Peter og Johannes er allerede kommet til Jerusalem for at gøre klar til påsken, sådan som Jesus har givet dem besked på. Senere tager Jesus og de ti andre apostle også dertil. Det er eftermiddag, og solen står lavt på himlen mod vest mens Jesus og hans disciple går ned ad Oliebjerget. Det er sidste gang før sin død at Jesus ser byen i dagslys her fra bjerget.

Snart når Jesus og hans apostle frem til byen og til det hus hvor de skal spise påskemåltidet. De går op ad trapperne til det store rum ovenpå. Der er alt gjort klar til at de kan spise sammen. Jesus har glædet sig til den her aften, for han siger: “Jeg har set meget frem til at spise dette påskemåltid sammen med jer inden jeg skal lide.” – Lukas 22:15.

Mange år tidligere var det blevet en skik at byde flere bægre med vin rundt til dem der var til stede ved påskemåltidet. Efter at have taget imod et af bægrene takker Jesus nu Gud og siger: “Tag det, og giv det videre til den næste, for jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke mere drikke vin før Guds rige kommer.” (Lukas 22:17, 18) Det er tydeligt at hans død nærmer sig.

På et tidspunkt under påskemåltidet sker der noget uventet. Jesus rejser sig, lægger sine yderklæder og tager et håndklæde. Så kommer han vand i et vaskefad. Normalt ville værten sørge for at gæsternes fødder blev vasket, måske af en tjener. (Lukas 7:44) Ved den her lejlighed er der ikke nogen vært til stede, så Jesus udfører selv opgaven. Enhver af apostlene kunne have taget initiativ til det, men ingen af dem gør det. Er det fordi de stadig konkurrerer lidt indbyrdes? Uanset hvad er de flove over at Jesus vasker deres fødder.

Da det bliver Peters tur, protesterer han: “Du skal aldrig nogensinde vaske mine fødder.” Jesus svarer: “Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke noget fællesskab med mig.” Peter udbryder: “Herre, så vask ikke kun mine fødder, men også mine hænder og mit hoved.” Jesus’ svar kommer nok noget bag på Peter: “Den der har badet, behøver ikke at få vasket mere end fødderne, for han er helt ren. Og I er rene, men det gælder ikke jer alle.” – Johannes 13:8-10.

Jesus vasker fødderne på dem alle, inklusive fødderne på Judas Iskariot. Da Jesus har taget sine yderklæder på og lagt sig til bords igen, spørger han: “Forstår I hvad jeg har gjort for jer? I kalder mig ‘Lærer’ og ‘Herre’, og det er helt rigtigt, for det er jeg. Når jeg, jeres Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skal I også vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede for at I også skal gøre som jeg har gjort for jer. Jeg siger jer som sandt er: En træl er ikke større end sin herre, og en der er sendt, er heller ikke større end den der har sendt ham. Nu ved I det – og I er lykkelige hvis I gør det.” – Johannes 13:12-17.

Sikke en smuk lektion i ydmyghed! Jesus’ disciple skal ikke føle sig hævet over andre og forvente at blive betjent. I stedet skal de efterligne Jesus’ eksempel, ikke ved at vaske hinandens fødder som en slags ritual, men ved at være villige til at tjene andre ydmygt og upartisk.

Tidligere på aftenen underviste Jesus sine apostle i ydmyghed ved at vaske deres fødder. Nu, tilsyneladende efter påskemåltidet, citerer han Davids profetiske ord: “Selv ham jeg havde fred med, som jeg stolede på, og som spiste af mit brød, han har vendt sig imod mig.” Så forklarer han: “En af jer vil forråde mig.” – Salme 41:9; Johannes 13:18, 21.

Apostlene kigger rundt på hinanden, og alle spørger: “Herre, det er ikke mig, vel?” Selv Judas Iskariot spørger om det. Peter beder Johannes, som ligger ved siden af Jesus ved bordet, om at finde ud af hvem det er. Så Johannes læner sig tilbage mod Jesus og spørger: “Herre, hvem er det?” – Matthæus 26:22; Johannes 13:25.

Jesus svarer: “Det er ham jeg giver det stykke brød jeg dypper.” Så dypper han brødet, giver det til Judas og siger: “Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske der forråder Menneskesønnen! Det ville have været bedre for det menneske aldrig at være blevet født.” (Johannes 13:26; Matthæus 26:24) Så går Satan i Judas, og denne onde og uærlige mand overgiver sig nu til at gøre Djævelens vilje og bliver derved “undergangens søn”. – Johannes 6:64, 70; 12:4; 17:12, fodnote.

Jesus siger til Judas: “Det du gør, gør det hurtigere.” De andre apostle tror at Judas, som har pengekassen, får at vide ‘at han skal købe det de har brug for til højtiden, eller at han skal give noget til de fattige’. (Johannes 13:27-30) I stedet går Judas ud for at forråde Jesus.

Samme aften som de fejrer påsken, indstifter Jesus en helt ny højtid. Han tager et brød, takker Gud, brækker det i stykker og giver det til sine apostle. Han siger: “Dette er et symbol på min krop, som skal ofres for jer. Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” (Lukas 22:19) Brødet bliver delt rundt, og apostlene spiser af det.

Nu tager Jesus et bæger med vin, beder en bøn over det og rækker det til dem. De drikker alle af det, og Jesus siger: “Dette bæger er et symbol på den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes for jer.” – Lukas 22:20.

Dermed indstifter Jesus en højtid til minde om sin død som hans disciple skal holde den 14. nisan hvert år. Den vil minde om alt hvad Jesus og hans Far har gjort for at alle der tror, kan blive befriet for synd og død. Den fremhæver – i endnu større grad end påsken havde gjort for jøderne – at alle der har tro, kan opnå sand frihed.

