virkelig fra de religiøse ledere i tanke og handling!

Senere samme dag, den 11. nisan, forlader Jesus templet for sidste gang. En af hans disciple udbryder: “Lærer, se de imponerende sten og bygninger!” (Markus 13:1) Ja, nogle af stenene i templets mure er kæmpestore, hvilket er med til at give indtryk af noget stærkt og permanent. Derfor virker det meget mærkeligt at Jesus siger: “Hvorfor ser du på de store bygninger? Der skal afgjort ikke ligge to sten oven på hinanden uden at de bliver revet ned.” – Markus 13:2.

Efter at have sagt det går Jesus og hans apostle over Kedrondalen og op til et sted på Oliebjerget. På et tidspunkt er han sammen med fire af apostlene – Peter, Andreas, Jakob og Johannes. Fra det sted hvor de er, har de udsigt ned over det prægtige tempel.

Det er tirsdag eftermiddag, og den 11. nisan er ved at være slut. Jesus’ tid med intens aktivitet her på jorden er også ved at nå sin afslutning. Om dagen har han undervist i templet, og om aftenen er han gået uden for byen for at overnatte. Der har været stor interesse blandt folket, der er kommet til ham “tidligt om morgenen for at høre ham i templet”. (Lukas 21:37, 38) Nu er den tid forbi, og Jesus sidder på Oliebjerget sammen med fire af apostlene – Peter, Andreas, Jakob og Johannes.

De fire er kommet for at tale alene med ham. De er bekymrede for templet, for Jesus har lige forudsagt at det vil blive revet ned. Men de har mere på hjerte. Jesus har tidligere givet dem denne opfordring: “I skal ... holde jer parate, for Menneskesønnen kommer når I mindst venter det.” (Lukas 12:40) Han har også talt om “den dag Menneskesønnen åbenbares”. (Lukas 17:30) Er der en sammenhæng mellem de udtalelser og det han lige har sagt om templet? Apostlene er meget nysgerrige og siger: “Fortæl os: Hvornår vil alt det ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på verdensordningen?” – Matthæus 24:3.

De tænker måske på ødelæggelsen af templet, som de kan se ikke så langt derfra. De spørger også til Menneskesønnens nærværelse. Måske husker de en af Jesus’ lignelser om “en mand fra en fornem familie” som “rejste til et fjernt land for at modtage kongemagt” for derefter at “vende tilbage”. (Lukas 19:11, 12) Og de spekulerer også på hvad “afslutningen på verdensordningen” vil indebære.

Som svar giver Jesus en detaljeret beskrivelse af hvad der vil være tegnet på afslutningen for den eksisterende jødiske ordning, deriblandt templet. Men tegnet vil også hjælpe kristne i fremtiden til at vide om de lever under hans “nærværelse” og nærmer sig afslutningen på hele verdensordningen.

Som årene går, ser apostlene Jesus’ profeti gå i opfyldelse. Ja, meget af det han forudsagde, begynder at ske i deres levetid. Den forestående ødelæggelse af den jødiske ordning og templet kommer derfor ikke bag på opmærksomme kristne der lever 37 år senere, i år 70. Men ikke alt det Jesus forudsiger, sker i år 70 eller i perioden op til. Så hvad vil markere hans nærværelse som konge i Riget? Han giver apostlene svaret.

Jesus forudsiger at der vil være “krig og meldinger om krige”, og at “nation skal gå i krig mod nation, og rige mod rige”. (Matthæus 24:6, 7) Han siger også at “der vil være store jordskælv, og det ene sted efter det andet hungersnød og epidemier”. (Lukas 21:11) Jesus advarer sine disciple om at folk vil ‘arrestere dem og forfølge dem’. (Lukas 21:12) Falske profeter vil komme og vildlede mange. Ondskaben vil blive udbredt, og kærligheden vil blive kold hos de fleste. Desuden siger han: “Den gode nyhed om Riget vil blive forkyndt i hele verden så alle nationer kan høre den, og så vil enden komme.” – Matthæus 24:14.

Jesus’ profeti bliver til en vis grad opfyldt før og under romernes ødelæggelse af Jerusalem, men har han også en senere og større opfyldelse i tanke? Ser du beviserne for at Jesus’ betydningsfulde profeti har fået en større opfyldelse i vores tid?