Jesus siger at hans blod “skal udgydes for mange så de kan få deres synder tilgivet”. Hans trofaste apostle og andre trofaste disciple er blandt de mange der får deres synder tilgivet. Det er dem der vil være sammen med ham i hans Fars rige. – Matthæus 26:28, 29.

Under sin sidste aften sammen med apostlene har Jesus givet dem en lektion i ydmyghed ved at vaske deres fødder. Hvorfor er det på sin plads? Fordi de har vist at de har en svaghed. De elsker Gud, men de går også op i hvem af dem der er den største. (Markus 9:33, 34; 10:35-37) Den svaghed dukker op igen denne aften.

Der opstår ‘en voldsom diskussion mellem apostlene om hvem af dem der er den største’. (Lukas 22:24) Hvor må Jesus være ked af at se dem skændes igen! Hvad gør han?

I stedet for at skælde apostlene ud for deres indstilling og opførsel ræsonnerer Jesus tålmodigt med dem: “Konger spiller herrer over deres folk, og de der har myndighed, bliver kaldt velgørere. Sådan skal I ikke være. ... For hvem er størst – den der spiser ved bordet, eller den der serverer?” Så minder han dem om at han hele tiden har været et eksempel for dem: “Men blandt jer er jeg som den der serverer.” – Lukas 22:25-27.

Trods deres ufuldkommenheder er apostlene blevet hos Jesus i mange svære situationer. Så han siger: “Jeg indgår en pagt med jer om et rige – ligesom min Far har indgået en pagt med mig.” (Lukas 22:29) Disse mænd er Jesus’ loyale disciple, og han forsikrer dem om at de gennem en pagt med ham skal være med i Riget og få del i hans kongemagt.

Selvom apostlene går denne fantastiske fremtid i møde, er de stadig blot mennesker, og de er stadig ufuldkomne. Jesus siger til dem: “Satan har forlangt at få jer alle sammen for at sigte jer som hvede.” Hvede bliver spredt når det sigtes. (Lukas 22:31) Han advarer også: “I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden, og fårene i hjorden vil blive spredt.’” – Matthæus 26:31; Zakarias 13:7.

Peter indvender selvsikkert: “Selvom alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig svigte dig!” (Matthæus 26:33) Jesus fortæller Peter at før en hane galer anden gang den nat, vil Peter nægte at kendes ved ham. Men Jesus tilføjer: “Jeg har bedt for dig, for at din tro ikke må svigte, og når du engang er vendt om, så styrk dine brødre.” (Lukas 22:32) Men Peter erklærer: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.” (Matthæus 26:35) De andre apostle siger det samme.

Jesus siger til sine disciple: “Jeg er hos jer lidt endnu. I vil lede efter mig, og som jeg har sagt til jøderne, siger jeg nu også til jer: ‘Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.’” Så tilføjer han: “Jeg giver jer et nyt bud: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” – Johannes 13:33-35.

Da Peter hører Jesus sige at han vil være hos dem lidt endnu, spørger han: “Herre, hvor går du hen?” Jesus svarer: “Der hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men du skal følge mig senere.” Peter spørger undrende: “Herre, hvordan kan det være at jeg ikke kan følge dig nu? Jeg vil give mit liv for dig.” – Johannes 13:36, 37.

Nu henviser Jesus til dengang han sendte apostlene ud på en forkyndertur i Galilæa uden penge eller madpose. (Matthæus 10:5, 9, 10) Han spørger dem om de manglede noget. Til det svarer de: “Nej!” Men hvad skal de gøre i tiden fremover? Jesus giver dem denne vejledning: “Nu skal den der har en pengepung, tage den med, og også en madpose, og den der ikke har noget sværd, skal sælge sin yderklædning og købe et. For jeg siger jer at det der står skrevet, nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig: ‘Han blev regnet med blandt lovløse.’ For ordene bliver opfyldt på mig.” – Lukas 22:35-37.

Jesus hentyder til det tidspunkt hvor han vil blive naglet til en pæl ved siden af lovløse. Efter det vil hans disciple blive udsat for hård forfølgelse. De føler sig forberedte og siger: “Herre, se, her er to sværd.” Han svarer: “Det er nok.” (Lukas 22:38) De to sværd vil snart give Jesus mulighed for endnu en gang at lære dem noget vigtigt.

Jesus er stadig i rummet ovenpå sammen med apostlene efter mindemåltidet, og han opmuntrer dem med ordene: “Lad ikke jeres hjerte blive foruroliget. Tro på Gud, og tro på mig.” – Johannes 13:36; 14:1.

Jesus hjælper sine trofaste apostle til ikke at være foruroligede over at han skal væk: “I min Fars hus er der mange boliger. ... Når jeg er gået hen og har gjort en plads klar til jer, vil jeg komme igen og tage jer med så I også kan være hvor jeg er.” Men apostlene forstår ikke at han taler om at han vil tage til himlen. Thomas spørger: “Herre, vi ved ikke hvor du går hen. Hvordan kan vi kende vejen?” – Johannes 14:2-5.

“Jeg er vejen og sandheden og livet,” svarer Jesus. Kun ved at anerkende ham og hans undervisning og efterligne ham kan man komme ind i hans Fars hus i himlen. Jesus siger: “Det er kun gennem mig man kan komme til Faren.” – Johannes 14:6.

Filip, der lytter meget opmærksomt, siger: “Herre, vis os Faren, og det er nok for os.” Filip vil tilsyneladende gerne have at Gud på en eller anden måde manifesterer sig for dem, ligesom han gjorde i de syn Moses, Elias og Esajas fik. Men apostlene har noget der er bedre end det. Det slår Jesus fast ved at sige: “Filip, har du ikke lært mig at kende, selv efter at jeg har været hos jer i så lang tid? Den der har set mig, har også set Faren.” Jesus afspejler til fuldkommenhed sin Fars personlighed, så det at være sammen med Jesus og betragte hans måde at være på er som at se Faren. Faren er selvfølgelig større end Sønnen, og det understreger Jesus med ordene: “Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne idéer.” (Johannes 14:8-10) Apostlene kan se at Jesus giver sin Far al æren for sin undervisning.

Jesus’ apostle har set ham gøre fantastiske ting, og de har hørt ham forkynde den gode nyhed om Guds rige. Nu siger han til dem: “Den der tror på mig, vil også gøre de gerninger jeg gør – og han vil gøre endnu større gerninger.” (Johannes 14:12) Jesus mener ikke at de vil udføre større mirakler end han har gjort. De vil dog forkynde i meget længere tid, i et meget større område og for mange flere mennesker.

Jesus vil forlade dem, men de vil ikke blive ladt alene, for han lover dem: “Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.” Han siger desuden: “Jeg vil bede Faren, og han vil give jer en anden hjælper, som skal være hos jer for evigt, sandhedens ånd.” (Johannes 14:14, 16, 17) Han lover dem at de vil få “en anden hjælper” – den hellige ånd. Det sker på Pinsedagen.

“Om kort tid skal verden ikke se mig mere,” siger Jesus, “men I vil se mig, for jeg lever, og I skal leve.” (Johannes 14:19) Jesus vil ikke alene vise sig for apostlene efter sin opstandelse, men i fremtiden vil han oprejse dem som åndeskabninger så de kan være sammen med ham i himlen.

Nu kommer Jesus med en grundlæggende sandhed: “Den der tager imod mine bud og holder dem, det er den der elsker mig. Og den der elsker mig, vil blive elsket af min Far, og jeg vil elske ham og vise mig tydeligt for ham.” Så spørger apostlen Judas, der også bliver kaldt Thaddæus: “Herre, hvad er der sket, siden du vil vise dig tydeligt for os og ikke for verden?” Jesus svarer: “Hvis nogen elsker mig, vil han overholde mit ord, og min Far vil elske ham ... Den der ikke elsker mig, overholder ikke mine ord.” (Johannes 14:21-24) Modsat disciplene vil verden ikke anerkende at Jesus er vejen, sandheden og livet.

Hvordan vil disciplene kunne huske alt det Jesus har lært dem, når han ikke er hos dem mere? Han forklarer: “Hjælperen, den hellige ånd, som Faren vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.” Det trøster apostlene, for de har set hvor meget den hellige ånd kan udrette. Jesus tilføjer: “Jeg efterlader jer fred, jeg giver jer min fred. ... Lad ikke jeres hjerte blive foruroliget, og vær ikke bange.” (Johannes 14:26, 27) Disciplene har altså ingen grund til at blive foruroliget – Jesus’ Far vil vejlede og beskytte dem.

Beviserne på Guds beskyttelse vil snart kunne ses tydeligt. Jesus siger: “Verdens hersker kommer, og han har ingen magt over mig.” (Johannes 14:30) Det var muligt for Djævelen at gå i Judas og få magt over ham. Men Jesus er syndfri og har ikke nogen svaghed som Satan kan udnytte til at vende ham mod Gud. Djævelen vil heller ikke være i stand til at fastholde Jesus i døden. Hvorfor ikke? Jesus slår fast: “Jeg [gør] som Faren har påbudt mig.” Han er sikker på at hans Far vil oprejse ham fra de døde. – Johannes 14:31.

Jesus har i en fortrolig samtale opmuntret sine apostle. Det er sent, måske efter midnat, og Jesus kommer nu med en motiverende sammenligning:

“Jeg er den sande vinstok, og min Far er vinavleren,” indleder han. (Johannes 15:1) Hans sammenligning minder om det der var blevet sagt flere hundrede år tidligere om Israels nation, der blev omtalt som Jehovas vinstok. (Jeremias 2:21; Hoseas 10:1, 2) Men Jehova vil forkaste den nation. (Matthæus 23:37, 38) Så Jesus introducerer en ny tanke. Han er vinstokken som hans Far har passet siden han salvede ham med hellig ånd i år 29. Jesus viser dog at vinstokken ikke kun symboliserer ham, med ordene:

“[Min Far] fjerner enhver gren på mig som ikke bærer frugt, og han renser enhver som bærer frugt, så den kan bære mere frugt. ... Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv hvis den ikke forbliver på vinstokken, kan I heller ikke bære frugt hvis I ikke forbliver nært forbundet med mig. Jeg er vinstokken; I er grenene.” – Johannes 15:2-5.

Jesus har lovet sine trofaste disciple at han vil sende dem en hjælper, den hellige ånd, når han har forladt dem. Da apostlene og andre 51 dage senere modtager ånden, bliver de grene på vinstokken. Og alle “grenene” må forblive nært forbundet med Jesus. Med hvilket formål?

Han siger: “Den der forbliver nært forbundet med mig, og som jeg forbliver nært forbundet med, bærer meget frugt, for skilt fra mig kan I slet ikke gøre noget.” Jesus’ trofaste disciple – “grenene” – vil bære meget frugt ved at efterligne hans egenskaber, flittigt fortælle andre om Guds rige og gøre disciple. Hvad vil der ske hvis nogen ikke forbliver nært forbundet med ham og ikke bærer frugt? Han forklarer: “Hvis nogen ikke forbliver nært forbundet med mig, bliver han smidt væk.” Men han siger også: “Hvis I bliver ved med at være nært forbundet med mig og mine udtalelser bliver i jer, så bed om hvad I vil, og det vil ske for jer.” – Johannes 15:5-7.