Noget Jesus nævner som en del af tegnet på sin nærværelse, er at “afskyeligheden der ødelægger”, viser sig. (Matthæus 24:15) I år 66 viser denne afskyelighed sig i form af de romerske hære med deres standarter, eller faner, med billeder af afguder. Romerne omringer Jerusalem og underminerer nogle af murene. (Lukas 21:20) “Afskyeligheden” står dermed hvor den ikke bør stå, på det jøderne betragter som “et helligt sted”.

Jesus fortsætter profetien: “Til den tid vil der være store trængsler, trængsler der ikke har været magen til siden verdens begyndelse, og som aldrig vil komme igen.” I år 70 ødelægger romerne Jerusalem. Denne ødelæggende erobring af jødernes “hellige by”, deriblandt templet, viser sig at være en stor trængsel hvor mange tusind bliver dræbt. (Matthæus 4:5; 24:21) Det er en langt større ødelæggelse end byen og jøderne nogensinde har været udsat for, og det afslutter den organiserede tilbedelse som jøderne har praktiseret i århundreder. Der er ingen tvivl om at en senere, større opfyldelse af Jesus’ profeti vil være forfærdende.

OPTIMISME I DE SIDSTE DAGE

Jesus’ samtale med apostlene om tegnet på sin nærværelse som konge i Riget og afslutningen på verdensordningen er langt fra ovre. Han advarer dem nu mod at følge “falske profeter og nogle der påstår at de er Kristus”. Han siger at de vil forsøge “om muligt at vildlede selv de udvalgte”. (Matthæus 24:24) Men de udvalgte vil ikke lade sig vildlede. De der påstår at være Kristus, vil man kunne se, men Jesus’ nærværelse vil være usynlig.

Om den større trængsel der vil bryde ud ved afslutningen af den nuværende verdensordning, siger Jesus: “Solen [vil] blive formørket, og månen vil ikke skinne, og stjernerne vil falde ned fra himlen, og himlenes kræfter vil blive rystet.” (Matthæus 24:29) Apostlene der hører denne voldsomme beskrivelse, forstår ikke helt hvad der vil ske, men det vil bestemt være skræmmende.

Hvordan vil disse chokerende begivenheder påvirke folk? Jesus siger: “Mennesker vil besvime af frygt og i forventning om det der kommer over den beboede jord, for himlenes kræfter vil blive rystet.” (Lukas 21:26) Ja, Jesus beskriver det der vil være den mørkeste periode i menneskehedens historie.

Det er dog meget opmuntrende at Jesus siger til apostlene at ikke alle vil slå sig selv af sorg når ‘Menneskesønnen kommer på himlens skyer med magt og stor herlighed’. (Matthæus 24:30) Han har allerede sagt at Gud vil gribe ind “på grund af de udvalgte”. (Matthæus 24:22) Så hvordan skal de trofaste disciple reagere på den chokerende udvikling Jesus beskriver? Han siger opmuntrende til sine disciple: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres befrielse nærmer sig.” – Lukas 21:28.

Men hvordan kan de af Jesus’ disciple der lever i den forudsagte periode, vide at afslutningen er nær? Jesus kommer med en sammenligning med et figentræ: “Så snart dets unge gren bliver blød og får blade, ved I at sommeren er nær. Sådan ved I også når I ser alt det, at han er nær og står ved døren. Jeg skal sige jer at denne generation afgjort ikke vil forsvinde før alt dette sker.” – Matthæus 24:32-34.

Når disciplene ser de mange forskellige dele af tegnet blive opfyldt, vil de forstå at afslutningen er nær. Jesus giver følgende advarsel til de disciple der lever i denne betydningsfulde periode:

“Ingen kender den dag og time, hverken englene i himlen eller Sønnen – kun Faren. For som det var i Noas dage, sådan vil det også være under Menneskesønnens nærværelse. I dagene før Vandfloden spiste og drak folk, mænd giftede sig, og kvinder blev giftet bort lige indtil den dag Noa gik ind i arken. De var slet ikke opmærksomme på hvad der skete, før Vandfloden kom og skyllede dem alle sammen væk. Sådan vil Menneskesønnens nærværelse også være.” (Matthæus 24:36-39) Den begivenhed Jesus bruger som parallel – Vandfloden på Noas tid – havde et globalt omfang.

De apostle der lytter til Jesus på Oliebjerget, forstår helt sikkert at det er vigtigt at de holder sig vågne. Jesus siger: “Vær opmærksomme på jer selv så jeres hjerte aldrig bliver tynget af fråseri og drikkeri og livets bekymringer og den dag pludselig, på et øjeblik, kommer over jer som en fælde. For den vil komme over alle dem der bor på hele jorden. Hold jer derfor vågne mens I hele tiden beder så I kan undslippe alle disse ting der skal ske, og bestå over for Menneskesønnen.” – Lukas 21:34-36.