Nu vender Jesus tilbage til noget han har omtalt to gange før – at holde hans bud. (Johannes 14:15, 21) Han siger: “Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Farens bud og bliver i hans kærlighed.” Jesus beskriver derefter hvordan disciplene kan vise at de holder hans bud. Han siger: “Dette er mit bud: I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den der giver sit liv for sine venner. I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.” – Johannes 15:10-14.

Om nogle få timer vil Jesus vise sin kærlighed ved at give sit liv for alle der har tro på ham. Hans eksempel bør få hans disciple til at vise en lignende selvopofrende kærlighed til hinanden. Som Jesus sagde tidligere, vil denne kærlighed være deres kendetegn: “Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple.” – Johannes 13:35.

Apostlene skal lægge mærke til at Jesus kalder dem “venner”. Han fortæller dem hvorfor de er det: “Jeg har kaldt jer venner, for jeg har fortalt jer alt hvad jeg har hørt fra min Far.” Hvilket dyrebart venskab – at have Jesus som sin nære ven og vide hvad Faren har fortalt ham! Men for at bevare dette forhold må de “blive ved med at bære frugt”. Hvis de gør det, vil ‘Faren give dem hvad som helst de beder ham om i Jesus’ navn’. – Johannes 15:15, 16.

Den kærlighed der er mellem hans disciple, “grenene”, vil hjælpe dem til at klare det der vil komme. Han advarer dem om at verden vil hade dem, men trøster dem også med ordene: “Når verden hader jer, ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af jer som sine egne. Men I er ikke en del af verden ... Derfor hader verden jer.” – Johannes 15:18, 19.

Jesus uddyber hvorfor verden vil hade dem: “De vil gøre alt det mod jer på grund af mit navn, for de kender ikke Ham som har sendt mig.” Jesus siger at hans mirakuløse gerninger på en måde dømmer dem der hader ham: “Hvis jeg ikke havde gjort de gerninger blandt dem som ingen anden har gjort, ville de ikke have haft nogen synd, men nu har de set mig og hadet både mig og min Far.” Faktisk er deres had en opfyldelse af nogle profetier. – Johannes 15:21, 24, 25; Salme 35:19; 69:4.

Igen lover Jesus at sende hjælperen, den hellige ånd. Denne magtfulde kraft er til rådighed for alle der følger ham, og kan hjælpe dem til at bære frugt, at “vidne”. – Johannes 15:27.

Jesus og apostlene skal til at forlade rummet ovenpå hvor de har holdt påske. Jesus har givet dem vejledning om mange vigtige ting og tilføjer nu: “Jeg har fortalt jer de ting for at I ikke skal snuble.” Hvorfor er den advarsel på sin plads? Han siger til dem: “Man vil udelukke jer af synagogen. Ja, den tid kommer hvor enhver der dræber jer, vil mene at han har udført en hellig tjeneste for Gud.” – Johannes 16:1, 2.

Det må være skræmmende nyheder for apostlene. Jesus havde tidligere sagt at verden ville hade dem, men han havde ikke fortalt dem direkte at de også kunne blive dræbt. Hvorfor ikke? “De ting fortalte jeg jer ikke om i begyndelsen fordi jeg jo var hos jer,” siger han. (Johannes 16:4) Nu advarer han dem inden han forlader dem. Det kan hjælpe dem til at undgå at snuble senere.

Jesus fortsætter: “Nu går jeg til ham der har sendt mig. Alligevel er der ingen af jer der spørger mig: ‘Hvor går du hen?’” Tidligere på aftenen havde de spurgt ham hvor han ville gå hen. (Johannes 13:36; 14:5; 16:5) Men det han nu har sagt om forfølgelse, har chokeret dem, og de er opslugt af deres egen sorg. Derfor stiller de ikke flere spørgsmål om den herlighed der venter ham, eller hvad det vil betyde for sande tilbedere. Jesus bemærker: “Fordi jeg har fortalt jer de ting, er jeres hjerte fyldt med bedrøvelse.” – Johannes 16:6.

Så forklarer Jesus: “Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen ikke komme til jer, men når jeg går, vil jeg sende ham til jer.” (Johannes 16:7) Kun ved at Jesus dør og får en opstandelse, kan hans disciple få den hellige ånd, som han kan sende som en hjælper til sit folk uanset hvor på jorden de befinder sig.

Den hellige ånd vil “give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom”. (Johannes 16:8) Ja, det vil blive tydeligt at verden ikke tror på Guds Søn. Jesus’ opstandelse til himlen vil være et klart bevis på hans retfærdighed og vil vise hvorfor Satan, “denne verdens hersker”, fortjener at få en hård dom. – Johannes 16:11.

“Jeg har stadig meget at sige til jer,” fortsætter Jesus, “men I kan ikke rumme det lige nu.” Når han udgyder den hellige ånd, vil den hjælpe dem til at forstå “hele sandheden”, og de vil være i stand til at leve efter den sandhed. – Johannes 16:12, 13.

Apostlene undrer sig over det Jesus nu siger: “Om kort tid ser I mig ikke mere, og igen om kort tid skal I se mig.” De spørger hinanden om hvad det mon er han mener. Jesus er klar over at de gerne vil spørge ham om det, så han forklarer: “Jeg siger jer som sandt er: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig. I vil sørge, men jeres sorg vil blive vendt til glæde.” (Johannes 16:16, 20) Da Jesus bliver dræbt den følgende eftermiddag, glæder de religiøse ledere sig over det, men disciplene sørger. Deres sorg bliver imidlertid vendt til glæde da Jesus bliver oprejst! Og de oplever også stor glæde da han udgyder Guds hellige ånd over dem.