Endnu en gang viser Jesus at det han forudsiger, ikke kun har et begrænset omfang. Han profeterer ikke bare om begivenheder der vil ske nogle få årtier frem i tiden, og som kun vil berøre Jerusalem eller den jødiske nation. Nej, han peger på noget der “vil komme over alle dem der bor på hele jorden”.

Jesus siger at disciplene må holde sig vågne, være på vagt og være parate. Han understreger det med endnu en sammenligning: “Én ting skal I vide: Hvis husejeren havde vidst i hvilken nattevagt tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt tyven at bryde ind i hans hus. I må også vise at I er parate, for Menneskesønnen kommer når I mindst venter det.” – Matthæus 24:43, 44.

Jesus giver sine disciple en grund mere til at være optimistiske. Han forsikrer dem om at der vil være en “træl” der er vågen og aktiv når hans profeti bliver opfyldt. Jesus omtaler en situation som apostlene let kan sætte sig ind i: “Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad til tiden? Den træl er lykkelig hvis hans herre ser at han er i gang med det når han kommer! Det siger jeg jer: Han vil give ham ansvaret for alt hvad han ejer.” Men hvis trællen bliver ond og mishandler andre, vil herren “straffe ham meget hårdt”. – Matthæus 24:45-51; se også Lukas 12:45, 46.

Jesus siger ikke at en gruppe af hans disciple vil blive onde. Men hvad er det så han vil have sine disciple til at forstå? Han ønsker at de skal holde sig vågne og være aktive, hvilket han understreger med endnu en lignelse.

Jesus har svaret på apostlenes spørgsmål angående tegnet på hans nærværelse og afslutningen på verdensordningen. Med det i tanke giver han dem nu en advarsel ved hjælp af en lignelse mere. De der lever under hans nærværelse, vil kunne se opfyldelsen af den.

Han indleder lignelsen ved at sige: “Himlenes rige [kan] sammenlignes med ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var ufornuftige, og fem var kloge.” – Matthæus 25:1, 2.

Jesus mener ikke at den ene halvdel af hans disciple der er arvinger til himlenes rige, er ufornuftige, og at den anden halvdel er kloge. Nej, han mener at hver enkelt af hans disciple i forbindelse med Riget har mulighed for at vælge at være forberedt eller at blive distraheret. Jesus er dog ikke i tvivl om at hver af hans tjenere kan være trofaste og få hans Fars velsignelse.

I lignelsen går alle ti jomfruer ud for at tage imod brudgommen og være med i brudefølget. Når han ankommer, vil de oplyse vejen med deres lamper og på den måde vise ham ære mens han fører sin brud til hendes nye hjem. Men hvad sker der?

Jesus forklarer: “De ufornuftige tog ... deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog derimod både deres lamper og olieflasker med. Brudgommen var længe om at komme, så de blev alle trætte og faldt i søvn.” (Matthæus 25:3-5) Brudgommen kommer ikke så tidligt som forventet. Det kunne virke som om han er forsinket, og i mellemtiden falder jomfruerne i søvn. Apostlene husker måske at Jesus fortalte om en mand fra en fornem familie der rejste væk og “til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten”. – Lukas 19:11-15.

I lignelsen beskriver Jesus hvad der sker da brudgommen endelig kommer: “Midt om natten lød der et råb: ‘Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.’” (Matthæus 25:6) Er jomfruerne forberedte og parate?

Jesus fortsætter: “Så rejste alle jomfruerne sig op og gjorde deres lamper klar. De ufornuftige sagde til de kloge: ‘Giv os noget af jeres olie, for vores lamper er ved at gå ud.’ De kloge svarede: ‘Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den, og køb jer noget.’” – Matthæus 25:7-9.

De fem ufornuftige er altså ikke parate og har ikke forberedt sig på at brudgommen kommer. De mangler olie til deres lamper og må forsøge at skaffe noget. Jesus beretter: “Mens de gik hen for at købe olie, kom brudgommen. De jomfruer der var parate, gik med ham ind til bryllupsfesten, og døren blev lukket. Bagefter kom de andre jomfruer også, og de sagde: ‘Herre, Herre, luk op for os!’ Han svarede: ‘Jeg siger jer ligeud: Jeg kender jer ikke.’” (Matthæus 25:10-12) Hvilket tragisk udfald!

Apostlene er klar over at brudgommen i lignelsen må være Jesus. Tidligere har han endda sammenlignet sig selv med en brudgom. (Lukas 5:34, 35) Hvem er så de kloge jomfruer? Da Jesus talte om den “lille hjord” der ville få Riget, sagde han: “Vær klædt på og parate, og lad jeres lamper brænde.” (Lukas 12:32, 35) Så apostlene forstår at Jesus her i lignelsen om jomfruerne refererer til trofaste disciple som dem selv. Hvad er det han vil fortælle med denne lignelse?

Jesus sørger for at der ikke er nogen tvivl om det. Han afslutter lignelsen ved at sige: “Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.” – Matthæus 25:13.

Det er tydeligt at Jesus tilskynder sine trofaste disciple til i forbindelse med hans nærværelse at ‘holde sig vågne’. Han vil komme, og de må være forberedte og parate – ligesom de fem kloge jomfruer – for ikke at miste deres fantastiske håb af syne og gå glip af deres belønning.

Mens Jesus stadig befinder sig på Oliebjerget sammen med fire af sine apostle, fortæller han dem en anden lignelse. Nogle dage tidligere, mens han var i Jeriko, fortalte han lignelsen om minerne for at vise at Riget stadig lå langt ude i fremtiden. Lignelsen han nu fortæller, har flere lighedspunkter med den. Den er en del af hans svar på spørgsmålet angående hans nærværelse og afslutningen på verdensordningen. Den fremhæver at disciplene må arbejde flittigt med det han giver dem ansvaret for.

Jesus begynder: “Det er ligesom en mand der skulle rejse udenlands. Han kaldte sine trælle til sig og gav dem ansvaret for det han ejede.” (Matthæus 25:14) Da Jesus allerede har sammenlignet sig selv med en mand der rejste udenlands “for at modtage kongemagt”, er det let for disciplene at forstå at han er den “mand” der tales om nu. – Lukas 19:12.

Før manden i lignelsen rejser udenlands, giver han sine trælle ansvaret for det han ejer. Gennem tre og et halvt års tjeneste har Jesus fokuseret på at forkynde den gode nyhed om Guds rige, og han har oplært sine disciple til at gøre det samme. Nu tager han væk, helt overbevist om at de vil udføre den opgave han har givet dem. – Matthæus 10:7; Lukas 10:1, 8, 9; se også Johannes 4:38; 14:12.

Hvordan fordeler manden i lignelsen det han ejer? Jesus beretter: “Én træl fik fem talenter, en anden fik to, en tredje fik én. Hver fik efter sin evne, og så rejste manden udenlands.” (Matthæus 25:15) Hvad vil trællene gøre med det de har fået ansvaret for? Vil de være flittige og forvalte talenterne på den bedste måde for herren? Jesus fortæller apostlene:

“Den der havde fået de fem talenter, tog straks afsted for at gøre forretninger med dem, og han tjente fem til. Den der havde fået de to, gjorde det samme og tjente to til. Men den træl der kun havde fået én talent, gik hen og gravede sin herres penge ned.” (Matthæus 25:16-18) Hvad vil der ske når herren vender tilbage?

Jesus fortsætter: “Lang tid efter kom trællenes herre og ville vide hvordan de havde forvaltet hans penge.” (Matthæus 25:19) De første to havde gjort alt hvad de kunne, hver “efter sin evne”. De var begge flittige, arbejdsomme og produktive med det de havde fået ansvaret for. Den der havde fået fem talenter, fordoblede dem, og det samme gjorde den der havde fået to talenter. (Dengang ville en arbejder være omkring 19 år om at tjene hvad der svarer til en talent). Herren giver dem begge samme ros: “Godt klaret, gode og trofaste træl! Du har trofast taget dig af lidt. Jeg vil betro dig meget. Kom og vær glad sammen med din herre.” – Matthæus 25:21.

Det forholder sig dog anderledes med den træl der fik én talent. Han siger: “Herre, jeg vidste at du er krævende, at du høster hvor du ikke har sået, og samler hvede hvor du ikke selv har tærsket. Jeg blev derfor bange og gik hen og skjulte din talent i jorden. Her har du det der er dit.” (Matthæus 25:24, 25) Han har ikke engang anbragt pengene hos bankmændene så hans herre kunne få dem tilbage med renter. Han har faktisk modarbejdet sin herre.