Jesus sammenligner den situation apostlene befinder sig i, med en kvinde der har stærke smerter under en fødsel: “Når en kvinde føder, har hun smerter fordi hendes time er kommet, men når hun har født barnet, husker hun ikke længere smerten af glæde over at et menneske er kommet til verden.” Jesus opmuntrer sine apostle med ordene: “Det gælder også jer – nu sørger I, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte vil glæde sig, og ingen vil tage glæden fra jer.” – Johannes 16:21, 22.

Indtil nu har apostlene aldrig bedt i Jesus’ navn. Nu siger han: “Den dag vil I bede til Faren i mit navn.” Er det fordi Faren er uvillig til at besvare deres bønner? Nej, for Jesus siger: “Faren selv holder nemlig af jer fordi I har holdt af mig ... som repræsentant for Gud.” – Johannes 16:26, 27.

Det er sikkert Jesus’ opmuntrende ord der får apostlene til at udbryde: “Derfor tror vi på at du er kommet fra Gud.” Inden længe vil denne tro blive sat på prøve. Jesus beskriver hvad der snart vil ske: “Den tid kommer, ja, den er kommet, hvor hver eneste af jer vil løbe hjem til sig selv og efterlade mig alene.” Men han giver dem denne forsikring: “Jeg har fortalt jer de ting så I kan have fred ved hjælp af mig. I verden vil I få trængsler, men vær modige! Jeg har besejret verden.” (Johannes 16:30-33) Jesus lader dem ikke i stikken. Han er sikker på at de kan besejre verden, ligesom han har gjort, ved trofast at gøre Guds vilje på trods af at Satan og hans verden forsøger at få dem til at bryde deres integritet.

Jesus elsker sine apostle meget højt og har derfor forberedt dem på at han snart skal forlade dem. Han ser nu op mod himlen og henvender sig til sin Far i bøn: “Ophøj din søn så din søn kan ophøje dig. For du har givet ham myndighed over alle mennesker så han kan give evigt liv til alle dem som du har givet ham.” – Johannes 17:1, 2.

Det er tydeligt at Jesus anerkender at det vigtigste er at ophøje Gud. Men Jesus kommer også med et opmuntrende fremtidshåb – evigt liv! Han har fået “myndighed over alle mennesker” og kan derfor lade hele menneskeheden få gavn af sin løsesum. Det er dog ikke alle der vil få evigt liv. Hvorfor ikke? Fordi Jesus kun vil lade løsesummen gælde dem der lever op til det han nu siger: “For at få evigt liv må de lære dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har sendt, Jesus Kristus.” – Johannes 17:3.

Man må lære både Faren og Sønnen godt at kende og få et nært forhold til dem. Man må have samme syn på tingene som de har. Derudover må man forsøge at efterligne deres fantastiske egenskaber i sit forhold til andre. Og man må forstå at det er vigtigere at Gud bliver ophøjet, end at mennesker får evigt liv. Jesus vender nu tilbage til det emne:

“Jeg har ophøjet dig på jorden ved at fuldføre den opgave du har givet mig. Så ophøj mig nu ved din side, Far, med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.” (Johannes 17:4, 5) Ja, Jesus beder om at blive ophøjet til himmelsk herlighed ved at blive oprejst fra de døde.

Jesus har dog ikke glemt hvad han har udrettet i sin tjeneste. Han beder: “Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har overholdt dit ord.” (Johannes 17:6) Jesus gjorde mere end at bruge Guds navn, Jehova, i sin tjeneste. Han hjalp sine apostle til at lære Jehova og hans egenskaber at kende og den kærlige måde han tager sig af mennesker på.

Apostlene har lært Jehova at kende og fået at vide hvad hans Søns rolle er. Jesus har undervist dem i mange ting, men han siger ydmygt: “Jeg har fortalt dem det du har fortalt mig, og de har accepteret det og er blevet helt klar over at jeg er kommet som repræsentant for dig, og de har fået tro på at du har sendt mig.” – Johannes 17:8.

Jesus viser nu at der er forskel på hans disciple og mennesker generelt: “Jeg beder ikke for verden, men for dem som du har givet mig, for de er dine ... Hellige Far, våg over dem for dit navns skyld, det navn du har givet mig, så de kan være ét ligesom vi er ét. ... Jeg har beskyttet dem, og ingen af dem er gået tabt, undtagen den ene der skulle gå tabt,” nemlig Judas Iskariot, der er i færd med at forråde Jesus. – Johannes 17:9-12.

“Verden har hadet dem,” siger Jesus videre i sin bøn. “Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.” (Johannes 17:14-16) Apostlene og andre disciple lever i verden, det menneskesamfund der styres af Satan, men de bliver nødt til at holde sig adskilt fra den og dens ondskab. Hvordan?

De må forblive hellige, sat til side til at tjene Gud, ved at leve efter de sandheder der står i De Hebraiske Skrifter, og de sandheder Jesus har lært dem. Jesus beder: “Gør dem hellige ved hjælp af sandheden. Dit ord er sandhed.” (Johannes 17:17) Senere vil nogle af apostlene skrive bøger der er inspireret af Gud, og som også vil blive en del af “sandheden” der kan gøre en hellig.

Andre vil med tiden acceptere “sandheden”. Jesus beder derfor: “Det er ikke kun dem [de 11 apostle] jeg beder for, men også dem som gennem deres ord får tro på mig.” Hvad beder Jesus om på deres vegne? “At de alle må være ét, ligesom du, Far, er nært forbundet med mig og jeg med dig, for at de også må være nært forbundet med os.” (Johannes 17:20, 21) Jesus og hans Far er ikke den samme person. De er ét på den måde at de er enige på alle områder. Jesus ønsker at hans disciple også skal være forenede.

Kort forinden havde Jesus fortalt Peter og de andre apostle at han gik hen for at gøre en plads klar til dem, altså en plads i himlen. (Johannes 14:2, 3) Jesus vender nu tilbage til det emne i sin bøn: “Far, med hensyn til dem du har givet mig, ønsker jeg at de skal være hvor jeg er, for at de kan se min herlighed, som du har givet mig fordi du elskede mig før verden blev grundlagt.” (Johannes 17:24) Han bekræfter dermed at Gud for længe siden – inden Adam og Eva fik børn – elskede sin enestefødte Søn, der blev Jesus Kristus.

Jesus slutter sin bøn med igen at lægge vægt på både sin Fars navn og den kærlighed Gud har til apostlene og andre der accepterer “sandheden”. Han siger: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem, og jeg vil gøre det kendt, for at den kærlighed du har vist mig, kan være i dem og jeg kan være nært forbundet med dem.” – Johannes 17:26.

Jesus afslutter den bøn han har bedt sammen med sine trofaste apostle. Og ‘efter at de har sunget lovsange, går de ud til Oliebjerget’. (Markus 14:26) De går hen til en have der kaldes Getsemane, hvor Jesus plejer at komme.

Da de kommer til dette skønne sted mellem oliventræerne, lader Jesus otte af apostlene blive tilbage. Måske bliver de i nærheden af havens indgang, for han siger til dem: “Sæt jer her mens jeg går derhen og beder.” Jesus tager tre af apostlene – Peter, Jakob og Johannes – med sig længere ind i haven. Han bliver meget foruroliget og siger til de tre: “Jeg er dybt bedrøvet, ja, til døden. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.” – Matthæus 26:36-38.

Jesus går lidt væk fra dem, ‘falder på knæ og begynder at bede’. Hvad beder han til Gud om på det her kritiske tidspunkt? “Far, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Men gør ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” (Markus 14:35, 36) Hvad mener han? Prøver han at slippe for sin vigtige opgave som løskøber? Nej!

Fra himlen har Jesus kunnet se de forfærdelige lidelser romerne påførte dem de henrettede. Nu hvor han selv er et menneske, som kan føle både fysisk og følelsesmæssig smerte, ser han bestemt ikke frem til det der venter ham. Men det der bekymrer ham allermest, er at hans død som en simpel forbryder kan bringe skam over hans Fars navn. Om nogle få timer vil han nemlig blive hængt på en pæl som en gudsbespotter.

Efter at have bedt et stykke tid går Jesus tilbage til de tre apostle, der er faldet i søvn. Han siger til Peter: “Kunne I ikke engang holde jer vågne sammen med mig i en time? Hold jer vågne, og bliv ved med at bede så I ikke giver efter for fristelse.” Det er sent, og Jesus er godt klar over at apostlene også har været under et stort pres, så han tilføjer: “Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.” – Matthæus 26:40, 41.

Så går Jesus lidt væk for anden gang og beder Gud om at tage “dette bæger” fra ham. Han vender tilbage, men igen er de tre apostle faldet i søvn frem for at bede Gud om hjælp til ikke at give efter for fristelse. Da Jesus taler til dem, ‘ved de ikke hvad de skal svare ham’. (Markus 14:40) For tredje gang går Jesus lidt væk, og han lægger sig på knæ for at bede.

Jesus er dybt bekymret over den skam hans død som en forbryder vil bringe over hans Fars navn. Jehova hører sin Søns bønner, og på et tidspunkt sender han en engel for at styrke ham. Jesus holder dog ikke op med at bede til sin Far, men beder “mere og mere inderligt”. Det følelsesmæssige pres på Jesus er enormt, for der ligger en kæmpe byrde på hans skuldre! Hans eget og alle troende menneskers evige liv står på spil. ‘Hans sved bliver som bloddråber der falder på jorden’. – Lukas 22:44.

Da Jesus for tredje gang kommer tilbage til apostlene, finder han dem igen sovende. “Hvordan kan I sove og hvile jer på et tidspunkt som det her?” spørger han. “Tiden er kommet hvor Menneskesønnen skal forrådes og overgives til syndere. Stå op, lad os gå. Den der forråder mig, nærmer sig.” – Matthæus 26:45, 46.

Det er noget over midnat. Præsterne er gået med til at betale Judas 30 sølvstykker for at forråde Jesus. Derfor går Judas sammen med en stor skare af de øverste præster og farisæere ud for at finde Jesus. De bliver fulgt af en gruppe bevæbnede romerske soldater og en kommandant.

Efter at Jesus havde sendt Judas væk fra påskemåltidet, gik Judas åbenbart direkte til de øverste præster. (Johannes 13:27) De samlede deres egne betjente og en gruppe soldater. Judas har måske først taget dem med hen til det rum hvor Jesus og hans apostle havde fejret påsken. Men nu er skaren gået gennem Kedrondalen og er på vej hen mod haven. Ud over deres våben har de også lamper og fakler med. De er fast besluttet på at finde Jesus.

Mens Judas fører flokken op ad Oliebjerget, føler han sig overbevist om at han ved hvor han kan finde Jesus. I den sidste uges tid, hvor Jesus og apostlene flere gange er gået frem og tilbage mellem Betania og Jerusalem, har de ofte gjort holdt i Getsemane Have. Men nu er det nat, og Jesus befinder sig måske i skyggen af oliventræerne i haven. Hvordan kan soldaterne, der måske aldrig har set Jesus før, identificere ham? Judas vil hjælpe dem ved at give dem et tegn. Han siger: “Det er ham jeg kysser, I skal arrestere og føre bort under bevogtning.” – Markus 14:44.