Det er derfor passende at herren kalder ham en ‘ond og doven træl’. Det trællen havde, bliver taget fra ham og givet til den træl der er villig til at arbejde flittigt. Herren siger: “Enhver der har, vil nemlig få mere, og han vil have mere end rigeligt. Men fra den der ikke har, vil man tage selv den smule han har.” – Matthæus 25:26, 29.

Jesus’ disciple har fået meget at tænke over i forbindelse med denne ene lignelse. De kan se at det Jesus giver dem ansvaret for – det store privilegium at gøre disciple – er meget værdifuldt. Og han forventer at de er flittige. Han er godt klar over at ikke alle kan gøre lige meget i forkyndelsesarbejdet. Som lignelsen viser, skal hver enkelt gøre alt hvad han kan, hver “efter sin evne”. Men det betyder bestemt ikke at Jesus vil være tilfreds med en der er ‘doven’ og ikke gør sit bedste for at tage sig af det Herren har givet ham ansvaret for.

Men apostlene må virkelig være glade for at Jesus forsikrer dem om at ‘enhver der har, vil få mere’!

På Oliebjerget har Jesus lige fortalt lignelsen om de ti jomfruer og om talenterne. Hvordan afslutter han sit svar på apostlenes spørgsmål angående tegnet på hans nærværelse og afslutningen på verdensordningen? Det gør han med en sidste lignelse, der handler om får og geder.

Jesus giver først nogle indledende oplysninger: “Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed sammen med alle englene, vil han sætte sig på sin herligheds trone.” (Matthæus 25:31) Jesus gør det helt tydeligt at han er hovedpersonen i lignelsen, for han har ofte omtalt sig selv som “Menneskesønnen”. – Matthæus 8:20; 9:6; 20:18, 28.

Hvornår vil lignelsen blive opfyldt? Det sker når Jesus “kommer i sin herlighed” sammen med englene og sætter sig “på sin herligheds trone”. Han har allerede talt om at ‘Menneskesønnen kommer på himlens skyer med magt og stor herlighed’ og med sine engle. Hvornår vil det ske? “Straks efter trængslerne i de dage.” (Matthæus 24:29-31; Markus 13:26, 27; Lukas 21:27) Lignelsen vil altså blive opfyldt når Jesus i fremtiden kommer i sin herlighed. Hvad vil han så gøre?

“Når Menneskesønnen kommer,” forklarer Jesus, “[skal] alle nationerne ... samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved sin venstre.” – Matthæus 25:31-33.

Hvad vil der ske med fårene? Jesus siger: “Så vil Kongen sige til dem ved sin højre side: ‘Kom, I som min Far har velsignet, arv det rige som har været forberedt til jer siden verden blev grundlagt.’” (Matthæus 25:34) Hvorfor bliver fårene godkendt af Kongen?

Kongen forklarer: “Jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig. Jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I tog jer af mig. Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’” Når fårene, “de retfærdige”, spørger på hvilken måde de har gjort de her gode ting, svarer han: “Det I har gjort for en af de mindste af mine brødre dér, har I gjort for mig.” (Matthæus 25:35, 36, 40, 46) Der er ingen syge eller sultne i himlen, så det kan ikke være der de gør disse gode gerninger. Det må være noget de gør for Kristus’ brødre på jorden.

Hvad med gederne på den venstre side? Jesus siger: “Så vil [Kongen] sige til dem ved sin venstre side: ‘Gå væk fra mig, I som er forbandede, til den evige ild som venter Djævelen og hans engle. For jeg blev sulten, men I gav mig intet at spise. Jeg var tørstig, men I gav mig intet at drikke. Jeg var fremmed, men I tog ikke gæstfrit imod mig. Jeg var nøgen, men I gav mig ikke tøj. Jeg var syg og i fængsel, men I tog jer ikke af mig.’” (Matthæus 25:41-43) Gederne har fortjent denne dom fordi de ikke behandlede Kristus’ brødre på jorden venligt som de burde have gjort.

Apostlene bliver klar over at den fremtidige dom vil have evige konsekvenser, for Jesus fortæller dem: “Så vil [Kongen] svare dem: ‘Jeg skal sige jer: Det I ikke har gjort for en af de mindste dér, har I heller ikke gjort for mig.’ Og de skal gå bort til evig død, men de retfærdige til evigt liv.” – Matthæus 25:45, 46.

Jesus’ svar på apostlenes spørgsmål giver alle hans disciple meget at tænke over, og det hjælper dem til at ransage deres indstilling og handlinger.