Da Judas fører skaren ind i haven, får han øje på Jesus sammen med apostlene og går direkte hen til ham. “Vær hilset, Rabbi!” siger Judas og kysser ham ømt. “Min ven, hvorfor er du her?” spørger Jesus. (Matthæus 26:49, 50) Jesus besvarer sit eget spørgsmål: “Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” (Lukas 22:48) Men nu vender Jesus opmærksomheden væk fra denne forræder!

Jesus træder ind i lyset fra faklerne og lamperne og spørger: “Hvem leder I efter?” “Jesus fra Nazaret,” svarer skaren. Modigt siger han: “Det er mig.”(Johannes 18:4, 5) Mændene ved ikke hvad de skal vente sig, og falder til jorden.

I stedet for at gribe muligheden for at flygte i ly af natten spørger Jesus for anden gang hvem de leder efter. Da de igen svarer: “Jesus fra Nazaret”, fortsætter han roligt: “Jeg har sagt at det er mig. Hvis det er mig I leder efter, så lad disse mænd gå.” Selv på det her kritiske tidspunkt glemmer Jesus ikke at han har sagt at han ikke skulle miste nogen af dem. (Johannes 6:39; 17:12) Jesus har beskyttet sine trofaste apostle, og ingen af dem er gået tabt, “undtagen den ene der skulle gå tabt”, undergangens søn, Judas. (Johannes 18:7-9) Derfor beder han nu om at hans loyale disciple må få lov at gå.

Da soldaterne rejser sig og går hen mod Jesus, indser apostlene hvad der er ved at ske. “Herre, skal vi bruge vores sværd?” spørger de. (Lukas 22:49) Før Jesus når at svare, griber Peter det ene af de to sværd som apostlene har med sig. Han går til angreb på Malkus, ypperstepræstens træl, og hugger hans højre øre af.

Jesus rører ved Malkus’ øre og helbreder ham. Han lærer dem så noget meget vigtigt ved at sige til Peter: “Stik dit sværd i skeden igen! For alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.” Jesus er villig til at lade sig arrestere, for han siger: “Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt – som siger at det nødvendigvis må ske på den måde?” (Matthæus 26:52, 54) Han tilføjer: “Skulle jeg ikke drikke det bæger som Faren har givet mig?” (Johannes 18:11) Jesus vil gøre Guds vilje, selv når det indebærer at han skal dø.

Jesus spørger skaren: “Er I kommet ud for at arrestere mig med sværd og køller som om jeg var en røver? Dag efter dag har jeg siddet i templet og undervist, og alligevel har I ikke arresteret mig. Men det er alt sammen sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.” – Matthæus 26:55, 56.

Soldaterne, kommandanten og jødernes betjente griber fat i Jesus og binder ham. Da apostlene ser det, flygter de. Men “en ung mand” – måske disciplen Markus – bliver blandt skaren og følger efter Jesus. (Markus 14:51) Den unge mand bliver genkendt, og skaren forsøger at gribe fat i ham så han må efterlade sin linnedklædning for at slippe væk.

Bundet som en forbryder bliver Jesus ført til Annas, der var ypperstepræst dengang Jesus som en stor dreng forbavsede lærerne i templet. (Lukas 2:42, 47) Senere kom flere af Annas’ sønner til at være ypperstepræst, og i øjeblikket er det hans svigersøn Kajfas der er det.

Mens Annas udspørger Jesus, har Kajfas tid til at samle Sanhedrinet. Denne domstol består af 71 medlemmer, deriblandt ypperstepræsten og andre der før har haft det embede.

Annas udspørger Jesus “om hans disciple og om hans lære”. Jesus’ enkle svar lyder: “Jeg har talt til verden i fuld offentlighed. Jeg har altid undervist i en synagoge eller i templet, hvor alle jøderne kommer sammen, og jeg har ikke sagt noget i det skjulte. Hvorfor udspørger du mig? Spørg dem som har hørt hvad jeg har fortalt dem.” – Johannes 18:19-21.

En betjent giver Jesus en lussing og siger irettesættende: “Er det en måde at svare en af de øverste præster på?” Men Jesus ved at han ikke har gjort noget forkert. “Hvis jeg har sagt noget forkert, så bevis det,” svarer han, “men hvis det jeg har sagt, er rigtigt, hvorfor slår du mig så?” (Johannes 18:22, 23) Annas sender så Jesus videre til sin svigersøn Kajfas.

Nu er hele Sanhedrinet blevet samlet – den nuværende ypperstepræst, folkets ældste og de skriftlærde. De befinder sig i Kajfas’ hus. Det er ulovligt at holde sådan en retssag påskenat, men det afholder dem ikke fra at fortsætte med deres onde plan.

Det er ikke ligefrem en objektiv forsamling. Efter at Jesus havde oprejst Lazarus, besluttede Sanhedrinet at Jesus skulle dø. (Johannes 11:47-53) Og for bare få dage siden forsøgte de religiøse ledere at finde en snedig måde at arrestere Jesus på og få ham dræbt. (Matthæus 26:3, 4) Ja, allerede før retssagen mod Jesus går i gang, er han faktisk dødsdømt!

Ud over at være samlet ulovligt prøver de øverste præster og andre i Sanhedrinet at finde nogle der vil vidne falsk, for at samle beviser mod Jesus. De finder en del, men deres vidneudsagn passer ikke sammen. Endelig træder to personer frem og påstår: “Vi har hørt ham sige: ‘Jeg vil rive dette tempel ned der er bygget med hænder, og på tre dage vil jeg opføre et andet der ikke er bygget med hænder.’” (Markus 14:58) Men selv disse mænd er ikke fuldstændigt enige.

Kajfas spørger Jesus: “Har du ikke noget at sige til dit forsvar? Hvad er det de anklager dig for?” (Markus 14:60) Jesus forbliver tavs da han konfronteres med disse vidners falske anklager, der ikke stemmer overens. Så ypperstepræsten Kajfas skifter taktik.

Kajfas ved at spørgsmålet om hvem der er Guds Søn, er et meget ømtåleligt emne for jøderne. Da Jesus tidligere havde kaldt Gud for sin Far, ønskede jøderne at dræbe ham fordi de hævdede at han “sidestillede sig selv med Gud”. (Johannes 5:17, 18; 10:31-39) Med de ting i tanke siger Kajfas nu udspekuleret til Jesus: “Jeg forlanger at du sværger ved den levende Gud og fortæller os om du er Kristus, Guds Søn!” (Matthæus 26:63) Selvfølgelig har Jesus vedkendt sig at være Guds Søn. (Johannes 3:18; 5:25; 11:4) Hvis han ikke også gør det nu, kan det blive opfattet som om han benægter at være Guds Søn og Kristus. Så Jesus siger: “Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme med himlens skyer.” – Markus 14:62.

Derpå flænger Kajfas – meget dramatisk – sine klæder og udbryder: “Det er blasfemi! Har vi brug for flere vidner? Nu har I selv hørt ham tale blasfemisk. Hvad mener I?” Sanhedrinets uretfærdige dom lyder: “Han fortjener at dø.” – Matthæus 26:65, 66.

Så begynder de at gøre nar af Jesus og slå ham med knytnæver. Andre giver ham lussinger og spytter ham i ansigtet. Efter at have dækket hans ansigt til og slået ham siger de sarkastisk: “Profetér! Fortæl hvem der slog dig!” (Lukas 22:64) Tænk engang, Guds Søn bliver mishandlet under en ulovlig retssag midt om natten!

Da Jesus bliver arresteret i Getsemane Have, stikker apostlene af fordi de bliver bange. Men to af dem standser op igen. Det er Peter og “en anden discipel”, sikkert apostlen Johannes. (Johannes 18:15; 19:35; 21:24) Måske indhenter de Jesus da han bliver ført hen til Annas. Da Annas sender Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas, følger Peter og Johannes efter på afstand. De er højst sandsynligt splittet mellem frygten for deres eget liv og bekymringen over hvad der vil ske med deres Herre.

Johannes er en bekendt af ypperstepræsten og får derfor lov til at komme ind i gården til Kajfas’ hus. Peter bliver stående udenfor indtil Johannes kommer tilbage og taler med tjenestepigen som holder vagt ved døren. Så bliver Peter også lukket ind.

Det er en kold nat, så de der er i gården, har tændt et bål af trækul. Peter sidder sammen med dem for at holde varmen mens han venter på at se hvad retssagen vil ende med. (Matthæus 26:58) Nu, i skæret fra ilden, kan tjenestepigen bedre se Peter. “Er du ikke også en af den mands disciple?” spørger hun insisterende. (Johannes 18:17) Og hun er ikke den eneste der genkender Peter og anklager ham for at have været sammen med Jesus. – Matthæus 26:69, 71-73; Markus 14:70.

Det gør Peter meget nervøs. Han prøver at undgå at gøre sig bemærket og trækker sig endda tilbage til indgangen. Peter benægter at han var sammen med Jesus, og siger på et tidspunkt: “Jeg kender ham ikke, og jeg forstår ikke hvad du snakker om.” (Markus 14:67, 68) Han begynder også at “nedkalde ondt over sig selv og sværge”, hvilket vil sige at han er villig til at aflægge ed på at han taler sandt, og at ulykke må ramme ham hvis han lyver. – Matthæus 26:74.

Imens er Jesus’ retssag i gang, åbenbart i en del af Kajfas’ hus som ligger højere end gårdspladsen. Peter og de andre der venter nedenfor, ser måske hvordan forskellige personer kommer og går når de skal ind for at vidne.

Peters galilæiske dialekt indikerer at han lyver når han siger at han ikke kender Jesus. Desuden er der en til stede som er i familie med Malkus, hvis øre Peter huggede af. Nu strammes nettet om Peter, for denne mand spørger: “Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?” Da Peter benægter det for tredje gang, er der som forudsagt en hane der galer. – Johannes 13:38; 18:26, 27.

På det tidspunkt befinder Jesus sig tilsyneladende på en balkon hvor han kan se ud over gårdspladsen. Han vender sig om og ser direkte på Peter. Det må virkelig skære Peter i hjertet! Han kommer i tanke om hvad Jesus sagde blot nogle få timer tidligere i rummet ovenpå. Forestil dig hvordan Peter har det da alvoren af det han har gjort, rammer ham som et lyn! Han går udenfor og græder fortvivlet. – Lukas 22:61, 62.

Hvordan kunne det her ske? Hvordan kunne Peter – der var så sikker på sin egen åndelige styrke og loyalitet – nægte at kendes ved sin Herre? Sandheden bliver forvrænget, og Jesus bliver fremstillet som en simpel forbryder. Peter kunne have forsvaret en uskyldig mand, men i stedet vendte han ryggen til Guds Søn, der har “det evige livs ord”. – Johannes 6:68.

Peters tragiske oplevelse viser at selv en person med en stærk tro og kærlighed til Gud kan miste ligevægten hvis han ikke er godt forberedt på uventede prøver og fristelser. Det Peter gennemgik, er en advarsel til alle Guds tjenere!